ÅBENT BREV TIL PERNILLE ROSENKRANTZ-THEIL

Kære Pernille!

Jeg dropper efternavnet allerede her, for hvis vi mødtes i det virkelige liv, ville jeg aldrig tiltale dig med efternavn!

Jeg har i dag læst din kronik i Søndagspolitiken (28. maj 2017), og jeg gjorde det egentlig, fordi jeg allerede ved at læse forsiden "S vil stække forældres rettigheder" - tænkte: Gad vide, hvad du mon ville sige som forklaring på det?

Inden jeg går ind i diskussionen, vil jeg sige: Jeg følger dig i den politiske diskussion - i aviser, på TV, i radio - og i "Mads og monopolet". Jeg synes stadig, du er skarp, selvom det kom som et chock for mig, da du konverterede til Socialdemokratiet. Jeg kan lide at høre på dig, og jeg synes tit, at du har fornuftige indlæg til tidens tilstand. Så jeg valgte at gå til kronikken med åbent sind og hænge mine forudindtagede meninger om Socialdemokratiet på en knage, imens jeg læste. Og det gjorde jeg rigtigt i, for det jeg læste var en rigtig klog og god kronik!

Problemet er bare: Jeg tror overhovedet ikke på, at en realisering af dine visioner har nogen gang på jord. Overhovedet ikke. Jeg vil ikke citere og fremhæve en masse fra kronikken. Hvis andre er interesserede i at læse den, er den tilgængelig på nettet, så det vil være spild af tid og krudt at sidde og skrive af fra den. Og jeg kunne også nemt komme til at tage et citat ud af sin helhed, med misforståelser til følge. I stedet vil jeg sige lidt om, hvad det er, der gør, at jeg ikke tror på din vision.

Der er flere lag i min argumentation:
Det sociale arbejde i kommunerne op til i dag den 28. maj 2017 - og det sociale arbejdes vilkår.
Staten, kommunen og de politiske partier.
Hvad ville det kræve at gennemføre din vision - og er det den vej der skal gåes?

Der kommer sikkert andre pip op undervejs, kender jeg mig selv, når jeg skriver!

Jeg har arbejdet som socialrådgiver og psykoterapeut indtil for nogle få år siden. Jeg har arbejdet med bl.a. børn og unge og familier. Og jeg har superviseret fagpersonale i en årrække på børn- og ungeområdet.  Og så følger jeg hverdagsdebatten i politik på rigtig mange områder dagligt.

Gennem rigtig mange år er det sociale arbejde i kommunerne blevet dårligere og dårligere. Socialrådgivere og andre sagsbehandlere har fået flere og flere klienter, mere og mere dokumentationsarbejde og færre og færre timer til det enkelte barn og den enkelte familie - mindre tid til besøg i plejefamilier, mindre tid til børnesamtaler, mindre tid til forældresamtaler, mindre tid til samarbejde med pædagoger, lærere, sundhedspersonale, specialundervisere m.v. Hertil kommer - efter min bedste overbevisning - at de unge socialrådgivere bliver dårligere klædt på til det sociale arbejde fra Højskolerne - simpelthen fordi de skal lære rigtig mange flere ting end tidligere på den samme tid. Det betyder bl.a., at selve faget Teori og Metode i socialt arbejde ikke længere har den prioritet, som det før havde - og burde have. (Jeg har været underviser på Den Sociale Højskole i København for længe siden). Oveni de faglige problemstillinger kommer der nedskæring på nedskæring på nedskæring. Konsekvensen er, at f.eks. undersøgelsen af det enkelte barn og dets vilkår og familieliv m.v. - §50 undersøgelsen - ikke bliver lavet til tiden eller grundigt nok - og at mange slet ikke er klædt på til at gennemføre en god nok børnesamtale. De to sidstnævnte arbejdsopgaver ville ellers - hvis de blev gennemført godt nok - kunne afdække nogle af de ting, som handler om børnene og barnets tarv - som er så nødvendige. Så - selve det sociale arbejde har det skidt i disse år - det er mange steder op ad bakke (selvom nogle kommuner har bevilget flere sagsbehandlere på det seneste) - og der er rigtig mange ting, der skal indhentes for bare at nå op på niveauet for 10-15 år siden.

Hertil kommer så den aktuelle politik med kontanthjælpsloftet, som i den grad udhuler forældres -  og især børns - muligheder for et anstændigt liv. Disse forældre er meget ofte enlige forsørgere med kort eller ingen uddannelse. Og der er ikke noget at rutte med overhovedet: ingen fritidsaktiviteter, ingen børnefødselsdage, ingen sommerferie, ingen udflugter i sommerlandet. Ingen fællesoplevelser med klassekammerater, hvis forældrene skal betale for f.eks. udflugter. Jeg ved godt, at nogle få forældre magter at være kreative og finde på alternativer - men hvis man er på hælene, så dør kreativiteten for de fleste.

Så det sociale arbejde har det skidt. Meget skidt endda. Og det samme gælder mange andre faggrupper, der har med børn at gøre. Pædagoger og lærere ved godt, hvad der skal til - men ressourcerne er der ikke. Og ve den unge, der fylder 18 år. Uanset om den unge bare er en "almindelig ung" eller en ung med særlige behov - så er der ingen kære mor, når de fylder 18 år. Kommunen stiller ikke op - og hvis den gør, så er det på den langsommelige, ikke kréative og ikke konstruktive måde i mange tilfælde. Unge med særlige behov bliver syltet i flere år ad gangen, der sker ingenting! Jeg har i øvrigt undret mig i årevis over, hvor revalideringen blev af. Både til voksne og til unge - for den gjorde faktisk folk selvhjulpne!

Pernille, når jeg siger staten - så siger jeg også Folketinget og Christiansborg. Og i en tid, hvor skiftende regeringer skærer ned, går i spidsen for at håne mennesker ("Det skal kunne betale sig at arbejde"), går i spidsen for at lade hånt om børns vilkår, går i spidsen for at være lukkede, uærlige, manipulerende og direkte menneskefjendske og udemokratiske - så tror jeg ikke staten over en dørtærskel. Og med et Socialdemokrati, der stod i spidsen for Danmarkshistoriens største fupnummer - folkeskolereformen - hvor lærere, skoleledere, forældre og elever og fagfolk med forstand på læring og motivation - aldrig nogensinde blev hørt og involveret - heller ikke efter at folkeskolereformen viste sig af være et flop  - så er der ikke meget håb for en reform, der tilgodeser børns tarv. Din vision kan måske nok "oversættes" til socialdemokratisk - men tro mig: Det er ikke med barnets tarv for øje. Det er med en kommende arbejdskraft for øje - hvor bløde værdier ingen værdi har. Hvor empati for det enkelte barn ikke betyder noget. Og hvor det, der sker i og med reformen, intet har med kærlighed til børn at gøre - men med kærlighed til indtægter og omsætning og sorte tal på bundlinien. Når statens knappe ressourcer så når ud til kommunerne - efter 2% nedskæringer over hele linien + forudgående forringelser - så bliver det småligheden, der råder. I det system vi har nu, bliver mennesker - voksne som børn - reelt krænket af kommunerne. Og det betyder for mig: Kommunerne - og mange sagsbehandlere - er ude af stand til - på et fagligt og ordentligt og etisk grundlag - at forholde sig til, om en frivillig anbringelse skal gøres permanent. Forældre til anbragte børn får i dag ingen støtte - og hvis de alligevel får lidt - så er hjælpen ikke faglig men f.eks. frivillig. Børn høres ikke og bliver ikke spurgt. Og de voksne i børnefamilierne mistænkeliggøres og nedgøres rigtig mange steder. Fra staten og til den enkelte kommune. Og partierne på Christiansborg - fra socialdemokratiet til blå blok og DF - kan ikke løfte opgaven. For de mangler fantasi og ideer og - indføling, menneskekundskab og ærlighed. Og frem for alt - politiske perspektiver og handleplaner og en tro på, at folk kan selv og derfor er eksperter i deres eget liv. Så de mennesker, der betaler gildet, bliver ikke inddraget i processerne. Med mindre de har råd til lobbyister.

Jeg kunne sikkert skrive om disse ting i dagevis, men der skal være måde med galskaben. Så jeg vil forsøge at komme med nogle bud på, hvad der skal til, for at din vision overhovedet kan komme til at se dagens lys. I øvrigt får du lige det skulderklap, at jeg er glad for, at du kommer så langt "rundt om barnet" - der er helhedsforståelse i din argumentation, og det sætter jeg pris på!

Jeg er alligevel nødt til at sige: Jeg tror ikke på, at dine visioner får gang på jord. Ikke med det politiske spektrum, der er på Christiansborg lige nu. Heller ikke, selvom Socialdemokraterne skulle vinde næste valg. Dertil mangler der et sundt menneskesyn, en anerkendelse af forskellighed i det virkelige liv, en tillid fra vælgerne (det er også en mistillid til "systemet" og de "gamle partier", når der stemmes på DF, LA og Alternativet), en etik som vi kan være bekendt og et demokratisk sindelag hos ALLE politikere - såvel på Christiansborg som ude i kommunerne. Christiansborgpolitikere, kommunalpolitikere, udvalgsformænd for de sociale udvalg og alle fagpersoner, der har med familier og børn at gøre, skal anerkende menneskers ret til at være dem, de er. Og så skal de mødes der. Med håndsrækninger, respekt og anerkendelse. Nogle børn skal tvangsfjernes - ingen tvivl om det. Men ALLE børn er loyale overfor deres forældre - og det er en styrke, som det sociale arbejde skal bygge på. Tvang fører intet godt med sig. Det minder om noget, som vi har set både i øst og vest for ikke så forfærdelig mange år siden. Det giver gåsehud, og det har aldrig fungeret.

Jeg tror faktisk på, at dine intentioner er ærlige og OK ment. Indtil nu har jeg troet på dine intentioner. Men du må finde et andet sted at sætte dem i værk. Socialdemokratiet har holdt udsalg alt, alt for længe og anerkender ikke menneskers ret til at være med - hverken når det gælder indsígt i de store sager eller involvering i egne sager!

Med respektfuld og kærlig hilsen
Jytte

TANKER OM DET SKREVNE ORD!!

Jeg elsker at læse avis. Virkelig. Elsker det. Der er noget særligt ved en ny og duftende avis, som ingen andre har haft fingre i. Her i huset deler vi - Jens tager 1. sektion og jeg tager 2. sektion. Politiken. Måske af gammel vane?? Ved det faktisk ikke, for da jeg flyttede ind her, var Politiken i postkassen - og den jeg flyttede fra, var sagt op! Men jeg elsker stadig at læse avis.

Og så kommer der nogle underlige snegle ind undervejs. Jeg starter som sagt med kultursektionen, og lander - afhængigt af dagen - på side 2 eller senere. Og så opdager jeg - tid efter anden - at der er flere og flere indlæg, som jeg springer over. Fordi jeg ikke forstår dem? Næppe. Fordi jeg er uenig? Næppe. Fordi jeg keder mig? JA!! Storkeder mig. Jeg forsøger at finde ud af, hvorfor det sker og hvornår det sker. Og jeg er ikke helt sikker endnu. Men jeg stopper og går videre til det næste indlæg.  Nogle få vender jeg tilbage til - resten får lov til at forsvinde op i den blå luft! Og de får aldrig fodfæste igen.

Nu forsøger jeg at lægge dagens og gårsdagens avis bag mig, og forsøger at sige noget om, hvad det er der tænder og hvad der slukker. I hvert fald MIG. Jeg tænder på konkrete historier. Når folk fortæller noget, som ligger dem på sinde - fra det virkelige liv, forstås - fra hverdagen - fra personlige tanker og overvejelser - fra refleksioner - fra følelsesmæssige reaktioner - fra oplevelser - SÅ er jeg PÅ. Jeg læser og læser og græmmes eller glædes eller bliver hidsig eller vred eller ked af det - eller - eller. Jeg bliver berørt. Det kommer mig ved. Det rager mig!! Det er vedkommende og nødvendigt og indlysende fatteligt. Ikke nødvendigvis noget jeg er enig i. Eller noget jeg støtter op om. Eller noget jeg kan lide. Men - noget der rykker, som kan forstås, som er vedkommende, som handler om mennesker og det levede liv.

Og så er der alle dem, som jeg læser ca. 10 linier af - højest. Aller højest. Og dropper ud af, fordi jeg keder mig. Og nej. Jeg læser ikke indlæg for at blive underholdt. Og heller ikke fordi jeg er enig med folk. Jeg læser indlæg, fordi de er interessante og fordi jeg bliver fanget og tror, at her kan jeg lære noget, få ny information, få ny indsigt. Men jeg keder mig, når indlægget overhovedet ikke taler til mig. Hvorfor? Fordi indlægget er skrevet af en person, som sætter sig selv i centrum og som vil tale sin egen - individuelle sag. Der er tonsvis af eksempler, og jeg husker dem faktisk ikke faktuelt. Men jeg kan nævne nogle stykker  - nogle eksempler: En politiker har skrevet noget om sit partis opfattelse af en sag - en person svarer og kommer med sin personlige analyse af sagen - førstnævnte politiker svarer igen. Eller f.eks. Bent Hansens vendetta mod Jørgen Dagsdahl - også efter at retten har talt. Indlæggene bliver ved og ved og ved. Det personlige fnidder, ofte barderet af intellektuelle formuleringer og kloge-Åge bemærkninger, fortsætter. Jeg står bare af. Jeg er interesseret i, hvad der rør sig, og vil meget gerne følge med. Men jeg orker ikke - eller gider faktisk ikke - læse om, hvad Bent Hansen mener om Jørgen Dragsdahl. Eller hvad DF mener om et indlæg fra nogen, der er uenige med DF. Eller hvad en eller anden klog mener om en, der ikke er helt så klog. Jeg vil vide, hvad der skete, hvad det handler om, hvad der kan og skal gøres ved det, og hvem der har i sinde at gøre noget eller ikke gøre noget.

Giver det overhovedet mening? Jeg forsøger på en anden måde: Jeg kunne godt tænke mig, at indlæg, læserbreve, klummer, kronikker, små artikler - store og små kommentarer - handler om det levede liv. Om dig og mig og os. Jeg er totalt ligeglad med, hvordan Bent Hansen har det efter en dom, der gav Jørgen Dragsdahl medhold. Og jeg er totalt ligeglad med, hvordan Martin Henriksen har det med den ene eller den anden form for islam - så længe det handler om Martin Henriksen - og ikke om politik! Fri mig for dyrkning af en personfikseret debatkultur - og ja tak til en diskussion af den konkrete virkelighed, den konkrete politik og det fælles i den virkelighed vi lever i. De andre diskussioner - synes jeg - kan I føre på e-mails indbyrdes. Hvis folk ikke kan hæve det individuelle op på det fælles niveau - der hvor vi har noget sammen - så lad være. Det gavner ingen, det glæder ingen og det rykker ikke en meter!! Selvfedhed er en trend i tiden, synes jeg. Jeg vil helst læse mennesker, der ikke er selvfede men reelt optaget af den virkelige verden og det levede liv.


KH Jytte