onsdag den 28. november 2012

Fra "stakkels drenge" til hårde kriminelle!

For snart mange år siden skrev en læge - Gideon Zlotnik - en bog, der hed "De stakkels drenge". Jeg har aldrig fået læst den, men der var rigtig megen diskussion om den i faglige sammenhænge - og i pressen. Jeg kan huske, at det der blev sagt og skrevet gjorde indtryk på mig, fordi jeg ikke selv har haft drenge - og fordi jeg godt kunne huske de drenge i skolen, der "altid" var uden for døren i timerne, som "aldrig" afleverede stile og blækregning (medmindre de skrev af fra os andre, og det var strengt forbudt), som kørte med mælk eller gik med aviser meget tidligt om morgenen og derfor nogle gange faldt i søvn i timerne - og som for det meste ikke kom i lære efter skolen, men i stedet blev arbejdsmænd. Som fik tæsk derhjemme - og som senere slog en proper næve til ballerne i byen - og på landet udenfor forsamlingshuset.

Som voksen har jeg mødt drenge i mit arbejde som socialrådgiver og psykoterapeut. Drenge, der nok hører til den gruppe, der blev kaldt "stakkels". Og sent i mit arbejdsliv har jeg mødt rigtig mange af dem. Husker en af de eneste gange, jeg som halvgammel havde sagt ja til at være vikar i folkeskolen, der hvor jeg boede. Jeg var vikar i 7. klasse. De skulle have dansk. Og dagens arbejde skulle handle om "Et dukkehjem". I ved den der Ibsen roman fra 1879. Jeg var vikar i slutningen af 1990'erne! Jeg kan huske, at jeg undrede mig ret meget over, at den slags gamle romaner var standardpensum i 7. klasse! Inde i klassen var der et par drenge, der brugte rigtig mange kræfter på at undgå at arbejde med emnet - mens nogle af klassens pæne piger gik i gang med opgaven. Efter en rum tid sagde jeg til drengene, at jeg var imponeret over alt det krudt de brugte på at undgå "Et dukkehjem". En af dem svarede: "Det gør vi da hver dag, når vi er i skole, for det er røvsygt". Jeg kendte ikke klassen, og skulle ikke have dem igen, så jeg sagde ikke højt, hvad jeg tænkte - til drengene. Men det gjorde jeg til den lærer/viceinspektør, der stod for vikarerne: Hvordan kan det være, at børn i 7. klasse skal læse "Et dukkehjem", når det er helt tydeligt, at det ikke siger dem noget som helst - især ikke drengene?? Hvad med at tage udgangspunkt i børnene her og nu og undervise dem derfra?? Jeg husker ikke svaret. Men episoden er dukket op mange gange siden. Bla.a. fordi jeg nogle år senere fik adskillige drenge fra den skole - og et par andre skoler i nabolaget - i sandkasseterapi eller mødte dem i forbindelse med, at jeg lavede familiearbejde med drenge og deres familier.

Drengene var mellem 7 og 13 år. De havde mange forskellige historier. Men fælles for dem var, at de absolut ikke trivedes i folkeskolen, at de kom fra familier med vanskeligheder (skilsmisse eller forældre med et dårligt fungerende parforhold, enlige mødre med mange forskellige kærester, sygdom, arbejdsløshed). Nogle af drengene boede ikke hos deres forældre, men var i plejefamilie eller boede på et opholdssted. Flere af de ældste drenge gik i AKT-klasse - hvor de i en periode pludselig fungerede godt - fordi der var en gudbenådet mandlig pædagog. Da han forsvandt fra skolen og der kom en kvinde i stedet, som oven i købet skældte dem ud hele tiden, knækkede filmen. De lavede en masse ballade - og endte med at blive bortvist. Flere af dem har senere fået diagnosen ADHD. Et par af dem var overordentligt velbegavede. Og et par var mindre godt begavede.

Nogle år senere kom jeg i kontakt med drenge i samme aldersgruppe i forbindelse med et langvarigt vikariat i en familieafdeling i en kommune. Nogle af disse drenge var danske og havde de samme familiemæssige og sociale baggrunde, som drengene i den tidligere gruppe. Andre af disse drenge kom fra flygtningefamilier, hvor forældrene talte dårligt eller slet intet dansk og hvor far var uden arbejde.  Fælles for denne gruppe drenge var, at de var "borgere" i familieafdelingen, fordi de var smidt ud af skolen, eller fordi de lavede kriminalitet, eller fordi de lavede voldsomt megen ballade i lokalområdet.

Vi har gennem de senere år hørt meget om bander i bl.a. København. Og om rockere - både i København og andre steder i landet. Retorikken omkring banderne og rockerne har til tider været barsk. Og lovgivningen er blevet strammet voldsomt gennem en årrække. Folk er bange - og med god grund. For der bliver faktisk skudt i København. Der bliver faktisk stukket med kniv rundt omkring. Der bliver begået drab. Der bliver begået voldsom kriminalitet med bl.a. hård narko og våben. Så jeg forstår godt opskræmtheden og forstår godt, at folk bliver bange. Og jeg har ingen bud på, hvad der skal gøres ved disse bander og rockere - for det har jeg ikke forstand på! Bortset fra, at jeg tillader mig at mene, at det der bliver gjort IKKE er godt nok og IKKE flytter på noget eller nogen. For de får jo bare "mere af det samme".

Når jeg hører om disse bander eller ser rockere komme kørende på deres kæmpemæssige motorcykler, kan jeg ikke lade være med at tænke på de drenge, som jeg har mødt i mit arbejde! Fordi jeg tror, at bandemedlemmer og hardcore rockere med rygmærker

HAR VÆRET SÅDAN NOGLE DRENGE, SOM JEG LIGE HAR FORTALT OM - ENGANG!

Drenge der ikke er blevet set og hørt. Drenge der ikke er blevet rummet. Drenge der er blevet ekskluderet fra familien - eller af far. Eller svigtet og svigtet igen og igen og igen.  Drenge der er blevet ugleset allerede i børnehaven. Drenge der har lært sig at være "hårde i filten" for overhovedet at holde ud at være her. Drenge der har været SÅ kede af det, SÅ vrede, SÅ forsømte og fulde af sorg og ensomhed, at de har lukket deres øjne og ører og hjerter af for omverdenen. For den ville og vil dem jo alligevel ikke noget godt!

Mens børn er helt små, kender vreden og forargelsen ingen grænser, når vi får at vide, at de har været udsat for vold, overgreb, svigt og misrøgt. Der bliver råbt på højere straf til forældrene. Der bliver råbt på mere kontrol med døgninstitutioner og plejefamilier. Der bliver råbt på bedre behandlingsmuligheder og mere tilsyn. Det paradoksale er bare, AT når det lille barn bliver en stor "besværlig" dreng - eller endnu værre - et forbistret bandemedlem eller en kvindefjendsk og voldelig rocker - så har alle glemt, at alt dette har en årsag - en baggrund.

Jeg ved stadig ikke, hvad vi skal gøre ved bandemedlemmer og kriminelle rockere. Men disse tanker, som jeg har tænkt meget, meget længe, er i de senere dage blevet bekræftet temmelig meget, fordi det viser sig, AT rigtig mange rockere ikke har haft en far at spejle sig i - og at de har haft alle de problemer, som jeg lige har skrevet om. Et eller andet sted vidste jeg det jo godt i forvejen. Og det betyder, at det vidste samfundet faktisk også - for jeg har min viden fra et langt liv i socialt arbejde!!

Måske er der ikke så meget at gøre for de voksne, der er blevet så hårdkogte, at de har mistet al følelse og fornemmelse for andre mennesker. Måske må vi/jeg se i øjnene, at det eneste vi kan gøre er at sørge for, at de laver så få ulykker som muligt? Det er en diskussion værd. En kriminalpolitisk og en socialpolitisk diskussion. En diskussion om børnesyn og helhedsforståelse. Om menneskesyn.

Jeg undres over, at den eksisterende viden ikke bliver brugt til noget. Siden jeg blev socialrådgiver i de tidlige 1970'ere, har der været en samfundsmæssig viden om, hvad det betyder for børn at få en god opvækst, at have brugbare rollemodeller, og at blive respekteret og behandlet ordentligt. At få omsorg og kærlighed. Det jeg ser nu er:  At der skæres ned og skæres ned. At der lukkes skoler og klassekvotienterne stiger. At lærere ikke bliver klædt ordentligt på til at rumme de drenge, jeg skriver om her - og de drenge (og piger - dem vender jeg helt sikkert tilbage til), som nu skal "inkluderes" i folkeskolen - under en meget fornem parole om, at skolen skal være rummelig. Skolen er lige præcis så rummelig, som samfundet giver den plads til og mulighed for. Der tales og skrives meget om børn - og det synes jeg er vigtigt. Men det er underligt, at i det moment et barn bliver en ung voksen - 14 - 15 -18 år - så fordamper forståelsen og empatien. Så skal de bare "opføre sig ordentligt", og så er det bøvlede  "deres egen skyld".

Vi - du og jeg - er et produkt af det liv, vi har levet. Og det er alle mennesker.

Når en dansk dreng bliver afvist og svigtet - og måske endda tævet og mishandlet - så gør det noget ved ham, som altid vil sidde i hans krop som en erfaring. Hvis hans far ikke er tilstede i hans liv, får det konsekvenser for hans selvforståelse. Hvis det hele går rigtig galt - indeni og udenpå - "vælger" han måske en kriminel og voldelig løbebane. For det er jo det han har lært!

Når en flygtningedreng - måske endda med tidlige erfaringer fra krig og vold og overgreb - kommer til Danmark og bliver modtaget med afvisninger og racistiske tilråb - samtidig med, at han har en far, der ikke kan forsørge ham - og derfor ikke kan sætte sig i respekt - en far der pludselig er blevet et "udskud" - måske enddan med krigstraumer - så må han finde sine egne måder. Nogle af dem er at holde sammen med unge vrede mænd, som måske ender med at blive bandemedlemmer.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi snart får samlet den viden, vi har om børn og familier i en buket, som vi sender videre til politikerne. For som det foregår lige nu er det bare for sølle.

Jytte

og så blev klokken over 2 om natten!








mandag den 26. november 2012

Overgreb på unge kvinder!


Uden at gå på Google for at finde årstal, så dette bliver fuldstændig korrekt rent tidsmæssigt, bliver jeg simpelthen nødt til at kommentere på de forlydender, der har været fremme i radio og TV det sidste døgn:

Kommuner presser unge kvinder til abort!!


En kommune, der blev omtalt i TV i går aftes, var repræsenteret af en afdelingsleder. Jeg tror det var Kalundborg, men det er jeg ikke helt sikker på. Det er faktisk også ligegyldigt - for efter min mening foregår det også andre steder i DK. Afdelingslederen afviste, at sagsbehandleren havde gjort noget forkert. En ung kvinde havde udtalt, at hendes sagsbehandler havde truet med at fjerne hendes 2 årige, hvis hun ikke valgte at afbryde sin nye graviditet. Så hun havde fået en abort, og var stadig dybt ulykkelig over det!

Udover at jeg får gåsehud over hele kroppen over, at kommuner - og dermed mine kolleger i familieafdelingerne - bruger så uetiske arbejdsmetoder - så bliver jeg også både vred og ked af det. OG tænker højt: Det var jo liiige det, der blev advaret imod, da den fri abort blev indført den 1. oktober 1973!

Jeg var - og er - tilhænger af fri abort.

Og det er der rigtig mange gode grunde til. Et par stykker af dem er: Jeg har oplevet, hvordan unge kvinder - veninder, bekendte og jeg selv - fik en provokeret abort hos en såkaldt kvaksalver. Nogle døde af det. Nogle blev alvorligt syge med kroniske underlivslidelser. Nogle blev sterile og fik aldrig de børn, de havde drømt om. Nogle kvaksalvere var læger, andre var reelt kvaksalvere med snavsede fingre og uhyggelige arbejdsredskaber - og andre igen var kvinder, der vidste noget om kvinders anatomi. Fælles for dem var: de tjente penge på unge pigers "ulykke", nogle af dem tykt med penge. Fosterfordrivere, som de også blev kaldt, findes i alle lande, som ikke har fri abort. Og det koster unge kvinder dyrt helbredsmæssigt, psykisk og økonomisk at få en illegal abort.

Hvis en ung pige ikke kunne få bevilget abort gennem Mødrehjælpens samråd, kunne alternativet være - og var det for mange - bortadoption af det lille barn. Mange unge piger blev faktisk tvunget til at bortadoptere - selvom der ikke var lovhjemmel til det - i stedet blev de presset af deres familier og af socialrådgivere. Mindst to af mine ungdomsveninder blev tvunget til at bortadoptere i 1960érne. De ønskede det ikke selv - men det gjorde deres forældre godt hjulpet af deres socialrådgiver!

Dette kan der skrives bøger om, og det har Hanne Reintoft vist også gjort! Husker ikke titlen, men kan finde den frem.

Unge piger, der var det der blev kaldt "løse på tråden", kom på pigehjem, da jeg var barn og ung. Hvis de blev gravide, blev barnet tvangsbortadopteret og pigerne blev tvangssteriliserede! Sprogø sang på sidste vers og det gjorde pigehjemmene heldigvis også. Men metoderne til overgreb på unge forsvandt ikke - nogle af dem skiftede bare karakter.

Der var derfor mange argumenter for og imod op til vedtagelsen af abortloven i 1973. Jeg husker ikke så mange af dem, der var imod - for jeg var mere optaget af at være for. Men jeg husker da nogle, som jeg godt kan forstå i dag: at det handler om et lille menneskeliv, og at vi ikke må slå ihjel. Men det medførte jo nogle uhyggelige konsekvenser for mor og barn - ind imellem!

Nogle af de vigtige krav, der kom i forbindelse med loven var: INGEN må tvinge en ung pige til at få abort - hverken forældre, kærester, ægtefæller - eller sagsbehandlere. Der skal være tilbud om hjælp og støtte til den unge mor - bl.a. tilbud om uddannelse, så hun kan klare sig selv og forsørge sit barn - og hun skal have tilbudt gratis prævention. Da loven blev vedtaget var det kommunens opgave at hjælpe den unge mor (Mødrehjælpen var jo lige blevet nedlagt!!), og det var IKKE socialrådgiverens opgave at tilskynde til abort. Og forældre, kærester og ægtefæller måtte ikke presse for at få den unge pige/kvinde til at få abort.

I dag er revalideringen afskaffet, så det er ikke længere en del af hjælpepakken at tilbyde en ung mor en uddannelse. Til trods for, at der er rigtig mange penge at spare, hvis hun kan forsørge sig selv! Rigtig mange unge mødre er i dag på kontanthjælp - og her i krisetider er udsigten til uddannelse og arbejde skrumpet voldsomt ind. Nogle kommuner har grupper for helt unge mødre - og nogle steder bliver kvinderne hjulpet. Men generelt er det sølle, hvad en ung gravid kvinde kan få af hjælp til at komme videre. Så mon ikke det er bedre at foreslå hende at få en abort?? Det vil da gøre hendes liv bedre - og kommunens besvær mindre??

Mens jeg stadig var erhvervsaktiv socialrådgiver (2011)  har jeg rent faktisk oplevet, at en af mine unge kolleger bad om hjælp, fordi hun følte sig presset til at "rådgive" om abort (læs: presse) - og det kunne og ville hun ikke. For det stred mod hendes etik og samvittighed og værdier. Hun blev meget lettet, da jeg sagde til hende, at det IKKE er socialrådgiverens opgave at rådgive (læs: manipulere) om abort. At det faktisk ikke er lovligt! Det er socialrådgiverens opgave at vejlede og rådgive om, HVAD kommunen har at byde på HVIS hun får barnet. Dvs at den unge kvinde kan få at vide, OM hun kan få hjælp til en bolig, en uddannelse og til forsørgelse - og hvordan den økonomi ser ud. At hun kan få hjælp fra en unge-mødregruppe - hvis der er sådan en - og hun kan få hjælp fra en sundhedsplejerske, hvis hun vil. Og hvis der er vanskeligheder omkring barnet, så har familieafdelingen formentlig nogle udgående mennesker, der kan hjælpe med støtte og vejledning og evt. familiebehandling.

SÅ - det der foregår i dag - i 2012 - omkring unge gravide kvinder, der presses til abort - er overgreb. Som efter al sandsynlighed stadig er ulovlig (jeg har ihvertfald ikke set eller hørt noget om tvangsabort - endnu!!). Som under alle omstændigheder er uetisk, urimeligt og umenneskeligt. Og som er rystende og ufatteligt. Og selvom en kommune siger, at der ikke er gjort noget forkert, så er jeg ret sikker på, at det lige præcis er det der er. Jeg oplever i disse år, at det der foregår i kommunerne - også på børne- og familieområdet - bliver ringere og ringere. Og så er det jo så nemt at få et par kvinder til at abortere i stedet for at stille op med hjælp og støtte.

Det var så lige en mandag morgens tanker om, hvad der rør sig i tiden.

Jytte



søndag den 25. november 2012

I softwarens vold!

En ting er at oprette en blog. Det har været sjovt og spændende, og der kommer meget mere, jeg skal finde ud af. Men kors hvor jeg altid har syntes, det er træls med al den spildtid, der hører med til at leget med computeren. Måske fordi jeg aldrig bliver en rigtig nørd til det. Men måske også fordi de forskellige softwareudviklere har en anden tilgang til, hvad der er brugervenligt, end nogle brugere - bedstemødre f.eks. - har. Jeg har jo et par googlekonti i forvejen. Gmail og Picasa. Og nu fik jeg så Google+ oven i hatten sammen med bloggen. Så jeg har siddet og fedtet rundt med, hvordan jeg kommer IND på bloggen for at skrive eller for at arbejde videre med layout og billeder. Og får at vide, at NU kan jeg bruge mine googlekonti tilsammen som adgang. Og hvad sker: Jeg får Googles forside med søgefeltet på og mit navn oppe i hjørnet. Så "dutter" jeg på mit navn oppe i venstre hjørne - og skal logge ind igen igen - fordi jeg pludselig ikke længere kan gemme mit login fra for to minutter siden! Og så endelig - vupti - havner jeg på Gmail+ - som jeg faktisk ikke ønsker at komme ind på. Jeg vil ind på bloggen! Nå, det lykkedes jo til sidst  - men det med billeder og lay out nåede jeg ikke. Og nu vil jeg vende mig mod nogle huslige gøremål og tænke i aftensmad. Så får billederne vente!

Jytte

Så er der hul igennem!

Jeg har ønsket mig denne blog længe, men manglede lige at tage mig sammen! Først fik min ene datter en blog. Så var en af mine tidligere samarbejdspartnere på med en blog, som jeg fandt på Facebook. Og her til sidst fik jeg pludselig skrivekløe. Og jeg kan sagtens få øje på, at selvom der skal siges og skrives ting på FB, så er der ikke plads nok der til mine skriv, når jeg først ruller mig ud. OG jeg vil heller ikke overdosere på FB. Så nu skulle det være. Jeg har rodet med det i nogle dage, og har lige nu fået lavet noget, som er nogenlunde OK. Hvis jeg ikke bliver for grebet af at skrive, vil jeg arbejde videre med layout, billeder, farver osv. Vi får se, hvad der sker.

Jeg har flere overskrifter i mit liv, som jeg har lyst til at skrive om. Jeg har været folkepensionist i et par år, men ville helst have et job ved siden af. Det har krisen sat en stopper for, desværre. For min optagethed af børn omfatter også børn i det offentlige system, og der kunne jeg gøre en forskel. Det vil jeg helt sikkert sige noget om. Så er der det frivillige arbejde. Jeg er lige stoppet med at være frivillig i Glumsø Bio. Der er over 30 km derop, og jeg kan ikke snuppe at køre langt i mørke. Desuden har jeg boet her sammen med Jens i to år, så det er også vigtigt at rette blikket mod det lokalsamfund, jeg bor i nu. Jeg har stadig en del computerarbejde for Biffen - men når det er blevet afviklet, så vender jeg min opmærksomhed mod Foreningen Svend Gønge og Snaphanen Cafe i Lundby. Så er der de hjemlige sysler: brødbagning, mad og strik - og selvfølgelig familierne. Jens' familie og min familie. Vi er jo et par af den slags med dine og mine børn. Og børnebørn. Så måske kommer der noget om det? Og sidst - men bestemt ikke mindst - så blev skrivekløen vakt af diskussioner og samtaler om verden udenfor. Dels med min datter og svigersøn, dels med gamle venner. Efter at have lagt låg på mine politiske tanker i mange år, er de begyndt at vågne op til dåd igen. På en helt ny måde. For jeg vender aldrig, aldrig mere tilbage til partipolitik eller fløjpolitik. Det var jo sådan set en af grundene til, at jeg havde lukket ned for diskussioner ude i verden. Men mine holdninger kom på prøve, da præsidentvalget i USA var ved at være overstået. Og de holdninger jeg havde, var blevet noget tyndslidte og stivnede.

Så mon ikke jeg kan sammenfatte min indgang til bloggen til at handle om det nære i hverdagen, det lige udenfor døren - socialt, kulturelt og politisk - og så det der sker på det mere abstrakte og fjerne plan derude i det globale? Tror det. Jeg glæder mig ihvertfald til at komme i gang og over, at jeg nu har fundet ud af at lave en blog! Dejligt at lære nyt!

Søndagshilsener
Jytte