onsdag den 26. oktober 2016

At bo på landet

AT BO PÅ LANDET

Mange mennesker undrer sig, nogle giver højlydt udtryk for det, nogle taler hånligt om det, andre spørger interesseret til, HVORFOR BOR DU PÅ LANDET?

Jeg er født på stenbroen, nærmere betegnet i Kbh. K. Lige overfor Malmøbådene, som dengang gik fra en stor brun bygning i Havnegade i København. Der er ikke mange erindringer om selve stedet, selvom jeg alligevel husker gården og gaden. En sur vicevært, som tog alle bolde, hinkesten, kridtstumper og sjippetov, som vi havde med ned i gården. For der var: AL LEG FORBUDT!! Han vogtede på os, og han tog alt hvad han kunne komme i nærheden af - legetøj og ting, der kunne mistænkes som legetøj. Det skulle ikke være sjovt at være barn og bo i den gård!! Husker også en spøjs børnefødselsdag, hvor vi fik blå mælk. Ja, blå mælk. Det var før nogen nogensinde interesserede sig for miljø og forurening, og jeg har ikke det der ligner en anelse om, hvad der var i den mælk. Men - den smagte af - kold mælk!!

Det med at bo på stenbroen holdt op, da jeg var 6 år. Min far og min stedmor og min lillesøster og jeg flyttede til Herlev. Jeg havde været lidt i skole, ca et år, på Nyboder - men nu var det så Herlev. Som senere blev udnævnt til udflytterby i større stil. Dengang var der ikke mange udflyttere. Der var udsyn fra altanen i det nye hus - langt ud forbi Glostrup. Marker og marker og atter marker. Og nej, det var ikke på landet. Men det var heller ikke i byen. Der var langt - på gåben - ned til selve Herlev. Der var sort, sort om aftenen, når man gik hjem fra noget i Herlev. Det var lidt "farligt". Og spøgelsesagtigt. Med et stort dobbelttræ foran Marielyst, hvor alle slags onde onder kunne gemme sig - når piger på 10 år gik hjem fra gymnastik. Spejder var jeg dengang i Ballerup - langt væk på cykel. Sammen med en stor flok piger fra Herlev.

Inden vi flyttede rigtigt til Herlev, havde min far og mor et sommerhus i Herlev - og det havde mine bedsteforældre også. Så - selvom det ikke var "på landet" - så var det næsten. Mormor kom fra det "rigtige" land - mellem Herning og Holstebro - og DET kunne ingen hamle op med. Det var rigtigt på landet -. langt. langt ude - væk fra alfarvej - mange, mange timer væk med tog . Nærmest en hel dag. Der var køer og grise og katte og kattekillinger og mus og tærskeværk. Sådan var der ikke i Herlev. Men der var fredeligt og roligt og stille og rent og ikke storby og uro og larm. Der kunne jeg godt lide at være. Også fordi min mormor havde sit sommerhus 5 minutter væk - på gåben! Hun og morfar havde Danmarks mindste sommerhus - med en fin stue og et soveværelse ude bagved. Og en sporvogn - en linie 5 - vinkelret på - som var køkken og spisestue og terrasse. Og så "Danmarks største køkkenhave" - som sørgede for vintermad til mormor og morfar og deres egne børn og de fætre, som flyttede ind, da deres forældre døde. Den have og den mormor og morfar - mest mormor - var mit barndoms paradis. Med valmuer og syren og asparges og nye kartofler og kirsebær og jordbær og duer til aftensmad og lokum oppe i morfars "skov". Jeg elskede det sted - mere end noget andet! Måske er det derfor jeg flyttede på landet? For mormors familie var jo samtidig dem, der boede mellem Herning og Holstebro. Hvor der var en Gudenå - der kunne man fiske og bade. Og gå rundt med bare tæer og træde i kokasser. Og høste hø og fange mus med hænderne. Og lære at malke og drikke varm mælk direkte fra koen. Og spise hjemmebagte boller og komme på grisevægten, fordi københavnerbørn var for tynde (og blev for tykke af boller med smør!)

Men vi endte som sagt i Herlev, hvor jeg gik i skole - fra 2. klasse. Først på "Engskolen", senere på "Hovedskolen" - Herlev Skole. Når jeg nu, i forhold til en folkeskoledebat og en forfejlet folkeskolereform kigger tilbage, så ser jeg en flok lærere, hvor mange af dem var dybt dedikerede til deres job. De var gode lærere. De var gode formidlere. De fleste. Der var også nogle totale misfostre, som slet ikke passede ind. Det gik ud over børnene. For de slog og råbte og skreg og alle var bange for dem. Men flertallet var gode voksne, som vi kunne li - og som kunne li os. OG - så kom vi på feriekoloni - på landet. I Hansted ved Thisted, i en gammel tyskerbarak, hvor der var langt til købmanden, hvor der kunne købes slik. Pænt langt på gåben til stranden, hvor fiskerbåde og -kuttere stod på stranden og hvor fiskerne lærte "københavnerbørnene" at finde rav. Palle fra min skole var særlig god til at find rav. Han samlede rav i syltetøjsglas! Jeg elskede at være i Hansted, selvom jeg tit fik halsbetændelse - måske af det mere rå klima?

København kravlede længere og længere ud i udkanten, og Herlev blev efterhånden en omegnskommune. Det var der ikke meget "ude på landet" over længere. Jeg vidste ikke, at jeg savnede det der ude på landet. Men som ung voksen fik jeg et nyt sted: Sommerhuset i Vig Lyng. Hos mine svigerforældre. Det var på landet. Men anderledes. Der var ingen køer og kvier og grise og katte. Men der var luft og vand og sol og vind. Jeg nød i fulde drag at være der. Selvom det var anderledes. Mest fordi der var fred og ro og plads og lys og luft. Og fordi der var en svigermor - og farmor til mine børn - som på sin egen måde bare rummede os alle sammen.

Og så endte jeg på Langeland. Efter en skilsmisse og i et nyt - fatalt - ægteskab. Rigtig mange ting var bare så OK. Mit hus, omgivelserne, naboerne, børnenes liv med legekammerater. Og rigtig mange ting var bare IKKE OK. Når jeg tænker på stedet, kan jeg dele det i to - det gode og det dårlige. Og det gode var - på landet. Dejligt. Solskin. Katte. Syltetøj. Høns. Kartofler. Jeg elskede det hus og jeg elskede at bo der. Men kunne ikke holde det ud. Så jeg måtte forlade det igen. Men jeg havde lært en meget vigtig ting: Jeg kan bedst lide at bo på landet. Så jeg flyttede aldrig tilbage - hverken til Herlev eller Farum eller Gladsaxe eller København. For jeg trives ikke i byen. Jeg trives ikke i en lejlighed. Jeg trives ikke i en forstad. Jeg vil have græs under fødderne, jeg vil have fugle i luften og på foderbrættet,  jeg vil have truende regnskyer og vildt snevejr. Jeg vil have storme, som vælter havemøblerne. Jeg vil have grill så mange dage som muligt. Og jeg vil have vandsøer udenfor, så jeg kommer til at tænke på Alice i Eventyrland og hendes tåresø med ænder og vadefugle!! Og jeg vil kunne se stjernerne om aftenen, når jeg står på trappen med en sen cigaret.

Derfor flyttede jeg til Sydsjælland fra Langeland. Og derfor flyttede jeg endnu mere sydpå, da jeg mødte Jens. Og jeg trives på landet. Når jeg kommer til København en sjælden gang - og lidt oftere til mindre byer på Sjælland - så skal jeg bare hjem igen. Til freden og roen og stjernerne og gåseflokkene på himlen.

Der er ikke meget romantik i at bo på landet. Det er hverdag. Der skal laves aftensmad og vaskes tøj. Der skal købes ind og ryddes op. Men der er en anderledes ro og der er højere til loftet. Og så er man simpelthen nødt til at forholde sig til HELE LOKALSAMFUNDET og være en del af det. På godt og ondt. Og det tror jeg, at vi har rigtig godt af alle sammen - os der bor ude i plovfuren. Eller - lige ved siden af den. Det giver i hvert fald stof til eftertanke - og vi er simpelthen nødt til at mødes med hinanden - os der bor herude. Uanset hvad vi tænker. Uanset hvem vi stemmer på. Uanset hvad vi mener om Trump og Hillary. Uanset hvordan vi har det i vores liv. Og det tror jeg faktisk er smadder hamrende sundt.

Ja - det var en lang pause. Om jeg kommer tilbage om snart er ikke til at vide!

Jytte




tirsdag den 1. september 2015

SORT FRUSTRATION!!

HVAD GØR VI - OG HVAD KAN VI GØRE???

Det er rigtig svært at finde ud af, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte her. For jeg føler mig totalt magtesløs! Selv når der foregår skønne ting på Facebook f.eks. - med musik bl.a., hvor en vidunderlig ung fyr lige optræder med noget af det smukkeste, jeg har hørt i lange tider - lurer magtesløsheden lige nede under min overflade. Jeg er ked af det. Jeg er vred. Jeg er rystet. Ikke bare over EN ting - men over mange. Også over mange, som jeg faktisk ikke orker at forholde mig ordentligt til - fordi der foregår så meget lort lige i øjeblikket - at jeg må vælge. Da jeg ikke har forstand på økonomi - så udelukker jeg økonomi (selvom jeg ved, at den alligevel indgår i det jeg taler om!). Jeg har ikke forstand på teknologi - selvom jeg prøver at følge med, så godt jeg kan. Så den er udelukket. Jeg er optaget af miljø, men har ikke viden nok til at være PÅ i forhold til miljøet - så jeg forsøger bare at købe økologisk, når jeg har råd - og synes, at vi allesammen skal passe på naturen, miljøet og grundvandet. Og sikkert en masse andre ting og sager. Men jeg må prioritere. Og det gør jeg så!

Mine valg er faldet på nogle enkelte områder. Nogle af valgene er så gamle som jeg selv er. 71 år - eller mere! Andre er af yngre dato. Og der er ikke så mange - for jeg ikke overskue at brede mig over en masse ting. Hellere nøjes med nogle få.

Så mine prioriteringer hedder: Mennesker. Menneskers børn. Ytringsfrihed og grundlovssikrede rettigheder. Etik og moral. Kultur. Det må være nok. De andre ting hører sikkert med her, men andre må skrive noget om det!

Jeg er krigsbarn. Jeg er vokset op med billeder af kz-fanger, som er tynde som pinde og som står bag et pigtrådshegn. Eller som ligger i bunker - nøgne - døde - med hofteben og ribben strittende ud til alle sider. Med hoveder og ansigter, der mere er kranier end menneskelige og genkendelige. Jeg er vokset op med en viden om gaskamre og massemord, om kynisme og menneskeforagt. Jeg er vokset op med en viden om, at millioner af mennesker havnede i Nazi-Tysklands kz-lejre - politiske fanger, jøder, kommunister, socialdemokrater, psykisk syge, evnesvage, fysisk handicappede, bøsser, kunstnere - og mange, mange flere. Jeg er vokset op med en viden om, at nogle mennesker er så totalt uden anstændighed og omsorg og empati, at jeg aldrig har forstået det. Det gør jeg stadig ikke!

Så kom krigen i X-Jugoslavien. Og historien gentog sig faktisk. Igen tynde, tynde mennesker bag et pigtrådshegn. Igen massedød - denne gang i massegrave. Ingen havde lært noget som helst af 2. verdenskrig!

Og så er vi 2015. Flygtninge fra Syrien og Afrika søger mod Europa. På grund af krige - som vi i Danmark har medansvar for  - på grund af manglende arbejde og dårlig høst eller ingen høst eller ingen indtægter - som vi som "hvide mennesker" faktisk også har ansvar for! Jeg føler mig ikke peronligt ansvarlig - men jeg føler mig menneskeligt ansvarlig! Og NEJ jeg føler ikke, at det er MIN skyld. For jeg har været krigsmodstander hele mit liv. Men de regeringer, som har eksisteret mens jeg har være medborger, har sagt ja - stort ja eller lille ja - til elendigheden. Og er draget ud i verden for at slå ihjel. For at slå Saddam ihjel, selvom det viste sig, at der ikke var masseødelæggelsesvåben. Og selvom det viste sig, at det vidste Anders Fogh udemærket godt!! Selvom det viste sig, at angrebene på Iraq og andre mellemøstlige lande var noget "pjat" - for der var ikke noget at komme efter!

Det  vidste vi godt - Gudrun og Jørgen og jeg - da vi stod ved Glumsø Rådhus og demonstrerede imod angrebene på Saddam - os tre helt alene. Jeg var ked af det den dag. Jeg er stadig ked af det!! For jeg troede faktisk, at vi levede i et frit og oplyst og fredselskende samfund, som havde respekt for andre måder at leve på og andre måder at tænke på.

PIS OG PAPIR!

I 2015 lever vi i et samfund, der IKKE har respekt for andre måder at leve på - ikke har respekt for andre kulturer - og ikke har hverken empati eller omsorg eller kærlighed til overs for mennesker.

SÅ - selvom de døde børn i Middelhavet IKKE er bag pigtråd - og deres voksne "bare flyder rundt som lig" i vandet - og nærområderne er mere end fyldt op - Grækenland og Italien er mere end fyldt op - Tyskland faktisk går i spidsen og er tæt på at være fyldt op - så sidder jeg i lille Danmark med en fæl fornemmelse i både hjerte og mave: vi smyger os udenom, alt hvad vi kan. Vi hoster op med dårlige undskyldninger og hadske angreb på mennesker i nød.

Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med, hvilket parti folk er medlem af. Men jeg er ikke ligeglad med, hvad den enkelte politiker står for. Hvis kærlighed og omsorg og hjælpsomhed forsvinder ud af dine holdninger - så er du uværdig som politiker. Fuldstændig og aldeles. Mennesker er mennesker - og vi har allesammen pligt til at hjælpe hinanden.

Jeg er også ligeglad med, hvilken slags stat vi har. Om den er dum eller kommunistisk eller socialdemokratisk eller "blå" eller konkurrencestat  eller noget helt syvende: Kom så i gang med at opføre jer ordentligt - hver og en! Om I hedder Martin Henriksen, Inger Støjberg, Pia Kærsgaard, Helle Thorning Smidt, Lars Løkke Rasmussen, Peter Skaarup, Christine Antorini, Søren Pind, Søren Espersen, Marie Krarup og alle jer andre: I er en skamplet på vores fælles land. Rigtig mange af jer. Jeg ønsker mit land tilbage. Jeg ønsker mig vores menneskelighed tilbage. Det er OK at spare - det skal vi, når det er nødvendigt. Det er IKKE ok at udnævne flygtningen til at være nassere. Kig tilbage i jeres egen historie. Var de jødiske flygtninge og frihedskæmperne nassere?? Var fiskerne menneskesmuglere?? Mit svar er nej!

Og så til sidst: En giraf ved navn Marius - blev slagtet i zoo - med rigtig gode argumenter for ca. 1 år siden. Søren Ryge drejede halsen om på en fugl for lidt længere siden. Og radio 24-7 slog en kanin ihjel (måske lidt kluntet) for et stykke tid siden. De tre historier har fået lov til at fylde meget, meget mere end døde flygtningebørn og døde flygtninge på vej fra  bl.a Syrien til Europa - i Middelhavet bl.a.. Hold da lige op - er vi totalt afsporede??

Hvor godt synes vi selv det går???

Jeg vender tilbage, kan bare ikke skrive mere i aften!!

KH Jytte


onsdag den 24. juni 2015

TANKER EFTER ET FOLKETINGSVALG!

NU MÅ VI STOPPE DEN DER MISTÆNKELIGGØRELSE!

Jeg har stadig problemer med min blog, kan ikke finde den og bruger umådelig megen tid på det. Men det lykkedes igen, igen! Jeg kan ikke finde mine gamle skriv - så det må jeg gøre senere. Lige nu er der andre ting, der er vigtige.

I torsdags var der så folketingsvalg. Og jeg stemte, selvom jeg faktisk havde besluttet at lade være. DET har jeg det OK med. For det er gået op for mig, at vi betyder noget - du og jeg! Det kan godt være, at politikerne - rød og blå - pisser på os, Men i sidste ende sidder de DER - fordi vi har givet dem lov. Jeg er træt af dem - jeg synes de forvalter deres pund for nemt - jeg synes de lyver og stjæler fra dig og mig - og jeg synes, de er totalt utroværdige. DET vil jeg gerne være med til at gøre noget ved!! Ved at være nærværende, ved at sige højt, hvad jeg tænker, ved at forsøge at få andre til at sige/skrive deres meninger. For - det er vores land - det er vores liv - det er vores velfærd eller mangel på samme!

Når jeg vendte 180 grader på en tallerken - fra IKKE at stemme til at stemme - så er der disse grunde: Jeg er vokset op med, at i "gamle dage" havde kontorfolk, bønder, arbejdere, fiskere, tyende osv ikke noget at skulle have sagt. Det havde kun "bossen", som var greve eller baron eller fabriksejer - eller noget andet magtfuldt. Mine bedste- og olde- og tiptipoldeforældre kunne bare knokle i roerne - eller senere på fabrikken - eller andre steder, hvor de mindrebemidlede knoklede. Uden indflydelse. Uden stemmeret. Uden overhovedet at blive set og hørt!! Før århundredeskiftet - i 1800 tallet - gik disse oldeforældre igang med at slås for bedre levevilkår. Kvinder havde stadig ikke stemmeret. Vi fik en arbejderbevægelse - SOM DE ALLER- ALLERFLESTE AF OS STAMMER FRA!! OG HVIS VI IKKE STAMMER FRA DEN, SÅ STAMMER VI FRA BØNDER ELLER HUSMÆND!! Jeg stammer fra både arbejdere og bønder - så det gør mine børn også!  De var fattige, de var ikke belæste, de var uvidende om alverdens ting. De kunne sy og strikke og lave mad fra bunden - for det var de simpelthen nødt til!!

Disse mennesker kæmpede for din og min ret til at være med til at bestemme. Nogle progressive mere belæste folk var med til at få stemmeretten ind i vores fælles grundlag. OG der var vi så, da jeg var ung!

Siden da er det gået hurtigt. Jeg tror faktisk, at det er gået alt for hurtigt. For vi har ikke kunnet følge med - følelsesmæssigt, psykisk, mentalt. Den såkaldte "udvikling" har overhalet os indenom!! Til gavn for ingen. I gamle, gamle dage kunne folk følge med. Være med. Stille og roligt voksede tingene og samfundet, og folk kunne rumme det. Siden 2. verdenskrig - måske inden da - kan ingen følge med længere. Den såkaldte udvikling overhaler os indenom og udenom - eller har ihvertfald gjort.l Og det bliver ved og ved.

OG så står vi her - i 2015 - en uge efter et folketingsvalg - men tonsvis af løse ender. Vinderen af valget - Helle Thorning Smith - har tabt. Taberen af valget, - Lars Løkke Rasmussen - har vundet!! Kæmpe paradoks!!  Og den egentlige vinder - Dansk folkeparti - nægter at forholde sig til sejren. De vil ikke tage på sig, at de er den største sejrherre denne gang!! Og det er virkelig, virkelig et problem. Som får konsekvenser - på en eller anden led - om lidt!

Når jeg så læser ting og sager på de sociale medier, bliver jeg forvirret. For jeg tror IKKE på, at så mange mennesker i Danmark er racister. Det jeg ser- eller ikke, er er følgende: Folk har valgt at stemme blankt, at blive hjemme på sofaen, at stemme på Ø eller Å, eller at stemme på Dansk Folkeparti. Med stort set det samme udgangspunkt: Vi tror ikke på demokratiet længere. Vi tror ikke på politikerne længere. Vi er så trætte af pis og papir og løgn og ævl. Vi ønsker handling og mands- og kvindemod. Vi gider ikke længere høre på udenomssnak og bortforklaringer. Vi gider ikke længere se på, at politikere skraber til sig, og lader os andre i stikken. Vi er trætte af lukkede døre og mistro mod mennesker. Vi er trætte af magtfordrejninger og mistænkeliggørelser. Og JEG er træt af splittelsesmageri! Jeg har gamle venner og bekendte, der helt sikkert har stemt på Dansk Folkeparti. Og jeg har andre gamle venner og bekendte, der helt sikkert har stemt på Ø eller Å. Hvad er forskellen??? For der er selvfølgelig en forskel! Jeg tror, at forskellen er, hvor bange - eller ikke bange - hvor usikre eller ikke usikre - vi allesammen er på fremtiden.

Jeg vil ikke undsige min gamle nabo i Farum, bare fordi hun har stemt på Dansk Folkeparti. Og jeg vil heller ikke undsige min gamle skolekammerat, fordi han klamrer sig til Socialdrmokraterne, på¨trods af alt det skidt, de har lavet de seneste 4 år. I stedet vil jeg opfordre os alle sammen til at gøre fælles front og finde ud af, hvordan vi tackler fremtiden. Der er masser af ting at tage stilling til, og masser af ting, der skal gøres noget ved. Og det er så vigtigt, at vi stadig vil slås - men vi skal ikke lave et samfund, hvor folk bliver "slagtet" - bare fordi de mener noget andet, end vi selv gør. Indtil videre kan vi diskutere - og det skal vi. Hver dag. Vi skal sige til og fra. Men vi skal ikke undsige den gamle nabo, så længe han eller hun ikke er gået foran med ødelæggende og menneskefjendske handlinger/udsagn. Jeg ved godt, at Dansk Folkeparti ønsker ødelæggende og menneskefjendske handlinger - men jeg tror indtil videre ikke på, at min gamle nabo ønsker det samme!!

For mig er det vigtigt at holde øje med, hvad der foregår. Vigtigt at høre efter, hvad de egentlige fremmedfjendske stemmer siger. Og vigtigt at sige fra overfor dem. DET vil jeg gøre. Og jeg vil også reagere, hvis min gamle nabo bliver en, der vil forfølge andre mennesker. Men indtil hun gør det, vil jeg være ven med hende, skrive sammen med hende og diskutere derudaf, som vi har gjort indtil i dag. For hun er indtil videre lige så forvirret som jeg er. Vi har bare valgt hvert sit udgangspunkt.

Der er så vigtigt, at vi står sammen om at komme videre herfra. Det er ødelæggende, hvis vi beskyder hinanden og slås om at have ret! For ingen er så klog, at han eller hun kan gennemskue denne voldsomme problematik - kun sammen kan vi løse den!

Kærlige tanker
Jytte


onsdag den 17. juni 2015

DET SKAL KUNNE BETALE SIG AT ARBEJDE!!

DANSK VALGKAMP I EN NØDDESKAL!
Det udsagn, at det skal kunne betale sig at arbejde, er nærmest blevet valgkampens mantra. Både højresiden og venstresiden oplever tilsyneladende, at vi har arbejdspladser nok i Danmark. Til alle dem, der gerne vil have et job. At der er masser af jobs - så de der dovne banditter, der bare hæver dagpenge eller kontanthjælp, kan bare se at komme i gang. Op af lommerne med de dovne hænder! Og for at det ikke skal være løgn, så skal flygtninge nu også lige tage sig bare en lille smule sammen, for hvis de vil til Danmark - så skal de arbejde!!

Hvor pokker har de det fra, de politikere, som påstår, at de vil os allesammen det allerbedste?  De VED, at der ikke er arbejde til alle. At vi har en stor arbejdsløshed, og at der er forsvundet arbejdspladser under den økonomiske krise. De VED, at der er tusindvis af arbejdsløse, som skriver ansøgninger på løbende bånd - flere om dagen, mange om ugen, og i hundredevis om året - uden at de nogensinde bliver indkaldt til ansættelsessamtale. De VED, at folk ikke engang får svar på deres ansøgninger, fordi der er så mange af dem, at det enkelte firma ikke orker at skrive tilbage. OG de VED, at det ikke holder vand, når de påstår, at der er nogen, som ikke gider arbejde, fordi kontanthjælpen er for høj. Og at dagpengene er endnu meget mere for høje.

PIS OG PAPIR! Der ER ikke arbejde nok til dem, der gerne vil arbejde. OG - det har altid kunnet betale sig at arbejde. Dels fordi der er flere penge i arbejde end i ikke-arbejde. Men der er flere gode grunde til at arbejde. Det giver sociale kontakter. Det giver selvværd. Det giver glæde og udfordringer. Det giver vækst og udvikling. Og det giver faglig stolthed og fællesskab. Så, når folketingskandidater siger det modsatte, så er det mod bedre vidende. For hvis det skyldes uvidenhed, så er det på allerhøjeste tid, at de stopper i folketinget, og får sig et ærligt arbejde! Hvad betyder det? Set fra mit sted i verden, så betyder det, at de etablerede politikere forsøger at mistænkeliggøre almindelige mennesker OG at tilsløre deres ansvar for, at verden ser ud, som den gør. De smører ansvaret af på dem, der er klemte - for at høste goderne til sig selv!

Måske er der nogle få - set i den store målestok - som faktisk ikke vil have et arbejde. Og ved I hvad - fred være med dem! Normale, sunde, livsduelige mennesker ønsker at arbejde, ønsker at forsørge sig selv. Med nogle rigtig gode undtagelser: folk, som er syge, og derfor ikke KAN arbejde. Folk, der mangler uddannelse og derfor ikke KAN få et arbejde. Og mennesker, der har små børn, og som derfor hellere vil tage vare på børnene - amme dem, tage hånd om dem, lege med dem, opfostre dem. Folk som er nedslidte, fordi de har arbejdet med fysisk hårdt arbejde i årtier, og som derfor har brug for fred og ro i deres alderdom. Og folk, som er flygtninge med krigstraumer og post traumatisk stresssyndrom (i gamle dag hed det kz-syndrom), som har været så hårdt belastede, at de dårligt nok kan tage vare på deres egen dagligdag.

Der er sket nogle frygtelige ting med vores sociale system og med vores forståelse for andre mennesker. I det sociale system tvinger man mennesker til at komme til alverdens samtaler og arbejdsprøvninger mens de er alvorligt syge. Jeg kender til mennesker, som har været i kemoterapi efter kræftoperationer, som ikke har fået lov til at komme på benene igen efter endt behandling. Nej, de skal stille til arbejdsprøvning mens de er i kemoterapi. Kommuner undlader at forholde sig til speciallægeerklæringer - fordi "kommunen ved bedre"! Vel gør den ej! Alvorligt syge mennesker er alvorligt syge mennesker. Punktum. Men politikerne er tilsyneladende ligeglade! Det er ikke OK - og det bliver det aldrig nogensinde.

Jeg har i meget mere end et år haft det sådan, at jeg ville stemme blankt. Fordi jeg hverken har tillid til Helle Thorning Smidt eller til Lars Løkke. Ingen af dem har jordforbindelse og fatter en dyt af, hvad det vil sige at være fattig, at være syg, at være toturramt flygtning, at være enlig forsørger på kontanthjælp eller at være familieforsørger på dagpenge. De ved heller ikke en dyt om, hvad det vil sig at lære noget - hvad læring er. Og den siddende regering har haft en undervisningsminister, der er så inkompetent, at det gør ondt. Vi har haft en finansminister, der er så knaldhamrende ligeglad med landet og med os almindelige mennesker - og som kun ser på sorte tal på bundlinien. Derfor har han holdt udsalt - og har solgt DONG til nogle amerikanske fusentastere. Så min beslutning om ikke at stemme - eller at stemme blankt - var meget rodfæstet. Troede jeg.

Så blev valget udskrevet. Og pludselig skete der noget med mig! Jeg blev urolig og usikker. Kunne det virkelig være rigtigt IKKE at stemme - eller at stemme blankt?? Svaret fra min mave var NEJ! Jeg er et barn af 2. verdenskrig. Var ganske vist en baby, da krigen sluttede - men jeg har det simpelthen i mit dna. Jeg SKAL forholde mig aktivt til mit liv, mit land og demokratiet. Og ja, der er tonsvis af problemer. Demokratiet skranter. Demokratiet lider af svindsot. Politikerne gider ikke deres folk, gider ikke lytte, gider ikke forholde sig. De har en fast aftale med sig selv om, at "sådan skal kagen skæres". Udenom os andre. Udenom dem der har forstand på børn. Udenom dem der har forstand på uddannelser og faglighed. Udenom dem der ved, hvordan man er ordentlige ledere - eller tåbelige ledere. Og de er bare blevet ved!!

Jeg er fuldstændig klar over, at når jeg stemmer på torsdag, så giver jeg også line til en socialdemokratisk leder, som jeg ikke ejer tillid til. Men jeg stemmer på et parti - Alternativet - som forsøger at dreje fokus hen på det at være et menneske, på etik og moral, på kreativitet, på en anden måde at tænke på. Og jeg har det stadig sådan med mennesker - mine 71 år til trods - at de er OK, indtil det modsatte er bevist! Jeg kender ikke Uffe Elbeck - men jeg kender nogle af mine venners børn, der er blevet uddannet hos ham - og de elsker ham for hans rummelighed og kreativitet og omsorg for mennesker. Og de er blevet rigtig, rigtig dygtige af at have haft ham som underviser.

Jeg er SÅ træt af staten. Jeg er så træt af, at der sidder nogen derinde på Christiansborg, som vil bestemme, hvad jeg skal spise, om jeg må ryge, hvor mange timer mine børnebørn skal gå i skole for at blive gode medarbejdere i et accelererende samfund, hvor penge betyder mere end mennesker. Jeg er så træt af, at politikere i begge blokke ikke gider forholde sig til deres vælgere, at de fylder os med løgne og fortielser, at de gør aktindsigt til en saga blott, at de lader sig spænde for Pia K's paranoide vogn omkring flygtninge, at de er blevet totalt historieløse og derfor ikke ved, at flygtninge, der har været udsat for totur er ude af stand til at arbejde - men i stedet har brug for massiv hjælp! At de ønsker at sætte den kriminelle lavalder ned til 12 år - på trods af faldende kriminalitet blandt unge og på trods af faglig viden om, at straf IKKE er måden at forholde sig til mennesker på. Og jeg er træt af rigtig mange andre ting. Bl.a. at Danmark er en krigsførende nation, at vi dagligt er med til at slå mennesker ihjel - og at vi ikke påtager os ansvaret for verdens flygtninge - som vi selv er med til at skabe!

Derfor stemmer jeg - alligevel! Ikke for at støtte HELLE - men for - naiv som jeg er - at tror, at jeg med mit kryds kan være med til at gøre en forskel. For børnene og for flygtningene. De to grupper først og fremmest. Jeg er ikke bange for forandringer. Tværtimod. Jeg er bange for stagnation!

Kære venner og bekendte og familie og alle jer andre! Jeg tror, at det at vores fædre og mødre deltog i frihedskampen under 2. verdenskrig, var en progressiv handling, som vi alle kan være glade for. Hvis Hitler havde vundet krigen, havde hele Europa været et kæmpe DDR i dag. Og det er ikke sikkert, at vi var sluppet ud i 1989, hvis alle havde været bag jerntæppet! I dag er vores land på vej til at ligne et supersmart DDR. Staten dikterer familiernes måde at leve på. Staten dikterer børnenes opvækst. Staten dikterer de mest utrolige regler for, hvad vi må, og hvad vi ikke må! Derfor mener jeg, at vi skal kæmpe for at bevare det demokrati, som næsten er blevet udslettet gennem de senere år. Jeg glædes, når jeg ser, at der ulmer et oprør. Jeg melder mig til det, på min egen måde! For jeg vil ikke leve i et land med et "plastik-folkestyre" med glatte, upersonlige, uempatiske og ikke-nærværende politikere. Jeg vil leve i et land, hvor der er plads til dig og mig og vores nyindflyttede nabo fra et andet land - i et land, hvor vi er lige meget værd som mennesker.

Godt valg - tilvalg eller fravalg - alle sammen
Kærlig hilsen
Jytte

torsdag den 5. juni 2014

NÅR BEDSTEMØDRE FLYTTER GRÆNSER!

Om at lære af sine børn og børnebørn


Jeg er netop kommet hjem fra 3 uger i Spanien. Nærmere betegnet fra en lille finca ca. ½ time fra Malaga. Min datter og svigersøn har slået sig ned der sammen med deres to børn på snart 8 og 5 år. En dreng og en pige.

Det spanske skolesystem er en skrap størrelse målt med danske alen. Børnene starter i 4 års alderen, og de er nærmest spærret inde i skolen fra morgen til eftermiddag. Mor og far har ingen adgang og er ikke en del af skolen overhovedet. Der er en "kæft-trit-og-retning" diciplin, og en for mig at se totalt gammeldags holdning til børn. Mit barnebarn gik der i 14 dage i september 2012. Så knækkede filmen. Og han fik lov til at blive hjemmeskolet i stedet. I dag bliver han og lillesøster unschoolet derhjemme. Og - på trods af gamle holdninger og meninger og alt det der - så bakker jeg fuldt og helt op bag dette valg. For det ser rigtigt ud. Det giver mening. Og vigtigst af alt: børnene stortrives ved det!

Som mor/mormor og fagperson har jeg i stigende omfang været optaget af børn og deres opvækst, af børns vilkår og af skole og daginstitution. Jeg har, hvad min datter er et godt eksempel på, haft mine børn i folkeskolen og i børnehave/fritidshjem. Og jeg har været en aktiv forælder gennem alle årene. Jeg har både været tilfreds og utilfreds undervejs - og jeg har blandet mig i drøftelserne, der hvor mine børn har tilbragt de mange timer i barndommen. Da jeg har både dygtige og velbegavede børn, og jeg selv er en læsehest, som "altid" har haft lektier og hjemmearbejde, har det at sidde omkring spisebordet med lektielæsende børn været både spændende og hyggeligt. Og jeg har været - og er det faktisk stadig - børns "konsulent" i forbindelse med skriftlige danskopgaver. Så langt så godt.

To begivenheder har fået mig til et tænke meget - rigtig meget - mere over børns læring - og mangel på samme. Den første var, da Lucas startede i skolen i Spanien for snart to år siden. Den anden var, da den nuværende regering tromlede hen over folkeskolen med sin heldagsskole, lærerlockout og sammenspisthed med KL. Plus den sideløbende - såkaldte - inklusion i folkeskolen af børn med særlige behov. I relation til begge begivenheder har jeg trukket på min menneskelige og faglige viden og erfaring, og jeg har flyttet mig temmelig meget i processen. Som jo så har varet i næsten 2 år nu.

Allerede inden disse to begivenheder, havde jeg undret mig. Raset over voksnes manglende omsorg for børn med vanskeligheder. Reageret på nogle daginstitutionspersonalers tilbøjelighed til *"aldrig" at se på egen andel i børns problemer og "altid" at tørre det hele af på forældrene. Været måbende af forundring over, at børn i 7. klasse - også børn, der hadede at gå i skole - SKULLE læse Ibsens "Et dukkehjem" - fordi det stod i læseplanen. Hvorfor var det lige, at så mange voksne ikke kunne finde ud af at tage udgangspunkt i børnene, og tage den derfra - men i stedet lænede sig op ad Undervisningsministeriets læseplaner? En tid lang troede jeg, at inklusion i daginstitution og skole betød, staver: I N K L U S I O N . Men det betød det bare ikke. Jo, for nogle lærere og for nogle pædagoger og for nogle forskere. Men for politikere - og for embedsmænd - og for nogle toneangivende skolefolk - betød inklusion "afskaffelse af dyre institutionspladser og ditto specialskolepladser". Hvorfor var der så mange børn, der fik diagnoser - og medicin? Hvorfor var der så mange børn, der blev "smidt ud af skolen" - og ja, det er mine ord for det - men jeg har ikke andre, for jeg har oplevet, at børn helt ned til 7 års alderen blev sendt hjem fra skole, fordi skolen ikke kunne magte dem - og disse børn fik ikke anvist brugbare alternativer i lang, lang tid. De større børn fik det slet ikke! Nogle af disse børn har som unge voksne fortalt mig, at da: "jeg endelig fik en diagnose, blev det hele meget nemmere, for nu kunne jeg pludselig få hjælp!!". Hvorfor var der så mange unge, der aldrig havde fået hjælp, som pludselig blev kriminelle og kom i fængsel - for derefter - måske flere år senere - at få diagnosen ADHD??

Med den bagage tog jeg til Alhaurin de la Torre for at besøge min datter og hendes lille familie. Og Lucas skulle starte i skolen. Han havde glædet sig SÅ meget. Og i løbet af 14 dage var det hele ødelagt. På 14 dage. Nej, den spanske skole er ikke som den danske, og heldigvis for det. Spørgsmålet er imidlertid, om det måske var meget godt, at Lucas reagerede så hurtigt - og at nogle af de børn, som mistrives i danske skoler er meget længere om at reagere, fordi skolen er så flink og pæn og rar?? Lucas fik ondt i maven. Han var hele tiden træt. Han var hele tiden ked af det. Og så gav hans forældre ham mulighed for at holde op med at gå i skole. Vi havde en lille samtale om det forleden dag, Lucas og jeg. Jeg spurgte ham, om han kunne fortælle mig om skolen og om læreren og om, hvorfor han ikke kunne lide det? Så så han på mig, med det der kloge blik og sagde: Læreren kunne ikke forestille sig, at Anders And kan være lilla. Hun havde jo set, at han kan være rød. Så hvorfor kunne hun ikke forestille sig det? Og når hun ville lære mig matematik, så forstod jeg de ord, hun sagde, men jeg kunne ikke finde ud af at gøre det rigtigt." Jeg spurgte ham, hvad han følte ved det, og han sagde: "Det ved jeg ikke, mormor, jeg kender ikke det rigtige ord for det!" "Kunne det være en følelse af at være anderledes eller forkert?", spurgte jeg. "JA," sagde han - og smilede. "Forkert og anderledes!!" Den spanske skole er ikke flink og pæn og rar. Den lukkede en lille dreng på 6 år ind ad porten og låste døren efter ham. Min datter måtte ikke komme med ham ind. Det var frygteligt. Og skolen mente, at han ikke kunne noget!!! Lucas, som allerede på det tidspunkt vidste mere om dyr end de fleste børn i 7. klasse!!

Så holdt Lucas op med at gå i skole. Det var en god beslutning for ham. Og jeg har lært kanon meget af den beslutning. For jeg er blevet tvunget til at se mine holdninger efter i sømmene. Og det har medført, at jeg har taget dem op til revision. Voldsomt endda! For pludselig ser jeg jo alle de andre børn for mig - dem jeg har haft i terapi - dem jeg har mødt på hjemmebesøg - dem jeg har mødt på døgninstitutioner. OG dem jeg har læst bøger af og om, efter de er blevet voksne: Peter Høegh og Troels Kløvedal f.eks. De forkerte børn. De anderledes børn. Tænker på Anne Linnets sang om de forkerte børn. Tænker på dem jeg gik i skole med, som endte med ikke at kunne læse, og som faktisk var kreative og fantasifulde mennesker, der bare aldrig fik en chance.

Jeg har tidligere sagt, at da jeg gik i skole i midten af sidste århundrede, var der nogle elever, især drenge, der stod udenfor døren det meste af deres skoletid. Og, at de - i overført betydning - stadig står udenfor døren. Nogle af dem kom fra hjem med mange problemer. Men nogle af dem var middelklassebørn, som bare var "forkerte" eller "anderledes". Måske var de diagnosebørn. Måske særligt begavede. Måske særligt sensitive. Nogle af dem fik støtte hjemmefra, og kom senere igang med en uddannelse. Andre fik ingenting. - Og sådan er det stadigvæk. Måske står børnene ikke længere ude på gangen. Måske får de forskellige tilbud. Men det er slet ikke sikkert, at tilbuddene er lavet til det enkelte barn, der hvor han eller hun nu er. Selvom differentieret undervisning har været et hurraord i politikermunde i lang tid, så ser virkeligheden anderledes ud. Der er stadig børn, der ikke lærer - fordi de ikke bliver mødt. Der er faktisk stor bestyrtelse over alle de "funktionelle analfabeter" som skolen producerer. Men for mig giver det god mening. For hvis man ikke bliver mødt og rummet som den man er, ja så er det let at føle sig forkert og anderledes. Og det gælder for alle mennesker. Både for dem, der kommer fra en familie med vanskeligheder, og for dem, der bare er anderledes end flertallet. Og vores tolerance og rummelighed har ringe vilkår idag. For der er ikke tid og rum til det. Og rigtig mange fagpersoner har ikke den fornødne uddannelse heller. (Læs: viden om børn med særlige behov, viden om sensitive børn, viden om særligt begavede børn m.fl.)

Jamen - SKAL man da have en særlig uddannelse for at kunne undervise børn - og voksne for den sags skyld? SKAL man gå på universitetet, som i Finland, for at blive en god folkeskolelærer? Det er der jo nogen, der siger. Og ved I hvad? Jeg tror ikke på det længere! Når jeg kigger i mit bakspejl, så ser jeg voksne af alle slags - i mit eget barneliv - i mine børns barneliv - i andre børns barneliv. Nogle var bedstemødre og bedstefædre. Nogle var forældre. Nogle var lærere. Nogle var præster. Nogle var spejderførere. Nogle var gymnastiklærere og svømmelærere. Nogle var veninders mødre. Nogle var tanter og mostre. Senere var nogle arbejdsgivere, nogle var kolleger, nogle var kærester, nogle var ægtefæller, nogle var kursuskammerater. Osv osv.

Alle mennesker øver indflydelse på andre mennesker. Nogle mennesker gør det på sådan en måde, at andre - i denne diskussion er det børn - opdager deres eget værd, deres egen kunnen, deres egen lyst til at lære, deres egen nysgerrighed og kreativitet. Andre mennesker gør det på sådan en måde, at andre - både børn og voksne - skrumper ind, bliver små og bange, mister modet, mister selvværdet, mister troen på egne kræfter, mister troen på at du til noget. OG dette kan hverken læres eller ikke-læres på seminarier, på sociale højskoler, på præsteskoler, på universiteter eller på selvudviklingskurser. Der findes biblioteker med bøger om stort set ALT. Incl. bøger om børn og psykologi og læring og differentieret undervisning og inklusion og selvværd og neuroser og psykopati og voldelighed og mobning osv osv. Disse bøger kan læses af ALLE, der kan læse indenad. Men indholdet kan ikke læres af alle der kan læse. OG mennesker, der ikke kan læse kan være fantastiske læremestre! Hvad er det da, der gør forskellen - på en person der får andre til at gro og blive nysgerrige og lære - eller på at skrumpe og blive bange? Det er MENNESKET indeni den enkelte. Det kærlige menneske. Det rummelige menneske. Det tålmodige menneske. Det nysgerrige menneske. Og det legende menneske. Og der findes heldigvis lærere og pædagoger og forældre og bedsteforældre, der besidder disse egenskaber. Der er desværre bare for få af dem omkring vores børn!

Lucas mødte ikke en lærer med de egenskaber. Heldigvis har han og hans lillesøster nogle forældre og en omgangskreds som har dem. Og rigtig mange børn i Danmark møder ikke den rigtige lærer på det rigtige tidspunkt. Og de har ikke allesammen en mor og en far, der møder dem der, hvor de er.

Folkeskolereformens tilblivelse er et rigtig, rigtig godt eksempel på, hvordan mennesker handler, når de mangler de positive egenskaber, jeg har beskrevet ovenfor. Udenpå ser det anderledes ud, fordi det handler om politik (det siger de ihvertfald). Men ved nærmere eftersyn, så er det fuldstændig magen til de negative egenskaber. Her handler det om: At bestemme, at mobbe, at tryne andre, at få sin vilje igennem, at overse andre, at tale ned til andre, at manipulere med andre, at lyve, at mene at vide bedst, at være arrogant og at være selvhøjtidelig. Den opførsel gør andre vrede, magtesløse, kede af det, opgivende, modløse, og meget usikre. Voksne mennesker bliver barnlige - sådan cirka 3-5 år (jeg gør ihvertfald) og laver aktiv og passiv modstand. Og det pudsige er, at i de over 40 år, hvor jeg har interesseret mig for disse ting, er der blevet undervist i ledelse på alle leder og kanter. God ledelse. Dårlig ledelse. Demokratisk ledelse. Selv ledelse. Den lærende organisation. Værdibaseret ledelse. Og hvad sker der? Har politikere og embedsmænd lært en dyt om ledelse på alle disse år? Nej vel! IKKE EN DYT! Hvorfor? Fordi det ikke interesserer dem en dyt. Fordi de ikke VIL lave ordentlig ledelse. De vil nemlig bestemme. Over dig og over mig. Og over vores børn. Og de vil bestemme på den måde, som dårlige ledere altid har bestemt. JEG-VED-BEDST-måden. Den der får andre til at skrumpe og blive bange og vrede og kede af det. Nogle laver så ballade. Andre melder sig ud.

Så vi er ikke kommet et skridt videre på alle disse år. Der findes en stor viden. Den bliver bare ikke brugt. Fordi dem der vil bestemme ved bedre. Det har intet med demokrati at gøre. Tværtimod. Og det har intet med demokratisk politik at gøre. Og vores børn vil fortsætte med at lære eller ikke lære - fuldstændig som før, under og efter Piza-testene. Nogle lærere og pædagoger har allerede forladt skuden for at lave noget andet. Nogle forældre har flyttet deres børn i privatskole eller hjemmeskoler dem selv. Mange lærere går på pension i utide - monstro fordi nogle af dem bare ikke orker længere?

Jeg ved ikke, om jeg ville orke, hvis jeg var yngre. I dag ved jeg, at mine aha-oplevelser indenfor de sidste to år er kommet en anden vej, end jeg selv havde forventet. Jeg var groet fast i min egen forestilling om verden. Min datter og hendes familie har rystet den forestilling. Og det er jeg rigtig, rigtig glad for. For jeg er i en fremskreden alder blevet nødt til at se på verden med nogle andre øjne, end jeg har været vant til. Jeg har i sidste uge siddet og hørt Lucas tale spansk, engelsk og dansk med sin spanske veninde og os andre, mens de to legede "skibet er ladet med" - på engelsk og spansk! Jeg har set ind i hans kloge øjne og har mærket hans kærlighed. Jeg har set ham blive glad og vred og ked af det og glad igen. Jeg har set og hørt ham spille Minecraft og tale amerikansk med spillet. Jeg har set hans lillesøster nærmest fræse afsted i hælene på ham for at lære det samme som ham. Og tro mig, hun lærer det hele lige nu - og lige pludselig popper det ud af munden på hende - på engelsk, spansk og dansk - med bogstaver og matematik og hele pivetøjet. Uden nogensinde at have været ind ad skoleporten i Alhaurin - og heller ikke i Valby.

Tak for en lærerig ferie kære familie - selv bedstemødre kan lære nyt hver dag!

Knus
Jytte








onsdag den 12. marts 2014

KVINDEKAMP I 2014 - tanker om 8. marts og kvinders stilling nu!

DET HAR LIGE VÆRET 8. MARTS - OG HVOR ER VI SÅ I DAG???

Jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg i en alder af næsten 70 skulle holde en 8. marts-tale. Hvis jeg nogensinde har gjort det, er det så længe siden, at jeg har glemt det igen!! Og - jeg er ikke præsenil - endnu! (Den er lidt forsinket, for jeg har gang i så mange andre ting!)

Der er rigtig mange gode grunde til, at jeg ikke kan styre min "skrivekløe" længere. Så for ikke at gøre billedet alt for rodet, vil jeg koncentrere mig om: kvinder og især børn I 2014. Bestemte kvinder med børn? JA? Hvilke? Dem der har små børn. Fra 0 til 6-7 år. Ca.! Og - i en meget kærlig parantes: kvindernes mænd og børnenes fædre. Alle os andre: bedstemødre, onkler, tanter, mostre og fastre, older af begge køn, naboer, søskende og øvrige børnebørn får et par ord med på vejen - måske!

Jeg er jo sådan en historiefreak, at jeg bare MÅ starte der, hvor jeg selv startede med at være voksen: Da jeg fik mit første barn. Det foregik udenfor ægteskab i en alder af 19 år. Jeg havde fantastiske forældre - målt med datidens alen. Så jeg fik den støtte, der var brug for. (DET fortalte jeg IKKE til kommunen og Mødrehjælpen, for så havde de aldrig støttet mig!!)

Andre unge kvinder blev smidt ud hjemmefra, når og hvis de blev gravide i "utide". Det blev jeg ikke. Overhovedet ikke. Min far og stedmor indkaldte til "familieråd", og så talte vi om fremtiden, da jeg var færdig med at være tavs og teenageagtig og hemmelig!

Meget, meget ung. Uden det der ligner forberedelse på noget som helst. Jeg anede ikke, hvordan man fik en uddannelse. Jeg anede ikke, hvordan man kunne få noget at bo i. Jeg anede ikke, hvordan jeg overhovedet skulle gebærde mig i mit nye liv. Heldigvis vidste jeg meget om at passe børn. Heldigvis havde jeg været dygtig (sådan da!!) i skolen. Heldigvis havde jeg en familie, der ikke tog afstand fra mig (det var der også rigeligt med andre, der gjorde!). Og heldigvis fik jeg bevilget en kontoruddannelse af den gamle Mødrehjælpen i Svendborggade i København. Og så havde jeg lært at lave mad! 1963 var ikke noget særlig kvindevenligt år. Det var årene derefter heller ikke. Ugifte og gifte kvinder fik lavere dagpengesatser end mænd. Gifte kvinder kunne ikke få børnene i daginstitution. Daginstitutioner var iøvrigt en sjældenhed. Hvis kvinder ønskede at beholde deres eget navn ved giftermål, skulle de SØGE om tilladelse til det, ellers fik de automatisk deres mands navn. Hvis der alligevel dukkede en børnehaveplads op, fik den nye mand besked om det, selvom han ikke var far til barnet. At kvinder kunne forsørge deres mand var totalt utænkeligt - selvom det skete i masser af tilfælde. Og det var en indlysende selvfølge, at kvinder skulle forsørges - og til gengæld sørge for alt det huslige. Landsbysamfundet var på retur og havde været det længe, så det var træls at gå rundt i en lejlighed og være forsørget - der var ikke nok at lave - og nogle kvinder fik rengøringsflip og det der var værre. Så der startede søgningen mod arbejdsmarkedet!
 
Egentlig ville jeg have været husholdningslærer(inde), som det hed dengang. Fra det Suhrske Seminarium i Pustervig i København. Jeg var optaget. Men da jeg var blevet gravid som 18 årig, så var gode råd jo dyre. OG - "min" socialrådgiver på Mødrehjælpen (nej, hun blev sgu aldrig MIN - for hun var en rigtig moralsippe!) fortalte mig, at jeg IKKE skulle forvente at få støtte til at komme igang på SUHR - for når jeg havde været så UBEGAVET at blive gravid med en sort mand, så kunne jeg nok ikke gennemføre en seminarieuddannelse! JA - det sagde hun! Og - ja så kørte det. Jeg blev uddannet til en HK-agtig uddannelse i Købmagergade i København. (Og selvom jeg stadig synes, at hun var en mokke - så har den kontoruddannelse bare gjort HELE forskellen!)

Da jeg startede på kontoruddannelsen var det ca. 2. eller 3. januar 1964. I København. Min lillebitte datter var fra 18. november 1965. Den dag jeg startede i Købmagergade, startede hun i "dagpleje" (det var før dagplejen var blevet opfundet!!). Min lille datter var cirka 6 uger gammel!

Dengang tænkte jeg jo ikke mere over det. For SÅDAN VAR DET JO BARE! Og rigtig mange unge kvinder, som jeg kendte, havde aflagt Mødrehjælpen i Næstved og andre steder i Danmark et besøg, og så kom de hjem igen - uden barn - og gik direkte på arbejde! Kvinder, før min tid, havde været ude og hakke roer et par dage efter fødslen af et lille barn. Og barnet lå så i en kurv - i græsset - lige ved siden af roerækkerne. SÅ - der var ikke plads til andet end at - komme videre! Diskussionen af vilkår og ønsker fandtes ikke!

I dag ved vi, at mine veninder bortadopterede deres børn anonymt. Enten fordi de selv ønskede det. Men mest fordi deres forældre ønskede det!!  DET blev jeg heldigvis ikke tvunget til. Selvfølgelig var min far og stedmor børn af deres tid. Men de var faktisk også rummelige og kærlige - målt med 1963-alen! Meget endda - for det stoppede jo ikke der!

Om det med en lillebitte baby og skolegang og det at bo hjemme hos min far - det hører ikke til her. Måske en anden gang! I stedet vil jeg forholde mig til det at få et barn - dengang - og nu!

Jeg ANEDE intet om amning. Og fik intet at vide. INTET. Så jeg forsøgte. Det fungerede ikke. Og så stoppede jeg selvfølgelig, da jeg skulle i skole den 2. eller 3. januar 1964. Da jeg fik mit næste barn, i 1971, fungerede der selvfølgelig heller ikke - for jeg havde jo oplevet nogle år før, at jeg ikke kunne amme! Så hun blev ammet i et par måneder - og det syntes jeg jo var lidt flot! Og så kom det sidste barn - i 1976 - og hold nu fast - hun blev ammet i ca 3 måneder. Og - det var en kamp. Med brystpumpe og megaenergi på at malke ud - og tårer og bøvl. Men - da de tre måneder var gået, og jeg skulle på arbejde igen - slut med amning!

SÅ - da jeg fik barnebarn nr. 1 og 2 og 3, var jeg totalt målløs! Vi talte faktisk ikke om det, men min datter ammede og ammede og blev bare ved. Husker hende bare med en baby på maven, liggende på en sofa, de er så smukke og afslappede, den lille sover og nyder det, når han/hun vågner, er der en tår og mere til, og så kan der soves igen! Det talte vi faktisk ikke om - dengang. Men det var så smukt og dejligt, så ord faktisk også var overflødige!

Så - da jeg blev bedstemor første og anden og tredie gang - oplevede jeg et under. Min datter ammede og ammede - og det var slet ikke til diskussion. Hun ammede bare! Hvor længe ved jeg ikke mere - men i forhold til mine amputerede forløb var det LÆNGE! Min tredie datter - som var først på banen i næste ombæring - ammer endnu! Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Ikke altid. Men hun ammer! Hendes første barn er 7½ - han holdt op med at blive ammet, da min datter var gravid med nr. 2. Og mit yngste barnebarn får stadig en tår, når hun har brug for det! Jeg er målløs og vildt imponeret! Min mellemste datter fik tvillinger - og det blev for voldsomt med ammeriet. Så de stoppede, da hun skulle på arbejde igen.

Der var masser af ting at slås for, da jeg var ung mor. Og flere og flere kvinder begyndte at stille krav. Både ude og hjemme. Mange kvinder fik udearbejde og var 100% alene om også at sørge for børn, mad, vasketøj og rengøring. Det var en brydningstid. Dansk Kvindesamfund fik en ungdomsafdeling, som var betydeligt mere progressiv en moderorganisationen. Og på et tidspunkt så den nye kvindebevægelse dagens lys. Jeg blev ikke medlem af den - der var efter min mening for mange sekteriske ansatser. Bla. var holdningen til drenge - ihvertfald hos nogle af de nye feminister - yderst sekterisk. Men påvirket blev jeg naturligvis - det blev vi vist alle! Men jeg var mere optaget af antiimperialismen - modstanden mod krigen i Vietnam - og bevægelsen mod Atomkraft OOA.

Når jeg kigger i bakspejlet, så smed den nye kvindebevægelse "barnet ud med badevandet". Og vi andre fulgte trop - mere eller mindre. Det blev umoderne at være hjemmegående. Ja, det blev faktisk latterliggjort! Det blev umoderne at amme sine børn. Det blev IN at give børnene modermælkserstatning - stærkt støttet af sundhedsplejerskerne. Det blev IN at have fuldtidsjob - også som enlig forsørger (og en økonomisk nødvendighed). Jeg hørte til den del af generationen, som kom igang med uddannelse - endda med flere. Og jeg opdagede slet ikke, at "mændene i mit liv" - min far, min senere ægtefæller, mandlige bekendte og familiemedlemmer - faktisk var ret så mandschauvinistiske. For jeg var optaget af uddannelse, græsrodsarbejde, barn/børn, musik, bøger og venner og familie. 

Når jeg lige læser det foregående afsnit igennem, kan jeg tilføje: OG det var præcis sådan samfundet ønskede det! Vi skulle ud og arbejde og det var vigtigt, at vi ikke stillede krav omkring de små børn og den lille familie. Så hellere lønkrav til overenskomstforhandlingerne. For der var brug for vores arbejdskraft!

Heldigvis for mig og mine børn fik jeg et job som socialrådgiver og senere som underviser. Det betød, at jeg forholdsvis hurtigt efter min uddannelse kom relativt tidligt hjem - og så kunne jeg endda arbejde hjemme og skrive og forberede mig der. Og senere endnu blev jeg selvstændig og havde masser af arbejde hjemme - og en hel del rejseaktivitet med undervisning. Det betød, at jeg i stigende omfang var hjemme i flere dage ad gangen - og kunne nå at gøre en masse derhjemme, sammen med børnene og alene med mig selv, når de var i skole!

Sådan gik årene - og de var hurtigt væk! Mine børn blev voksne og fik selv børn. OG jeg tror faktisk, at jeg faldt lidt i søvn - sådan rent politisk. Min orientering mod samfundets indretning var blevet sløvet - og det var der sådan set mange gode grunde til. Den vigtigste for mig var at opdage, at det at være politisk aktiv var et blålys! Der var så meget løgn og latin involveret i politik, at jeg helt droppede ud! Og med den tornerosesøvn forsvandt også min orientering mod det politiske på græsrodsplan - eller på familie og individplan.

Helt fik jeg dog ikke lov til at sove. For fagligt involverede jeg mig i børn og børnefamilier. Havde børn i terapi (sandplay/sandkasseterapi), havde familier i familieterapi og samtaleterapi, og underviste pædagoger, gav supervision - både i grupper og individuelt - og havde voksne i individuel terapi. Her kunne jeg bruge mine uddannelser - OG min viden om samfundet. Og jeg blev mere og mere rystet over det jeg så og hørte. Jeg så børn med særlige behov blive "smidt ud" af folkeskolen, fordi de var besværlige og "umulige" - uden at der var nogen der gjorde sig den ulejlighed at få børnene undersøgt nærmere for at finde det rigtige tilbud til dem. Jeg så forældre være fuldstændig handlingslammede og tvivlrådige, uden at de fik den fornødne hjælp til at blive bedre til at håndtere forældrerollen. Jeg så forældre, der kæmpede med voldelige tilbøjeligheder, som de selv ønskede at bearbejde. Men de færreste fik hjælp. Nogle fædre kom i fængsel - og det hjalp helt sikkert ikke på den opsparede vrede!  For nogle lykkedes det - heldigvis - at få gjort kål på vreden og blive bedre forældre!! Jeg så børn være SÅ vrede og SÅ frustrerede, at de lukkede totalt af for hjælp - for de havde mistet tilliden til ALLE voksne. I stedet for at sove videre begyndte jeg så småt at vågne op igen. Ikke for at blive politisk aktiv igen - men for at tage børnenes parti. (OK - det er jo også en slags politisk stillingtagen - omend meget anderledes end tidligere i mit liv!)

Så skete der noget, som fik det hele til at vende. I mit liv skete det, da jeg fik barnebarn nr. 4. De tre første var blevet store, og det havde været dejligt at følge dem - og det er det stadig. Men lige der, med HAM, fik jeg en øjenåbner. For han blev født med allergi. Fødevareallerti. Det var slemt. SÅ slemt. Selvfølgelig mest for ham. Men også for hans forældre. For der var dage og uger og måneder, hvor ingen af dem sov ordentligt. Hvor han kadsede og kløede sig til blods. Hvor han havde eksem over hele kroppen. Hvor ingen anede, HVAD det var, han ikke kunne tåle. Selv i den daginstitution, som havde fået prædikatet: Allergivenlig - gik det galt. ALT gik galt. Og ALT blev prøvet. Min datter kæmpede med de læger, der påstod at vide noget om allergi - og de vidste ikke en dyt. Endelig, endelig fandt de nogle dygtige folk, som faktisk vidste noget. Og så gik det den rigtige vej! Undervejs havde min datter besluttet at amme IGENNEM til de vidste, hvad han kunne tåle og ikke tåle. Og hun fjernede fødevarer fra sin kost, hvis de var under mistanke. Samarbejdet med børnelægerne og ammeprojektet begyndte at virke. (Der var dog også læger, det mente, at det var pjat at udelukke fødevarer i kosten som ammende!) I mellemtiden var han blevet ammet i 3 år eller mere. Og da han fik en dejlig lillesøster, fortsatte ammeprojektet selvfølgelig med hende.

Og så var det, at jeg mødte de langtidsammende kvinder. Gennem min datter og mit barnebarn. Jeg kender ikke dem alle personligt - men jeg kender flere af dem. Og jeg har kæmpe respekt for dem. For de ammer deres børn - på trods af modstand - på trods af fordomme - på trods af mistænkeliggørelse - på trods af såkaldte "eksperters" bedrevidende fordømmelse og moraliseren. På trods af, at mange fagpersoner ikke bakker op om WHO's anbefalinger om at amme i mindst et år. På trods af, at der er kommet en "trend", hvor langtidsamning erklæres for "ulækket" - og hvor ammende mødre formenes adgang til bestemt cafeer - fordi det er "blufærdighedskrænkende" at amme!

Disse kvinder er IKKE min generation. De er ikke en del af den gamle kvindebevægelse. De er ikke en del af den gamle venstrefløj. De er ikke en del af de fordomme og paradigmer, som var vores (min generations). De er deres egen generation. Og de har IKKE haft nogen rollemodeller overhovedet. De har ikke kunnet spørge os - deres mødre - "hvordan er det at være vuggestue- og børnehavebarn" - for det vidste vi ikke. De kunne ikke spørge os: Hvordan er det at være barn af fuldtids-udearbejdende-mødre - for det kunne vi ikke svare på. For vi var de første - sådan bredt set - der havde været fuldtids udearbejdende. Før i tiden var det "kun" enlige forsørgere, der var tvunget ud på arbejdsmarkedet. De har ikke kunnet spørge os om, hvad vi havde lært af vores mødre om det at være udearbejdende - for det var de færreste bedstemødre, der var udearbejdende - dengang.
 
I dag kan de - hvis de er heldige - spørge os om: Hvad tænker du så - i dag - om det der skete dengang i 1960'erne og '70-erne? Hvad tænker du om amning - om langtidsamning? Hvad tænker du om fuldtidsarbejde til begge forældre i en tid, hvor tallene på bundlinien får højrere prioritet end vores små børn? Og mine svar er: Jeg synes stadig, at det er fantastisk godt, at piger og drenge får lov til at uddanne sig. Jeg tænker stadig, at det er vildt godt, at kvinder kan forsørge sig selv. Jeg tænker stadig, at kvinder - som mine bedstemødres generation - kan blive skilt i dag - hvis de lever i et voldeligt og ydmygende parforhold - som de dengang var nærmest tvangsindlagte til at blive i - til døden dem skilte - eller de blev tævet ihjel!
 
Men så holder det fantastiske altså også op! For idag - i 2014 - er små børn i vuggestue og børnehave i ALT for mange timer hver dag og hver uge. Idag har vi daginstitutioner, der minder meget om de børnehuse, som totalitære regimer har haft i flere generationer. Fuldtidsinstitutioner. Hvor staten og kommune står for børneopdragelsen. I dag løber børnefamilierne så stærkt. Og hvorfor? Fordi vi er blevet bildt ind, at det er vigtigt med en kanon stor årsindtægt, flotte biler, Webergrill, modetøj, ferie to-tre gange om året - på ski, ved strand og i bjerge, Fordi vi tror, at vi skal være "på" døgnet rundt og arbejde som sindssyge. Og - som et fuldstændig vanvittigt tilskud til daginstitutionerne, så har den nuværende regering - som skulle tage forældrenes, de enlige forsørgeres, de arbejdsløses, de syges, de svages, de dårligt begavedes, de fysisk handicappedes - OG ALLE BØRNENES tarv og sørge for, at alle får muligheden for et godt liv - sørget for at få lavet en folkeskole"reform", hvor ALLE børn skal være i skole i længere tid, end de voksne er på arbejde hver dag! OG - for at det ikke skal være løgn - så skal børn med særlige behov OGSÅ indsluses i den skole. Det kaldes INKLUSION. I min bog er inklusion noget med at sørge for, at der bliver plads og rum til dem, der er anderledes og har særlige behov. Og at de får den fornødne støtte imens! I regeringens bog er inklusion det samme som: Besparelser. Så autister og børn med ADHD og Turette og Asberger og adskillige andre diagnoser SKAL bare ind i den inkluderende folkeskole. Koste hvad det vil. OG kære venner - DET kommer til at koste. Børnene - både dem der altid har gået i folkeskolen - og dem der bliver tvangsindlagt til at gå der nu - kommer til at betale. Med manglende støtte fra lærerne, fordi der ganske enkelt ikke er ressourcer til dem - især ikke de børn, der er særligt godt begavede. Med angst og vrede og risiko for voldelige og voldsomme udfald mod andre i klassen - og mod lærerne. JA - det kunne jeg skrive en blog om helt for sig selv. Vores børn - både med og uden "fejl" fra fødslen, er prisgivet. OG det er vores lærere også. Det er ikke mit ærinde her at støtte op om lærerne lige i denne blog, fordi jeg er på børnenes sag lige nu. Men jeg har respekt for vores lærere - og de er blevet sjoflet og svigtet og ladt i stikken - af regeringen, KL. Ogs!å af SF, som så har valgt at forlade regeringen. Men de har valgt at bakke op om denne her "reform"!

Jeg startede med amningen - og den vil jeg gerne tilbage til. Jeg kan skrive om alt det andet - en anden gang. Skolen alene fylder så meget, at det kan der nemt skrives flere blogge om. Men amningen fylder meget lige nu, for mig. Så jeg vender lige tilbage!
 
For vi når til - 8. marts 2014 (det er den 12. i dag). Hvor er vi nu - hvad sker der - og - hvordan går det med amningen i Danmark??

Faktisk, så går det nærmest ad-helvede til!

Jeg ved ikke, hvad det er, der er sket. Overhovedet ikke. Men der er sket noget, som er fuldstændig tåbeligt! DET er ikke længere OK at give et lille barn mad - på den NATURLIGE måde! Vi er ikke længere pattedyr. Vi er ikke længere vigtige for vores børns opvækst og tilknytning. Og de unge er ikke længere EGENTLIGE forældre til deres børn - og mine/vores børnebørn. De er blevet reduceret til fødemaskiner, som sætter børn i verden - til den danske STAT! (Nej, ikke mig, jeg fylder jo 70 om lidt!) Men mine børn er stadig i den fødedygtige alder - et par af dem. OG - de kan da bare få nogle børn og aflevere dem i institutionen, så staten kan få nogle gode arbejdere ud af dem!

Jeg er faktisk rystet og ked af det!! Det er så svært at beskrive! Så det bliver ikke lige her. Ihvertfald ikke i dag. Engang ville jeg gerne et venstreorienteret samfund. I dag vil jeg HVERKEN ELLER. Ingen venstreorientering - og ingen højreorientering´. Og hvorfor?? Fordi begge dele er lige slemt og lige undertrykkiende for mennesker. Kontrol, kontrol, kontrol. Styring og styring. Straf og straf og repressalier. Formynderi. Lovgivning og mere lovgivning. Idag, mens jeg har siddet her og skrevet lidt, har jeg hørt, at Enhedslisten ønsker STRAF mod skoler, der ikke gør noget imod mobning af børn. Straf af HVEM - og HVORDAN? Skal skoleinspektøren i fængsel? Skal læreren fyres?? Nu er ringen sluttet - Pia Kjærsgaard og Johanne kan tage hinanden i hånden - for de vil begge to straffe. I stedet for at møde os andre, der hvor vi er - så vi i fællesskab kan begynde på en diskussion om: Hvad er det vi vil med vores samfund? Hvad er det for et liv vi ønsker? Hvordan skal det være for vores børn? Skal de sorte tal på bundlinien diktere, hvilket liv vi ønsker os? Eller skal vi selv - vores børn og børnebørn - sætte en ny dagsorden for, hvad det er vi vil? Jeg vil ihvertfald ikke længere overlade det til politikerne - for de har da glemt alt om, hvad menneskelivet går ud på!
 
Jytte Høj Hammer





onsdag den 12. februar 2014

Studenter, giraffer og Facebook!

ER VI VED AT VÆRE FOR LANGT UDE???

Gennem den senere tid har jeg haft lyst til at skrive en blog. Men jeg har ikke orket at skrive om Yayha Hassans digte, fordi jeg synes, de er blevet overbrugt og måske endda misbrugt i medierne. Så jeg venter med at læse dem, til der er ro på, og jeg har mulighed for at tage stilling selv - uden utidig indblanding fra kritikere, journalister, meningsdannere, dem der ikke ka' li' palæstinensere og dem fra socialt boligbyggeri, der er blevet sure på Yayha Hassan, fordi han fortæller verden, hvordan han har oplevet sin opvækst. Som Tove Ditlevsen, som Iris Garnov og som HC Andersen,   og alle de andre forfattere, der har tilladt sig at være subjektive omkring noget så vigtigt som: deres opvækst! Derfor ikke mere om det - for indeværende!

Men så skal jeg da ellers lige love for, at jeg har fået nok at tænke over! Igår: en slagtet giraf i Zoologisk Have. I dag: Forslag om krav til karaktergennemsnit ved gymnasieoptagelse. Facebook lægger gladeligt ryg til hvad som helst. Derfor også til den døde giraf.  Så - der er lidt at gå ombord i. Lover ikke, at jeg kommer raden rundt. Men jeg vil forsøge!

Politiken i dag, den 12. februar 2014, har et lille skriv om, at det ville være godt med et krav om et karakterminimum, hvis man gerne vil i gymnasiet. En rektor udtaler sig bl.a. - og et par politikere. Og der kommer nok rigtig meget mere i den kommende tid. Medens jeg læste, defilerede diskussioner og skrevne ting forbi mit indre blik. Og jeg tænkte: NU må jeg altså tage stillling til det her!!

Jeg er jo fra 1944, så jeg gik i "de store klasser" i sluthalvtredserne, Vi gik i skole til det der svarer til 9. og 10. klasse. Dengang gik vi i Mellemskolen eller i FRI Mellem. Jeg husker diskussionerne - og jeg tror ikke helt, jeg fik fat i, hvad de gik ud på - rent fagligt. Men på det menneskelige plan gik de ud på, at "MAN" skulle i Mellemskolen - for at være "god nok". Fri Mellem var det, der på nydansk ville blive kaldt "Skodklasser" - det var der ingen fremtid i. Så - elever i fri mellem kunne gå til fornyet optagelsesprøve igen og igen. Resultatet var, at da jeg så gik i mellemskolen, var der en aldersspredning på mindst 3 år i min klasse. Jeg ved ikke, hvordan indholdet rent fagligt var i fri mellem. Men jeg ved, at holdningen til de børn, der gik der, var elendig. Nedladende. "Højrøvet". Faktisk rigtig, rigtig uforskammet. Hvis vi ikke havde varige barndomsvenskaber med dem, der kom i Fri Mellem, så forsvandt vi ud af hinandens liv. Der var næsten vandtætte skotter mellem Mellem - og Fri Mellem!!

Så - jeg forstår rigtig, rigtig godt, at menesker med lidt forståelse for andre mennesker og deres børn sagde: NEJ vi vil ikke have en Fri Mellem. Vi vil have, at børn bliver behandlet retfærdigt og ordentligt - og det her er ikke ordentligt. Og det var det ikke. Fri Mellem var anden klasses - sekunda. Nogle af deres elever kom senere i Mellemskolen alligevel - med lidt forsinkelse. Og nogle af dem fandt deres egne veje gennem samfundets labyrinter, efterhånden som tiden gik. OG så var der dem, der ikke kom nogen steder hen - eller kun nogle få skridt. De drenge, der "altid" blev sendt udenfor døren, fordi de lavede ballade i timerne. De piger, der aldrig sagde noget i timerne. Jeg har det næsten sådan, at jeg siger om dem, der blev sendt udenfor døren: "OG de står der endnu." Ganske vist 3. eller 4. generation - men de står der! Og de stille piger er stadig stille. Og de siger ingenting. Nogle af de drenge havde formentlig en diagnose, som man ikke kendte dengang - det samme gjalt pigerne. Nogle af børnene var mishandlede børn, incestofre, voldsofre - som ingen tog sig af. Det er jo ikke blevet meget anderledes på de 60 år, der er gået siden da!

Så kom "de glade halvfjerdsere" (gider ikke sige noget om 1960'erne, for det er historieforfalskning at sige om dem, at det var der, det hele skete. Det gjorde det IKKE. Det skete i halvfjerdserne!) Nu skulle alle være lige. Og Fri Mellem var blevet nedlagt. Der kom nogle overgangsordninger. Men enden på det hele blev, at ALLE kom i 9. og måske 10. klasse. Og presset på gymnasiet steg og steg.

Da jeg gik ud af skolen var der INGEN i min klasse, der fortsatte i gymnasiet. Jeg blev selv student fra kursus nogle år senere. Min yngste søster gik direkte fra folkeskolen til gymnasiet. Som den første i familien. Og vi blev studenter samtidig.

Da min yngste datter gik i gymnasiet, sagde hun: Der er rigtig mange i min klasse, der går i gymnasiet, fordi deres far/mor så forfærdlig gerne vil have en studentereksamen (til? kan jeg spørge - men måske var det den første!) OG det fik de. Nogle af dem med 6 i gennemsnit - efter 13 skalaen.

Idag er det sådan, at langt over halvdelen af alle store børn kommer i gymnasiet. OG - der er ikke længere nogen, som stiller krav til de kommende elever. Før i tiden skulle man være "gymnasieegnet" - i dag kommer de unge ind, uanset hvor gode de er fagligt. Eller - dårlige for den sags skyld. Og her er det så, at nogle rektorer er begyndt at sige: Vi skal stille krav. De unge skal have noget med sig fagligt, som gør, at de er rustet til at gå i gymnasiet.

Og så er det, at jeg opdager, at det er jeg faktisk rigtig meget enig i!! Og det til trods for, at jeg bliver mere og mere og mere folkeskolekritisk. At jeg bliver mere og mere interesseret i fænomenet: Hjemmeskoling og Unschooling. At jeg bliver mere og mere optaget af, at børn og unge skal gøre det, de gerne vil - og som de er gode til! Hvorfor? Fordi: Hvis et barn og en ung rigtig gerne vil en bestemt uddannelse - eller en bestemt retning rent fagligt - så er jeg ret sikker på, at det finder de faktisk ud af. Jeg ønsker bestemt ikke Fri Mellem tilbage. Det var en nedladende og udskillende måde at forholde sig til børn på. Men jeg går faktisk heller ikke ind for, at ALLE børn/unge skal i gymnasiet - fordi far og mor ønsker sig en studenterhue i familien! For det er gået op for mig, at der er forskel på alle de intelligenser, som mennesker er i besiddelse af. Nogle er til matematik og/eller dansk. Nogle er til fysik og kemi. Nogle er til håndværksmæssige fag. Nogle er til sport. Nogle er til kreative fag. Osv. Og DET er vigtigt! OG nogle har ganske enkelt ikke de boglige forudsætninger, der skal til, for at gå i gymnasiet. DET har vi lært, at man ikke må sige og tænke. Vi (jeg) har lært, at vi allesammen er lige (gode??) - men min mening i dag er: Vi er lige meget VÆRD som mennesker, men vi er ikke lige bogligt begavede. Nogle er faktisk mere boglige end andre - og det bliver vi nødt til at se i øjnene - og acceptere. Til gengæld er andre: mere kreative, sjovere, mere praktiske, mere dygtige med deres hænder, mere musikalske, mere digteriske, mere gode til at lave mad!

Så når jeg læser, at en rektor (han er vist ret alene på skandsen lige nu!) mener, at ikke alle i en ungdomsårgang skal være studenter - siger jeg: ENIG! De skal være det, de har lyst til, og som de har vist evner for undervejs i skoleforløbet. I folkeskolen, i privatskolen eller i hjemmeskolen. De skal have støtte til at gå efter det, som DE har lyst til. Derfor er det OK at stille krav om, at kommende gymnasieelever har et 7-tal i gennemsnit i folkeskolen - eller hvor de nu kommer fra - så de ikke falder døde om af stress og angst og lavt selvværd og hjerteflimmer, når de skal til eksamen undervejs i gymnasiet. De, der ikke kan præstere et brugbart gennemsnit i boglig retning, kan helt sikkert præstere et i kreativ retning, i håndværksmæssig retning, i sundhedsfaglig retning og i mellemmenneskelig retning, i musisk retning eller i biologisk eller i kokkeskoleagtig retning - og så skal de selvfølgelig starte DER!! Så kan det godt være, at de - senere - får lyst til noget andet - i en af de andre dicipliner. Og det skal der være plads til!

Mit indtryk er, at nogle af de skolemæssige ting er gået hen og blevet "Det man gør". Uden at resultaterne er særligt gode. Rigtig mange børn og unge lider nederlag. Dem der "står udenfor døren" er identiske, med dem jeg gik i skole med. I denne tid bliver børn med særlige behov sluset tilbage til folkeskolen, uden at ressourcerne følger med. I min kommune er skolen i kaos. Det kaldes inklusion. Jeg kalder det offentlig eksklusion! Jeg ville sådan ønske, at vi snart får ligeværdighed og ligevægt i børnenes liv, så de kvaliteter og ressourcer, som børnene har, får lov til at være i fokus. Og at forældres behov for en studenterhue - mere - bliver nedtonet i forhold til, hvad de store børn selv har at byde ind med! Hellere en rigtig dygtig håndværker, end en elendig universitetsstuderende eller seminariestuderende. Hellere en dygtig SSA'er end en stresset og nederlagstruet sygeplejestuderende eller medicinstuderende. Hellere en dygtig laborant end en mast ingeniørstuderende! Og så - selvfølgelig - hellere en god student end en elendig tømrer! Det her handler om at lade de unge komme frem til det, som de rent faktisk er gode til!

OG - hvad har det her så med giraffer at gøre? Temmelig meget, skulle jeg mene! Jeg er totalt rystet over den diskussion - og diskussionsform - som aflivningen af giraffen  "Marius" har ført med sig! Jeg lever i et land, hvor mennesker, i tusindvis, tager en hund eller en kat til sig, fordi de gerne vil have et kæledyr. OG - der bliver fundet hunde og katte - også i babystørrelse - i skraldespande, i containere og på flad mark - efterladte - fordi deres mennesker ikke "gider" tage sig af dem, når det kommer til stykket. Vi er vidner til, at grise har et ikke særligt attraktivt liv, og at de ligger fastspændte i bøjler i måneder og år, mens de føder små pattegrise - til vores frikadeller. Vi er vidner til, at kyllinger lever elendige liv, med brækkede ben og vinger, før de bliver slagtet til vores suppegryder. Og vi er vidner til, at burhøns lægger æg - ganske vist på LIDT større kvadratcentimeter end for 10 år siden - uden at have bevægelsesfrihed - overhovedet. Og vi er vidner til, at alle mulige andre dyr har trange levevilkår - eller bliver stræbt efter livet - fordi det er det mest "fornuftige" for os. Dette sker, hver eneste dag - året rundt. INGEN gør ophævelser. Ingen løfter et øjenbryn. Ingen gør noget i det hele taget.

SÅ kommer giraffen Marius på banen. En 1½ år gammel giraf i Zoo i København. I en Zoologisk have, der sætter dyrevelfærd højt. Der bruger millioner af kroner - også sponsorkroner - på at sørge for, at de dyr, der lever i fangeskab, har et godt liv, mens de er her. Som er med i videnskabelige projekter, som vil sikre, at dyr i fangeskab har et godt liv, har mulighed for at formere sig, har mulighed for at beskæftige sig på en så naturlig måde som overhovedet muligt. Som har udvekslingsaftaler med andre Zoologiske haver med høj etisk standard. Og som forsker og er "på" for at truede dyrearter får en mulighed for at overleve i en klemt situation.

I alle de år, jeg kan huske, som forældre og bedsteforældre, har Zoo (og andre museer/haver med dyr) givet børn og forældre adgang til at se dyr blive obducereret, når dyrene var døde. Lige i denne situation, med Marius, blev han aflivet uden tilskuere, men bagefter kunne publikum få lov at se, at han blev obduceret - HVIS DE SELV VILLE - og opsøgte situationen! Det var ikke noget, som foregik for åbent tæppe. Forældre, børn og andre interesserede kunne OPSØGE obduktionen, og se det ske. Jeg har så mange erfaringer med børn og døde dyr. Børn er vildt optaget af, hvad det er der foregår. Om det er fisk eller harer eller kaniner eller pattegrise eller - eller - eller - eller giraffer - er totalt underordnet. Det vigtige er: Det der foregår er spændende! De lærer noget. De forholder sig til liv og død. De ser hjerte og lever og muskler og sener og knogler .. og  ....og  .....og. OG børnene er ikke ved at besvime eller falde om over, at et dyr er dødt. For dem er døden en del af livet. Det er os voksne, der har et totalt forskruet og neurotisk forhold til døden. Og - det forsøger vi at pådutte vores børn! Det lykkes for de mest forskruede af os. For resten mislykkes det - heldigvis!

Det der handler om selve aflivningen og argumentationen for den, vil jeg ikke gå så meget ind i! Zoo har et projekt kørende sammen med andre Zoologiske haver. De arbejder på at bevare ARTEN - i dette tilfælde - arten Giraf!! DET har vi andre ikke en dyt forstand på. Medmindre vi er biologer eller zoologer eller - dyrepassere sågar??? De har aftaler med andre om at udveksle - hvis det er muligt - og hvis det ikke er muligt - må de aflive. I dette tilfælde: Marius. Københavns Zoo forsøger at forhindre, at dyrenes DNA bliver forringet. Respekt for det!

Hvor adskiller Marius sig fra andre dyr, der bliver aflivet?? ISÆR hvis de andre dyr "bare" er til besvær?? Jeg synes, at han adskiller sig væsentligt: Han er ikke til besvær, men han er et led i en videnskabelig proces - og arten GIRAF har første prioritet. OG så bliver han bagefter obduceret, mens børn og forældre ser på - og ALLE lærer noget. Til sidst får løverne ham til aftensmad. I Afrika var han måske blevet spist - for LÆÆÆÆÆÆGE siden - af løver - på savannen! Han var 1½ år gammel. I Afrika var han måske blevet 1 år!

Jeg forstår godt, at folk kan blive kede af det. MEN jeg fortår altså ikke, at det bliver til hadeskrivelser, hacking af hjemmeside, rasende udfald mod andre i medierne, og et totalt afstumpet sprogbrug mod andre mennesker, "bare" fordi man er ked af det!!

Og her kommer vi så til Facebook!

Jeg er ret vild med at være på Facebook. Men i de seneste to dage har jeg læst udtalelser fra folk - selv fra engelsktalende mennesker, der ikke forstår dansk - som er totalt ude af proportion med hvad som helst. Jeg er blevet kaldt idiot af en kvinde, der ikke kan forstå, hvad jeg skriver!  Zoo's videnskabelige direktør er blevet truet på livet, og Zoo's hjemmeside er blevet hacket.  Pga Marius. Og så - med udgangspunkt i det første jeg skrev - om skolegang og gymnasieuddannelse: Det ser ud til, at uanset hvor mange år folk får lov til at gå i skole her i landet - (England kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om!) - så er der stadig mennesker, som ikke kan finde ud af at tage en drøftelse - på Facebook eller andre steder - face to face - i øjenhøjde med andre. I stedet skælder nogle ud, kalder andre for grimme navne eller det der er værre - eller truer dem på livet. Og så er det jeg tænker: gad vide, om vores undervisningsminister skulle give sig tid til at studere dette nærmere. For - hvis dette er konsekvensen af mange års skolegang - og rigtig mange studenter i DK - så siger jeg bare: VORHERRE BEVARES - så er skolepengene da totalt spildt!

Selv begavede mennesker, som jeg har kendskab til, at hoppet over det lave gærde, uden at undersøge tingene omkring Zoo nærmere. Til dem vil jeg sige: Tag lige og bliv lidt nysgerrige igen. Hav tillid til, at andre faggrupper end din egen ved, hvad de har med at gøre - OG - TJEK om de ikke lige skulle have redegjort for det! De har sikkert respekt for dig og din faglighed på dit felt - så jeg vil foreslå, at du har det samme for deres.

Ja - det var vist en februarbøvs af de større!

Kærlig hilsen
Jytte