HVORNÅR HAR KRIG OG DRAB LØST NOGET SOM HELST?

 

HVORDAN FÅR VI EN MODSTAND MOD KRIG IGANG?





Da jeg var barn og ung, fandtes der en organisation, som hed Aldrig Mere Krig. Deres logo var et knækket gevær. Nogle unge mænd valgte at blive militærnægtere. Og for at gøre militærnægteri så ubehageligt som muligt, sendte staten dem i fængsel. Senere blev det med fængslet afløst af tåbelige opgaver i militærnægterlejre, hvor de unge mænd skulle grave huller og fylde dem igen. Endnu senere blev militærnægtere sendt ud på noget, som kan kaldes samfundstjeneste, hvor de arbejdede i bl.a. kulturinstitutioner og børneinstitutioner i stedet for at blive soldater. Baggrunden for både Aldrig Mere Krig og militærnægterne var primært 2. verdenskrig.

Jeg er selv født under krigen, men kan ikke huske den. Til gengæld kan jeg huske billederne. Bagefter. Af stabler af døde kz-lejrfanger. Af rygende ruiner i Tyskland. Af såkaldte tyskertøser, der blev kronraget i dagene efter befrielsen. Af jøder, der blev hentet i lastbiler på deres adresser af SS og deres folk. Af frihedskæmpere, som sjovt nok voksede heftigt i antal - da krigen var slut. Og af danske nazister. Disse billeder vil aldrig forsvinde fra min bevidsthed. Og de er helt sikkert medvirkende til, at jeg har været modstander af krig det meste af mit liv. I mine unge dage forsøgte en af mine venner, som var SF'er, at overbevise mig om, at det kunne være nødvendigt. Men det eneste der skete var, at jeg så bare holdt min mund i visse kredse. Og da Vietnamkrigen og bombardementerne af Nordvietnam bragede af sted, blev jeg aktivist i Vietnambevægelsen. I mange år troede jeg, at jeg kun var antiimperialist. Og jeg var - og er - antiimperialist. Men jeg var og er faktisk også krigsmodstander. Pacifist hedder det også.

Som årene er gået, er der stort set ingen militærnægtere, og værnepligten er så godt som afskaffet. Kun ganske få bliver nu sendt i militærtjeneste via session. De øvrige soldater melder sig som soldater frivilligt. Og heldigvis for det. For i mellemtiden er Danmark blevet en krigsførende nation. Og mig bekendt er der ingen, der bliver tvangsudsendt i krigstjeneste. Det ville da også være ganske, ganske grusomt. Hvad der er sket med Aldrig Mere Krig, ved jeg ikke. Men jeg har ihvertfald ikke set eller hørt noget om dem i mange år.

Selvom jeg er 69 år, så kan jeg både se og høre, at Vietnamkrigen er langt væk for rigtig mange mennesker. Og at 2. verdenskrig er endnu længere væk. Så langt væk, at jeg i går i Politiken kunne læse, at Hitler og Stalin og Churchill nu er blevet "seje" og "mystiske" ikoner, der sælger historiske tidsskrifter. (Vistnok ikke skrevet af og for historikere.) Og det er jo sådan det er. Da jeg var barn sang min morfar "Dengang jeg drog af sted" - om krigen i 1864, så vidt jeg husker. Og det sagde jo ikke os børn noget særligt, selvom han var så sød, når han sang.

Jeg ved ikke helt, hvordan det er gået med historie undervisningen i de senere år. Men jeg kan da huske, at mens min yngste datter gik i gymnasiet, var hun bl.a. optaget af, hvad der skete med de mænd, der drog til Finland på tyskernes side under 2. verdenskrig. Men jeg oplever, at der er mange ting, unge ikke ved om krigen. I stedet kan de blive stopfodrede med "heltefilm" om mange forskellige krige - hvis det er det de vil. Jeg ved heller ikke, hvad der får unge til at melde sig til danske "missioner" i udlandet, for jeg kender ikke nogen af dem personligt. Men jeg ved, at adskillige af dem er kommet hjem igen med grusomme ar på sjæl og legeme. Og nogle af dem er kommet hjem - døde. Til deres stakkels forældre og kærester eller ægtefæller, som har mistet en de har elsket.

Men jeg har nogle antagelser om, hvorfor unge melder sig til krigstjeneste. En vigtig størrelse er arbejdsløsheden og mangelen på praktikpladser. Det har altid været sådan – i hvert fald i min levetid – at i militæret får de unge en uddannelse. Og som frivillig soldat bliver man skolet og trænet. Desuden så har vi som samfund først nu oplevet (siden 1. og 2. verdenskrig), hvad det vil sige at miste unge i krigen – og at få nogle af dem hjem som fysisk og/eller psykisk handicappede. Så vi har ingen, der kan fortælle om krigens rædsler – oplevet på egen krop. Jo, nogle få FN soldater, men de har ikke været i decideret krigstjeneste – selvom nogle af dem også har fået bl.a. Posttraumatisk Stress af deres oplevelser. Og de, der deltog i Vinterkrigen eller i Den spanske borgerkrig er jo døde og borte, for de allerflestes vedkommende.

Så er der det at være ung og ønske sig udfordringer. Der findes masser af udfordrende sportsgrene - det hedder vist ekstremsport - som er dødsensfarlige. Visse former for skisport, visse former for klatring, visse former for bjergbestigning, racerkørsel i biler, ja selv Tour de France har krævet menneskeliv. Så det hører ungdommen til at vælge nogle farlige oplevelser til, for spændingens skyld. En form for initiering - nu hvor der ikke længere er løver og bøfler og mammutter og andre store dyr at nedlægge - og hvor overlevelse alene oppe i bjergene ikke just er det danske drenge bliver udsat for i puberteten. Så når sporten kan kalde på nogen, kan krigen jo også. Helte har altid været dyrket. Og bliver det i film og i spil - hver dag. Og når vi ikke har en kollektiv viden om krig længere, så er det formentlig eventyret og spændingen der starter motivationen.

Og endelig, så er der den politiske propaganda. Som politikere, presse/medier og en masse almindelige danskere deltager i. En propaganda, der deler verden op i "dem og os", og som lægger stor vægt på den vestlige verdens værdier. Og de traditionelle danske værdier for den sags skyld. Indvandringen fra Mellemøsten har været benzin på det bål. Selv mennesker, som jeg faktisk oplever som "anstændige mennesker", er hoppet på den projektion. De er bange og usikre på, hvad fremtiden bringer. Og det rækker langt ind i den enkelte familie - og derfor bliver vores unge også påvirket. Så nogle af vores unge tager af sted for at forsvare demokratiet - og støtte indførelsen af det - i muslimske lande.

Og hvorfor er jeg så - lige nu - har fokuseret på de unge, der har valgt at blive soldater i den danske stats tjeneste? Fordi det er dem der betaler prisen. Med livet. Med føreligheden. Med den mentale ro og balance. Deres forældre og kærester/ægtefæller - og naturligvis også deres familier og venner - betaler også en pris. Sorgens pris. Angstens pris. Tabets pris. Det mistede fodfæstes pris. For det er jo IKKE politikerne, der selv drager i felten og ofrer liv, ære og velfærd. Det var ikke Anders Fogh Rasmussen under krigen i Iraq. Det var ikke ham heller, under krigen i Afghanistan. Og det er ikke Helle Thorning Smidt i den krig, der måske bliver en realitet en af de nærmeste dage. Og heller ikke deres ministerkolleger eller folketingskolleger for den sags skyld. Det er dine og mine børn og børnebørn! Det er unge mennesker, der faktisk har et drive, som giver dem mod og lyst til at prøve noget nyt. Som har mod. Og som er det, de fleste politikere og erhvervsledere ønsker sig: Omstillingsparate. Og som så vælger noget, der kan blive fatalt. For dem og for deres kære. Men også for Danmark som nation. Fordi vi får et nyt klistermærke på vores omdømme - og vores selvforståelse: Danmark er en krigsførende nation - og vi er det konsekvent?

Sådan ser det ud her fra mit køkken i august 2013. Helle Thorning har sagt, at hun ikke vil vente på et FN mandat. Jeg er faktisk også uenig, hvis FN beslutter sig for intervention. Jeg er i det hele taget uenig i militær indgriben i andre landes interne konflikter. Og jeg er af den opfattelse, at krig er noget møg - uanset hvad.

Jamen, vil nogle af jer sige: Da vestmagterne bankede Tyskland på plads i 1940'erne, slap vi for et naziregime i hele Europa. JA, det gjorde vi. Men det var de europæiske lande, der sloges med tyskerne. Og det var europæiske lande, der var halehæng til Tyskland. OG så var der lige Sovjetrusland. Men de havde været så udsatte for den tyske hærgen, at de er velkommen i klubben. Europa forsvarede sig mod en intern giftig sygdom - i eget hus. Og jeg vil aldrig nogensinde forklejne, at det er OK at forsvare sig. Hvis nogen angriber dit barn, vil du forsvare det. Hvis nogen angriber dit land, vil du forsvare det.

OG hvis kineserne kommer her - eller russerne - eller amerikanerne - for at pådutte os DERES værdier og normer - vil jeg forsvare mig. Det er faktisk det jeg gør lige nu, hvor jeg ved, at amerikanske værdier kravler på os, uden at vi gør modstand! Også gennem Apple, Facebook, Google, McDonald m.fl.

Men forsvar er noget andet end imperialisme. Imperialisme var det Europa gjorde og stod for, da englændere, hollændere, danskere, tyskere, franskmænd, belgiere, spaniere, portugisere osv osv invaderede Indien og Afrika og det fjerne Østen og Latinamerika - og da vi som danskere satte os på Grønland og Færøerne og Island og Trankebar og De vestindiske øer, og da vi og svenskerne forbød inuitterne og samerne at tale deres modersmål.

Og den moderne form for imperialisme er den, der blev ført i Vietnam, hvor først Frankrig og derefter USA, forsøgte at forhindre et folk i selv at finde ud af, hvilken form for styre, vietnameserne ønskede sig. Og det gik rent faktisk galt. Der blev talt om en dominoteori, hvor en eller anden (måske franskmand, måske amerikaner - har ikke genopsøgt kilden!), som forudså, at hvis Vietnam faldt, så faldt de andre lande i Indokina også. Men dominobrikkerne blev stående, og USA led et lige så forsmædeligt nederlag, som franskmændene havde gjort.

Og så er det bare fortsat - i andre lande. USA og Europa har, gennem hele mit liv, blandet sig i andre landes indre anliggender. I Sydamerika (Hvem støttede f.eks. Pinochet i Chile?); i Afrika (som jeg ikke er helt så skarp på), i den Dominikanske Republik? I mellemøsten, hvor USA har haft adskillige, modstridende roller. Nej, historiker er jeg ikke. Men jeg har min hukommelse! OG kineserne og russerne kan også det der. For det hele handler om magt og om penge og om olie og om verdensherredømmet! De gør det lidt forskelligt. Men de griber ind, de laver overgreb, de blander sig i noget, som slet ikke er noget, de skal blande sig i.

Nu har vi så et Syrien, hvor en diktator i årevis og årevis og årevis har undertrykt sit folk, med det mest uskyldige fjæs, jeg længe har set hos sådan en fyr. Og vi har alle set på, at det bare er gået værre og værre og værre. Tilsyneladende har ingen gjort noget. Og det kan da godt gøre rigtig ondt. For hvad med børnene? Hvad med de gamle? Hvad med civilbefolkningen, der ikke er involveret i noget, der ligner en borgerkrig? Jeg har ikke svaret. Men jeg ved, VED, at ingen anden stat kan gå ind og gøre "godt" i sådan en konflikt. Hvis vi vil støtte, må vi støtte befolkningen med det, den har brug for. Men vi kan ikke "vinde" en konflikt, som ikke er vores. Vi har ikke forudsætningerne. Vi kender ikke betingelserne. Og vi aner ikke, dybest set, hvad det hele handler om. Vores såkaldt "kloge hoveder" kan komme med analyser og snak, men vi har ikke skoen på! Og de har heller ikke skoen på!

I Skandinavien har vi haft vores. Det ligger bare nogle hundrede år tilbage. Og vi var præcis lige så "dumme" og "uoplyste" og "krigeriske", som folkene i Mellemøsten og Fjernøsten er idag. De er bare lidt længere om det.

Derfor skal vi ikke gå ind i endnu en krig. Uanset om det er nogle droneangreb, nogle kampflyangreb eller en massiv invasion af internationale styrker. For vi ved ikke, hvad det er vi gør - og krig er ikke måden at løse problemerne på. Vi skal passe på vores unge mennesker. Hvis de vil udfordre sig selv, så lad dem bestige Himalaya - der gør de kun skade på sig selv, hvis de er dumme. Vi skal holde nallerne fra andre landes indre anliggender - og i stedet støtte befolkningerne med penge, mad, medicin osv. og overlade til dem selv at blive en diktator kvit. Og så skal vi holde op med at tro, at vi er så pokkers kloge på, hvordan et godt liv skal se ud. For dybest set er vi ikke for gode til det, vi får bare serveret undertrykkelsen på en lidt smartere måde, end diktatoren i Syrien har fantasi til idag. Her går det glidende, og smilende og venligt til. I konkurrencestatens hellige navn.

Min under-overskrift HVORDAN FÅR VI EN MODSTAND MOD KRIG IGANG? - er ikke kun retorisk ment. Jeg mener det faktisk. For jeg mener, at det er på tide, at vi vågner op som befolkning. Lige nu kører TV avisen inde i stuen, og jeg kan høre, at en stor del af befolkningen er IMOD Danmarks deltagelse i en evt. invasion i Syrien. Det er jeg glad for! For jeg ville nødigt opleve - en gang til - at Danmark går i krig på en løgn! Og jeg vil nødigt opleve overhovedet, at Danmark får en vane i at være krigsførende nation. Med eller uden FN. I stedet ville jeg ønske, at vi snart får lettet rumpen og kommer i gang med at fortælle vores politikere, at NU er det nok. Lige nu! Ikke flere krige med dansk deltagelse. Ikke flere løgnehistorier. Ikke flere illusioner om, at vi ved bedre.

Jeg vil slutte af, som jeg startede. Fandt idag et digt, som jeg har tænkt mig at finde i meget lang tid. Det blev skrevet i Tyskland af en præst og digter, Martin Niemöller, i tiden omkring 2. verdenskrig. Han blev selv sendt i kz-lejr - og overlevede mirakuløst og blev befriet, da krigen sluttede. Jeg synes, at digtet har relevans idag, fordi der foregår så meget, som danskerne ikke siger fra overfor. Og jeg synes, at det er på tide, at vi tager os voldsomt sammen.

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Understregning stammer fra det sted på nettet, hvor jeg fandt digtet.

Det var godt at skrive dette, det trængte jeg til!
Jytte

Skole for livet - for samfundet - eller for ukontrolleret "vækst"??

TANKER OM AT DET HELE HÆNGER SAMMEN, MEN AT VI IKKE ALTID KAN NÅ HELE VEJEN RUNDT!

Da jeg var ca. 12 år gammel, blev nogle hvide nonner slået ihjel i deres kloster i Afrika af nogle sorte med macheter. I Congo, tror jeg det var. Jeg husker ikke detaljer og geografi, for det var ikke det sagen drejede sig om. Den diskussion, som mine halvstore barneører blev tilhører til, drejede sig om, at HVIDE NONNER var blevet myrdet af SORTE NEGRE. Såvidt jeg husker udspillede diskussionen sig derhjemme, og min fars veninde var både rystet og vred. Men hendes udbrud var meget negative og racistiske overfor de sorte indbyggere, og jeg røg ud i noget, der måske var min første politiske stillingtagen! Såvidt jeg husker, var antallet af dræbte nonner relativt beskedent (har forsøgt at finde noget eksakt på nettet, uden held), og så var det jeg sagde: Jamen negrene er jo blevet slået ihjel i massevis af de hvide – altid – hvorfor bliver du så så vred over, at de gør gengæld nu? (Nej selvfølgelig husker jeg ikke ordene, men jeg husker, at det var dette indhold der kom ud af min mund.) Min fars venindes svar husker jeg heller ikke, men vi skændtes nærmest, og det var meget ubehageligt. Men jeg holdt fast i min mening, og endte med at sige: ”Når jeg bliver voksen, vil jeg giftes med en neger!” Og dette var ordene, dem husker jeg. Da jeg var 12 år, var vi i 1956.

Jeg blev ikke gift med en neger, men jeg fik en datter med en sort mand, da jeg var 19 år, så på et plan holdt jeg fast i mit løfte til de sorte!

Allerede inden den nævnte episode i mit barndomshjem, var jeg optaget af grønlændere og indianere. Og det var ikke en optagethed på den måde, som jeg lærte i skolen. Jeg holdt nemlig med grønlænderne og indianerne IMOD den hvide mand. Og det gør jeg stadig. Jeg husker historierne om de grønlandske børn, der blev tvangsforflyttet til Danmark – og som ikke måtte tale deres modersmål. Jeg husker, at hvide danskere fik mere i løn end grønlænderne i Grønland, og at jeg ikke kunne forstå det og syntes det var uretfærdigt. Film om indianere gjorde næsten altid indianerne til skurke – og jeg sagde, at det da var deres land, og at de hvide bare var rejst derover, til USA, og havde taget landet fra dem. Som ung voksen mødte jeg en indiansk kvinde, der dengang var gift med en dansker. Det var under vietnamkrigen. Kvinden fortalte mig en masse frygtelige ting, bl.a. om Wounded Knee, og om de reservater, som indianerne blev spærret inde i. Hun rejste senere tilbage til USA for at være med i de indianske folks kamp for at få jorden tilbage og for at få deres rettigheder tilbage. Senere kom der mange folkeslag til i min bevidsthed: Samerne, romaerne og tibetanerne f.eks.

Hvor jeg fik mine tanker fra, ved jeg ikke. Måske fra min far, men jeg er ikke sikker. For det var ikke 3. verdens befolkningerne, han var optaget af. Og da jeg fik min datter og hendes far kom til Danmark, da hun var 6 måneder, opførte min far sig racistisk overfor sit barnebarns far. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, men han kunne nu ikke lide nogen mænd, der godt kunne lide mig. Så måske var han bare chauvinistisk på sin særlige måde?

Hvorfor begynder jeg pludselig at beskæftige mig med de små anekdoter fra min barndom og ungdom?

Fordi jeg er optaget af skoledebatten og har været det siden, der blev linet op til lockout af lærerne. Fordi jeg er optaget af børn og har været det hele mit liv. Fordi jeg har arbejdet med børn i terapi og med børn og familier i flere forskellige sammenhænge. Og fordi jeg i disse år bliver inspireret af samtaler, som jeg har med den ene af mine døtre og af samtaler jeg har med forskellige mennesker bl.a. på Facebook: om børn, om skole, om amning, om menneskesyn og om samfundsudviklingen. Jeg er stigende bekymret for den politiske udvikling i Danmark og synes, at vi udvikler os det helt forkerte sted hen. For mig at se går det hele op i økonomi og sorte tal på bundlinien. Om "evig" vækst. Og så er det ligegyldigt, om vi taler om børn, om gamle, om skoler, om værdier eller om, hvad det er for en slags samfund, vi ønsker os. Etikken er blevet nedprioriteret. Menneskesynet lader meget tilbage at ønske. Børnesynet ligeså. Vores kollektive adfærd overfor mennesker fra andre kulturer bliver værre og værre. Og jeg oplever, at politik er blevet noget, som folk ret generelt er trætte af, og med god grund. Kontrol og kontrol og kontrol er sat i højsædet, folk løber hurtigere og hurtigere (dem der overhovedet har et arbejde og noget at løbe efter!), og vi bliver sat til at finde nogen, vi kan lade det hele gå ud over: de arbejdsløse, de enlige forsørgere/mødre, rygerne, de overvægtige, muslimerne, lærerne, de utilpassede unge. Med anmeldelser til kommunen og angreb i pressen. Jeg kunne blive ved, listen er lang.

Og for mig at se, hænger det hele sammen. Det har det altid gjort. Det er bare som om, at den samfundsmæssige viden vi har om AT det hænger sammen, er gået tabt. Og det er katastrofalt.

Da ingen af os kan overkomme alle vinkler og nuancer og enkelttemaer, har jeg så kastet mig over det med børnene over en lidt bredere kam. Fordi børn er vores fremtid, vores ressourcer og vores kærlighed og hjerteblod. Og fordi de ting, der handler om børn, samtidig handler om os alle sammen. Børn får den barndom, som vores samfund og dets voksne kan finde ud af at tilbyde dem. I forbindelse med mine diskussioner på Facebook – som faktisk er et rigtig godt sted at få vendt mange tanker sammen med andre mennesker –har jeg fået henvisninger til eller gode ideer fra andre til sider og grupper, der underbygger nogle af de vigtige diskussioner. En af dem var Kemplerinstituttets stifter, Jesper Juul ’s side på Facebook:  https://www.facebook.com/#!/Familielaboratoriet?fref=ts. Jeg fandt den under lærerlockouten, og blev rigtig glad. Fordi jeg fagligt og menneskeligt altid har haft stor respekt for Jesper Juul, og fordi jeg anser ham for at være en klog mand – på linie med Erik Sigsgaard m.fl.- som vi alle sammen har brug for at kende til.

I går skete der så det, at min yngste datter pludselig henviste til en engelsksproget side på Facebook  – stadig med Jesper Juul som inspirator eller navnefar eller noget i den stil. Denne side hedder:  https://www.facebook.com/#!/familylab.international. Den vil jeg anbefale jer alle sammen til at kigge nærmere på. Også dem af jer, der ikke kan så meget engelsk. For den er fantastisk – og der er nogle fantastiske historier og billeder, som jeg er sikker på, at de fleste vil få noget ud af. Jeg forstår ikke alt, hvad der bliver sagt derinde på en lille filmserie, der hedder Schooling the World. Fordi nogle deltagere taler indisk-engelsk, afro-amerikansk osv – i et hurtigt tempo. Alligevel så jeg alle 7 småfilm. Og er rystet og forskrækket og opløftet og fortrøstningsfuld og meget mere.

Filmene fortæller mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Og jeg tror, at mange andre vil have det på samme måde. Men de er bare så vigtige. Fordi de fortæller, at vores nødlidende verden startede med at blive nødlidende, da de europæiske lande drog ud i verden og lavede kolonier – overalt. I Østen, i Afrika, i Latinamerika. Og – for ikke at glemme USA – drog menneskemængder af sted fra Europa og slog sig ned og lavede på deres særlige måde en europæisk koloni – Over There – og den fik lov til at udvikle sig til en magtfaktor i verden, som indtil videre ikke er overgået af nogen. Men måske bliver det af Kina i tiden der kommer!

Der er 7 små film, hvor den ene fortsætter, hvor den foregående slap. De tager udgangspunkt i børnenes skolegang og de små landsbysamfund rundt omkring. I princippet tror jeg, det kunne have foregået mange steder i verden. Nu foregår de i bl.a. Indien og hos nogle indianere (hvor opdagede jeg ikke, så det må jeg efterforske!) Og det, der gør disse små film så unikke er, at vi alle sammen kan bruge dem til noget. For de handler om, hvordan skolegang har udviklet sig fra at være en gave til menneskenes børn, som kunne lære at læse og skrive, til en ensretning over hele verden af børn og unge til at blive: gode arbejdere og funktionærer og små selvstændige, som alle kan tale engelsk, som alle mister deres eget sprog, som går i takt på lidt forskellige måder – men i takt. Som alle mister deres forhold til naturen. Som alle glemmer, hvordan man dyrker jorden, hvordan man passer på hinanden og familien, hvordan man holder sine traditioner i hævd, fordi de er knyttet til lokalsamfundet, og derfor nødvendige. Og hvordan fremmedgørelsen, rodløsheden, håbløsheden, fattigdommen, kulturløsheden, trøstesløsheden breder sig som en ørken, hvor det levende liv tørrer ind. Filmene viser, at den skolegang, der bliver udbudt over hele verden – også i Danmark! – mere og mere handler om at få en god arbejdskraft på sigt.  Og mindre og mindre om at læse og skrive, fordi det er vidunderligt at læse og skrive  – mindre om at kunne brødføde sig selv – om at passe på hinanden. Og mindre om at holde fast i det enkelte menneskes muligheder for at udvikle sine potentialer.

Hvis jeg oversætte dette til Danmark, så ser jeg et land, hvor dialekterne langsomt forsvinder, fordi vi får bildt hinanden ind,(over lang tid) at det er mindre fint at tale sjællandsk eller århusiansk, end det er at tale Danmarks Radio-dansk (som så i øvrigt også er udsat for erosion, så en præst hedder en prast, og en rest hedder en rast osv). Hvor engelsk også kravler på os, så udsalg nu hedder SALE, hvor en sælger hedder en ACCOUNT MANAGER, hvor en vejleder hedder en COACH, og hvor en  dagsorden hedder en AGENDA. (Og nej, der er intet i vejen med at kunne engelsk. Men der er noget i vejen med en snigende angloficering af sprogene overalt i verden, hvis det er på bekostning af menneskers oprindelige sprog!) Hvor alle børn skal til at gå i skole i over 30 timer, selvom vi ved, at de lærer ikke mere ved at få mere af det samme. Hvor vores ældre og gamle ikke længere er i familierne (det var heller ikke altid lige sjovt!), men i stedet skal øve sig i at være selvhjulpne i en høj alder, også når de er døende!  Hvor handicappede børn sluses tilbage i folkeskolen – for at spare penge - og derefter bliver ladt i stikken, fordi lærerne ikke bliver klædt på til opgaven. Og hvor kræftsyge mennesker sendes i arbejdsprøvning, når kemoterapien  lige netop er overstået. Hvor mennesker med mindre handicaps ikke længere kan få et arbejde. Og hvor forældre står i kø for at få gjort deres børn til studenter i håb om, at der så er en uddannelse bagefter, der giver et arbejde, som de kan leve af.

Når jeg ser de 7 små film, ser jeg også, at børn og unge, fra at være en medlevende og aktiv del i landsbyens hverdagsliv i marken til kornhøsten, sidder ubeskæftiget hen i slummen eller samler skrald sammen med de voksne. At blikskurbyerne vokser. Og at stofmisbruget florerer.

Så forstår jeg pludselig godt, hvorfor nogle unge tror, at hvis bare de kan gå ind og vinde X-Factor, så er den hellige grav vel forvaret. Det bliver desværre en brat opvågnen, når de opdager, at det ikke kan bruges til noget, at de så gerne vil være kendte. Og i mellemtiden har de ikke fået lært at leve et menneskeliv sammen med dem de elsker og holder af – og deres voksne har også glemt, hvordan man gør!

Nu kan I jo sidde derude og sige: Hold da op, det er godt nok en sur gammel kone, hende Jytte. Men jeg tror desværre, at jeg må bedrøve jer med, at jeg ikke er sur. Jeg er ked af det på menneskehedens vegne, og jeg er bange for, at det vi kalder udvikling faktisk er det modsatte, nemlig afvikling. Af kultur og sprog og værdighed og nærvær og menneskelig vækst og udvikling. Og på længere sigt, måske vores faktiske eksistens på kloden Jorden. For den kan kun overleve, hvis vi passer på den. Og det gør vi faktisk ikke!

Og så tænker jeg: Det som nazismen, facismen og kommunismen ikke fik fod på med diktatur, massedrab, tortur og massiv undertrykkelse af etnicitet, sprog, kultur og forskellighed, det klarer det senkapitalistiske samfund da til udmærkelse med massekultur, afvikling af selvstændig tankevirksomhed, kontrol og ensretning - og en skolepolitik, der ikke tager udgangspunkt i faglig viden om læring,

Men pyt da – bare der er vækst i økonomien og ikke er røde tal på bundlinien!! Eller hvad?

Jytte