Jeg er kontaktperson for en flygtningefamilie. Det er noget af det mest givende og livsbekræftende, jeg har oplevet i lang, lang tid! Og samtidig er det dybt skræmmende.
Sideløbende oplever jeg mine egne op- og nedture over den politik, der føres, over de holdninger til andre mennesker, som jeg bliver præsenteret for hver dag. Fordi jeg ser et land, som er det Danmark, hvor jeg og mine børn blev født, blive mere og mere fremmed og underligt. Sideløbende ser jeg en ny regering, som måske - måske ikke - har i sinde at ændre på tingenes tilstand. Vi får se!
Jeg svinger mellem en lillebitte smule optimisme og en stor del mismod og frustration over, hvordan fællesskabet lider nød, menneskesynet nogle steder er gået i opløsning, min socialfaglige stolthed får tæsk hver dag - og mennesker med rigtig, rigtig gode levevilkår viser tydelig foragt for andre: for dem der er syge, for dem der er flygtet, for dem der ikke fik en brugbar uddannelse i tide, for dem der er født med handicaps og for dem, der "bare" er "anderledes" i religionsopfattelse, hudfarve, for dem der er hjemløse, for dem der kom hjem fra krig med sjælen flået i laser - og for alle de andre, der bare ikke lige "passer ind". Alt dette krydret med karakterræs, lavt selvværd, "lyserøde" historier på Facebook, depressioner hos unge, en folkeskole med behov for genopretning og en udvikling af ikke-involvering i mange lokalsamfund. Og mange, mange flere tegn på, at noget er riv-rav-ruskende galt.
Jeg vil starte med "mine" flygtninge. Med udgangspunkt i børnene. 3 dejlige og meget forskellige børn. Børn, der både ligner alle andre børn - og samtidig er forskellige fra 2019 danske børn. Ligner, fordi de vil lege, være sammen med andre, lære nyt, prøve grænser af, skændes, grine og græde. Og forskellige, fordi de har set ting, som ingen børn skal se. Fordi de er i et nyt land, fordi det blev livsfarligt at blive i det gamle land. Fordi deres bedstemor er blevet alvorligt syg, og de ikke har nogen mulighed for at besøge hende. Fordi de har mistet - eller er blevet afskåret fra - stort set ALT: Huset de boede i. Det firma, deres far ejede. Alle møblerne. Legetøjet. Klassekammeraterne. Nabobørnene. Alle familiemedlemmerne. Mors arbejde. De indtægter, som deres forældre havde. De livsbetingelser, de derfor havde, da alt var godt. Trygheden ved at være i kendte omgivelser og med det sprog, de er vokset op med. Familien indenfor rækkevidde.
Først rejste far og få år efter fulgte de efter. Med mor. Til Danmark. Kom til at bo i en landsby i en møgelendig lejlighed, hvor husejeren forstod at tage sig betalt. De fik det hele: for lidt plads, for høj husleje, for koldt, for meget skimmelsvamp, for lidt interesseret en forvaltning i forhold til bl.a. skimmelsvampen. Dette problem er heldigvis snart løst. Og samtidig fik de: en skole, hvor lærere og skoleledelse vil dem det godt; et lokalområde som ikke ved hvordan man tager gæstfrit mod nye borgere; en frivilligorganisation, som vil dem det godt. En sprogskole, hvor mor knokler med det danske. En lokal arbejdsplads til far, hvor han desværre ikke har mulighed for at tale dansk. Og en kontaktperson (mig), som næsten er blevet reservebedstemor.
Alt gik faktisk fremad. Børnene blev gladere. Fik lidt nye kammerater - men kunne sagtens bruge flere. Og så - lige pludselig - eksploderer der en psykologisk bombe op i børnenes ansigter: Nogle politikere i Folketinget begynder at tale højt om, at sådan nogle som "min" flygtningefamilie "snart" skal rejse hjem igen! Dette bakkes op af en talsmand på flygtningeområdet, som stiller op på TV og i ramme alvor siger, at en ung dreng, der er elevrådsformand på sin skole, "nok ikke er dansk" (frit efter min hukommelse). Der bliver spurgt ind til dette, for drengen taler flydende dansk, har gået i dansk skole hele sit liv og føler sig som dansk. Men NEJ - han er da vist ikke dansker!! Nu begynder den mest alvorlige af børnene i "min" familie at spørge mig: "bliver vi nu sparket "hjem" igen??" De dybe fuger i hans pande er kommet tilbage, hans øjne er bange, han sover dårligt om natten. Han er 11 år!! De øjne har set bomber falde. Har set mennesker blive skudt. Har set mennesker blive ført bort. Han vil ikke "hjem", han vil være HER. I en skole, der giver ham tryghed, i en landsby, hvor ingen bliver skudt eller ført bort. Og hvor alle huse er intakte!
Som barn af 2. verdenskrig bliver jeg mindet om, at Danmark også under krigen gjorde børn bange. Og endda lod børn dø. Fordi danske læger nægtede at behandle alvorligt syge tyske flygtningebørn, og hvor vores land lod et flygtningeskib sende tilbage til tyskland, til den visse død.
I rigtig mange stunder for tiden, kigger jeg på mine venner i "Jobcentrets Ofre" og "De Reformramte", som er syge danskere, der bliver behandlet - nej mishandlet - i den offentlige sektor, nærmere bestemt i Jobcentrene. Nogle bliver psykisk syge. Nogle dør, før de får deres førtidspension, nogle dør lige efter, og nogle har henslæbt 7-10-15-20 år på kontanthjælp, på trods af, at kontanthjælp er en "korttidsydelse". Jeg må parkere Jobcentrets Ofre her - ellers bliver dette skriv for langt. Jeg kommer tilbage senere!
Så kom der et folketingsvalg - i forsommeren 2019. Trods min skepsis valgte jeg at stemme, og da der kom et systemskifte, tillod jeg mig at være en lille-bitte-smule optimistisk. Det er jeg stadig. Uden at det er kammet over. For det er trods alt den nye statsminister, der har fostret at det skidt og møg, der nu foregår i Jobcentrene og på det arbejdsmarkedspolitiske område. Hun stod i spidsen for at slagte socialpolitiken. Hun sagde, at lægerne ikke skulle udtale sig om arbejdsevne. Hun har fået nogle "sparringspartnere", og jeg krydser fingre for, at hun lytter til dem. Men overbevist er jeg ikke!
Men en ting er sket, som har relation til "min" flygtningefamilie: Fra januar får familier på integrationsydelse og kontanthjælp et ekstra børnetilskud - med tilbagevirkende kraft fra sommeren 2019. Den nye statsminister har udtalt, at hun vil være "børnenes statsminister". Om det lykkes vil praksis vise. Men lige nu - i september 2019 - kan fattige familier se frem til at få et løft. Som betyder, at de kan købe ordentlige sko til deres børn. Som betyder, at børnene kan få ordentligt vintertøj. Og som betyder, at børnene - måske - også kan få lov til at være med til en udflugt eller en oplevelse, der koster penge! Børnetilskuddet er til familier med børn op til 14 år - og er lidt forskelligt, afhængigt af, hvordan familien er skruet sammen. Hvad det betyder for "min" familie, ved jeg ikke endnu. Men mon ikke, de også får lidt? Fars arbejde er på mindsteløn.
Statsministeren har endnu ikke sagt, hvad der skal ske med børnene på Sjælsmark eller børnene i flygtningelejrene i Mellemøsten. Og det vil jo være afgørende for, hvor meget børnenes statsminister, hun ender med at være!
OG så kommer de ind fra sidelinien. De skriftkloge. Dem med forstand på regneark. Med bl.a. Cepos i spidsen - og med den tidligere trafikminister fra LA. De er bekymrede over, at et tilskud på op til 1.600 - 1.800 kr. pr. måned - afhængigt af, hvor mange børn, der er i en familie - vil medføre, at det ikke "længere kan betale sig at arbejde". De mener ligefrem, at nogle vil lade være med at arbejde pga dette børnetilskud!
Som det er nu, er der en forskel på kontanthjælp og lav lønindkomst ca. 3.000 kr. pr. måned - efter skat. Kom ikke og fortæl mig, at en familie vil undlade at tjene de 3.000 kr., når familien mangler penge hele tiden! Jeg kender IKKE sådan en familie. Tværtimod, så kender jeg familier, der supplerer lav løn med avisruter (og lav folkepension for den sags skyld). Og så tror jeg, det er vigtigt at under strege følgende:
1. Der ER ikke arbejde til ALLE. Vi hører det hver eneste dag. Arbejdsgiverne råber og skriger på arbejdskraft. Håndværkere, ufaglærte. Til alle fagområder. Hvorfor? Fordi der ikke er uddannede håndværkere nok! Fordi der ikke er arbejdskraft nok, som kan de ting, der er brug for! Der er ikke lærepladser nok til de unge. Og der står ikke arbejdsgivere klar til at opgradere flygtninge med en faglært uddannelse i hjemlandet - til dansk niveau. Så de arbejder ufaglært, selvom de er vvs-ere, elektrikere, smede osv!
2. Det mantra, at "det skal kunne betale sig at arbejde", er det værste sludder. Men hvis man gentager en løgn tit nok og længe nok, får løgnen et selvstændigt liv. Og ingen af os kan overbevise nogen om - at det er løgn!! Jeg har mødt så få i mit liv, at de kan tælles på EN hånd, der ikke ville arbejde, alle andre vil hjertens gerne!
3. Det KAN nemlig - ALTID betale sig at arbejde. Hvorfor? Fordi:
- Der altid er flere penge i at arbejde - også med de ydelser vi har nu
- Arbejdet giver så mange andre fordele, som de aller, aller fleste mennesker ønsker sig, f.eks.:....og s
- Kolleger
- Socialt samvær
- Menneskelig anerkendelse
- Muligheder for vækst og udvikling
- Faglig stolthed
- Glæden ved at være uafhængig af andre
- Glæden ved at KUNNE SELV
- Frihed fra isolation
- Muligheder for efter- og videreuddannelse
- ....og sikkert meget mere!
Så det afføder en række spørgsmål fra mig! Hvordan kan det være, at omskoling og revalidering er blevet nærmest usynlig i de seneste år? Hvordan kan det være, at det sociale arbejde er blevet aflivet? Hvordan kan det være, at der går håndværkere med flygtningebaggrund rundt, uden at kommunerne gør noget som helst for at få dem opgraderet til dansk standard? Og hvorfor gør arbejdsgiverne ikke noget? Hvorfor er der ingen håndværksmæssige arbejdsgivere, der ansætter en eller flere flygtninge med håndværkerbaggrund i f.eks. "altmuligmand"-jobs - suppleret med danskundervisning, som er baseret på ARBEJDET - og med udsigt til voksenlærlinge ansættelser i f.eks. et år eller to? Hvor er undervisnings- og erhvervsministeriet henne her? Mange af vores flygtninge er i den grad gode til håndens arbejde - og de bliver fuldstændig overset!
Tilbage til Cepos og den fhv. trafikminister: De jamrer over 1.600 - 1.800 kr. pr. måned pr. familie med x-antal børn. Ved I hvad? Det er 1 - 2 timelønninger til nogle af de konsulenter, som både kommunerne og staten ynder at bruge - på IKKE at få flygtninge i de rigtige jobs, og på at holde syge arbejdsløse på kontanthjælp eller ressourceforløb eller lignende i år efter år efter år. Hvad koster det at bruge disse konsulenter? Hvor mange millioner smutter ned i lommen på konsulenter, der ikke får rykket arbejdsmarkedspolitiken og ledigheden nogen steder hen? Hvad er det, der gør dette beløb så provokerende, når vi (jeg ihvertfald!) VED, at en almindelig sagsbehandler i en kommune kan bruge et beløb af denne art på to - 2 - weekendindkøbsture i Kvickly - uden at blinke. Og hvor vi VED at nogle af Cepos og LA's medlemmer ikke ser noget problem i at bruge et tilsvarende beløb på ET PAR SKO en helt almindelig onsdag eftermiddag? Jeg spørger bare.
Jeg drømmer om, at vi snart får nogle mennesker på banen, som kan andet en lave sorte tal på bundlinien af et regneark. Mennesker er andet og mere end kroner og øre. Vi har brug for at få genoplivet socialpolitikken, at få brugt de ressourcer der findes i mennesker og at vi får åbnet øjnene igen for fællesskabet, for samarbejdet og for en anstændig behandling af mennesker. Uanset alder, køn, herkomst, religion, hudfarve og politisk overbevisning. Stop de mytedannelser - de splitter os. Gør i stedet noget for at få samfundet til at fungere igen, at få livet, arbejdslivet, anstændigheden og medmenneskeligheden til at vokse og gro.
Der er fattigdom - og så er der fattigdom. Den ene slags handler om penge til mad, tøj, husleje, medicin, tandlægebesøg, fritidsinteresser, fødselsdagsgaver, en tur i tivoli eller Zoo. Den anden handler om KUN at kunne se samfundet hænge sammen, hvis tallene på bundlinien er sorte, og hvis ALT hvad vi foretager os, kan gøres op i kroner og ører. Jeg må indrømme, at jeg foretrækker mennesker, der har mødt den første form for fattigdom. For den sidste slags fattigdom er så pauver og virkelig, virkelig fattig - at jeg faktisk slet ikke fatter, at mennesker med den slags holdninger kan holde det ud!
Kærlig hilsen
Jytte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar