torsdag den 9. januar 2014

Forandringer ved nytårstide!

DET ER OP TIL OS SELV, HVOR GODT DET BLIVER!

Jeg er næsten lige kommet hjem fra Spanien. Nærmere betegnet området ved Malaga, Alhaurin de la Torre. Her bor min datter og svigersøn med deres to børn. Jeg var der i lidt over 14 dage. Og selvom jeg kom hjem med diverse dårligdomme, så er jeg vildt imponeret. Over de unge. Over deres mod. Over deres risikovillighed!

For to år siden flyttede de. Fra Danmark. Her til nytår flyttede de igen. De har købt en ruin. Og er gået i gang med at sætte den i stand. Jeg har set den flere gange - og jeg må sige: DET BLIVER ET FANTASTISK STED!!! Og det varer ikke så længe. Rigtig mange mennesker omkring mig og dem er imponerede. Men der er faktisk også nogle, der er så bekymrede og så usikre på, OM det mon kan lade sig gøre, at jeg tænker: Hold da op - hvor er vores tillid til, at mennesker faktisk KAN noget blevet af?

Nogle gange føler jeg mig som en slags "mellemgeneration". Jeg kan huske tilbage til en tid, hvor jeg ikke var født endnu, og jeg kan se frem i en tid, hvor jeg ikke lever længere. Mit liv ligner noget underligt noget. Det er somom jeg har levet flere liv ud i een køre. Tiden under 2. verdenskrig (som jeg kun husker meget, meget svagt. F.eks. har jeg været bange for lyde fra flyvemaskiner i rigtig mange år). 1950érne, hvor madam blå huserede, hvor kolonihavelivet blomstrede, hvor min mormor og morfar havde en kæmpe grund i Herlev, hvor de dyrkede grønt og frugt til HELE året, og hvor alle de gamle dyder endnu havde overlevet. 1960'erne - som var en forlængelse af 1950'erne - selvom de får skyld for noget andet - indtil 1968-70 - hvor studenteroprøret slap løs i Paris og senere i København. Tiden fra 1970 og frem til computerens indtog i Danmark omkring 1990. Og så tiden fra omkring århundredeskiftet og til nu.

Der er godt nok sket noget! Og, når jeg ser på mine børn, der er flyttet til Spanien - og på det liv der leves i Danmark lige nu - så er det ikke bare idel lykke! Det er sket en masse teknologiske fremskridt, og der er sket en masse menneskelige og følelsesmæssige tilbageskridt!!

Mine børnebørn - jeg har 7 og de 4 mindste er stadig små - kan ALT om Ipad og TV og computer. Eller ihvertfald: Meget mere, end deres forældre kunne i samme alder. De kan spille minecraft, de kan finde Ramasjan - selvom de bor i Spanien - de kan finde ud af at spille på en Wii. Det kan de store børnebørn også. Men de lever samtidig i et samfund, hvor så mange vigtige ting er gået tabt, som jeg tror, vi har brug for!

Hvad nu hvis hele IT-systemet bryder ned, og vi ikke kan hæve penge, ikke få pensionistmad, ikke betale regninger, ikke kan købe togbilletter, ikke kan gå på NEM-ID og ordne skat og alt det andet? Hvad nu hvis vi pludselig ikke længere kan købe vores mad i en butik? Hvad nu hvis vi skal til at stole på vores egne kræfter igen og lave mad fra bunden, sylte og henkoge, gro tingene i vores have, slagte en høne eller en kanin for at få kød på bordet? Hvad nu, hvis vi bliver nødt til at sy og strikke vores tøj - og også klippe, karte og spinde ulden? Hvad nu, hvis vi skal igang med at genlære, hvad krydderurter er gode for - udover smagen i gule ærter? Hvad nu, hvis elselskaberne ikke kan levere strøm længere? Og hvad nu, hvis vi ikke længere har olie og benzin nok til biler, busser, traktorer og tog?

SÅ er vi godt nok på den!!

Jeg har tænkt på det de sidste par dage, fordi madordningen i Guldborgsund Kommune - som på IT-siden har kostet 63 millioner kroner - ikke kan komme igang med at køre ordentligt - fordi systemet ikke kan "snakke" med sine samarbejdspartnere. Så nu leverer Næstved Kommune mad til pensionisterne i Guldborgsund. I Gud ved hvor lang tid. Og så har jeg tænkt på det, fordi min datter og svigersøn er flyttet op på en Finca i området ved Malaga - hvor der ikke er indlagt vand, hvor der ikke er indlagt el - og hvor der for lidt over en uge siden ikke var indlagt toilet.

Heldigvis har den ene været spejder - og kan en hel masse derfra - mens den anden har været på ferie i Danmark og Sverige - i huse, hvor der var "Das", hvor der ikke var indlagt vand, og hvor der ikke var el. Så de har heldigvis noget med sig hjemmefra. Til at stå imod med nu, hvor deres hus ikke er færdigt - men hvor de alligevel skal fungere i hverdagen!

Så mens nogle i mine omgivelser bekymrer sig over, at de har købt en ruin - så tænker jeg: Hold da op, hvor er de modige! De har prøvet alt, hvad et IT hjerte kan begære. De har lange uddannelser. De er på sæt og vis deres familiers forkælede "yngste". Alligevel har de kastet sig ud i at være pionerer. I Spanien. Oppe på et lille bjerg. Med to små børn. Vil dyrke permakultur (som jeg ikke ved så meget om endnu), vil bo bæredygtigt, vil lære deres børn at læse og skrive og blive hele mennesker. Vil restaurere et hus, som jeg slet ikke havde forestillet mig KUNNE restaureres. Og vil undervise andre i det samme.

Og ved I hvad: Jeg tror på dem. Jeg tror, at de kan gøre det. De har fordommene imod sig. De har nogle menneskers forventninger imod sig. Men de har deres egen optimisme og livsglæde og vilje til at komme ud på den anden side med sig. Og det er det aller, aller vigtigste!!

Når jeg så kigger på de hjemlige breddegrader - med en regering, der hverken lytter eller spørger eller interesserer sig for menneskenes reelle vilkår og viden og kunnen - med mennesker, der er bundet op på en trædemølle, hvor begge forældre træller dagen lang - for en stor eller en lille løn - hvor børn er i daginstitution i alt for mange timer hver dag - hvor skolen nu skal til at være en arbejdsplads, hvor børn opholder sig mindst lige så længe, som de voksne gør på arbejdsmarkedet, hvor hovedparten af de politiske partier synes, at PIZA undersøgelserne skal være omdrejningspunktet i skolen og i børnelivet - og hvor mennesker er holdt op med at tage udgangspunkt i deres egen lille familie og dens behov - så tænker jeg: GODT, at der er nogen, som tør gå nye veje! Godt, at der er nogen, som sætter kroner og ører lavere end børn og familie og sammenhold! Godt at der stadig er nogen, som er nysgerrige - uden at vide, om der er profit i den anden ende.

Kære unger - TAK FOR DET!! Jeg er stolt af jer!

For det jeg ser - det vi får lov til at se her er: Hvis vi gør noget ved det i vores liv, så har vi en mulighed for, at der sker forandringer! Hvis vi gør det rigtig godt, så er det op til os selv, hvor godt det bliver. OG - skulle noget gå skævt - ja så er der altid en mulighed for at prøve noget nyt et andet sted.

Og lige nu så har jeg det sådan: Jeg tror på, at det der med Fincaen i Spanien nok skal lykkes. Meget endda. Og jeg glæder mig til at komme derned igen. I løbet af 2014!

Kærligst til jer og jeres vidner
Jytte Høj Hammer

Ingen kommentarer:

Send en kommentar