KÆRE FORKÆLEDE DANSKER!

 Kære forkælede dansker!

OG - invitationen gælder også min kæreste og mig selv!

Hold nu helt op - hvor er vi forkælede, selvcentrerede og selvoptagne!

Hver evig eneste dag bliver mennesker tortureret, voldtaget, fængslet, henrettet og mishandlet. Overalt i Verden. I Syrien, i Libanon, i Myanmar, i Afrika, i mange lande i Mellemøsten, og i lande, vi intet hører om!

Imens sidder vi her i Danmark. I varme huse og lejligheder. Med Rema 1000 eller Superbrugsen eller Fakta indenfor rækkevidde. Med aftensmaden klar - om lidt!

Med lægehuset henne om hjørnet. Med fysioterapi, tandlæge, optiker, tøjbutik, skoudsalg, apotek og tandtekniker, genoptræning - og alle de andre hjælpemuligheder - indenfor rækkevidde.

 - hvad sker der så?

Vi brokker os! Over ventetider, over telefonsluser, over coronarestriktioner (som nu er afsluttet!), over bureaukrati og over statens overherredømme. OG, det er  på mange måder OK, for statens overherredømme er blevet for voldsomt. Samtidig kan vi stadig komme på hospitalet, gå til lægen, sende vores børn i skole, gå på biblioteket, få mad (selvom den er elendig) fra kommunen i alderdommen, komme til genopræning osv osv osv. I en uendelighed!

MEN, men, men: Vi har mennesker iblandt os, som er blevet ofre for bureaukrati, for langsomhed, for fordomme, for racisme og for populisme! Mennesker, der har været udsat for overgreb i deres hjemlande, som vores stat IKKE anerkender, ikke tror på. Mennesker, som har været udsat for overgreb, som den danske stat tror er opspind. Mennesker, hvis liv er i fare, fordi den danske stat ønsker at udvise dem til hjemlandet. OG mennesker, der ikke længere har tillid til vores land. Mennesker, som ser på mig, deres ven, som en fjende, fordi mine medborgere har glemt, hvad omsorg, nærvær, anstændighed og solidaritet er for en størrelse!

Jeg væmmes! Jeg bliver vred. Jeg er knust. Og jeg føler mig magtesløs. 

Jeg har fået mig venner, som jeg elsker, og som elsker mig. Og nu oplever jeg, at blive afvist, fordi vores regering ikke agter menneskeværd, så mine venner er nødt til at sige NEJ til mig, fordi de er bange, dødsangste, magtesløse og fortvivlede. Og utroligt sårbare. Og - jeg kan intet stille op. For de tror ikke længere på os - det gælder også mig. For - jeg er jo bare en fucking dansker! OG jeg forstår dem!

Jeg er sort indeni, jeg har grædt, jeg har været rasende, og jeg har følt mig magtesløs. Fanden tage Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og alle medløberne, incl. Socialdemokraterne. 

Hvad i hele hule helvede tænkter I på?

Jeg ved det ikke, og helt ærligt, så tror jeg ikke, at I tænker - overhovedet. I tænker ikke på børn, der ikke kan sove om natten, fordi de ser bombede bydele, hører udrykninger, hører skud, ser naboen blive skudt, ser mennesker blive mydet. I tænker ikke på mennesker, der ikke kan købe ind, fordi der ingen penge er, og intet marked er! I tænker ikke på menesker, der ikke kan komme til lægen eller til sygehuset, fordi sygehuset er sønderbombet. OG I tænker ikke på, at jeres børn og børnebørn kan komme i præcis den samme situation. Fordi? DET har I ikke fantasi til.

MEN, det kan sagtens ske. Det er sket før, og det kan ske igen. Der er INGEN der siger, at danskere i små hyggebobler er fredede for evigt. For, det er vi faktisk ikke!

Spørg din bedstemor eller oldemor eller tipoldemor, hvordan det var under 2. verdenskrig - eller den første verdenskrig f.eks. Så får du måske syn for sagn!

Det er ihvertfald en tanke værd!

Mange magtesløse hilsener

Jytte