HVAD FOREGÅR DER I DANMARK??

Tanker fra en totalt tankerundtosset bedstemor!

Gennem en hel del måneder, har jeg haft nogle meget spændende samtaler med min datter og svigersøn - om livet og verden og politik og skolevæsen eller skoleuvæsen om man vil. Sideløbende har jeg haft oplevelser med andre mennesker, samtaler med mine andre døtre og min kæreste - også om livet og verden og politik. Og jeg er blevet totalt opslugt af den konflikt, som KL har iscenesat sammen med regeringen omkring folkeskolen. Så jeg er ret tankerundtosset lige nu! Men jeg kan mærke, at jeg fra dag til dag bliver forvirret på et højere niveau - og det er da altid noget!!

Det er selvfølgelig umuligt at nå hele vejen rundt i et skriv lige nu her på bloggen, men så må der bare komme flere. Jeg har muligvis drevet mine venner på Facebook halvvejs til vandvid med alle mine links og kommentarer i anledning af truslen om lockout. Men det får være. For det her er så vigtig, og så væsentligt, at jeg tror, det er på allerhøjeste tid, vi kommer igang med denne samtale/diskussion!

Mit omdrejningspunkt er den evt. kommende skolereform - og det der er gået forud, nemlig de forhandlinger, der aldrig blev til reelle forhandlinger mellem KL og Danmarks Lærerforening. Jeg kan godt mærke, at jeg vil komme til at lave "tankelommer" undervejs - hvor jeg måske ryger ud ad en tangent og kommer til at lave nogle associationer til noget helt andet. Men det sker alene fordi det der "noget helt andet" har en relation til temaet: Skolereform og Overenskomstforhandlinger.

Jeg har tidligere skrevet om min tidligere politiske baggrund. Så den gider jeg ikke sige mere om. Hvis nogen vil vide noget om den, så læs tidligere blogs. Men jeg vil gerne lige nævne, at de ting, jeg har lært som politisk aktiv - og de ting, jeg har lært som studerende, fortsat følger mig som gode ledsagere, der lige nu hjælper mig til at forsøge at få styr på alle tankerne. Dette er en præmis, som er vigtig for mig.

I dag - tirsdag den 26. marts - og i går - mandag den 25. marts - har der været to kronikker i Politiken, som jeg har læst med interesse. Kronikken i dag er skrevet af Sørine Gotfredsen og Thue Kjærhus og kronikken i går er skrevet af Lars Theil Münster. Temaet er dannelse. Og det var ved læsningen i dag, at det gik op for mig, at der foregår noget, som jeg lige nu ikke har ord på. Ud fra en ide om, at jeg da vist nok skal være uenig med Sørine Gotfredsen og Thue Kjærhus, fordi de i medierne anses for at være nogle værre højreorienterede nogen, så må jeg sige: Hold da op - det er jeg jo slet ikke! Da jeg læste kronikken i går, tænkte jeg, at den var da OK. Men idag tænker jeg: Hvad handler den her uenighed om? Og hvad har den med folkeskolereform og overenskomstforhandlinger at gøre? Jeg har ikke svaret på det, for det er jo det, jeg prøver at finde ud af. Og det sker tit, for mig, ved at sætte mig ned og skrive.

I kan jo selv opsøge de to kronikker, de er tilgængelige på nettet. Så jeg vil ikke skrive en hel masse om dem. Hovedindholdet i uenigheden er, hvad dannelse er for en størrelse og om vi har brug for som danskere at have en national referenceramme - eller om vi bare kan sige, at vi er multinationale? Om det er reaktionært at være national? Om vi har brug for vores kulturarv? Om vi har brug for vores særkende? Diskussionen er, sådan som jeg ser den, en filosofisk diskussion, så det er ikke bare lige - når man som jeg ikke er filosof. Når jeg læser de to kronikker, tænker jeg: Den ene kronik - den fra mandag - forholder sig politisk til det med at være national. Kronikken fra tirsdag, forholder sig politisk?/filosofisk til spørgsmålet. Og så er det ikke så underligt, at det ser ud somom, der er store politiske uenigheder, og at den ene kan kalde den anden navne og komme med beskyldninger om at være noget værre noget.

Det gik op for mig idag, da jeg læste kronik nr. 2, at alt det her - måske - har noget med 2. verdenskrig og den spanske borgerkrig at gøre! Nazismen - national-socialismen - fascismen - tænkte nationalt. Hitler ville udvide sit Lebensraum - på tyske betingelser og måder. Derfor - og det er fuldstændig forståelige og naturligt - har mennesker, der bekender sig til en international tankegang - en social tankegang - en kollektiv tankegang - taget 200% afstand fra national-socialismen og facismen. Fordi ingen af dem ville eller kunne identificere sig med de to -ismer. (At de andre -ismer ikke var en tøddel bedre, vidste jeg ikke dengang!) Derfor blev det at være national gjort til et FY-ord. Fordi det let kunne forveksles med nationalisme. Og havde vores fædre og bedstefædre ikke set, hvor galt det kunne gå - i krige med bl.a. Tyskland - når nationalismen tog overhånd? Og så vi ikke, før, under og efter 2. verdenskrig, hvor galt det gik for dem, der var ultra-nationale? Og hvad med senere - da Glistrup kom til - og senere Fremskridtspartiet? Var det ikke et udtryk for nationalisme af den værste skuffe? Alle disse ting, tror jeg, er baggrunden for noget af den modstand, der idag er mod mennesker, som siger, at dannelsen er på vej ud i Danmark. De siger at det er noget skidt, fordi det er farligt for os - på sigt - at blive multikulturelle og internationale, hvis vi mangler fast forbindelse under vores fødder. Jordforbindelse, der hvor vi er født og opvokset. Hvorfor? Fordi - hvis vi ikke ved, hvem vi selv er, så ved vi heller ikke, hvad vi har at byde ind med i det store multikulturelle cirkus, som bl.a. kommer meget tydeligt til udtryk i vores flygtninge- og indvandrerdiskussion, i diskussionen om ytringsfrihed - og i den kulturudvikling, som X-Factor, Paradise Hotel m.m.m. er et udtryk for.

Og lige her kommer linket til Folkeskolen og overenskomstforhandlingerne og den nuværende regerings mærkværdige politik og menneskesyn. Jeg skal nok komme tilbage hertil igen!

Det jeg hører - og læser - når mennesker som Sørine Gotfredsen er tilstede i den offentlige bebat, (jeg har ikke beskæftiget mig med Thue Kjærhus og Lars Theil Münster, ved ikke hvem de er og hvor de står, som dem vil jeg ikke sige mere om her) siger hun noget om ting, der sker i verden og i Danmark - råt for usødet. Uden indpakning. Nogle gange dårligt timet. Feks efter massakren i Norge, hvor Sørine Gotfredsen var i medierne kort tid efter med sine synspunkter. Det var folk slet, slet ikke klar til at høre. Så nogle blev vrede og kaldte hende alt muligt ubehageligt. Men faktisk sagde hun nogle rigtigt kloge ting! Og i kronikken fra idag, siger hun og hendes medforfatter også nogle ting, som folk ikke vil høre. Nemlig at der er mennesker her i Danmark - og alle andre steder - der ikke har dannelse. Og det er jo højrøvet - ikke? Og det er her, jeg ihvertfald er vågnet op og forsøger at ryste "socialdemokratismen" - den danske velfærdssygdom - af mig. For ja, hun/de har jo ret! Der har altid været mennesker, der ikke kan/vil/orker at tilegne sig dannelse - måske pga deres miljø hjemme i familien - måske pga den skole, de har gået i - måske fordi de hører til den del af befolkningen, der ikke evner at tilegne sig den viden, der skal til. Men det har vi ikke måttet tale om! Vi har ikke måttet sige, at der var nogen i klassen, der ikke kunne lære tingene lige så hurtigt, som os andre. Vi har ikke måttet tale om, at nogle af de børn, som vi idag kalder "børn med særlige behov" - engang var det, der hed åndssvage eller evnesvage eller samspilsramte og en masse andre navne. I stedet puttede vi dem ind på institutioner - gerne langt væk, så ingen gik og så på dem til daglig. Blandt de voksne var de de psykisk syge. Også væk med dem. Tilbage var så dem, der ikke var helt så åndssvage eller psykisk syge og de ordblinde eller talblinde og alle de andre med skavanker, som rigtig mange af os har. Men i det socialdemokratiske samfund skulle vi alle være lige - og det betød faktisk samtidig - ens. Så nu er vi hoppet fra Ebberødgaard og Sct. Hans - til at 70% ca. skal i gymnasiet - uanset om de piver eller synger. "Alle skal have en ungdomsuddannelse" - eller er det 85%?? 

Og så hopper jeg lige tilbage til de to kronikker. For det jeg tror, den diskussion handler om, er to forskellige samfundssyn og menneskesyn. Ikke sådan, at begge synspunkter nødvendigvis er politiske - men de bliver gjort politiske! Og når jeg nu har valgt at stå af på at høre til et bestemt sted politisk og kalder mig "yderligtgående desorienteret" - så begynder jeg pludselig at kunne høre, både hvad Johanne Smidt Nielsen og Sørine Gotfredsen siger. For den ene taler om æbler og pærer og prisen på dem og hvor mange timer vi skal arbejde for at få råd - og den anden taler om, at vi har en fælles historie og kulturarv og et fælles sprog. Og så kan det da godt være, at den ene stemmer på Johanne og den anden på Per Stig. Og hvad så? De to forskellige udgangspunkter er ikke nødvendigvis uforenelige - pærerne og kulturarven - så der behøver ikke at være en modsætning! I stedet kunne vi tale om to forskellige måder at tænke tanker på - og to forskellige måder at være i verden på.

Jeg kan ihvertfald godt finde ud af at være uenig med KL - samtidig med, at jeg elsker danske kornmarker og valmuer og rødgrød med fløde - og tit er enig med Johanne. Det jeg har problemer med, er socialdemokratismen og den helt klare politik de fører idag i 2013 og de mål de har sat sig, bl.a. på skoleområdet.

Jeg når vist ikke til folkeskolen i dag. Klokken er over midnat. Så jeg vil slutte af for denne gang med at sige: Jeg tror, at der findes rigtig mange nuancer i den offentlige debat, som ikke får lov til at blive hørt sådan, som de mennesker, der udtaler dem, egentlig har ment. Samtidig er vi allesammen - os voksne - lidt efter lidt passet ind i den skabelon, som vi selv har været med til at forme. Hvis vi vælger at brække lidt af skabelonen i stykker, har vi en chance for at se nogle af de nuancer, som vi ikke kunne se før. Og så kan det jo godt være, at vi - jeg - politisk er uenig med nogen af dem, der siger nogle af de ting, som jeg godt kan bruge. Men det er vel for pokker bl.a. det vi har demokratiet til? Og ytringsfriheden? Jeg er ihvertfald vildt bekymret over, at vores unge nu ikke længere kan rejse ud i verden i længere tid efter endt skolegang - for så holder de et "fjumreår", at de skal være færdige med deres uddannelse på kort tid - uden tid til fordybelse i deres fag undervejs - og at vi nu har udsigt til en heldagsskole, hvor alle børn bliver tvunget til at være mellem 30 timer (de små) og 37 timer (de store) om ugen. Det minder mig om noget, jeg ikke bryder mig om, og som jeg heller ikke troede, at danske politikere brød sig om. Ensretning. Manglende respekt for befolkningen. Manglende respekt for lærernes faglighed. Statens små tindsoldater. Men det vender jeg tilbage til.

Jytte
og så blev det den 27. marts 2013