HOVED- OG HJERTELØSE POLITIKERE

ÅBENT BREV TIL BERTEL HAARDER OG MOGENS LYKKETOFT

Jeg sendte dette indlæg til Politiken den 4. december - samtidig med, at jeg sendte det til de to politikere. Politiken har afvist at bringe det, så nu vælger jeg at lægge det på min (sjældent brugte) blog i stedet.

Lundby den 3. december 2018

 Åbent brev til Bertel Haarder og Mogens Lykketoft

 

Kære Bertel Haarder og Mogens Lykketoft!

 

Jeg skriver til lige præcis jer to, fordi vi er jævnaldrende. Det betyder, at vi har mange ting til fælles, selvom vi samtidig er uenige om mangt og meget. Vi er krigsbørn. Vi har en historisk, kulturel, politisk og social fællesmængde – og når jeg hører/læser jeres indspark i debatten, så tror jeg også, at vi har en fælles fortid i den del af danmarkshistorien, som vores forældre var en del af. Og så skriver jeg til jer, fordi I begge to er ”fyrtårne” i dansk politik.

 

I dag havde jeg en oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg er kontaktperson for en syrisk flygtningefamilie på 5 (6) personer. Far kom til DK for 4-5 år siden og har arbejdet det meste af tiden. Mor kom til DK for ½ år siden, hvor hun og de tre yngste børn (6 – 11 – 15 år) blev familiesammenført med far. En storesøster i begyndelsen af tyverne har været her lige så længe som far, og hun bor ikke i hjemmet længere. Jeg er blevet en ven af familien, og vi bruger tid sammen et par gange om ugen.

 

I dag, tirsdag den 3. december 2018, kom jeg på besøg for at hjælpe med at lære dansk. Børnene var fjollede og pjattede og glade. Jeg har været væk i ti dage pga en rejse til Riga, og de var glade for at se mig. Så glade, at jeg blev helt rørt. Pludselig vil den 15. årige tale med mig om islam og kristendom. Det gør vi så, og jeg svarer på hans spørgsmål om min religion og min viden om islam. Og så siger han: ”Skal vi også sendes ud på den der ø – eller bliver vi sendt hjem til Syrien igen??”  Hans mørke øjne var dybt alvorlige, og da jeg svarede, at de i hvert fald IKKE skulle ud på ”den der ø”, og at jeg heller ikke troede, de skulle sendes hjem til Syrien – lige nu – sukkede han dybt og sagde: ”Jeg er bange!”

 

Disse børn er krigsofre. Som jødebørn var det, under 2. verdenskrig. Som tyske børn var det, under 2. verdenskrig. Som rigtig mange børn var det, under 2. verdenskrig. Og nu går den danske regering – igen, igen – i offensiven MOD flygtninge – og dermed også MOD deres børn. Derfor skriver jeg til jer!

 

Hjælp mig – eller rettere – hjælp disse børn! Jeg har ondt i maven over, at den 15. årige og hans søskende er bange – fordi regeringen brager frem med trusler mod flygtninge. De har haft rigeligt at være bange for – INDEN de kom til Danmark.. Bomber, drab på naboer, smadrede huse, angst dag og nat. For KRIGEN. Nu er de i Danmark – og skulle kunne sove trygt om natten. Men NEJ. For de bliver betragtet som udskud!

 

Jeg beder jer om hjælp! Hjælp mig – og danskerne – og flygtningenes børn – mod jeres og vores historieløse, hjerteløse og (undskyld mig) hjerneløse børns måde at regere landet på. Det er rystende. Det er hjerteløst. OG det er historieløst. Vi har fortjent bedre. I og jeg. Danskerne har fortjent bedre. OG flygtningene har fortjent bedre. Det der foregår er uetisk, udansk, uigennemtænkt, ubegavet og ureflekteret. Lige nu repeterer det danske folketing – med de fleste partiers opbakning – og i hvert fald både Venstre og Socialdemokraterne – en politik, som vores forældre iagttog i Europa – før I og jeg blev født. En politik, som skulle vise sig at føre så vidt – at INGEN fornuftige mennesker ville vedkende sig den – BAGEFTER. To gamle, hæderkronede partier, som begge har været progressive – er i gang med til at gentage historien – måske uden at kende historien til bunds? Jeg beder jer, fordi jeg TROR, at I ved bedre.

 

At I som gamle partirotter har så megen historieforståelse og indsigt, at I kan se, at den er gal. At I som kloge mennesker kan se, at Danmark er kommet på afveje. Og at I – som jeg – kan se – at ”vores børn” gør sig til halehæng på Dansk Folkeparti, - for at vinde stemmer??? – uden at skele til etik og moral. Og at I – som partiernes ”gamle kloge” kan råbe til dem: NU MÅ DET STOPPE! For Danmarks skyld. For børnenes skyld. For menneskenes skyld. Og for anstændighedens, omdømmets, eftermælets og samvittighedens skyld.

 

Rigtig, rigtig mange mennesker har råbt op – længe. Meget længe! Kloge hoveder i både Venstre og Socialdemokraterne har sagt fra – længe. Almindelige danskere ved ikke længere, hvem de kan stole på – og stemme på. Syriske børn er bange nu!

 

Jeg ved jo, at I ikke længere sidder i regering, og heller ikke kommer til det. Men I har en funktion, måske en mentorfunktion eller en ”ældrefunktion”. Det håber jeg i hvert fald. Andre fra jeres partier siger fra nu. Jeg bønfalder jer – fortæl jeres regering og den måske kommende regering, at NOK ER NOK. At Danmark skal tilbage på Verdenskortet som et anstændigt land – og at kampen mod nazismen under 2. Verdenskrig var forgæves, hvis historien får lov til at gentage sig. På en ”ny” måde ganske vist – men på en måde, der til forveksling ligner den gamle.

 

Skrevet i kærlighed til Danmark og danskerne og alle andre herboende – især børnene.

 

Kærlige hilsener til jer begge

 

Jytte Høj Hammer

 

 

 

 

 

                                                                                      

 

Kære Kommunalpolitikere – kære vælgere/borgere!

For 7½ år siden flyttede jeg til Vordingborg Kommune. De første år gik med at gå på arbejde, at være i frivillig andre steder (Glumsø) og at ende med at være folkepensionist. Jeg har tidligere været politisk aktiv, men det er mange år siden. Og jeg har aldrig tidligere været særlig optaget af kommunalpolitik. I stedet valgte jeg at blive aktiv i Medborgerhuset Lundby. Jeg har arbejdet som socialrådgiver, som underviser på Den Sociale Højskole i København, som psykoterapeut og som underviser i den offentlige sektor, både i kommuner og på sygehuse, samt på bl.a. Sygeplejeskolen på Bispebjerg.

I de sidste par år – og mere intensivt i tiden op til kommunevalget 2017 - begyndte jeg at interessere mig mere for Vordingborg Kommune end tidligere – samt for kommunalpolitik i det hele taget. Det er mange år siden, jeg satte mig lidt mere ind i kommunalpolitik sidst. Jeg har selvfølgelig fulgt udviklingen på ”sidelinien” – det kan jeg ikke lade være med. Som politisk interesseret er der jo altid noget at forholde sig til.

Selvom jeg er folkepensionist , blev min interesse for arbejdsmarkedspolitik- ken og socialpolitikken skærpet ret hurtigt – for jeg fik simpelthen et chok, da det virkelig  gik op for mig, hvad der foregår i hele Danmark i almindelighed– og i Vordingborg Kommune i særdeleshed. Jeg har fulgt med i, hvad der er foregået i Folketinget, og jeg har set, hvordan den ene nedskæring har fulgt den næste, og hvordan kommunerne er blevet nødlidende økonomisk på rigtig mange måder. Jeg er ikke økonom, og jeg har aldrig været optaget af økonomi. For mig har faglighed, etik, moral, indlevelsesevne og det at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker altid haft første prioritet. Og det jeg ser nu er, at mennesker ude i kommunerne – fra politikere til ansatte og videre til almindelige borgere – er blevet mere og mere optagne af penge – og mindre og mindre optagne af mennesker. Mennesker med handicappede børn, mennesker med egne alvorlige handicaps, mennesker med alvorlig sygdom, sågar mennesker med dødelig sygdom – lades i stikken. Mantraet: ”Det skal kunne betale sig at arbejde” er blevet en slags trylleformular, som får mennesker til at tro, at arbejde er noget ALLE kan få – at arbejde er noget ALLE kan gennemføre, at arbejde helbreder sygdom og at arbejde er der nok af til ALLE – uanset hvordan de har det. Det startede med kommunesammen-

lægningen – hvor nærhedsprincippet blev sat ud af kraft – og det er fortsat med bl.a. førtidspensionsreformen, som på mystisk vis har medvirket til, at al rimelig anstændighed i arbejdet med syge og svagelige mennesker og deres børn er fordampet som morgendug på en sommerdag.

Jeg er uddannet til at se mennesket som en helhed – således at det sociale, det helbredsmæssige, det kulturelle, det uddannelsesmæssige, det psykiske, det fysiske, det ressourcemæssige og alle de andre aspekter ved et helt menneske – griber ind i hinanden og tegner muligheder og manglende muligheder hos det enkelte menneske. Jeg er uddannet til at anerkende, at mit fagområde er afgrænset i forhold til andre fagområder – f.eks. ergo- og fysioterapi, lægefaglighed, sygeplejefaglighed, psykolog- og psykiaterfaglighed. Jeg er uddannet til at vide, at specialister – både på det sociale og på alle de andre faglige områder har en større viden om deres speciale – både i bredden og i dybden end f.eks. en privatpraktiserende læge, en privatpraktiserende psykolog, en privat- og offentligtpraktiserende socialrådgiver – og alle de andre faggrupper ”på gulvet”. Og jeg har lært, at alle faggrupper kan blive klogere på hinandens fagområde – over tid – ved et tæt samarbejde gennem måneder og år. Men at ingen af os bliver til en af de andre slags fagpersoner. Pædagogen bliver ikke læge, lægen bliver ikke psykolog, fysioterapeuten bliver ikke talepædagog – og sygeplejersken bliver ikke socialrådgiver. Dette er vigtigt! For selvom jeg gennem et langt liv har lært mere og mere om de andre faggruppers faglige viden og behandlingsformer, så betyder min socialmedicinske, min almenmedicinske eller min pædagogiske ”ekstraviden” blot – at jeg hurtigere kan kontakte de andre fagpersoner – visitere videre til dem, konsultere dem, og komme med mine tanker og mine forslag til dem – i tillid til, at de lytter og bruger mine input til noget. I tillid til, at vi deler vores viden med hinanden – og har respekt og ydmyghed omkring alle de ting vi ved – TILSAMMEN! Og samtidig har respekt og ydmyghed overfor de mennesker, som vi er uddannede til at hjælpe – i forvisningen om, at den enkelte syge, den enkelte handicappede, den enkelte arbejdsløse er ekspert i sit eget liv og ved, hvad der er godt og skidt for ham eller hende.

Og så vågner jeg langsomt op – som Alice i Eventyrland efter en fortryllet rundtur i halen på den hvide kanin – forvirret, forsovet, rystet! Og må konstatere, at den opfattelse jeg havde omkring de forskellige former for ”menneskefaglighed” er blevet devalueret – udhulet – kasseret. Af  Folketingets politikere?? Af Kommunalbestyrelsernes politikere? Af embedsmænd og embedskvinder? Af den enkelte borger? Af det atomiserede samfund som helhed?? De spørgsmål kunne jeg godt tænke mig, at vi besvarer i fællesskab – en anden dag. I stedet vil jeg sige, hvad det er jeg ser nu – efter min ”lange søvn” ?

Jeg ser et Folketing, der bliver mindre og mindre politisk og mere og mere optaget af myter og enkeltsager og indbyrdes konkurrence om at føre i meningsmålingerne. Jeg ser flere og flere partier, der gladelig gør sig til halehæng på Dansk Folkeparti – i håb om at erobre flere stemmer. Jeg ser et Folketing, som bliver mere og mere udflydende og ”gråt” – så det bliver svært at skelne det ene parti fra det andet. Jeg ser en og flere regeringer, der bilder sig ind, at straf og stramninger og kontrol og mistænkeliggørelse og skjulte dagsordener og deciderede løgnehistorier er vejen frem. Til trods for, at åbenhed og samarbejde aldrig er blevet fremmet af den type tiltag. Tværtimod er der evidens for det modsatte! Jeg ser en og flere regeringer, som har glemt, hvad faglighed er. Som har glemt at være grundige og omhyggelige. Som får den ene sag på halsen efter den anden omkring projekter, der ikke alene mislykkes – men som kører helt af sporet med milliardtab til følge. For derefter at blive gentaget igen og igen – i nye projekter. Jeg ser et land, der bliver mere og mere splittet og fremmedgjort – både pga den politik, der lægges ud fra Christiansborg OG pga det faktum, at vi faktisk ikke kan følge med – så ”udviklingen” kører med OS – eller er det afviklingen?? Jeg ser nogle regioner og kommuner, med nogle folkevalgte, som er præcis lige så fremmedgjorte, som alle os andre. Som er blevet lige så historieløse, lige så frustrerede, lige så modløse og lige så mainstream, som alle os andre. Jeg ser en befolkning, som – incl. kommunale og centrale politikere – bliver dummere og dummere til at fatte den virkelighed, vi lever i. (Mig selv incl.) Og i forhold til socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, så ser jeg nogle kommunalbestyrelser, som er tabt totalt bag af dansen! Her tænker jeg IKKE på de nyvalgte kommunalbestyrelser – og det er derfor jeg skriver dette. Jeg tænker på alle de kommunalbestyrelser, der har været med til at implementere socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken (og børn & handicap og familiepolitik osv osv)

Hvad gør vi så ved alt det rod???

Til det har jeg en række forslag – og I andre har sikkert en hel masse flere! For hvis vi vil vores land – hvis vi vil menneskene uanset alder, køn, hudfarve, sexualitet, politisk observans og religion – så er det på høje tid at gøre noget!  Lige nu vil jeg blive ved arbejdsmarkedspolitiken og socialpolitiken – ude i kommunerne. Så må de andre områder få et par ord med på vejen en anden gang!

1. Politikere skal føre politik – og ikke være sagsbehandlere og symptombehandlere!

2. Politikerne skal være ledere – og ikke lade administrationen køre med klatten!

3. Politikere skal være modige og turde indrømme fejltagelser.

4. Politikere skal turde være i øjenhøjde med befolkningen og gå i dialog omkring vores problemer og vanskeligheder.

5. Politikere skal stoppe med deres kontrol og straf som svar på et hvilket problem som helst og i stedet øve sig i at have tillid til alle ”os andre”.

6. Politikere skal igen træde i karakter – og være dem, der sætter dagsordenen.

Ovenstående gælder politikere på alle 3 niveauer!

6. Administratorer i ministerier, regioner og kommuner skal IKKE føre politik – i stedet skal de passe deres arbejde, som udstikkes af ledelsen – nemlig politikerne.

7. Administratorer kan IKKE hæve kæmpe gyldne håndtryk – hverken ved reel fratrædelse eller ved ”fingeret fratrædelse”. En administrator – direktør, konsulent eller anden embedsmand, får sin løn, har opsigelsesfrister som alle andre og kan kun ved åremålsansættelse og efterfølgende fyring i utide få et (mindre) beløb oven i sin løn..

8. Administratorer kan ikke oppebære højere løn end toppolitikere på deres konkrete område.

Ovenstående gælder også alle 3 niveauer

9. Alle faggrupper og sagsbehandlere – incl. deres niveauledelser – skal være ansat efter deres faglige uddannelser. Der kan ikke bruges ufaglært arbejdskraft i socialcentre, jobcentre. handicapafdelinger, børne- og familieafdelinger.

10. Der skal indføres Whisleblowerordninger overalt i det offentlige, så offentligt ansatte kan fortælle offentligheden om dårligt arbejdsmiljø, lovovertrædelser, uetiske beslutninger og umenneskelige behandling af borgerne.

10. Sagsbehandlere kan være socialrådgivere, socialformidlere, pædagoger og andre, der kan dokumentere tilstrækkelig faglighed på det konkrete fagområde. Dette handler ikke om stive faggrænser, men om reel faglighed.

11. Alle sagsbehandlere i denne sektor har ret til og krav på at modtage supervision. Dette gælder også ledelsen i en familieafdeling, en handicapafdeling og et jobcenter. Kommunen, regionen og andre arbejdsgivere skal forlange, at de ansatte er villige til at modtage supervision.

12. Ansatte og afdelingsledere i familieafdeling, handicapafdeling og jobcenter kan IKKE underkende erklæringer fra læger – herunder speciallæger – det er ikke deres kompetenceområde. Kun læger med en større faglighed på et speciale kan underkende en lægeattest.

13. Politikere kan ikke beslutte, at fagpersoners vurderinger ikke kan gøres gældende.

14. Alle involverede sagsbehandlere, afdelingsledere og øverste ledelse har pligt til at respektere den enkelte klients autonomi og viden om sin egen formåen. Det er et fagligt krav, at den enkelte borger er ekspert på sit eget liv – og at der er respekt for dette.

15. Kommunerne skal øjeblikkeligt stoppe arbejdsprøvninger, praktikker, ressourceforløb og andre afklarende tiltage, såfremt en erklæring fra speciallæge, psykolog eller andre fagpersoner har meddelt, at de aktiverende tiltag forværrer borgerens livssituation.

16. Kommunale ledere og sagsbehandlere har ikke ret til at fratage en borger muligheden for – i sit privatliv – at deltage i foreningsarbejde, være på Facebook, være frivillig omkring sin og andres sygdom – under henvisning til, at hvis de har ressourcer til at bage småkager eller være på Facebook – så har de også en arbejdsevne. For dette forværrer borgerens begrænsede muligheder for overhovedet at foretage sig noget som helst i hverdagen.

17. Kommunalpolitikere og Regionsråd er i sidste ende endegyldigt ansvarlige for sagsbehandlingen i deres område – og chefer på alle niveauer er underlagt denne ansvarlighed og skal leve op til de krav, som kommunalbestyrelsen stiller.

Det blev en lang smøre, så jeg stopper her. Og vender sikkert tilbage med mere – en anden dag.

 

Mange hilsener

Jytte