Da jeg var barn og ung, fandtes der en organisation, som hed Aldrig Mere Krig. Deres logo var et knækket gevær. Nogle unge mænd valgte at blive militærnægtere. Og for at gøre militærnægteri så ubehageligt som muligt, sendte staten dem i fængsel. Senere blev det med fængslet afløst af tåbelige opgaver i militærnægterlejre, hvor de unge mænd skulle grave huller og fylde dem igen. Endnu senere blev militærnægtere sendt ud på noget, som kan kaldes samfundstjeneste, hvor de arbejdede i bl.a. kulturinstitutioner og børneinstitutioner i stedet for at blive soldater. Baggrunden for både Aldrig Mere Krig og militærnægterne var primært 2. verdenskrig.
Jeg er selv født under krigen, men kan ikke huske den. Til gengæld kan jeg huske billederne. Bagefter. Af stabler af døde kz-lejrfanger. Af rygende ruiner i Tyskland. Af såkaldte tyskertøser, der blev kronraget i dagene efter befrielsen. Af jøder, der blev hentet i lastbiler på deres adresser af SS og deres folk. Af frihedskæmpere, som sjovt nok voksede heftigt i antal - da krigen var slut. Og af danske nazister. Disse billeder vil aldrig forsvinde fra min bevidsthed. Og de er helt sikkert medvirkende til, at jeg har været modstander af krig det meste af mit liv. I mine unge dage forsøgte en af mine venner, som var SF'er, at overbevise mig om, at det kunne være nødvendigt. Men det eneste der skete var, at jeg så bare holdt min mund i visse kredse. Og da Vietnamkrigen og bombardementerne af Nordvietnam bragede af sted, blev jeg aktivist i Vietnambevægelsen. I mange år troede jeg, at jeg kun var antiimperialist. Og jeg var - og er - antiimperialist. Men jeg var og er faktisk også krigsmodstander. Pacifist hedder det også.
Som årene er gået, er der stort set ingen militærnægtere, og værnepligten er så godt som afskaffet. Kun ganske få bliver nu sendt i militærtjeneste via session. De øvrige soldater melder sig som soldater frivilligt. Og heldigvis for det. For i mellemtiden er Danmark blevet en krigsførende nation. Og mig bekendt er der ingen, der bliver tvangsudsendt i krigstjeneste. Det ville da også være ganske, ganske grusomt. Hvad der er sket med Aldrig Mere Krig, ved jeg ikke. Men jeg har ihvertfald ikke set eller hørt noget om dem i mange år.
Selvom jeg er 69 år, så kan jeg både se og høre, at Vietnamkrigen er langt væk for rigtig mange mennesker. Og at 2. verdenskrig er endnu længere væk. Så langt væk, at jeg i går i Politiken kunne læse, at Hitler og Stalin og Churchill nu er blevet "seje" og "mystiske" ikoner, der sælger historiske tidsskrifter. (Vistnok ikke skrevet af og for historikere.) Og det er jo sådan det er. Da jeg var barn sang min morfar "Dengang jeg drog af sted" - om krigen i 1864, så vidt jeg husker. Og det sagde jo ikke os børn noget særligt, selvom han var så sød, når han sang.
Jeg ved ikke helt, hvordan det er gået med historie undervisningen i de senere år. Men jeg kan da huske, at mens min yngste datter gik i gymnasiet, var hun bl.a. optaget af, hvad der skete med de mænd, der drog til Finland på tyskernes side under 2. verdenskrig. Men jeg oplever, at der er mange ting, unge ikke ved om krigen. I stedet kan de blive stopfodrede med "heltefilm" om mange forskellige krige - hvis det er det de vil. Jeg ved heller ikke, hvad der får unge til at melde sig til danske "missioner" i udlandet, for jeg kender ikke nogen af dem personligt. Men jeg ved, at adskillige af dem er kommet hjem igen med grusomme ar på sjæl og legeme. Og nogle af dem er kommet hjem - døde. Til deres stakkels forældre og kærester eller ægtefæller, som har mistet en de har elsket.
Men jeg har nogle antagelser om, hvorfor unge melder sig til krigstjeneste. En vigtig størrelse er arbejdsløsheden og mangelen på praktikpladser. Det har altid været sådan – i hvert fald i min levetid – at i militæret får de unge en uddannelse. Og som frivillig soldat bliver man skolet og trænet. Desuden så har vi som samfund først nu oplevet (siden 1. og 2. verdenskrig), hvad det vil sige at miste unge i krigen – og at få nogle af dem hjem som fysisk og/eller psykisk handicappede. Så vi har ingen, der kan fortælle om krigens rædsler – oplevet på egen krop. Jo, nogle få FN soldater, men de har ikke været i decideret krigstjeneste – selvom nogle af dem også har fået bl.a. Posttraumatisk Stress af deres oplevelser. Og de, der deltog i Vinterkrigen eller i Den spanske borgerkrig er jo døde og borte, for de allerflestes vedkommende.
Så er der det at være ung og ønske sig udfordringer. Der findes masser af udfordrende sportsgrene - det hedder vist ekstremsport - som er dødsensfarlige. Visse former for skisport, visse former for klatring, visse former for bjergbestigning, racerkørsel i biler, ja selv Tour de France har krævet menneskeliv. Så det hører ungdommen til at vælge nogle farlige oplevelser til, for spændingens skyld. En form for initiering - nu hvor der ikke længere er løver og bøfler og mammutter og andre store dyr at nedlægge - og hvor overlevelse alene oppe i bjergene ikke just er det danske drenge bliver udsat for i puberteten. Så når sporten kan kalde på nogen, kan krigen jo også. Helte har altid været dyrket. Og bliver det i film og i spil - hver dag. Og når vi ikke har en kollektiv viden om krig længere, så er det formentlig eventyret og spændingen der starter motivationen.
Og endelig, så er der den politiske propaganda. Som politikere, presse/medier og en masse almindelige danskere deltager i. En propaganda, der deler verden op i "dem og os", og som lægger stor vægt på den vestlige verdens værdier. Og de traditionelle danske værdier for den sags skyld. Indvandringen fra Mellemøsten har været benzin på det bål. Selv mennesker, som jeg faktisk oplever som "anstændige mennesker", er hoppet på den projektion. De er bange og usikre på, hvad fremtiden bringer. Og det rækker langt ind i den enkelte familie - og derfor bliver vores unge også påvirket. Så nogle af vores unge tager af sted for at forsvare demokratiet - og støtte indførelsen af det - i muslimske lande.
Og hvorfor er jeg så - lige nu - har fokuseret på de unge, der har valgt at blive soldater i den danske stats tjeneste? Fordi det er dem der betaler prisen. Med livet. Med føreligheden. Med den mentale ro og balance. Deres forældre og kærester/ægtefæller - og naturligvis også deres familier og venner - betaler også en pris. Sorgens pris. Angstens pris. Tabets pris. Det mistede fodfæstes pris. For det er jo IKKE politikerne, der selv drager i felten og ofrer liv, ære og velfærd. Det var ikke Anders Fogh Rasmussen under krigen i Iraq. Det var ikke ham heller, under krigen i Afghanistan. Og det er ikke Helle Thorning Smidt i den krig, der måske bliver en realitet en af de nærmeste dage. Og heller ikke deres ministerkolleger eller folketingskolleger for den sags skyld. Det er dine og mine børn og børnebørn! Det er unge mennesker, der faktisk har et drive, som giver dem mod og lyst til at prøve noget nyt. Som har mod. Og som er det, de fleste politikere og erhvervsledere ønsker sig: Omstillingsparate. Og som så vælger noget, der kan blive fatalt. For dem og for deres kære. Men også for Danmark som nation. Fordi vi får et nyt klistermærke på vores omdømme - og vores selvforståelse: Danmark er en krigsførende nation - og vi er det konsekvent?
Sådan ser det ud her fra mit køkken i august 2013. Helle Thorning har sagt, at hun ikke vil vente på et FN mandat. Jeg er faktisk også uenig, hvis FN beslutter sig for intervention. Jeg er i det hele taget uenig i militær indgriben i andre landes interne konflikter. Og jeg er af den opfattelse, at krig er noget møg - uanset hvad.
Jamen, vil nogle af jer sige: Da vestmagterne bankede Tyskland på plads i 1940'erne, slap vi for et naziregime i hele Europa. JA, det gjorde vi. Men det var de europæiske lande, der sloges med tyskerne. Og det var europæiske lande, der var halehæng til Tyskland. OG så var der lige Sovjetrusland. Men de havde været så udsatte for den tyske hærgen, at de er velkommen i klubben. Europa forsvarede sig mod en intern giftig sygdom - i eget hus. Og jeg vil aldrig nogensinde forklejne, at det er OK at forsvare sig. Hvis nogen angriber dit barn, vil du forsvare det. Hvis nogen angriber dit land, vil du forsvare det.
OG hvis kineserne kommer her - eller russerne - eller amerikanerne - for at pådutte os DERES værdier og normer - vil jeg forsvare mig. Det er faktisk det jeg gør lige nu, hvor jeg ved, at amerikanske værdier kravler på os, uden at vi gør modstand! Også gennem Apple, Facebook, Google, McDonald m.fl.
Men forsvar er noget andet end imperialisme. Imperialisme var det Europa gjorde og stod for, da englændere, hollændere, danskere, tyskere, franskmænd, belgiere, spaniere, portugisere osv osv invaderede Indien og Afrika og det fjerne Østen og Latinamerika - og da vi som danskere satte os på Grønland og Færøerne og Island og Trankebar og De vestindiske øer, og da vi og svenskerne forbød inuitterne og samerne at tale deres modersmål.
Og den moderne form for imperialisme er den, der blev ført i Vietnam, hvor først Frankrig og derefter USA, forsøgte at forhindre et folk i selv at finde ud af, hvilken form for styre, vietnameserne ønskede sig. Og det gik rent faktisk galt. Der blev talt om en dominoteori, hvor en eller anden (måske franskmand, måske amerikaner - har ikke genopsøgt kilden!), som forudså, at hvis Vietnam faldt, så faldt de andre lande i Indokina også. Men dominobrikkerne blev stående, og USA led et lige så forsmædeligt nederlag, som franskmændene havde gjort.
Og så er det bare fortsat - i andre lande. USA og Europa har, gennem hele mit liv, blandet sig i andre landes indre anliggender. I Sydamerika (Hvem støttede f.eks. Pinochet i Chile?); i Afrika (som jeg ikke er helt så skarp på), i den Dominikanske Republik? I mellemøsten, hvor USA har haft adskillige, modstridende roller. Nej, historiker er jeg ikke. Men jeg har min hukommelse! OG kineserne og russerne kan også det der. For det hele handler om magt og om penge og om olie og om verdensherredømmet! De gør det lidt forskelligt. Men de griber ind, de laver overgreb, de blander sig i noget, som slet ikke er noget, de skal blande sig i.
Nu har vi så et Syrien, hvor en diktator i årevis og årevis og årevis har undertrykt sit folk, med det mest uskyldige fjæs, jeg længe har set hos sådan en fyr. Og vi har alle set på, at det bare er gået værre og værre og værre. Tilsyneladende har ingen gjort noget. Og det kan da godt gøre rigtig ondt. For hvad med børnene? Hvad med de gamle? Hvad med civilbefolkningen, der ikke er involveret i noget, der ligner en borgerkrig? Jeg har ikke svaret. Men jeg ved, VED, at ingen anden stat kan gå ind og gøre "godt" i sådan en konflikt. Hvis vi vil støtte, må vi støtte befolkningen med det, den har brug for. Men vi kan ikke "vinde" en konflikt, som ikke er vores. Vi har ikke forudsætningerne. Vi kender ikke betingelserne. Og vi aner ikke, dybest set, hvad det hele handler om. Vores såkaldt "kloge hoveder" kan komme med analyser og snak, men vi har ikke skoen på! Og de har heller ikke skoen på!
I Skandinavien har vi haft vores. Det ligger bare nogle hundrede år tilbage. Og vi var præcis lige så "dumme" og "uoplyste" og "krigeriske", som folkene i Mellemøsten og Fjernøsten er idag. De er bare lidt længere om det.
Derfor skal vi ikke gå ind i endnu en krig. Uanset om det er nogle droneangreb, nogle kampflyangreb eller en massiv invasion af internationale styrker. For vi ved ikke, hvad det er vi gør - og krig er ikke måden at løse problemerne på. Vi skal passe på vores unge mennesker. Hvis de vil udfordre sig selv, så lad dem bestige Himalaya - der gør de kun skade på sig selv, hvis de er dumme. Vi skal holde nallerne fra andre landes indre anliggender - og i stedet støtte befolkningerne med penge, mad, medicin osv. og overlade til dem selv at blive en diktator kvit. Og så skal vi holde op med at tro, at vi er så pokkers kloge på, hvordan et godt liv skal se ud. For dybest set er vi ikke for gode til det, vi får bare serveret undertrykkelsen på en lidt smartere måde, end diktatoren i Syrien har fantasi til idag. Her går det glidende, og smilende og venligt til. I konkurrencestatens hellige navn.
Min under-overskrift HVORDAN FÅR VI EN MODSTAND MOD KRIG IGANG? - er ikke kun retorisk ment. Jeg mener det faktisk. For jeg mener, at det er på tide, at vi vågner op som befolkning. Lige nu kører TV avisen inde i stuen, og jeg kan høre, at en stor del af befolkningen er IMOD Danmarks deltagelse i en evt. invasion i Syrien. Det er jeg glad for! For jeg ville nødigt opleve - en gang til - at Danmark går i krig på en løgn! Og jeg vil nødigt opleve overhovedet, at Danmark får en vane i at være krigsførende nation. Med eller uden FN. I stedet ville jeg ønske, at vi snart får lettet rumpen og kommer i gang med at fortælle vores politikere, at NU er det nok. Lige nu! Ikke flere krige med dansk deltagelse. Ikke flere løgnehistorier. Ikke flere illusioner om, at vi ved bedre.
Jeg vil slutte af, som jeg startede. Fandt idag et digt, som jeg har tænkt mig at finde i meget lang tid. Det blev skrevet i Tyskland af en præst og digter, Martin Niemöller, i tiden omkring 2. verdenskrig. Han blev selv sendt i kz-lejr - og overlevede mirakuløst og blev befriet, da krigen sluttede. Jeg synes, at digtet har relevans idag, fordi der foregår så meget, som danskerne ikke siger fra overfor. Og jeg synes, at det er på tide, at vi tager os voldsomt sammen.
Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.
Understregning stammer fra det sted på nettet, hvor jeg fandt digtet.
Det var godt at skrive dette, det trængte jeg til!
Jytte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar