søndag den 28. maj 2017

ÅBENT BREV TIL PERNILLE ROSENKRANTZ-THEIL

Kære Pernille!

Jeg dropper efternavnet allerede her, for hvis vi mødtes i det virkelige liv, ville jeg aldrig tiltale dig med efternavn!

Jeg har i dag læst din kronik i Søndagspolitiken (28. maj 2017), og jeg gjorde det egentlig, fordi jeg allerede ved at læse forsiden "S vil stække forældres rettigheder" - tænkte: Gad vide, hvad du mon ville sige som forklaring på det?

Inden jeg går ind i diskussionen, vil jeg sige: Jeg følger dig i den politiske diskussion - i aviser, på TV, i radio - og i "Mads og monopolet". Jeg synes stadig, du er skarp, selvom det kom som et chock for mig, da du konverterede til Socialdemokratiet. Jeg kan lide at høre på dig, og jeg synes tit, at du har fornuftige indlæg til tidens tilstand. Så jeg valgte at gå til kronikken med åbent sind og hænge mine forudindtagede meninger om Socialdemokratiet på en knage, imens jeg læste. Og det gjorde jeg rigtigt i, for det jeg læste var en rigtig klog og god kronik!

Problemet er bare: Jeg tror overhovedet ikke på, at en realisering af dine visioner har nogen gang på jord. Overhovedet ikke. Jeg vil ikke citere og fremhæve en masse fra kronikken. Hvis andre er interesserede i at læse den, er den tilgængelig på nettet, så det vil være spild af tid og krudt at sidde og skrive af fra den. Og jeg kunne også nemt komme til at tage et citat ud af sin helhed, med misforståelser til følge. I stedet vil jeg sige lidt om, hvad det er, der gør, at jeg ikke tror på din vision.

Der er flere lag i min argumentation:
Det sociale arbejde i kommunerne op til i dag den 28. maj 2017 - og det sociale arbejdes vilkår.
Staten, kommunen og de politiske partier.
Hvad ville det kræve at gennemføre din vision - og er det den vej der skal gåes?

Der kommer sikkert andre pip op undervejs, kender jeg mig selv, når jeg skriver!

Jeg har arbejdet som socialrådgiver og psykoterapeut indtil for nogle få år siden. Jeg har arbejdet med bl.a. børn og unge og familier. Og jeg har superviseret fagpersonale i en årrække på børn- og ungeområdet.  Og så følger jeg hverdagsdebatten i politik på rigtig mange områder dagligt.

Gennem rigtig mange år er det sociale arbejde i kommunerne blevet dårligere og dårligere. Socialrådgivere og andre sagsbehandlere har fået flere og flere klienter, mere og mere dokumentationsarbejde og færre og færre timer til det enkelte barn og den enkelte familie - mindre tid til besøg i plejefamilier, mindre tid til børnesamtaler, mindre tid til forældresamtaler, mindre tid til samarbejde med pædagoger, lærere, sundhedspersonale, specialundervisere m.v. Hertil kommer - efter min bedste overbevisning - at de unge socialrådgivere bliver dårligere klædt på til det sociale arbejde fra Højskolerne - simpelthen fordi de skal lære rigtig mange flere ting end tidligere på den samme tid. Det betyder bl.a., at selve faget Teori og Metode i socialt arbejde ikke længere har den prioritet, som det før havde - og burde have. (Jeg har været underviser på Den Sociale Højskole i København for længe siden). Oveni de faglige problemstillinger kommer der nedskæring på nedskæring på nedskæring. Konsekvensen er, at f.eks. undersøgelsen af det enkelte barn og dets vilkår og familieliv m.v. - §50 undersøgelsen - ikke bliver lavet til tiden eller grundigt nok - og at mange slet ikke er klædt på til at gennemføre en god nok børnesamtale. De to sidstnævnte arbejdsopgaver ville ellers - hvis de blev gennemført godt nok - kunne afdække nogle af de ting, som handler om børnene og barnets tarv - som er så nødvendige. Så - selve det sociale arbejde har det skidt i disse år - det er mange steder op ad bakke (selvom nogle kommuner har bevilget flere sagsbehandlere på det seneste) - og der er rigtig mange ting, der skal indhentes for bare at nå op på niveauet for 10-15 år siden.

Hertil kommer så den aktuelle politik med kontanthjælpsloftet, som i den grad udhuler forældres -  og især børns - muligheder for et anstændigt liv. Disse forældre er meget ofte enlige forsørgere med kort eller ingen uddannelse. Og der er ikke noget at rutte med overhovedet: ingen fritidsaktiviteter, ingen børnefødselsdage, ingen sommerferie, ingen udflugter i sommerlandet. Ingen fællesoplevelser med klassekammerater, hvis forældrene skal betale for f.eks. udflugter. Jeg ved godt, at nogle få forældre magter at være kreative og finde på alternativer - men hvis man er på hælene, så dør kreativiteten for de fleste.

Så det sociale arbejde har det skidt. Meget skidt endda. Og det samme gælder mange andre faggrupper, der har med børn at gøre. Pædagoger og lærere ved godt, hvad der skal til - men ressourcerne er der ikke. Og ve den unge, der fylder 18 år. Uanset om den unge bare er en "almindelig ung" eller en ung med særlige behov - så er der ingen kære mor, når de fylder 18 år. Kommunen stiller ikke op - og hvis den gør, så er det på den langsommelige, ikke kréative og ikke konstruktive måde i mange tilfælde. Unge med særlige behov bliver syltet i flere år ad gangen, der sker ingenting! Jeg har i øvrigt undret mig i årevis over, hvor revalideringen blev af. Både til voksne og til unge - for den gjorde faktisk folk selvhjulpne!

Pernille, når jeg siger staten - så siger jeg også Folketinget og Christiansborg. Og i en tid, hvor skiftende regeringer skærer ned, går i spidsen for at håne mennesker ("Det skal kunne betale sig at arbejde"), går i spidsen for at lade hånt om børns vilkår, går i spidsen for at være lukkede, uærlige, manipulerende og direkte menneskefjendske og udemokratiske - så tror jeg ikke staten over en dørtærskel. Og med et Socialdemokrati, der stod i spidsen for Danmarkshistoriens største fupnummer - folkeskolereformen - hvor lærere, skoleledere, forældre og elever og fagfolk med forstand på læring og motivation - aldrig nogensinde blev hørt og involveret - heller ikke efter at folkeskolereformen viste sig af være et flop  - så er der ikke meget håb for en reform, der tilgodeser børns tarv. Din vision kan måske nok "oversættes" til socialdemokratisk - men tro mig: Det er ikke med barnets tarv for øje. Det er med en kommende arbejdskraft for øje - hvor bløde værdier ingen værdi har. Hvor empati for det enkelte barn ikke betyder noget. Og hvor det, der sker i og med reformen, intet har med kærlighed til børn at gøre - men med kærlighed til indtægter og omsætning og sorte tal på bundlinien. Når statens knappe ressourcer så når ud til kommunerne - efter 2% nedskæringer over hele linien + forudgående forringelser - så bliver det småligheden, der råder. I det system vi har nu, bliver mennesker - voksne som børn - reelt krænket af kommunerne. Og det betyder for mig: Kommunerne - og mange sagsbehandlere - er ude af stand til - på et fagligt og ordentligt og etisk grundlag - at forholde sig til, om en frivillig anbringelse skal gøres permanent. Forældre til anbragte børn får i dag ingen støtte - og hvis de alligevel får lidt - så er hjælpen ikke faglig men f.eks. frivillig. Børn høres ikke og bliver ikke spurgt. Og de voksne i børnefamilierne mistænkeliggøres og nedgøres rigtig mange steder. Fra staten og til den enkelte kommune. Og partierne på Christiansborg - fra socialdemokratiet til blå blok og DF - kan ikke løfte opgaven. For de mangler fantasi og ideer og - indføling, menneskekundskab og ærlighed. Og frem for alt - politiske perspektiver og handleplaner og en tro på, at folk kan selv og derfor er eksperter i deres eget liv. Så de mennesker, der betaler gildet, bliver ikke inddraget i processerne. Med mindre de har råd til lobbyister.

Jeg kunne sikkert skrive om disse ting i dagevis, men der skal være måde med galskaben. Så jeg vil forsøge at komme med nogle bud på, hvad der skal til, for at din vision overhovedet kan komme til at se dagens lys. I øvrigt får du lige det skulderklap, at jeg er glad for, at du kommer så langt "rundt om barnet" - der er helhedsforståelse i din argumentation, og det sætter jeg pris på!

Jeg er alligevel nødt til at sige: Jeg tror ikke på, at dine visioner får gang på jord. Ikke med det politiske spektrum, der er på Christiansborg lige nu. Heller ikke, selvom Socialdemokraterne skulle vinde næste valg. Dertil mangler der et sundt menneskesyn, en anerkendelse af forskellighed i det virkelige liv, en tillid fra vælgerne (det er også en mistillid til "systemet" og de "gamle partier", når der stemmes på DF, LA og Alternativet), en etik som vi kan være bekendt og et demokratisk sindelag hos ALLE politikere - såvel på Christiansborg som ude i kommunerne. Christiansborgpolitikere, kommunalpolitikere, udvalgsformænd for de sociale udvalg og alle fagpersoner, der har med familier og børn at gøre, skal anerkende menneskers ret til at være dem, de er. Og så skal de mødes der. Med håndsrækninger, respekt og anerkendelse. Nogle børn skal tvangsfjernes - ingen tvivl om det. Men ALLE børn er loyale overfor deres forældre - og det er en styrke, som det sociale arbejde skal bygge på. Tvang fører intet godt med sig. Det minder om noget, som vi har set både i øst og vest for ikke så forfærdelig mange år siden. Det giver gåsehud, og det har aldrig fungeret.

Jeg tror faktisk på, at dine intentioner er ærlige og OK ment. Indtil nu har jeg troet på dine intentioner. Men du må finde et andet sted at sætte dem i værk. Socialdemokratiet har holdt udsalg alt, alt for længe og anerkender ikke menneskers ret til at være med - hverken når det gælder indsígt i de store sager eller involvering i egne sager!

Med respektfuld og kærlig hilsen
Jytte