NÅR BEDSTEMØDRE FLYTTER GRÆNSER!

Om at lære af sine børn og børnebørn

Jeg er netop kommet hjem fra 3 uger i Spanien. Nærmere betegnet fra en lille finca ca. ½ time fra Malaga. Min datter og svigersøn har slået sig ned der sammen med deres to børn på snart 8 og 5 år. En dreng og en pige.

Det spanske skolesystem er en skrap størrelse målt med danske alen. Børnene starter i 4 års alderen, og de er nærmest spærret inde i skolen fra morgen til eftermiddag. Mor og far har ingen adgang og er ikke en del af skolen overhovedet. Der er en "kæft-trit-og-retning" diciplin, og en for mig at se totalt gammeldags holdning til børn. Mit barnebarn gik der i 14 dage i september 2012. Så knækkede filmen. Og han fik lov til at blive hjemmeskolet i stedet. I dag bliver han og lillesøster unschoolet derhjemme. Og - på trods af gamle holdninger og meninger og alt det der - så bakker jeg fuldt og helt op bag dette valg. For det ser rigtigt ud. Det giver mening. Og vigtigst af alt: børnene stortrives ved det!

Som mor/mormor og fagperson har jeg i stigende omfang været optaget af børn og deres opvækst, af børns vilkår og af skole og daginstitution. Jeg har, hvad min datter er et godt eksempel på, haft mine børn i folkeskolen og i børnehave/fritidshjem. Og jeg har været en aktiv forælder gennem alle årene. Jeg har både været tilfreds og utilfreds undervejs - og jeg har blandet mig i drøftelserne, der hvor mine børn har tilbragt de mange timer i barndommen. Da jeg har både dygtige og velbegavede børn, og jeg selv er en læsehest, som "altid" har haft lektier og hjemmearbejde, har det at sidde omkring spisebordet med lektielæsende børn været både spændende og hyggeligt. Og jeg har været - og er det faktisk stadig - børns "konsulent" i forbindelse med skriftlige danskopgaver. Så langt så godt.

To begivenheder har fået mig til et tænke meget - rigtig meget - mere over børns læring - og mangel på samme. Den første var, da Lucas startede i skolen i Spanien for snart to år siden. Den anden var, da den nuværende regering tromlede hen over folkeskolen med sin heldagsskole, lærerlockout og sammenspisthed med KL. Plus den sideløbende - såkaldte - inklusion i folkeskolen af børn med særlige behov. I relation til begge begivenheder har jeg trukket på min menneskelige og faglige viden og erfaring, og jeg har flyttet mig temmelig meget i processen. Som jo så har varet i næsten 2 år nu.

Allerede inden disse to begivenheder, havde jeg undret mig. Raset over voksnes manglende omsorg for børn med vanskeligheder. Reageret på nogle daginstitutionspersonalers tilbøjelighed til *"aldrig" at se på egen andel i børns problemer og "altid" at tørre det hele af på forældrene. Været måbende af forundring over, at børn i 7. klasse - også børn, der hadede at gå i skole - SKULLE læse Ibsens "Et dukkehjem" - fordi det stod i læseplanen. Hvorfor var det lige, at så mange voksne ikke kunne finde ud af at tage udgangspunkt i børnene, og tage den derfra - men i stedet lænede sig op ad Undervisningsministeriets læseplaner? En tid lang troede jeg, at inklusion i daginstitution og skole betød, staver: I N K L U S I O N . Men det betød det bare ikke. Jo, for nogle lærere og for nogle pædagoger og for nogle forskere. Men for politikere - og for embedsmænd - og for nogle toneangivende skolefolk - betød inklusion "afskaffelse af dyre institutionspladser og ditto specialskolepladser". Hvorfor var der så mange børn, der fik diagnoser - og medicin? Hvorfor var der så mange børn, der blev "smidt ud af skolen" - og ja, det er mine ord for det - men jeg har ikke andre, for jeg har oplevet, at børn helt ned til 7 års alderen blev sendt hjem fra skole, fordi skolen ikke kunne magte dem - og disse børn fik ikke anvist brugbare alternativer i lang, lang tid. De større børn fik det slet ikke! Nogle af disse børn har som unge voksne fortalt mig, at da: "jeg endelig fik en diagnose, blev det hele meget nemmere, for nu kunne jeg pludselig få hjælp!!". Hvorfor var der så mange unge, der aldrig havde fået hjælp, som pludselig blev kriminelle og kom i fængsel - for derefter - måske flere år senere - at få diagnosen ADHD??

Med den bagage tog jeg til Alhaurin de la Torre for at besøge min datter og hendes lille familie. Og Lucas skulle starte i skolen. Han havde glædet sig SÅ meget. Og i løbet af 14 dage var det hele ødelagt. På 14 dage. Nej, den spanske skole er ikke som den danske, og heldigvis for det. Spørgsmålet er imidlertid, om det måske var meget godt, at Lucas reagerede så hurtigt - og at nogle af de børn, som mistrives i danske skoler er meget længere om at reagere, fordi skolen er så flink og pæn og rar?? Lucas fik ondt i maven. Han var hele tiden træt. Han var hele tiden ked af det. Og så gav hans forældre ham mulighed for at holde op med at gå i skole. Vi havde en lille samtale om det forleden dag, Lucas og jeg. Jeg spurgte ham, om han kunne fortælle mig om skolen og om læreren og om, hvorfor han ikke kunne lide det? Så så han på mig, med det der kloge blik og sagde: Læreren kunne ikke forestille sig, at Anders And kan være lilla. Hun havde jo set, at han kan være rød. Så hvorfor kunne hun ikke forestille sig det? Og når hun ville lære mig matematik, så forstod jeg de ord, hun sagde, men jeg kunne ikke finde ud af at gøre det rigtigt." Jeg spurgte ham, hvad han følte ved det, og han sagde: "Det ved jeg ikke, mormor, jeg kender ikke det rigtige ord for det!" "Kunne det være en følelse af at være anderledes eller forkert?", spurgte jeg. "JA," sagde han - og smilede. "Forkert og anderledes!!" Den spanske skole er ikke flink og pæn og rar. Den lukkede en lille dreng på 6 år ind ad porten og låste døren efter ham. Min datter måtte ikke komme med ham ind. Det var frygteligt. Og skolen mente, at han ikke kunne noget!!! Lucas, som allerede på det tidspunkt vidste mere om dyr end de fleste børn i 7. klasse!!

Så holdt Lucas op med at gå i skole. Det var en god beslutning for ham. Og jeg har lært kanon meget af den beslutning. For jeg er blevet tvunget til at se mine holdninger efter i sømmene. Og det har medført, at jeg har taget dem op til revision. Voldsomt endda! For pludselig ser jeg jo alle de andre børn for mig - dem jeg har haft i terapi - dem jeg har mødt på hjemmebesøg - dem jeg har mødt på døgninstitutioner. OG dem jeg har læst bøger af og om, efter de er blevet voksne: Peter Høegh og Troels Kløvedal f.eks. De forkerte børn. De anderledes børn. Tænker på Anne Linnets sang om de forkerte børn. Tænker på dem jeg gik i skole med, som endte med ikke at kunne læse, og som faktisk var kreative og fantasifulde mennesker, der bare aldrig fik en chance.

Jeg har tidligere sagt, at da jeg gik i skole i midten af sidste århundrede, var der nogle elever, især drenge, der stod udenfor døren det meste af deres skoletid. Og, at de - i overført betydning - stadig står udenfor døren. Nogle af dem kom fra hjem med mange problemer. Men nogle af dem var middelklassebørn, som bare var "forkerte" eller "anderledes". Måske var de diagnosebørn. Måske særligt begavede. Måske særligt sensitive. Nogle af dem fik støtte hjemmefra, og kom senere igang med en uddannelse. Andre fik ingenting. - Og sådan er det stadigvæk. Måske står børnene ikke længere ude på gangen. Måske får de forskellige tilbud. Men det er slet ikke sikkert, at tilbuddene er lavet til det enkelte barn, der hvor han eller hun nu er. Selvom differentieret undervisning har været et hurraord i politikermunde i lang tid, så ser virkeligheden anderledes ud. Der er stadig børn, der ikke lærer - fordi de ikke bliver mødt. Der er faktisk stor bestyrtelse over alle de "funktionelle analfabeter" som skolen producerer. Men for mig giver det god mening. For hvis man ikke bliver mødt og rummet som den man er, ja så er det let at føle sig forkert og anderledes. Og det gælder for alle mennesker. Både for dem, der kommer fra en familie med vanskeligheder, og for dem, der bare er anderledes end flertallet. Og vores tolerance og rummelighed har ringe vilkår idag. For der er ikke tid og rum til det. Og rigtig mange fagpersoner har ikke den fornødne uddannelse heller. (Læs: viden om børn med særlige behov, viden om sensitive børn, viden om særligt begavede børn m.fl.)

Jamen - SKAL man da have en særlig uddannelse for at kunne undervise børn - og voksne for den sags skyld? SKAL man gå på universitetet, som i Finland, for at blive en god folkeskolelærer? Det er der jo nogen, der siger. Og ved I hvad? Jeg tror ikke på det længere! Når jeg kigger i mit bakspejl, så ser jeg voksne af alle slags - i mit eget barneliv - i mine børns barneliv - i andre børns barneliv. Nogle var bedstemødre og bedstefædre. Nogle var forældre. Nogle var lærere. Nogle var præster. Nogle var spejderførere. Nogle var gymnastiklærere og svømmelærere. Nogle var veninders mødre. Nogle var tanter og mostre. Senere var nogle arbejdsgivere, nogle var kolleger, nogle var kærester, nogle var ægtefæller, nogle var kursuskammerater. Osv osv.

Alle mennesker øver indflydelse på andre mennesker. Nogle mennesker gør det på sådan en måde, at andre - i denne diskussion er det børn - opdager deres eget værd, deres egen kunnen, deres egen lyst til at lære, deres egen nysgerrighed og kreativitet. Andre mennesker gør det på sådan en måde, at andre - både børn og voksne - skrumper ind, bliver små og bange, mister modet, mister selvværdet, mister troen på egne kræfter, mister troen på at du til noget. OG dette kan hverken læres eller ikke-læres på seminarier, på sociale højskoler, på præsteskoler, på universiteter eller på selvudviklingskurser. Der findes biblioteker med bøger om stort set ALT. Incl. bøger om børn og psykologi og læring og differentieret undervisning og inklusion og selvværd og neuroser og psykopati og voldelighed og mobning osv osv. Disse bøger kan læses af ALLE, der kan læse indenad. Men indholdet kan ikke læres af alle der kan læse. OG mennesker, der ikke kan læse kan være fantastiske læremestre! Hvad er det da, der gør forskellen - på en person der får andre til at gro og blive nysgerrige og lære - eller på at skrumpe og blive bange? Det er MENNESKET indeni den enkelte. Det kærlige menneske. Det rummelige menneske. Det tålmodige menneske. Det nysgerrige menneske. Og det legende menneske. Og der findes heldigvis lærere og pædagoger og forældre og bedsteforældre, der besidder disse egenskaber. Der er desværre bare for få af dem omkring vores børn!

Lucas mødte ikke en lærer med de egenskaber. Heldigvis har han og hans lillesøster nogle forældre og en omgangskreds som har dem. Og rigtig mange børn i Danmark møder ikke den rigtige lærer på det rigtige tidspunkt. Og de har ikke allesammen en mor og en far, der møder dem der, hvor de er.

Folkeskolereformens tilblivelse er et rigtig, rigtig godt eksempel på, hvordan mennesker handler, når de mangler de positive egenskaber, jeg har beskrevet ovenfor. Udenpå ser det anderledes ud, fordi det handler om politik (det siger de ihvertfald). Men ved nærmere eftersyn, så er det fuldstændig magen til de negative egenskaber. Her handler det om: At bestemme, at mobbe, at tryne andre, at få sin vilje igennem, at overse andre, at tale ned til andre, at manipulere med andre, at lyve, at mene at vide bedst, at være arrogant og at være selvhøjtidelig. Den opførsel gør andre vrede, magtesløse, kede af det, opgivende, modløse, og meget usikre. Voksne mennesker bliver barnlige - sådan cirka 3-5 år (jeg gør ihvertfald) og laver aktiv og passiv modstand. Og det pudsige er, at i de over 40 år, hvor jeg har interesseret mig for disse ting, er der blevet undervist i ledelse på alle leder og kanter. God ledelse. Dårlig ledelse. Demokratisk ledelse. Selv ledelse. Den lærende organisation. Værdibaseret ledelse. Og hvad sker der? Har politikere og embedsmænd lært en dyt om ledelse på alle disse år? Nej vel! IKKE EN DYT! Hvorfor? Fordi det ikke interesserer dem en dyt. Fordi de ikke VIL lave ordentlig ledelse. De vil nemlig bestemme. Over dig og over mig. Og over vores børn. Og de vil bestemme på den måde, som dårlige ledere altid har bestemt. JEG-VED-BEDST-måden. Den der får andre til at skrumpe og blive bange og vrede og kede af det. Nogle laver så ballade. Andre melder sig ud.

Så vi er ikke kommet et skridt videre på alle disse år. Der findes en stor viden. Den bliver bare ikke brugt. Fordi dem der vil bestemme ved bedre. Det har intet med demokrati at gøre. Tværtimod. Og det har intet med demokratisk politik at gøre. Og vores børn vil fortsætte med at lære eller ikke lære - fuldstændig som før, under og efter Piza-testene. Nogle lærere og pædagoger har allerede forladt skuden for at lave noget andet. Nogle forældre har flyttet deres børn i privatskole eller hjemmeskoler dem selv. Mange lærere går på pension i utide - monstro fordi nogle af dem bare ikke orker længere?

Jeg ved ikke, om jeg ville orke, hvis jeg var yngre. I dag ved jeg, at mine aha-oplevelser indenfor de sidste to år er kommet en anden vej, end jeg selv havde forventet. Jeg var groet fast i min egen forestilling om verden. Min datter og hendes familie har rystet den forestilling. Og det er jeg rigtig, rigtig glad for. For jeg er i en fremskreden alder blevet nødt til at se på verden med nogle andre øjne, end jeg har været vant til. Jeg har i sidste uge siddet og hørt Lucas tale spansk, engelsk og dansk med sin spanske veninde og os andre, mens de to legede "skibet er ladet med" - på engelsk og spansk! Jeg har set ind i hans kloge øjne og har mærket hans kærlighed. Jeg har set ham blive glad og vred og ked af det og glad igen. Jeg har set og hørt ham spille Minecraft og tale amerikansk med spillet. Jeg har set hans lillesøster nærmest fræse afsted i hælene på ham for at lære det samme som ham. Og tro mig, hun lærer det hele lige nu - og lige pludselig popper det ud af munden på hende - på engelsk, spansk og dansk - med bogstaver og matematik og hele pivetøjet. Uden nogensinde at have været ind ad skoleporten i Alhaurin - og heller ikke i Valby.

Tak for en lærerig ferie kære familie - selv bedstemødre kan lære nyt hver dag!

Knus
Jytte