At bo på landet

AT BO PÅ LANDET

Mange mennesker undrer sig, nogle giver højlydt udtryk for det, nogle taler hånligt om det, andre spørger interesseret til, HVORFOR BOR DU PÅ LANDET?

Jeg er født på stenbroen, nærmere betegnet i Kbh. K. Lige overfor Malmøbådene, som dengang gik fra en stor brun bygning i Havnegade i København. Der er ikke mange erindringer om selve stedet, selvom jeg alligevel husker gården og gaden. En sur vicevært, som tog alle bolde, hinkesten, kridtstumper og sjippetov, som vi havde med ned i gården. For der var: AL LEG FORBUDT!! Han vogtede på os, og han tog alt hvad han kunne komme i nærheden af - legetøj og ting, der kunne mistænkes som legetøj. Det skulle ikke være sjovt at være barn og bo i den gård!! Husker også en spøjs børnefødselsdag, hvor vi fik blå mælk. Ja, blå mælk. Det var før nogen nogensinde interesserede sig for miljø og forurening, og jeg har ikke det der ligner en anelse om, hvad der var i den mælk. Men - den smagte af - kold mælk!!

Det med at bo på stenbroen holdt op, da jeg var 6 år. Min far og min stedmor og min lillesøster og jeg flyttede til Herlev. Jeg havde været lidt i skole, ca et år, på Nyboder - men nu var det så Herlev. Som senere blev udnævnt til udflytterby i større stil. Dengang var der ikke mange udflyttere. Der var udsyn fra altanen i det nye hus - langt ud forbi Glostrup. Marker og marker og atter marker. Og nej, det var ikke på landet. Men det var heller ikke i byen. Der var langt - på gåben - ned til selve Herlev. Der var sort, sort om aftenen, når man gik hjem fra noget i Herlev. Det var lidt "farligt". Og spøgelsesagtigt. Med et stort dobbelttræ foran Marielyst, hvor alle slags onde onder kunne gemme sig - når piger på 10 år gik hjem fra gymnastik. Spejder var jeg dengang i Ballerup - langt væk på cykel. Sammen med en stor flok piger fra Herlev.

Inden vi flyttede rigtigt til Herlev, havde min far og mor et sommerhus i Herlev - og det havde mine bedsteforældre også. Så - selvom det ikke var "på landet" - så var det næsten. Mormor kom fra det "rigtige" land - mellem Herning og Holstebro - og DET kunne ingen hamle op med. Det var rigtigt på landet -. langt. langt ude - væk fra alfarvej - mange, mange timer væk med tog . Nærmest en hel dag. Der var køer og grise og katte og kattekillinger og mus og tærskeværk. Sådan var der ikke i Herlev. Men der var fredeligt og roligt og stille og rent og ikke storby og uro og larm. Der kunne jeg godt lide at være. Også fordi min mormor havde sit sommerhus 5 minutter væk - på gåben! Hun og morfar havde Danmarks mindste sommerhus - med en fin stue og et soveværelse ude bagved. Og en sporvogn - en linie 5 - vinkelret på - som var køkken og spisestue og terrasse. Og så "Danmarks største køkkenhave" - som sørgede for vintermad til mormor og morfar og deres egne børn og de fætre, som flyttede ind, da deres forældre døde. Den have og den mormor og morfar - mest mormor - var mit barndoms paradis. Med valmuer og syren og asparges og nye kartofler og kirsebær og jordbær og duer til aftensmad og lokum oppe i morfars "skov". Jeg elskede det sted - mere end noget andet! Måske er det derfor jeg flyttede på landet? For mormors familie var jo samtidig dem, der boede mellem Herning og Holstebro. Hvor der var en Gudenå - der kunne man fiske og bade. Og gå rundt med bare tæer og træde i kokasser. Og høste hø og fange mus med hænderne. Og lære at malke og drikke varm mælk direkte fra koen. Og spise hjemmebagte boller og komme på grisevægten, fordi københavnerbørn var for tynde (og blev for tykke af boller med smør!)

Men vi endte som sagt i Herlev, hvor jeg gik i skole - fra 2. klasse. Først på "Engskolen", senere på "Hovedskolen" - Herlev Skole. Når jeg nu, i forhold til en folkeskoledebat og en forfejlet folkeskolereform kigger tilbage, så ser jeg en flok lærere, hvor mange af dem var dybt dedikerede til deres job. De var gode lærere. De var gode formidlere. De fleste. Der var også nogle totale misfostre, som slet ikke passede ind. Det gik ud over børnene. For de slog og råbte og skreg og alle var bange for dem. Men flertallet var gode voksne, som vi kunne li - og som kunne li os. OG - så kom vi på feriekoloni - på landet. I Hansted ved Thisted, i en gammel tyskerbarak, hvor der var langt til købmanden, hvor der kunne købes slik. Pænt langt på gåben til stranden, hvor fiskerbåde og -kuttere stod på stranden og hvor fiskerne lærte "københavnerbørnene" at finde rav. Palle fra min skole var særlig god til at find rav. Han samlede rav i syltetøjsglas! Jeg elskede at være i Hansted, selvom jeg tit fik halsbetændelse - måske af det mere rå klima?

København kravlede længere og længere ud i udkanten, og Herlev blev efterhånden en omegnskommune. Det var der ikke meget "ude på landet" over længere. Jeg vidste ikke, at jeg savnede det der ude på landet. Men som ung voksen fik jeg et nyt sted: Sommerhuset i Vig Lyng. Hos mine svigerforældre. Det var på landet. Men anderledes. Der var ingen køer og kvier og grise og katte. Men der var luft og vand og sol og vind. Jeg nød i fulde drag at være der. Selvom det var anderledes. Mest fordi der var fred og ro og plads og lys og luft. Og fordi der var en svigermor - og farmor til mine børn - som på sin egen måde bare rummede os alle sammen.

Og så endte jeg på Langeland. Efter en skilsmisse og i et nyt - fatalt - ægteskab. Rigtig mange ting var bare så OK. Mit hus, omgivelserne, naboerne, børnenes liv med legekammerater. Og rigtig mange ting var bare IKKE OK. Når jeg tænker på stedet, kan jeg dele det i to - det gode og det dårlige. Og det gode var - på landet. Dejligt. Solskin. Katte. Syltetøj. Høns. Kartofler. Jeg elskede det hus og jeg elskede at bo der. Men kunne ikke holde det ud. Så jeg måtte forlade det igen. Men jeg havde lært en meget vigtig ting: Jeg kan bedst lide at bo på landet. Så jeg flyttede aldrig tilbage - hverken til Herlev eller Farum eller Gladsaxe eller København. For jeg trives ikke i byen. Jeg trives ikke i en lejlighed. Jeg trives ikke i en forstad. Jeg vil have græs under fødderne, jeg vil have fugle i luften og på foderbrættet,  jeg vil have truende regnskyer og vildt snevejr. Jeg vil have storme, som vælter havemøblerne. Jeg vil have grill så mange dage som muligt. Og jeg vil have vandsøer udenfor, så jeg kommer til at tænke på Alice i Eventyrland og hendes tåresø med ænder og vadefugle!! Og jeg vil kunne se stjernerne om aftenen, når jeg står på trappen med en sen cigaret.

Derfor flyttede jeg til Sydsjælland fra Langeland. Og derfor flyttede jeg endnu mere sydpå, da jeg mødte Jens. Og jeg trives på landet. Når jeg kommer til København en sjælden gang - og lidt oftere til mindre byer på Sjælland - så skal jeg bare hjem igen. Til freden og roen og stjernerne og gåseflokkene på himlen.

Der er ikke meget romantik i at bo på landet. Det er hverdag. Der skal laves aftensmad og vaskes tøj. Der skal købes ind og ryddes op. Men der er en anderledes ro og der er højere til loftet. Og så er man simpelthen nødt til at forholde sig til HELE LOKALSAMFUNDET og være en del af det. På godt og ondt. Og det tror jeg, at vi har rigtig godt af alle sammen - os der bor ude i plovfuren. Eller - lige ved siden af den. Det giver i hvert fald stof til eftertanke - og vi er simpelthen nødt til at mødes med hinanden - os der bor herude. Uanset hvad vi tænker. Uanset hvem vi stemmer på. Uanset hvad vi mener om Trump og Hillary. Uanset hvordan vi har det i vores liv. Og det tror jeg faktisk er smadder hamrende sundt.

Ja - det var en lang pause. Om jeg kommer tilbage om snart er ikke til at vide!

Jytte