NÅR LÆSNING RYKKER - OGSÅ UNDER CORONA

EN FORM FOR BOGANMELDELSER!

Jeg har altid elsket at læse. Men i de senere år er det ikke blevet til så meget, fordi jeg har haft så mange andre opgaver, der tog min tid og energi. Og fordi jeg VED, at når jeg "falder ned i en god bog", så glemmer jeg både tid og sted - opgaverne får lov til at vente til en anden dag, aftensmaden (som jeg faktisk elsker at lave) bliver et KRAV - fra mig selv - som er både irriterende og forstyrrende, dagen forsvinder "puff", og jeg læser, til jeg nærmest er overmæt!

SÅ KOM CORONAEN - OG MED DEN: TID!

Karen Blixen og hendes bror

Under hele coronaperioden - fra 11. marts og til i dag - har jeg læst adskillige store tykke bøger. Bl.a. flere bøger om Karen Blixen og hendes bror Tommy - "Løvinden" og "Tommy og Tanne", skrevet af historikeren Tom Buk Swienty. Det var fantastisk læsning, og jeg glæder mig til andre af hans bøger! Jeg valgte dem, fordi jeg blev nysgerrig - bl.a. på baggrund af striden omkring bestyrelsen i Det Danske Akademi - hvor bl.a. Suzanne Brøgger forlod bestyrelsen i protest mod et andet bestyrelsesmedlem. Jeg var samtidig blevet nysgerrig, fordi Karen Blixen var blevet beskyldt for at være racist. Læsningen var en fantastisk oplevelse, jeg nærmest "var" på den afrikanske farm. (Jeg har læst mange af Karen Blixens bøger gennem mit liv). Og jeg skal hilse og sige, at racist var Karen Blixen ihvertfald ikke! Hun var forkælet, hun var overklasse, så hatten passer, hun var arbejdsom, hun var omsorgsfuld og hjælpsom overfor de ansatte og deres børn på farmen, hun var urealistisk og romantisk, og hun elskede at være i Afrika og hun elskede "sine" afrikanere! Og så levede hun FØR nyfeminister og især historiefornægterne havde set dagens lys. Så hun bliver faktisk historiefornægtet selv. Karen Blixen bliver ikke sat ind i sin historiske og kulturelle sammenhæng. Hun bliver tolket med danske øjne og dansk (manglende) historieforståelse - i 1999 og 2020 - og ikke i den tid hun levede, i den kultur og historie der var fakta dengang - fra slutningen af 1800 tallet til midt i 1900 tallet. Det overgreb bliver begået mere end jævnligt i disse år. Astrid Lindgren bliver "oversat" til nutiden. Det betyder, at tekster redigeres. En negerkonge må ikke længere være en negerkonge. MEN det var sådan det var, da jeg var barn, og det var der intet racistisk i. Find selv tilsvarende eksempler. Forlag ændrer forfatteres udsagn og tekster. Bl.a. Halfdan Rasmussen., Og - var der noget, han ikke var, så er det racist.

Gennem læsningen af bøgerne om Karen Blixen og Tommy, gik det op for mig, hvordan mennesker i vores tid, forsøger at lave om på historien og opfattelsen af litteraturen. Det er indlysende vigtigt, at vi protesterer. Fordi vi KUN kan læse vores litteratur i den historiske kontekst, de er skrevet i. Karen Blixen var hverken rødstrømpe eller nyfeminist., Hun og hendes bror blev født før år 1900 - og de er børn af den tid, de voksede op i. Hun var hverken rødstrømpe eller nyfeminist. Men hun var en kvinde, der tog store skridt i forhold til at være selvberoende, selvforsørgende og kulturoverskridende som forfatter og kvinde. Det kan vi lære meget af, som kvinder og som samfund i 2020 og 2021 - i en tid, hvor perfektion, 12-taller, karriereræs, depressioner, selvmord og manglende selvværd og selvtillid tager til - både hos unge piger og kvinder og drenge og mænd.

Jeg kan anbefale de to bøger. De er en skøn rejse i fortiden. Både historisk, kulturelt og politisk. Og Swienty er en fængslende forfatter!

Elisabeth Møller Jensen - "At se med egne øjne - Mit Kvinfo"

Og så til noget nutidigt. Jeg har fulgt KVINFO og Elisabeth Møller Jensen på afstand i mange år. Jeg blev aldrig rødstrømpe. Forsøgte mig med Femø, men blev afskrækket af Lesbisk Bevægelse, som ihvertfald på Femø var temmelig sekterisk. Selv små drenge var ikke velkomne på Femø dengang, hvis Lesbisk Bevægelse skulle bestemme! Så mødte jeg Elisabeth - på Facebook for nogle år siden. Vi blev venner. Og jeg tilbød hende at anmelde hendes bog:  "At se med egne øjne - Mit Kvinfo", som handler om hendes tid som direktør for KVINFO. Jeg havde fulgt Liberal Alliances frontalangreb på KVINFO og KVINFO's organisation og bibliotek - i Lars Løkkes regeringstid. En totalt inkompetent minister, Mette Bock, ønskede at nedlægge biblioteket og overføre det til Det Kgl Bibliotek. Og at reducere statens tilskud til KVINFO. Tyveri ved højlys dag. Biblioteket var samlet gennem en årrække - af frivillige, af rødstrømper, af kvinder, og af mænd, som mente, at et blibiotek, der beskæftigede sig med køn, var vigtigt. Og det havde vist sig, at gymnasieelever, af begge køn, flittigt brugte biblioteket, når de valgte at skrive store opgaver om køn. Det lykkedes Mette Bock at stjæle biblioteket og overføre det til Det Kgl. Bibliotek, og at beskære tilskuddet til KVINFO, med nogle totalt usaglige argumenter!  Gymnasieelever under 18 år kan IKKE længere låne de bøger!! Alt dette skriver Elisabeth om i sin bog, hvor hun dokumenterer angrebet - både på KVINFO og biblioteket - OG på kvindebevægelsen som sådan. Jeg anmeldte bogen på Facebook i sommer 2020. Og jeg var meget glad for den indsigt, jeg havde fået i den del af nutidshistorien, som jeg kun havde kendt på afstand. Og jeg er meget glad for, at jeg har lært Elisabeth at kende. Tak for det, Elisabeth! Jeg håber, at nogen af jer andre bliver nysgerrige efter at læse bogen. Den giver et vigtigt indblik i nutidshistorie og giftige politiske angreb på mennesker og institutioner, som "man ikke kan lide" - uden skelen til, at der begås et bevidst historisk overgreb på væsentlige dele af vores demokrati!

OG så til Carsten Jensen!

Jeg ved ikke, hvornår jeg stødte på Carsten Jensens navn første gang. Det er MANGE år siden. Jeg har læst hans klummer og kronikker m.v. gennem årene, og jeg har egentlig altid haft sympati for ham. Men samtidig har jeg tit tænkt:; HAN er godt nok skrap og heftig! Folk fik det glatte lag - især folk fra blå blok. Der var stort set ingen formildende omstændigheder. Og nej, jeg var sådan set ikke uenig - men jeg ville aldrig selv give den så fuld skrue, som han gjorde. Det medførte, at jeg i årevis IKKE læste hans bøger. For jeg orkede simpelthen ikke "den sure gamle mand"!! Ikke så mange sider ad gangen.

Her under coronaen fik jeg så "Vi, de druknede" i hånden. OG SÅ VAR JEG SOLGT!! Jeg læste og læste og læste - og kunne slet ikke stoppe! Undervejs kom min undren til syne: Er det her virkelig den samme mand, som skælder og smælder over nutidige politikere og faggrupper - uden skelen til, at de sikkert også har OK sider og er mennesker som han og jeg? Og så læste og læste og læste jeg igen.

Jeg kender Ærø lidt. Jeg har gode venner, der har boet på Ærø og jeg har gode venner, der har haft sommerhus på Ærø. Og jeg har undervist på plejehjem og i dagplejen på Ærø. Så jeg har været der nogle gange. Ikke tit, men flere gange. Jeg har nydt at være der. Det er en skøn ø. OG, da jeg læste "Vi, de druknede", blev jeg fuldstændig opslugt. Fra den ene generation til den næste. Fra det ene barn til det næste. Fra den ene familie til den næste. Hvor blev alle skideballerne af? Hvor blev hudfletteriet af? Hvor blev de nærmest kinesiske møgfald i "hundehoved"-stilen af. DE VAR DER BARE IKKE!! Her var en bog, på næsten 700 sider, som beskrivende, malerisk, empatisk, medlevende og formentlig også så historisk korrekt som overhovedet muligt, beskrev flere generationer af Æreøbeboere, hvor mændene var på havet og kvinderne derhjemme med børnene; hvor mange af mændene aldrig kom hjem igen; hvor drengene ville være søfolk som deres far, selvom havet havde taget ham; hvor kvinderne slugte sorgen over tabet af manden, for der skulle være mad og tøj og hverdag til børnene, selvom far aldrig mere kom hjem. Hvor tiden gik sin gang, hvor 1.verdenskrig kom og gik, hvor 2. verdenskrig fulgte efter. Og hvor menneskene beskrives levende, nærværende og troværdige. Hvor mennesker med had i hjertet og mennesker med savn og kærlighed lever side om side. Og hvor Marstal fremstod som en hjemstavn, som alle har et tilhørsforhold til. 

Da jeg lukkede bogen, tænkte jeg: wau en oplevelse, wau en fortælling. Og jeg så for mig billederne af skibene på de plejehjem på Ærø, som jeg har undervist på. Og så min undren: Hvad er der med den mand, ham Carsten Jensen. Hvordan går det til, at han er så bredspektret? Det får jeg nok aldrig svar på. MEN - jeg har fået løftet gardinet en smule. For jeg fik hans sidste bog i julegave af min kæreste!

ØVLSER I AFSKED - En coronakrønike

Jeg lukkede bogen efter sidste kapitel i dag. Den 2. januar 2021. Den er godt nok en øjenåbner. For mig ihvertfald!

Bogen handler om mange ting. Men først og fremmest om tre omdrejningspunkter: Tabet af sønnen, Ralph, på bare 25 år, som døde i Afrika, mens han var på træning i at bekæmpe krybskytteri; Coronakrisen og Klimakrisen. Ja, jeg er så gammel, at jeg vælger at skrive de her ting med stort, for de er vigtige.  Megavigtige. For de handler om tab og dyb, dyb sorg. De handler om den tid vi lever i lige nu - med corona og isolation og restriktioner - og om klimakrisen, som de fleste af os ikke har taget alvorligt nok indtil for kort tid siden, selvom udløbdatoen nærmer sig med hastige skridt.

Undervejs har jeg haft flere flash-backs. Jeg er født i 1944, et år og 2 måneder før slutningen af 2. verdenskrig. Jeg har haft flere grimme oplevelser undervejs. Den første er, at min mor døde, da jeg kun var 4 år. Jeg kan ikke huske hende. Der er kun et sort hul i min hukommelse. Men EN TING er helt klar: Hun har været en ENGEL i mit system, altid. Til trods for en ateistisk opdragelse. Og DET har været min redning. Jeg har haft en mor, der var EN ENGEL. Hvor mange har mon det?? Lysets engel går med glans, er min yndlingssalme, selvom jeg ikke er folkekirkekristen!

Så blev jeg 21. Jeg blev opstillet til et kommunevalg for SF, og Hanne Reintoft var med til et offentligt møde i Herlev. Temaet husker jeg ikke. Men undervejs i diskussionen fik jeg sagt noget, som faldt en ældre mand for brystet. Han rejste sig op og truede mig med noget i den her retning: Hvis russerne kommer til Danmark, så skal jeg sørge for, at du bliver henrettet! Du er jo 5. kolonne!

Jeg havde mareridt i lang, lang tid efter det angreb!

Mange år senere var jeg medlem af KAP og stod og solgte "Arbejderavisen" i Farum Midtpunkt. En kæmpestor mand fra DKP dukkede op, han var aggressiv og truende, og sagde til mig: Hvis jeg får mulighed for det, så kommer jeg og giver dig et nakkeskud en dag!

Det gav mig endnu en periode med mareridt!

Og - hvad har det så at gøre med Carsten Jensen? ALT - synes jeg! For gennem læsningen af de to bøger, går det pludselig op for mig, hvorfor han er så bredspektret. Jeg kender ikke hans biografi, og det betyder ikke noget lige nu. Det, der betyder noget er: 

At jeg har fået indblik i både vreden, forbitrelsen, raseriet over undertrykkelsen af mennesker - på den ene side - og omsorgen, kærligheden, sorgen, bekymringen for fremtiden, ønsket om fællesskab og sammenhold, savnet af en søn, omsorgen for alle os andre - parret med vreden over alle de svigt og løgne og bedrag, som vi udsættes for - HVER DAG!

Jeg har altid været vred, jeg har altid forsøgt at bekæmpe undertrykkelsen (det kniber efterhånden med alderen, ihvertfald på det lavpraktiske plan!), har altid skrevet og sagt og gjort ting. Men da jeg fik læst Carsten Jensens seneste bog, faldt nogle brikker på plads. 

Vi rummer allesammen både vreden og kærligheden; sorgen og bekymringen for fremtiden. Vi skal blive ved og ved og holde alle følelserne i sving. Giver vi op, er døden et skridt nærmere. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil ikke være en grøntsag. Når tiden kommer, er det tid. Ikke før!

Undskyld Carsten Jensen, at jeg var så langsom. Dejligt, at du fik mig til at åbne øjnene.,

Kærligst Jytte

 

DETTE ER HAMRENDE SVÆRT!

KÆRE ALLESAMMEN!
 Jeg er ikke så tit herinde - for dagene går deres gang, og jeg laver så meget andet!

Men den her Coronakrise gør noget ved mig, på en mærkelig måde!
Jeg har valgt at stole på vores politikere - og på det sundhedsfaglige system. Hvis der er noget, jeg vil brokke mig over, gør jeg det - senere. Jeg mener, at vi skal evaluere - i fællesskab - når hverdagen indfinder sig.

 INGEN af os vidste noget om Corona - FØR den brød løs. Hverken du og jeg eller politikere eller sundhedssystemet. Sådan er det.

Så jeg bliver SÅ træt af kloge-åger, som i egen observans tror, at DE ved. For INGEN af os ved - noget som helst! Jeg er også træt af konspirationsteorier - som siger noget om Bill Gates, og noget om Kina, og noget om alverdens andre mærkværdigheder. VI VED INGENTING!! Jeg nægter simpelthen at tro på alt det vrøvl! Jeg tror på, at den danske regering GØR hvad den kan . men de ved heller ikke nok! INGEN VED NOK!!

Så stop jeres brok. ALLE gør, HVAD DE KAN. Intet mindre. Klap hesten og giv plads! Jeg er den første til at komme med kritik, når det er passende. Lige nu er det absolut ikke passende! Ingen var forberedt. Heller ikke på værnemidler. Hvis nogen skulle have gjort det, var det Løkkeregeringen.

Men - hvor i alverden skulle den havde vidst det fra?? (OG Nej, JEG ER IKKE Løkkefan, MEN HAN SKAL DA VEL IKKE HAVE SKÆLDUD FOR NOGET, HAN IKKE VIDSTE PÅ FORHÅND??)

Her i opstartsfasen er der masser af undren og forvirring. Og det forstår jeg godt. For derer masser af mærkværdigheder og nok at undre sig over.l Men hold nu helt kæft - giv folk plads til at finde en vej, som INGEN har prøvet før! Det er alt, alt, alt for nemt bare at brokke sig. Hvor god en regeringsleder ville du have været i denne situation? Mit gæt er, at det havde du absolut ikke haft særlig meget held med. Så indtil videre vil jeg sige: Mette Frederiksen har klaret det er så flot. Jeg kender INGEN, der kunne have gjort det bedre. Selvom jeg ikke er socialdemokrat! Og formentlig heller aldrig bliver det!!

Hilsen herfra
Jytte Høj Hammer

Noget er RIV RAV RUSKENDE GALT!

Der er mange ting at gæmmes over i Danmark - lige nu. Og har været det i flere år. Her kunne jeg vælge at skyde med spredehagl, men jeg vil forsøge at holde mig til EN sag - lige her. For ikke at komme til at forkludre det hele. Men vil gerne nævne de overskrifter, som jeg KUNNE vælge - fordi alt nærmest er kaos: Hvordan vi behandler hinanden i Danmark. Hvordan vi behandler fremmede i Danmark. Hvordan vi opfører os overfor langtidssyge, fattige familier, familier med handicappede børn, familier med alvoligt syge medlemmer, familier med dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet, familier med manglende tradition for at uddanne sig - og mange, mange flere overskrifter.

Lige her vælger jeg en kategori: Langtidssyge, arbejdsløse mennesker, som bliver trådt under fode i Danmark i 2020.

Som gammel, pensioneret, socialrådgiver har jeg fulgt denne gruppe gennem et par år. Jeg er ikke selv en del af gruppen, det er jeg for gammel til. Men jeg har alligevel fulgt gruppen gennem lang tid: FORDI: Det er foregår er fuldstændig vanvittigt.

Jeg er vokset op med, at vi skal hjælpe hinanden. Jeg er vokset op med, at min farmor var flov over, at hun pludselig kunne få aldersrente (datidens folkepension). Jeg er vokset op med, at alle de voksne, som jeg kendte, kæmpede for, at der skulle være lighed for loven. At alle skulle have lige adgang til hjælp, når de blev syge, gamle, handicappede eller - hvis de fik børn med voldsomme problemer (Nysprog:udfordringer!)

Jeg blev socialrådgiver, fordi jeg blev udsat for noget, som vi idag vil kalde racisme. For jeg fik et barn med en sort mand fra Caribien - og DET fik de stemplet mig med, at når jeg kunne få et barn med "sådan en som ham", så var jeg ikke begavet nok til at få en uddannelse som husholdningslærer fra Suhrs Seminarium! I stedet fik jeg så en HK uddannelse via Mødrehjælpen (den gamle), så jeg kunne komme på kontor! Jeg besluttede mig derfor for at blive socialrådgiver - for det måtte da kunne gøres bedre! - og det blev jeg så. OG - det kunne gøres bedre!!

Siden min barndom har jeg været optaget af ligestilling, ligeværd, social velfærd, retfærdighed, ordentlighed. Under min uddannelse til socialrådgiver - og i mit arbejde som underviser på Den Sociale Højskole i Købehavn, har jeg været optaget af Helhedssyn i Socialt Arbejde - OG - ordentligt socialt arbejde. Det har bl.a. medført, at jeg IKKE har villet tage arbejde i en social- og sundhedsforvaltning, hvis arbejdet krævede, at jeg solgte ud af mine faglige værdier. I stedet blev jeg ufaglært sygehjælper på et plejehjem. Hvor jeg så fik lov til at lave krisehjælp - til sygehjælperløn!!!

Årene gik, jeg blev bl.a. psykoerapeut og arbejdede med børn i krise. Det var fantastisk! Kommunalreformen satte en brat stopper for det. For nu skulle børn ikke længere have hjælp, når de havde været udsat for vold eller overgreb eller var udsatte for voldsomme udfordringer.

For et par år siden gik det op for mig, at alvorligt syge mennesker. Mennesker med alvorlige diagnoser som: Hjerneblødning - kræft - voldsom diabetes - diskusprolaps - følger af ulykker på arbejdspladsen eller i trafikken - KOL - hjerneskader - amputation - psykiatriske lidelser - brækkede lemmer, hofter, rygge m.v. - ikke længere blev betragtet som alvorligt syge -men nærmere som nogle mennesker, der forsøgte at smyge sig udenom - AT ARBEJDE!! Mennesker, der knapt nok kunne klare dagen og vejen i eget hjem. Som ikke kunne gøre rent, eller lave mad, eller købe ind, eller rede seng eller vaske eget tøj - blev pludselelig udnævnt til nogle mennesker, der ikke VILLE arbejde - der ikke Ville rette ind, og som forsøgte at snyde kommunerne for penge!

Sagsbehandlere med INGEN uddannelse - blev sat til at undsige læger, med mange års uddannelse. De uuddannede undsagde lægernes udtalelser og fortalte borgerne - at de SKULLE i ressourceforløb og bevise, HVAD de kunne - rent arbejdsmæssigt! 15 minutter om ugen - MED SENG VED SIDEN AF - blev noget, vi skulle fatte og forstå - at SÅDAN ER DET BARE!!

Ved siden af dette, har vi en ny statsminister, der uden at blinke,siger, AT vi ikke skal tage lægernes udtalelser for gode varer. Kære Mette Frederiksen! Jeg håber for dig, at du ALDRIG nogensinde får et hjerteproblem eller en hjerneblødning eller parkinson eller psykiske problemer. Eller nogle af de andre lidelser. Det var så også Mette Frederiksen, der indførte ressourceforløb og alt det andet! Håber virkelig ikke, at dine nærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom, Mette F!!

Og så sker der dette: I disse dage er en retssag startet mod Bitten Vivi Jensen på Frederiksberg. Bitten var ergoterapeut i Frederiksberg Kommune - i arbejdet med rehabilitering. Hun opdager, at kommunen absolut IKKE anerkender diagnoser. Hun siger fra overfor ledelsen. Og ender med at blive fyret!! Og så tager hun kopier af sager fra kommunen med sig hjem. Det er selvfølgelig forbudt. Og hun har sin tavshedspligt! MEN -hun har også sin pligt til at sige fra - hvis noget er riv--rav-ruskende galt. OG DET ER DET!! Hun gør sig selv til whistleblower - OG DET ER HUN MED RETTE. HUN HANDLER I nødværge. HUN  GØR SIN PLIGT! JEG  SKAL GØRE DET - DU SKAL GØRE DET - VI SKAL ALLE GØFRE DET!! Politikere og embedsmænd har IKKE ret til at tilsidesætte loven og retssikkerheden og helt almindelig god sagsbehandling! Kommunen har PLIGT til at overholde loven. Det gør kommunerne bare ikke!

De fifler, de snyder, de lyver, de ansætter ufaglærte og siger til dem, at de skal overtræde loven, de har ledere, der er ligeglade med danske borgere. OG de prioriterer penge til kommunekassen forud for retfærd og retssikkerhed!

Derfor støtter jeg Bitten Vivi Jensen. Derfor er jeg fuld af beundring for hendes mod til at gå op imod Frederiksberg Kommune! Derfor opfordrer jeg ALLE, med respekt for sig selv og egen faglighed Eller egen integritet, til at f'ølge Bitten hele vejen. For hun er en sand heltinde - så DET har hun fortjent!!

Kære Bitten! Hold modet oppe - du er en sand helt - jeg håber, at dommeren i denne sag har hjertet på det rette sted! For det har du fortjent*!
Knus
Jytte

FATTIGDOM I DANMARK

DER FINDES ÅBENBART FLERE SLAGS FATTIGDOM HER I LANDET!

Jeg er kontaktperson for en flygtningefamilie. Det er noget af det mest givende og livsbekræftende, jeg har oplevet i lang, lang tid! Og samtidig er det dybt skræmmende. 

Sideløbende oplever jeg mine egne op- og nedture over den politik, der føres, over de holdninger til andre mennesker, som jeg bliver præsenteret for hver dag. Fordi jeg ser et land, som er det Danmark, hvor jeg og mine børn blev født, blive mere og mere fremmed og underligt. Sideløbende ser jeg en ny regering, som måske - måske ikke - har i sinde at ændre på tingenes tilstand. Vi får se! 

Jeg svinger mellem en lillebitte smule optimisme og en stor del mismod og frustration over, hvordan fællesskabet lider nød, menneskesynet nogle steder er gået i opløsning, min socialfaglige stolthed får tæsk hver dag - og mennesker med rigtig, rigtig gode levevilkår viser tydelig foragt for andre: for dem der er syge, for dem der er flygtet, for dem der ikke fik en brugbar uddannelse i tide, for dem der er født med handicaps og for dem, der "bare" er "anderledes" i religionsopfattelse, hudfarve, for dem der er hjemløse, for dem der kom hjem fra krig med sjælen flået i laser - og for alle de andre, der bare ikke lige "passer ind". Alt dette krydret med karakterræs, lavt selvværd, "lyserøde" historier på Facebook, depressioner hos unge, en folkeskole med behov for genopretning og en udvikling af ikke-involvering i mange lokalsamfund. Og mange, mange flere tegn på, at noget er riv-rav-ruskende galt.

Jeg vil starte med "mine" flygtninge. Med udgangspunkt i børnene. 3 dejlige og meget forskellige børn. Børn, der både ligner alle andre børn - og samtidig er forskellige fra 2019 danske børn. Ligner, fordi de vil lege, være sammen med andre, lære nyt, prøve grænser af, skændes, grine og græde. Og forskellige, fordi de har set ting, som ingen børn skal se. Fordi de er i et nyt land, fordi det blev livsfarligt at blive i det gamle land. Fordi deres bedstemor er blevet alvorligt syg, og de ikke har nogen mulighed for at besøge hende. Fordi de har mistet - eller er blevet afskåret fra - stort set ALT: Huset de boede i. Det firma, deres far ejede. Alle møblerne. Legetøjet. Klassekammeraterne. Nabobørnene. Alle familiemedlemmerne. Mors arbejde. De indtægter, som deres forældre havde. De livsbetingelser, de derfor havde, da alt var godt. Trygheden ved at være i kendte omgivelser og med det sprog, de er vokset op med. Familien indenfor rækkevidde. 

Først rejste far og få år efter fulgte de efter. Med mor. Til Danmark. Kom til at bo i en landsby i en møgelendig lejlighed, hvor husejeren forstod at tage sig betalt. De fik det hele: for lidt plads, for høj husleje, for koldt, for meget skimmelsvamp, for lidt interesseret en forvaltning i forhold til bl.a. skimmelsvampen. Dette problem er heldigvis snart løst. Og samtidig fik de: en skole, hvor lærere og skoleledelse vil dem det godt; et lokalområde som ikke ved hvordan man tager gæstfrit mod nye borgere; en frivilligorganisation, som vil dem det godt. En sprogskole, hvor mor knokler med det danske. En lokal arbejdsplads til far, hvor han desværre ikke har mulighed for at tale dansk. Og en kontaktperson (mig), som næsten er blevet reservebedstemor.

Alt gik faktisk fremad. Børnene blev gladere. Fik lidt nye kammerater - men kunne sagtens bruge flere. Og så - lige pludselig - eksploderer der en psykologisk bombe op i børnenes ansigter: Nogle politikere i Folketinget begynder at tale højt om, at sådan nogle som "min" flygtningefamilie "snart" skal rejse hjem igen! Dette bakkes op af en talsmand på flygtningeområdet, som stiller op på TV og i ramme alvor siger, at en ung dreng, der er elevrådsformand på sin skole, "nok ikke er dansk" (frit efter min hukommelse). Der bliver spurgt ind til dette, for drengen taler flydende dansk, har gået i dansk skole hele sit liv og føler sig som dansk. Men NEJ - han er da vist ikke dansker!! Nu begynder den mest alvorlige af børnene i "min" familie at spørge mig: "bliver vi nu sparket "hjem" igen??" De dybe fuger i hans pande er kommet tilbage, hans øjne er bange, han sover dårligt om natten. Han er 11 år!! De øjne har set bomber falde. Har set mennesker blive skudt. Har set mennesker blive ført bort. Han vil ikke "hjem", han vil være HER. I en skole, der giver ham tryghed, i en landsby, hvor ingen bliver skudt eller ført bort. Og hvor alle huse er intakte!

Som barn af 2. verdenskrig bliver jeg mindet om, at Danmark også under krigen gjorde børn bange. Og endda lod børn dø. Fordi danske læger nægtede at behandle alvorligt syge tyske flygtningebørn, og hvor vores land lod et flygtningeskib sende tilbage til tyskland, til den visse død.

I rigtig mange stunder for tiden, kigger jeg på mine venner i "Jobcentrets Ofre" og "De Reformramte", som er syge danskere, der bliver behandlet - nej mishandlet - i den offentlige sektor, nærmere bestemt i Jobcentrene. Nogle bliver psykisk syge. Nogle dør, før de får deres førtidspension, nogle dør lige efter, og nogle har henslæbt 7-10-15-20 år på kontanthjælp, på trods af, at kontanthjælp er en "korttidsydelse". Jeg må parkere Jobcentrets Ofre her - ellers bliver dette skriv for langt. Jeg kommer tilbage senere!

Så kom der et folketingsvalg - i forsommeren 2019. Trods min skepsis valgte jeg at stemme, og da der kom et systemskifte, tillod jeg mig at være en lille-bitte-smule optimistisk. Det er jeg stadig. Uden at det er kammet over. For det er trods alt den nye statsminister, der har fostret at det skidt og møg, der nu foregår i Jobcentrene og på det arbejdsmarkedspolitiske område. Hun stod i spidsen for at slagte socialpolitiken. Hun sagde, at lægerne ikke skulle udtale sig om arbejdsevne. Hun har fået nogle "sparringspartnere", og jeg krydser fingre for, at hun lytter til dem. Men overbevist er jeg ikke!

Men en ting er sket, som har relation til "min" flygtningefamilie: Fra januar får familier på integrationsydelse og kontanthjælp et ekstra børnetilskud - med tilbagevirkende kraft fra sommeren 2019. Den nye statsminister har udtalt, at hun vil være "børnenes statsminister". Om det lykkes vil praksis vise. Men lige nu - i september 2019 - kan fattige familier se frem til at få et løft. Som betyder, at de kan købe ordentlige sko til deres børn. Som betyder, at børnene kan få ordentligt vintertøj. Og som betyder, at børnene - måske - også kan få lov til at være med til en udflugt eller en oplevelse, der koster penge! Børnetilskuddet er til familier med børn op til 14 år - og er lidt forskelligt, afhængigt af, hvordan familien er skruet sammen. Hvad det betyder for "min" familie, ved jeg ikke endnu. Men mon ikke, de også får lidt? Fars arbejde er på mindsteløn.

Statsministeren har endnu ikke sagt, hvad der skal ske med børnene på Sjælsmark eller børnene i flygtningelejrene i Mellemøsten. Og det vil jo være afgørende for, hvor meget børnenes statsminister, hun ender med at være!

OG så kommer de ind fra sidelinien. De skriftkloge. Dem med forstand på regneark. Med bl.a. Cepos i spidsen - og med den tidligere trafikminister fra LA. De er bekymrede over, at et tilskud på op til 1.600 - 1.800 kr. pr. måned - afhængigt af, hvor mange børn, der er i en familie - vil medføre, at det ikke "længere kan betale sig at arbejde". De mener ligefrem, at nogle vil lade være med at arbejde pga dette børnetilskud!

Som det er nu, er der en forskel på kontanthjælp og lav lønindkomst ca. 3.000 kr. pr. måned - efter skat. Kom ikke og fortæl mig, at en familie vil undlade at tjene de 3.000 kr., når familien mangler penge hele tiden! Jeg kender IKKE sådan en familie. Tværtimod, så kender jeg familier, der supplerer lav løn med avisruter (og lav folkepension for den sags skyld). Og så tror jeg, det er vigtigt at under strege følgende:

1. Der ER ikke arbejde til ALLE. Vi hører det hver eneste dag. Arbejdsgiverne råber og skriger på arbejdskraft. Håndværkere, ufaglærte. Til alle fagområder. Hvorfor? Fordi der ikke er uddannede håndværkere nok! Fordi der ikke er arbejdskraft nok, som kan de ting, der er brug for! Der er ikke lærepladser nok til de unge. Og der står ikke arbejdsgivere klar til at opgradere flygtninge med en faglært uddannelse i hjemlandet - til dansk niveau. Så de arbejder ufaglært, selvom de er vvs-ere, elektrikere, smede osv!

2. Det mantra, at "det skal kunne betale sig at arbejde", er det værste sludder. Men hvis man gentager en løgn tit nok og længe nok, får løgnen et selvstændigt liv. Og ingen af os kan overbevise nogen om - at det er løgn!! Jeg har mødt så få i mit liv, at de kan tælles på EN hånd, der ikke ville arbejde, alle andre vil hjertens gerne!

3. Det KAN nemlig - ALTID betale sig at arbejde. Hvorfor? Fordi:

• Der altid er flere penge i at arbejde - også med de ydelser vi har nu
• Arbejdet giver så mange andre fordele, som de aller, aller fleste mennesker ønsker sig, f.eks.:....og s
• Kolleger
• Socialt samvær
• Menneskelig anerkendelse
• Muligheder for vækst og udvikling
• Faglig stolthed
• Glæden ved at være uafhængig af andre
• Glæden ved at KUNNE SELV
• Frihed fra isolation
• Muligheder for efter- og videreuddannelse
• ....og sikkert meget mere!

Så det afføder en række spørgsmål fra mig! Hvordan kan det være, at omskoling og revalidering er blevet nærmest usynlig i de seneste år? Hvordan kan det være, at det sociale arbejde er blevet aflivet? Hvordan kan det være, at der går håndværkere med flygtningebaggrund rundt, uden at kommunerne gør noget som helst for at få dem opgraderet til dansk standard? Og hvorfor gør arbejdsgiverne ikke noget? Hvorfor er der ingen håndværksmæssige arbejdsgivere, der ansætter en eller flere flygtninge med håndværkerbaggrund i f.eks. "altmuligmand"-jobs - suppleret med danskundervisning, som er baseret på ARBEJDET - og med udsigt til voksenlærlinge ansættelser i f.eks. et år eller to? Hvor er undervisnings- og erhvervsministeriet henne her? Mange af vores flygtninge er i den grad gode til håndens arbejde - og de bliver fuldstændig overset! 

Tilbage til Cepos og den fhv. trafikminister: De jamrer over 1.600 - 1.800 kr. pr. måned pr. familie med x-antal børn. Ved I hvad? Det er 1 - 2 timelønninger til nogle af de konsulenter, som både kommunerne og staten ynder at bruge - på IKKE at få flygtninge i de rigtige jobs, og på at holde syge arbejdsløse på kontanthjælp eller ressourceforløb eller lignende i år efter år efter år. Hvad koster det at bruge disse konsulenter? Hvor mange millioner smutter ned i lommen på konsulenter, der ikke får rykket arbejdsmarkedspolitiken og ledigheden nogen steder hen? Hvad er det, der gør dette beløb så provokerende, når vi (jeg ihvertfald!) VED, at en almindelig sagsbehandler i en kommune kan bruge et beløb af denne art på to - 2 - weekendindkøbsture i Kvickly - uden at blinke. Og hvor vi VED at nogle af Cepos og LA's medlemmer ikke ser noget problem i at bruge et tilsvarende beløb på ET PAR SKO en helt almindelig onsdag eftermiddag? Jeg spørger bare.

Jeg drømmer om, at vi snart får nogle mennesker på banen, som kan andet en lave sorte tal på bundlinien af et regneark. Mennesker er andet og mere end kroner og øre. Vi har brug for at få genoplivet socialpolitikken, at få brugt de ressourcer der findes i mennesker og at vi får åbnet øjnene igen for fællesskabet, for samarbejdet og for en anstændig behandling af mennesker. Uanset alder, køn, herkomst, religion, hudfarve og politisk overbevisning. Stop de mytedannelser - de splitter os. Gør i stedet noget for at få samfundet til at fungere igen, at få livet, arbejdslivet, anstændigheden og medmenneskeligheden til at vokse og gro.

Der er fattigdom - og så er der fattigdom. Den ene slags handler om penge til mad, tøj, husleje, medicin, tandlægebesøg, fritidsinteresser, fødselsdagsgaver, en tur i tivoli eller Zoo. Den anden handler om KUN at kunne se samfundet hænge sammen, hvis tallene på bundlinien er sorte, og hvis ALT hvad vi foretager os, kan gøres op i kroner og ører. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker mennesker, der har mødt den første form for fattigdom. For den sidste slags fattigdom er så pauver og virkelig, virkelig fattig - at jeg faktisk slet ikke fatter, at mennesker med den slags holdninger kan holde det ud!

Kærlig hilsen

Jytte

HVEM STEMMER DU PÅ TIL FOLKETINGSVALGET??

Om ganske få uger er der folketingsvalg. Og jeg ved ikke, hvem jeg skal stemme på. Eller om jeg overhovedet skal stemme. Det er underligt! Jeg har stemt hver eneste gang, hele mit liv. Til Folketinget. Til Kommunevalget. Og - måske - til EU Valget. Denne gang er jeg i tvivl. Helt alvorligt i tvivl!. Hvorfor? Fordi jeg ikke har tillid til politikerne. Fordi jeg ser mit samfund gå op i limningen. Fordi jeg oplever, at politikere - på Christiansborg og ude i kommunerne - er fuldstændig ligeglade med borgerne. Hvis bare vi passer vores arbejde og betaler vores skat, og i øvrigt holder kæft, så de kan fortsætte deres politiske karriere i ro og mag. Og det har jeg faktisk ikke lyst til at give grønt lys til! Valgkampen er i gang. Det samme er partiernes overbud. Det ene efter det andet. Millioner og milliarder ruller derudaf, helt uhæmmet. Beslutninger, som regeringen IKKE traf i løbet af de sidste 4 år, er pludselig inden for rækkevidde. Velfærden skal genetableres. De svageste grupper skal pludselig have et løft økonomisk og socialt. Vi skal have flere "varme hænder". Og børnene - især børnene - skal have en ny statsminister!! Jeg tror dem ikke over en dørtærskel! Så mens jeg tænker mig om - og det har jeg nogle uger til - så vil jeg tænke meget grundigt over, HVAD DE POLITISKE PARTIER HAR GJORT i de seneste 4 år. For det er alt, alt for nemt for dem at fortælle os, HVAD DE VIL GØRE de næste 4 år. Det er fup og fidus. Det er VALGFLÆSK og det er utroværdigt. Så jeg vil se meget nøje se på, HVAD DE HAR GJORT - eller - IKKE HAR GJORT. Og træffe min beslutning ud fra det! Regeringen har IKKE forholdt sig aktivt til, at tusindvis af mennesker bliver trukket gennem Jobcentrene's cirkus hver eneste dag. Historierne om, at mennesker blive mere syge, end de var i forvejen, kommer ikke frem i lyset - og her har pressen et stort medansvar. Ankestyrelsen er ikke længere den danske skatteyders sikkerhedsnet, når kommunernes forvaltninger misrøgter mennesker, dag ud og dag ind, ved at trække selv dødsmærkede mennesker gennem deres ressourceforløb og forhalingsmanøvrer. Mange mennesker i Jobcenterregie har været på kontanthjælp i årevis - selvom kontanthjælp er en midlertidig ydelse. Anstændig sociallovgivning er sat ud af spillet. Socialrådgivere er ikke længere socialrådgivere - ihvertfald må de tilbageblevne ikke længere bruge deres faglighed. Læger er ikke længere fagpersoner med forstand på sygdom og sundhed - for jobcentrenes "sagsbehandlere" tilsidesætter lægernes faglige vurderinger. Alvorligt syge mennesker bliver trukket i kontanthjælp, hvis de pga deres sygdom ikke kan møde op i ressourceforløbene - også selvom de har meldt afbud. Mennesker bliver selvmordstruede af det system - og INGEN af de politikere, der har haft reel magt, har gjort noget ved det. Nogle få oppositionspolitikerehar råbt op - for døve øren. Og den brede danske befolkning ved faktisk ikke ret meget om, hvad der foregår - og aner ihvertfald ikke, at hvis de selv bliver syge - får en blodprop, eller kræft, eller en hjerneblødning eller bliver udsat for en alvorlig trafikulykke el.lign., pludselig kan befinde sig i Jobcentercirkus, hvor der tilsyneladende ikke er nogen vej tilbage. OG - Regeringen har ført denne politik - men socialdemokraterne har bakket den op ved ikke at gøre noget som helst for at ændre det! Og kommunalpolitikerne ude i landet - ihvertfald i min kommune, Vordingborg, har været dikkende lammehaler til den førte politik. De gider overhovedet ikke forholde sig til deres egne borgere! Så - de "store gamle partier" kan snakke velfærd herfra og til nytårsaften i år 2050 - de kan rende og hoppe - for jeg tror ikke på dem - og stemmer derfor heller ikke på dem. De næste store klodser er miljøet og flygtningepolitikken. Og her er der fuldstændig det samme. Der er INTET sket i den regeringsperiode, der nu er overstået - OG socialdemokraterne har været lige så aktive med at GØRE noget, ved at stille krav om handling, som de mest passive og ugidelige nikkedukker. Tvært imod, så har såvel regering som socialdemokrati lagt sig i slipstrømmen på Dansk Folkeparti, når det gælder flygtningepolitik, og har fostret en integrationsminister, som overgår DF i kynisme. Der er mange flere områder, hvor både regering og socialdemokraterne har ført en politik, der går stik imod befolkningens behov og ønsker, f.leks. ældreområdet, daginstitutionsområdet, psykiatrien, folkeskolen. Når jeg ikke går ind i dette her, er det alene fordi jeg ikke vil skrive alt for meget. Og nu - under valgkampen - kan alle disse områder "løftes". Siger politikerne. Jeg siger: Ja, de kan, og nej, de vil ikke blive løftet. Det er løwn og latin - det er valgløfter - det er varm luft. Jeg stoler ikke på nogen af dem, og stemmer derfor heller ikke på nogen af dem. Men hvad gør jeg så? Ja - det er jo det spøjse spørgsmål. Men - jeg stemmer ikke på højrefløjspartier overhovedet. Punktum. Og så er der jo "kun" venstrefløjen tilbage. "Kun" skriver jeg - for jeg aner ikke, hvad jeg skal. Under Thorning-regeringen lod SF sig køre rundt ved næsen - og Enhedslisten væltede IKKE regeringen, de truede den ikke engang. Alternativet fandtes ikke dengang. Men ved at være følgagtige overfor den daværende regering, blev der bl.a. taget hul på "dagpengereformen" og opbakningen til DF's flygtningepolitik. Jeg synes, at vores demokrati er en livsnødvendighed for vores land. Jeg synes, det er en borgerpligt at stemme. Og jeg er stolt af at leve i et land, hvor demokratiet blev indført for over 100 år siden. Men jeg er IKKE stolt af Danmark lige nu - og jeg er i tvivl om, hvem jeg skal stemme på. Skal jeg stemme på et af partierne til venstre for socialdemokratiet - eller skal jeg aflevere en blank stemmeseddel? Det vil jeg bruge de næste par uger til at finde ud af. God valgkamp - og held og lykke med at træffe dit valg! Jytte

HOVED- OG HJERTELØSE POLITIKERE

ÅBENT BREV TIL BERTEL HAARDER OG MOGENS LYKKETOFT

Jeg sendte dette indlæg til Politiken den 4. december - samtidig med, at jeg sendte det til de to politikere. Politiken har afvist at bringe det, så nu vælger jeg at lægge det på min (sjældent brugte) blog i stedet.

Lundby den 3. december 2018

 Åbent brev til Bertel Haarder og Mogens Lykketoft

 

Kære Bertel Haarder og Mogens Lykketoft!

 

Jeg skriver til lige præcis jer to, fordi vi er jævnaldrende. Det betyder, at vi har mange ting til fælles, selvom vi samtidig er uenige om mangt og meget. Vi er krigsbørn. Vi har en historisk, kulturel, politisk og social fællesmængde – og når jeg hører/læser jeres indspark i debatten, så tror jeg også, at vi har en fælles fortid i den del af danmarkshistorien, som vores forældre var en del af. Og så skriver jeg til jer, fordi I begge to er ”fyrtårne” i dansk politik.

 

I dag havde jeg en oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg er kontaktperson for en syrisk flygtningefamilie på 5 (6) personer. Far kom til DK for 4-5 år siden og har arbejdet det meste af tiden. Mor kom til DK for ½ år siden, hvor hun og de tre yngste børn (6 – 11 – 15 år) blev familiesammenført med far. En storesøster i begyndelsen af tyverne har været her lige så længe som far, og hun bor ikke i hjemmet længere. Jeg er blevet en ven af familien, og vi bruger tid sammen et par gange om ugen.

 

I dag, tirsdag den 3. december 2018, kom jeg på besøg for at hjælpe med at lære dansk. Børnene var fjollede og pjattede og glade. Jeg har været væk i ti dage pga en rejse til Riga, og de var glade for at se mig. Så glade, at jeg blev helt rørt. Pludselig vil den 15. årige tale med mig om islam og kristendom. Det gør vi så, og jeg svarer på hans spørgsmål om min religion og min viden om islam. Og så siger han: ”Skal vi også sendes ud på den der ø – eller bliver vi sendt hjem til Syrien igen??”  Hans mørke øjne var dybt alvorlige, og da jeg svarede, at de i hvert fald IKKE skulle ud på ”den der ø”, og at jeg heller ikke troede, de skulle sendes hjem til Syrien – lige nu – sukkede han dybt og sagde: ”Jeg er bange!”

 

Disse børn er krigsofre. Som jødebørn var det, under 2. verdenskrig. Som tyske børn var det, under 2. verdenskrig. Som rigtig mange børn var det, under 2. verdenskrig. Og nu går den danske regering – igen, igen – i offensiven MOD flygtninge – og dermed også MOD deres børn. Derfor skriver jeg til jer!

 

Hjælp mig – eller rettere – hjælp disse børn! Jeg har ondt i maven over, at den 15. årige og hans søskende er bange – fordi regeringen brager frem med trusler mod flygtninge. De har haft rigeligt at være bange for – INDEN de kom til Danmark.. Bomber, drab på naboer, smadrede huse, angst dag og nat. For KRIGEN. Nu er de i Danmark – og skulle kunne sove trygt om natten. Men NEJ. For de bliver betragtet som udskud!

 

Jeg beder jer om hjælp! Hjælp mig – og danskerne – og flygtningenes børn – mod jeres og vores historieløse, hjerteløse og (undskyld mig) hjerneløse børns måde at regere landet på. Det er rystende. Det er hjerteløst. OG det er historieløst. Vi har fortjent bedre. I og jeg. Danskerne har fortjent bedre. OG flygtningene har fortjent bedre. Det der foregår er uetisk, udansk, uigennemtænkt, ubegavet og ureflekteret. Lige nu repeterer det danske folketing – med de fleste partiers opbakning – og i hvert fald både Venstre og Socialdemokraterne – en politik, som vores forældre iagttog i Europa – før I og jeg blev født. En politik, som skulle vise sig at føre så vidt – at INGEN fornuftige mennesker ville vedkende sig den – BAGEFTER. To gamle, hæderkronede partier, som begge har været progressive – er i gang med til at gentage historien – måske uden at kende historien til bunds? Jeg beder jer, fordi jeg TROR, at I ved bedre.

 

At I som gamle partirotter har så megen historieforståelse og indsigt, at I kan se, at den er gal. At I som kloge mennesker kan se, at Danmark er kommet på afveje. Og at I – som jeg – kan se – at ”vores børn” gør sig til halehæng på Dansk Folkeparti, - for at vinde stemmer??? – uden at skele til etik og moral. Og at I – som partiernes ”gamle kloge” kan råbe til dem: NU MÅ DET STOPPE! For Danmarks skyld. For børnenes skyld. For menneskenes skyld. Og for anstændighedens, omdømmets, eftermælets og samvittighedens skyld.

 

Rigtig, rigtig mange mennesker har råbt op – længe. Meget længe! Kloge hoveder i både Venstre og Socialdemokraterne har sagt fra – længe. Almindelige danskere ved ikke længere, hvem de kan stole på – og stemme på. Syriske børn er bange nu!

 

Jeg ved jo, at I ikke længere sidder i regering, og heller ikke kommer til det. Men I har en funktion, måske en mentorfunktion eller en ”ældrefunktion”. Det håber jeg i hvert fald. Andre fra jeres partier siger fra nu. Jeg bønfalder jer – fortæl jeres regering og den måske kommende regering, at NOK ER NOK. At Danmark skal tilbage på Verdenskortet som et anstændigt land – og at kampen mod nazismen under 2. Verdenskrig var forgæves, hvis historien får lov til at gentage sig. På en ”ny” måde ganske vist – men på en måde, der til forveksling ligner den gamle.

 

Skrevet i kærlighed til Danmark og danskerne og alle andre herboende – især børnene.

 

Kærlige hilsener til jer begge

 

Jytte Høj Hammer

 

 

 

 

 

                                                                                      

 

Kære Kommunalpolitikere – kære vælgere/borgere!

For 7½ år siden flyttede jeg til Vordingborg Kommune. De første år gik med at gå på arbejde, at være i frivillig andre steder (Glumsø) og at ende med at være folkepensionist. Jeg har tidligere været politisk aktiv, men det er mange år siden. Og jeg har aldrig tidligere været særlig optaget af kommunalpolitik. I stedet valgte jeg at blive aktiv i Medborgerhuset Lundby. Jeg har arbejdet som socialrådgiver, som underviser på Den Sociale Højskole i København, som psykoterapeut og som underviser i den offentlige sektor, både i kommuner og på sygehuse, samt på bl.a. Sygeplejeskolen på Bispebjerg.

I de sidste par år – og mere intensivt i tiden op til kommunevalget 2017 - begyndte jeg at interessere mig mere for Vordingborg Kommune end tidligere – samt for kommunalpolitik i det hele taget. Det er mange år siden, jeg satte mig lidt mere ind i kommunalpolitik sidst. Jeg har selvfølgelig fulgt udviklingen på ”sidelinien” – det kan jeg ikke lade være med. Som politisk interesseret er der jo altid noget at forholde sig til.

Selvom jeg er folkepensionist , blev min interesse for arbejdsmarkedspolitik- ken og socialpolitikken skærpet ret hurtigt – for jeg fik simpelthen et chok, da det virkelig  gik op for mig, hvad der foregår i hele Danmark i almindelighed– og i Vordingborg Kommune i særdeleshed. Jeg har fulgt med i, hvad der er foregået i Folketinget, og jeg har set, hvordan den ene nedskæring har fulgt den næste, og hvordan kommunerne er blevet nødlidende økonomisk på rigtig mange måder. Jeg er ikke økonom, og jeg har aldrig været optaget af økonomi. For mig har faglighed, etik, moral, indlevelsesevne og det at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker altid haft første prioritet. Og det jeg ser nu er, at mennesker ude i kommunerne – fra politikere til ansatte og videre til almindelige borgere – er blevet mere og mere optagne af penge – og mindre og mindre optagne af mennesker. Mennesker med handicappede børn, mennesker med egne alvorlige handicaps, mennesker med alvorlig sygdom, sågar mennesker med dødelig sygdom – lades i stikken. Mantraet: ”Det skal kunne betale sig at arbejde” er blevet en slags trylleformular, som får mennesker til at tro, at arbejde er noget ALLE kan få – at arbejde er noget ALLE kan gennemføre, at arbejde helbreder sygdom og at arbejde er der nok af til ALLE – uanset hvordan de har det. Det startede med kommunesammen-

lægningen – hvor nærhedsprincippet blev sat ud af kraft – og det er fortsat med bl.a. førtidspensionsreformen, som på mystisk vis har medvirket til, at al rimelig anstændighed i arbejdet med syge og svagelige mennesker og deres børn er fordampet som morgendug på en sommerdag.

Jeg er uddannet til at se mennesket som en helhed – således at det sociale, det helbredsmæssige, det kulturelle, det uddannelsesmæssige, det psykiske, det fysiske, det ressourcemæssige og alle de andre aspekter ved et helt menneske – griber ind i hinanden og tegner muligheder og manglende muligheder hos det enkelte menneske. Jeg er uddannet til at anerkende, at mit fagområde er afgrænset i forhold til andre fagområder – f.eks. ergo- og fysioterapi, lægefaglighed, sygeplejefaglighed, psykolog- og psykiaterfaglighed. Jeg er uddannet til at vide, at specialister – både på det sociale og på alle de andre faglige områder har en større viden om deres speciale – både i bredden og i dybden end f.eks. en privatpraktiserende læge, en privatpraktiserende psykolog, en privat- og offentligtpraktiserende socialrådgiver – og alle de andre faggrupper ”på gulvet”. Og jeg har lært, at alle faggrupper kan blive klogere på hinandens fagområde – over tid – ved et tæt samarbejde gennem måneder og år. Men at ingen af os bliver til en af de andre slags fagpersoner. Pædagogen bliver ikke læge, lægen bliver ikke psykolog, fysioterapeuten bliver ikke talepædagog – og sygeplejersken bliver ikke socialrådgiver. Dette er vigtigt! For selvom jeg gennem et langt liv har lært mere og mere om de andre faggruppers faglige viden og behandlingsformer, så betyder min socialmedicinske, min almenmedicinske eller min pædagogiske ”ekstraviden” blot – at jeg hurtigere kan kontakte de andre fagpersoner – visitere videre til dem, konsultere dem, og komme med mine tanker og mine forslag til dem – i tillid til, at de lytter og bruger mine input til noget. I tillid til, at vi deler vores viden med hinanden – og har respekt og ydmyghed omkring alle de ting vi ved – TILSAMMEN! Og samtidig har respekt og ydmyghed overfor de mennesker, som vi er uddannede til at hjælpe – i forvisningen om, at den enkelte syge, den enkelte handicappede, den enkelte arbejdsløse er ekspert i sit eget liv og ved, hvad der er godt og skidt for ham eller hende.

Og så vågner jeg langsomt op – som Alice i Eventyrland efter en fortryllet rundtur i halen på den hvide kanin – forvirret, forsovet, rystet! Og må konstatere, at den opfattelse jeg havde omkring de forskellige former for ”menneskefaglighed” er blevet devalueret – udhulet – kasseret. Af  Folketingets politikere?? Af Kommunalbestyrelsernes politikere? Af embedsmænd og embedskvinder? Af den enkelte borger? Af det atomiserede samfund som helhed?? De spørgsmål kunne jeg godt tænke mig, at vi besvarer i fællesskab – en anden dag. I stedet vil jeg sige, hvad det er jeg ser nu – efter min ”lange søvn” ?

Jeg ser et Folketing, der bliver mindre og mindre politisk og mere og mere optaget af myter og enkeltsager og indbyrdes konkurrence om at føre i meningsmålingerne. Jeg ser flere og flere partier, der gladelig gør sig til halehæng på Dansk Folkeparti – i håb om at erobre flere stemmer. Jeg ser et Folketing, som bliver mere og mere udflydende og ”gråt” – så det bliver svært at skelne det ene parti fra det andet. Jeg ser en og flere regeringer, der bilder sig ind, at straf og stramninger og kontrol og mistænkeliggørelse og skjulte dagsordener og deciderede løgnehistorier er vejen frem. Til trods for, at åbenhed og samarbejde aldrig er blevet fremmet af den type tiltag. Tværtimod er der evidens for det modsatte! Jeg ser en og flere regeringer, som har glemt, hvad faglighed er. Som har glemt at være grundige og omhyggelige. Som får den ene sag på halsen efter den anden omkring projekter, der ikke alene mislykkes – men som kører helt af sporet med milliardtab til følge. For derefter at blive gentaget igen og igen – i nye projekter. Jeg ser et land, der bliver mere og mere splittet og fremmedgjort – både pga den politik, der lægges ud fra Christiansborg OG pga det faktum, at vi faktisk ikke kan følge med – så ”udviklingen” kører med OS – eller er det afviklingen?? Jeg ser nogle regioner og kommuner, med nogle folkevalgte, som er præcis lige så fremmedgjorte, som alle os andre. Som er blevet lige så historieløse, lige så frustrerede, lige så modløse og lige så mainstream, som alle os andre. Jeg ser en befolkning, som – incl. kommunale og centrale politikere – bliver dummere og dummere til at fatte den virkelighed, vi lever i. (Mig selv incl.) Og i forhold til socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, så ser jeg nogle kommunalbestyrelser, som er tabt totalt bag af dansen! Her tænker jeg IKKE på de nyvalgte kommunalbestyrelser – og det er derfor jeg skriver dette. Jeg tænker på alle de kommunalbestyrelser, der har været med til at implementere socialpolitikken og arbejdsmarkedspolitikken (og børn & handicap og familiepolitik osv osv)

Hvad gør vi så ved alt det rod???

Til det har jeg en række forslag – og I andre har sikkert en hel masse flere! For hvis vi vil vores land – hvis vi vil menneskene uanset alder, køn, hudfarve, sexualitet, politisk observans og religion – så er det på høje tid at gøre noget!  Lige nu vil jeg blive ved arbejdsmarkedspolitiken og socialpolitiken – ude i kommunerne. Så må de andre områder få et par ord med på vejen en anden gang!

1. Politikere skal føre politik – og ikke være sagsbehandlere og symptombehandlere!

2. Politikerne skal være ledere – og ikke lade administrationen køre med klatten!

3. Politikere skal være modige og turde indrømme fejltagelser.

4. Politikere skal turde være i øjenhøjde med befolkningen og gå i dialog omkring vores problemer og vanskeligheder.

5. Politikere skal stoppe med deres kontrol og straf som svar på et hvilket problem som helst og i stedet øve sig i at have tillid til alle ”os andre”.

6. Politikere skal igen træde i karakter – og være dem, der sætter dagsordenen.

Ovenstående gælder politikere på alle 3 niveauer!

6. Administratorer i ministerier, regioner og kommuner skal IKKE føre politik – i stedet skal de passe deres arbejde, som udstikkes af ledelsen – nemlig politikerne.

7. Administratorer kan IKKE hæve kæmpe gyldne håndtryk – hverken ved reel fratrædelse eller ved ”fingeret fratrædelse”. En administrator – direktør, konsulent eller anden embedsmand, får sin løn, har opsigelsesfrister som alle andre og kan kun ved åremålsansættelse og efterfølgende fyring i utide få et (mindre) beløb oven i sin løn..

8. Administratorer kan ikke oppebære højere løn end toppolitikere på deres konkrete område.

Ovenstående gælder også alle 3 niveauer

9. Alle faggrupper og sagsbehandlere – incl. deres niveauledelser – skal være ansat efter deres faglige uddannelser. Der kan ikke bruges ufaglært arbejdskraft i socialcentre, jobcentre. handicapafdelinger, børne- og familieafdelinger.

10. Der skal indføres Whisleblowerordninger overalt i det offentlige, så offentligt ansatte kan fortælle offentligheden om dårligt arbejdsmiljø, lovovertrædelser, uetiske beslutninger og umenneskelige behandling af borgerne.

10. Sagsbehandlere kan være socialrådgivere, socialformidlere, pædagoger og andre, der kan dokumentere tilstrækkelig faglighed på det konkrete fagområde. Dette handler ikke om stive faggrænser, men om reel faglighed.

11. Alle sagsbehandlere i denne sektor har ret til og krav på at modtage supervision. Dette gælder også ledelsen i en familieafdeling, en handicapafdeling og et jobcenter. Kommunen, regionen og andre arbejdsgivere skal forlange, at de ansatte er villige til at modtage supervision.

12. Ansatte og afdelingsledere i familieafdeling, handicapafdeling og jobcenter kan IKKE underkende erklæringer fra læger – herunder speciallæger – det er ikke deres kompetenceområde. Kun læger med en større faglighed på et speciale kan underkende en lægeattest.

13. Politikere kan ikke beslutte, at fagpersoners vurderinger ikke kan gøres gældende.

14. Alle involverede sagsbehandlere, afdelingsledere og øverste ledelse har pligt til at respektere den enkelte klients autonomi og viden om sin egen formåen. Det er et fagligt krav, at den enkelte borger er ekspert på sit eget liv – og at der er respekt for dette.

15. Kommunerne skal øjeblikkeligt stoppe arbejdsprøvninger, praktikker, ressourceforløb og andre afklarende tiltage, såfremt en erklæring fra speciallæge, psykolog eller andre fagpersoner har meddelt, at de aktiverende tiltag forværrer borgerens livssituation.

16. Kommunale ledere og sagsbehandlere har ikke ret til at fratage en borger muligheden for – i sit privatliv – at deltage i foreningsarbejde, være på Facebook, være frivillig omkring sin og andres sygdom – under henvisning til, at hvis de har ressourcer til at bage småkager eller være på Facebook – så har de også en arbejdsevne. For dette forværrer borgerens begrænsede muligheder for overhovedet at foretage sig noget som helst i hverdagen.

17. Kommunalpolitikere og Regionsråd er i sidste ende endegyldigt ansvarlige for sagsbehandlingen i deres område – og chefer på alle niveauer er underlagt denne ansvarlighed og skal leve op til de krav, som kommunalbestyrelsen stiller.

Det blev en lang smøre, så jeg stopper her. Og vender sikkert tilbage med mere – en anden dag.

 

Mange hilsener

Jytte