NU ER MODERSKABET BLEVET UMODERNE!

ELLER: Fagre NYE VERDEN er igang med at blive virkelighed!

I denne tid tænker jeg en hel del over de ting, der er sket med familien, med børnene og med arbejdsmarkedet de sidste 50 år. Årsagen er den, at min ældste datter lige har rundet et skarpt hjørne. Hun blev 50 år forleden. Og det sætter jo mit eget liv i perspektiv. For når hun er 50, så er jeg godt igang med at blive gammel! På indersiden er jeg stadig mig! Men på ydersiden kan det ses. Jeg er på vej mod de 70. Og det er ikke altsammen lige morsomt! Det kan jeg evt. vende tilbage til. Lige nu er jeg optaget af tendenserne i tiden. Omkring familien, børnene og arbejdsmarkedet.

Da min ældste datter blev født, var jeg 19 år og alenemor. Jeg var ikke forladt og det var ikke synd for mig. Men jeg var unægtelig meget ung. Vi havde et socialt system, der gjorde noget for mig. Jeg fik en uddannelse, som blev startskuddet til, at jeg senere kunne fortsætte med at uddanne mig. Jeg har også mange indvendinger imod, hvad der foregik på Mødrehjælpen. Fordommene fyldte meget hos nogle af socialrådgiverne. Men det vigtigste var, at jeg fik en uddannelse. Så gik der et par år. Jeg fik en kæreste, som jeg giftede mig med. Og så skete der noget meget interessant: Jeg kunne pludselig ikke få børnehaveplads til min datter, da hun blev tre år. For nu var jeg jo gift - og dermed pr. definition forsørget! OG, da jeg senere blev indlagt på Amtssygehuset i Glostrup, kunne jeg pludselig kun få nedsatte sygdagpenge - for jeg var jo gift og dermed pr. definition forsørget. Problemet var bare: det var mig der var forsørgeren!! Min mand læste og jeg gik på arbejde. Og SU'en var enten meget lille eller ikke eksisterende på det tidspunkt. Det husker jeg ikke helt. Ihvertfald var det mig, der skulle hente penge hjem til mad og husleje. Og børnehave. Og alt det andet.

Det var i midten af 60'erne. Og alle ved, at der begyndte at ske noget i samfundet. Der var højkonjunktur og kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Der blev bygget daginstitutioner og lejligheder, og der blev vendt op og ned på mangt og meget. Industrien hev og flåede i kvinderne, så nu blev der brug for sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere - som skulle tage sig af de ting, som kvinderne tidligere havde klaret selv: Omsorg for børn og gamle familiemedlemmer, pleje og behandling af de syge, og indsats med leg og læring til børnene, mens mor og far var på arbejde. Kvinderne stillede krav - og hvis erhvervslivet ville have arbejdskraft, måtte der daginstitutioner m.v. til.

Jeg synes faktisk - også i dag - at det var rigtig godt. På mange forskellige måder. Kvinder blev i stand til at forsørge sig selv. Så det var ikke længere nødvendigt at blive i et håbløst parforhold, hvis man som kvinde gerne ville gå sin vej. Kvinder fik uddannelser og blev dermed både fagligt og personligt klogere på sig selv og verden. Og dygtigere til mange ting. Og mænd og fædre, som tidligere ikke havde beskæftiget sig synderligt med deres børn, begyndte langsomt at blive en del af familien, som aktive familiemedlemmer. Mine svigersønner er vidunderlige fædre. Det var min far ikke. Han var fjern og autoritær - OG voldelig - da jeg var barn.

Jeg var selv en del af den bevægelse, der ville frihed og frigørelse. Her i Danmark og ude i verden. Og jeg syntes, der var meget at kæmpe for. Jeg var ikke rødstrømpe og blev det aldrig, for jeg oplevede mange rødstrømper som uforsonlige mandehadere - og sådan havde jeg det ikke. Jeg ville bare kunne klare mig selv. Og ville ha alle krige til at stoppe. Det sidste lykkedes som bekendt ikke! Så jeg blev mere politisk. Venstredrejet på forskellige måder, som tiden gik.

Og det har jeg det faktisk OK med, også idag, hvor tingene forandrer sig. Jeg har aldrig forstået dem, der pludselig fortrød deres venstredrejethed og nærmest holdt fortrydelsestaler i kronikker m.v. Hvis jeg ser på samfundet - 1950'er samfundet - som jeg voksede op i - så var forandringer nødvendige. For kvinderne. For familierne. For arbejdsmarkedet. Og for samfundet. Og de forandringer var vi/jeg med til at få igennem: Dagpengene blev ens til mænd og kvinder. Kvinder fik uddannelser. Kvinder kunne klare sig selv. Børn kom i dagpleje og børnehave, mens mor arbejdede. Kvinder fik lov til at hedde det de altid havde heddet, når de blev gift. Det blev muligt at bo sammen uden at være gift. P-pillen kom til verden. Det gjorde pornoen også - og dengang var det progressivt! Osv osv.,

Og så er det, men den baggrund og historieforståelse, at jeg kigger på Danmark anno 2013. 50 år efter min ældste datters fødsel. Og jeg bliver simpelthen nødt til at sige noget i den debat, der er igang og har været det i et langt stykke tid nu. For jeg synes, at udviklingen går den helt forkerte vej. OG at det ikke kun er magthavernes projekt. Der er mange om den nuværende udvikling. Måske ikke nødvendigvis altid sådan, at der sker ting på baggrund af bevidste valg og handlinger fra enkeltpersoner og grupper. Men som en konsekvens af de ting, der er sket over tid. Fordi nogen ikke er stoppet op undervejs? Fordi nogen VIL en ganske bestemt vej? Fordi nogen har nogle ganske bestemte ideologiske mål? Fordi vi andre er blevet nogle sløve padder, der ikke har sagt fra, ikke har været med til at sætte nogle andre mål end dem "eliten" har sat? Jeg har ihvertfald ikke sagt fra! Da det gik op for mig, at det venstreorienterede projekt var en total misforståelse, som jeg ikke længere kunne tilslutte mig, gik jeg i flyverskjul! Da det gik op for mig, at det jeg troede var frigørelse, mange steder var endt i diktatur. Der stoppede det for mig. Og jeg koncentrerede mig derefter om at være god til mig arbejde!! Og det var jeg! Og jeg havde jo min viden og min samfundsforståelse med i rygsækken, så jeg kunne stadig være med på beatet. Men indeni mistede jeg noget. Noget væsentligt. Jeg holdt op med at være politisk vågen. Og det er jeg ked af i dag. Jeg blev så optaget af processer (og de er vildt vigtige), at jeg glemte det med den poltiske magt. Fordi jeg var skuffet og desillisioneret.

Så skete der flere ting i mit liv, som vendte op og ned på det hele. Jeg fik en depression, som aldrig blev behandlet af andre end mig selv, med hjælp fra mine venner og gode kolleger. Og det tror jeg faktisk er godt. For så fik jeg hverken psykofarmaka eller det der er værre. OG så kom jeg ud på den anden side - med ar og rifter. OG jeg fik mig en ny kæreste og nogle flere børnebørn. Det er der jeg er nu. Begge dele - kæresten og børnebørnene - har fået mig til at se verden igen, denne gang gennem nye briller! Min kæreste er et af de mest rummelige mennesker, jeg kender. Han skal ikke lave om på nogen mennesker og han vil ikke bestemme over andre, ikke over sine børn, ikke over mig. Han gør sine ting, og jeg gør mine. Og det er sådan, det skal være. Tak Jens! Og så har jeg fået 4 små børnebørn på relativt kort tid. Den ældste af dem var meget syg, da han var helt lille. Så min datter var nødt til at blive hjemme hos ham. Idag er han 7 år. Min datter går stadig hjemme. Og det har hun tænkt sig at blive ved med, så længe det er nødvendigt. Han er ikke så syg mere. Men nu er hendes valg blevet et aktivt fravalg af karriere og penge. Og det er her, jeg også slår en koldbøtte!

For det er gået op for mig - i løbet af de seneste 7 år - at der er noget ravruskende galt med vores samfundsudvikling. Der er mange pejlemærker i den udvikling. Og jeg nævner dem i den rækkefølge, de dukker op i mit hoved. Selvom kronologien måske er anderledes. Jeg fik et chock, da Anders Fogh Rasmussen ville have sin krig i Iraq - og fik den. Det var så forkert. Og så grænseoverskridende. Jeg vidste, at det der blev sagt var løgn. For jeg havde hørt Blix - den svenske undersøger - sige, at der IKKE var masseødelæggelsesvåben i Iraq. Og da jeg så bagefter hørte Anders Fogh sige, at han IKKE havde sagt, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben - samtidig med at jeg kunne se filmklip, hvor han faktisk sagde det, så begyndte min politikerlede at kravle på mig. For alvor!

Så kom Afghanistan. Noget senere. Og Danmark har betalt en høj pris for de to krige. Men ikke Anders Fogh. Han blev generalsekretær i Nato. De drenge - og piger - som han sendte ud til sin krig - kom hjem igen. Nogle i en kiste. Nogle med livsvarige ar på sjælen i form af PTSD og andre psykiske lidelser. Nogle uden et ben eller en arm. Eller mere kvæstede end det. Nogle af dem er blevet eneboere. Nogle af dem har slået et menneske ihjel herhjemme, af grunde vi ikke kender. Nogle af dem er blevet skilt fra deres kæreste eller ægtefælle, fordi de psykisk er blevet så ustabile eller indesluttede, at et samliv med dem er blevet umuligt. Og så er der, heldigvis, også nogle der har klaret skærene. Og var der så hjælp at hente, til dem der fik fysiske eller psykiske sår? No way! Ikke før der var blevet lagt massivt pres på militæret og staten - og det tog faktisk ret lang tid, før der skete noget.

Sideløbende med dette blev jeg mere og mere opmærksom på, hvordan de unge knokler med deres uddannelser, får stress, bliver angste, dropper ud, og bliver pressede i perfekthedsskruen. Unge mødre bliver pressede af normer og forventninger om, at de er smukke, dygtige, perfekte, gode til at lave mad, gode til deres jobs, gode til at være mødre, gode elskerinder, gode værtinder. Osv osv. Og hvis de vil følge denne trend, ja så er de pinedød nødt til at arbejde fuldtids - som deres mand eller kæreste også gør. Og samfundet? Det stiller krav om, at alle er på arbejdsmarkedet - også lige nu, hvor jobbene er væk! Dagpengene bliver beskråret og falder væk. Kærester får fælles forsørgerpligt (også når det drejer sig om folkepension, som der er betalt skat til gennem et helt arbejdsliv), og mange mister deres eksistensgrundlag som individer.

Så får vi et "systemskifte". Og naive mig tror, at nu stemmer jeg da bare på Enhedslisten, så de kan råbe lidt op i folketinget. Og hvad sker der? Regeringen løber fra alt, hvad de hidtil har stået for, og EL følger trop og bliver bovlamme og sælger ud. Ikke så meget endnu og ikke så vildt som regeringen - med udsalg holder de!

Undervejs sker der så flere ting, som får mig op i det røde felt. Først er der en restaurant i København, der beder en ammende mor om at "pakke det der sammen"! Hun klager til Ligestillingsnævnet - og restauranten får medhold! Det er blevet OK at forbyde kvinder at amme i det offentlige rum. Det giver en del ballade. Som jeg har sluttet op om. For helt ærligt: Amning er den ældste form for yngelpleje - hos ALLE pattedyr. OG det er dokumenteret, at amning er meget, meget bedre end alt muligt andet. Det forebygger alverdens sygdomme. Modermælk indeholder så mange vigtige ting, som det lille barn har brug for. Noget modermælkserstatning ikke gør. OG - balladen kommer på et tidspunkt, hvor busserne i bl.a. København er sat til med plakater af bare bryster. Som reklame for kirurgiske klinikker, der laver silikonebabser til de frustrerede unge kvinder, der tror på, at de skal se ud på en helt bestemt og anderledes måde, end de er udstyret til fra naturens side!

Og så er det, at regeringen vil lave tvungen barsel for fædre. Et løfte, som de heldigvis dropper, sammen med alle de andre droppede løfter. For helt ærligt - her hører alting da op. Jeg går fuldt ind for, at fædre kan tage barsel på lige fod med kvinder. Men det skal ikke være politikerne, der bestemmer, hvornår hvem skal holde barselsorlov. Det må og skal være op til den enkelte unge familie selv at bestemme i deres egen lille familie. Der er så mange faktorer, der gør sig gældende, når familierne skal vælge orlov til far: arbejdspladsen, familiens økonomi, uddannelse og holdninger, det lille barns konkrete behov (bl.a. for at blive ammet), de andre børn osv. Jeg anser tvungen barsel for utidig indblanding udefra. Det er jeg blevet skældt ud for at mene. Og er blevet kaldt nyliberalist!! Og ved I hvad - hvis man er nyliberalist, fordi man mener, at mennesker har ret til at bestemme i deres egne liv - så er jeg nyliberalist! Jeg har altid været antiimperialist - og det er jeg stadig. Jeg synes faktisk, at tvungen barsel til mænd er kulturimperialisme. Så jeg støtter dem, der siger nej til tvungen orlov. Uanset hvad jeg så vil blive kaldt!

Så kommer det næste chock. Folkeskolereformen. Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget lignende!! Det kan godt tænkes, at en regering tidligere har kørt et egotrip, der kan sammenlignes med dette. Men jeg tror det ikke. For selvom jeg har småsovet i timen i de senere år, så har jeg altså ikke været i koma. Lidt har jeg fulgt med. Vi har en regering, der uden overhovedet at beskæftige sig med det faglige, med børnenes interesser, med familiernes interesser, med forskellen på fritid og skoletid, med menneskers selvbestemmelsesret og med viden om læring og mangel på samme, beslutter sig for at trække et skoleforlig ned over hele den danske befolkning. Alle de kompetente folk, jeg har kendskab til på børneområdet - og på skoleområdet - siger, at denne reform er noget juks. Og med kompetente mener jeg mennesker, der ved, hvad de taler om, som er på børnenes side, som er empatiske og omsorgsfulde mennesker og som har et helt livs faglighed at byde ind med. Jeg har kun hørt EN person sige det modsatte af, hvad Jesper Juul, Erik Sigsgaard og andre siger. Og det er professoren fra Århus, Niels Egelund. Men ham har jeg aldrig hørt sige noget som helst om børns behov og den gode opvækst. Så jeg holder mig til de andre. For at få reformen igennem, laver regeringen så en alliance med KL - som sviner lærerne til på en måde, som jeg dels er rystet over - og som jeg dels tror vil ødelægge det gode samarbejde i mange år fremover. Der kommer en lockout. Som ganske enkelt er noget møg for folkeskolen. Og da lærerne så kommer tilbage - så er der også lige en inklusion af børn med særlige behov, som der heller ikke er nogen, der har forholdt sig ordentligt til. Jeg kan kun håbe, at forældre og lærere vil gøre fælles front mod overformynderiet - og at de bliver støttet af de nye kommunalbestyrelser rundt omkring. Her hvor jeg bor, i Vordingborg Kommune, er skolerne i kaos lige nu. Gode lærer- og pædagogkræfter overvejer at forlade folkeskolen. Og det kan jeg godt forstå. Jeg forstår også de unge forældre, der tæller pengene op for at undersøge, om de skal finde en lille privatskole i stedet. Jeg ville heller ikke lægge barn til. Med eller uden særlige behov!

Udover at min datters 50 års fødselsdag har været anledningen til alle disse tanker, så er der en ting mere: I lørdags - den 23. november 2013 - var der et interview i Politiken med en ung mor, Anne K. Waage Beck, som er næstformand i Småbørnsfamilieforeningen Samfo. Hun siger bl.a. at "ligestillingsfeminismen er kammet over, og det går især ud over børnene og kvinderne. Vi må give mulighed for, at man selv kan passe sine børn de første år af deres liv."

Jeg er fuldstændig enig. Sådan som jeg ser udviklingen, med de elementer, jeg har ridset op ovenfor - plus mange flere - så ser jeg følgende: Vi har fået et samfund, hvor det eneste der er "vigtigt" i magthavernes optik er: SORTE TAL PÅ BUNDLINIEN. Så vi laver børnehuse - som dem i Israel og Sovjetunionen - så børnene kan være VÆK fra far og mor, mens de producerer det, der nu skal produceres. Derfor er modersmælkerstatning bedre end brystmælk. Derfor skal far på barsel - så mor holder sin arbejdskraft ved lige og ikke bliver hægtet af. Derfor skal vi have en heldagsskole, hvor børnene målrettet bliver styret hen imod arbejdsmarkedet. Derfor skal vi have nogle videregående uddannelser, hvor eftertanke og refleksion er en uskik - se bare at blive færdige i en fart, så I kan komme ud i det pulveriserende liv og gøre nytte! Og I skal ikke tænke så meget, I skal bare arbejde. Glem alt om det lille barns behov. Glem alt om, at du har ondt i sjælen over at sende lille Sofie i vuggestue, før hun og du er klar - for Staten har brug for din arbejdskraft, og det er det vigtigste! Det er vigtigt at du får børn - til samfundet. Men opvæksten tager stat og kommune sig af, så du kan tjene penge ude på arbejdsmarkedet. Mest til OS - lidt til dig selv. Vi ved, hvad der er bedst for dig og din familie, så det skal du ikke spekulere nærmere over! Bare du gør, som vi siger!

Ja, sådan har jeg det i dag. Politikerleden er kravlet helt ind i min sjæl. Min tillid er væk. Totalt væk! Jeg har lige stemt til et kommunevalg, i håb om, at administrationen af skattekronerne måske bliver en anelse bedre. Vi får se. Jeg stemmer ikke mere til et folketingsvalg. Ihvertfald ikke før det er borgernes og børnenes tarv og trivsel, der er i højsædet. Ikke før det er OK at vælge moderskabet før arbejdsmarkedet.  Ikke før vi igen kan begynde at tale sammen om det gode liv og de kvaliteter, vi hver især sætter pris på i hverdagen. Det er OK at tjene penge. Det er IKKE OK at pengene bliver omdrejningspunktet for alt hvad vi foretager os. Jeg får ondt i maven over de unge mødre, der bare SKAL tilbage på arbejde efter endt barsel, når hverken de eller barnet er klar endnu. Og dem har jeg mødt nogle stykker af de senere år. De er bundet op på økonomien - og noget af det er deres valg. Men meget af det er faktisk også pres fra omgivelserne - fra samfundet. For det er ikke længere IN at vælge sit barn og det gode liv med barnet. At amme - længe. At være først forældre - dernæst samfundsborger og arbejdskraft. Det er IN at være smuk og perfekt og dygtig og produktiv. Og YT at være omsorgsgivende og nærværende og rummende forældre. Gid vi kunne finde fælles fodslaw om at få det gode liv tilbage med en balance mellem det derude og det derhjemme. Det drømmer jeg om!

Jytte Høj Hammer

FRIVILLIGT ARBEJDE I UDKANTSDANMARK!

Vi skal selv tage ansvar for vores lilleby!

For 3 år siden flyttede jeg fra Glumsø til Lundby. I min optik var det "Bare" 30 km sydpå, så det skulle jo nok blive fint. Privat blev det fint. Jeg har det godt, her hvor jeg bor, sammen med Jens. Vi er rigtig gode til at lade hinanden gøre de ting, som vi hver især har det godt med. Og vi er blevet for gamle til at skændes om forskellighederne. Så vi står op om morgenen, hygger os med kaffen og avisen og taler så om, hvad dagen skal gå med. Og - dagene går med lokale aktiviteter - nogle hver for sig, nogle fælles. Og så er der jo alle børnene og børnebørnene. Dem kan vi ikke helt overskue, så det hænder, at vi kører hver til sit - for at passe vores unger og deres børn. Men heldigvis kører vi også sammen - til hans eller mine børn!

Og det er faktisk slet ikke vores unger, der er ærindet, men vores fælles lokalsamfund. For det har da været noget af en oplevelse!!

Jeg flyttede hertil, men blev ved med at køre til Glumsø i aftentimerne. For jeg var medlem af Glumsø Bio, og jeg var vild med det. Det gjorde jeg så i lidt over 2 år. Men vi fik en isvinter. Og en til. Og så er lidt over 30 km hver vej lige i overkanten: Tåge, is, dårlige vejforhold, dårlig belysning, snedriver - nogle gange kæmpestore - stormagtige tilstande - fygning, når jeg nåede til Vester Egesborg. SÅ - op til november sidste år sagde jeg stop til min elskede biograf. Og vendte mig mod min nye by. Lundby.

Det glædede jeg mig faktisk til. Så jeg meldte mig som frivillig i Snaphanen Café - i Lundby. Og vi åbnede i november 2012. Lige ved siden af os lå Snaphanen Butik, som var et år ældre end os. Jeg mødte troeligt ind hver torsdag - og var glad. Det var lidt svært - for jeg har ikke cafe-erfaringer - men det gik. Og vi hjalp hinanden. Også på tværs, mellem butik og café.

NU - under et år senere - kan jeg kun sige: GODAW DO! Cafeen er lukket, og om lidt over en måned lukker vores butik også. Jeg er flyttet ind i butikken fra caféen, og jeg er rigtig ked af den her lukning!

Oprindeligt var det meningen, at Snaphanen Café skulle byde på lidt af hvert: Musik, café, maleriudstillinger, vælgermøder - og hvad vi ellers kunne finde på. Og butikken skulle sælge lidt af hver, mest kiostkvarer, men også specialvarer.

Mange meldte sig som frivillige. Men slet ikke nok. Slet, slet ikke. Nogle frivillige tog alt for mange vagter, OG byen støttede slet ikke op.

Og det med ikke at støtte op, får jo hurtigt en "ond spiral" - priserne må jo stige, hvis der ikke er kunder i butikken. Så - cafeén fik ikke kunder nok, havde ikke frivillige nok. Og døde. Butikken havde til en start frivillige - men ikke kunder nok - og nu er den ved at dø.

Og så sidder jeg her tilbage, i Lundby, og tænker: Gad vide, hvorfor der kan være en Glumsø Bio og en Rejselade og et Medborgerhus i Glumsø - og noget nær ingenting i Lundby. Vi har et godt Medborgerhus i Lundby - men der er heller ikke gæster nok. Hvad sker der? Hvorfor kører det så skidt?

Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg har et gæt: I Glumsø gider borgerne investere tid og energi og liv i det er foregår. I Lundby melder folk sig ganske enkelt ikke ind i aktiviteterne!

OG DET ER NOGET MØG! For hvis vi vil noget med vores lokalområde, så må vi investere i det, med lyst - med energi - og med arbejdskraft!

Jeg vil rigtigt gerne investere i Lundby, med den arbejdskraft jeg nu engang har at byde ind med. Men hvis jeg er alene om at ville/gide - så tror jeg faktisk, at jeg vil kigge mig om i mit nærområde for at se, om der skulle være noget, som ser spændende ud. Præstø måske?? Der her de en biograf - og det ved jeg jo noget om - og de har opbakning. Og jeg ved lidt om kunst og kultur.

Tror faktisk, at jeg vil overveje det. For jeg orker ikke at trække med på et læs i Lundby, som der kun er 20-30 andre der orker at trække med på. Når nu vi har en hel by, der KUNNE - hvis de VILLE.

Kære Lundby - kom nu ud af hullerne - I har nogen der gerne vil være med - MEN vi gør det altså ikke uden jer! OG det såkaldte UDKANTSDANMARK er jo også os. Og det er IKKE hverken kommunens eller regeringens ansvar, at vi tager fat i os selv og kommer videre. DET ER VORES fælles ansvar. I dag og i morgen. Meld jer ind, så vi kan løfte i flok!!"

Kærligst
Jytte

FRI ABORT - stadig en nødvendighed!

GODT VI FÅR EN ABORTDISKUSSION IGEN!!

Engang i slutningen af 1960'erne fik jeg en provokeret abort. Dengang, da det var forbudt og kriminelt og rædselsfuldt. Diskussionen om en kommende abortlov var igang, men det var stadig ikke legalt at få en abort.

Egentlig ville jeg bare kigge lidt på historien omkring tilblivelsen af abortloven. Men jeg kan mærke, at de 16.000 hvide kors ved motorvejen i Jylland - som vistnok er pillet ned igen - får nogle mindelser om tiden dengang op til overfladen. Og det vil jeg gerne sige lidt om.

Da jeg var 19 år fik jeg mit første barn. Jeg var ikke gift. Og jeg ville heller ikke giftes. Det gav lidt ballade i den lille forstadskommune - for dengang blev danske unge piger nærmest tvangsgift, hvis de blev gravide i "utide" - når det "gik galt", som det hed. Hvis ikke de giftede sig med den formastelige ungersvend (for piger var pr. definition ikke interesserede i sex - det var alene mændenes interesse!) - ja så blev nogle af dem smidt ud hjemmefra. Og nogle af pigerne endte med at begå selvmord. Mange af dem, der blev gift blev naturligvis også skilt igen. Tvangægteskaber har aldrig været en god ide, heller ikke i 1960'erne.

Mødrehjælpen kom ind i mit liv - og det var en god og en dårlig oplevelse.

God, fordi der rent faktisk var hjælp at hente - jeg fik en kontoruddannelse. God fordi jeg fik en lille lejlighed i Svendborggade i København - i kollektivhuset. God fordi jeg fik et socialt netværk - vi unge mødre i Svendborggade var gode til at hjælpe hinanden. Vi spiste sammen, vi passede børn for hinanden, vi hyggede os - og vi brokkede os over Mødrehjælpen. Vi lod børnetøjet gå i arv til det næste hold små babyer. Vi gik i Cap Horn og hørte traditionel jazz. Vi lagde øre og skulder til, når naboen var ked af det. Og - vi vidste hvad det med at være ung, enlig mor handlede om. For vi var allesammen unge, enlige mødre.

Dårlig, fordi der var så megen dobbeltmoral i det kollektivhus og i selve Mødrehjælpen. Der var dygtige og dejlige socialrådgivere - og der var nogle forfærdelige socialrådgivere. Jeg fik en forfærdelig socialrådgiver. Som var så fyldt med fordomme, at det skreg til himlen. Jeg var blevet optaget på Suhrs Husholdningsskole, fordi jeg gerne ville være husholdningslærer. "Min" socialrådgiver mente ikke, at jeg var velbegavet nok til en mellemlang uddannelse - fordi jeg havde fået barn med en sort mand!! Så jeg blev ikke husholdningslærer - men sekretær. I kollektivhuset var der en leder - en forstander(inde?) velsagtens - som ikke ville have, at børnenes fædre kom på besøg. Og da slet, slet ikke andre mænd. Pyh ha dadada! Så hun fik ansat en vagt, som sad nede i hallen og spurgte gæsterene ud om, hvem de skulle besøge og hvorfor de skulle det? Jeg blev engang kaldt til samtale, fordi min datters far besøgte os/hende. Og blev taget i 3.grads forhør om mit forhold til ham. Selvom jeg sagde, at vi IKKE var kærester, blev forstanderdamen ved og ved og ved med at bore. Til sidst måtte hun indse, at jeg nok ville bestemme selv, og at hun ikke fik mere at køre rundt i. Senere forbød hun en ung familie, der var blevet gift i Nigeria - men deres ægteskab blev ikke anerkendt af den danske stat - at hjælpes ad om børnene. Mor boede i Svendborggade. Far boede på Egmontkollegiet. Mor var sygeplejerske og havde nattevagter. Far måtte IKKE passe sine egne børn i Svendborggade, når mor var på nattevagt! Vi andre forsøgte at støtte familien og sagde til forstanderdamen, at vi ikke troede, at det ville smitte - det med at passe sine egne børn, mens mor var på arbejde. Det hjalp desværre ikke!

Vi kom alle igennem tiden med Mødrehjælpen. På godt og ondt. For nogle på MEGET ondt. Men set i bakspejlet var Mødrehjælpen faktisk en gave til unge enlige mødre. Det opdagede vi vist først, da Mødrehjælpen blev nedlagt med Bistandsloven i begyndelsen af 70'erne. Hanne Reintoft skriver en del om Mødrehjælpen i nogle af sine bøger - og de kan varmt anbefales. Hun og Tine Bryld var de unge kvinders allierede.

Jeg har ikke nævnt abort endnu - men det kommer her. For abort var så umuligt på Mødrehjælpen, at de unge kvinder måske nok søgte om abort - men de forventede ikke et ja. Et ja fik man kun, hvis ens liv var i fare, hvis barnet var en konsekvens af voldtægt, eller hvis der var risiko for, at barnet ville blive handicappet. Og Hanne Reintoft kan fortælle om en mor, der fik afslag på abort tre gange -og alle tre gange fik et mulitihandicappet barn, fordi Mødrehjælpen (læs loven) mente, at hun ikke risikerede at få flere handicappede børn! Det betyder, at abort var en meget, meget underlig størrelse i min ungdom. Og det var adoption faktisk også. For der var rigtig mange kvinder, der blev tvunget til at bortadoptere deres børn i den periode.

Fattigrøvene, dem fra arbejderklassen, havde ikke adgang til at få ulovlige aborter hos rigtige læger. Det kostede for mange penge. I stedet gik kvinderne til de såkaldte kvaksalvere, som kunne være alle mulige slags "hjælpere". Abortindgrebet blev lavet med sæbevand eller med strikkepinde - det var de to mest almindelige hjælpemidler. Risikoen for at dø af indgrebet var enorm. Og hvis man ikke døde, så var risikoen, at man aldrig mere kunne blive gravid. Hvis man blev opdaget, risikerede man fængselsstraf. Kvaksalverne risikerede altid fængselsstraf. Indgrebene foregik mange steder - i køkkener f.eks. Og kvaksalverne var omgærdet af mystik og uhyggelige historier. De var "skumle" og de var "snuskede" og det var overhovedet ikke noget, man skulle stræbe efter at opleve.

Så var der de rigtige læger. Nogle ganske få læger var kendt over hele København og omegn som abortlæger. Ind imellem blev en af dem sat i fængsel. Så vidt jeg husker, var der også et par, der turde tale Roma midt imod og argumentere for, at de unge kvinder skulle hjælpes, så de ikke var i livsfare. Indgrebene hos de rigtige læger foregik på en mere betryggende måde. Men det var ikke altid, det gik godt!

Og så var der de rige og dem der var foran alle os andre. I slutningen af 60'erne begyndte der at komme gang i abortrejser til udlandet. Og det skulle man være særligt priviligeret for at kunne. Det kostede mange penge at rejse til udlandet, at bo på hotel, at besøge en abortlæge osv. Så det der foregik der, var mest noget, vi andre kunne læse om i aviserne. Dansk Kvindesamfund havde vistnok en ungdomsafdeling (husker ikke præcis, hvordan det var), som gik i spidsen for disse rejser. Og de kunne dokumentere, at det var mindre farligt OG kunne komme med tal og argumenter omkring de ulovlige, farlige og kriminelle aborter og antallet af aborter pr. år.

Diskussionerne bølgede frem og tilbage - også internt i familierne. Der var stor uenighed omkring middagsbordene - og jeg oplevede meget underlige ting i mit eget liv. En - for mig - vigtig ældre kvinde, var fuldstændig modstander af abort, selvom hun havde fået flere provokerede, ulovlige aborter selv. Bagefter har jeg tænkt: Det ville have været dejligt, hvis hun havde delt sine begrundelser rigtigt med os andre. For hendes nej - uden argumentation - virkede helt mærkværdigt. Hvis de følelsesmæssige oplevelser og smerten havde været kendt af mig, så var jeg nok ikke blevet så vred på hende, som jeg blev!

Midt i den diskussion, blev jeg uønsket gravid. Jeg var forsørger af min lille familie: mit barn og min mand. Min mand læste og mit barn gik i børnehave. Vi kunne ikke undvære min indtægt, og der var ingen SU på det tidspunkt, så vidt jeg husker. Ihvertfald ikke til en familie på 3! Så jeg måtte og skulle gå på arbejde - ellers hang det hele ikke sammen. Jeg havde tidligere aborteret spontant, og det havde været forfærdeligt. Nu stod jeg så der - gravid og forsørger af en familie. Jeg ville ikke frekventere de der kvinder med sæbevand og strikkepinde, så jeg måtte finde en "adresse", som det hed. Og det fandt jeg. Min svigermor gav mig pengene - for det var jo det næste problem. Pengene. Og så drog jeg til København - helt alene. Nu er der gået så mange år, og jeg ved, at lægen er død for rigtig mange år siden. Så jeg kan godt fortælle, hvad der skete. Jeg tog ind til Kbh. K, fandt gaden og etagen og kom op i en lægepraksis, hvor der sad en masse mennesker i venteværelset. Nogle af dem med et lommetørklæde for munden.

Da jeg havde siddet der lidt, gik det op for mig, at lægens arbejde var: at trække tænder ud på folk, som skulle have gebis!! Jeg var rystet - hvad var det her?? Da jeg kom ind, talte vi lidt sammen - og jeg var så stiv af skræk, at jeg ikke kan huske en pind fra samtalen. Jeg husker kun, at han var en ældre mand, og ikke meget snakkende. Det her skulle bare overstås. Så jeg kom op på briksen - sådan en havde han i det mindste - og så gjorde han nogle ting, som jeg jo ikke kunne se. Mit gæt er, at han klippede hul på fosterhinden - og sprøjtede "noget" ind i livmoderen. Så fik jeg en recept på penicillin med besked om at tage hjem. Om en dag eller to ville jeg abortere. Og jeg måtte IKKE opsøge sygehuset, og jeg måtte heller ikke fortælle nogen, at jeg havde været hos ham. Han fik mine penge og jeg tog hjem. Men jeg fik ingen abort. Hverken den første eller den 5. dag. Jeg forsøgte at komme i kontakt med ham igen - men blev afvist. Og så blødte jeg ellers i 3-4 måneder eller mere. Det hele var så grotesk og mærkeligt, at jeg ikke rigtigt kan huske noget fra de måneder. Jeg skulle have været på en studierejse til Jugoslavien. Den blev aflyst. Jeg tog op til min svigermor i sommerhuset, og var der i flere uger. Der skete ingenting!

Jeg opsøgte min almindelige læge, men fortalte ikke om indgrebet. Han fik mig indlagt på Glostrup Amtssygehus. Der lå jeg - længe. I en uge eller to. Og blødte og blødte. Til sidst fik jeg ve-stimulerende tabletter og besked om at gå på trapper. Til sidst kom veerne - og jeg blev lagt ud i et skyllerum - mutters alene. Her fik jeg min abort. Det var en fødsel! Jeg kunne høre fosteret nede i bækkenet. Der var ingen, der hjalp mig eller støttede mig. Så kom jeg tilbage til stuen, fik en udskrabning dagen efter, og så forlangte jeg mig udskrevet. Og gik hjem, på "eget ansvar". Denne historie fortrængte jeg fuldstændig og totalt. Ca. 20 år senere så jeg en tv-udsendelse om abort før og nu - og hele historien dukkede op i min bevidsthed. Jeg var rystet. Hvad var det, jeg havde oplevet?

I dag tror jeg, at sygehuspersonalet godt vidste, hvordan det var fat. Derfor skyllerum og ensomhed. Jeg kom hjem, jeg fik senere to børn mere, og fik ingen varige fysiske men. Lægen faldt ned i Øresund med et privatfly og døde - og jeg tænkte: Gad vide, om han nogensinde havde tænkt ordentligt over, hvad det var han havde tjent penge på, som nebengeschäft??

Hvorfor nu denne private historie midt i en abortdiskussion? En historie, som oven i købet kunne have fået mig til at blive abortmodstander - ligesom den ældre kvinde, jeg nævnte tidligere. Jeg blev aldrig abortmodstander - og er det heller ikke i dag. For den slags oplevelser, som jeg har haft, skal ingen unge kvinder udsættes for! Kvinder har - til alle tider - fået provokerede aborter. I gamle dage, fordi de havde for mange munde at mætte - og de havde god hjælp fra folkemedicinen; i min tid, fordi udearbejde, husarbejde, mand og børn har krævet os så meget, at der nogen gange hverken var overskud økonomisk eller mentalt til at få et barn mere. Når jeg ser på mit liv i bakspejlet, så ville jeg aldrig have valgt abort, hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til. For det var for grufuldt. Jeg har mange års træning i at fortrænge dårlige oplevelser - så aborten blev puttet ned i glemmekassen til de andre traumer.

Abortdiskussionen fortsatte jo - og den fri abort blev indført for 40 år siden. Diskussionen var ikke altid lige venlig mod os kvinder, der havde fået en provokeret abort. Kristeligt Folkeparti havde et folketingsmedlem, Inge Krogh hed hun vist. Hun var fanatisk abortmodstander og tordnede mod de kvinder, der havde fået abort - eller ville få det i fremtiden. Hendes angreb var så hadefulde og voldsomme, at de kan sammenlignes med de amerikanske abortmodstanderes sekterisme. Der var ikke megen social forståelse i hendes tale. I disse dag er diskussionen startet igen. Denne gang med 16.000 hvide kors ved en motorvej. Tonelejet er mindre hadefuldt - men budskabet er det samme: Kvinder der får abort, slår deres børn ihjel. Og den argumentation skaber kun en ting: Afstand og modstand mod overhovedet at høre, hvad disse abortmodstandere siger. For de angriber os - de gamle kvinder, der har fået abort engang - og de unge kvinder, der vil få abort på et tidspunkt. Og når nogen bliver angrebet, så går de fleste mennesker til modangreb.

Når jeg ser på forskellen mellem den fri abort - og den kriminelle, ufri og livsfarlige abort - så har jeg flere ting at sige i dag. Jeg vil til alle tider kæmpe for, at vi skal blive ved med at have fri abort. Kig på Irland - de har de vilkår idag i 2013, som vi havde dengang. De rejser til udlandet for at få abort, hvis de har råd. Ellers går de til kvaksalvere.  De vilkår, som fandtes, da jeg var ung, skal vi ikke have tilbage. Aborterne var der - også dengang. Kvinder satte livet på spil for at slippe for et uønsket svangerskab. Nogle af disse kvinder døde - nogle fik kroniske underlivssygdomme - og nogle fik aldrig nogensinde børn senere. Statistikken vil jeg ikke gøre mig klog på - men jeg tror ikke, at tallet har været voldsomt stigende. Kvinder blev tvunget til at bortadoptere deres børn, hvis de ikke kunne klare moderskabet. Jeg har haft flere veninder, der blev sendt afsted til Mødrehjælpen med en stor mave - og som kom tilbage et stykke tid senere - uden mave og uden barn. De blev sendt afsted af deres egne forældre! Disse mødre har resten af deres liv haft det forfærdeligt. Nogle af dem har mødt deres børn, efter at børnene er blevet voksne. Andre har bare haft et stort sort savn indeni - som aldrig er blevet healet rigtigt.

Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at samfundet har svigtet de unge kvinder enormt i de seneste mange år. Mødrehjælpen forsvandt jo med Bistandsloven. Og den nye Mødrehjælp har ikke de kompetencer, som den gamle havde - eller økonomi for den sags skyld. Da jeg fik mit første barn, fik jeg en uddannelse via Mødrehjælpen. I mange år har der ikke været en uddannelse at få, hvis man blev ung, enlig mor med udsigt til kontanthjælp. Noget jeg faktisk ikke har forstået, for jeg blev jo selvhjulpen, fordi jeg fik en uddannelse! Jeg har oplevet socialrådgivere - som jo er mine kolleger - sige om uplanlagt graviditet, at det jo ikke er en social begivenhed at få et barn! Jeg har hørt socialrådgivere sige, at den og den klient skal skubbes til at få en abort. Jeg har set og hørt klienter på TV fortælle, at de har fået abort, fordi deres sagsbehandler sagde til dem, at hvis de ikke fik abort, ville kommunen komme og tage det første barn fra dem. Så - den hjælp og støtte, som var en forudsætning for loven, er pist væk! Og - så har jeg også hørt om de unge piger, der bruger abort som prævention - de har selv fortalt mig det. Det er selvfølgelig fuldstændig forrykt. Fordi det er uetisk. Fordi det er umoralsk. Fordi det jo er - udryddelse af et lille liv. Vi kan ikke lide at høre det - men det er jo sådan det er. Det får mig ikke til at vende mig imod den fri abort. Men det får mig til at sige - at der er nogle ting, vi som voksne og som samfund og som socialrådgivere og forældre og bedsteforældre og gode venner skal gøre meget, meget bedre. Så vores unge kvinder lærer at passe ordentligt på sig selv og lærer at tænke sig om og får skaffet sig den prævention, som er nødvendig, når man har sjove lege med det modsatte køn. Kvinder skal fortsat have ret til at bestemme over deres egen krop. Hverken ægtefæller eller kærester eller socialrådgivere eller kommuner skal bestemme - om en kvinde skal have lov til at få det barn, hun har i maven - eller ikke have lov, fordi det er for dyrt eller besværligt eller noget helt tredie. OG det skal absolut heller ikke være abortmodstanderne - som ikke engang kender den enkelte kvinde og hendes liv og vilkår - der ved at sætte 16.000 kors op ved motorvejen - skal bestemme over andre kvinders liv og fremtid. Eller folketingsmedlemmer for den sags skyld. Det er uværdigt, det er umenneskeligt og så er det faktisk også en slags overgreb på andre mennesker.


Jytte Høj Hammer

 

HVORNÅR HAR KRIG OG DRAB LØST NOGET SOM HELST?

 

HVORDAN FÅR VI EN MODSTAND MOD KRIG IGANG?





Da jeg var barn og ung, fandtes der en organisation, som hed Aldrig Mere Krig. Deres logo var et knækket gevær. Nogle unge mænd valgte at blive militærnægtere. Og for at gøre militærnægteri så ubehageligt som muligt, sendte staten dem i fængsel. Senere blev det med fængslet afløst af tåbelige opgaver i militærnægterlejre, hvor de unge mænd skulle grave huller og fylde dem igen. Endnu senere blev militærnægtere sendt ud på noget, som kan kaldes samfundstjeneste, hvor de arbejdede i bl.a. kulturinstitutioner og børneinstitutioner i stedet for at blive soldater. Baggrunden for både Aldrig Mere Krig og militærnægterne var primært 2. verdenskrig.

Jeg er selv født under krigen, men kan ikke huske den. Til gengæld kan jeg huske billederne. Bagefter. Af stabler af døde kz-lejrfanger. Af rygende ruiner i Tyskland. Af såkaldte tyskertøser, der blev kronraget i dagene efter befrielsen. Af jøder, der blev hentet i lastbiler på deres adresser af SS og deres folk. Af frihedskæmpere, som sjovt nok voksede heftigt i antal - da krigen var slut. Og af danske nazister. Disse billeder vil aldrig forsvinde fra min bevidsthed. Og de er helt sikkert medvirkende til, at jeg har været modstander af krig det meste af mit liv. I mine unge dage forsøgte en af mine venner, som var SF'er, at overbevise mig om, at det kunne være nødvendigt. Men det eneste der skete var, at jeg så bare holdt min mund i visse kredse. Og da Vietnamkrigen og bombardementerne af Nordvietnam bragede af sted, blev jeg aktivist i Vietnambevægelsen. I mange år troede jeg, at jeg kun var antiimperialist. Og jeg var - og er - antiimperialist. Men jeg var og er faktisk også krigsmodstander. Pacifist hedder det også.

Som årene er gået, er der stort set ingen militærnægtere, og værnepligten er så godt som afskaffet. Kun ganske få bliver nu sendt i militærtjeneste via session. De øvrige soldater melder sig som soldater frivilligt. Og heldigvis for det. For i mellemtiden er Danmark blevet en krigsførende nation. Og mig bekendt er der ingen, der bliver tvangsudsendt i krigstjeneste. Det ville da også være ganske, ganske grusomt. Hvad der er sket med Aldrig Mere Krig, ved jeg ikke. Men jeg har ihvertfald ikke set eller hørt noget om dem i mange år.

Selvom jeg er 69 år, så kan jeg både se og høre, at Vietnamkrigen er langt væk for rigtig mange mennesker. Og at 2. verdenskrig er endnu længere væk. Så langt væk, at jeg i går i Politiken kunne læse, at Hitler og Stalin og Churchill nu er blevet "seje" og "mystiske" ikoner, der sælger historiske tidsskrifter. (Vistnok ikke skrevet af og for historikere.) Og det er jo sådan det er. Da jeg var barn sang min morfar "Dengang jeg drog af sted" - om krigen i 1864, så vidt jeg husker. Og det sagde jo ikke os børn noget særligt, selvom han var så sød, når han sang.

Jeg ved ikke helt, hvordan det er gået med historie undervisningen i de senere år. Men jeg kan da huske, at mens min yngste datter gik i gymnasiet, var hun bl.a. optaget af, hvad der skete med de mænd, der drog til Finland på tyskernes side under 2. verdenskrig. Men jeg oplever, at der er mange ting, unge ikke ved om krigen. I stedet kan de blive stopfodrede med "heltefilm" om mange forskellige krige - hvis det er det de vil. Jeg ved heller ikke, hvad der får unge til at melde sig til danske "missioner" i udlandet, for jeg kender ikke nogen af dem personligt. Men jeg ved, at adskillige af dem er kommet hjem igen med grusomme ar på sjæl og legeme. Og nogle af dem er kommet hjem - døde. Til deres stakkels forældre og kærester eller ægtefæller, som har mistet en de har elsket.

Men jeg har nogle antagelser om, hvorfor unge melder sig til krigstjeneste. En vigtig størrelse er arbejdsløsheden og mangelen på praktikpladser. Det har altid været sådan – i hvert fald i min levetid – at i militæret får de unge en uddannelse. Og som frivillig soldat bliver man skolet og trænet. Desuden så har vi som samfund først nu oplevet (siden 1. og 2. verdenskrig), hvad det vil sige at miste unge i krigen – og at få nogle af dem hjem som fysisk og/eller psykisk handicappede. Så vi har ingen, der kan fortælle om krigens rædsler – oplevet på egen krop. Jo, nogle få FN soldater, men de har ikke været i decideret krigstjeneste – selvom nogle af dem også har fået bl.a. Posttraumatisk Stress af deres oplevelser. Og de, der deltog i Vinterkrigen eller i Den spanske borgerkrig er jo døde og borte, for de allerflestes vedkommende.

Så er der det at være ung og ønske sig udfordringer. Der findes masser af udfordrende sportsgrene - det hedder vist ekstremsport - som er dødsensfarlige. Visse former for skisport, visse former for klatring, visse former for bjergbestigning, racerkørsel i biler, ja selv Tour de France har krævet menneskeliv. Så det hører ungdommen til at vælge nogle farlige oplevelser til, for spændingens skyld. En form for initiering - nu hvor der ikke længere er løver og bøfler og mammutter og andre store dyr at nedlægge - og hvor overlevelse alene oppe i bjergene ikke just er det danske drenge bliver udsat for i puberteten. Så når sporten kan kalde på nogen, kan krigen jo også. Helte har altid været dyrket. Og bliver det i film og i spil - hver dag. Og når vi ikke har en kollektiv viden om krig længere, så er det formentlig eventyret og spændingen der starter motivationen.

Og endelig, så er der den politiske propaganda. Som politikere, presse/medier og en masse almindelige danskere deltager i. En propaganda, der deler verden op i "dem og os", og som lægger stor vægt på den vestlige verdens værdier. Og de traditionelle danske værdier for den sags skyld. Indvandringen fra Mellemøsten har været benzin på det bål. Selv mennesker, som jeg faktisk oplever som "anstændige mennesker", er hoppet på den projektion. De er bange og usikre på, hvad fremtiden bringer. Og det rækker langt ind i den enkelte familie - og derfor bliver vores unge også påvirket. Så nogle af vores unge tager af sted for at forsvare demokratiet - og støtte indførelsen af det - i muslimske lande.

Og hvorfor er jeg så - lige nu - har fokuseret på de unge, der har valgt at blive soldater i den danske stats tjeneste? Fordi det er dem der betaler prisen. Med livet. Med føreligheden. Med den mentale ro og balance. Deres forældre og kærester/ægtefæller - og naturligvis også deres familier og venner - betaler også en pris. Sorgens pris. Angstens pris. Tabets pris. Det mistede fodfæstes pris. For det er jo IKKE politikerne, der selv drager i felten og ofrer liv, ære og velfærd. Det var ikke Anders Fogh Rasmussen under krigen i Iraq. Det var ikke ham heller, under krigen i Afghanistan. Og det er ikke Helle Thorning Smidt i den krig, der måske bliver en realitet en af de nærmeste dage. Og heller ikke deres ministerkolleger eller folketingskolleger for den sags skyld. Det er dine og mine børn og børnebørn! Det er unge mennesker, der faktisk har et drive, som giver dem mod og lyst til at prøve noget nyt. Som har mod. Og som er det, de fleste politikere og erhvervsledere ønsker sig: Omstillingsparate. Og som så vælger noget, der kan blive fatalt. For dem og for deres kære. Men også for Danmark som nation. Fordi vi får et nyt klistermærke på vores omdømme - og vores selvforståelse: Danmark er en krigsførende nation - og vi er det konsekvent?

Sådan ser det ud her fra mit køkken i august 2013. Helle Thorning har sagt, at hun ikke vil vente på et FN mandat. Jeg er faktisk også uenig, hvis FN beslutter sig for intervention. Jeg er i det hele taget uenig i militær indgriben i andre landes interne konflikter. Og jeg er af den opfattelse, at krig er noget møg - uanset hvad.

Jamen, vil nogle af jer sige: Da vestmagterne bankede Tyskland på plads i 1940'erne, slap vi for et naziregime i hele Europa. JA, det gjorde vi. Men det var de europæiske lande, der sloges med tyskerne. Og det var europæiske lande, der var halehæng til Tyskland. OG så var der lige Sovjetrusland. Men de havde været så udsatte for den tyske hærgen, at de er velkommen i klubben. Europa forsvarede sig mod en intern giftig sygdom - i eget hus. Og jeg vil aldrig nogensinde forklejne, at det er OK at forsvare sig. Hvis nogen angriber dit barn, vil du forsvare det. Hvis nogen angriber dit land, vil du forsvare det.

OG hvis kineserne kommer her - eller russerne - eller amerikanerne - for at pådutte os DERES værdier og normer - vil jeg forsvare mig. Det er faktisk det jeg gør lige nu, hvor jeg ved, at amerikanske værdier kravler på os, uden at vi gør modstand! Også gennem Apple, Facebook, Google, McDonald m.fl.

Men forsvar er noget andet end imperialisme. Imperialisme var det Europa gjorde og stod for, da englændere, hollændere, danskere, tyskere, franskmænd, belgiere, spaniere, portugisere osv osv invaderede Indien og Afrika og det fjerne Østen og Latinamerika - og da vi som danskere satte os på Grønland og Færøerne og Island og Trankebar og De vestindiske øer, og da vi og svenskerne forbød inuitterne og samerne at tale deres modersmål.

Og den moderne form for imperialisme er den, der blev ført i Vietnam, hvor først Frankrig og derefter USA, forsøgte at forhindre et folk i selv at finde ud af, hvilken form for styre, vietnameserne ønskede sig. Og det gik rent faktisk galt. Der blev talt om en dominoteori, hvor en eller anden (måske franskmand, måske amerikaner - har ikke genopsøgt kilden!), som forudså, at hvis Vietnam faldt, så faldt de andre lande i Indokina også. Men dominobrikkerne blev stående, og USA led et lige så forsmædeligt nederlag, som franskmændene havde gjort.

Og så er det bare fortsat - i andre lande. USA og Europa har, gennem hele mit liv, blandet sig i andre landes indre anliggender. I Sydamerika (Hvem støttede f.eks. Pinochet i Chile?); i Afrika (som jeg ikke er helt så skarp på), i den Dominikanske Republik? I mellemøsten, hvor USA har haft adskillige, modstridende roller. Nej, historiker er jeg ikke. Men jeg har min hukommelse! OG kineserne og russerne kan også det der. For det hele handler om magt og om penge og om olie og om verdensherredømmet! De gør det lidt forskelligt. Men de griber ind, de laver overgreb, de blander sig i noget, som slet ikke er noget, de skal blande sig i.

Nu har vi så et Syrien, hvor en diktator i årevis og årevis og årevis har undertrykt sit folk, med det mest uskyldige fjæs, jeg længe har set hos sådan en fyr. Og vi har alle set på, at det bare er gået værre og værre og værre. Tilsyneladende har ingen gjort noget. Og det kan da godt gøre rigtig ondt. For hvad med børnene? Hvad med de gamle? Hvad med civilbefolkningen, der ikke er involveret i noget, der ligner en borgerkrig? Jeg har ikke svaret. Men jeg ved, VED, at ingen anden stat kan gå ind og gøre "godt" i sådan en konflikt. Hvis vi vil støtte, må vi støtte befolkningen med det, den har brug for. Men vi kan ikke "vinde" en konflikt, som ikke er vores. Vi har ikke forudsætningerne. Vi kender ikke betingelserne. Og vi aner ikke, dybest set, hvad det hele handler om. Vores såkaldt "kloge hoveder" kan komme med analyser og snak, men vi har ikke skoen på! Og de har heller ikke skoen på!

I Skandinavien har vi haft vores. Det ligger bare nogle hundrede år tilbage. Og vi var præcis lige så "dumme" og "uoplyste" og "krigeriske", som folkene i Mellemøsten og Fjernøsten er idag. De er bare lidt længere om det.

Derfor skal vi ikke gå ind i endnu en krig. Uanset om det er nogle droneangreb, nogle kampflyangreb eller en massiv invasion af internationale styrker. For vi ved ikke, hvad det er vi gør - og krig er ikke måden at løse problemerne på. Vi skal passe på vores unge mennesker. Hvis de vil udfordre sig selv, så lad dem bestige Himalaya - der gør de kun skade på sig selv, hvis de er dumme. Vi skal holde nallerne fra andre landes indre anliggender - og i stedet støtte befolkningerne med penge, mad, medicin osv. og overlade til dem selv at blive en diktator kvit. Og så skal vi holde op med at tro, at vi er så pokkers kloge på, hvordan et godt liv skal se ud. For dybest set er vi ikke for gode til det, vi får bare serveret undertrykkelsen på en lidt smartere måde, end diktatoren i Syrien har fantasi til idag. Her går det glidende, og smilende og venligt til. I konkurrencestatens hellige navn.

Min under-overskrift HVORDAN FÅR VI EN MODSTAND MOD KRIG IGANG? - er ikke kun retorisk ment. Jeg mener det faktisk. For jeg mener, at det er på tide, at vi vågner op som befolkning. Lige nu kører TV avisen inde i stuen, og jeg kan høre, at en stor del af befolkningen er IMOD Danmarks deltagelse i en evt. invasion i Syrien. Det er jeg glad for! For jeg ville nødigt opleve - en gang til - at Danmark går i krig på en løgn! Og jeg vil nødigt opleve overhovedet, at Danmark får en vane i at være krigsførende nation. Med eller uden FN. I stedet ville jeg ønske, at vi snart får lettet rumpen og kommer i gang med at fortælle vores politikere, at NU er det nok. Lige nu! Ikke flere krige med dansk deltagelse. Ikke flere løgnehistorier. Ikke flere illusioner om, at vi ved bedre.

Jeg vil slutte af, som jeg startede. Fandt idag et digt, som jeg har tænkt mig at finde i meget lang tid. Det blev skrevet i Tyskland af en præst og digter, Martin Niemöller, i tiden omkring 2. verdenskrig. Han blev selv sendt i kz-lejr - og overlevede mirakuløst og blev befriet, da krigen sluttede. Jeg synes, at digtet har relevans idag, fordi der foregår så meget, som danskerne ikke siger fra overfor. Og jeg synes, at det er på tide, at vi tager os voldsomt sammen.

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Understregning stammer fra det sted på nettet, hvor jeg fandt digtet.

Det var godt at skrive dette, det trængte jeg til!
Jytte

Skole for livet - for samfundet - eller for ukontrolleret "vækst"??

TANKER OM AT DET HELE HÆNGER SAMMEN, MEN AT VI IKKE ALTID KAN NÅ HELE VEJEN RUNDT!

Da jeg var ca. 12 år gammel, blev nogle hvide nonner slået ihjel i deres kloster i Afrika af nogle sorte med macheter. I Congo, tror jeg det var. Jeg husker ikke detaljer og geografi, for det var ikke det sagen drejede sig om. Den diskussion, som mine halvstore barneører blev tilhører til, drejede sig om, at HVIDE NONNER var blevet myrdet af SORTE NEGRE. Såvidt jeg husker udspillede diskussionen sig derhjemme, og min fars veninde var både rystet og vred. Men hendes udbrud var meget negative og racistiske overfor de sorte indbyggere, og jeg røg ud i noget, der måske var min første politiske stillingtagen! Såvidt jeg husker, var antallet af dræbte nonner relativt beskedent (har forsøgt at finde noget eksakt på nettet, uden held), og så var det jeg sagde: Jamen negrene er jo blevet slået ihjel i massevis af de hvide – altid – hvorfor bliver du så så vred over, at de gør gengæld nu? (Nej selvfølgelig husker jeg ikke ordene, men jeg husker, at det var dette indhold der kom ud af min mund.) Min fars venindes svar husker jeg heller ikke, men vi skændtes nærmest, og det var meget ubehageligt. Men jeg holdt fast i min mening, og endte med at sige: ”Når jeg bliver voksen, vil jeg giftes med en neger!” Og dette var ordene, dem husker jeg. Da jeg var 12 år, var vi i 1956.

Jeg blev ikke gift med en neger, men jeg fik en datter med en sort mand, da jeg var 19 år, så på et plan holdt jeg fast i mit løfte til de sorte!

Allerede inden den nævnte episode i mit barndomshjem, var jeg optaget af grønlændere og indianere. Og det var ikke en optagethed på den måde, som jeg lærte i skolen. Jeg holdt nemlig med grønlænderne og indianerne IMOD den hvide mand. Og det gør jeg stadig. Jeg husker historierne om de grønlandske børn, der blev tvangsforflyttet til Danmark – og som ikke måtte tale deres modersmål. Jeg husker, at hvide danskere fik mere i løn end grønlænderne i Grønland, og at jeg ikke kunne forstå det og syntes det var uretfærdigt. Film om indianere gjorde næsten altid indianerne til skurke – og jeg sagde, at det da var deres land, og at de hvide bare var rejst derover, til USA, og havde taget landet fra dem. Som ung voksen mødte jeg en indiansk kvinde, der dengang var gift med en dansker. Det var under vietnamkrigen. Kvinden fortalte mig en masse frygtelige ting, bl.a. om Wounded Knee, og om de reservater, som indianerne blev spærret inde i. Hun rejste senere tilbage til USA for at være med i de indianske folks kamp for at få jorden tilbage og for at få deres rettigheder tilbage. Senere kom der mange folkeslag til i min bevidsthed: Samerne, romaerne og tibetanerne f.eks.

Hvor jeg fik mine tanker fra, ved jeg ikke. Måske fra min far, men jeg er ikke sikker. For det var ikke 3. verdens befolkningerne, han var optaget af. Og da jeg fik min datter og hendes far kom til Danmark, da hun var 6 måneder, opførte min far sig racistisk overfor sit barnebarns far. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, men han kunne nu ikke lide nogen mænd, der godt kunne lide mig. Så måske var han bare chauvinistisk på sin særlige måde?

Hvorfor begynder jeg pludselig at beskæftige mig med de små anekdoter fra min barndom og ungdom?

Fordi jeg er optaget af skoledebatten og har været det siden, der blev linet op til lockout af lærerne. Fordi jeg er optaget af børn og har været det hele mit liv. Fordi jeg har arbejdet med børn i terapi og med børn og familier i flere forskellige sammenhænge. Og fordi jeg i disse år bliver inspireret af samtaler, som jeg har med den ene af mine døtre og af samtaler jeg har med forskellige mennesker bl.a. på Facebook: om børn, om skole, om amning, om menneskesyn og om samfundsudviklingen. Jeg er stigende bekymret for den politiske udvikling i Danmark og synes, at vi udvikler os det helt forkerte sted hen. For mig at se går det hele op i økonomi og sorte tal på bundlinien. Om "evig" vækst. Og så er det ligegyldigt, om vi taler om børn, om gamle, om skoler, om værdier eller om, hvad det er for en slags samfund, vi ønsker os. Etikken er blevet nedprioriteret. Menneskesynet lader meget tilbage at ønske. Børnesynet ligeså. Vores kollektive adfærd overfor mennesker fra andre kulturer bliver værre og værre. Og jeg oplever, at politik er blevet noget, som folk ret generelt er trætte af, og med god grund. Kontrol og kontrol og kontrol er sat i højsædet, folk løber hurtigere og hurtigere (dem der overhovedet har et arbejde og noget at løbe efter!), og vi bliver sat til at finde nogen, vi kan lade det hele gå ud over: de arbejdsløse, de enlige forsørgere/mødre, rygerne, de overvægtige, muslimerne, lærerne, de utilpassede unge. Med anmeldelser til kommunen og angreb i pressen. Jeg kunne blive ved, listen er lang.

Og for mig at se, hænger det hele sammen. Det har det altid gjort. Det er bare som om, at den samfundsmæssige viden vi har om AT det hænger sammen, er gået tabt. Og det er katastrofalt.

Da ingen af os kan overkomme alle vinkler og nuancer og enkelttemaer, har jeg så kastet mig over det med børnene over en lidt bredere kam. Fordi børn er vores fremtid, vores ressourcer og vores kærlighed og hjerteblod. Og fordi de ting, der handler om børn, samtidig handler om os alle sammen. Børn får den barndom, som vores samfund og dets voksne kan finde ud af at tilbyde dem. I forbindelse med mine diskussioner på Facebook – som faktisk er et rigtig godt sted at få vendt mange tanker sammen med andre mennesker –har jeg fået henvisninger til eller gode ideer fra andre til sider og grupper, der underbygger nogle af de vigtige diskussioner. En af dem var Kemplerinstituttets stifter, Jesper Juul ’s side på Facebook:  https://www.facebook.com/#!/Familielaboratoriet?fref=ts. Jeg fandt den under lærerlockouten, og blev rigtig glad. Fordi jeg fagligt og menneskeligt altid har haft stor respekt for Jesper Juul, og fordi jeg anser ham for at være en klog mand – på linie med Erik Sigsgaard m.fl.- som vi alle sammen har brug for at kende til.

I går skete der så det, at min yngste datter pludselig henviste til en engelsksproget side på Facebook  – stadig med Jesper Juul som inspirator eller navnefar eller noget i den stil. Denne side hedder:  https://www.facebook.com/#!/familylab.international. Den vil jeg anbefale jer alle sammen til at kigge nærmere på. Også dem af jer, der ikke kan så meget engelsk. For den er fantastisk – og der er nogle fantastiske historier og billeder, som jeg er sikker på, at de fleste vil få noget ud af. Jeg forstår ikke alt, hvad der bliver sagt derinde på en lille filmserie, der hedder Schooling the World. Fordi nogle deltagere taler indisk-engelsk, afro-amerikansk osv – i et hurtigt tempo. Alligevel så jeg alle 7 småfilm. Og er rystet og forskrækket og opløftet og fortrøstningsfuld og meget mere.

Filmene fortæller mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Og jeg tror, at mange andre vil have det på samme måde. Men de er bare så vigtige. Fordi de fortæller, at vores nødlidende verden startede med at blive nødlidende, da de europæiske lande drog ud i verden og lavede kolonier – overalt. I Østen, i Afrika, i Latinamerika. Og – for ikke at glemme USA – drog menneskemængder af sted fra Europa og slog sig ned og lavede på deres særlige måde en europæisk koloni – Over There – og den fik lov til at udvikle sig til en magtfaktor i verden, som indtil videre ikke er overgået af nogen. Men måske bliver det af Kina i tiden der kommer!

Der er 7 små film, hvor den ene fortsætter, hvor den foregående slap. De tager udgangspunkt i børnenes skolegang og de små landsbysamfund rundt omkring. I princippet tror jeg, det kunne have foregået mange steder i verden. Nu foregår de i bl.a. Indien og hos nogle indianere (hvor opdagede jeg ikke, så det må jeg efterforske!) Og det, der gør disse små film så unikke er, at vi alle sammen kan bruge dem til noget. For de handler om, hvordan skolegang har udviklet sig fra at være en gave til menneskenes børn, som kunne lære at læse og skrive, til en ensretning over hele verden af børn og unge til at blive: gode arbejdere og funktionærer og små selvstændige, som alle kan tale engelsk, som alle mister deres eget sprog, som går i takt på lidt forskellige måder – men i takt. Som alle mister deres forhold til naturen. Som alle glemmer, hvordan man dyrker jorden, hvordan man passer på hinanden og familien, hvordan man holder sine traditioner i hævd, fordi de er knyttet til lokalsamfundet, og derfor nødvendige. Og hvordan fremmedgørelsen, rodløsheden, håbløsheden, fattigdommen, kulturløsheden, trøstesløsheden breder sig som en ørken, hvor det levende liv tørrer ind. Filmene viser, at den skolegang, der bliver udbudt over hele verden – også i Danmark! – mere og mere handler om at få en god arbejdskraft på sigt.  Og mindre og mindre om at læse og skrive, fordi det er vidunderligt at læse og skrive  – mindre om at kunne brødføde sig selv – om at passe på hinanden. Og mindre om at holde fast i det enkelte menneskes muligheder for at udvikle sine potentialer.

Hvis jeg oversætte dette til Danmark, så ser jeg et land, hvor dialekterne langsomt forsvinder, fordi vi får bildt hinanden ind,(over lang tid) at det er mindre fint at tale sjællandsk eller århusiansk, end det er at tale Danmarks Radio-dansk (som så i øvrigt også er udsat for erosion, så en præst hedder en prast, og en rest hedder en rast osv). Hvor engelsk også kravler på os, så udsalg nu hedder SALE, hvor en sælger hedder en ACCOUNT MANAGER, hvor en vejleder hedder en COACH, og hvor en  dagsorden hedder en AGENDA. (Og nej, der er intet i vejen med at kunne engelsk. Men der er noget i vejen med en snigende angloficering af sprogene overalt i verden, hvis det er på bekostning af menneskers oprindelige sprog!) Hvor alle børn skal til at gå i skole i over 30 timer, selvom vi ved, at de lærer ikke mere ved at få mere af det samme. Hvor vores ældre og gamle ikke længere er i familierne (det var heller ikke altid lige sjovt!), men i stedet skal øve sig i at være selvhjulpne i en høj alder, også når de er døende!  Hvor handicappede børn sluses tilbage i folkeskolen – for at spare penge - og derefter bliver ladt i stikken, fordi lærerne ikke bliver klædt på til opgaven. Og hvor kræftsyge mennesker sendes i arbejdsprøvning, når kemoterapien  lige netop er overstået. Hvor mennesker med mindre handicaps ikke længere kan få et arbejde. Og hvor forældre står i kø for at få gjort deres børn til studenter i håb om, at der så er en uddannelse bagefter, der giver et arbejde, som de kan leve af.

Når jeg ser de 7 små film, ser jeg også, at børn og unge, fra at være en medlevende og aktiv del i landsbyens hverdagsliv i marken til kornhøsten, sidder ubeskæftiget hen i slummen eller samler skrald sammen med de voksne. At blikskurbyerne vokser. Og at stofmisbruget florerer.

Så forstår jeg pludselig godt, hvorfor nogle unge tror, at hvis bare de kan gå ind og vinde X-Factor, så er den hellige grav vel forvaret. Det bliver desværre en brat opvågnen, når de opdager, at det ikke kan bruges til noget, at de så gerne vil være kendte. Og i mellemtiden har de ikke fået lært at leve et menneskeliv sammen med dem de elsker og holder af – og deres voksne har også glemt, hvordan man gør!

Nu kan I jo sidde derude og sige: Hold da op, det er godt nok en sur gammel kone, hende Jytte. Men jeg tror desværre, at jeg må bedrøve jer med, at jeg ikke er sur. Jeg er ked af det på menneskehedens vegne, og jeg er bange for, at det vi kalder udvikling faktisk er det modsatte, nemlig afvikling. Af kultur og sprog og værdighed og nærvær og menneskelig vækst og udvikling. Og på længere sigt, måske vores faktiske eksistens på kloden Jorden. For den kan kun overleve, hvis vi passer på den. Og det gør vi faktisk ikke!

Og så tænker jeg: Det som nazismen, facismen og kommunismen ikke fik fod på med diktatur, massedrab, tortur og massiv undertrykkelse af etnicitet, sprog, kultur og forskellighed, det klarer det senkapitalistiske samfund da til udmærkelse med massekultur, afvikling af selvstændig tankevirksomhed, kontrol og ensretning - og en skolepolitik, der ikke tager udgangspunkt i faglig viden om læring,

Men pyt da – bare der er vækst i økonomien og ikke er røde tal på bundlinien!! Eller hvad?

Jytte

Agurketid eller tåbeligheder?

FRIKADELLEKRIG OG SNÆVERSYN - ELLER HVAD?

Jeg troede knapt mine egne øjne, da jeg forlede på Facebook så, at en af mine venner derinde havde en statusopdatering med noget i retning af: NU stopper det! Ordlyden handlede om, at nogle børnehaver i DK har valgt ikke at servere svinekød for børnene. Det fremgik ikke af opslaget, hvilke børnehaver det drejede sig om, hvor børnehaverne ligger, hvem der går i de omtalte børnehaver, og på hvilket grundlag beslutningerne er truffet. Der stod intet om, hvem der havde truffet beslutningen, og i hvor stor en udstrækning forældre og forældrebestyrelser havde været involveret.

Så der var rigelig plads til at fantasere videre: Hvem mon det var, der havde indført den slags regler? Var der mon mange flygtningebørn i de børnehaver? Var det kommunerne eller var det institutionerne, der havde truffet beslutningerne? Og hvem var det, der lige pludselig havde gang i at fordømme de omtalte børnehaver?

For mig så det ud somom, at her foregik der noget, som er vildt farligt og samfundsfjendsk og meget undergravende!

Et par dage efter var der en overskrift på Ekstrabladets spisesedler om, at der på Hvidovre Hospitale bliver serveret halalslagtet kød. Og igen så det ud somom det var så farligt og så truende for vores eksistens, at der blev råbt vagt i gevær! (Jeg køber ikke Ekstrabladet, så jeg ved ikke, hvad det var de ville sælge avis på den dag!)

Først troede jeg, at nu havde sommervarmen da for alvor taget hårdt fat i den danske mand og kvinde, så flere af dem havde fået solstik. Men nej! En veritabel frikadellekrig er i gang, og jeg sidder undrende tilbage!

Et par demokratisk valgte personer gik igang med at sige deres mening om halalslagtning og om det farlige ved at den slags beslutninger træffes lokalt i den enkelte børnehave. Karen Jespersen, som for tiden er medlem af partiet Venstre, og Morten Messerschmidt, der er EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti, kommer med hver deres holdning og analyse af, hvori det farlige består. Min undren er ikke blevet mindre. For mig at se bliver der skudt spurve med kanoner!

Jeg har, fordi jeg er nysgerrig og gerne vil vide, hvor den slags synspunkter kommer fra og hvad folk siger, nærlæst en del kommentarer på Facebook. Og kan se, at det IKKE handler så meget om halalslagtning og IKKE så meget om frikadeller som om: MUSLIMER. Og så er det, jeg begynder at blive urolig og utilpas og faktisk også temmelig utryg. For jeg er så gammel, at jeg sagtens kan skifte ordet MUSLIMER ud med: Jøder, negre, kvinder, romaer, ------ forlæng selv rækken af de til enhver tid eksisterende udskud i samfundet. Er vi igang med at gentage historien? Har vi for længst fået skaffet os en ny prügelknabe, som bliver gjort ansvarlig for alverdens ulykker - uden at vi kigger os selv i spejlet og undersøger, om vi på en eller anden måde er en del af spillet og en del af dramaet?

Når Ekstrabladet skriver en spiseseddel om Hvidovre Hospital og halalslagtning er der kun EN og KUN en grund til det: PENGE. De vil tjene penge her i sommervarmen. Så pyt med etikken og ordentligheden og dokumentationen og alt det andet, der er vigtigt for god journalistik. Sådan har det altid været med Ekstrabladet, så for mig at se, er der ingen grund til at gå længere ind i deres synspunkter.

Værre er det med politikere - og med almindelige danske kvinder og mænd.  For de spænder sig selv for en vogn, som vi ikke kan være tjent med, og som vi ikke kan være bekendt!!

Jeg skal være den første til at sige, at fundamentalisme er noget møg - uanset om den kommer fra immamer, jehovas vidner, amerikanske højrefløjskristne, israelske ortodokse eller andre trosretninger, der vil tvinge en ganske bestemt form for tro ned over hovederne på folk. Det skal vi sige fra overfor. Og det tror jeg ikke, vi har været vakse nok til at gøre i vores lille smørhul. Fordi vi er så "pæne" og "flinke" og "eftergivende". Så det skal vi blive bedre til. Men når det er sagt, så vil jeg også sige, at jeg ikke vil være med til at generalisere - hverken over muslimer, jøder, kristne - eller andre trosretninger i denne verden. Jeg har mødt mennesker fra alle verdenshjørner med alverdens forskellige religioner, som IKKE kan fejes ind under en generalisering om, at "DE" er sådan og sådan. Samtidig så tror jeg, at vi netop i Danmark måske er lidt "blødsødne" i det, fordi vi alle har lært, at der skal være plads til os alle sammen. Og så bliver vi nødt til at lære, at NEJ, det skal der måske ikke altid.

Jeg har selv sagt fra nogle gange, og blev IKKE populær på det. En tysk gæst i mit hus viste sig at være racist til fingerspidserne. Jeg bad ham om at forlade huset omgående. Min daværende ægtefælle blev SÅ vred - på mig - over at jeg sendte gæsten bort. Heldigvis holdt jeg fast i mit standpunkt. En anden gang opdagede jeg, at en af mine døtres veninder var racist. Jeg havde hjulpet hende en masse i tidens løb. Da hun begyndte at udtale sig racistisk om mit ældste barn, sendte jeg hende bort, og hjalp hende ikke igen. Og det har jeg det stadig godt med - selvom hun faktisk havde brug for min hjælp!

Når jeg så idag, i 2013, hører og læser kommentarer om muslimer - helt generelt - og en deraf følgende hetz - som kommer til udtryk gennem frikadeller og leverpostej - så må jeg - igen, igen, igen - stå af. Helt af.

Fordi: Alle mennesker er unikke. Og OK - indtil det modsatte er bevist. Og de skal selv vise, at de IKKE er OK. Fordi: jeg har mødt muslimer (og alle mulige andre mennesker med en anden religion), der er arbejdsomme, loyale overfor danske værdier, venlige, gæstfrie, tolerante og inkluderende overfor mig som dansker. Fordi: jeg går ind for integration - ikke assimilation. Fordi: jeg tror på, at vores grundlov og dens regler om religionsfrihed og ytringsfrihed gælder for ALLE - ikke kun for "gammeldanskere".

I Danmark har vi meningsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed. Vi har nogle traditioner, der bl.a. indebærer, at forældre i daginstitutioner er medbestemmende om hverdagen - dagen og vejen, så at sige. Det betyder, at i samtlige daginstitutioner i Danmark er der en forældrebestyrelse, som er valgt for et år (eller deromkring) af alle forældre i institutionen, og som er medbestemmende om deres børns dagligdag. Hvis en forældrebestyrelse beslutter, at "Her hos os tager vi hensyn til ALLE, og for at undgå unødigt ekstraarbejde i daginstitutionens køkken, så beslutter vi, at der fremover ikke skal laves mad af svinekød, men i stedet af: kalv, lam, okse, kylling, evt. kanin, så ALLE børn kan spise af den menu, som daginstitutionen serverer. Leverpostej af kalv, frikadeller af oksekød og kylling og lam er glimrende spiser. Hvis vi ønsker at servere svinekød for vores børn, gør vi det i stedet hjemme hos os selv". Den ret for selvbestemmelse i den enkelte daginstitution skal vi stå vagt omkring! Hverken højre- eller venstre- eller religiøse grupper udefra skal komme og bestemme over, hvordan den enkelte institution og dens forældrebestyrelse indretter sig. Det betyder, at der i en kommune kan være institutioner, hvor der BLIVER serveret svinekød, og institutioner, hvor der IKKE bliver serveret svinekød. For det har forældrene bestemt!! Det skal hverken kommune eller folketing blande sig i. Og da SLET IKKE mennesker et helt andet sted i landet, som ikke har børn i institutionen!!

Hvis noget andet sker, er det et brud på den form for demokrati, som vi plejer at være så stolte af!!

OG så skal jeg lige sige noget om halalslagtning! Da jeg var barn, blev alle dyr slagtet på den måde. Dog uden bønner til Allah! Set fra mit sted, er der gået rent hysteri i problematiseringen af halalslagtning! Og det er udelukkende sket på grund af: Muslimer!! Så for mig at se, er det det rene pjat! Jeg har boet i en by, hvor der ligger et svineslagteri. Så jeg har, HVER DAG, hørt på skrigende grise, der blev kørt ned til slagteriet i en massetransport. Når de kom til slagteriet, stank der af død og rædsel, så svinenes skrig steg i volumen og intensitet. Så - hvor humane er vores "egne" slagtemetoder? Hvor godt behandler vi burhøns - hvilke slags liv har de? Hvor godt behandler vi søer, der er spærret inde i en lille boks, når de skal føde smågrise? Hvor godt behandler vi kyllinger, der brækker benene pga overvægt, der bliver paecet frem på ganske kort tid?

SÅ - stop hykleriet! Hvis vi vil sige fra, så lad os gøre det. Men det skal være relevant, det skal være ordentligt og det skal være fair! Sig fra overfor pigeomskæring. Sig fra overfor tvangsægteskaber. Sig fra overfor æresdrab. Sig fra overfor kvindeundertrykkelse. Men lad da for pokker den enkelte daginstitution bestemme selv, som de altid har gjort. Og overlad til det enkelte menneske selv at bestemme, hvilken GUD de tror på, hvilken mad de vil spise/ikke spise, og hvordan de vil være rummelige overfor de mennesker, der er i deres nærhed i lokalområdet og i børnehaven.

Nogle af jer, der fører frikadellekrigen frem, er selv blevet mobbet. I skolen. I voksenlivet. Ved I godt, at I er i gang med at mobbe andre lige nu? Stop det og find i stedet kærligheden til andre frem. Det vil gøre verden - og Danmark - til et bedre sted at være!


Jytte Høj Hammer

Yderligtgående desorienteret?

ER DER MON NOGEN DER RÅBER VAGT I GEVÆR??

Der foregår så meget i tiden, at det nogen gange er svært at skille tingene ad. Og der foregår så meget i mit hoved, at jeg nogen gange bliver forvirret. Måske forvirret på et højere niveau end tidligere - men stadig forvirret. Over mine tanker, over verden som den ser ud, over debatten på nettet - i TV og pressen, over de holdninger jeg løber ind i og over udviklingen som sådan.

Alt det kan jeg jo ikke skrive om på en gang. Men nu starter jeg et sted, så må vi se hvor jeg lander!

Overordnet set - ihvertfald fra mit sted i verden - er der noget riv, rav, ruskende galt. Og det viser sig overalt. Jeg vil starte et sted, nemlig i familien.Da jeg var barn kunne en familie på 4 mennesker leve af en løn. Ja, da min mor var barn levede mine bedsteforældre af en løn - og de forsørgede 8 børn! Jeg ved godt, at der ikke var noget at slå til Søren med. Men de boede i en lejlighed, huslejen blev betalt, der kom mad på bordet hver dag, de havde et kolonihavehus på en stor grund, hvor mine bedsteforældre dyrkede stort set alle de grøntsager, som familien spiste året rundt. Min mor og hendes søskende (4) og hendes fætre, der boede hos dem, fordi de var blevet forældreløse (4), fik alle en uddannelse, blev voksne, blev gift, fik børn. Og som børn oplevede vi en velstandsstigning efter 2. verdenskrig, som skaffede familierne køleskab, støvsuger, bil, pladespiller, sommerferie, skovture mere end 1 gang om året, fritidsaktiviteter. Osv., osv. Lønnen, som blev tjent af flest fædre og nogle få mødre, blev fordelt sådan i den enkelte familie: 25% til skat, 25% til husleje og 50 % til forbrug!

Nej, dette er ikke et forsvar for de "gode gamle dage", for der var mange ting, der ikke var OK dengang. Forældrene bestemte meget længe over deres børn, på den skrappe måde. Piger og drenge på 16-17 år blev "tvangsgift" på "Kongebrev", hvis de "kom i ulykke", som det hed, hvis pigen blev gravid for tidligt, for ellers kunne de ikke få et sted at bo, OG mange piger blev simpelthen smidt ud hjemmefra, hvis de blev gravide "i utide". Sex før ægteskabet var ilde set (nej, det var ikke forbudt, men de voksne lod somom de aldrig selv havde haft sex, før de blev gift). Far sad for bordenden og bestemte. Storebror måtte flere ting end storesøster. Og piger skulle stadig "bare giftes", så de behøvede ikke nogen uddannelse. Så der var nok at gøre oprør imod. Og det blev der så! Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, kvindebevægelsen voksede, rødstrømperne så dagens lys, og der var nok at gå igang med.

F.eks. oplevede jeg som ganske ung, at jeg pludselig ikke kunne få en børnehaveplads til min ældste datter - selvom vi havde været skrevet op i to år - for jeg havde giftet mig, så nu var jeg jo "forsøget", som det hed. Men jeg var ikke forsørget! Jeg forsørgede 1 barn på 3 år OG en mand, der studerede jura. Men det ville kommunen ikke forholde sig til. Så jeg satte mig på kommunekontoret og ventede, til jeg (ret hurtigt) fik børnehaveplads. Ved det efterfølgende kommunevalg kritiserede jeg de siddende kommunalpolitikere for manglende børnehavepladser, hvortil en kvinde (!!) der sad i kommunalbestyrelsen sagde: Hvorfor siger De det  DE har jo fået Deres barn i børnehave?? Senere var jeg indlagt på sygehus, og fik pludselig udbetalt reducerede sygedagpenge, fordi jeg jo nu var gift og "forsørget". Så der startede jeg mit oprør!

OG - rigtig mange af de her ting er forandrede. Og det er godt. Tvangsgiftermålene er væk. Unge kan få en bolig, når de gerne vil flytte sammen (hvis de ellers har råd!). Kvinder kan forsørge sig selv. Og kvinder i dårlige parforhold kan flytte og blive skilt - og de gør det!

Og så er det jo, at jeg tænker: Begyndte filmen at knække allerede dengang? Begyndte samfundet en skæv og forkert udvikling allerede dengang? Smed vi rigtigt mange "børn ud med badevandet" i udviklingens hellige navn? Jeg synes, at ungdomsoprøret var rigtigt og godt - også selvom rigtig mange mennesker ikke deltog i det, og også selvom ordet rødstrømpe nærmest er blevet et skældsord, som jeg tror, at de fleste faktisk ikke aner hvad reelt betyder!

 

Når jeg går så langt tilbage som slut 50'erne og begyndelsen af 60'erne, skyldes det flere ting. Den politiske udvikling ændrede sig. Kvindebevægelsen ændrede sig. Produktionsapparatet ændrede sig. Kønsrollerne ændrede sig. Familierne ændrede sig. Piger kom i uddannelse. Børn kom i daginstitution. Millimeterdemokratiet blev opfundet. Kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, så de fleste kvinder arbejder udenfor hjemmet i dag. Da jeg gik i skole var der 2 mødre, der gik på arbejde i min klasse. Og det hele "kørte bare deruda". Men jeg tror, vi glemte noget meget, meget væsentligt undervejs. Nemlig at diskutere: Hvad er det for et samfund vi ønsker at leve i? I stedet blev fronterne trukket op. Skarpt. Internationaliseringen tog fart. Og sådan som jeg ser det, begyndte en meget uheldig udvikling, som vi sidder i til halsen i dag.

 

Det er der flere eksempler på: Vi er godt i gang med at blive historieløse. Vores kollektive hukommelse er fyldt med huller. Vi kan ikke længere bruge fortidens erfaringer. Vi mister faglig viden hver eneste dag. Vores politikere kender ikke det virkelige liv, og almindelige menneskers tilværelse. Vi lader os i stigende omfang køre rundt i manegen af USA og EU, uden refleksion overhovedet, fordi det virker svært og uoverskueligt. Og vi kan tilsyneladende ikke finde ud af at stoppe op og sige: Hallo, hvor er vi på vej hen? Er det den rigtige retning vi bevæger os i, eller skal vi skifte kurs?

 

Jeg kan jo ikke skrive side op og side ned om det her (jo, de kunne jeg jo nok - men så falder mine læsere fra!), så i stedet vil jeg sige noget om de postulater, jeg kommer med lige ovenfor:

 

Vores historieløshed - eller begyndelsen på den - er bl.a. kommet til syne i tørklædedebatten. Da jeg var barn, gik de gamle kvinder på landet med tørklæder og lange kjoler. Fordi det var ærbart! Jeg har allerede nævnt, at unge blev tvangsgift, hvis de skulle have barn - ganske vist lidt anderledes end de tvangsægteskaber vi forsøger at bekæmpe i dag - her skal vi længere tilbage i historien. I diskussionen om Frihedsmuseets genopbygning, forsøger nogle historieinteresserede at få koblet frihedskampen mod nazismen sammen med alle de andre ting der skete i DK under krigen. Men nogle af de "gamle" ønsker ikke denne kobling, og det vil underbygge historieløsheden. Og hele den historiske udvikling i familierne og i samfundet er ikke længere en del af vores fælles viden. Den kollektive hukommelse lider af hukommelsestab!

 

Fag er forsvundet og vigig viden er gået tabt. Og selv når fag udvikler sig med større viden og forståelse for tingene - f.eks. mit eget fag: socialt arbejde - så sletter vores kollektive hukommelse og historieløshed vigtig viden - også i den offentlige sektor! Et grelt eksempel: Unge danske soldater kommer hjem fra missioner ude i verden, og nogle af dem er skadet på legeme og sjæl. De fysiske ting bliver afhjulpet på sygehuse og i genoptræningen. De psykiske skader har det været værre med. Hvis en ung mand/kvinde ikke fik meldt sig med evt. psykiske efterveer til "systemet" indendfor det første halve år efter hjemkomsten, var der ingen hjælp at hente. Det er heldigvis ved at blive ændret. Men helt ærligt - her lider vores system da virkelig af kollektivt hukommelsestab: Efter 2. verdenskrig kom kz-fanger hjem. Politifolk. Kommunister. Jøder. Modstandsfolk. Nogle af dem fik over en længere årrække det der blev kaldt KZsyndrom. Jeg har mødt folk med KZsyndrom i sundhedssektoren over 30 år efter, at de var kommet hjem. Nogle af dem havde haft det slemt i mange år, andre fik det først slemt efter en årrække. Og ikke særlig tit indenfor det første halve år! I dag kalder vi det PTSD (Posttraumatisk Stess Disorder). Så det jeg ser her er, at nye fagfolk og nye politikere skal opfinde en viden, som allerede findes i samfundet - den bliver bare ikke opsøgt og brugt! Og det kan vi bl.a. takke politikerne for - for det er dem der laver lovene og derfor også har adgang til den kollektive viden!

 

Mange unge kan i dag ikke lave mad. Og hvad værre er: Hvis den store katastrofe skulle ske, så er vores kollektive viden om, hvor maden kommer fra, hvad vi kan spise fra naturen, hvad vi kan dyrke selv, og hvordan man gør - nærmest forsvundet! I stedet lever mange mennesker af præfabrikeret mad. I fine samtalekøkkener! Ansvaret for dette ligger flere steder: I de travle familiers hæsblæsende hverdag, i skolen med meget færre timer i hjemkundskab, som det hedder idag, og i hele den generelle kultur omkring fødevarer, fødevareindustri - fastfoodbranchen - og vores fælles manglende omsorg for hinanden. Og så det gennemgribende problem, at det hele i dag handler om at have travlt og få succes og at tjene penge, både i det store og i det små. Og så er der jo ikke tid til at lære at lave mad - eller til at lave den! 

 

Politik har udviklet sig til et fag. Det er min påstand. Et fag, hvor det er en rigtig god ide at være uddannet cand.polit el. lign. Der er langt mellem "almindelige danskere" i Folketinget. Og det er faktisk ligegyldigt, hvilket parti politikerne tilhører. Rigtig mange folketingspolitikere har ikke været ude i det "virkelige liv" i årevis - og mange af dem har aldrig været ude i virkeligheden. Og med årene er det blevet værre og værre. Hvor er håndværkeren, maskinarbejderen, pædagogen, kontorassistenten, butiksassistenten og sygehjælperen/sosuhjælperen blevet af? Hvor er husmanden og den almindelige landmand? Hvor er alle de faggrupper, som før i tiden blev valgt ind på "Borgen" og som kendte livsvilkår og vanskeligheder fra deres eget liv, egne familier og netværk?? Ja, ja, jeg ved da godt, at Marianne Jelved er uddannet folkeskolelærer og at Henrik Dam Christensen har været landpostbud. Men hvornår var de lige det? Hvis mine informationer er rigtige, så er det hhv. 26 år og 23 år siden.  Og enlige svaler gør jo ingen sommer! Jo yngre folketingsmedlemmerne er, jo færre af dem har lavet andet end at gå i skole - incl. universitetet - og været politisk aktive mhp at ende i Folketinget. Og politikudviklingen bærer tydeligt præg af dette.

Hvad er der så sket med politik gennem årene? Staten har jo den rolle, som staten har. Den styrer og bestemmer og gør det med eller uden diktatur. Men efter min mening, har vores stat udviklet sig i en slem retning. I "gamle" dage - og det er både de nye og de "gamle gamle dage" jeg tænker på, opstod der en række bevægelser i land og by, som kæmpede for menneskers rettigheder. Set i forhold til den gamle Danmarkshistorie, er der formentlig ingen af de nuværende partier, der ikke stammer fra sådan en bevægelse. Men set herfra - efter at have lagt politiske overvejelser på hylden i rigtig mange år - så er alle bevægelserne/partierne stivnet og er holdt op med at udvikle sig. Selv Enhedslisten er blevet lammefrom og følgagtig. Idag har vi nogle partier, der uanset farve og navn, er blevet statspartier, der lægger nærmest alt deres arbejde i at opretholde status quo og holde Staten på skinnerne. Og dog. For samtidig skal alle løbe hurtigere. Selv arbejdsløse, der er blevet arbejdsløse pga krisen - og dermed pga staternes politikker - skal løbe hurtigere fra borgerservice til computeren for at skrive ansøgninger til jobs, der ikke eksisterer! Kontrollen vokser og vokser. Partier, der før kæmpede mod kontrol - f.eks. Venstre - var i et tiår ledende i forhold til at udvikle og udvide kontrollen. Og Socialdemokraterne, der har stået for kontroltendenserne, så lang tid jeg kan huske, er blevet værre end de før har været. Partierne ligner hinanden mere og mere, og når de skændes om, hvem der har ansvar for hvad, er det svært at se, at den ene skal lade den anden noget høre. For forskellen er ens. Staten vil have tjek på os allesammen. Resultatet er nu, at det er så besværligt og så arbejdskrævense at være firma eller arbejdsplads eller sågar organisationer i det frivillige arbejde, at det er op ad bakke hele vejen rundt. Vi er ikke bare godt igang - vi har allerede - et samfund, hvor kontrol, mistillid, mere kontrol, mere mistillid - bureaukrati, smålighed og økonomi er blevet det væsentlige i de ting, staten foretager sig. De offentlige arbejdspladser fungerer ikke ordentligt, der er ikke tillid til de ansatte - og pengene bliver brugt i en lind strøm, uden at vi andre helt forstår, hvor de bliver af. Hvis Staten var ansat i et privat firma, ville den blive fyret for sjusk, uansvarlighed, slendrian og manglende omsorg for landets indbyggere.

Var det en gammel socialist, der skrev sådan her. I læste rigtigt! Og jeg mener det. De socialistiske tanker er blevet smadret af ubrugelige og umulige diktarurer og diktatorer, hvor overgreb og vold mod både befolkninger og etniske minoriteter blev hverdagskost. De liberale partier har opgivet f.eks. frihed, lighed og broderskab, og det er svært at genkende de oprindelige tanker. Og de partier, der er kommet i kølvandet på de andre, bl.a. pga de gamle partiers svigt overfor befolkningen, falder til patten et efter et. Bliver det, som Poul Nyrup Rasemussen troede, de ikke blev: "Stuerene". Og der, hvor de efter min mening stadig ikke er stuerene, er de gamle partier nu med på at pisse hjørner af, skyde skylden på al elendigheden på udefra kommende mennesker, på krisen, på alle mulige andre end "os selv". Og det er jo sådan, at hvis man - og det gælder os alle - mistror alt og alle og vil kontrollere alt og alle - så ender man med at få forfølgelsesvanvid. Så lad os endelig anmelde naboen for snyd og bedrag - eller hvad?

Jeg kan godt se, at det lyder meget sortsynet det her. Og det er det også. Selvom jeg på så mange andre områder ikke er pessimist, så er jeg bekymret. For demokratiet krakelerer. Vi låser døren om natten. Vi melder naboen til kommunen. Vi stirrer på tallene på bundlinien for at se, om tallene dog ikke snart bliver sorte igen. Vi kører deruda og holder nogen gange i kø i flere timer på Vestmotorvejen på vej til arbejde - fordi vi skal løbe hurtigere. Vores børn har efterhånden en arbejdsdag på længde med de voksnes, og gamle mennesker får mindre og mindre omsorg fra det samfund, der sendte de unge på job, så de ikke selv kan tage vare på deres familier længere. Selvbestemmelsesretten er suspenderet. Og nogle af dem af os, der er mest vilde med kontrol, vil også tvinge fædre på barsel og mødre ind i bestyrelserne, selvom al erfaring siger, at hvis vi vil noget - så må vi selv slås for at få det gennemført. Hvis andre tvinger os, så slår vi bak. Alle mennesker bliver "3 år gamle", når nogen vil tvinge os til noget - og det gælder også i familieanliggender, i arbejdsanliggender og i sociale anliggender. Vi kan ikke tvinge fædre på barsel, de skal vælge det selv. Vi kan ikke tvinge kvinder ind i bestyrelser - firmaerne og kvinderne skal vælge det selv. Og som en lille sidebemærkning: vi kan ikke tvinge andre mennesker til at holde fred med hinanden. De skal vælge det selv! Gad vide, hvornår denne logik bliver til almenviden?

Og så var det, at jeg kom til at tænke på det med de 25% til husleje, de 25% til skat og de 50% til forbrug i en familie - af en løn. Engang. For ikke mere end 50-60 år siden. Og tænker: Kunne vi vælge at stoppe op og forsøge at gentænke vores måde at organisere os på? Jeg mener JA! Og jeg vil nok engang understrege, at jeg IKKE sigter mod de gode gamle dage. Jeg ønsker, at vi forsøger at tænke nyt og at vi tør forestille os, at dette land og denne verden kunne se anderledes ud - hvis vi ønsker det og gør noget for at nå derhen!

Jytte Høj Hammer