For snart mange år siden skrev en læge - Gideon Zlotnik - en bog, der hed "De stakkels drenge". Jeg har aldrig fået læst den, men der var rigtig megen diskussion om den i faglige sammenhænge - og i pressen. Jeg kan huske, at det der blev sagt og skrevet gjorde indtryk på mig, fordi jeg ikke selv har haft drenge - og fordi jeg godt kunne huske de drenge i skolen, der "altid" var uden for døren i timerne, som "aldrig" afleverede stile og blækregning (medmindre de skrev af fra os andre, og det var strengt forbudt), som kørte med mælk eller gik med aviser meget tidligt om morgenen og derfor nogle gange faldt i søvn i timerne - og som for det meste ikke kom i lære efter skolen, men i stedet blev arbejdsmænd. Som fik tæsk derhjemme - og som senere slog en proper næve til ballerne i byen - og på landet udenfor forsamlingshuset.
Som voksen har jeg mødt drenge i mit arbejde som socialrådgiver og psykoterapeut. Drenge, der nok hører til den gruppe, der blev kaldt "stakkels". Og sent i mit arbejdsliv har jeg mødt rigtig mange af dem. Husker en af de eneste gange, jeg som halvgammel havde sagt ja til at være vikar i folkeskolen, der hvor jeg boede. Jeg var vikar i 7. klasse. De skulle have dansk. Og dagens arbejde skulle handle om "Et dukkehjem". I ved den der Ibsen roman fra 1879. Jeg var vikar i slutningen af 1990'erne! Jeg kan huske, at jeg undrede mig ret meget over, at den slags gamle romaner var standardpensum i 7. klasse! Inde i klassen var der et par drenge, der brugte rigtig mange kræfter på at undgå at arbejde med emnet - mens nogle af klassens pæne piger gik i gang med opgaven. Efter en rum tid sagde jeg til drengene, at jeg var imponeret over alt det krudt de brugte på at undgå "Et dukkehjem". En af dem svarede: "Det gør vi da hver dag, når vi er i skole, for det er røvsygt". Jeg kendte ikke klassen, og skulle ikke have dem igen, så jeg sagde ikke højt, hvad jeg tænkte - til drengene. Men det gjorde jeg til den lærer/viceinspektør, der stod for vikarerne: Hvordan kan det være, at børn i 7. klasse skal læse "Et dukkehjem", når det er helt tydeligt, at det ikke siger dem noget som helst - især ikke drengene?? Hvad med at tage udgangspunkt i børnene her og nu og undervise dem derfra?? Jeg husker ikke svaret. Men episoden er dukket op mange gange siden. Bla.a. fordi jeg nogle år senere fik adskillige drenge fra den skole - og et par andre skoler i nabolaget - i sandkasseterapi eller mødte dem i forbindelse med, at jeg lavede familiearbejde med drenge og deres familier.
Drengene var mellem 7 og 13 år. De havde mange forskellige historier. Men fælles for dem var, at de absolut ikke trivedes i folkeskolen, at de kom fra familier med vanskeligheder (skilsmisse eller forældre med et dårligt fungerende parforhold, enlige mødre med mange forskellige kærester, sygdom, arbejdsløshed). Nogle af drengene boede ikke hos deres forældre, men var i plejefamilie eller boede på et opholdssted. Flere af de ældste drenge gik i AKT-klasse - hvor de i en periode pludselig fungerede godt - fordi der var en gudbenådet mandlig pædagog. Da han forsvandt fra skolen og der kom en kvinde i stedet, som oven i købet skældte dem ud hele tiden, knækkede filmen. De lavede en masse ballade - og endte med at blive bortvist. Flere af dem har senere fået diagnosen ADHD. Et par af dem var overordentligt velbegavede. Og et par var mindre godt begavede.
Nogle år senere kom jeg i kontakt med drenge i samme aldersgruppe i forbindelse med et langvarigt vikariat i en familieafdeling i en kommune. Nogle af disse drenge var danske og havde de samme familiemæssige og sociale baggrunde, som drengene i den tidligere gruppe. Andre af disse drenge kom fra flygtningefamilier, hvor forældrene talte dårligt eller slet intet dansk og hvor far var uden arbejde. Fælles for denne gruppe drenge var, at de var "borgere" i familieafdelingen, fordi de var smidt ud af skolen, eller fordi de lavede kriminalitet, eller fordi de lavede voldsomt megen ballade i lokalområdet.
Vi har gennem de senere år hørt meget om bander i bl.a. København. Og om rockere - både i København og andre steder i landet. Retorikken omkring banderne og rockerne har til tider været barsk. Og lovgivningen er blevet strammet voldsomt gennem en årrække. Folk er bange - og med god grund. For der bliver faktisk skudt i København. Der bliver faktisk stukket med kniv rundt omkring. Der bliver begået drab. Der bliver begået voldsom kriminalitet med bl.a. hård narko og våben. Så jeg forstår godt opskræmtheden og forstår godt, at folk bliver bange. Og jeg har ingen bud på, hvad der skal gøres ved disse bander og rockere - for det har jeg ikke forstand på! Bortset fra, at jeg tillader mig at mene, at det der bliver gjort IKKE er godt nok og IKKE flytter på noget eller nogen. For de får jo bare "mere af det samme".
Når jeg hører om disse bander eller ser rockere komme kørende på deres kæmpemæssige motorcykler, kan jeg ikke lade være med at tænke på de drenge, som jeg har mødt i mit arbejde! Fordi jeg tror, at bandemedlemmer og hardcore rockere med rygmærker
HAR VÆRET SÅDAN NOGLE DRENGE, SOM JEG LIGE HAR FORTALT OM - ENGANG!
Drenge der ikke er blevet set og hørt. Drenge der ikke er blevet rummet. Drenge der er blevet ekskluderet fra familien - eller af far. Eller svigtet og svigtet igen og igen og igen. Drenge der er blevet ugleset allerede i børnehaven. Drenge der har lært sig at være "hårde i filten" for overhovedet at holde ud at være her. Drenge der har været SÅ kede af det, SÅ vrede, SÅ forsømte og fulde af sorg og ensomhed, at de har lukket deres øjne og ører og hjerter af for omverdenen. For den ville og vil dem jo alligevel ikke noget godt!
Mens børn er helt små, kender vreden og forargelsen ingen grænser, når vi får at vide, at de har været udsat for vold, overgreb, svigt og misrøgt. Der bliver råbt på højere straf til forældrene. Der bliver råbt på mere kontrol med døgninstitutioner og plejefamilier. Der bliver råbt på bedre behandlingsmuligheder og mere tilsyn. Det paradoksale er bare, AT når det lille barn bliver en stor "besværlig" dreng - eller endnu værre - et forbistret bandemedlem eller en kvindefjendsk og voldelig rocker - så har alle glemt, at alt dette har en årsag - en baggrund.
Jeg ved stadig ikke, hvad vi skal gøre ved bandemedlemmer og kriminelle rockere. Men disse tanker, som jeg har tænkt meget, meget længe, er i de senere dage blevet bekræftet temmelig meget, fordi det viser sig, AT rigtig mange rockere ikke har haft en far at spejle sig i - og at de har haft alle de problemer, som jeg lige har skrevet om. Et eller andet sted vidste jeg det jo godt i forvejen. Og det betyder, at det vidste samfundet faktisk også - for jeg har min viden fra et langt liv i socialt arbejde!!
Måske er der ikke så meget at gøre for de voksne, der er blevet så hårdkogte, at de har mistet al følelse og fornemmelse for andre mennesker. Måske må vi/jeg se i øjnene, at det eneste vi kan gøre er at sørge for, at de laver så få ulykker som muligt? Det er en diskussion værd. En kriminalpolitisk og en socialpolitisk diskussion. En diskussion om børnesyn og helhedsforståelse. Om menneskesyn.
Jeg undres over, at den eksisterende viden ikke bliver brugt til noget. Siden jeg blev socialrådgiver i de tidlige 1970'ere, har der været en samfundsmæssig viden om, hvad det betyder for børn at få en god opvækst, at have brugbare rollemodeller, og at blive respekteret og behandlet ordentligt. At få omsorg og kærlighed. Det jeg ser nu er: At der skæres ned og skæres ned. At der lukkes skoler og klassekvotienterne stiger. At lærere ikke bliver klædt ordentligt på til at rumme de drenge, jeg skriver om her - og de drenge (og piger - dem vender jeg helt sikkert tilbage til), som nu skal "inkluderes" i folkeskolen - under en meget fornem parole om, at skolen skal være rummelig. Skolen er lige præcis så rummelig, som samfundet giver den plads til og mulighed for. Der tales og skrives meget om børn - og det synes jeg er vigtigt. Men det er underligt, at i det moment et barn bliver en ung voksen - 14 - 15 -18 år - så fordamper forståelsen og empatien. Så skal de bare "opføre sig ordentligt", og så er det bøvlede "deres egen skyld".
Vi - du og jeg - er et produkt af det liv, vi har levet. Og det er alle mennesker.
Når en dansk dreng bliver afvist og svigtet - og måske endda tævet og mishandlet - så gør det noget ved ham, som altid vil sidde i hans krop som en erfaring. Hvis hans far ikke er tilstede i hans liv, får det konsekvenser for hans selvforståelse. Hvis det hele går rigtig galt - indeni og udenpå - "vælger" han måske en kriminel og voldelig løbebane. For det er jo det han har lært!
Når en flygtningedreng - måske endda med tidlige erfaringer fra krig og vold og overgreb - kommer til Danmark og bliver modtaget med afvisninger og racistiske tilråb - samtidig med, at han har en far, der ikke kan forsørge ham - og derfor ikke kan sætte sig i respekt - en far der pludselig er blevet et "udskud" - måske enddan med krigstraumer - så må han finde sine egne måder. Nogle af dem er at holde sammen med unge vrede mænd, som måske ender med at blive bandemedlemmer.
Jeg kunne godt tænke mig, at vi snart får samlet den viden, vi har om børn og familier i en buket, som vi sender videre til politikerne. For som det foregår lige nu er det bare for sølle.
Jytte
og så blev klokken over 2 om natten!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar