tirsdag den 26. februar 2013

Tvungen heldagsskole?

TVANG MIG HER OG TVANG MIG DER!


I mine yngre dage var jeg medlem af et politisk venstrefløjsparti - og blev ekskluderet fordi jeg nægtede at stemme for en løgnagtig beretning og bl.a. blev beskyldt for at være "liberalist" sammen med en håndfuld andre. Det var et storslemt skældsord, vistnok lige så slemt som kapitalist eller småborger. Jeg holdt fast i mit, uagtet jeg fik mange opfordringer til at sluge kamelen. Nej ellers tak var mit svar. Og det har det været lige siden. Så meget nej, at jeg besluttede mig for at holde mig langt væk fra partipolitik resten af mit liv. Den beslutning holder endnu.

Der var andre kontroverser inden eksklusionen - som jeg faktisk er stolt over i dag. Jeg nægtede at følge partiparoler, der var imperialistiske, og jeg blev nærmest mobbet sammen med en kollega, fordi vi var optaget af, at motivere socialrådgiverstuderende til at behandle klienterne med respekt - vi kaldte det "at opføre sig ordentligt". Sovjet havde jeg taget afstand fra i min tidlige ungdom pga overfaldet på Tjekkoslovakiet - og al den tvang jeg senere blev klar over fandt sted i perioden fra Lenin til Bresnjev. Når jeg kigger i mit bakspejl, så var det for mig meget mere rigtigt at være medlem af en bevægelse.

Hvorfor nævner jeg de her gamle ting i en blog, der skal handle om tvungen heldagsskole og al mulig anden tvang under den nuværende regering? Fordi det der sker lige nu ligner det, som jeg sagde nej til dengang. Nu er det bare ikke længere et lillebitte ubetydeligt parti på venstrefløjen - nu er det S-SF-B der står i spidsen for - statstvang. Så hvorfor socialdemokraterne havde så hulens travlt med at lægge afstand til DKP - ja til at lægge dem for had - er mig en gåde idag. De lykkes jo glimrende med at gennemføre tvangsmæssige foranstaltninger på den fredelige, manipulerende måde. Måske fordi jernnæven dengang var for tydelig - og for skræmmende - mens den i dag er nydeligt gemt bag smarte røde og blå dameoutfits og høje hæle?

Ja jeg ved jo godt, at tvang ikke er noget socialdemokraterne og deres medløbere har monopol på. Den forrige regering kunne også. Men det må man lade Lars Løkke - og hans adjudanter - de var da ikke bange for at kalde en spade for en spade. Så et eller andet sted vidste vi, hvor vi havde dem. Det er straks mere problematisk med en såkaldt rød regering, som siger et og gør noget andet. Som bilder vælgerne noget ind, og bagefter handler stik modsat.

For ikke at rode mig ud i ti forskellige ting på en gang, vil jeg nøjes med en - som handler om tvang. Heldagsskolen. Måske med en lille afstikker til snakken om barselsorlov til mænd og tankerne om tvungen børnehave til alle. Og lige præcis her er der sikkert nogle, som vil sige: jamen så ER hun jo liberalist. Ja, det er jeg nok - så! For jeg afskyr tvang - og jeg sætter den individuelle frihed højt.

At tvinge mennesker til noget, de ikke vil være med til, er vold. Når privatpersoner tvinger andre til noget, er der rigtig mange af disse overgreb, der er strafbare. F.eks. at spærre nogen inde (frihedsberøvelse), at kræve penge uretmæssigt for noget (svindel, afpresning osv.), og at straffe nogen med fysisk eller psykisk overlast (vold, overgreb). Når staten tvinger nogen til noget er det også vold. Men det bliver legitimeret med alverdens fine sprogblomster, som skal få det til at se pænt og rigtigt ud. Det kalder jeg stadig for vold - med manipulation som middel til at nå målet.

Der har gennem en årrække været en del bekymringer over børns faglige og sproglige udvikling her i DK. Dels pga Pisa-undersøgelserne, dels pga nogle flygtningebørns dårlige mestring af det danske sprog. Og formentlig også pga nogle etnisk danske børns skolevanskeligheder. Det har imidlertid vist sig, at Pisa-undersøgelserne dels ikke helt kan bruges som sammenligningsgrundlag landene imellem, fordi skolesystemerne er så vidt forskellige, dels at denne bekymring har medført, at danske skolebørn får en højere score idag end da Pisa-undersøgelserne kom til - muligvis fordi noget af kritikken har medført større opmærksomhed på de svageste børn.

På sprogområdet har det været diskuteret, om alle børn SKAL gå i børnehave, fordi nogle børn har svært ved at lære dansk. Det er heldigvis ikke blevet obligatorisk - endnu. Og jeg håber sandelig heller ikke, at det bliver til tvang. Men jeg har undret mig såre i alle årene over, at politikere overhovedet kan finde på at foreslå tvungen børnehave (måske også vuggestue??) Fra mit arbejde som socialrådgiver VED jeg, at der er en masse faglitteratur omkring integration, assimilation og den lange proces det er at blive "rigtig" indbygger i et land. I USA har det været kendt i flere årtier, at det tager minimum 3 generationer for en immigrant at blive "rigtig" amerikaner. En fagbogsforfatter ved navn Uri Brofenbrenner skrev om dette i 1960'erne. Denne viden har politikerne ikke - eller også vil de ikke vide det! Og husk så lige, at når en amerikaner er blevet til en "rigtig" amerikaner - efter 3 generationer - så taler han kinesisk-amerikansk, spansk-amerikansk, italiensk-amerikansk, jiddish-amerikansk, tysk-amerikansk eller dansk-amerikansk - alt efter hvilket land, hans forældre og bedsteforældre kommer fra. Jeg har været på flere internationale konferencer, hvor nogle af disse forskellige amerikanske grupper havde foredragsholdere med. Nogle var for mig nærmest umulige at forstå. Andre super nemme. Så det er åbenbart for mig, at vi i DK stiller nogle krav til andre, som INGEN kan leve op til! Oven i købet i et land, hvor sprogforskere fortæller os, at vores sprog er ekstraordinært svært at lære!! Samtidig siger sprogforskere, at hvis et barn mestrer sit modersmål, så er det lettere at lære et nyt fremmedsprog. Og har man lært et fremmedsprog, går det endnu lettere med nr. 2 og 3! Her i DK tog vi modersmålsundervisningen fra flygtningebørnene for snart mange, mange år siden. Selvom deres forældre var evt. torturofre, krigsskadede, voldtægtsofre - eller det hele på en gang. Fordi Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti absolut ønskede at fjerne denne støtteform - for det kunne forældrene selv! Hallo folks - torturofre og krigsskadede kan IKKE selv de her ting - de har ofte posttraumatisk stress syndrom og har brug for hjælp - ikke for afvisning!

Nogle kommuner har kastet sig over børn af "fremmed herkomst" mhp sprogtest. Det er så grelt, at danske familier (altså etnisk danske), bliver indkaldt til sprogtest med deres børn, hvis den ene af forældrene har svensk, norsk eller tysk oprindelse! Hvad kalder man det? Jeg kalder det misbrug af ressourcer!

Det var vist en lille bid af den baggrund, som jeg har for at mene noget om tvungen heldagsskole. Nu kommer der en anden bid, som er mindst lige så vigtig og alvorlig som flygtningebørns sproglige udvikling.  Nemlig utilpassede børn i folkeskolen. Utilpassede - mest - drenge. Og nu idag også - børn med særlige behov, som ikke længere får lov til at gå på deres specialskole, men skal "inkluderes" i folkeskolen.

(Undskyld mit citationstegn, men jeg tror ikke på den inklusion. Der følger ikke penge med til inklusionen - og fagligheden fra specialskolerne smuldrer væk, som fagligheden gjorde det, da kommunerne blev sammenlagt).

Da jeg gik i skole, var der nogle bestemte drenge, som "altid" blev sendt udenfor døren. De larmede. De kedede sig gudsjammerligt. Som voksen har jeg oplevet denne drengegruppe på flere leder og kanter: i mit arbejde med sandkasseterapi, har jeg mødt drenge, som helt ned i 1. eller 2. klasse blev "bortvist" fra folkeskolen - uden at der blev sat noget brugbart alternativ i stedet. Nogle få af dem fik så et tilbud - eller to - andre steder efter flere måneder og halve år - og i mange tilfælde gik det også galt. Jeg har også prøvet at være vikar i folkeskolen, og har mødt drenge i 7. klasse, der brugte alt det krudt de havde på - at UNDGÅ at forholde sig til indholdet i det, der skulle arbejdes med. Jeg spurgte engang en gruppe drenge i 7., om de altid brugte så meget krudt på at undgå undervisningen - og deres svar var: ja HVER DAG! Disse drenge kedede sig præcis lige så meget, som drengene i min klasse i folkeskolen. Og ved I hvad - det er altså ikke drengenes skyld - det er skolens ansvar! Børn med psykiske problemer står på venteliste i måneder og halve år. Børn med sociale problemer, får ikke den hjælp, de har brug for. Børn med taleproblemer kommer ikke til talepædagog i tide. Jeg kunne blive ved. OG lærerne får ikke den nødvendige efteruddannelse til at inkludere specialbørn, til at rumme børn der ikke har fået en diagnose, og til at rumme børn, som bare ikke er boglige.

Pyh - det blev en lang en, og den kunne godt blive endnu længere. Men nu vil jeg gå over til heldagsskolen. Det kunne jo godt lyde fint og lokkende: Ikke mere SFO - ikke mere flere skift - ikke mere være bagud med lektier - ikke mere føle sig forkert i skolen. Men så enkelt er det ikke!

Jeg tror ikke på, at den danske folkeskole kan og skal rumme børnene frem til kl. 16 hver eftermiddag. Jeg har prøvet som barn at gå på eftermiddagsholdet og få fri kl. 16. Det var frygteligt. Dagen var forbi, når man kom hjem! Senere har jeg oplevet, hvordan det er at få tidligt fri, at være hjemme hele dage eller kl. 15 sammen med børnene. At have tid til at drikke the og læse lektier - sammen - og samtidig have tid til skolekammerater - leg i haven - tur til sportspladsen - sommerhyg med gæster fra storstaden - springgymnastik - musikundervisning - sprogundrvisning på ungdomsskolen - pandekagebagning - højtlæsning og spil. Fortsæt selv tankerækken. Jeg har godt set, at Christine Antorini siger, at DET vil der blive taget højde for, at man vil gerne have et samarbejde med sport og musik og spejder - og hvad ved jeg. Ved I hvad: Jeg tror det ikke over en dørtærskel! De her ting skal gøres mellem forældrene og børnene og fritidsinteressen. Det skal være lystbetonet. Det skal være for sjovt. Og der skal ikke sendes ANSØGNINGER tíl kommunen om tilladelse til at gå til spil to gange om ugen!  Skolen skal ikke blande sig. Christine Antorini skal ikke blande sig. Det er forældrenes børn! Jeg siger ihvertfald NEJ til statsheldagsskoler - og ja til forældres selvbestemmelsesret!

Tilbage til "mine" umulige drenge. Jeg har haft nogle stykker og jeg holder meget af dem. Nogle af dem var mine klienter, en af dem er mit barnebarn - som i dag er voksen. Disse drenge skal ikke idømmes tvungen heldagsskole - barndommen ud. Under ingen omstændigheder. I stedet skal kommunerne tage sig voldsomt sammen, så de kan møde de umulige drenge - der hvor de er. Sørge for ordentlige voksne - lærere og pædagoger - der kan rumme de børn, der IKKE er boglige eller ikke kan sidde stille, når de voksne mener, at det er det de skal.

Jeg har en god ven, som var pædagog i AKT i min gamle by. Han var guld værd, fordi han kunne møde de her drenge, på deres betingelser. Da han gik på pension, blev han afløst af en pædagog, der hellere skulle have solgt pølser nede på torvet!

Så Christrine Antorine - og dine kumpaner: NEJ TAK til din heldagsskole. Den er ikke til gavn for børnene. Den er ikke til gavn for fagligheden og sprogligheden. Den er ikke til gavn for familierne. Og den er ikke til gavn for flygningebørn og utilpassede børn. Og slet ikke til de nye, som skal inkluderes, uden at der er penge til at gøre det for.

Sørg i stedet for, at børn får lov til at være børn - så længe som muligt. Sørg i stedet for, at folkeskolens lærere og daginstitutionernes personale, får den fornødne efteruddannelse i at klare komplekse problemstillinger med børn. Lyt til dem, der har forstand på børn, erfaringer med børn, viden om børn. Og drop alt om partiprogrammet lige her. ELLER indrøm: Jeg vil gerne ensretning, jeg vil gerne at alle børn følger den linie, som jeg stikker ud. Når det kommer til børn og deres vækst og udvikling, er dine og mine politiske strategier totalt uinteressante. Jeg vil hellere høre, hvad bl.a. Per Schulz Jørgensen og Erik Sigsgaard har at sige til det her. For de har noget at have det i - det har du ikke - på det menneskelige og faglige plan.

Hmmm - den blev vist lidt lang. Ku ikke la vær!

Der blev ikke plads til fædrenes barselsorlov denne gang. Det kommer senere. Men jeg har det altså sådan: Bland jer udenom familiernes prioriteringer. Hvis far vil holde orlov, er det fint. Hvis han ikke vil, så er det sikkert fint for både hans kone og barn/børn, at han gør det, han er go til!

Jytte

Når socialt bedrageri bliver til underholdning - 7 afsnit

TYND - TYNDERE - TYNDEST - så jeg vil hellere tale om vigtigere ting!

Igår kom så 7. afsnit af "Aktion socialt bedrageri". Gad vide, hvilken automat DR1 har trukket den serie i? Public Service er det ihvertfald IKKE.

Det siger lovenI Radio- og Fjernsynsloven står der bl.a. om DRs opgaver:
"Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og internet eller lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund."

Denne serie er på 10 afsnit ialt. Så hvis DR havde passet sine forpligtelser, har der været rig lejlighed til at komme rundt om problemstillingen "Socialt bedrageri" på en meget mere nuanceret måde, end tilfældet har været. Udsendelserne har været ensidige, af dårlig kvalitet, har ikke været oplysning eller undervisning, men har været kedelig underholdning. Til brug for at cementere fordommene om den enlige forsørger og snyderne på dagpenge? Tja, sådan er det nok. Saglig har serien ikke været og upartisk har den slet ikke været. Vi har stadig ikke fået at vide, hvad brugerne selv mener og tænker om kontrolgrupperne - vi har ikke fået at vide, hvordan de overhovedet er kommet med i udsendelserne - og dybest set kunne udsendelserne være lavet med stand-ins - altså en slags skuespillere, ikke virkelige sociale bedragere.

Så, jeg er kørt træt i denne serie. Muligvis vil min nysgerrighed sende mig hen i sofaen igen de næste 3 mandage. Men hvis der dukker noget mere spændende op, vælger jeg det!

Og jeg finder helt sikkert på noget andet at skrive om! For der foregår vigtigere ting i DK lige nu - nogle af dem, kigger jeg på i de næste blogs.

Jytte

tirsdag den 19. februar 2013

Socialt bedrageri 6

KLARE REGLER EFTERLYSES!

Efter endnu et gennemsyn af film nr. 6 kan jeg stadig kun sige, at det er en køren i ring. Vi har allerede set lignende episoder - og de fleste af dem, der har med arbejdspladser at gøre, er ret tydelige. I denne film er der ingen, der har rent mel i posen! Det er ikke OK at have illegal arbejdskraft, som tjener sorte penge - og det er ikke OK at have "gratis" arbejdskraft, der får sociale ydelser i form af dagpenge m.v.

Det er formentlig også sådan, at den konkrete familie, vi ser i udsendelse nr. 6, rent faktisk er samlevende. Ihvertfald er det aldrig en god ide at komme med forskellige oplysninger om fakta - det øger risikoen for mistanke og mistænkeliggørelse. Egentlig er kontrolkvinden klar i spyttet - og hun virker mindre som en, der går efter sin "mavefornemmelse", end et par af forgængerne i tidligere udsendelser. I stedet samler hun oplysninger fra begge parter og konkluderer, at der er tale om et samliv.

Men når det er sagt, så har de senere ugers udsendelser sat gang i tanker om regler og rammer - her hos mig. Rigtig mange forældre har i dag fælles forældremyndighed. Hvad betyder det for de sociale ydelser, som den ene kan få? Jeg ved det ikke præcis, men jeg ved, at staten forlanger, at begge forældre er med,  når det drejer sig om at træffe beslutninger, at tage vare på børnene og at arbejde sammen. Sådan som jeg ser det her, så ligger det snublende nært, at HVIS forældre lever op til de krav, som den fælles forældremyndighed stiller - så er de i risiko for, at den der har børnene boende, ikke længere kan få sociale ydelser til f.eks. friplads i daginstitution eller forhøjet børnetilskud. Og det er jo ikke noget problem, hvis begge forældre har en god indtægt og hjælpes ad. For så søger de formentlig hverken om fripladser eller om børnetilskud. De hjælpes ad, de tager på ferie sammen, hvis de er gode venner nok til det - de holder børnenes fødselsdage - de får nye kærester/ægtefæller og evt. også nye børn - og ingen mors sjæl kunne drømme om at mistænke dem for noget som helst - og når de selv betaler gildet, er der ingen, der gider blande sig i det

Problemet opstår, når folk ikke har penge (nok) til dagen og vejen. Når daginstitutionsbetalingen trækker tænder ud. Når huslejen - trods boligtilskud - er enorm. Når der ikke er råd til fritidsaktiviteter. Når Mor (som regel - men ikke altid - børn KAN også bo hos far!) ikke kan få enderne til at hænge sammen. Når mor enten er på kontanthjælp eller på lav løn. Og når forældrene faktisk IKKE er uvenner, men kan hjælpes ad. Men umiddelbart synes jeg ikke, det er ok at vurdere menneskers relationer på, om de kan samarbejde omkring fælles børn. Det burde være en selvfølge, hvad det desværre ikke altid er. Men det bør ikke være grundlag for at vurdere, om der foreligger et parforhold/kæresteforhold, for det er en helt anden sag.

I mit eget liv, er der voksne - incl. bedsteforældre - der i den grad kan finde ud af at være bedsteforældre - sammen - selvom de blev skilt for mange, mange år siden. De har nye partnere - de er måske gift igen - de kan ses til større familiearrangementer - og de kan finde ud af at være hinandens X-partnere og forældre og bedsteforældre til deres allesammens guldklumper. Samtidig har jeg kendskab til forældre og bedsteforældre, der absolut ikke kan samarbejde om noget som helst - fordi personlige følelser, ked-af-det-hed, fornærmelse, hævngerrighed, smålighed og selvoptagethed fylder hele billedet og spærrer for et godt samarbejde.

Jeg tror faktisk, at de to typer forældre og bedsteforældre findes i ALLE befolkningsgrupper. Og at du og jeg måtte ønske, at ALLE forældre og deres forældre, var/er voksne nok til at vælge model nr. 1. Samarbejdet. Sådan er det desværre ikke. Uanset indkomst, kan nogen samarbejde - andre kan bare ikke.

Men når vi taler om forældre, der er afhængige af økonomisk hjælp fra kommunerne, så bliver det pludselig interessant, OM børnenes far henter børn i daginstitution, OM han overnatter af og til, OM de holder børnefødselsdag eller ferie sammen. For gør han det, så MÅ der jo være tale om et forhold! Selvom der alene er tale om, at her har vi et forældrepar, der kan finde ud af at hjælpes ad, selvom de er skilt. NEJ, jeg plæderer ikke for, at folk skal snyde os andre. Jeg vil bare gerne have, at der er nogle regler, som er til at forstå - for ALLE. Og det ser der ikke ud til at være lige nu.

Så jeg tænker, at de politikere, der har mast og regeret for at få fælles forældremyndighed indført, bliver nødt til at tage stilling til, OM fælles forældremyndighed betyder, at de sociale ydelser er i farezonen. Det kan ikke være rigtigt, at hvis du er en fattigrøv, så er privatliv forbudt - men hvis du tjener penge nok, så kan du både stille op til din X og dine børn OG have en ny kæreste og et nyt parforhold.

Vi må stille krav om, at der bliver defineret klare regler for, hvornår man er reelt enlig, og hvornår man ikke er. Vi må stille krav om, at enlige "fattigrøve" har lige så meget ret til et privatliv, som de rige. Vi må stille krav om, at enlige har ret til et sexliv - med x-fælle eller med en ny kæreste - uden at det medfører, at de sociale ydelser kommer i farezonen. Det kan godt være, at det kan være svært at afkode, hvem der har betalt regningerne. Og det er selvfølgelig IKKE OK, hvis folk spekulerer i, at vi andre betaler regningerne via offentlige ydelser. Men det er faktisk heller ikke OK, at en enlig forældre bliver frataget sine ydelser til daginstitution eller børnetilskud, "bare" fordi han eller hun har et godt forhold til børnenes anden forældre - og at de er gode til at støtte hinanden og børnene - hvis der ikke er tale om fælles økonomi og fælles betaling af regningerne. Og JA, jeg ved godt, at det kan være svært at finde ud af. Men som det er nu, så er det bare ikke i orden. Ubemidlede forældre fratages retten til et privatliv - følelsesmæssigt og sexuelt - alene på grundlag af antagelser og hypoteser.

Og - jeg ved stadig ikke, om de konkrete forældre i film nr. 6, snyder nogen, eller bare hjælper hinanden. Dertil er dokumentationen for tynd. Vi hører kontrolpersonen og far, og han er faktisk ærlig omkring, at "det hænder" at han gør dit og dat. Men han bliver aldrig spurgt, om han betaler for børnehaven eller huslejen!

Så lad os få nogle brugbare regler, som alle kan forholde sig til. Og lad os få nogle regler, som giver ALLE i DK ret til et privatliv uden statens og kommunens emsige indblanding. De der snyder skal naturligvis stoppes. De andre skal have lov til at være i fred. Vores kærlighedsliv er ikke statens og kommunens "bord". Til gengæld er det relevant, om der er andre, der betaler huslejen, daginstitutionen eller fritidsaktiviteten - end den der står på girokortet - HVIS det er relevant!

Jytte

fredag den 15. februar 2013

Mobning på nettet - hadkriminalitet - sprogbrug i hverdagen og ytringsfriheden

BØRN GØR SOM DE VOKSNE - OGSÅ NÅR DE MOBBER OG TALER GRIMT!

Da min ældste datter var 3 år ca., sad hun en dag ude i sandkassen sammen med nogle andre børn, da jeg kom ud for at hente hende. Min ældste datter har en anden far end sine to yngre søstre, og da hun samtidig er mulat og de andre to ikke er, ja så kunne det der med de forskellige fædre SES. Ungerne sidder og småsnakker, og pludselig siger den ene til min datter: "HA! Du har ikke nogen far!" Hvorpå min datter storsmiler og siger: "Jo jeg har. Jeg har TO!" Det satte dem vist skakmat - ihvertfald blev der ikke gjort mere ud af den sag. Men jeg gik og tyggede lidt på den - for små børn på 3-4 år siger ikke den slags til hinanden, uden at de har det fra nogen. Og mulighederne er ikke så mange, når man er så lille - så mon ikke de havde hørt noget derhjemme - om hende Jyttes barn? Jeg tror det.

Jeg er kommet i tanker om denne lille hændelse i forbindelse med diskussionen om mobning på Facebook - grimt sprog mellem mennesker - hadekriminalitet mod bøsser og den tilbagevendende diskussion om vores ytringsfrihed. Episoden i sandkassen var harmløs, fordi børnene godt kunne lide hinanden og legede godt - og fordi deres voksne ikke havde haft onde hensigter med deres snak om den "manglende" far. 

Hvis jeg spoler min indre film længere tilbage - til 1956 - hvor jeg var 12 år gammel - dukker der en mere grim oplevelse op.

Mine forældre var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. I 1956 gik russerne ind og besatte Ungarn. Det meste af Danmark tog omgående afstand fra invasionen - incl. min far. Få dage efter kom en af mine skolekammerater, som jeg ofte var sammen med i pigegruppen i klassen, og sagde: Min mor og far siger, at jeg ikke må lege med dig mere, fordi vi ikke kan lide kommunister! Jeg fik et chock - faktisk forstod jeg ikke, hvad det var der skete - og jeg havde ikke forstand på, hvad der foregik på det internationale politiske plan. Dengang var der ikke TV i mit hjem. Vi hørte radio - eller rettere min far hørte radio. Og mine forældre diskuterede ikke invasionen med os børn. Min far var en ret kendt person i den lille by og han var meget aktiv bl.a. i forældre-arbejdet på skolen. Han blev kort tid efter ekskluderet af DKP pga sin åbenlyse holdning imod russernes overgreb på Ungarn.

Pigegruppen fortsatte med at være sammen - og jeg blev ikke udelukket. Og så vidt jeg husker, så var den pige, der ikke måtte lege med mig, også altid med. Det holdt ved, til vi gik ud af skolen. Så jeg husker kun chocket - og tror ikke, at der fortsatte en hetz i byen. Jeg blev ihvertfald ikke generet af andre - udover denne ene gang. Mange, mange år efter, da min far lige var død, var mine søskende og jeg i gang med at tømme hans lejlighed. Pludselig ringede det på døren. Udenfor stod den mor, som havde forbudt sin datter at lege med mig. Hun kom for at bede mig om tilgivelse for, hvad hun og hendes mand havde sagt og gjort - dengang i 1956. Jeg blev så glad - og glædestårerne trillede. Det var ikke svært at tilgive min skolekammerats mor.

Der har altid været voksne, som har bagtalt, sladret, mobbet,forfulgt og mishandlet andre mennesker pga politiske holdninger, race, køn, sexuel observans og anderledeshed. Det værste eksempel til dato er naturligvis forfølgelsen af jøder, romaer, kommunister og socialdemokrater, handicappede og psykisk syge samt homoseksuelle under 2. verdenskrig. Da jeg var ung, troede mange af os, at 2. verdenskrig stod som det store skræmmebillede - og at den slags aldrig, aldrig mere ville eller kunne ske. Men det sker jo i dag - omend i mindre målestok. Jøder forfølges, muslimer forfølges, kristne forfølges, bøsser forfølges, politiske modstandere forfølges. Lige nu er jeg ikke vidende om egentlige kz-lejre (selvom der findes forfærdelige fangelejre) - men de fandtes i X-Jugoslavien - palæstinenserne er spærret inde i deres eget land og Guantanamo ligger der endnu! Så - hvor godt synes vi selv det går?

Udgangspunktet for mine tanker netop nu, har været børn og unges mobning af hinanden på Facebook. Det er der heldigvis en del voksne - både forældre og lærere - der er gået i gang med at gøre noget ved. Men jeg synes, at jeg ser rigtig mange eksempler på, at der bliver mobbet af voksne; sladret; lavet voldelige overfald; bliver skrevet giftige og hadefulde indlæg på nettet og i aviserne; bliver sendt anonyme trusselsbreve til bl.a. politikere; bliver brugt et grimt sprog og udvist hadske holdninger og attituder til mennesker med anderledes meninger eller religiøs baggrund. Og det bekymrer mig. Fordi vi som voksne går foran, når det drejer sig om at lære børn og unge, hvordan vi skal behandle hinanden. Ligesom børnene gerne vil være der, hvor de voksne er - så kopierer børnene de voksnes opførsel. Børn bruger selv udtrykket: At abe efter. Og vi aber efter, når vi lærer ting! Hvis der er vold i hjemmet, så er risikoen for, at børnene bliver voldelige, stor. Hvis de voksne skændes og råber ad hinanden, så kopierer børnene den måde at være sammen på. Hvis de voksne har racistiske synspunkter, så "arver" børnene dem tit. Hvis de voksne snyder og lyver, så lærer de børnene at snyde og lyve. Hvis voksne ikke har respekt for hinanden og for deres børn, så vokser børnene op uden respekt for sig selv og andre. Disse ting er så fundamentale - og sidder så dybt i os - at de fleste af os, som voksne, pludselig kan opdage, at vi kommer til at gentage meninger og holdninger, som vi faktisk IKKE er enige i, fordi vi har taget dem ind i os, da vi var børn - og i pressede situationer, kan skrubtudserne slippe ud af munden i et ubevogtet øjeblik.

Ja, ja - kan I sige - det er jo bare mennesker, der ikke har lært, hvordan man skal behandle andre - så slemt er det vel heller ikke?

JO DET ER DET! Og grimheden stikker hovedet frem alle vegne: I politik, i foreningsarbejde, i familierne, blandt kolleger, mellem naboer, mellem befolkningsgrupper, mellem nabobyer, mellem x-kærester, mellem lande osv osv. Og når vi som voksne har sådan en kultur nogen steder i samfundet - så smitter den af på dem, der skal lære af os - børnene og de unge.

Siden Muhammed-tegningerne, har der været en tilbagevendende diskussion om ytringsfriheden. Vores ytringsfrihed er fantastisk. Den er værdifuld. Den er vigtig. Og vi skal hæge om den. Når vi ser ud i verden, er der massevis af eksempler på, at mennesker bliver sat i fængsel, bliver slået ihjel, bliver overfaldet, bliver forulempet fysisk og psykisk - fordi de siger, hvad de mener. Så for mig er ytringsfriheden dyrebar - og grundlovens regler om frihedsrettighederne skal og kan efter min mening ikke gradbøjes. Men i den politiske debat virker det som om, at nogen mennesker opfatter ytringsfriheden, som en ret vi har til ikke at tænke os om. En ret til at svine andre mennesker til. Jyllandspostens redaktør stod - og står vistnok stadig - fast på retten til at håne og spotte og latterliggøre. Efter min mening har det intet med ytringsfrihed at gøre. Det er udelukkende dårlig opførsel. Primitivt - ondskabsfuldt - respektløst.

Så når vi har oplevet nu to mordforsøg - på Kurt Westergaard og på Lars Hedegaard - så synes jeg, det er vigtigt at skille tingene ad. Det er forfærdeligt og forkasteligt og vildt skræmmende, at nogen kan finde på at overfalde og forsøge at dræbe mennesker, der siger og mener noget, som går ens ære for nær. Det skal vi ikke acceptere - og vi skal bekæmpe den form for vold med næb og klør. Men samtidig mener jeg også, at nu er det på tide, at vi begynder at drøfte, hvordan vi bruger den ytringsfrihed. Hvordan taler man til og med hinanden? Hvordan taler man OM hinanden. Og hvordan virker de ting vi siger og gør? Er vi konfliktløsende eller konfliktoptrappende? Er vi rummelige eller er vi stivnakkede? Generaliserer vi eller kan vi skelne mellem forskellige mennesker i forskellige samfundsgrupper?

Jeg er ikke "kun" ude efter lige præcis de to, som jeg nævner her. Dem nævner jeg primært, fordi nogen har forsøgt at slå dem ihjel. Og det skal vi alle tage afstand fra, og holde fast i, at gerningsmændene skal fanges. Og at gerningsmændene skal behandles som alle andre kriminelle og voldsmænd. Nej, jeg er ude efter alle dem - og alle os - der går rundt og har en lille racist i maven - en lille eller stor kvindeundertrykker - en voldsmand eller -kvinde, en lille eller stor bøsseforskrækkelse, en manglende respekt for vores egne og andres børn, en mandehader, en religionshader, fortsæt selv rækken. For hvis vi ikke får kigget på vores egne sorte gemmesteder indeni, er der risiko for, at vi i det små gør ting, der ikke er OK. F.eks. lader være med at sige fra, når vi oplever noget, som faktisk ikke er i orden.

Udover en voldsom generalisering af, hvad vi som danskere tror om muslimer - og denne generalisering er understøttet af politiske partiers og foreningers holdninger samt pressens omtale af hændelser og voldelige overgreb - så har mange mennesker svært ved f.eks. at skille deres konkrete, aktuelle vrede over mordforsøget på Lars Hedegaard fra egen utryghed, egne meninger og holdninger og egne fordomme. Konsekvensen bliver voldsomme, hadefulde angreb på andre, som forsøger at nuancere diskussionen. Eller helt uacceptable angreb på muslimer generelt (selvom vi endnu ikke ved, hvem overfaldsmanden er) med ønsker om straffe, som slet ikke passer til det danske retssystem. OG - så giver vi som sagt holdningerne videre til næste generation.

Jeg har altid undret mig over bøsseforskrækkelsen her i landet. Og i andre lande for den sags skyld - lande hvor bøsser bliver fængslet og måske slået ihjel. Hvad er det, der er så farligt ved eksistensen af homoseksualitet, at mennesker - både politiske, religiøse og "almindelige" enkeltpersoner  - går fuldstændig i baglås bare ved tanken? Jeg stiller ikke dette spørgsmål som et retorisk et af slagsen. Jeg undrer mig virkelig. Jeg kender adskillige fornuftige, velbegavede og søde mennesker (mest mænd?), som får et vildt udtryk i øjnene, hvis samtalen kommer til at handle om bøsser. (Nej, ikke altid om lesbiske, mange mener, at det er noget "helt andet".) Nogle mennesker er ægte bange for homoseksualitet. De er så bange, at det er nærmest umuligt at tale med dem om det. Jeg kender et par mænd, som reagerede voldsomt på helt konkrete bøsser, og som senere viste sig selv at være bøsser. Men hvad med alle mulige andre mennesker? Hvad er det ved nogle mænds maskuline selvforståelse, der bliver truet? Nej, det har jeg ikke noget endegyldigt svar på. Det kunne være angsten for egen biseksualitet. Men jeg tror, det stikker dybere. Og hvis så bare nogle mænd ville tage ansvar for, at sådan har de det. Men når vi oplever, at nogle bøsser bliver fysisk overfaldet og tævet af vildtfremmede mennesker, alene fordi de er bøsser, så er al fornuft for længst hørt op. Og jeg er i den forbindelse helt og aldeles ligeglad med, om de mænd, der griber til vold, er etniske danskere eller kommer fra andre kulturer. Vold og had-kriminalitet er uforståeligt og uacceptabelt. Når jeg ikke nævner kvinder i forbindelse med de voldsomme overfald - verbalt og fysisk - skyldes det alene, at jeg ikke har set og hørt eksempler på, at kvinder reagerer lige så aggressivt.

Så er der den politiske uenighed mellem mennesker. Vi siger, at vi er stolte af, at vi har demokrati - og at alle har ret til at tænke, tro og mene, lige præcis hvad de vil. Men i den virkelige verden ser det jo ikke altid sådan ud. Og her kommer  voksenmobningens grimme fjæs tilsyne. Både på Facebook, i læserbreve, og i de tidligere nævnte anonyme breve og trusler. Eller i brandattentater på politikeres huse, overfald på talere, hærværk på andres ejendom osv. Jeg kan godt forstå, at man kan blive ophidset i en politisk diskussion - det kender jeg rigtig godt fra mig selv - men derfra og så til at skrive grænseoverskridende breve og indlæg eller lave dumme hånetegninger eller til at gå fysisk til angreb på andre, er der dog nogle kæmpeskridt, som man ikke "bare" tager. Der skal mere til. Stammer denne vrede fra ikke selv at blive mødt og respekteret af andre? Fra voldelige overgreb eller hån, spot og latterliggørelse undervejs i egen tilværelse? Vi ser det i hele verden - men vi må vist lige starte med at feje for egen dør i første ombæring.

Jeg ved ikke, hvad de dybereliggende årsager er. Men jeg får nogle gange gåsehud over, at sådan er det bare. Og når jeg i mit tidligere arbejde har mødt forældre, der reagerer på hinanden med trusler om vold (og konkret vold), pga tilsyneladende små uenigheder - ja så tænker jeg, at en sådan mangel på styr på egne følelser, må have noget med nogle meget slemme og overskridende overgreb - engang - at gøre. For dumhed alene kan umuligt gøre det!

Når så vores børn og unge går igang med at mobbe hinanden - at sende hadesms'er, skrive uhyrligheder til og om hinanden på Facebook - så nogle børn bliver psykisk syge af det - og nogle tager livet af sig - så er det på tide, at vi stopper op og siger: Det her skal der gøres noget ved!! Ja, det skulle der jo være gjort for længe siden - men NU er det på høje tid!

Det er godt, at forældre og lærere gør noget. Men det er ikke nok. Hvis min antagelse om, at både de verbale og de fysiske angreb på
mennesker, der er "forkerte" eller "anderledes" eller "provokerende" eller "mærkelige" bunder i vold og følelsesmæssig overlast - måske i de nuværende psykiske og fysiske voldsmænds egen barndom - så dukker der mange ting op, som vi må og skal gøre noget ved.

Vi må stille krav til politikere og meningsdannere om at tale ordentligt til og om andre mennesker. Det er selvfølgelig OK at være skarp i sin argumentation, men vi skal tage afstand fra "hån, spot og latterliggørelse". Og så ville jeg gerne stille krav til medierne om at stille krav om en ordentlig tone i debatten. Hvis menneskers indlæg og læserbreve er intimiderende - så lad dog være med at offentliggøre dem! Det er interessant, at det vi kalder mobning, når børn bruger det mod hinanden, af nogle betragtes som brug af ytringsfriheden, når det er voksne, der gør det. Hvis medierne sige nej til voksenmobning - så vil megen hån, spot og latterliggørelse ryge i papirkurven ved samme lejlighed.

Og så kan de fleste af os passende gå i enrum og kigge på vores egne fordomme om "de andre" - og pudse vores ytringer af, så de stadig er skarpe, tydelige og forståelige - og så vi stadig kan se os selv i øjnene, fordi vi tør blive ved med at sige vores mening. Samtidig med, at vi kan se børn og børnebørn i øjnene, når vi siger til dem, som forældre, familiemedlemmer og lærere, at vi ikke vil have, at de bruger ord som "luder" og "smatso" om piger og kvinder - og at de kalder drenge og mænd for "bøsserøv" eller "perker" og lignende grove udtryk om andre mennesker. For jeg er ret sikker på, at når vores sprog er blevet så groft - og når nogle børn og unge bruger så grove udtryk om andre mennesker, så kommer det kun et sted fra. De voksne! Og det her gælder jo ALLE voksne. Dig og mig. Politikere. Meningsdannere. Journalister. Politiske modstandere. Bedsteforældre, forældre og naboer. Etniske danskere og tilflyttede danskere. Der er hverken raceskel, religionsskel eller politiske skel i denne henseende.


Jytte











tirsdag den 12. februar 2013

Hvad vil DR med sine udsendelser?? Det blafrer i vinden!

JEG HAR SET UDSENDELSEN TO GANGE, DET HJÆLPER BARE IKKE RIGTIGT!

Ja, så kom udsendelse nr. 5. Jeg kom hjem fra en lille vinterferie og satte mig op til at se noget mere om socialt bedrageri. Da udsendelsen var slut, tænkte jeg: Var det det? Kunne ikke rigtigt finde ud af at skrive noget, så jeg besluttede at se den igen i dag på nettet. Det hjalp ikke rigtigt!

Nu har jeg jo begivet mig ud i "anmeldelser" af serien om socialt bedrageri - så jeg synes, at bordet fanger. Men hold da op, jeg synes, det er svært!

Allerede sidste gang var det svært at skrive noget. Så det har jeg jo tænkt nærmere over. Og så så udsendelsen igen fra i går.

Hvad er det, der er svært?? Min umiddelbare reaktion er, at det her er for tyndt. Vi ser diverse kontrolgrupper suse rundt i bil - den ene gruppe til restauranter, den anden til parkeringspladser i socialt boligbyggeri. Og så er der kontrolgruppen fra København, der har mistanke om, at nogle unge bor "pro forma" ude i byen, men i virkeligheden bor de hos mor og far. Og hæver derfor for mange penge ved kasse 1 hver måned.

Jeg er træt af, at vi kontrollerer hinanden i hoved og .... Det vender jeg tilbage til i en blog snart. Men jeg er jo ikke uenig i, at selvfølgelig skal folk ikke hæve dagpenge og arbejde samtidig. Og selvfølgelig skal unge under uddannelse ikke bo hjemme og så lade somom, de bor ude i byen og dermed få 3-4000 kr. mere pr. måned. Og jeg tror faktisk ikke, at en eneste dansker synes, at vi skal betale dagpenge til ham/hende, der går på arbejde - eller - at vi skal betale fuld SU eller kontanthjælp til en ung, der faktisk bor hjemme hos forældrene. OG jeg er heller ikke uenig i, at hvis folk er proforma skilt, så skal de ikke hæve særlige og ekstra ydelser eller boligsikring, hvis de i virkeligheden bor sammen. Punktum!!!

Samtidig så er autensiteten forsvundet fra udsendelserne! Vi ser kontrollanterne i en bil - eller foran en eller to computerskærme. På det ene hold i bilen er den ene kontrollant oven i købet "sløret", så vi ikke kan se hende. Vi ser nogle billeder fra en restaurant, hvor de udspurgte er "slørede". Men der mangler noget! Det er somom, at her er der ikke dokumentation for påstanden! Det KAN godt være, at Københavns Kommune har afsløret, at 5-7 unge har boet hos nogen de kender - men vi ved det faktisk ikke. Og det er også yderst sandsynligt, at en far sover lidt for tit i samme lejlighed som sine børn og deres mor - men det hænger i luften, som en påstand. OG det er meget sandsynligt, at der er nogen, som arbejder i en restaurant, samtidig med, at de er på dagpenge - men det bliver ikke dokumenteret!

I tidligere udsendelser har vi SET en konkret mor, en konkret hjemløs, en konkret sygemeldt, en konkret ung mand som bor sammen med en af sine venner. Det gør vi ikke her. Vi ser kontrolgrupperne - vi hører, hvad de siger - og vi hører en sløret stemme (kontanthjælpsmodtager) og ser nogle slørede billeder (personale i restaurant uden kontrakt og uden viden om løn og arbejdsvilkår, og en sløret ansat i en bil). Men vi ser ikke nogen, der står frem og siger: JA, jeg får dagpenge og jeg arbejder/arbejder ikke her.

Hvorfor siger jeg sådan?? Fordi jeg synes, at DR har pligt til at sørge for, at det de sender ud i verden er troværdigt! Jeg synes ikke, at en udsendelse med slørede billeder og sløret tale DOKUMENTERER, at påstanden om, at her har vi nogen, som begår socialt bedrageri, er rigtig!  Det kunne lige så godt være nogen, der bare spiller roller - på det slørede billede. Hvorfor siger jeg det? Fordi jeg mener, at det er SÅ vigtigt, at de vi bliver præsenteret for i TV er troværdigt.

DET er denne udsendelse fra i går, mandag den 11. februar 2012, ikke! Den kan være konstrueret fra A til Z!! Og det kan DR ikke være bekendt! For udsendelsesrækken postulerer, at der laves socialt bedrageri for milliarder. Det er en anklage mod hele den danske befolkning, der vil noget. Og når man postulerer den slags, så skal der være dokumentation. Der skal være hold i påstandene. Og det skal være sådan, at vi alle sammen kan sige: JA- HER blev der snydt.

Det kan jeg ikke sige - efter to gennemsyn af udsendelsen.

Det betyder ikke, at jeg accepterer snyd - det er IKKE OK at hæve dagpenge samtidig med at man arbejder. Eller at man bor hos mor og far, og så hæver kontanthjælp som udeboende. Eller at man siger: VI er skilt - men i virkeligheden bor vi jo sammen - det må I andre bare ikke vide. NEJ - det er ikke OK. Men det betyder, at jeg forlanger af DR, at de dokumenterer deres angreb på den danske befolkning. At de dokumenterer deres påstande, så de holder vand.

DET gør udsendelse nr. 5 overhovedet ikke!

Jytte

mandag den 4. februar 2013

Hold da op - fra nu af kan vi vist alle anklages!

SÅ LAV DA LOVENE OM - POLITIKERE - SÅ VI VED, HVOR VI STÅR!!

Så kom den fjerde udsendelse om socialt bedrageri - og jeg er målløs!

Nej, lad mig lige starte med den del, der handler om dagpenge. For selvom jeg ikke har forstand på den del, så dur det jo ikke, at en ung er i praktik hos en selvstændig - selvom praktikperioden er overstået! Hvis der er særlige regler her, som skal overholdes - og arbejdsgiveren siger, at den unge ikke er i praktik længere - og ikke er ansat - så er det bare ikke i orden, at han er ansat alligevel! Det ser umiddelbart ud til, at noget ikke hænger sammen. Om det så er lovgivningen, der skal strammes op - eller om det reelt handler om snyd her - så er der ihvertfald noget, der skal justeres. Det er IKKE OK at arbejdsgiveren siger, at den unge ikke er der længere - og så er han der alligevel!! Der hvor jeg kommer fra, kaldes den slags løgn og snyd. Meget mere er der vel ikke at sige om det!

Og så kommer vi til den unge mand, der har valgt at bo sammen med sin kammerat i et hus - fordi det er billigere for dem med en fælles husleje - end to separate lejligheder. De har tilsyneladende hvert sit værelse og hver sin økonomi. De spiser sammen ind imellem - og deler udgifterne. Og de har en fælles bil, som de betaler hver sin del til - fordi den anden bil ikke fungerer. Og så er de fælles om udgifterne til en eller to hunde. (Jeg ved ikke, hvad hundemad koster, men de får ihvertfald ikke børnetilskud - hverken forhøjet eller ekstra!!)

Den unge mand kæmper hårdt for sin sag - og afviser totalt, at der er tale om et parforhold. De er IKKE bøsser - og har højst sandsynligt venner og veninder udenfor det fælles hus. De har valgt at bo sammen for at spare husleje i en krisetid. Såvidt jeg kan høre og forstå, skal der sættes punktum her! De to unge fyre er 2 enlige, som forsøger at hjælpes ad med en husleje, som kunne blive lidt billigere ved fælles hjælp. Alligevel ender det med, at den unge mand i udsendelsen mister et tillæg.

Og så er det, der kører forskellige billeder forbi på min indre skærm.

I "gamle dage" boede jeg i kollektiv, og her forsøgte kommunen også at gøre mig til kæreste med en ung fyr, som boede i det samme hus. Men da vi begge kunne dokumentere, at vi begge to havde en kæreste, som IKKE boede i huset, droppede kommunen deres anklage. Men vi lavede mad sammen. Vi skiftedes til at lave mad og vaske op. Vi gjorde rent sammen om lørdagen. Vi skiftedes til at hente børnene i børnehaven - dem der kom først hjem hentede ungerne. Vi havde arbejdslørdage, hvor der blev arbejdet i haven, malet vinduer, sået grøntsager, høstet - syltet og henkogt. Vi skiftedes til at vaske tøj. Vi skiftedes til at putte børnene i bad - og til at læse historier for dem. Hvad vi kaldte det? Kollektiv selvfølgelig. Men vi var hhv. enlige eller par - og da kommunen havde fået sat det på plads, ja så fik vi fred til at passe vores arbejde og vores hverdag!

På kollegier over hele landet spiser de unge sammen - en eller flere gange om ugen. Hver enkelt betaler for sin portion varm mad. Og de skiftes til at købe ind og lave mad til hinanden. Hvad skal vi kalde dem? De får måske et måltid mad til en noget lavere pris, end de ville få, hvis de skulle lave mad hver for sig. Ja, jeg kender sågar til et kollegie, hvor der er en madordning, hvor alle får mad HVER DAG til en meget favorabel pris. Er de en storfamilie? Er de multi-kærester? Eller er de bare nogle unge på SU, som dels forsøger at få et billigt måltid mad eller endda får tilbudt mad hver dag - dels gerne vil gøre hinanden til deres netværk?

I bofællesskaber - både Oldekoller og dem med yngre beboere - er der flere former for fællesskab. Nogle gange er der en madordning - en eller flere gange om ugen - og man melder sig til - og har en plads på listen over turnus, hvor man hver især skal købe ind og lave mad til de andre. Nogle gange købes der ind hos "De fire årstider" eller hos Skagenfiskerne. Nogle gange købes der ind til fælles istandsættelse - med rabatter, fordi der bruges store summer. Nogle gange har bofællesskabet et lille "Brugsudsalg" - hvor man kan købe lidt billigere ind, end hvis man går i supermarkedet. De fleste steder skiftes man til at slå græs på fællesarealerne - en tur til hver en eller tre gange på en sommer. Nogle kører sammen i bil på arbejde og deler benzinudgifterne - og skiftes måske også til at lægge bil til. Nogle hjælper hinanden med at passe syge børn. Osv. Osv. Hvad skal vi kalde det? Megafamilie med tendens til snyd? De får jo børnetiskud allesammen til børnene fylder 18 år!

Og så er der familien Danmark! Tænk på alle de bedsteforældre, der passer syge børnebørn - og måske laver aftensmad til hele familien, så forældrene slipper for det, mens børnene er syge. Eller voksne børn, der køber ind for deres pensionistforældre et par gange om ugen, og måske også lave et måltid mad eller to, når de er på besøg. Eller gør lidt ekstra rent, eller skifter sengetøj og håndklæder og vasker for deres forældre. Nåh nej, børnene får jo ikke ekstra børnetilskud - men hvad med forældrenes boligydelse??? Er den mon OK?

Kan I huske den film, der hed "Vi er allesammen tossede". Jeg husker ikke, hvornår den dukkede op, men det var måske i begyndelsen af 1960'erne. Her blev nogle af de medvirkende sat i skat af de gulerødder og radiser, som de dyrkede i deres baghave.
For mig at se, er det der, vi er på vej hen - igen - eller igen, igen!! Det er totalt latterligt!

Glem alt om, at vi skal hjælpe hinanden. Glem alt om, at vores netværk er vigtigt. Glem alt om, at sammenhængskraften i Danmark handler om, at vi har en fælles kultur og at vi gerne vil hinanden. For nu skal der dæleme lægges besparelser og begrænsninger ned over det hele, og Gud nåde og trøste os, hvis vi forsøger at få tingene til at hænge sammen - endsige at vi har lyst til at støtte og hjælpes ad! Hvis ikke du betaler fuld pris for hele molevitten - husleje - bil - aftensmad - rengøring - vedligehold - så trækker vi i dine ydelser - og bare vent, om lidt også i din løn! Og hvis du selv er i stand til at reparere noget af det, der er gået i stykker?  Så må du betale noget mere i skat!

Det kan godt være, at unge førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere kunne klare sig for mindre, når mennesker hjælpes ad. Men set herfra kræver det altså, at politikerne - dem i Folketinget - og dem i kommunerne - tager sig voldsomt sammen. I er simpelthen nødt til at sætte ord på - og lovstof - §§§'er altså - som fortælles os, hvad vi har at rette os efter. I kan ikke både tale om frivillighed og fællesskab og gensidighed og hjælp og sammenhængskraft - samtidig med, at mennesker, der så finder ud af at hjælpes ad - straks bliver mistænkeliggjort og straffet, når de rent faktisk hjælper hinanden. Måske ER der ikke råd til den form for velfærd, som vi har haft indtil nu - og det tror jeg faktisk ikke, der er. Men så skal det omsættes til jura - og forståelige vejledninger og til en socialpolitik, som er til at forholde sig til. Det der foregår her er noget juks og ikke vores retssamfund værdigt!

Folk bliver ikke nødvendigvis bøsser - eller par iøvrigt - af at bo under samme tag - men det kunne jo godt være, at deres gensidighed er en gevinst for samfundet - både i kommunen og i den større sammenhæng - og at nogle mennesker IKKE bliver klienter med større behov - fordi de har et netværk, bestående af en god ven - af naboer - af familiemedlemmer - som giver en hånd med. Eller som betaler halvdelen af huslejen - som dermed samtidig bliver reduceret til et meget mindre beløb - der ikke kræver boligsikring eller huslejetilskud - og dermed sparer kommunen for penge, hvis den pågældende er førtidspensionist eller kontanthjælpsmodtager!

Ja, jeg blev gal i hovedet - men jeg håber, at det alligevel blev nogenlunde OK og forståeligt. Og det blev ikke helt den slags anmeldelse, som jeg ellers var kommet i gang med! Men det var sådan set fedt at få det skrevet!

Jytte




lørdag den 2. februar 2013

Lundby Efterskole to år efter

UNDREN EFTER EN BYRETSDOM!

Jeg bor ikke ret langt fra Lundby Efterskole, så det har været helt indlysende for mig at følge med i "sagens gang" efter den forfærdelige ulykke i februar for to år siden, hvor en lærer druknede og mange af de unge mennesker fik hjerneskader efter ophold i det iskolde vand. Jeg har ikke fulgt med fra dag til dag, har ikke læst alle aviserne, så helt nede i sagens mindste detaljer, har jeg ikke været. Jeg har hørt lokalradio, set TV Øst af og til, har talt med min kæreste om ulykken og sagen - og har hørt, hvad andre i lokalsamfundet har tænkt og ment. Jeg er forholdsvis ny her på egnen, så jeg er endnu ikke så farvet af lokalpatriotisme, at jeg kun kan se det hele fra et lokalt perspektiv.

Ulykken var forfærdelig og jeg tror, at rigtig mange mennesker fulgte forløbet tæt fra dag 1. Medfølelsen med de unge og deres forældre har været stor - de fleste af os kan sagtens leve os ind i, hvor rædselsfuldt det har været at være far og mor til de unge, der underafkølede og hårdt medtagne lå i respirator og senere kom i lang, lang genoptræning. De allerfleste voksne kender til angsten for, at der skal ske deres børn noget alvorligt - så selvom vi andre ikke kan sætte os ind i, hvor slemt det i virkeligheden er, når ulykken sker, så kan vi alligevel fornemme, at det har været et mareridt! Jeg har mange gange tænkt på de unge og deres forældre og håbet, at de alle fik al den hjælp, de havde brug for.

Og nu sidder jeg så her - dagen efter byretsdommen i Nykøbing Falster - og har en masse undren og forbavselse. Efterskolens forstander blev idømt 60 dages betinget fængsel - og skolen blev idømt 25 dagbøder á 10.000 kr. Og så skulle alle vel ånde lettet op og få mulighed for at komme videre? Så enkelt synes jeg desværre ikke det er.

For jeg synes, der er mange ting, der har været "mærkelige" undervejs - og jeg synes, at dommen i sig selv er besynderlig. Med risiko for, at der er detaljer, som jeg ikke har set eller hørt, vil jeg prøve at komme rundt om de temaer, som jeg har lagt mærke til i forløbet.

Det allerførste jeg bemærkede i dagene efter ulykken var, at Lundby Efterskole - og her tænker jeg primært på skolens forstander - ikke markerede sig med en klar og tydelig tilkendegivelse af den sorg og forfærdelse, som ulykken havde bragt med sig på skolen - og en utvetydig anerkendelse af og støtte til forældre og børn i den forfærdelige situation, de var kommet i. I stedet kom der nogle gange nogle meget lidt indfølende kommentarer fra efterskolens bestyrelsesformand. Kommentarer der viste, at han ihvertfald ikke var klar til at lade skolen påtage sig et - i det mindste - følelsesmæssigt og medmenneskeligt ansvar for, hvad der var sket. Det ville have klædt skolen at stille op - at støtte forældre og børn - og at sige det højt. Både i lokalsamfundet og i pressen. I stedet var forstanderen tavs og bestyrelsesformanden ubetænksom - for ikke at sige dum! Gad vide, hvor meget dette har været med til at gøre sagen til den sag det blev - med det udfald den fik?

Når jeg spørger om dette, så skyldes det, at jeg flere gange har set og hørt nogle af forældrene - bl.a. på TV Øst - udtale sig om, at der skulle placeres et ansvar. Og ja, naturligvis skulle der det. Men når jeg hørte forældrene udtale sig, så fik jeg den tanke: De her forældre har ikke fået den fornødne hjælp og støtte i en rædselsfuld tid. Hvad de har fået af krisehjælp, har jeg ingen forudsætninger for at bedømme - men de har formentlig ikke fået støtte og hjælp fra skolen - og derfor havde de noget i klemme med skolen og forstanderen - hvilket burde være helt unødvendigt - for de havde rigeligt at slås med og sørge over endda! De fleste af de unge var og er så hårdt skadede af ulykken, at de aldrig bliver, som de var før ulykken - og flere af dem har alvorlige men, som de aldrig overvinder. Så jeg forstår forældrenes vrede og sorg - og jeg forstår også, at nogle af dem har haft brug for at gå efter forstandren - for den lærer, der havde truffet beslutningen om at sejle ud i det kolde vand og vejr - ja han var jo druknet og kunne derfor ikke hænges op på ansvaret!

Og så er det, at min næste undren dukker op. For mens retssagen har stået på, har jeg flere gange hørt forældre udtale sig om forsvarerens indlæg - og hans procedure - med sårede følelser og vrede. Min undren handler ikke om, at jeg ikke forstår forældrene - for det gør jeg. Min undren handler om, at jeg ikke tror, at domstole og jurister - og presse - og hvem der ellers har ansvaret for at formidle viden om og forståelse for retssystemets måde at fungere på - har sikret sig, at de implicerede reelt ved, hvorfor forsvareren siger som han gør - og anklageren siger det stik modsatte.

Jeg kan nogle gange også have svært ved at forstå, AT en forsvarer kan forsvare en kriminel - men det går mere på, at han/hun overhovedet har lyst til at gøre det - ikke at det SKAL gøres. For det skal det jo! Vi lever i et retssamfund, hvor alle, der bliver anklaget for noget, har ret til at få en advokat til at forsvare sig. Og det er advokatens pligt at finde alle de argumenter og indfaldsvinkler, der overhovedet er at finde, til forsvar for den anklagede. Omvendt er det anklagerens pligt at sørge for, at alt hvad der kan afdækkes af viden om, meninger om, tanker om, at den anklagede er skyld i den begåede kriminalitet - skal frem i lyset. Det medfører, at der "bliver smurt tykt på" - kan man sige. Vidners forklaringer bliver der sat spørgsmålstegn ved - både af forsvarer og anklager - og deres udtalelser bliver mistænkeliggjort. Det er naturligvis også sket i "Lundbysagen" - og når nogle forældre er blevet vrede og ked af det over det, så er det forståeligt - men det kunne måske have været undgået, hvis de var informerede om, at det er sådan det er?? Prøv at spørge mennesker, der har været i retten i en hvilken som helst slags sager - de kan fortælle, at noget af det der blev sagt, var fuldstændig uigenkendeligt for dem - fordi forsvarer og anklager forsøgte at dreje "historien" til den anklagedes henholdsvis "fordel" - og/eller "ulempe".

Så langt, så godt - eller skidt!

Og så kom dommen i denne uge. Og her var jeg ved at kaffen i den gale hals. For minsandten om ikke forstanderen blev kendt skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse. Og her hører min opfattelse af ret og rimeligt op. At skolen blev idømt bøder og frakendt retten til at undervise i sejlads i et bestemt åremål, er forståeligt nok. Men at forstanderen fik en betinget dom for uagtsom legemsbeskadigelse - det forstår jeg simpelthen ikke!

Jeg ved da godt, at en forstander er den øverst ansvarlige på en efterskole. Men at han bliver gjort ansvarlig for, hvad en af hans ansatte har gjort/ikke gjort - det virker underligt. Som sagen er fremstået for mig, så havde skolen helt klare - mundtlige - regler for, hvornår der måtte sejles. Og februar måned var ikke en måned, der skulle bruges til sejlads, sådan som jeg har forstået det.  Når en forstander ansætter lærere, må vi gå ud fra, at ansvarsområderne uddelegeres til den enkelte lærer. Hvis vi overfører det til alle andre institutioner og skoler for børn og unge i Danmark - så kan dommen fremover tolkes sådan, at daginstitutionslederen, skoleinspektøren, ungdomsskolelederen osv osv fremover er ansvarlig for sine ansattes - uagtsomme - handlinger. Og det til trods for, at de ansatte alle er myndige, ansvarlige for egne handlinger, underlagt skrevne og uskrevne regler på arbejdspladsen og i samfundet, over den kriminelle lavalder og - medmindre de er sindssyge eller dårligt begavede o.a. - strafegnede.

Forstanderen på Lundby Efterskole kan formentlig kritiseres for sin manglende - ihvertfald offentlige - støtte til forældre og børn. Men at dømme ham for uagtsom legemsbeskadigelse i en sag, hvor opgaven var uddelegeret til de lærere, der havde med sejladsen at gøre, virker helt besynderligt. Og det gør det, uanset om han var i Danmark eller ej på den skæbnesvangre dag!

Jeg tror, der er rigtig mange skoleledere - og andre der har med børn og unge at gøre - har lært rigtig meget af denne forfærdelige sag. Og at der bliver strammet op omkring regler for sejlads på efterskolerne rundt omkring, er der ingen tvivl om. Og jeg håber, at ledere, der bliver involveret i ulykker i forbindelse med deres institution eller skole, i fremtiden vil vise større anerkendelse og støtte til de mennesker, der er blevet ramt af ulykken, end tilfældet tilsyneladende har været på Lundby Efterskole.

Når det er sagt, så vil jeg også sige, at jeg virkelig håber, at forstanderen på Lundby Efterskole får den hjælp, han måtte have brug for nu. Og at de børn og forældre, der er blevet ramt af ulykken for to år siden, får den hjælp de har brug for, så de kan få bearbejdet sorgen, vreden, afmagten. Og så håber jeg virkelig, at denne byretsdom bliver anket til Landsretten, så vi kan få belyst, om ledere fremover skal være ansvarlige med udsigt til straf, hvis/når deres ansatte begår uagtsomme handlinger med vidtrækkende konsekvenser til følge. For denne dom må ikke danne præcedens.

Jytte