DET HAR LIGE VÆRET 8. MARTS - OG HVOR ER VI SÅ I DAG???
Jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg i en alder af næsten 70 skulle holde en 8. marts-tale. Hvis jeg nogensinde har gjort det, er det så længe siden, at jeg har glemt det igen!! Og - jeg er ikke præsenil - endnu! (Den er lidt forsinket, for jeg har gang i så mange andre ting!)
Der er rigtig mange gode grunde til, at jeg ikke kan styre min "skrivekløe" længere. Så for ikke at gøre billedet alt for rodet, vil jeg koncentrere mig om: kvinder og især børn I 2014. Bestemte kvinder med børn? JA? Hvilke? Dem der har små børn. Fra 0 til 6-7 år. Ca.! Og - i en meget kærlig parantes: kvindernes mænd og børnenes fædre. Alle os andre: bedstemødre, onkler, tanter, mostre og fastre, older af begge køn, naboer, søskende og øvrige børnebørn får et par ord med på vejen - måske!
Jeg er jo sådan en historiefreak, at jeg bare MÅ starte der, hvor jeg selv startede med at være voksen: Da jeg fik mit første barn. Det foregik udenfor ægteskab i en alder af 19 år. Jeg havde fantastiske forældre - målt med datidens alen. Så jeg fik den støtte, der var brug for. (DET fortalte jeg IKKE til kommunen og Mødrehjælpen, for så havde de aldrig støttet mig!!)
Andre unge kvinder blev smidt ud hjemmefra, når og hvis de blev gravide i "utide". Det blev jeg ikke. Overhovedet ikke. Min far og stedmor indkaldte til "familieråd", og så talte vi om fremtiden, da jeg var færdig med at være tavs og teenageagtig og hemmelig!
Meget, meget ung. Uden det der ligner forberedelse på noget som helst. Jeg anede ikke, hvordan man fik en uddannelse. Jeg anede ikke, hvordan man kunne få noget at bo i. Jeg anede ikke, hvordan jeg overhovedet skulle gebærde mig i mit nye liv. Heldigvis vidste jeg meget om at passe børn. Heldigvis havde jeg været dygtig (sådan da!!) i skolen. Heldigvis havde jeg en familie, der ikke tog afstand fra mig (det var der også rigeligt med andre, der gjorde!). Og heldigvis fik jeg bevilget en kontoruddannelse af den gamle Mødrehjælpen i Svendborggade i København. Og så havde jeg lært at lave mad! 1963 var ikke noget særlig kvindevenligt år. Det var årene derefter heller ikke. Ugifte og gifte kvinder fik lavere dagpengesatser end mænd. Gifte kvinder kunne ikke få børnene i daginstitution. Daginstitutioner var iøvrigt en sjældenhed. Hvis kvinder ønskede at beholde deres eget navn ved giftermål, skulle de SØGE om tilladelse til det, ellers fik de automatisk deres mands navn. Hvis der alligevel dukkede en børnehaveplads op, fik den nye mand besked om det, selvom han ikke var far til barnet. At kvinder kunne forsørge deres mand var totalt utænkeligt - selvom det skete i masser af tilfælde. Og det var en indlysende selvfølge, at kvinder skulle forsørges - og til gengæld sørge for alt det huslige. Landsbysamfundet var på retur og havde været det længe, så det var træls at gå rundt i en lejlighed og være forsørget - der var ikke nok at lave - og nogle kvinder fik rengøringsflip og det der var værre. Så der startede søgningen mod arbejdsmarkedet!
Egentlig ville jeg have været husholdningslærer(inde), som det hed dengang. Fra det Suhrske Seminarium i Pustervig i København. Jeg var optaget. Men da jeg var blevet gravid som 18 årig, så var gode råd jo dyre. OG - "min" socialrådgiver på Mødrehjælpen (nej, hun blev sgu aldrig MIN - for hun var en rigtig moralsippe!) fortalte mig, at jeg IKKE skulle forvente at få støtte til at komme igang på SUHR - for når jeg havde været så UBEGAVET at blive gravid med en sort mand, så kunne jeg nok ikke gennemføre en seminarieuddannelse! JA - det sagde hun! Og - ja så kørte det. Jeg blev uddannet til en HK-agtig uddannelse i Købmagergade i København. (Og selvom jeg stadig synes, at hun var en mokke - så har den kontoruddannelse bare gjort HELE forskellen!)
Da jeg startede på kontoruddannelsen var det ca. 2. eller 3. januar 1964. I København. Min lillebitte datter var fra 18. november 1965. Den dag jeg startede i Købmagergade, startede hun i "dagpleje" (det var før dagplejen var blevet opfundet!!). Min lille datter var cirka 6 uger gammel!
Dengang tænkte jeg jo ikke mere over det. For SÅDAN VAR DET JO BARE! Og rigtig mange unge kvinder, som jeg kendte, havde aflagt Mødrehjælpen i Næstved og andre steder i Danmark et besøg, og så kom de hjem igen - uden barn - og gik direkte på arbejde! Kvinder, før min tid, havde været ude og hakke roer et par dage efter fødslen af et lille barn. Og barnet lå så i en kurv - i græsset - lige ved siden af roerækkerne. SÅ - der var ikke plads til andet end at - komme videre! Diskussionen af vilkår og ønsker fandtes ikke!
I dag ved vi, at mine veninder bortadopterede deres børn anonymt. Enten fordi de selv ønskede det. Men mest fordi deres forældre ønskede det!! DET blev jeg heldigvis ikke tvunget til. Selvfølgelig var min far og stedmor børn af deres tid. Men de var faktisk også rummelige og kærlige - målt med 1963-alen! Meget endda - for det stoppede jo ikke der!
Om det med en lillebitte baby og skolegang og det at bo hjemme hos min far - det hører ikke til her. Måske en anden gang! I stedet vil jeg forholde mig til det at få et barn - dengang - og nu!
Jeg ANEDE intet om amning. Og fik intet at vide. INTET. Så jeg forsøgte. Det fungerede ikke. Og så stoppede jeg selvfølgelig, da jeg skulle i skole den 2. eller 3. januar 1964. Da jeg fik mit næste barn, i 1971, fungerede der selvfølgelig heller ikke - for jeg havde jo oplevet nogle år før, at jeg ikke kunne amme! Så hun blev ammet i et par måneder - og det syntes jeg jo var lidt flot! Og så kom det sidste barn - i 1976 - og hold nu fast - hun blev ammet i ca 3 måneder. Og - det var en kamp. Med brystpumpe og megaenergi på at malke ud - og tårer og bøvl. Men - da de tre måneder var gået, og jeg skulle på arbejde igen - slut med amning!
SÅ - da jeg fik barnebarn nr. 1 og 2 og 3, var jeg totalt målløs! Vi talte faktisk ikke om det, men min datter ammede og ammede og blev bare ved. Husker hende bare med en baby på maven, liggende på en sofa, de er så smukke og afslappede, den lille sover og nyder det, når han/hun vågner, er der en tår og mere til, og så kan der soves igen! Det talte vi faktisk ikke om - dengang. Men det var så smukt og dejligt, så ord faktisk også var overflødige!
Så - da jeg blev bedstemor første og anden og tredie gang - oplevede jeg et under. Min datter ammede og ammede - og det var slet ikke til diskussion. Hun ammede bare! Hvor længe ved jeg ikke mere - men i forhold til mine amputerede forløb var det LÆNGE! Min tredie datter - som var først på banen i næste ombæring - ammer endnu! Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Ikke altid. Men hun ammer! Hendes første barn er 7½ - han holdt op med at blive ammet, da min datter var gravid med nr. 2. Og mit yngste barnebarn får stadig en tår, når hun har brug for det! Jeg er målløs og vildt imponeret! Min mellemste datter fik tvillinger - og det blev for voldsomt med ammeriet. Så de stoppede, da hun skulle på arbejde igen.
Der var masser af ting at slås for, da jeg var ung mor. Og flere og flere kvinder begyndte at stille krav. Både ude og hjemme. Mange kvinder fik udearbejde og var 100% alene om også at sørge for børn, mad, vasketøj og rengøring. Det var en brydningstid. Dansk Kvindesamfund fik en ungdomsafdeling, som var betydeligt mere progressiv en moderorganisationen. Og på et tidspunkt så den nye kvindebevægelse dagens lys. Jeg blev ikke medlem af den - der var efter min mening for mange sekteriske ansatser. Bla. var holdningen til drenge - ihvertfald hos nogle af de nye feminister - yderst sekterisk. Men påvirket blev jeg naturligvis - det blev vi vist alle! Men jeg var mere optaget af antiimperialismen - modstanden mod krigen i Vietnam - og bevægelsen mod Atomkraft OOA.
Når jeg kigger i bakspejlet, så smed den nye kvindebevægelse "barnet ud med badevandet". Og vi andre fulgte trop - mere eller mindre. Det blev umoderne at være hjemmegående. Ja, det blev faktisk latterliggjort! Det blev umoderne at amme sine børn. Det blev IN at give børnene modermælkserstatning - stærkt støttet af sundhedsplejerskerne. Det blev IN at have fuldtidsjob - også som enlig forsørger (og en økonomisk nødvendighed). Jeg hørte til den del af generationen, som kom igang med uddannelse - endda med flere. Og jeg opdagede slet ikke, at "mændene i mit liv" - min far, min senere ægtefæller, mandlige bekendte og familiemedlemmer - faktisk var ret så mandschauvinistiske. For jeg var optaget af uddannelse, græsrodsarbejde, barn/børn, musik, bøger og venner og familie.
Når jeg lige læser det foregående afsnit igennem, kan jeg tilføje: OG det var præcis sådan samfundet ønskede det! Vi skulle ud og arbejde og det var vigtigt, at vi ikke stillede krav omkring de små børn og den lille familie. Så hellere lønkrav til overenskomstforhandlingerne. For der var brug for vores arbejdskraft!
Heldigvis for mig og mine børn fik jeg et job som socialrådgiver og senere som underviser. Det betød, at jeg forholdsvis hurtigt efter min uddannelse kom relativt tidligt hjem - og så kunne jeg endda arbejde hjemme og skrive og forberede mig der. Og senere endnu blev jeg selvstændig og havde masser af arbejde hjemme - og en hel del rejseaktivitet med undervisning. Det betød, at jeg i stigende omfang var hjemme i flere dage ad gangen - og kunne nå at gøre en masse derhjemme, sammen med børnene og alene med mig selv, når de var i skole!
Sådan gik årene - og de var hurtigt væk! Mine børn blev voksne og fik selv børn. OG jeg tror faktisk, at jeg faldt lidt i søvn - sådan rent politisk. Min orientering mod samfundets indretning var blevet sløvet - og det var der sådan set mange gode grunde til. Den vigtigste for mig var at opdage, at det at være politisk aktiv var et blålys! Der var så meget løgn og latin involveret i politik, at jeg helt droppede ud! Og med den tornerosesøvn forsvandt også min orientering mod det politiske på græsrodsplan - eller på familie og individplan.
Helt fik jeg dog ikke lov til at sove. For fagligt involverede jeg mig i børn og børnefamilier. Havde børn i terapi (sandplay/sandkasseterapi), havde familier i familieterapi og samtaleterapi, og underviste pædagoger, gav supervision - både i grupper og individuelt - og havde voksne i individuel terapi. Her kunne jeg bruge mine uddannelser - OG min viden om samfundet. Og jeg blev mere og mere rystet over det jeg så og hørte. Jeg så børn med særlige behov blive "smidt ud" af folkeskolen, fordi de var besværlige og "umulige" - uden at der var nogen der gjorde sig den ulejlighed at få børnene undersøgt nærmere for at finde det rigtige tilbud til dem. Jeg så forældre være fuldstændig handlingslammede og tvivlrådige, uden at de fik den fornødne hjælp til at blive bedre til at håndtere forældrerollen. Jeg så forældre, der kæmpede med voldelige tilbøjeligheder, som de selv ønskede at bearbejde. Men de færreste fik hjælp. Nogle fædre kom i fængsel - og det hjalp helt sikkert ikke på den opsparede vrede! For nogle lykkedes det - heldigvis - at få gjort kål på vreden og blive bedre forældre!! Jeg så børn være SÅ vrede og SÅ frustrerede, at de lukkede totalt af for hjælp - for de havde mistet tilliden til ALLE voksne. I stedet for at sove videre begyndte jeg så småt at vågne op igen. Ikke for at blive politisk aktiv igen - men for at tage børnenes parti. (OK - det er jo også en slags politisk stillingtagen - omend meget anderledes end tidligere i mit liv!)
Så skete der noget, som fik det hele til at vende. I mit liv skete det, da jeg fik barnebarn nr. 4. De tre første var blevet store, og det havde været dejligt at følge dem - og det er det stadig. Men lige der, med HAM, fik jeg en øjenåbner. For han blev født med allergi. Fødevareallerti. Det var slemt. SÅ slemt. Selvfølgelig mest for ham. Men også for hans forældre. For der var dage og uger og måneder, hvor ingen af dem sov ordentligt. Hvor han kadsede og kløede sig til blods. Hvor han havde eksem over hele kroppen. Hvor ingen anede, HVAD det var, han ikke kunne tåle. Selv i den daginstitution, som havde fået prædikatet: Allergivenlig - gik det galt. ALT gik galt. Og ALT blev prøvet. Min datter kæmpede med de læger, der påstod at vide noget om allergi - og de vidste ikke en dyt. Endelig, endelig fandt de nogle dygtige folk, som faktisk vidste noget. Og så gik det den rigtige vej! Undervejs havde min datter besluttet at amme IGENNEM til de vidste, hvad han kunne tåle og ikke tåle. Og hun fjernede fødevarer fra sin kost, hvis de var under mistanke. Samarbejdet med børnelægerne og ammeprojektet begyndte at virke. (Der var dog også læger, det mente, at det var pjat at udelukke fødevarer i kosten som ammende!) I mellemtiden var han blevet ammet i 3 år eller mere. Og da han fik en dejlig lillesøster, fortsatte ammeprojektet selvfølgelig med hende.
Og så var det, at jeg mødte de langtidsammende kvinder. Gennem min datter og mit barnebarn. Jeg kender ikke dem alle personligt - men jeg kender flere af dem. Og jeg har kæmpe respekt for dem. For de ammer deres børn - på trods af modstand - på trods af fordomme - på trods af mistænkeliggørelse - på trods af såkaldte "eksperters" bedrevidende fordømmelse og moraliseren. På trods af, at mange fagpersoner ikke bakker op om WHO's anbefalinger om at amme i mindst et år. På trods af, at der er kommet en "trend", hvor langtidsamning erklæres for "ulækket" - og hvor ammende mødre formenes adgang til bestemt cafeer - fordi det er "blufærdighedskrænkende" at amme!
Disse kvinder er IKKE min generation. De er ikke en del af den gamle kvindebevægelse. De er ikke en del af den gamle venstrefløj. De er ikke en del af de fordomme og paradigmer, som var vores (min generations). De er deres egen generation. Og de har IKKE haft nogen rollemodeller overhovedet. De har ikke kunnet spørge os - deres mødre - "hvordan er det at være vuggestue- og børnehavebarn" - for det vidste vi ikke. De kunne ikke spørge os: Hvordan er det at være barn af fuldtids-udearbejdende-mødre - for det kunne vi ikke svare på. For vi var de første - sådan bredt set - der havde været fuldtids udearbejdende. Før i tiden var det "kun" enlige forsørgere, der var tvunget ud på arbejdsmarkedet. De har ikke kunnet spørge os om, hvad vi havde lært af vores mødre om det at være udearbejdende - for det var de færreste bedstemødre, der var udearbejdende - dengang.
I dag kan de - hvis de er heldige - spørge os om: Hvad tænker du så - i dag - om det der skete dengang i 1960'erne og '70-erne? Hvad tænker du om amning - om langtidsamning? Hvad tænker du om fuldtidsarbejde til begge forældre i en tid, hvor tallene på bundlinien får højrere prioritet end vores små børn? Og mine svar er: Jeg synes stadig, at det er fantastisk godt, at piger og drenge får lov til at uddanne sig. Jeg tænker stadig, at det er vildt godt, at kvinder kan forsørge sig selv. Jeg tænker stadig, at kvinder - som mine bedstemødres generation - kan blive skilt i dag - hvis de lever i et voldeligt og ydmygende parforhold - som de dengang var nærmest tvangsindlagte til at blive i - til døden dem skilte - eller de blev tævet ihjel!
Men så holder det fantastiske altså også op! For idag - i 2014 - er små børn i vuggestue og børnehave i ALT for mange timer hver dag og hver uge. Idag har vi daginstitutioner, der minder meget om de børnehuse, som totalitære regimer har haft i flere generationer. Fuldtidsinstitutioner. Hvor staten og kommune står for børneopdragelsen. I dag løber børnefamilierne så stærkt. Og hvorfor? Fordi vi er blevet bildt ind, at det er vigtigt med en kanon stor årsindtægt, flotte biler, Webergrill, modetøj, ferie to-tre gange om året - på ski, ved strand og i bjerge, Fordi vi tror, at vi skal være "på" døgnet rundt og arbejde som sindssyge. Og - som et fuldstændig vanvittigt tilskud til daginstitutionerne, så har den nuværende regering - som skulle tage forældrenes, de enlige forsørgeres, de arbejdsløses, de syges, de svages, de dårligt begavedes, de fysisk handicappedes - OG ALLE BØRNENES tarv og sørge for, at alle får muligheden for et godt liv - sørget for at få lavet en folkeskole"reform", hvor ALLE børn skal være i skole i længere tid, end de voksne er på arbejde hver dag! OG - for at det ikke skal være løgn - så skal børn med særlige behov OGSÅ indsluses i den skole. Det kaldes INKLUSION. I min bog er inklusion noget med at sørge for, at der bliver plads og rum til dem, der er anderledes og har særlige behov. Og at de får den fornødne støtte imens! I regeringens bog er inklusion det samme som: Besparelser. Så autister og børn med ADHD og Turette og Asberger og adskillige andre diagnoser SKAL bare ind i den inkluderende folkeskole. Koste hvad det vil. OG kære venner - DET kommer til at koste. Børnene - både dem der altid har gået i folkeskolen - og dem der bliver tvangsindlagt til at gå der nu - kommer til at betale. Med manglende støtte fra lærerne, fordi der ganske enkelt ikke er ressourcer til dem - især ikke de børn, der er særligt godt begavede. Med angst og vrede og risiko for voldelige og voldsomme udfald mod andre i klassen - og mod lærerne. JA - det kunne jeg skrive en blog om helt for sig selv. Vores børn - både med og uden "fejl" fra fødslen, er prisgivet. OG det er vores lærere også. Det er ikke mit ærinde her at støtte op om lærerne lige i denne blog, fordi jeg er på børnenes sag lige nu. Men jeg har respekt for vores lærere - og de er blevet sjoflet og svigtet og ladt i stikken - af regeringen, KL. Ogs!å af SF, som så har valgt at forlade regeringen. Men de har valgt at bakke op om denne her "reform"!
Jeg startede med amningen - og den vil jeg gerne tilbage til. Jeg kan skrive om alt det andet - en anden gang. Skolen alene fylder så meget, at det kan der nemt skrives flere blogge om. Men amningen fylder meget lige nu, for mig. Så jeg vender lige tilbage!
For vi når til - 8. marts 2014 (det er den 12. i dag). Hvor er vi nu - hvad sker der - og - hvordan går det med amningen i Danmark??
Faktisk, så går det nærmest ad-helvede til!
Jeg ved ikke, hvad det er, der er sket. Overhovedet ikke. Men der er sket noget, som er fuldstændig tåbeligt! DET er ikke længere OK at give et lille barn mad - på den NATURLIGE måde! Vi er ikke længere pattedyr. Vi er ikke længere vigtige for vores børns opvækst og tilknytning. Og de unge er ikke længere EGENTLIGE forældre til deres børn - og mine/vores børnebørn. De er blevet reduceret til fødemaskiner, som sætter børn i verden - til den danske STAT! (Nej, ikke mig, jeg fylder jo 70 om lidt!) Men mine børn er stadig i den fødedygtige alder - et par af dem. OG - de kan da bare få nogle børn og aflevere dem i institutionen, så staten kan få nogle gode arbejdere ud af dem!
Jeg er faktisk rystet og ked af det!! Det er så svært at beskrive! Så det bliver ikke lige her. Ihvertfald ikke i dag. Engang ville jeg gerne et venstreorienteret samfund. I dag vil jeg HVERKEN ELLER. Ingen venstreorientering - og ingen højreorientering´. Og hvorfor?? Fordi begge dele er lige slemt og lige undertrykkiende for mennesker. Kontrol, kontrol, kontrol. Styring og styring. Straf og straf og repressalier. Formynderi. Lovgivning og mere lovgivning. Idag, mens jeg har siddet her og skrevet lidt, har jeg hørt, at Enhedslisten ønsker STRAF mod skoler, der ikke gør noget imod mobning af børn. Straf af HVEM - og HVORDAN? Skal skoleinspektøren i fængsel? Skal læreren fyres?? Nu er ringen sluttet - Pia Kjærsgaard og Johanne kan tage hinanden i hånden - for de vil begge to straffe. I stedet for at møde os andre, der hvor vi er - så vi i fællesskab kan begynde på en diskussion om: Hvad er det vi vil med vores samfund? Hvad er det for et liv vi ønsker? Hvordan skal det være for vores børn? Skal de sorte tal på bundlinien diktere, hvilket liv vi ønsker os? Eller skal vi selv - vores børn og børnebørn - sætte en ny dagsorden for, hvad det er vi vil? Jeg vil ihvertfald ikke længere overlade det til politikerne - for de har da glemt alt om, hvad menneskelivet går ud på!
Jytte Høj Hammer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar