NÅR LÆSNING RYKKER - OGSÅ UNDER CORONA

EN FORM FOR BOGANMELDELSER!

Jeg har altid elsket at læse. Men i de senere år er det ikke blevet til så meget, fordi jeg har haft så mange andre opgaver, der tog min tid og energi. Og fordi jeg VED, at når jeg "falder ned i en god bog", så glemmer jeg både tid og sted - opgaverne får lov til at vente til en anden dag, aftensmaden (som jeg faktisk elsker at lave) bliver et KRAV - fra mig selv - som er både irriterende og forstyrrende, dagen forsvinder "puff", og jeg læser, til jeg nærmest er overmæt!

SÅ KOM CORONAEN - OG MED DEN: TID!

Karen Blixen og hendes bror

Under hele coronaperioden - fra 11. marts og til i dag - har jeg læst adskillige store tykke bøger. Bl.a. flere bøger om Karen Blixen og hendes bror Tommy - "Løvinden" og "Tommy og Tanne", skrevet af historikeren Tom Buk Swienty. Det var fantastisk læsning, og jeg glæder mig til andre af hans bøger! Jeg valgte dem, fordi jeg blev nysgerrig - bl.a. på baggrund af striden omkring bestyrelsen i Det Danske Akademi - hvor bl.a. Suzanne Brøgger forlod bestyrelsen i protest mod et andet bestyrelsesmedlem. Jeg var samtidig blevet nysgerrig, fordi Karen Blixen var blevet beskyldt for at være racist. Læsningen var en fantastisk oplevelse, jeg nærmest "var" på den afrikanske farm. (Jeg har læst mange af Karen Blixens bøger gennem mit liv). Og jeg skal hilse og sige, at racist var Karen Blixen ihvertfald ikke! Hun var forkælet, hun var overklasse, så hatten passer, hun var arbejdsom, hun var omsorgsfuld og hjælpsom overfor de ansatte og deres børn på farmen, hun var urealistisk og romantisk, og hun elskede at være i Afrika og hun elskede "sine" afrikanere! Og så levede hun FØR nyfeminister og især historiefornægterne havde set dagens lys. Så hun bliver faktisk historiefornægtet selv. Karen Blixen bliver ikke sat ind i sin historiske og kulturelle sammenhæng. Hun bliver tolket med danske øjne og dansk (manglende) historieforståelse - i 1999 og 2020 - og ikke i den tid hun levede, i den kultur og historie der var fakta dengang - fra slutningen af 1800 tallet til midt i 1900 tallet. Det overgreb bliver begået mere end jævnligt i disse år. Astrid Lindgren bliver "oversat" til nutiden. Det betyder, at tekster redigeres. En negerkonge må ikke længere være en negerkonge. MEN det var sådan det var, da jeg var barn, og det var der intet racistisk i. Find selv tilsvarende eksempler. Forlag ændrer forfatteres udsagn og tekster. Bl.a. Halfdan Rasmussen., Og - var der noget, han ikke var, så er det racist.

Gennem læsningen af bøgerne om Karen Blixen og Tommy, gik det op for mig, hvordan mennesker i vores tid, forsøger at lave om på historien og opfattelsen af litteraturen. Det er indlysende vigtigt, at vi protesterer. Fordi vi KUN kan læse vores litteratur i den historiske kontekst, de er skrevet i. Karen Blixen var hverken rødstrømpe eller nyfeminist., Hun og hendes bror blev født før år 1900 - og de er børn af den tid, de voksede op i. Hun var hverken rødstrømpe eller nyfeminist. Men hun var en kvinde, der tog store skridt i forhold til at være selvberoende, selvforsørgende og kulturoverskridende som forfatter og kvinde. Det kan vi lære meget af, som kvinder og som samfund i 2020 og 2021 - i en tid, hvor perfektion, 12-taller, karriereræs, depressioner, selvmord og manglende selvværd og selvtillid tager til - både hos unge piger og kvinder og drenge og mænd.

Jeg kan anbefale de to bøger. De er en skøn rejse i fortiden. Både historisk, kulturelt og politisk. Og Swienty er en fængslende forfatter!

Elisabeth Møller Jensen - "At se med egne øjne - Mit Kvinfo"

Og så til noget nutidigt. Jeg har fulgt KVINFO og Elisabeth Møller Jensen på afstand i mange år. Jeg blev aldrig rødstrømpe. Forsøgte mig med Femø, men blev afskrækket af Lesbisk Bevægelse, som ihvertfald på Femø var temmelig sekterisk. Selv små drenge var ikke velkomne på Femø dengang, hvis Lesbisk Bevægelse skulle bestemme! Så mødte jeg Elisabeth - på Facebook for nogle år siden. Vi blev venner. Og jeg tilbød hende at anmelde hendes bog:  "At se med egne øjne - Mit Kvinfo", som handler om hendes tid som direktør for KVINFO. Jeg havde fulgt Liberal Alliances frontalangreb på KVINFO og KVINFO's organisation og bibliotek - i Lars Løkkes regeringstid. En totalt inkompetent minister, Mette Bock, ønskede at nedlægge biblioteket og overføre det til Det Kgl Bibliotek. Og at reducere statens tilskud til KVINFO. Tyveri ved højlys dag. Biblioteket var samlet gennem en årrække - af frivillige, af rødstrømper, af kvinder, og af mænd, som mente, at et blibiotek, der beskæftigede sig med køn, var vigtigt. Og det havde vist sig, at gymnasieelever, af begge køn, flittigt brugte biblioteket, når de valgte at skrive store opgaver om køn. Det lykkedes Mette Bock at stjæle biblioteket og overføre det til Det Kgl. Bibliotek, og at beskære tilskuddet til KVINFO, med nogle totalt usaglige argumenter!  Gymnasieelever under 18 år kan IKKE længere låne de bøger!! Alt dette skriver Elisabeth om i sin bog, hvor hun dokumenterer angrebet - både på KVINFO og biblioteket - OG på kvindebevægelsen som sådan. Jeg anmeldte bogen på Facebook i sommer 2020. Og jeg var meget glad for den indsigt, jeg havde fået i den del af nutidshistorien, som jeg kun havde kendt på afstand. Og jeg er meget glad for, at jeg har lært Elisabeth at kende. Tak for det, Elisabeth! Jeg håber, at nogen af jer andre bliver nysgerrige efter at læse bogen. Den giver et vigtigt indblik i nutidshistorie og giftige politiske angreb på mennesker og institutioner, som "man ikke kan lide" - uden skelen til, at der begås et bevidst historisk overgreb på væsentlige dele af vores demokrati!

OG så til Carsten Jensen!

Jeg ved ikke, hvornår jeg stødte på Carsten Jensens navn første gang. Det er MANGE år siden. Jeg har læst hans klummer og kronikker m.v. gennem årene, og jeg har egentlig altid haft sympati for ham. Men samtidig har jeg tit tænkt:; HAN er godt nok skrap og heftig! Folk fik det glatte lag - især folk fra blå blok. Der var stort set ingen formildende omstændigheder. Og nej, jeg var sådan set ikke uenig - men jeg ville aldrig selv give den så fuld skrue, som han gjorde. Det medførte, at jeg i årevis IKKE læste hans bøger. For jeg orkede simpelthen ikke "den sure gamle mand"!! Ikke så mange sider ad gangen.

Her under coronaen fik jeg så "Vi, de druknede" i hånden. OG SÅ VAR JEG SOLGT!! Jeg læste og læste og læste - og kunne slet ikke stoppe! Undervejs kom min undren til syne: Er det her virkelig den samme mand, som skælder og smælder over nutidige politikere og faggrupper - uden skelen til, at de sikkert også har OK sider og er mennesker som han og jeg? Og så læste og læste og læste jeg igen.

Jeg kender Ærø lidt. Jeg har gode venner, der har boet på Ærø og jeg har gode venner, der har haft sommerhus på Ærø. Og jeg har undervist på plejehjem og i dagplejen på Ærø. Så jeg har været der nogle gange. Ikke tit, men flere gange. Jeg har nydt at være der. Det er en skøn ø. OG, da jeg læste "Vi, de druknede", blev jeg fuldstændig opslugt. Fra den ene generation til den næste. Fra det ene barn til det næste. Fra den ene familie til den næste. Hvor blev alle skideballerne af? Hvor blev hudfletteriet af? Hvor blev de nærmest kinesiske møgfald i "hundehoved"-stilen af. DE VAR DER BARE IKKE!! Her var en bog, på næsten 700 sider, som beskrivende, malerisk, empatisk, medlevende og formentlig også så historisk korrekt som overhovedet muligt, beskrev flere generationer af Æreøbeboere, hvor mændene var på havet og kvinderne derhjemme med børnene; hvor mange af mændene aldrig kom hjem igen; hvor drengene ville være søfolk som deres far, selvom havet havde taget ham; hvor kvinderne slugte sorgen over tabet af manden, for der skulle være mad og tøj og hverdag til børnene, selvom far aldrig mere kom hjem. Hvor tiden gik sin gang, hvor 1.verdenskrig kom og gik, hvor 2. verdenskrig fulgte efter. Og hvor menneskene beskrives levende, nærværende og troværdige. Hvor mennesker med had i hjertet og mennesker med savn og kærlighed lever side om side. Og hvor Marstal fremstod som en hjemstavn, som alle har et tilhørsforhold til. 

Da jeg lukkede bogen, tænkte jeg: wau en oplevelse, wau en fortælling. Og jeg så for mig billederne af skibene på de plejehjem på Ærø, som jeg har undervist på. Og så min undren: Hvad er der med den mand, ham Carsten Jensen. Hvordan går det til, at han er så bredspektret? Det får jeg nok aldrig svar på. MEN - jeg har fået løftet gardinet en smule. For jeg fik hans sidste bog i julegave af min kæreste!

ØVLSER I AFSKED - En coronakrønike

Jeg lukkede bogen efter sidste kapitel i dag. Den 2. januar 2021. Den er godt nok en øjenåbner. For mig ihvertfald!

Bogen handler om mange ting. Men først og fremmest om tre omdrejningspunkter: Tabet af sønnen, Ralph, på bare 25 år, som døde i Afrika, mens han var på træning i at bekæmpe krybskytteri; Coronakrisen og Klimakrisen. Ja, jeg er så gammel, at jeg vælger at skrive de her ting med stort, for de er vigtige.  Megavigtige. For de handler om tab og dyb, dyb sorg. De handler om den tid vi lever i lige nu - med corona og isolation og restriktioner - og om klimakrisen, som de fleste af os ikke har taget alvorligt nok indtil for kort tid siden, selvom udløbdatoen nærmer sig med hastige skridt.

Undervejs har jeg haft flere flash-backs. Jeg er født i 1944, et år og 2 måneder før slutningen af 2. verdenskrig. Jeg har haft flere grimme oplevelser undervejs. Den første er, at min mor døde, da jeg kun var 4 år. Jeg kan ikke huske hende. Der er kun et sort hul i min hukommelse. Men EN TING er helt klar: Hun har været en ENGEL i mit system, altid. Til trods for en ateistisk opdragelse. Og DET har været min redning. Jeg har haft en mor, der var EN ENGEL. Hvor mange har mon det?? Lysets engel går med glans, er min yndlingssalme, selvom jeg ikke er folkekirkekristen!

Så blev jeg 21. Jeg blev opstillet til et kommunevalg for SF, og Hanne Reintoft var med til et offentligt møde i Herlev. Temaet husker jeg ikke. Men undervejs i diskussionen fik jeg sagt noget, som faldt en ældre mand for brystet. Han rejste sig op og truede mig med noget i den her retning: Hvis russerne kommer til Danmark, så skal jeg sørge for, at du bliver henrettet! Du er jo 5. kolonne!

Jeg havde mareridt i lang, lang tid efter det angreb!

Mange år senere var jeg medlem af KAP og stod og solgte "Arbejderavisen" i Farum Midtpunkt. En kæmpestor mand fra DKP dukkede op, han var aggressiv og truende, og sagde til mig: Hvis jeg får mulighed for det, så kommer jeg og giver dig et nakkeskud en dag!

Det gav mig endnu en periode med mareridt!

Og - hvad har det så at gøre med Carsten Jensen? ALT - synes jeg! For gennem læsningen af de to bøger, går det pludselig op for mig, hvorfor han er så bredspektret. Jeg kender ikke hans biografi, og det betyder ikke noget lige nu. Det, der betyder noget er: 

At jeg har fået indblik i både vreden, forbitrelsen, raseriet over undertrykkelsen af mennesker - på den ene side - og omsorgen, kærligheden, sorgen, bekymringen for fremtiden, ønsket om fællesskab og sammenhold, savnet af en søn, omsorgen for alle os andre - parret med vreden over alle de svigt og løgne og bedrag, som vi udsættes for - HVER DAG!

Jeg har altid været vred, jeg har altid forsøgt at bekæmpe undertrykkelsen (det kniber efterhånden med alderen, ihvertfald på det lavpraktiske plan!), har altid skrevet og sagt og gjort ting. Men da jeg fik læst Carsten Jensens seneste bog, faldt nogle brikker på plads. 

Vi rummer allesammen både vreden og kærligheden; sorgen og bekymringen for fremtiden. Vi skal blive ved og ved og holde alle følelserne i sving. Giver vi op, er døden et skridt nærmere. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil ikke være en grøntsag. Når tiden kommer, er det tid. Ikke før!

Undskyld Carsten Jensen, at jeg var så langsom. Dejligt, at du fik mig til at åbne øjnene.,

Kærligst Jytte