tirsdag den 4. juni 2013

Overvejer seriøst at boykotte næste folketingsvalg!

Hvordan kommer vi igennem til Christiansborg??

Jeg har gennem flere år været tiltagende træt af den politik, som kommer ud i landet fra Christiansborg. Og er helt klar over, at en del af miseren handler om, hvad pressen gør med de oplysninger, der kommer fra "Borgen". Men dybest set handler det jo om, hvordan regering og folketing selv stiller op - i forhold til dig og mig som vælgere - i forhold til de konkrete politiske sager - og i forhold til deres egen rolle som politikere og regering(er).

De seneste måneders helt konkrete sager har fået mig igang med at overveje, OM jeg overhovedet vil stemme til næste folketingsvalg. Og svaret vokser til et større og større NEJ!! Og det vil jeg dels gerne argumentere for, og dels forsøge at få andre til at kigge på deres valgdeltagelse - næste gang vi skal ha en statsminister og en ny regering.

Jeg udelukker med vilje kommunevalget. Af flere grunde: Dels er kommunerne næsten lige så meget i klemme som du og jeg i regeringernes skalten og valten med folket, dels oplever jeg, at kommunerne fungerer meget anderledes end staten gør. Og jeg tror, at vi har brug for ledelse på det "lille plan". Jeg har altid stemt - til alle valg - hele mit liv. Og det er smerteligt at måtte konstatere, at det bliver jeg nok nødt til at holde op med. Jeg har desuden stemt anderledes til kommunevalg end til folketingsvalg. På personer, som jeg har opfattet som "ordentlige mennesker" - og ikke på partier. Det har jeg i sinde at blive ved med. Og jeg har for længst besluttet mig for at stemme på Knud Larseni som borgmesterkandidat i Vordingborg Kommune. For selvom han og jeg ikke er politisk enige, så er han et ordentligt menneske. Og det er vigtigst - for mig. Så - ikke mere om kommunevalg lige nu. Det er folketingsvalget der roterer i mit hoved. Og lige pludselig - måske før vi aner det - dukker det op en skønne dag i måske ikke alt for fjern fremtid.

Da jeg var barn, var det at være "sofavælger" nærmest noget af det værste, "man" kunne sige om folk. Det var sådan nogen, der ikke gad forholde sig til verden og livet og politikken - og som bare kravlede ned under avisen på sofaen og blev hjemme. I dag ser de måske TV samtidig? Så sofavælger - nej - det bliver jeg aldrig. Jeg er nødt til at forholde mig aktivt til livet og politikken - også når jeg er så utilfreds, som jeg er nu.

Jeg ved ikke, hvordan staten registrerer - og forholder sig til - at folk ikke stemmer. Og jeg ved, at der "altid" er blevet advaret imod sofavælgeri, fordi det kunne ende med, at de ikke afgivne stemmer kom "de forkerte" til gode, uden at man måske ville det. Men på en eller anden måde VIL jeg markere, at jeg er utilfreds, at jeg er vred, at jeg ikke længere har tillid til politikerne på Christiansborg. Og det gælder dem alle sammen!

Samtidig så er jeg demokrat og faktisk rigtig stolt over, at jeg lever i et gammelt demokrati. Så jeg er næsten grædefærdig over, at vores demokrati har det så dårligt og fungerer så elendigt. Men jeg har endnu ikke givet helt op. Jeg håber og tror på, at vi i Danmark - måske - kan puste nyt liv i demokratiet - hvis vi gør noget alvorligt ved det!

Derfor overvejer jeg - at stemme blankt. Og at rigtigt mange andre vil gøre det samme. Hvis rigtig, rigtig mange danskere vælger at stemme blankt til næste folketingsvalg, så vil det - måske - få nogle politikere til at tænke deres egen rolle igennem. Hvad rigtig, rigtig mange danskere er i den sammenhæng, ved jeg faktisk ikke. 100.000 - 200.000 - 300.000 - eller flere?? Meget gerne flere. Jeg ved ikke, hvad der skal til for at fortælle folketingets politikere, at nu er NOK NOK. Nu vil vi ikke længere finde os i, at de er så totalt ligeglade med os som folk, med fagligt kompetente menneskers viden, med holdninger og protester og synspunkter, der kommer frem i diverse medier - blot for at gøre, som det lige præcis passer dem. Og ja, jeg ved da godt, at der er en kliche, som siger, at når vi har stemt til et valg, så er resten op til politikerne i de næste op til 4 år. Men når politikerne så vælger at sige ET og gøre noget ANDET, så hører alting faktisk op!

Hvad har fået mig til at vende så radikalt fra at være en trofast vælger til at tænke: Boykot folketingsvalget?? Mange ting faktisk. Det startede faktisk under Anders Fogh Rasmussen. For første gang i Danmarkshistorien blev det besluttet i Folketinget - at gå i krig. Mod Saddam. Senere i Afghanistan - og mod Gaddaffi. Det gik til min rædsel op for mig, at hvis vi ønsker at ændre Grundloven - f.eks. omkring kvindeligt arvefølge - så skal der en utroligt besværlig proces i gang - som jeg faktisk ikke orker at beskrive her. Det korte af det lange er, at en statsminister IKKE kan lave grundlovsændringer uden folkeafstemninger og store flertal i Folketinget (vistnok i omvendt rækkefølge) - men han/hun kan godt gå i krig på et spinkelt flertal. DET burde indskrives i Grundloven, så den slags ikke kan gentage sig. Nej, selvfølgelig skal det at gå i krig ikke til folkeafstemning - men jeg mener, der dels skal være et meget større flertal i salen FOR krig, før det kan lade sig gøre - f.eks. 70 eller 80%  - dels at der skal tages nogle forholdsregler rent folkeretligt/juridisk - som jeg slet, slet ikke har forstand på. Det viste sig, at Fogh "købte" amerikanernes (Bushregeringen's) argumenter om masseødelæggelsesvåben - selvom rigtig mange konkrete undersøgelser viste, at det ikke passede. F.eks. den svenske undersøger, Hans Blix, sagde, at der IKKE var masseødelæggelsesvåben. Alligevel holdt Bush fast (og det er senere dokumenteret, at det var mod bedre vidende) - og den danske regering hoppede på Bush's argumenter. Rædselsfuldt, tankevækkende, pinligt og forfærdeligt. Plus en hel masse andre tillægsord. Det var slemt, da det skete. Og det er ikke mindre slemt i dag!

Så fik vi en "rød" regering. JUHU!! Med kvinder på spidsposterne. Hold da op. Magen til makværk skal vi da lede længe efter. I alle mine år som politisk interesseret, har jeg aldrig set noget lignende. Savner faktisk Uffe Ellermann - selvom jeg hører til på den anden side af stregen i dansk politik! (Troede jeg!) Han var fræk og lige-ud-af-posen. Men han førte politik! Det der foregår nu er for slemt. For udemokratisk. For usympatisk. For koldt. For nederdrægtigt.

Derfor står jeg af. NU! Stemte på Enhedslisten i håb om, at de ville holde fast i nogle progressive krav. Tak for kaffe!! Også de er til salg! (Derfor har jeg rystet posen og stemmer på Knud til kommunevalget!)

Jeg orker ikke at skrive om alt det, som jeg synes den siddende regering har gjort galt. Jeg er ikke romanskribent! Men jeg vil nævne et par af de ting, der har fyldt rigtig meget her hos mig de seneste måneder. Først og fremmest: Folkeskolereformen. Der er mange lag i den konflikt, jeg vil koncentrere mig om de mest iøjnefaldende: Regeringen, - med Antorini som talskvinde - vil ha heldagsskole. Uanset hvad. Så det der er evidens for, gælder ikke længere! I Finland, som ellers er flagskibet i skoledebatten, er skoledagen ikke lang. Alligevel argumenterer regeringen for en lang skoledag! Kapaciteter omkring børn, har udtalt sig i omkring heldagsskolen: Jesper Juul, Dion Sommer, Erik Sigsgaard m.fl. Regeringen lytter ikke. Forældre, lærere og pædagoger har udtrykt deres modstand. Regeringen lytter ikke. Og så kom lockouten. En skændsel uden lige. Tænk at en "rød" regering laver en aftale med KL om at lockoute lærere - også nogle af dem, der faktisk ikke er omfattet af aftalestoffet - og der bliver lavet en annoncekampagne, der sviner lærerne til. Her knækkede filmen - for mig! Og når jeg nu, i skrivende stund, ser, at intet - jeg gentager - intet - af det der er skrevet og sagt fra kompetent side - overhovedet er blevet indddraget i forhandlingerne om en folkeskolereform - så stopper min tillid til de folkevalgte. Mit næste eksempel er lægekonflikten. Den har vi ikke set enden på - endnu. Men alt tegner til, at den bliver præcis lige så usympatisk, som konflikten med Danmarks Lærerforening har været.

I min optik skal en regering tage temperaturen på folkestemningen. Og i det mindste forholde sig til, hvad anerkendte fagfolk ved om tingene. Her om børn - og om patienter. Denne regeringen er totalt upåvirkelig. Dumstædigt holder den fast i sine egne meninger og mål - på trods af, at nogle, der ved mere - rent fagligt - end regeringen gør, siger det stik modsatte.

Derfor vil jeg bruge de næste måneder på at forholde mig til, hvad der foregår. Og hvis der ikke sker voldsomme og glædelige ændringer, ja så vil jeg stemme blankt til Folketingsvalget. Og måske gøre noget mere for, at andre gør det samme.

Det har indtil nu ikke været en succeshistorie med kvinder ved roret. Øv og øv og øv! Men jeg holder indtil videre fast i, at jeg vil demokratiet. Blot er det et krav, at politikerne også vil det. Ellers ender vi med statskapitalistiske eller småfacistiske tilstande - og DET vil jeg ihvertfald bekæmpe til min dødsdag!

Jytte





1 kommentar:

  1. Pengekassen er jo tom!
    Og det forholder topkvinderne sig til i vores regering. De forrige regeringer har smidt rundt med pengene og pengekassen er helt tom! Desværre. Og derfor har den nuværende regering ikke haft mulighed for at føre partipolitik! De forsøger at lappe landet sammenog redde os fra at gå fallit! Så lad os endelig holde fast i de gæve topkvinder og støtte dem. Vi må alle bidrage til at få landet på rette køl igen, du og jeg - os alle sammen :-) Det koster mange penge og hellige køer, uanset om vi kan lide det eller ej! Kram fra Helle

    SvarSlet