Lundby Efterskole to år efter

UNDREN EFTER EN BYRETSDOM!

Jeg bor ikke ret langt fra Lundby Efterskole, så det har været helt indlysende for mig at følge med i "sagens gang" efter den forfærdelige ulykke i februar for to år siden, hvor en lærer druknede og mange af de unge mennesker fik hjerneskader efter ophold i det iskolde vand. Jeg har ikke fulgt med fra dag til dag, har ikke læst alle aviserne, så helt nede i sagens mindste detaljer, har jeg ikke været. Jeg har hørt lokalradio, set TV Øst af og til, har talt med min kæreste om ulykken og sagen - og har hørt, hvad andre i lokalsamfundet har tænkt og ment. Jeg er forholdsvis ny her på egnen, så jeg er endnu ikke så farvet af lokalpatriotisme, at jeg kun kan se det hele fra et lokalt perspektiv.

Ulykken var forfærdelig og jeg tror, at rigtig mange mennesker fulgte forløbet tæt fra dag 1. Medfølelsen med de unge og deres forældre har været stor - de fleste af os kan sagtens leve os ind i, hvor rædselsfuldt det har været at være far og mor til de unge, der underafkølede og hårdt medtagne lå i respirator og senere kom i lang, lang genoptræning. De allerfleste voksne kender til angsten for, at der skal ske deres børn noget alvorligt - så selvom vi andre ikke kan sætte os ind i, hvor slemt det i virkeligheden er, når ulykken sker, så kan vi alligevel fornemme, at det har været et mareridt! Jeg har mange gange tænkt på de unge og deres forældre og håbet, at de alle fik al den hjælp, de havde brug for.

Og nu sidder jeg så her - dagen efter byretsdommen i Nykøbing Falster - og har en masse undren og forbavselse. Efterskolens forstander blev idømt 60 dages betinget fængsel - og skolen blev idømt 25 dagbøder á 10.000 kr. Og så skulle alle vel ånde lettet op og få mulighed for at komme videre? Så enkelt synes jeg desværre ikke det er.

For jeg synes, der er mange ting, der har været "mærkelige" undervejs - og jeg synes, at dommen i sig selv er besynderlig. Med risiko for, at der er detaljer, som jeg ikke har set eller hørt, vil jeg prøve at komme rundt om de temaer, som jeg har lagt mærke til i forløbet.

Det allerførste jeg bemærkede i dagene efter ulykken var, at Lundby Efterskole - og her tænker jeg primært på skolens forstander - ikke markerede sig med en klar og tydelig tilkendegivelse af den sorg og forfærdelse, som ulykken havde bragt med sig på skolen - og en utvetydig anerkendelse af og støtte til forældre og børn i den forfærdelige situation, de var kommet i. I stedet kom der nogle gange nogle meget lidt indfølende kommentarer fra efterskolens bestyrelsesformand. Kommentarer der viste, at han ihvertfald ikke var klar til at lade skolen påtage sig et - i det mindste - følelsesmæssigt og medmenneskeligt ansvar for, hvad der var sket. Det ville have klædt skolen at stille op - at støtte forældre og børn - og at sige det højt. Både i lokalsamfundet og i pressen. I stedet var forstanderen tavs og bestyrelsesformanden ubetænksom - for ikke at sige dum! Gad vide, hvor meget dette har været med til at gøre sagen til den sag det blev - med det udfald den fik?

Når jeg spørger om dette, så skyldes det, at jeg flere gange har set og hørt nogle af forældrene - bl.a. på TV Øst - udtale sig om, at der skulle placeres et ansvar. Og ja, naturligvis skulle der det. Men når jeg hørte forældrene udtale sig, så fik jeg den tanke: De her forældre har ikke fået den fornødne hjælp og støtte i en rædselsfuld tid. Hvad de har fået af krisehjælp, har jeg ingen forudsætninger for at bedømme - men de har formentlig ikke fået støtte og hjælp fra skolen - og derfor havde de noget i klemme med skolen og forstanderen - hvilket burde være helt unødvendigt - for de havde rigeligt at slås med og sørge over endda! De fleste af de unge var og er så hårdt skadede af ulykken, at de aldrig bliver, som de var før ulykken - og flere af dem har alvorlige men, som de aldrig overvinder. Så jeg forstår forældrenes vrede og sorg - og jeg forstår også, at nogle af dem har haft brug for at gå efter forstandren - for den lærer, der havde truffet beslutningen om at sejle ud i det kolde vand og vejr - ja han var jo druknet og kunne derfor ikke hænges op på ansvaret!

Og så er det, at min næste undren dukker op. For mens retssagen har stået på, har jeg flere gange hørt forældre udtale sig om forsvarerens indlæg - og hans procedure - med sårede følelser og vrede. Min undren handler ikke om, at jeg ikke forstår forældrene - for det gør jeg. Min undren handler om, at jeg ikke tror, at domstole og jurister - og presse - og hvem der ellers har ansvaret for at formidle viden om og forståelse for retssystemets måde at fungere på - har sikret sig, at de implicerede reelt ved, hvorfor forsvareren siger som han gør - og anklageren siger det stik modsatte.

Jeg kan nogle gange også have svært ved at forstå, AT en forsvarer kan forsvare en kriminel - men det går mere på, at han/hun overhovedet har lyst til at gøre det - ikke at det SKAL gøres. For det skal det jo! Vi lever i et retssamfund, hvor alle, der bliver anklaget for noget, har ret til at få en advokat til at forsvare sig. Og det er advokatens pligt at finde alle de argumenter og indfaldsvinkler, der overhovedet er at finde, til forsvar for den anklagede. Omvendt er det anklagerens pligt at sørge for, at alt hvad der kan afdækkes af viden om, meninger om, tanker om, at den anklagede er skyld i den begåede kriminalitet - skal frem i lyset. Det medfører, at der "bliver smurt tykt på" - kan man sige. Vidners forklaringer bliver der sat spørgsmålstegn ved - både af forsvarer og anklager - og deres udtalelser bliver mistænkeliggjort. Det er naturligvis også sket i "Lundbysagen" - og når nogle forældre er blevet vrede og ked af det over det, så er det forståeligt - men det kunne måske have været undgået, hvis de var informerede om, at det er sådan det er?? Prøv at spørge mennesker, der har været i retten i en hvilken som helst slags sager - de kan fortælle, at noget af det der blev sagt, var fuldstændig uigenkendeligt for dem - fordi forsvarer og anklager forsøgte at dreje "historien" til den anklagedes henholdsvis "fordel" - og/eller "ulempe".

Så langt, så godt - eller skidt!

Og så kom dommen i denne uge. Og her var jeg ved at kaffen i den gale hals. For minsandten om ikke forstanderen blev kendt skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse. Og her hører min opfattelse af ret og rimeligt op. At skolen blev idømt bøder og frakendt retten til at undervise i sejlads i et bestemt åremål, er forståeligt nok. Men at forstanderen fik en betinget dom for uagtsom legemsbeskadigelse - det forstår jeg simpelthen ikke!

Jeg ved da godt, at en forstander er den øverst ansvarlige på en efterskole. Men at han bliver gjort ansvarlig for, hvad en af hans ansatte har gjort/ikke gjort - det virker underligt. Som sagen er fremstået for mig, så havde skolen helt klare - mundtlige - regler for, hvornår der måtte sejles. Og februar måned var ikke en måned, der skulle bruges til sejlads, sådan som jeg har forstået det.  Når en forstander ansætter lærere, må vi gå ud fra, at ansvarsområderne uddelegeres til den enkelte lærer. Hvis vi overfører det til alle andre institutioner og skoler for børn og unge i Danmark - så kan dommen fremover tolkes sådan, at daginstitutionslederen, skoleinspektøren, ungdomsskolelederen osv osv fremover er ansvarlig for sine ansattes - uagtsomme - handlinger. Og det til trods for, at de ansatte alle er myndige, ansvarlige for egne handlinger, underlagt skrevne og uskrevne regler på arbejdspladsen og i samfundet, over den kriminelle lavalder og - medmindre de er sindssyge eller dårligt begavede o.a. - strafegnede.

Forstanderen på Lundby Efterskole kan formentlig kritiseres for sin manglende - ihvertfald offentlige - støtte til forældre og børn. Men at dømme ham for uagtsom legemsbeskadigelse i en sag, hvor opgaven var uddelegeret til de lærere, der havde med sejladsen at gøre, virker helt besynderligt. Og det gør det, uanset om han var i Danmark eller ej på den skæbnesvangre dag!

Jeg tror, der er rigtig mange skoleledere - og andre der har med børn og unge at gøre - har lært rigtig meget af denne forfærdelige sag. Og at der bliver strammet op omkring regler for sejlads på efterskolerne rundt omkring, er der ingen tvivl om. Og jeg håber, at ledere, der bliver involveret i ulykker i forbindelse med deres institution eller skole, i fremtiden vil vise større anerkendelse og støtte til de mennesker, der er blevet ramt af ulykken, end tilfældet tilsyneladende har været på Lundby Efterskole.

Når det er sagt, så vil jeg også sige, at jeg virkelig håber, at forstanderen på Lundby Efterskole får den hjælp, han måtte have brug for nu. Og at de børn og forældre, der er blevet ramt af ulykken for to år siden, får den hjælp de har brug for, så de kan få bearbejdet sorgen, vreden, afmagten. Og så håber jeg virkelig, at denne byretsdom bliver anket til Landsretten, så vi kan få belyst, om ledere fremover skal være ansvarlige med udsigt til straf, hvis/når deres ansatte begår uagtsomme handlinger med vidtrækkende konsekvenser til følge. For denne dom må ikke danne præcedens.

Jytte