Aktion Socialt Bedrageri 3

Tanker om et skævt samfund!

Jeg har gået og tygget på mine indtryk af afsnit 3 i føljetonen om socialt bedrageri - og vil prøve at sætte ord på tankerne.

Sygedagpenge ved jeg som nævnt ikke noget om, så jeg vil slet ikke gå ind i regler og fortolkninger af regler her - det ville der alligevel ikke komme noget godt ud af. Så jeg vil overlade til andre at sige noget om de to sager, der blev belyst i udsendelsen.

Hjemløshed ved jeg heller ikke noget om. Jo lidt. Meget lidt. Jeg ved, at flere og flere unge, her under krisen,  bliver hjemløse og at der samtidig bliver flere og flere. Og jeg ved, at livskriser sender mennesker ud i hjemløshed. Skilsmisse, dødsfald, arbejdsløshed, konkurs, tvangsauktion - og at nogle at disse kriser ofte følges ad - flere på en gang.

Og så ved jeg det om hjemløshed, at jeg af og til køber de hjemløses blad "Hus Forbi" - udenfor Kvickly - og at jeg i forbindelse med det, taler med den hjemløse, som sælger bladet. Her i vinter har vi talt om, hvor pokkers koldt, det er - og at han står derude i sneen og blæsten og kulden i flere timer - mens vi andre går ind for at handle. Jeg har ofte i vinter tænkt: Det kan godt være, at det er hårdt at have et rengøringsjob eller at være kassedame i 37 timer om ugen. Men det her - at være hjemløs - og melde sig til at stå udenfor butikkerne og sælge "Hus Forbi" - må være SÅ hårdt. Hårdt, fordi vinteren er kold og bider. Hårdt, fordi der går så meget forud - som vi andre ikke aner en tøddel om - og som muligvis har været forfærdeligt. Hårdt fordi den mand, der står der med sit blad, har besluttet sig for at træde ud af den totale anonymitet og blive synlig - med sit blad og med sin hjemløshed. Og hårdt, fordi det at være hjemløs repræsenterer en af de konsekvenser, som alle ulykkerne kan føre med sig - som de aller, aller fleste af os bare ikke vil se på og forholde os til.

Og derfor er der mange mennesker der vælger ikke at se manden der, udenfor Kvickly, med bladet "Hus Forbi" i hånden. Fordi - hvis vi lader som om døden ikke eksisterer - så "forsvinder" den ud af syne. Hvis vi lader somom, at hjemløse og hjemløshed ikke eksisterer - eller - hvis vi vælger at sige: det er nok deres egen "skyld" - så slipper vi for at forholde os til vores egen angst for det forfærdelige, det ydmygende, det skamfyldte og pinlige og for det grimme og det der måske også er snavset og lugter!

Jeg har selv oplevet at have det på den måde. Og da det gik op for mig, besluttede jeg mig for at købe "Hus Forbi", når jeg møder en sælger. Og når jeg køber bladet, så begynder jeg jo at tale med manden - og på et tidspunkt er han ikke helt fremmed længere - ugen efter hilser vi på hinanden og næste gang taler vi lidt mere! Den slags afliver fordomme!

Da jeg ikke ved noget iøvrigt om hjemløshed - og som sagt heller ikke om sygedagpenge - så så jeg på udsendelsen med nogle bestemte "briller på". Nemlig, hvad foregår der lige her - på filmen - på skærmen - mellem de mennesker, der er involverede?? Og, hvordan ser de pågældende i udsendelsen ud, mens det foregår?

Det er lidt svært at sætte ord på, fordi der mangler flere mellemregninger. Vi ved ikke, hvordan TV-holdet har fået kontakt - og tilladelse - til at filme de medvirkende. Men må gå ud fra, at de har fået tilladelse - ellers var der nok ingen udsendelse. Vi ved ikke, hvad de syge fejler. Og vi ved ikke, hvorfor de hjemløse er hjemløse. Det betyder, at der er temmelig meget, der mangler - synes jeg. Og hvorfor nu det? Fordi jeg ved, at mange af os er kanonhurtige til at dømme og fordømme mennesker, når vi ikke kender forhistorien. "De er nok ude på at snyde" - ligger ligesom i kortene omkring de her udsendelser. Men er de nu det? Hvor ved vi det fra?

OK - vi kender ikke baggrundene - vi kender ikke præmisserne. Så der er kun det rå billede - samværet mellem kontrollanter og den kontrollerede. Dvs - kontrollanterne får faktisk mulighed for at "tænke højt" i udsendelsen - om hvad de tror der foregår - altså om deres antagelse om den kontrollerede. Og den ene af de hjemløse får faktisk også mulighed for at sige lidt om sin baggrund - hans mors død. Men ellers er der kun samværet, samtalen. Kontrolbesøget og besøget på rådhuset.

Nu er kontrolsamtaler jo hverken terapi eller vennesnakke. Og det skal de heller ikke være. Og set i forhold til det, så synes jeg faktisk, at kontrollanterne slipper temmelig meget bedre fra det i udsendelse nr. 3 end i de foregående - og især end i nr. 1. De er klare i mælet, de siger, hvorfor de kommer og hvad det er de vil - og de hører efter, hvad de kontrollerede siger til dem. Makkerparret fra Assens - sygedagpengeholdet - beder om dokumentation - og får det - uden trusler og uden pres. Sådan som jeg ser udsendelsen. De tror på, hvad de selvstændige erhvervsdrivende fortæller dem. Og giver udtryk for, at de faktisk tror på dem, i bilen på vejen væk derfra. Den ene af de kontrollerede raskmelder sig efterfølgende.

Samtalerne med de hjemløse er meget mere vanskelige. Fordi følelserne sidder udenpå tøjet hos de hjemløse - især den ene af dem, som bliver vred og truende. De to første samtaler går forholdsvis hurtigt, selvom begge de hjemløse giver udtryk for, hvor svært de synes, det er. De bliver behandler venligt og deres frustration over deres situation bliver rummet. Den ældste af kontrollanterne forklarer, hvorfor de hjemløse bliver kontrolleret hver måned - og det er tydeligt, at begge de kvindelige kontrollanter ved, at det er svært at være hjemløs, og at de gør sig umage med at forstå så godt de kan.

Ved samtale nr. 3 knækker filmen!! Ikke den film vi ser - men den unge hjemløses film. Han er vred, han er frustreret og hans kropssprog er truende. Han råber, han læner sig ind over bordet, og han kan overhovedet ikke høre, hvad de to kvinder siger. De to forsøger flere ting - men det er op ad bakke - og til sidst vælger den ældste af dem at stoppe samtalen. Klog beslutning! For de to parter kunne slet, slet ikke mødes lige der. Da den unge hjemløse er gået, fortæller den ældste af kvinderne, at hun blev bange. Og det kan jeg godt forstå, at hun gjorde. Efter et stykke tid vender den hjemløse tilbage - efter et besøg på borgmesterkontoret - og efter, at han er faldet lidt ned. Han giver nærmest de to kvinder en undskyldning og fortæller, at det hele er kørt op i en spids. Og de siger til ham, at det kan de godt forstå. Ingen formaninger, ingen løftede pegefingre.

Undervejs hører vi lidt om, at to af de hjemløse har børn. Og at den ene af dem ser børnene i en vens lejlighed en gang om måneden. Den anden - ham der blev vred - ser ikke sit barn, fordi han ikke har et sted, hvor de kan ses. Og så er det jeg tænker: Gad vide, hvordan de børn har det? Hvem hjælper dem?

De hjemløse får tilsyneladende ingen hjælp - udover lidt penge - til mad velsagtens. De skal møde til kontrol en gang om måneden - er det det? Her under krisen, er det nok ikke lige dem, der får det næste ledige job. Og uden job, er det ikke bare lige at få et nyt sted at bo. Magtesløshed - vrede - frustration - sorg og savn - må være nogle af de følelser, de bærer rundt på i dagligdagen. Skyld og skam hører også med. De står nedenfor en meget stejl bakke, som er næsten umulig at komme opad - og jeg tror, der skal meget stærke kræfter - psykisk og fysisk - til, for at komme op ad bakken igen og starte på en frisk. Samtidig skal de så møde til kontrol - hvor de bare skal fortælle, hvor de opholder sig. Ingen interesserer sig tilsyneladende for dem som mennesker.

Jeg tror sgu, at jeg ville blive lige så vred og frustreret som den unge hjemløse mand! Og mens jeg har skrevet det her, kan jeg mærke vreden over, at vores åh-så-pæne-velfærdssamfund har så travlt med at kontrollere mennesker på alle leder og kanter. Og det ser ud til, at jo sværere mennesker har det - jo færre ressourcer de har - jo mere travlt har "systemet" med at tjekke, om alting nu også går rigtigt til. Får de mon for meget? Snyder de? Er de ude på noget? Historien melder ikke noget om, at hvis kontrolgrupperne opdager, at nogen får for lidt, så bliver der givet gode råd om, hvor man skal henvende sig for at få det, man har ret til at få. Og nej - det er nok ikke kontrolgruppens opgave!

Inden jeg stopper for i aften, er der to ting, der skal med: Den ene er, at jeg håber for Danmarks Radio, at de undervejs i de 10 udsendelser også sætter fokus på Systemet - og på kommunernes (og kontrolgruppernes) fejl og mangler - på besparelser, der medfører, at f.eks. børn og unge med særlige behov, ikke får den hjælp, som loven giver dem ret til; på hvordan syge mennesker bliver tjekket og tjekket af kommunerne - mens de har en depression, har voldsomt dårlig ryg eller er i behandling efter en kræftoperation. Også når de har et fast arbejde, som de er sygemeldte fra!

OG så bliver det rigtig, rigtig interessant, om der senere kommer en serierække om de STORE snydere - dem med millionformuerne og de sorte penge og hemmelige konti i udlandet. Ikke fordi jeg tror det. Men det kunne da være interessant!!

Endnu en gang endte det med at blive noget natteroderi!

Jytte