fredag den 7. december 2018

HOVED- OG HJERTELØSE POLITIKERE

ÅBENT BREV TIL BERTEL HAARDER OG MOGENS LYKKETOFT

Jeg sendte dette indlæg til Politiken den 4. december - samtidig med, at jeg sendte det til de to politikere. Politiken har afvist at bringe det, så nu vælger jeg at lægge det på min (sjældent brugte) blog i stedet.


Lundby den 3. december 2018

 Åbent brev til Bertel Haarder og Mogens Lykketoft

 
Kære Bertel Haarder og Mogens Lykketoft!

 
Jeg skriver til lige præcis jer to, fordi vi er jævnaldrende. Det betyder, at vi har mange ting til fælles, selvom vi samtidig er uenige om mangt og meget. Vi er krigsbørn. Vi har en historisk, kulturel, politisk og social fællesmængde – og når jeg hører/læser jeres indspark i debatten, så tror jeg også, at vi har en fælles fortid i den del af danmarkshistorien, som vores forældre var en del af. Og så skriver jeg til jer, fordi I begge to er ”fyrtårne” i dansk politik.

 
I dag havde jeg en oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg er kontaktperson for en syrisk flygtningefamilie på 5 (6) personer. Far kom til DK for 4-5 år siden og har arbejdet det meste af tiden. Mor kom til DK for ½ år siden, hvor hun og de tre yngste børn (6 – 11 – 15 år) blev familiesammenført med far. En storesøster i begyndelsen af tyverne har været her lige så længe som far, og hun bor ikke i hjemmet længere. Jeg er blevet en ven af familien, og vi bruger tid sammen et par gange om ugen.

 
I dag, tirsdag den 3. december 2018, kom jeg på besøg for at hjælpe med at lære dansk. Børnene var fjollede og pjattede og glade. Jeg har været væk i ti dage pga en rejse til Riga, og de var glade for at se mig. Så glade, at jeg blev helt rørt. Pludselig vil den 15. årige tale med mig om islam og kristendom. Det gør vi så, og jeg svarer på hans spørgsmål om min religion og min viden om islam. Og så siger han: ”Skal vi også sendes ud på den der ø – eller bliver vi sendt hjem til Syrien igen??”  Hans mørke øjne var dybt alvorlige, og da jeg svarede, at de i hvert fald IKKE skulle ud på ”den der ø”, og at jeg heller ikke troede, de skulle sendes hjem til Syrien – lige nu – sukkede han dybt og sagde: ”Jeg er bange!”

 
Disse børn er krigsofre. Som jødebørn var det, under 2. verdenskrig. Som tyske børn var det, under 2. verdenskrig. Som rigtig mange børn var det, under 2. verdenskrig. Og nu går den danske regering – igen, igen – i offensiven MOD flygtninge – og dermed også MOD deres børn. Derfor skriver jeg til jer!

 
Hjælp mig – eller rettere – hjælp disse børn! Jeg har ondt i maven over, at den 15. årige og hans søskende er bange – fordi regeringen brager frem med trusler mod flygtninge. De har haft rigeligt at være bange for – INDEN de kom til Danmark.. Bomber, drab på naboer, smadrede huse, angst dag og nat. For KRIGEN. Nu er de i Danmark – og skulle kunne sove trygt om natten. Men NEJ. For de bliver betragtet som udskud!

 
Jeg beder jer om hjælp! Hjælp mig – og danskerne – og flygtningenes børn – mod jeres og vores historieløse, hjerteløse og (undskyld mig) hjerneløse børns måde at regere landet på. Det er rystende. Det er hjerteløst. OG det er historieløst. Vi har fortjent bedre. I og jeg. Danskerne har fortjent bedre. OG flygtningene har fortjent bedre. Det der foregår er uetisk, udansk, uigennemtænkt, ubegavet og ureflekteret. Lige nu repeterer det danske folketing – med de fleste partiers opbakning – og i hvert fald både Venstre og Socialdemokraterne – en politik, som vores forældre iagttog i Europa – før I og jeg blev født. En politik, som skulle vise sig at føre så vidt – at INGEN fornuftige mennesker ville vedkende sig den – BAGEFTER. To gamle, hæderkronede partier, som begge har været progressive – er i gang med til at gentage historien – måske uden at kende historien til bunds? Jeg beder jer, fordi jeg TROR, at I ved bedre.

 
At I som gamle partirotter har så megen historieforståelse og indsigt, at I kan se, at den er gal. At I som kloge mennesker kan se, at Danmark er kommet på afveje. Og at I – som jeg – kan se – at ”vores børn” gør sig til halehæng på Dansk Folkeparti, - for at vinde stemmer??? – uden at skele til etik og moral. Og at I – som partiernes ”gamle kloge” kan råbe til dem: NU MÅ DET STOPPE! For Danmarks skyld. For børnenes skyld. For menneskenes skyld. Og for anstændighedens, omdømmets, eftermælets og samvittighedens skyld.

 
Rigtig, rigtig mange mennesker har råbt op – længe. Meget længe! Kloge hoveder i både Venstre og Socialdemokraterne har sagt fra – længe. Almindelige danskere ved ikke længere, hvem de kan stole på – og stemme på. Syriske børn er bange nu!

 
Jeg ved jo, at I ikke længere sidder i regering, og heller ikke kommer til det. Men I har en funktion, måske en mentorfunktion eller en ”ældrefunktion”. Det håber jeg i hvert fald. Andre fra jeres partier siger fra nu. Jeg bønfalder jer – fortæl jeres regering og den måske kommende regering, at NOK ER NOK. At Danmark skal tilbage på Verdenskortet som et anstændigt land – og at kampen mod nazismen under 2. Verdenskrig var forgæves, hvis historien får lov til at gentage sig. På en ”ny” måde ganske vist – men på en måde, der til forveksling ligner den gamle.

 
Skrevet i kærlighed til Danmark og danskerne og alle andre herboende – især børnene.

 
Kærlige hilsener til jer begge

 
Jytte Høj Hammer

 

 

 


 

 

                                                                                      

 

mandag den 19. marts 2018


Kære Kommunalpolitikere – kære vælgere/borgere!

For 7½ år siden flyttede jeg til Vordingborg Kommune. De første år gik med at gå på arbejde, at være i frivillig andre steder (Glumsø) og at ende med at være folkepensionist. Jeg har tidligere været politisk aktiv, men det er mange år siden. Og jeg har aldrig tidligere været særlig optaget af kommunalpolitik. I stedet valgte jeg at blive aktiv i Medborgerhuset Lundby. Jeg har arbejdet som socialrådgiver, som underviser på Den Sociale Højskole i København, som psykoterapeut og som underviser i den offentlige sektor, både i kommuner og på sygehuse, samt på bl.a. Sygeplejeskolen på Bispebjerg.

I de sidste par år – og mere intensivt i tiden op til kommunevalget 2017 - begyndte jeg at interessere mig mere for Vordingborg Kommune end tidligere – samt for kommunalpolitik i det hele taget. Det er mange år siden, jeg satte mig lidt mere ind i kommunalpolitik sidst. Jeg har selvfølgelig fulgt udviklingen på ”sidelinien” – det kan jeg ikke lade være med. Som politisk interesseret er der jo altid noget at forholde sig til.

Selvom jeg er folkepensionist , blev min interesse for arbejdsmarkedspolitik- ken og socialpolitikken skærpet ret hurtigt – for jeg fik simpelthen et chok, da det virkelig  gik op for mig, hvad der foregår i hele Danmark i almindelighed– og i Vordingborg Kommune i særdeleshed. Jeg har fulgt med i, hvad der er foregået i Folketinget, og jeg har set, hvordan den ene nedskæring har fulgt den næste, og hvordan kommunerne er blevet nødlidende økonomisk på rigtig mange måder. Jeg er ikke økonom, og jeg har aldrig været optaget af økonomi. For mig har faglighed, etik, moral, indlevelsesevne og det at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker altid haft første prioritet. Og det jeg ser nu er, at mennesker ude i kommunerne – fra politikere til ansatte og videre til almindelige borgere – er blevet mere og mere optagne af penge – og mindre og mindre optagne af mennesker. Mennesker med handicappede børn, mennesker med egne alvorlige handicaps, mennesker med alvorlig sygdom, sågar mennesker med dødelig sygdom – lades i stikken. Mantraet: ”Det skal kunne betale sig at arbejde” er blevet en slags trylleformular, som får mennesker til at tro, at arbejde er noget ALLE kan få – at arbejde er noget ALLE kan gennemføre, at arbejde helbreder sygdom og at arbejde er der nok af til ALLE – uanset hvordan de har det. Det startede med kommunesammen-

lægningen – hvor nærhedsprincippet blev sat ud af kraft – og det er fortsat med bl.a. førtidspensionsreformen, som på mystisk vis har medvirket til, at al rimelig anstændighed i arbejdet med syge og svagelige mennesker og deres børn er fordampet som morgendug på en sommerdag.

Jeg er uddannet til at se mennesket som en helhed – således at det sociale, det helbredsmæssige, det kulturelle, det uddannelsesmæssige, det psykiske, det fysiske, det ressourcemæssige og alle de andre aspekter ved et helt menneske – griber ind i hinanden og tegner muligheder og manglende muligheder hos det enkelte menneske. Jeg er uddannet til at anerkende, at mit fagområde er afgrænset i forhold til andre fagområder – f.eks. ergo- og fysioterapi, lægefaglighed, sygeplejefaglighed, psykolog- og psykiaterfaglighed. Jeg er uddannet til at vide, at specialister – både på det sociale og på alle de andre faglige områder har en større viden om deres speciale – både i bredden og i dybden end f.eks. en privatpraktiserende læge, en privatpraktiserende psykolog, en privat- og offentligtpraktiserende socialrådgiver – og alle de andre faggrupper ”på gulvet”. Og jeg har lært, at alle faggrupper kan blive klogere på hinandens fagområde – over tid – ved et tæt samarbejde gennem måneder og år. Men at ingen af os bliver til en af de andre slags fagpersoner. Pædagogen bliver ikke læge, lægen bliver ikke psykolog, fysioterapeuten bliver ikke talepædagog – og sygeplejersken bliver ikke socialrådgiver. Dette er vigtigt! For selvom jeg gennem et langt liv har lært mere og mere om de andre faggruppers faglige viden og behandlingsformer, så betyder min socialmedicinske, min almenmedicinske eller min pædagogiske ”ekstraviden” blot – at jeg hurtigere kan kontakte de andre fagpersoner – visitere videre til dem, konsultere dem, og komme med mine tanker og mine forslag til dem – i tillid til, at de lytter og bruger mine input til noget. I tillid til, at vi deler vores viden med hinanden – og har respekt og ydmyghed omkring alle de ting vi ved – TILSAMMEN! Og samtidig har respekt og ydmyghed overfor de mennesker, som vi er uddannede til at hjælpe – i forvisningen om, at den enkelte syge, den enkelte handicappede, den enkelte arbejdsløse er ekspert i sit eget liv og ved, hvad der er godt og skidt for ham eller hende.

Og så vågner jeg langsomt op – som Alice i Eventyrland efter en fortryllet rundtur i halen på den hvide kanin – forvirret, forsovet, rystet! Og må konstatere, at den opfattelse jeg havde omkring de forskellige former for ”menneskefaglighed” er blevet devalueret – udhulet – kasseret. Af  Folketingets politikere?? Af Kommunalbestyrelsernes politikere? Af embedsmænd og embedskvinder? Af den enkelte borger? Af det atomiserede samfund som helhed?? De spørgsmål kunne jeg godt tænke mig, at vi besvarer i fællesskab – en anden dag. I stedet vil jeg sige, hvad det er jeg ser nu – efter min ”lange søvn” ?

Jeg ser et Folketing, der bliver mindre og mindre politisk og mere og mere optaget af myter og enkeltsager og indbyrdes konkurrence om at føre i meningsmålingerne. Jeg ser flere og flere partier, der gladelig gør sig til halehæng på Dansk Folkeparti – i håb om at erobre flere stemmer. Jeg ser et Folketing, som bliver mere og mere udflydende og ”gråt” – så det bliver svært at skelne det ene parti fra det andet. Jeg ser en og flere regeringer, der bilder sig ind, at straf og stramninger og kontrol og mistænkeliggørelse og skjulte dagsordener og deciderede løgnehistorier er vejen frem. Til trods for, at åbenhed og samarbejde aldrig er blevet fremmet af den type tiltag. Tværtimod er der evidens for det modsatte! Jeg ser en og flere regeringer, som har glemt, hvad faglighed er. Som har glemt at være grundige og omhyggelige. Som får den ene sag på halsen efter den anden omkring projekter, der ikke alene mislykkes – men som kører helt af sporet med milliardtab til følge. For derefter at blive gentaget igen og igen – i nye projekter. Jeg ser et land, der bliver mere og mere splittet og fremmedgjort – både pga den politik, der lægges ud fra Christiansborg OG pga det faktum, at vi faktisk ikke kan følge med – så ”udviklingen” kører med OS – eller er det afviklingen?? Jeg ser nogle regioner og kommuner, med nogle folkevalgte, som er præcis lige så fremmedgjorte, som alle os andre. Som er blevet lige så historieløse, lige så frustrerede, lige så modløse og lige så mainstream, som alle os andre. Jeg ser en befolkning, som – incl. kommunale og centrale politikere – bliver dummere og dummere til at fatte den virkelighed, vi lever i. (Mig selv incl.) Og i forhold til socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, så ser jeg nogle kommunalbestyrelser, som er tabt totalt bag af dansen! Her tænker jeg IKKE på de nyvalgte kommunalbestyrelser – og det er derfor jeg skriver dette. Jeg tænker på alle de kommunalbestyrelser, der har været med til at implementere socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken (og børn & handicap og familiepolitik osv osv)

Hvad gør vi så ved alt det rod???

Til det har jeg en række forslag – og I andre har sikkert en hel masse flere! For hvis vi vil vores land – hvis vi vil menneskene uanset alder, køn, hudfarve, sexualitet, politisk observans og religion – så er det på høje tid at gøre noget!  Lige nu vil jeg blive ved arbejdsmarkedspolitiken og socialpolitiken – ude i kommunerne. Så må de andre områder få et par ord med på vejen en anden gang!

1. Politikere skal føre politik – og ikke være sagsbehandlere og symptombehandlere!

2. Politikerne skal være ledere – og ikke lade administrationen køre med klatten!

3. Politikere skal være modige og turde indrømme fejltagelser.

4. Politikere skal turde være i øjenhøjde med befolkningen og gå i dialog omkring vores problemer og vanskeligheder.

5. Politikere skal stoppe med deres kontrol og straf som svar på et hvilket problem som helst og i stedet øve sig i at have tillid til alle ”os andre”.

6. Politikere skal igen træde i karakter – og være dem, der sætter dagsordenen.

Ovenstående gælder politikere på alle 3 niveauer!

6. Administratorer i ministerier, regioner og kommuner skal IKKE føre politik – i stedet skal de passe deres arbejde, som udstikkes af ledelsen – nemlig politikerne.

7. Administratorer kan IKKE hæve kæmpe gyldne håndtryk – hverken ved reel fratrædelse eller ved ”fingeret fratrædelse”. En administrator – direktør, konsulent eller anden embedsmand, får sin løn, har opsigelsesfrister som alle andre og kan kun ved åremålsansættelse og efterfølgende fyring i utide få et (mindre) beløb oven i sin løn..

8. Administratorer kan ikke oppebære højere løn end toppolitikere på deres konkrete område.

Ovenstående gælder også alle 3 niveauer

9. Alle faggrupper og sagsbehandlere – incl. deres niveauledelser – skal være ansat efter deres faglige uddannelser. Der kan ikke bruges ufaglært arbejdskraft i socialcentre, jobcentre. handicapafdelinger, børne- og familieafdelinger.

10. Der skal indføres Whisleblowerordninger overalt i det offentlige, så offentligt ansatte kan fortælle offentligheden om dårligt arbejdsmiljø, lovovertrædelser, uetiske beslutninger og umenneskelige behandling af borgerne.

10. Sagsbehandlere kan være socialrådgivere, socialformidlere, pædagoger og andre, der kan dokumentere tilstrækkelig faglighed på det konkrete fagområde. Dette handler ikke om stive faggrænser, men om reel faglighed.

11. Alle sagsbehandlere i denne sektor har ret til og krav på at modtage supervision. Dette gælder også ledelsen i en familieafdeling, en handicapafdeling og et jobcenter. Kommunen, regionen og andre arbejdsgivere skal forlange, at de ansatte er villige til at modtage supervision.

12. Ansatte og afdelingsledere i familieafdeling, handicapafdeling og jobcenter kan IKKE underkende erklæringer fra læger – herunder speciallæger – det er ikke deres kompetenceområde. Kun læger med en større faglighed på et speciale kan underkende en lægeattest.

13. Politikere kan ikke beslutte, at fagpersoners vurderinger ikke kan gøres gældende.

14. Alle involverede sagsbehandlere, afdelingsledere og øverste ledelse har pligt til at respektere den enkelte klients autonomi og viden om sin egen formåen. Det er et fagligt krav, at den enkelte borger er ekspert på sit eget liv – og at der er respekt for dette.

15. Kommunerne skal øjeblikkeligt stoppe arbejdsprøvninger, praktikker, ressourceforløb og andre afklarende tiltage, såfremt en erklæring fra speciallæge, psykolog eller andre fagpersoner har meddelt, at de aktiverende tiltag forværrer borgerens livssituation.

16. Kommunale ledere og sagsbehandlere har ikke ret til at fratage en borger muligheden for – i sit privatliv – at deltage i foreningsarbejde, være på Facebook, være frivillig omkring sin og andres sygdom – under henvisning til, at hvis de har ressourcer til at bage småkager eller være på Facebook – så har de også en arbejdsevne. For dette forværrer borgerens begrænsede muligheder for overhovedet at foretage sig noget som helst i hverdagen.

17. Kommunalpolitikere og Regionsråd er i sidste ende endegyldigt ansvarlige for sagsbehandlingen i deres område – og chefer på alle niveauer er underlagt denne ansvarlighed og skal leve op til de krav, som kommunalbestyrelsen stiller.

Det blev en lang smøre, så jeg stopper her. Og vender sikkert tilbage med mere – en anden dag.

 

Mange hilsener

Jytte

 

 

 

 

søndag den 28. maj 2017

ÅBENT BREV TIL PERNILLE ROSENKRANTZ-THEIL

Kære Pernille!

Jeg dropper efternavnet allerede her, for hvis vi mødtes i det virkelige liv, ville jeg aldrig tiltale dig med efternavn!

Jeg har i dag læst din kronik i Søndagspolitiken (28. maj 2017), og jeg gjorde det egentlig, fordi jeg allerede ved at læse forsiden "S vil stække forældres rettigheder" - tænkte: Gad vide, hvad du mon ville sige som forklaring på det?

Inden jeg går ind i diskussionen, vil jeg sige: Jeg følger dig i den politiske diskussion - i aviser, på TV, i radio - og i "Mads og monopolet". Jeg synes stadig, du er skarp, selvom det kom som et chock for mig, da du konverterede til Socialdemokratiet. Jeg kan lide at høre på dig, og jeg synes tit, at du har fornuftige indlæg til tidens tilstand. Så jeg valgte at gå til kronikken med åbent sind og hænge mine forudindtagede meninger om Socialdemokratiet på en knage, imens jeg læste. Og det gjorde jeg rigtigt i, for det jeg læste var en rigtig klog og god kronik!

Problemet er bare: Jeg tror overhovedet ikke på, at en realisering af dine visioner har nogen gang på jord. Overhovedet ikke. Jeg vil ikke citere og fremhæve en masse fra kronikken. Hvis andre er interesserede i at læse den, er den tilgængelig på nettet, så det vil være spild af tid og krudt at sidde og skrive af fra den. Og jeg kunne også nemt komme til at tage et citat ud af sin helhed, med misforståelser til følge. I stedet vil jeg sige lidt om, hvad det er, der gør, at jeg ikke tror på din vision.

Der er flere lag i min argumentation:
Det sociale arbejde i kommunerne op til i dag den 28. maj 2017 - og det sociale arbejdes vilkår.
Staten, kommunen og de politiske partier.
Hvad ville det kræve at gennemføre din vision - og er det den vej der skal gåes?

Der kommer sikkert andre pip op undervejs, kender jeg mig selv, når jeg skriver!

Jeg har arbejdet som socialrådgiver og psykoterapeut indtil for nogle få år siden. Jeg har arbejdet med bl.a. børn og unge og familier. Og jeg har superviseret fagpersonale i en årrække på børn- og ungeområdet.  Og så følger jeg hverdagsdebatten i politik på rigtig mange områder dagligt.

Gennem rigtig mange år er det sociale arbejde i kommunerne blevet dårligere og dårligere. Socialrådgivere og andre sagsbehandlere har fået flere og flere klienter, mere og mere dokumentationsarbejde og færre og færre timer til det enkelte barn og den enkelte familie - mindre tid til besøg i plejefamilier, mindre tid til børnesamtaler, mindre tid til forældresamtaler, mindre tid til samarbejde med pædagoger, lærere, sundhedspersonale, specialundervisere m.v. Hertil kommer - efter min bedste overbevisning - at de unge socialrådgivere bliver dårligere klædt på til det sociale arbejde fra Højskolerne - simpelthen fordi de skal lære rigtig mange flere ting end tidligere på den samme tid. Det betyder bl.a., at selve faget Teori og Metode i socialt arbejde ikke længere har den prioritet, som det før havde - og burde have. (Jeg har været underviser på Den Sociale Højskole i København for længe siden). Oveni de faglige problemstillinger kommer der nedskæring på nedskæring på nedskæring. Konsekvensen er, at f.eks. undersøgelsen af det enkelte barn og dets vilkår og familieliv m.v. - §50 undersøgelsen - ikke bliver lavet til tiden eller grundigt nok - og at mange slet ikke er klædt på til at gennemføre en god nok børnesamtale. De to sidstnævnte arbejdsopgaver ville ellers - hvis de blev gennemført godt nok - kunne afdække nogle af de ting, som handler om børnene og barnets tarv - som er så nødvendige. Så - selve det sociale arbejde har det skidt i disse år - det er mange steder op ad bakke (selvom nogle kommuner har bevilget flere sagsbehandlere på det seneste) - og der er rigtig mange ting, der skal indhentes for bare at nå op på niveauet for 10-15 år siden.

Hertil kommer så den aktuelle politik med kontanthjælpsloftet, som i den grad udhuler forældres -  og især børns - muligheder for et anstændigt liv. Disse forældre er meget ofte enlige forsørgere med kort eller ingen uddannelse. Og der er ikke noget at rutte med overhovedet: ingen fritidsaktiviteter, ingen børnefødselsdage, ingen sommerferie, ingen udflugter i sommerlandet. Ingen fællesoplevelser med klassekammerater, hvis forældrene skal betale for f.eks. udflugter. Jeg ved godt, at nogle få forældre magter at være kreative og finde på alternativer - men hvis man er på hælene, så dør kreativiteten for de fleste.

Så det sociale arbejde har det skidt. Meget skidt endda. Og det samme gælder mange andre faggrupper, der har med børn at gøre. Pædagoger og lærere ved godt, hvad der skal til - men ressourcerne er der ikke. Og ve den unge, der fylder 18 år. Uanset om den unge bare er en "almindelig ung" eller en ung med særlige behov - så er der ingen kære mor, når de fylder 18 år. Kommunen stiller ikke op - og hvis den gør, så er det på den langsommelige, ikke kréative og ikke konstruktive måde i mange tilfælde. Unge med særlige behov bliver syltet i flere år ad gangen, der sker ingenting! Jeg har i øvrigt undret mig i årevis over, hvor revalideringen blev af. Både til voksne og til unge - for den gjorde faktisk folk selvhjulpne!

Pernille, når jeg siger staten - så siger jeg også Folketinget og Christiansborg. Og i en tid, hvor skiftende regeringer skærer ned, går i spidsen for at håne mennesker ("Det skal kunne betale sig at arbejde"), går i spidsen for at lade hånt om børns vilkår, går i spidsen for at være lukkede, uærlige, manipulerende og direkte menneskefjendske og udemokratiske - så tror jeg ikke staten over en dørtærskel. Og med et Socialdemokrati, der stod i spidsen for Danmarkshistoriens største fupnummer - folkeskolereformen - hvor lærere, skoleledere, forældre og elever og fagfolk med forstand på læring og motivation - aldrig nogensinde blev hørt og involveret - heller ikke efter at folkeskolereformen viste sig af være et flop  - så er der ikke meget håb for en reform, der tilgodeser børns tarv. Din vision kan måske nok "oversættes" til socialdemokratisk - men tro mig: Det er ikke med barnets tarv for øje. Det er med en kommende arbejdskraft for øje - hvor bløde værdier ingen værdi har. Hvor empati for det enkelte barn ikke betyder noget. Og hvor det, der sker i og med reformen, intet har med kærlighed til børn at gøre - men med kærlighed til indtægter og omsætning og sorte tal på bundlinien. Når statens knappe ressourcer så når ud til kommunerne - efter 2% nedskæringer over hele linien + forudgående forringelser - så bliver det småligheden, der råder. I det system vi har nu, bliver mennesker - voksne som børn - reelt krænket af kommunerne. Og det betyder for mig: Kommunerne - og mange sagsbehandlere - er ude af stand til - på et fagligt og ordentligt og etisk grundlag - at forholde sig til, om en frivillig anbringelse skal gøres permanent. Forældre til anbragte børn får i dag ingen støtte - og hvis de alligevel får lidt - så er hjælpen ikke faglig men f.eks. frivillig. Børn høres ikke og bliver ikke spurgt. Og de voksne i børnefamilierne mistænkeliggøres og nedgøres rigtig mange steder. Fra staten og til den enkelte kommune. Og partierne på Christiansborg - fra socialdemokratiet til blå blok og DF - kan ikke løfte opgaven. For de mangler fantasi og ideer og - indføling, menneskekundskab og ærlighed. Og frem for alt - politiske perspektiver og handleplaner og en tro på, at folk kan selv og derfor er eksperter i deres eget liv. Så de mennesker, der betaler gildet, bliver ikke inddraget i processerne. Med mindre de har råd til lobbyister.

Jeg kunne sikkert skrive om disse ting i dagevis, men der skal være måde med galskaben. Så jeg vil forsøge at komme med nogle bud på, hvad der skal til, for at din vision overhovedet kan komme til at se dagens lys. I øvrigt får du lige det skulderklap, at jeg er glad for, at du kommer så langt "rundt om barnet" - der er helhedsforståelse i din argumentation, og det sætter jeg pris på!

Jeg er alligevel nødt til at sige: Jeg tror ikke på, at dine visioner får gang på jord. Ikke med det politiske spektrum, der er på Christiansborg lige nu. Heller ikke, selvom Socialdemokraterne skulle vinde næste valg. Dertil mangler der et sundt menneskesyn, en anerkendelse af forskellighed i det virkelige liv, en tillid fra vælgerne (det er også en mistillid til "systemet" og de "gamle partier", når der stemmes på DF, LA og Alternativet), en etik som vi kan være bekendt og et demokratisk sindelag hos ALLE politikere - såvel på Christiansborg som ude i kommunerne. Christiansborgpolitikere, kommunalpolitikere, udvalgsformænd for de sociale udvalg og alle fagpersoner, der har med familier og børn at gøre, skal anerkende menneskers ret til at være dem, de er. Og så skal de mødes der. Med håndsrækninger, respekt og anerkendelse. Nogle børn skal tvangsfjernes - ingen tvivl om det. Men ALLE børn er loyale overfor deres forældre - og det er en styrke, som det sociale arbejde skal bygge på. Tvang fører intet godt med sig. Det minder om noget, som vi har set både i øst og vest for ikke så forfærdelig mange år siden. Det giver gåsehud, og det har aldrig fungeret.

Jeg tror faktisk på, at dine intentioner er ærlige og OK ment. Indtil nu har jeg troet på dine intentioner. Men du må finde et andet sted at sætte dem i værk. Socialdemokratiet har holdt udsalg alt, alt for længe og anerkender ikke menneskers ret til at være med - hverken når det gælder indsígt i de store sager eller involvering i egne sager!

Med respektfuld og kærlig hilsen
Jytte








mandag den 15. maj 2017

TANKER OM DET SKREVNE ORD!!

Jeg elsker at læse avis. Virkelig. Elsker det. Der er noget særligt ved en ny og duftende avis, som ingen andre har haft fingre i. Her i huset deler vi - Jens tager 1. sektion og jeg tager 2. sektion. Politiken. Måske af gammel vane?? Ved det faktisk ikke, for da jeg flyttede ind her, var Politiken i postkassen - og den jeg flyttede fra, var sagt op! Men jeg elsker stadig at læse avis.

Og så kommer der nogle underlige snegle ind undervejs. Jeg starter som sagt med kultursektionen, og lander - afhængigt af dagen - på side 2 eller senere. Og så opdager jeg - tid efter anden - at der er flere og flere indlæg, som jeg springer over. Fordi jeg ikke forstår dem? Næppe. Fordi jeg er uenig? Næppe. Fordi jeg keder mig? JA!! Storkeder mig. Jeg forsøger at finde ud af, hvorfor det sker og hvornår det sker. Og jeg er ikke helt sikker endnu. Men jeg stopper og går videre til det næste indlæg.  Nogle få vender jeg tilbage til - resten får lov til at forsvinde op i den blå luft! Og de får aldrig fodfæste igen.

Nu forsøger jeg at lægge dagens og gårsdagens avis bag mig, og forsøger at sige noget om, hvad det er der tænder og hvad der slukker. I hvert fald MIG. Jeg tænder på konkrete historier. Når folk fortæller noget, som ligger dem på sinde - fra det virkelige liv, forstås - fra hverdagen - fra personlige tanker og overvejelser - fra refleksioner - fra følelsesmæssige reaktioner - fra oplevelser - SÅ er jeg PÅ. Jeg læser og læser og græmmes eller glædes eller bliver hidsig eller vred eller ked af det - eller - eller. Jeg bliver berørt. Det kommer mig ved. Det rager mig!! Det er vedkommende og nødvendigt og indlysende fatteligt. Ikke nødvendigvis noget jeg er enig i. Eller noget jeg støtter op om. Eller noget jeg kan lide. Men - noget der rykker, som kan forstås, som er vedkommende, som handler om mennesker og det levede liv.

Og så er der alle dem, som jeg læser ca. 10 linier af - højest. Aller højest. Og dropper ud af, fordi jeg keder mig. Og nej. Jeg læser ikke indlæg for at blive underholdt. Og heller ikke fordi jeg er enig med folk. Jeg læser indlæg, fordi de er interessante og fordi jeg bliver fanget og tror, at her kan jeg lære noget, få ny information, få ny indsigt. Men jeg keder mig, når indlægget overhovedet ikke taler til mig. Hvorfor? Fordi indlægget er skrevet af en person, som sætter sig selv i centrum og som vil tale sin egen - individuelle sag. Der er tonsvis af eksempler, og jeg husker dem faktisk ikke faktuelt. Men jeg kan nævne nogle stykker  - nogle eksempler: En politiker har skrevet noget om sit partis opfattelse af en sag - en person svarer og kommer med sin personlige analyse af sagen - førstnævnte politiker svarer igen. Eller f.eks. Bent Hansens vendetta mod Jørgen Dagsdahl - også efter at retten har talt. Indlæggene bliver ved og ved og ved. Det personlige fnidder, ofte barderet af intellektuelle formuleringer og kloge-Åge bemærkninger, fortsætter. Jeg står bare af. Jeg er interesseret i, hvad der rør sig, og vil meget gerne følge med. Men jeg orker ikke - eller gider faktisk ikke - læse om, hvad Bent Hansen mener om Jørgen Dragsdahl. Eller hvad DF mener om et indlæg fra nogen, der er uenige med DF. Eller hvad en eller anden klog mener om en, der ikke er helt så klog. Jeg vil vide, hvad der skete, hvad det handler om, hvad der kan og skal gøres ved det, og hvem der har i sinde at gøre noget eller ikke gøre noget.

Giver det overhovedet mening? Jeg forsøger på en anden måde: Jeg kunne godt tænke mig, at indlæg, læserbreve, klummer, kronikker, små artikler - store og små kommentarer - handler om det levede liv. Om dig og mig og os. Jeg er totalt ligeglad med, hvordan Bent Hansen har det efter en dom, der gav Jørgen Dragsdahl medhold. Og jeg er totalt ligeglad med, hvordan Martin Henriksen har det med den ene eller den anden form for islam - så længe det handler om Martin Henriksen - og ikke om politik! Fri mig for dyrkning af en personfikseret debatkultur - og ja tak til en diskussion af den konkrete virkelighed, den konkrete politik og det fælles i den virkelighed vi lever i. De andre diskussioner - synes jeg - kan I føre på e-mails indbyrdes. Hvis folk ikke kan hæve det individuelle op på det fælles niveau - der hvor vi har noget sammen - så lad være. Det gavner ingen, det glæder ingen og det rykker ikke en meter!! Selvfedhed er en trend i tiden, synes jeg. Jeg vil helst læse mennesker, der ikke er selvfede men reelt optaget af den virkelige verden og det levede liv.


KH Jytte

fredag den 24. marts 2017

SÅ BLEV DET KVINFO'S TUR!!

SÅ BLEV DET KVINFO'S TUR!!

Gennem rigtig mange år har jeg været piv-træt af måden at bruge ord og betegnelser af hinanden på i den offentlige debat. Måske endda hele mit voksenliv. Jeg har tit protesteret - for døve øren. Alligevel vil jeg gøre et forsøg igen, igen. Fordi nu er det så blevet KVINFO's tur til at ryge ind i debatmøllen - den (parti)politiske trædemølle. Ser du musene for dig? De løber rundt og rundt og rundt - og kommer ikke en meter ud af stedet! Det er de faktisk aldrig kommet - men de løber stadigvæk - for fuldt knald!

Debatstilen er ikke blevet bedre med årene - snarere tværtimod. Og det har ikke meget med Facebook at gøre, tror jeg. (Jo, når der tales om hadtrusler m.v., men det er ikke mit ærinde her).  For på Facebook er det faktisk muligt at drøfte vigtige ting med mennesker, som man ikke altid er enig med. Hvis debatdeltagerne VIL. Og det er der mange, der vil. I hvert fald der, hvor jeg slår mine folder på Facebook. De andre medier kan jeg ikke udtale mig om, for jeg kender dem ikke. Det har jeg ikke tid til, fordi det virkelige liv heldigvis fylder meget for mig.

Jeg vil nævne en række ord og/eller begreber, som er omfattet af min træthed, for derefter at indkredse nogle af dem, fordi det er dem jeg ser som omdrejningspunkt for en debat, der faktisk er en ikke-debat. Fordi ingen lytter. Ingen bliver klogere. Ingen rejser debatten for at TALE med nogen om noget. Ingen siger: "Hov, der sagde du noget, som jeg ikke har tænkt over tidligere - det lyder interessant." I stedet slynges ord ud - påstande følge efter - flere påstande hober sig op - vrede, sårethed, ked-af-det-hed, irritation, magtesløshed, opgivenhed følger efter - og når vi er nået til opgivenheden, lukker mennesker af, melder sig ud af debatten, trækker rullegardinet ned - og vender sig væk fra fællesskabet, den tabte dialog, det fælles ønske om at få verden - eller i hvert fald Danmark til at fungere. Bare lidt bedre.

Og jeg indrømmer ærligt, at jeg også selv er faldet ned i dette "ordhul" - når jeg føler mig opgivende og magtesløs - eller ked af det og såret!!

De ord og begreber, der trigger mig - eller har trigget mig - er bl.a.: Venstreorienteret, feminist, liberalist, højreorienteret, humanisme/humanist, kvindepolitik, rødstrømpe. Der er mange flere, men de her er nok de væsentligste for debatten lige nu.

Et lille tilbageblik: Da jeg var helt ung, deltog jeg i et offentligt møde i Herlev - min barndomsby. Jeg kan ikke huske, hvad mødet havde som tema. Men jeg husker, at Hanne Reintoft var en af oplægsholderne - og hun blev udsat for en fuldstændig vanvittig hetz fra en mødedeltager. Det foregik, mens Hanne Reintoft var folketingsmedlem. Om det var før eller efter SF's splittelse husker jeg ikke. Men mødedeltageren spruttede og hvæsede, at han ville sørge for, at "Hvis russerne kommer og besætter Danmark" så vil sådan nogle som du (Hanne Reintoft) blive hentet af "os" kl. 5 om morgenen - og så vil I blive udslettet ved nakkeskud!! "Fordi I er 5-kolonne". Manden var en "pæn og nydelig mand" at se på - og en sydende svovlgryde at høre på. Jeg var rædselsslagen. Jeg var medlem af SF dengang, var eller havde været opstillet til kommunevalget - så jeg var også "5-kolonne" og kunne imødese nakkeskud ved daggry - når dagen kom!

Mange år senere - engang i 1970'erne fik jeg selv den samme trussel smidt i hovedet. Denne gang af et medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Ikke som "5-kolonne" - men som en venstreorienteret, der var uenig med DKP!

Disse to episoder illustrerer meget godt min frustration. To ensartede trusler - den ene fra en fra den såkaldte "højrefløj" - den anden fra den såkaldte "venstrefløj".

Jeg er datter af en bogtrykker, som var meget fokuseret på sproget, på stavning, på ordenes betydning - samtidig med, at han faktisk var lige så strid, som de to ovennævnte herrer - overfor sine modstandere. Han var DKP'er, da jeg var barn - og medlem af en miljøliste, da jeg blev voksen. Han blev ekskluderet af DKP i 1956, og var aldrig siden medlem af et parti. Men hans sproginteresse var jeg blevet smittet af - og hans firkantethed overfor politiske modstandere, gjorde mig ambivalent som ung. Samtidig var han en gyselig mandschauvinist - og jeg forgudede ham alligevel!

Med den beskrivelse af delelementer i min psykiske og politiske "rygsæk", vil jeg gå ombord i den aktuelle politiske debat - med KVINFO som fokuspunkt.

Lige netop nu - i disse dage - er KVINFO blevet truet med, at deres bibliotek skal flyttes til Det Kongelige Bibliotek - og der bringes argumenter omkring database og IT hos det Kgl. Bibliotek på bane. Mellem linierne står der, nogle gange tydeligt, andre gange pakket ind, at det godt kan være, at KVINFO vil miste sin statsstøtte på sigt og at KVINFO er venstreorienteret og fokuserer på kvinder. Jeg kan ikke helt finde ud af, om vi skal forstå, at det er en ministerbeslutning - eller om det skal vedtages i folketinget? Måske bliver jeg klogere en af dagene! Så kommer ordet liberal/liberalist på banen, fra nogle af KVINFO's fortalere - som siger, at det ikke er liberal politik, at gå efter KVINFO med den slags argumenter. At Liberal Alliance overhovedet ikke er liberale, når de siger sådan. Osv.

Og så er det, at min sprogforvirring igen bliver vækket. For hvad mener folk egentlig?? Jeg ved det ikke, og jeg kender jo ikke dem, der bringer ordene på bane. Men jeg ved, hvorfor jeg bliver sprogforvirret og undrende. For guderne må vide hvilken gang. For i min optik, så er ordene blevet skraldespande, som man kan smide alt det, man ikke kan lide; ikke kan forstå; ikke kender ordentligt til; ikke vil have med at gøre; ikke gider undersøge nærmere; bare vil af med; bare vil forhindre eller omstyrte - ned i. Ordskraldespand. Begrebsskraldespand. Der bliver ikke krævet definitioner. Der bliver ikke krævet dokumentation. Der bliver ikke krævet, at vi i fællesskab forstår det samme, når ordene bliver brugt. Skraldespandene bliver brugt som en slags skældsord. Ikke bandeord. Ikke trusselsord. Ikke tydelig angivelse af adressen. Bare skraldespandsord. Vi har en venstreorienteret skraldespand. Ned i den smider vi så feminister, rødstrømper, hele den ene side af folketingssalen (selvom nogle af den side, faktisk fører samme politik, som dem på den modsatte side!), humanister, kvindeforskere, kønspolitik, ytringsfrihed til dem man er uenige med - så kaldes det bare venstreorienteret propaganda!, demonstranter osv osv. Og det gøres uden faglig og politisk forståelse og viden om, hvad det er der foregår, hvad der er sket før i tiden og hvad der er tankerne om fremtiden. Modsætningen er liberalistskraldespanden, som dem, de andre kalder venstreorienterede, bruger mod dem, de kalder højreorienterede. I liberalistskraldespanden smider de: retten til at være forskellige, retten til at tænke, tro og mene som man vil, selvom det står i Grundloven; retten til at leve det liv, som man selv gerne vil leve det; retten til at være anderledes- forskellig - fra "mig". Du er en liberalist, hvis du protesterer mod den politiske ledelses beslutninger! Osv. De to ord er blevet skældsord, som uden at være defineret nærmere, sættes som et stempel på "de andre".

Historisk set er det vel sådan, at venstre blev defineret i forhold til højre - i politik. At venstre engang var liberalt. At frihed, lighed og broderskab var parolen - og det var progressivt! At venstre rykkede mod højre - at socialdemokratiet fulgte efter - mod højre - at nye progressive bliver kaldt "venstreorienterede" - for så har vi jo "defineret" dem og de står klar til at ryge i skraldespanden. At tanker om at have ret til forskellighed; anderledeshed; at sige nej til statens ret til at bestemme over mennesker helt ned i petitesser eller ublu trække penge op af folks lommer, før de får udbetalt deres løs osv osv - alt sammen kastes i liberalistskraldespanden - for så er vi så dejligt fri for at definere, hvad vi egentlig selv mener - hver især og tilsammen. Så - de to ord er hinandens spejl. Vi kan pege fingre ad hinanden - du er bl. bl.  bl. - og du er bl.bl.bl. Vi bliver hinandens skygge. Sjovt nok, så bliver venstre side af menneskekroppen kaldt den feminine, den højre side den maskuline. Gad vide, om der er en sammenhæng? Dette ved de fleste af os bare ikke, og da vi ikke interesserer os for fakta eller for historien - ja så finder vi heller ikke ud af det! Faglighed bliver ligegyldigt, viden bliver ligegyldigt, historie bliver ligegyldigt, kvindekamp og mandekamp bliver ligegyldigt. Vi putter det hele ned i en hat - så vi putter KVINFO ned i hatten hos Det Kgl. Bibliotek. Næste gang tager vi biblioteket på jura eller historie eller arkitektur eller arkæologi og putter ned i samme hat. For så kan det hele puttes ind i en fælles database med alt det andet. Og bliver til ET FEDT.

Og er det ikke lige præcis der vi er på vej hen?? At alt er lige-gyldigt - lige-fedt - lige-meget eller lige-lidt?? At politikere kloger sig på ting, som de ikke har forstand på - og at de ikke gør sig den ulejlighed at få undersøgt fakta FØR de handler og fjerner væsentlige institutioner fra landkortet? Staten ejer IKKE KVINFO - staten har givet tilskud til en institution, som laver et væsentligt og vigtigt stykke arbejde. Vi lever ikke i Sovjet eller Kina - men i Danmark. Hvis nogen ejer KVINFO er det danskerne - mænd og kvinder - både dem, der har lagt arbejde i forskningen og dem der har lagt historier til forskningen - og alle de andre køn i landet. Der er stadig lang vej til ligestilling i Danmark - og det gælder for begge køn. Så det er vigtigt at kæmpe for KVINFO's selvbestemmelsesret - for menneskets skyld. For frihedens skyld. Og for retten til at tænke politisk - også kønspolitisk - fagligt, humant, etisk, politisk og udviklingsmæssigt - for ALLE i Danmark - ikke kun for nogle få politikere på Borgen.

Det blev vist til flere løse ender end til samlede. Hvis bare tankebanen er blevet tydelig, så kan jeg jo altid forsøge at binde nogle af enderne sammen, senere. Lige nu er det KVINFO det gælder, dette var mit bidrag!

Kærligst
Jytte











 

torsdag den 9. marts 2017

HVORNÅR REAGERER VI - SAMMEN?

NU KRAVLER FREMMEDFJENDSKHEDEN HELT IND I DANSKE FAMILIER - OG I GRØNLAND SKAL DE STADIG TALE DANSK!!

Her på en ganske almindelig torsdag sidder jeg ved min computer og er rystet!

Dansk kvinde på 29 år bliver frataget statsborgerskab og pas. Hendes mor er fra Thailand, hendes far er dansk. Dansk far må ikke have sin 16 årige datter boende i Danmark. Grønlandske unge "taler for dårligt dansk", hvis de gerne vil i gymnasiet - i Grønland!! Det er nogle af de få overskrifter, jeg har nået at se i dag.

Mht de danske familier er der EN - EN ENESTE ting - som skal ændres: Danske fædre skal have samme rettigheder som danske mødre. Og det skal de bare. Hvis et barn bliver født af en dansk mor, er barnet pr. automatik DANSK. Men det gælder åbenbart ikke børn af danske fædre. Jeg vidste det jo godt, men har ikke tænkt nærmere over det. Men realiteterne er: hvis en udenlandsk kvinde får et barn med en dansk mand, så har barnet IKKE pr. automatik dansk statsborgerskab.

En ung pige på 16 år flytter til sin biologiske far i Danmark. Hun skal udvises!! For hun kan klare sig selv!!

Hvad er det for noget svineri - i 2017?

Et barn er et barn. Er et barn. Hvis barnet har en dansk forældre - skal det have ret til at være her. Hvis barnet er født i DK og har boet her hele sit liv med statsborgerskab og pas og det hele - så ER den voksne person - dansker! Punktum, slut, prut. Ikke så meget tingeltangel.

De seneste regeringer - for det gælder ikke kun den nuværende - har fjernet sig så meget fra almindelig anstændighed og pli, at det gør ondt. En dansker er ikke længere en dansker - et barn med en dansk far har ikke samme rettigheder, som et barn med en dansk mor. Martin Henriksen har førertrøjen på, og Inger Støjberg halser efter ham for at vinde ræset. Og - det ser ud til, at hun vinder!!

Jeg sidder her og kan passe nr. 34 eller 33 i sko. For det er for pinligt. Jeg krummer tæer. Jeg er flov - og faktisk så skammer jeg mig på Danmarks vegne.

Jeg har intet imod indvandrere og flygtninge - og byder dem velkomne til DK. MEN - blandt nogle af de nye danskere, findes der hyperkriminelle, som IKKE bliver smidt ud. En af dem - han tager vist prisen for både kriminalitet og svindel - fik lov til at blive, "fordi han har børn i Danmark". REND OG HOP - den mand har formentlig aldrig været der for sine børn - men HAN får lov til at blive. I stedet sendes danske børn og unge og voksne ud af landet!!

HVEM KALDER DE POLITIKERE TIL ORDEN?

De politikere vi har lige nu, mangler følgende: faglighed på deres områder; pli; empati; anstændighed; sober opførsel;  menneskelighed; viden om, hvordan det er at være menneske; viden om krig; viden om børn; viden om krigstraumer; viden om flygtninge; viden om kriser; viden om det levede liv; viden om angst; viden om tilknytning. Og mange flere ting. I stedet stiller de et bureaukrati op, som med en regnestok eller en lineal tæller sammen, hvor mange points den og den person har i forhold til at blive eller blive smidt ud. Og - det er totalt ligegyldigt, hvad der er gået forud, hvem moderen er, hvem faderen er, hvem familien er, hvor man har gået i skole, hvem man er venner med, hvilken form for uddannelse man har eller er ved at få, hvordan man fungerer i hverdagen, hvorfor man er flygtet, hvor mange der bliver dræbt, når man kommer tilbage til sit land.

Jeg er snart 73 år, og har været en rebel hele mit liv. Det er IKKE min tur at mobilisere. Men jeg kan skrive, jeg kan fortælle, jeg kan sige fra - og jeg kan, hvis det virkelig skal være, tage toget til KBH til en mega demonstration. MEN kære danskere: KOM nu ud af hullerne!! Kan vi være det her bekendt?? Vil du lægge navn til den politik? Vil du sige ja til Inger Støjberg og hendes Udlændingestyrelse - eller vil du sige ja til mennesker??

Og så er jeg næsten færdig for i dag. Men - jeg mangler grønlænderne!! I begyndelsen af 70'erne fik Grønland et semi-selvstyre. Dvs de fik IKKE selvstyre, men noget, der meget gerne skulle ligne. Der er gået 40 år siden da. Og i dag hørte jeg i radioen, at grønlandske unge taler "for dårligt danske, når de vil i gymnasiet". HVAD - er dansk deres modersmål?? Nej vel!! Grønlandsk er deres modersmål. Engang forbød Danmark grønlændere at tale deres modersmål, og at synge deres sange. Faktisk ligesom samerne (gå ind og se den nye film om samerne!!). De SKULLE tale dansk. Det skal de så åbenbart stadig?? Helt ærligt: Grønland skal have sin frihed til at bestemme totalt, hvad de vil med deres land. Hvis de unge nægter at tale dansk, er der helt sikkert en kulturhistorisk årsag til dette. Feks. at Danmark er en kulturimperialistisk nation!! Sæt grønlænderne fri. Sæt Grønland fri! Siden jeg var barn, har danske statsministre behandlet Grønland og grønlænderne af H......... til. Arrogant, højrøvet, diktatorisk, storsnudet, racistisk, kort sagt elendigt. Og det er IKKE blevet bedre! Og det har Grønland ikke fortjent. Grønlænderne elsker formentlig dronningen - og jeg tror faktisk, at hun også elsker dem. Men det gør de danske politikere ikke. De skæver mere til undergrunden: uran, olie, ædle metaller osv osv. Men - den undergrund tilhører Grønland - og de grønlandske fangere, de små bygder, Thulefolket, børn der blev tvangsdeporteret til Danmark, syge og forhutlede grønlændere i København osv osv - har krav på en milliardersatatning fra Danmark - for misbrug, hån og nedværdigelse igennem årtier ja flere hundrede år.

PYH - det gav lidt luft. Men kun lidt. Jeg glæder mig til, at den næste generation tager over og stiller krav til politikerne!! Og kære Uffe i Alternativet: Jeg er helt enig med dig i, at vi skal opføre os ordentligt - men kunne du ikke appellere til dine medlemmer om at finde heksene og troldene frem, dem der kan råbe og stille krav - når det kommer til flygtninge, indvandrere, danske børn af danske fædre - men udenlandske mødre - til vores menneskelighed og vores lovgivning på de nævnte områder?? Og til den danske imperialisme, som stadig går ud over det grønlandske folk??

Kærlige hilsener
Jytte

lørdag den 11. februar 2017

RIGTIGE DANSKERE??

Klokken er over to om natten. Og jeg kan ikke sove. Det er gået op for mig, at den danske regering - sammen med DF har stemt for en dagsorden, der gør nogle danskere mere danske end andre.

Jeg er rasende!!

Jeg har aldrig været i tvivl om, at DF kunne finde på sådan en dagsorden. DF er blevet "stuerene" i dansk politik, og de har hele tiden stået for en racistisk politik. Men at Martin Henriksen kan få hele blå blok med på at stemme for sådan en dagsorden, DET havde jeg alligevel ikke troet. Men det har de gjort. Hvis eller når pressen griber fat i den afstemning, så vil Lars Løkke - eller Inger Støjberg - eller en helt tredje - højst sandsynligt forklare sig baglæns ud af skjorten med, at det her handler KUN om flygtninge og indvandrere, som bor i ghettoer. MEN den går bare ikke! Den afstemning siger, at nogle danskere er mere "rigtige" danskere end andre. Dem med blå øjne og leverpostejfarvet hår eller lyst hår, er mere danskere end de andre!!

Føj for pokker!

Jeg starter med at blive rasende, fordi jeg kender SÅ mange mennesker i dette land, som er børn af en dansk mor og en far fra "et andet land". Og i mit liv er det tætteste jeg kan komme på et menneske med en udenlandsk forældre - min ældste datter. Hendes far kommer fra Guyana i Sydamerika. DVS han kommer fra et "ikke-vestligt-land" - netop det, den omtalte afstemning handler om. Men min datter er lige så dansk som jeg og som Lars Løkke og som alle folketingets medlemmer. Hun er født her, hun er vokset op her, hun lever sit liv her og hun betaler skat af sit arbejde her. Plus alle de private ting, der handler om giftermål og børn og tilhør på kryds og tværs.

Når mit private raseri så har lagt sig lidt, så kommer det næste: Dem jeg kender, der har en far eller mor fra "et andet land". Og her er der masser af mennesker også. Med forældre fra Indien, Pakistan, Palæstina, Peru, Og så er der folk fra Grønland, Færøerne, Tyskland, Østrig, USA, England, Sverige, Norge - plus ham jeg køber "Hus Forbi" af - hver måned. Og jeg er selv kvart svensker!

Alt i alt, så har jeg familie og venner og bekendte fra Danmark og resten af VERDEN! Og dem der bor i Danmark, og som gør de ting, som "man" gør i Danmark: Går i skole eller på uddannelse eller på arbejde, betaler skat, passer sin dont, passer sine børn og sine pligter i familien, og som er danske statsborgere - med medfødt danskborgerskab eller med tilkendt statsborgerskab - DE ER DANSKERE. Ikke plus lidt eller minus lidt - de er simpelthen bare danskere. Uanset hvad de spiser eller tror på, eller hvordan de klæder sig, eller hvordan de holder sommerferie.

Dette er lovfæstede kendsgerninger! EN DANSKER ER EN DANSKER. Dette kan IKKE gradbøjes. Statsborgerskab? Du er dansker!! Min datter er dansk. Mine børnebørn er danske. Mine venner med palæstinensisk eller pakistansk far og dansk mor er danske. Slå op i loven, og du kan læse, at sådan er det. Hvis din nabo kommer fra Vietnam og er blevet statsborger i Danmark, hvad er han så? Dansk!! Og nu kan man heldigvis have to statsborgerskaber - dette er meget nyt - og rigtig godt!!

Hysteriet omkring indvandrere og flygtninge har taget et nyt hop - opad. På trods af, at massevis af indvandrere og flygtninge vil Danmark og gør alt, hvad de kan, for at skaffe sig et liv og en uddannelse og et arbejde her. Det er mere end på høje tid, at vi siger fra overfor DF - og at danske partier holder op med at være halehæng til DF. Det er uværdigt og det er moralsk forkasteligt, at danske partier - incl. Socialdemokraterne - ligger fladt på maven for DF. Socialdemokraterne har ganske vist ikke stemt for lige præcis den her nævnte afstemning, men det er måske mere et tilfælde. For ellers kan DF køre både dem - altså Socialdemokraterne - og hele den blå blok - rundt i manegen - og det er pinligt, det er skammeligt, det er rædselsfuldt - og så er det hamrende udansk, uintelligent, usmart, umenneskeligt og utilgiveligt.

Og nu tror jeg godt, at jeg kan sove!!

Godnat
Jytte