Der foregår så meget i tiden, at det nogen gange er svært at skille tingene ad. Og der foregår så meget i mit hoved, at jeg nogen gange bliver forvirret. Måske forvirret på et højere niveau end tidligere - men stadig forvirret. Over mine tanker, over verden som den ser ud, over debatten på nettet - i TV og pressen, over de holdninger jeg løber ind i og over udviklingen som sådan.
Alt det kan jeg jo ikke skrive om på en gang. Men nu starter jeg et sted, så må vi se hvor jeg lander!
Overordnet set - ihvertfald fra mit sted i verden - er der noget riv, rav, ruskende galt. Og det viser sig overalt. Jeg vil starte et sted, nemlig i familien.Da jeg var barn kunne en familie på 4 mennesker leve af en løn. Ja, da min mor var barn levede mine bedsteforældre af en løn - og de forsørgede 8 børn! Jeg ved godt, at der ikke var noget at slå til Søren med. Men de boede i en lejlighed, huslejen blev betalt, der kom mad på bordet hver dag, de havde et kolonihavehus på en stor grund, hvor mine bedsteforældre dyrkede stort set alle de grøntsager, som familien spiste året rundt. Min mor og hendes søskende (4) og hendes fætre, der boede hos dem, fordi de var blevet forældreløse (4), fik alle en uddannelse, blev voksne, blev gift, fik børn. Og som børn oplevede vi en velstandsstigning efter 2. verdenskrig, som skaffede familierne køleskab, støvsuger, bil, pladespiller, sommerferie, skovture mere end 1 gang om året, fritidsaktiviteter. Osv., osv. Lønnen, som blev tjent af flest fædre og nogle få mødre, blev fordelt sådan i den enkelte familie: 25% til skat, 25% til husleje og 50 % til forbrug!
Nej, dette er ikke et forsvar for de "gode gamle dage", for der var mange ting, der ikke var OK dengang. Forældrene bestemte meget længe over deres børn, på den skrappe måde. Piger og drenge på 16-17 år blev "tvangsgift" på "Kongebrev", hvis de "kom i ulykke", som det hed, hvis pigen blev gravid for tidligt, for ellers kunne de ikke få et sted at bo, OG mange piger blev simpelthen smidt ud hjemmefra, hvis de blev gravide "i utide". Sex før ægteskabet var ilde set (nej, det var ikke forbudt, men de voksne lod somom de aldrig selv havde haft sex, før de blev gift). Far sad for bordenden og bestemte. Storebror måtte flere ting end storesøster. Og piger skulle stadig "bare giftes", så de behøvede ikke nogen uddannelse. Så der var nok at gøre oprør imod. Og det blev der så! Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, kvindebevægelsen voksede, rødstrømperne så dagens lys, og der var nok at gå igang med.
F.eks. oplevede jeg som ganske ung, at jeg pludselig ikke kunne få en børnehaveplads til min ældste datter - selvom vi havde været skrevet op i to år - for jeg havde giftet mig, så nu var jeg jo "forsøget", som det hed. Men jeg var ikke forsørget! Jeg forsørgede 1 barn på 3 år OG en mand, der studerede jura. Men det ville kommunen ikke forholde sig til. Så jeg satte mig på kommunekontoret og ventede, til jeg (ret hurtigt) fik børnehaveplads. Ved det efterfølgende kommunevalg kritiserede jeg de siddende kommunalpolitikere for manglende børnehavepladser, hvortil en kvinde (!!) der sad i kommunalbestyrelsen sagde: Hvorfor siger De det DE har jo fået Deres barn i børnehave?? Senere var jeg indlagt på sygehus, og fik pludselig udbetalt reducerede sygedagpenge, fordi jeg jo nu var gift og "forsørget". Så der startede jeg mit oprør!
OG - rigtig mange af de her ting er forandrede. Og det er godt. Tvangsgiftermålene er væk. Unge kan få en bolig, når de gerne vil flytte sammen (hvis de ellers har råd!). Kvinder kan forsørge sig selv. Og kvinder i dårlige parforhold kan flytte og blive skilt - og de gør det!
Og så er det jo, at jeg tænker: Begyndte filmen at knække allerede dengang? Begyndte samfundet en skæv og forkert udvikling allerede dengang? Smed vi rigtigt mange "børn ud med badevandet" i udviklingens hellige navn? Jeg synes, at ungdomsoprøret var rigtigt og godt - også selvom rigtig mange mennesker ikke deltog i det, og også selvom ordet rødstrømpe nærmest er blevet et skældsord, som jeg tror, at de fleste faktisk ikke aner hvad reelt betyder!
Når jeg går så langt tilbage som slut 50'erne og begyndelsen af 60'erne, skyldes det flere ting. Den politiske udvikling ændrede sig. Kvindebevægelsen ændrede sig. Produktionsapparatet ændrede sig. Kønsrollerne ændrede sig. Familierne ændrede sig. Piger kom i uddannelse. Børn kom i daginstitution. Millimeterdemokratiet blev opfundet. Kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, så de fleste kvinder arbejder udenfor hjemmet i dag. Da jeg gik i skole var der 2 mødre, der gik på arbejde i min klasse. Og det hele "kørte bare deruda". Men jeg tror, vi glemte noget meget, meget væsentligt undervejs. Nemlig at diskutere: Hvad er det for et samfund vi ønsker at leve i? I stedet blev fronterne trukket op. Skarpt. Internationaliseringen tog fart. Og sådan som jeg ser det, begyndte en meget uheldig udvikling, som vi sidder i til halsen i dag.
Det er der flere eksempler på: Vi er godt i gang med at blive historieløse. Vores kollektive hukommelse er fyldt med huller. Vi kan ikke længere bruge fortidens erfaringer. Vi mister faglig viden hver eneste dag. Vores politikere kender ikke det virkelige liv, og almindelige menneskers tilværelse. Vi lader os i stigende omfang køre rundt i manegen af USA og EU, uden refleksion overhovedet, fordi det virker svært og uoverskueligt. Og vi kan tilsyneladende ikke finde ud af at stoppe op og sige: Hallo, hvor er vi på vej hen? Er det den rigtige retning vi bevæger os i, eller skal vi skifte kurs?
Jeg kan jo ikke skrive side op og side ned om det her (jo, de kunne jeg jo nok - men så falder mine læsere fra!), så i stedet vil jeg sige noget om de postulater, jeg kommer med lige ovenfor:
Vores historieløshed - eller begyndelsen på den - er bl.a. kommet til syne i tørklædedebatten. Da jeg var barn, gik de gamle kvinder på landet med tørklæder og lange kjoler. Fordi det var ærbart! Jeg har allerede nævnt, at unge blev tvangsgift, hvis de skulle have barn - ganske vist lidt anderledes end de tvangsægteskaber vi forsøger at bekæmpe i dag - her skal vi længere tilbage i historien. I diskussionen om Frihedsmuseets genopbygning, forsøger nogle historieinteresserede at få koblet frihedskampen mod nazismen sammen med alle de andre ting der skete i DK under krigen. Men nogle af de "gamle" ønsker ikke denne kobling, og det vil underbygge historieløsheden. Og hele den historiske udvikling i familierne og i samfundet er ikke længere en del af vores fælles viden. Den kollektive hukommelse lider af hukommelsestab!
Fag er forsvundet og vigig viden er gået tabt. Og selv når fag udvikler sig med større viden og forståelse for tingene - f.eks. mit eget fag: socialt arbejde - så sletter vores kollektive hukommelse og historieløshed vigtig viden - også i den offentlige sektor! Et grelt eksempel: Unge danske soldater kommer hjem fra missioner ude i verden, og nogle af dem er skadet på legeme og sjæl. De fysiske ting bliver afhjulpet på sygehuse og i genoptræningen. De psykiske skader har det været værre med. Hvis en ung mand/kvinde ikke fik meldt sig med evt. psykiske efterveer til "systemet" indendfor det første halve år efter hjemkomsten, var der ingen hjælp at hente. Det er heldigvis ved at blive ændret. Men helt ærligt - her lider vores system da virkelig af kollektivt hukommelsestab: Efter 2. verdenskrig kom kz-fanger hjem. Politifolk. Kommunister. Jøder. Modstandsfolk. Nogle af dem fik over en længere årrække det der blev kaldt KZsyndrom. Jeg har mødt folk med KZsyndrom i sundhedssektoren over 30 år efter, at de var kommet hjem. Nogle af dem havde haft det slemt i mange år, andre fik det først slemt efter en årrække. Og ikke særlig tit indenfor det første halve år! I dag kalder vi det PTSD (Posttraumatisk Stess Disorder). Så det jeg ser her er, at nye fagfolk og nye politikere skal opfinde en viden, som allerede findes i samfundet - den bliver bare ikke opsøgt og brugt! Og det kan vi bl.a. takke politikerne for - for det er dem der laver lovene og derfor også har adgang til den kollektive viden!
Mange unge kan i dag ikke lave mad. Og hvad værre er: Hvis den store katastrofe skulle ske, så er vores kollektive viden om, hvor maden kommer fra, hvad vi kan spise fra naturen, hvad vi kan dyrke selv, og hvordan man gør - nærmest forsvundet! I stedet lever mange mennesker af præfabrikeret mad. I fine samtalekøkkener! Ansvaret for dette ligger flere steder: I de travle familiers hæsblæsende hverdag, i skolen med meget færre timer i hjemkundskab, som det hedder idag, og i hele den generelle kultur omkring fødevarer, fødevareindustri - fastfoodbranchen - og vores fælles manglende omsorg for hinanden. Og så det gennemgribende problem, at det hele i dag handler om at have travlt og få succes og at tjene penge, både i det store og i det små. Og så er der jo ikke tid til at lære at lave mad - eller til at lave den!
Politik har udviklet sig til et fag. Det er min påstand. Et fag, hvor det er en rigtig god ide at være uddannet cand.polit el. lign. Der er langt mellem "almindelige danskere" i Folketinget. Og det er faktisk ligegyldigt, hvilket parti politikerne tilhører. Rigtig mange folketingspolitikere har ikke været ude i det "virkelige liv" i årevis - og mange af dem har aldrig været ude i virkeligheden. Og med årene er det blevet værre og værre. Hvor er håndværkeren, maskinarbejderen, pædagogen, kontorassistenten, butiksassistenten og sygehjælperen/sosuhjælperen blevet af? Hvor er husmanden og den almindelige landmand? Hvor er alle de faggrupper, som før i tiden blev valgt ind på "Borgen" og som kendte livsvilkår og vanskeligheder fra deres eget liv, egne familier og netværk?? Ja, ja, jeg ved da godt, at Marianne Jelved er uddannet folkeskolelærer og at Henrik Dam Christensen har været landpostbud. Men hvornår var de lige det? Hvis mine informationer er rigtige, så er det hhv. 26 år og 23 år siden. Og enlige svaler gør jo ingen sommer! Jo yngre folketingsmedlemmerne er, jo færre af dem har lavet andet end at gå i skole - incl. universitetet - og været politisk aktive mhp at ende i Folketinget. Og politikudviklingen bærer tydeligt præg af dette.
Hvad er der så sket med politik gennem årene? Staten har jo den rolle, som staten har. Den styrer og bestemmer og gør det med eller uden diktatur. Men efter min mening, har vores stat udviklet sig i en slem retning. I "gamle" dage - og det er både de nye og de "gamle gamle dage" jeg tænker på, opstod der en række bevægelser i land og by, som kæmpede for menneskers rettigheder. Set i forhold til den gamle Danmarkshistorie, er der formentlig ingen af de nuværende partier, der ikke stammer fra sådan en bevægelse. Men set herfra - efter at have lagt politiske overvejelser på hylden i rigtig mange år - så er alle bevægelserne/partierne stivnet og er holdt op med at udvikle sig. Selv Enhedslisten er blevet lammefrom og følgagtig. Idag har vi nogle partier, der uanset farve og navn, er blevet statspartier, der lægger nærmest alt deres arbejde i at opretholde status quo og holde Staten på skinnerne. Og dog. For samtidig skal alle løbe hurtigere. Selv arbejdsløse, der er blevet arbejdsløse pga krisen - og dermed pga staternes politikker - skal løbe hurtigere fra borgerservice til computeren for at skrive ansøgninger til jobs, der ikke eksisterer! Kontrollen vokser og vokser. Partier, der før kæmpede mod kontrol - f.eks. Venstre - var i et tiår ledende i forhold til at udvikle og udvide kontrollen. Og Socialdemokraterne, der har stået for kontroltendenserne, så lang tid jeg kan huske, er blevet værre end de før har været. Partierne ligner hinanden mere og mere, og når de skændes om, hvem der har ansvar for hvad, er det svært at se, at den ene skal lade den anden noget høre. For forskellen er ens. Staten vil have tjek på os allesammen. Resultatet er nu, at det er så besværligt og så arbejdskrævense at være firma eller arbejdsplads eller sågar organisationer i det frivillige arbejde, at det er op ad bakke hele vejen rundt. Vi er ikke bare godt igang - vi har allerede - et samfund, hvor kontrol, mistillid, mere kontrol, mere mistillid - bureaukrati, smålighed og økonomi er blevet det væsentlige i de ting, staten foretager sig. De offentlige arbejdspladser fungerer ikke ordentligt, der er ikke tillid til de ansatte - og pengene bliver brugt i en lind strøm, uden at vi andre helt forstår, hvor de bliver af. Hvis Staten var ansat i et privat firma, ville den blive fyret for sjusk, uansvarlighed, slendrian og manglende omsorg for landets indbyggere.
Var det en gammel socialist, der skrev sådan her. I læste rigtigt! Og jeg mener det. De socialistiske tanker er blevet smadret af ubrugelige og umulige diktarurer og diktatorer, hvor overgreb og vold mod både befolkninger og etniske minoriteter blev hverdagskost. De liberale partier har opgivet f.eks. frihed, lighed og broderskab, og det er svært at genkende de oprindelige tanker. Og de partier, der er kommet i kølvandet på de andre, bl.a. pga de gamle partiers svigt overfor befolkningen, falder til patten et efter et. Bliver det, som Poul Nyrup Rasemussen troede, de ikke blev: "Stuerene". Og der, hvor de efter min mening stadig ikke er stuerene, er de gamle partier nu med på at pisse hjørner af, skyde skylden på al elendigheden på udefra kommende mennesker, på krisen, på alle mulige andre end "os selv". Og det er jo sådan, at hvis man - og det gælder os alle - mistror alt og alle og vil kontrollere alt og alle - så ender man med at få forfølgelsesvanvid. Så lad os endelig anmelde naboen for snyd og bedrag - eller hvad?
Jeg kan godt se, at det lyder meget sortsynet det her. Og det er det også. Selvom jeg på så mange andre områder ikke er pessimist, så er jeg bekymret. For demokratiet krakelerer. Vi låser døren om natten. Vi melder naboen til kommunen. Vi stirrer på tallene på bundlinien for at se, om tallene dog ikke snart bliver sorte igen. Vi kører deruda og holder nogen gange i kø i flere timer på Vestmotorvejen på vej til arbejde - fordi vi skal løbe hurtigere. Vores børn har efterhånden en arbejdsdag på længde med de voksnes, og gamle mennesker får mindre og mindre omsorg fra det samfund, der sendte de unge på job, så de ikke selv kan tage vare på deres familier længere. Selvbestemmelsesretten er suspenderet. Og nogle af dem af os, der er mest vilde med kontrol, vil også tvinge fædre på barsel og mødre ind i bestyrelserne, selvom al erfaring siger, at hvis vi vil noget - så må vi selv slås for at få det gennemført. Hvis andre tvinger os, så slår vi bak. Alle mennesker bliver "3 år gamle", når nogen vil tvinge os til noget - og det gælder også i familieanliggender, i arbejdsanliggender og i sociale anliggender. Vi kan ikke tvinge fædre på barsel, de skal vælge det selv. Vi kan ikke tvinge kvinder ind i bestyrelser - firmaerne og kvinderne skal vælge det selv. Og som en lille sidebemærkning: vi kan ikke tvinge andre mennesker til at holde fred med hinanden. De skal vælge det selv! Gad vide, hvornår denne logik bliver til almenviden?
Og så var det, at jeg kom til at tænke på det med de 25% til husleje, de 25% til skat og de 50% til forbrug i en familie - af en løn. Engang. For ikke mere end 50-60 år siden. Og tænker: Kunne vi vælge at stoppe op og forsøge at gentænke vores måde at organisere os på? Jeg mener JA! Og jeg vil nok engang understrege, at jeg IKKE sigter mod de gode gamle dage. Jeg ønsker, at vi forsøger at tænke nyt og at vi tør forestille os, at dette land og denne verden kunne se anderledes ud - hvis vi ønsker det og gør noget for at nå derhen!
Jytte Høj Hammer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar