BØRN GØR SOM DE VOKSNE - OGSÅ NÅR DE MOBBER OG TALER GRIMT!
Da min ældste datter var 3 år ca., sad hun en dag ude i sandkassen sammen med nogle andre børn, da jeg kom ud for at hente hende. Min ældste datter har en anden far end sine to yngre søstre, og da hun samtidig er mulat og de andre to ikke er, ja så kunne det der med de forskellige fædre SES. Ungerne sidder og småsnakker, og pludselig siger den ene til min datter: "HA! Du har ikke nogen far!" Hvorpå min datter storsmiler og siger: "Jo jeg har. Jeg har TO!" Det satte dem vist skakmat - ihvertfald blev der ikke gjort mere ud af den sag. Men jeg gik og tyggede lidt på den - for små børn på 3-4 år siger ikke den slags til hinanden, uden at de har det fra nogen. Og mulighederne er ikke så mange, når man er så lille - så mon ikke de havde hørt noget derhjemme - om hende Jyttes barn? Jeg tror det.
Jeg er kommet i tanker om denne lille hændelse i forbindelse med diskussionen om mobning på Facebook - grimt sprog mellem mennesker - hadekriminalitet mod bøsser og den tilbagevendende diskussion om vores ytringsfrihed. Episoden i sandkassen var harmløs, fordi børnene godt kunne lide hinanden og legede godt - og fordi deres voksne ikke havde haft onde hensigter med deres snak om den "manglende" far.
Hvis jeg spoler min indre film længere tilbage - til 1956 - hvor jeg var 12 år gammel - dukker der en mere grim oplevelse op.
Mine forældre var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. I 1956 gik russerne ind og besatte Ungarn. Det meste af Danmark tog omgående afstand fra invasionen - incl. min far. Få dage efter kom en af mine skolekammerater, som jeg ofte var sammen med i pigegruppen i klassen, og sagde: Min mor og far siger, at jeg ikke må lege med dig mere, fordi vi ikke kan lide kommunister! Jeg fik et chock - faktisk forstod jeg ikke, hvad det var der skete - og jeg havde ikke forstand på, hvad der foregik på det internationale politiske plan. Dengang var der ikke TV i mit hjem. Vi hørte radio - eller rettere min far hørte radio. Og mine forældre diskuterede ikke invasionen med os børn. Min far var en ret kendt person i den lille by og han var meget aktiv bl.a. i forældre-arbejdet på skolen. Han blev kort tid efter ekskluderet af DKP pga sin åbenlyse holdning imod russernes overgreb på Ungarn.
Pigegruppen fortsatte med at være sammen - og jeg blev ikke udelukket. Og så vidt jeg husker, så var den pige, der ikke måtte lege med mig, også altid med. Det holdt ved, til vi gik ud af skolen. Så jeg husker kun chocket - og tror ikke, at der fortsatte en hetz i byen. Jeg blev ihvertfald ikke generet af andre - udover denne ene gang. Mange, mange år efter, da min far lige var død, var mine søskende og jeg i gang med at tømme hans lejlighed. Pludselig ringede det på døren. Udenfor stod den mor, som havde forbudt sin datter at lege med mig. Hun kom for at bede mig om tilgivelse for, hvad hun og hendes mand havde sagt og gjort - dengang i 1956. Jeg blev så glad - og glædestårerne trillede. Det var ikke svært at tilgive min skolekammerats mor.
Der har altid været voksne, som har bagtalt, sladret, mobbet,forfulgt og mishandlet andre mennesker pga politiske holdninger, race, køn, sexuel observans og anderledeshed. Det værste eksempel til dato er naturligvis forfølgelsen af jøder, romaer, kommunister og socialdemokrater, handicappede og psykisk syge samt homoseksuelle under 2. verdenskrig. Da jeg var ung, troede mange af os, at 2. verdenskrig stod som det store skræmmebillede - og at den slags aldrig, aldrig mere ville eller kunne ske. Men det sker jo i dag - omend i mindre målestok. Jøder forfølges, muslimer forfølges, kristne forfølges, bøsser forfølges, politiske modstandere forfølges. Lige nu er jeg ikke vidende om egentlige kz-lejre (selvom der findes forfærdelige fangelejre) - men de fandtes i X-Jugoslavien - palæstinenserne er spærret inde i deres eget land og Guantanamo ligger der endnu! Så - hvor godt synes vi selv det går?
Udgangspunktet for mine tanker netop nu, har været børn og unges mobning af hinanden på Facebook. Det er der heldigvis en del voksne - både forældre og lærere - der er gået i gang med at gøre noget ved. Men jeg synes, at jeg ser rigtig mange eksempler på, at der bliver mobbet af voksne; sladret; lavet voldelige overfald; bliver skrevet giftige og hadefulde indlæg på nettet og i aviserne; bliver sendt anonyme trusselsbreve til bl.a. politikere; bliver brugt et grimt sprog og udvist hadske holdninger og attituder til mennesker med anderledes meninger eller religiøs baggrund. Og det bekymrer mig. Fordi vi som voksne går foran, når det drejer sig om at lære børn og unge, hvordan vi skal behandle hinanden. Ligesom børnene gerne vil være der, hvor de voksne er - så kopierer børnene de voksnes opførsel. Børn bruger selv udtrykket: At abe efter. Og vi aber efter, når vi lærer ting! Hvis der er vold i hjemmet, så er risikoen for, at børnene bliver voldelige, stor. Hvis de voksne skændes og råber ad hinanden, så kopierer børnene den måde at være sammen på. Hvis de voksne har racistiske synspunkter, så "arver" børnene dem tit. Hvis de voksne snyder og lyver, så lærer de børnene at snyde og lyve. Hvis voksne ikke har respekt for hinanden og for deres børn, så vokser børnene op uden respekt for sig selv og andre. Disse ting er så fundamentale - og sidder så dybt i os - at de fleste af os, som voksne, pludselig kan opdage, at vi kommer til at gentage meninger og holdninger, som vi faktisk IKKE er enige i, fordi vi har taget dem ind i os, da vi var børn - og i pressede situationer, kan skrubtudserne slippe ud af munden i et ubevogtet øjeblik.
Ja, ja - kan I sige - det er jo bare mennesker, der ikke har lært, hvordan man skal behandle andre - så slemt er det vel heller ikke?
JO DET ER DET! Og grimheden stikker hovedet frem alle vegne: I politik, i foreningsarbejde, i familierne, blandt kolleger, mellem naboer, mellem befolkningsgrupper, mellem nabobyer, mellem x-kærester, mellem lande osv osv. Og når vi som voksne har sådan en kultur nogen steder i samfundet - så smitter den af på dem, der skal lære af os - børnene og de unge.
Siden Muhammed-tegningerne, har der været en tilbagevendende diskussion om ytringsfriheden. Vores ytringsfrihed er fantastisk. Den er værdifuld. Den er vigtig. Og vi skal hæge om den. Når vi ser ud i verden, er der massevis af eksempler på, at mennesker bliver sat i fængsel, bliver slået ihjel, bliver overfaldet, bliver forulempet fysisk og psykisk - fordi de siger, hvad de mener. Så for mig er ytringsfriheden dyrebar - og grundlovens regler om frihedsrettighederne skal og kan efter min mening ikke gradbøjes. Men i den politiske debat virker det som om, at nogen mennesker opfatter ytringsfriheden, som en ret vi har til ikke at tænke os om. En ret til at svine andre mennesker til. Jyllandspostens redaktør stod - og står vistnok stadig - fast på retten til at håne og spotte og latterliggøre. Efter min mening har det intet med ytringsfrihed at gøre. Det er udelukkende dårlig opførsel. Primitivt - ondskabsfuldt - respektløst.
Så når vi har oplevet nu to mordforsøg - på Kurt Westergaard og på Lars Hedegaard - så synes jeg, det er vigtigt at skille tingene ad. Det er forfærdeligt og forkasteligt og vildt skræmmende, at nogen kan finde på at overfalde og forsøge at dræbe mennesker, der siger og mener noget, som går ens ære for nær. Det skal vi ikke acceptere - og vi skal bekæmpe den form for vold med næb og klør. Men samtidig mener jeg også, at nu er det på tide, at vi begynder at drøfte, hvordan vi bruger den ytringsfrihed. Hvordan taler man til og med hinanden? Hvordan taler man OM hinanden. Og hvordan virker de ting vi siger og gør? Er vi konfliktløsende eller konfliktoptrappende? Er vi rummelige eller er vi stivnakkede? Generaliserer vi eller kan vi skelne mellem forskellige mennesker i forskellige samfundsgrupper?
Jeg er ikke "kun" ude efter lige præcis de to, som jeg nævner her. Dem nævner jeg primært, fordi nogen har forsøgt at slå dem ihjel. Og det skal vi alle tage afstand fra, og holde fast i, at gerningsmændene skal fanges. Og at gerningsmændene skal behandles som alle andre kriminelle og voldsmænd. Nej, jeg er ude efter alle dem - og alle os - der går rundt og har en lille racist i maven - en lille eller stor kvindeundertrykker - en voldsmand eller -kvinde, en lille eller stor bøsseforskrækkelse, en manglende respekt for vores egne og andres børn, en mandehader, en religionshader, fortsæt selv rækken. For hvis vi ikke får kigget på vores egne sorte gemmesteder indeni, er der risiko for, at vi i det små gør ting, der ikke er OK. F.eks. lader være med at sige fra, når vi oplever noget, som faktisk ikke er i orden.
Udover en voldsom generalisering af, hvad vi som danskere tror om muslimer - og denne generalisering er understøttet af politiske partiers og foreningers holdninger samt pressens omtale af hændelser og voldelige overgreb - så har mange mennesker svært ved f.eks. at skille deres konkrete, aktuelle vrede over mordforsøget på Lars Hedegaard fra egen utryghed, egne meninger og holdninger og egne fordomme. Konsekvensen bliver voldsomme, hadefulde angreb på andre, som forsøger at nuancere diskussionen. Eller helt uacceptable angreb på muslimer generelt (selvom vi endnu ikke ved, hvem overfaldsmanden er) med ønsker om straffe, som slet ikke passer til det danske retssystem. OG - så giver vi som sagt holdningerne videre til næste generation.
Jeg har altid undret mig over bøsseforskrækkelsen her i landet. Og i andre lande for den sags skyld - lande hvor bøsser bliver fængslet og måske slået ihjel. Hvad er det, der er så farligt ved eksistensen af homoseksualitet, at mennesker - både politiske, religiøse og "almindelige" enkeltpersoner - går fuldstændig i baglås bare ved tanken? Jeg stiller ikke dette spørgsmål som et retorisk et af slagsen. Jeg undrer mig virkelig. Jeg kender adskillige fornuftige, velbegavede og søde mennesker (mest mænd?), som får et vildt udtryk i øjnene, hvis samtalen kommer til at handle om bøsser. (Nej, ikke altid om lesbiske, mange mener, at det er noget "helt andet".) Nogle mennesker er ægte bange for homoseksualitet. De er så bange, at det er nærmest umuligt at tale med dem om det. Jeg kender et par mænd, som reagerede voldsomt på helt konkrete bøsser, og som senere viste sig selv at være bøsser. Men hvad med alle mulige andre mennesker? Hvad er det ved nogle mænds maskuline selvforståelse, der bliver truet? Nej, det har jeg ikke noget endegyldigt svar på. Det kunne være angsten for egen biseksualitet. Men jeg tror, det stikker dybere. Og hvis så bare nogle mænd ville tage ansvar for, at sådan har de det. Men når vi oplever, at nogle bøsser bliver fysisk overfaldet og tævet af vildtfremmede mennesker, alene fordi de er bøsser, så er al fornuft for længst hørt op. Og jeg er i den forbindelse helt og aldeles ligeglad med, om de mænd, der griber til vold, er etniske danskere eller kommer fra andre kulturer. Vold og had-kriminalitet er uforståeligt og uacceptabelt. Når jeg ikke nævner kvinder i forbindelse med de voldsomme overfald - verbalt og fysisk - skyldes det alene, at jeg ikke har set og hørt eksempler på, at kvinder reagerer lige så aggressivt.
Så er der den politiske uenighed mellem mennesker. Vi siger, at vi er stolte af, at vi har demokrati - og at alle har ret til at tænke, tro og mene, lige præcis hvad de vil. Men i den virkelige verden ser det jo ikke altid sådan ud. Og her kommer voksenmobningens grimme fjæs tilsyne. Både på Facebook, i læserbreve, og i de tidligere nævnte anonyme breve og trusler. Eller i brandattentater på politikeres huse, overfald på talere, hærværk på andres ejendom osv. Jeg kan godt forstå, at man kan blive ophidset i en politisk diskussion - det kender jeg rigtig godt fra mig selv - men derfra og så til at skrive grænseoverskridende breve og indlæg eller lave dumme hånetegninger eller til at gå fysisk til angreb på andre, er der dog nogle kæmpeskridt, som man ikke "bare" tager. Der skal mere til. Stammer denne vrede fra ikke selv at blive mødt og respekteret af andre? Fra voldelige overgreb eller hån, spot og latterliggørelse undervejs i egen tilværelse? Vi ser det i hele verden - men vi må vist lige starte med at feje for egen dør i første ombæring.
Jeg ved ikke, hvad de dybereliggende årsager er. Men jeg får nogle gange gåsehud over, at sådan er det bare. Og når jeg i mit tidligere arbejde har mødt forældre, der reagerer på hinanden med trusler om vold (og konkret vold), pga tilsyneladende små uenigheder - ja så tænker jeg, at en sådan mangel på styr på egne følelser, må have noget med nogle meget slemme og overskridende overgreb - engang - at gøre. For dumhed alene kan umuligt gøre det!
Når så vores børn og unge går igang med at mobbe hinanden - at sende hadesms'er, skrive uhyrligheder til og om hinanden på Facebook - så nogle børn bliver psykisk syge af det - og nogle tager livet af sig - så er det på tide, at vi stopper op og siger: Det her skal der gøres noget ved!! Ja, det skulle der jo være gjort for længe siden - men NU er det på høje tid!
Det er godt, at forældre og lærere gør noget. Men det er ikke nok. Hvis min antagelse om, at både de verbale og de fysiske angreb på
mennesker, der er "forkerte" eller "anderledes" eller "provokerende" eller "mærkelige" bunder i vold og følelsesmæssig overlast - måske i de nuværende psykiske og fysiske voldsmænds egen barndom - så dukker der mange ting op, som vi må og skal gøre noget ved.
Vi må stille krav til politikere og meningsdannere om at tale ordentligt til og om andre mennesker. Det er selvfølgelig OK at være skarp i sin argumentation, men vi skal tage afstand fra "hån, spot og latterliggørelse". Og så ville jeg gerne stille krav til medierne om at stille krav om en ordentlig tone i debatten. Hvis menneskers indlæg og læserbreve er intimiderende - så lad dog være med at offentliggøre dem! Det er interessant, at det vi kalder mobning, når børn bruger det mod hinanden, af nogle betragtes som brug af ytringsfriheden, når det er voksne, der gør det. Hvis medierne sige nej til voksenmobning - så vil megen hån, spot og latterliggørelse ryge i papirkurven ved samme lejlighed.
Og så kan de fleste af os passende gå i enrum og kigge på vores egne fordomme om "de andre" - og pudse vores ytringer af, så de stadig er skarpe, tydelige og forståelige - og så vi stadig kan se os selv i øjnene, fordi vi tør blive ved med at sige vores mening. Samtidig med, at vi kan se børn og børnebørn i øjnene, når vi siger til dem, som forældre, familiemedlemmer og lærere, at vi ikke vil have, at de bruger ord som "luder" og "smatso" om piger og kvinder - og at de kalder drenge og mænd for "bøsserøv" eller "perker" og lignende grove udtryk om andre mennesker. For jeg er ret sikker på, at når vores sprog er blevet så groft - og når nogle børn og unge bruger så grove udtryk om andre mennesker, så kommer det kun et sted fra. De voksne! Og det her gælder jo ALLE voksne. Dig og mig. Politikere. Meningsdannere. Journalister. Politiske modstandere. Bedsteforældre, forældre og naboer. Etniske danskere og tilflyttede danskere. Der er hverken raceskel, religionsskel eller politiske skel i denne henseende.
Jytte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar