søndag den 4. august 2013

Skole for livet - for samfundet - eller for ukontrolleret "vækst"??

TANKER OM AT DET HELE HÆNGER SAMMEN, MEN AT VI IKKE ALTID KAN NÅ HELE VEJEN RUNDT!

Da jeg var ca. 12 år gammel, blev nogle hvide nonner slået ihjel i deres kloster i Afrika af nogle sorte med macheter. I Congo, tror jeg det var. Jeg husker ikke detaljer og geografi, for det var ikke det sagen drejede sig om. Den diskussion, som mine halvstore barneører blev tilhører til, drejede sig om, at HVIDE NONNER var blevet myrdet af SORTE NEGRE. Såvidt jeg husker udspillede diskussionen sig derhjemme, og min fars veninde var både rystet og vred. Men hendes udbrud var meget negative og racistiske overfor de sorte indbyggere, og jeg røg ud i noget, der måske var min første politiske stillingtagen! Såvidt jeg husker, var antallet af dræbte nonner relativt beskedent (har forsøgt at finde noget eksakt på nettet, uden held), og så var det jeg sagde: Jamen negrene er jo blevet slået ihjel i massevis af de hvide – altid – hvorfor bliver du så så vred over, at de gør gengæld nu? (Nej selvfølgelig husker jeg ikke ordene, men jeg husker, at det var dette indhold der kom ud af min mund.) Min fars venindes svar husker jeg heller ikke, men vi skændtes nærmest, og det var meget ubehageligt. Men jeg holdt fast i min mening, og endte med at sige: ”Når jeg bliver voksen, vil jeg giftes med en neger!” Og dette var ordene, dem husker jeg. Da jeg var 12 år, var vi i 1956.

Jeg blev ikke gift med en neger, men jeg fik en datter med en sort mand, da jeg var 19 år, så på et plan holdt jeg fast i mit løfte til de sorte!

Allerede inden den nævnte episode i mit barndomshjem, var jeg optaget af grønlændere og indianere. Og det var ikke en optagethed på den måde, som jeg lærte i skolen. Jeg holdt nemlig med grønlænderne og indianerne IMOD den hvide mand. Og det gør jeg stadig. Jeg husker historierne om de grønlandske børn, der blev tvangsforflyttet til Danmark – og som ikke måtte tale deres modersmål. Jeg husker, at hvide danskere fik mere i løn end grønlænderne i Grønland, og at jeg ikke kunne forstå det og syntes det var uretfærdigt. Film om indianere gjorde næsten altid indianerne til skurke – og jeg sagde, at det da var deres land, og at de hvide bare var rejst derover, til USA, og havde taget landet fra dem. Som ung voksen mødte jeg en indiansk kvinde, der dengang var gift med en dansker. Det var under vietnamkrigen. Kvinden fortalte mig en masse frygtelige ting, bl.a. om Wounded Knee, og om de reservater, som indianerne blev spærret inde i. Hun rejste senere tilbage til USA for at være med i de indianske folks kamp for at få jorden tilbage og for at få deres rettigheder tilbage. Senere kom der mange folkeslag til i min bevidsthed: Samerne, romaerne og tibetanerne f.eks.

Hvor jeg fik mine tanker fra, ved jeg ikke. Måske fra min far, men jeg er ikke sikker. For det var ikke 3. verdens befolkningerne, han var optaget af. Og da jeg fik min datter og hendes far kom til Danmark, da hun var 6 måneder, opførte min far sig racistisk overfor sit barnebarns far. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, men han kunne nu ikke lide nogen mænd, der godt kunne lide mig. Så måske var han bare chauvinistisk på sin særlige måde?

Hvorfor begynder jeg pludselig at beskæftige mig med de små anekdoter fra min barndom og ungdom?

Fordi jeg er optaget af skoledebatten og har været det siden, der blev linet op til lockout af lærerne. Fordi jeg er optaget af børn og har været det hele mit liv. Fordi jeg har arbejdet med børn i terapi og med børn og familier i flere forskellige sammenhænge. Og fordi jeg i disse år bliver inspireret af samtaler, som jeg har med den ene af mine døtre og af samtaler jeg har med forskellige mennesker bl.a. på Facebook: om børn, om skole, om amning, om menneskesyn og om samfundsudviklingen. Jeg er stigende bekymret for den politiske udvikling i Danmark og synes, at vi udvikler os det helt forkerte sted hen. For mig at se går det hele op i økonomi og sorte tal på bundlinien. Om "evig" vækst. Og så er det ligegyldigt, om vi taler om børn, om gamle, om skoler, om værdier eller om, hvad det er for en slags samfund, vi ønsker os. Etikken er blevet nedprioriteret. Menneskesynet lader meget tilbage at ønske. Børnesynet ligeså. Vores kollektive adfærd overfor mennesker fra andre kulturer bliver værre og værre. Og jeg oplever, at politik er blevet noget, som folk ret generelt er trætte af, og med god grund. Kontrol og kontrol og kontrol er sat i højsædet, folk løber hurtigere og hurtigere (dem der overhovedet har et arbejde og noget at løbe efter!), og vi bliver sat til at finde nogen, vi kan lade det hele gå ud over: de arbejdsløse, de enlige forsørgere/mødre, rygerne, de overvægtige, muslimerne, lærerne, de utilpassede unge. Med anmeldelser til kommunen og angreb i pressen. Jeg kunne blive ved, listen er lang.

Og for mig at se, hænger det hele sammen. Det har det altid gjort. Det er bare som om, at den samfundsmæssige viden vi har om AT det hænger sammen, er gået tabt. Og det er katastrofalt.

Da ingen af os kan overkomme alle vinkler og nuancer og enkelttemaer, har jeg så kastet mig over det med børnene over en lidt bredere kam. Fordi børn er vores fremtid, vores ressourcer og vores kærlighed og hjerteblod. Og fordi de ting, der handler om børn, samtidig handler om os alle sammen. Børn får den barndom, som vores samfund og dets voksne kan finde ud af at tilbyde dem. I forbindelse med mine diskussioner på Facebook – som faktisk er et rigtig godt sted at få vendt mange tanker sammen med andre mennesker –har jeg fået henvisninger til eller gode ideer fra andre til sider og grupper, der underbygger nogle af de vigtige diskussioner. En af dem var Kemplerinstituttets stifter, Jesper Juul ’s side på Facebook:  https://www.facebook.com/#!/Familielaboratoriet?fref=ts. Jeg fandt den under lærerlockouten, og blev rigtig glad. Fordi jeg fagligt og menneskeligt altid har haft stor respekt for Jesper Juul, og fordi jeg anser ham for at være en klog mand – på linie med Erik Sigsgaard m.fl.- som vi alle sammen har brug for at kende til.

I går skete der så det, at min yngste datter pludselig henviste til en engelsksproget side på Facebook  – stadig med Jesper Juul som inspirator eller navnefar eller noget i den stil. Denne side hedder:  https://www.facebook.com/#!/familylab.international. Den vil jeg anbefale jer alle sammen til at kigge nærmere på. Også dem af jer, der ikke kan så meget engelsk. For den er fantastisk – og der er nogle fantastiske historier og billeder, som jeg er sikker på, at de fleste vil få noget ud af. Jeg forstår ikke alt, hvad der bliver sagt derinde på en lille filmserie, der hedder Schooling the World. Fordi nogle deltagere taler indisk-engelsk, afro-amerikansk osv – i et hurtigt tempo. Alligevel så jeg alle 7 småfilm. Og er rystet og forskrækket og opløftet og fortrøstningsfuld og meget mere.

Filmene fortæller mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Og jeg tror, at mange andre vil have det på samme måde. Men de er bare så vigtige. Fordi de fortæller, at vores nødlidende verden startede med at blive nødlidende, da de europæiske lande drog ud i verden og lavede kolonier – overalt. I Østen, i Afrika, i Latinamerika. Og – for ikke at glemme USA – drog menneskemængder af sted fra Europa og slog sig ned og lavede på deres særlige måde en europæisk koloni – Over There – og den fik lov til at udvikle sig til en magtfaktor i verden, som indtil videre ikke er overgået af nogen. Men måske bliver det af Kina i tiden der kommer!

Der er 7 små film, hvor den ene fortsætter, hvor den foregående slap. De tager udgangspunkt i børnenes skolegang og de små landsbysamfund rundt omkring. I princippet tror jeg, det kunne have foregået mange steder i verden. Nu foregår de i bl.a. Indien og hos nogle indianere (hvor opdagede jeg ikke, så det må jeg efterforske!) Og det, der gør disse små film så unikke er, at vi alle sammen kan bruge dem til noget. For de handler om, hvordan skolegang har udviklet sig fra at være en gave til menneskenes børn, som kunne lære at læse og skrive, til en ensretning over hele verden af børn og unge til at blive: gode arbejdere og funktionærer og små selvstændige, som alle kan tale engelsk, som alle mister deres eget sprog, som går i takt på lidt forskellige måder – men i takt. Som alle mister deres forhold til naturen. Som alle glemmer, hvordan man dyrker jorden, hvordan man passer på hinanden og familien, hvordan man holder sine traditioner i hævd, fordi de er knyttet til lokalsamfundet, og derfor nødvendige. Og hvordan fremmedgørelsen, rodløsheden, håbløsheden, fattigdommen, kulturløsheden, trøstesløsheden breder sig som en ørken, hvor det levende liv tørrer ind. Filmene viser, at den skolegang, der bliver udbudt over hele verden – også i Danmark! – mere og mere handler om at få en god arbejdskraft på sigt.  Og mindre og mindre om at læse og skrive, fordi det er vidunderligt at læse og skrive  – mindre om at kunne brødføde sig selv – om at passe på hinanden. Og mindre om at holde fast i det enkelte menneskes muligheder for at udvikle sine potentialer.

Hvis jeg oversætte dette til Danmark, så ser jeg et land, hvor dialekterne langsomt forsvinder, fordi vi får bildt hinanden ind,(over lang tid) at det er mindre fint at tale sjællandsk eller århusiansk, end det er at tale Danmarks Radio-dansk (som så i øvrigt også er udsat for erosion, så en præst hedder en prast, og en rest hedder en rast osv). Hvor engelsk også kravler på os, så udsalg nu hedder SALE, hvor en sælger hedder en ACCOUNT MANAGER, hvor en vejleder hedder en COACH, og hvor en  dagsorden hedder en AGENDA. (Og nej, der er intet i vejen med at kunne engelsk. Men der er noget i vejen med en snigende angloficering af sprogene overalt i verden, hvis det er på bekostning af menneskers oprindelige sprog!) Hvor alle børn skal til at gå i skole i over 30 timer, selvom vi ved, at de lærer ikke mere ved at få mere af det samme. Hvor vores ældre og gamle ikke længere er i familierne (det var heller ikke altid lige sjovt!), men i stedet skal øve sig i at være selvhjulpne i en høj alder, også når de er døende!  Hvor handicappede børn sluses tilbage i folkeskolen – for at spare penge - og derefter bliver ladt i stikken, fordi lærerne ikke bliver klædt på til opgaven. Og hvor kræftsyge mennesker sendes i arbejdsprøvning, når kemoterapien  lige netop er overstået. Hvor mennesker med mindre handicaps ikke længere kan få et arbejde. Og hvor forældre står i kø for at få gjort deres børn til studenter i håb om, at der så er en uddannelse bagefter, der giver et arbejde, som de kan leve af.

Når jeg ser de 7 små film, ser jeg også, at børn og unge, fra at være en medlevende og aktiv del i landsbyens hverdagsliv i marken til kornhøsten, sidder ubeskæftiget hen i slummen eller samler skrald sammen med de voksne. At blikskurbyerne vokser. Og at stofmisbruget florerer.

Så forstår jeg pludselig godt, hvorfor nogle unge tror, at hvis bare de kan gå ind og vinde X-Factor, så er den hellige grav vel forvaret. Det bliver desværre en brat opvågnen, når de opdager, at det ikke kan bruges til noget, at de så gerne vil være kendte. Og i mellemtiden har de ikke fået lært at leve et menneskeliv sammen med dem de elsker og holder af – og deres voksne har også glemt, hvordan man gør!

Nu kan I jo sidde derude og sige: Hold da op, det er godt nok en sur gammel kone, hende Jytte. Men jeg tror desværre, at jeg må bedrøve jer med, at jeg ikke er sur. Jeg er ked af det på menneskehedens vegne, og jeg er bange for, at det vi kalder udvikling faktisk er det modsatte, nemlig afvikling. Af kultur og sprog og værdighed og nærvær og menneskelig vækst og udvikling. Og på længere sigt, måske vores faktiske eksistens på kloden Jorden. For den kan kun overleve, hvis vi passer på den. Og det gør vi faktisk ikke!
Og så tænker jeg: Det som nazismen, facismen og kommunismen ikke fik fod på med diktatur, massedrab, tortur og massiv undertrykkelse af etnicitet, sprog, kultur og forskellighed, det klarer det senkapitalistiske samfund da til udmærkelse med massekultur, afvikling af selvstændig tankevirksomhed, kontrol og ensretning - og en skolepolitik, der ikke tager udgangspunkt i faglig viden om læring,

Men pyt da – bare der er vækst i økonomien og ikke er røde tal på bundlinien!! Eller hvad?

Jytte

lørdag den 27. juli 2013

Agurketid eller tåbeligheder?

FRIKADELLEKRIG OG SNÆVERSYN - ELLER HVAD?

Jeg troede knapt mine egne øjne, da jeg forlede på Facebook så, at en af mine venner derinde havde en statusopdatering med noget i retning af: NU stopper det! Ordlyden handlede om, at nogle børnehaver i DK har valgt ikke at servere svinekød for børnene. Det fremgik ikke af opslaget, hvilke børnehaver det drejede sig om, hvor børnehaverne ligger, hvem der går i de omtalte børnehaver, og på hvilket grundlag beslutningerne er truffet. Der stod intet om, hvem der havde truffet beslutningen, og i hvor stor en udstrækning forældre og forældrebestyrelser havde været involveret.

Så der var rigelig plads til at fantasere videre: Hvem mon det var, der havde indført den slags regler? Var der mon mange flygtningebørn i de børnehaver? Var det kommunerne eller var det institutionerne, der havde truffet beslutningerne? Og hvem var det, der lige pludselig havde gang i at fordømme de omtalte børnehaver?

For mig så det ud somom, at her foregik der noget, som er vildt farligt og samfundsfjendsk og meget undergravende!

Et par dage efter var der en overskrift på Ekstrabladets spisesedler om, at der på Hvidovre Hospitale bliver serveret halalslagtet kød. Og igen så det ud somom det var så farligt og så truende for vores eksistens, at der blev råbt vagt i gevær! (Jeg køber ikke Ekstrabladet, så jeg ved ikke, hvad det var de ville sælge avis på den dag!)

Først troede jeg, at nu havde sommervarmen da for alvor taget hårdt fat i den danske mand og kvinde, så flere af dem havde fået solstik. Men nej! En veritabel frikadellekrig er i gang, og jeg sidder undrende tilbage!

Et par demokratisk valgte personer gik igang med at sige deres mening om halalslagtning og om det farlige ved at den slags beslutninger træffes lokalt i den enkelte børnehave. Karen Jespersen, som for tiden er medlem af partiet Venstre, og Morten Messerschmidt, der er EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti, kommer med hver deres holdning og analyse af, hvori det farlige består. Min undren er ikke blevet mindre. For mig at se bliver der skudt spurve med kanoner!

Jeg har, fordi jeg er nysgerrig og gerne vil vide, hvor den slags synspunkter kommer fra og hvad folk siger, nærlæst en del kommentarer på Facebook. Og kan se, at det IKKE handler så meget om halalslagtning og IKKE så meget om frikadeller som om: MUSLIMER. Og så er det, jeg begynder at blive urolig og utilpas og faktisk også temmelig utryg. For jeg er så gammel, at jeg sagtens kan skifte ordet MUSLIMER ud med: Jøder, negre, kvinder, romaer, ------ forlæng selv rækken af de til enhver tid eksisterende udskud i samfundet. Er vi igang med at gentage historien? Har vi for længst fået skaffet os en ny prügelknabe, som bliver gjort ansvarlig for alverdens ulykker - uden at vi kigger os selv i spejlet og undersøger, om vi på en eller anden måde er en del af spillet og en del af dramaet?

Når Ekstrabladet skriver en spiseseddel om Hvidovre Hospital og halalslagtning er der kun EN og KUN en grund til det: PENGE. De vil tjene penge her i sommervarmen. Så pyt med etikken og ordentligheden og dokumentationen og alt det andet, der er vigtigt for god journalistik. Sådan har det altid været med Ekstrabladet, så for mig at se, er der ingen grund til at gå længere ind i deres synspunkter.

Værre er det med politikere - og med almindelige danske kvinder og mænd.  For de spænder sig selv for en vogn, som vi ikke kan være tjent med, og som vi ikke kan være bekendt!!

Jeg skal være den første til at sige, at fundamentalisme er noget møg - uanset om den kommer fra immamer, jehovas vidner, amerikanske højrefløjskristne, israelske ortodokse eller andre trosretninger, der vil tvinge en ganske bestemt form for tro ned over hovederne på folk. Det skal vi sige fra overfor. Og det tror jeg ikke, vi har været vakse nok til at gøre i vores lille smørhul. Fordi vi er så "pæne" og "flinke" og "eftergivende". Så det skal vi blive bedre til. Men når det er sagt, så vil jeg også sige, at jeg ikke vil være med til at generalisere - hverken over muslimer, jøder, kristne - eller andre trosretninger i denne verden. Jeg har mødt mennesker fra alle verdenshjørner med alverdens forskellige religioner, som IKKE kan fejes ind under en generalisering om, at "DE" er sådan og sådan. Samtidig så tror jeg, at vi netop i Danmark måske er lidt "blødsødne" i det, fordi vi alle har lært, at der skal være plads til os alle sammen. Og så bliver vi nødt til at lære, at NEJ, det skal der måske ikke altid.

Jeg har selv sagt fra nogle gange, og blev IKKE populær på det. En tysk gæst i mit hus viste sig at være racist til fingerspidserne. Jeg bad ham om at forlade huset omgående. Min daværende ægtefælle blev SÅ vred - på mig - over at jeg sendte gæsten bort. Heldigvis holdt jeg fast i mit standpunkt. En anden gang opdagede jeg, at en af mine døtres veninder var racist. Jeg havde hjulpet hende en masse i tidens løb. Da hun begyndte at udtale sig racistisk om mit ældste barn, sendte jeg hende bort, og hjalp hende ikke igen. Og det har jeg det stadig godt med - selvom hun faktisk havde brug for min hjælp!

Når jeg så idag, i 2013, hører og læser kommentarer om muslimer - helt generelt - og en deraf følgende hetz - som kommer til udtryk gennem frikadeller og leverpostej - så må jeg - igen, igen, igen - stå af. Helt af.

Fordi: Alle mennesker er unikke. Og OK - indtil det modsatte er bevist. Og de skal selv vise, at de IKKE er OK. Fordi: jeg har mødt muslimer (og alle mulige andre mennesker med en anden religion), der er arbejdsomme, loyale overfor danske værdier, venlige, gæstfrie, tolerante og inkluderende overfor mig som dansker. Fordi: jeg går ind for integration - ikke assimilation. Fordi: jeg tror på, at vores grundlov og dens regler om religionsfrihed og ytringsfrihed gælder for ALLE - ikke kun for "gammeldanskere".

I Danmark har vi meningsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed. Vi har nogle traditioner, der bl.a. indebærer, at forældre i daginstitutioner er medbestemmende om hverdagen - dagen og vejen, så at sige. Det betyder, at i samtlige daginstitutioner i Danmark er der en forældrebestyrelse, som er valgt for et år (eller deromkring) af alle forældre i institutionen, og som er medbestemmende om deres børns dagligdag. Hvis en forældrebestyrelse beslutter, at "Her hos os tager vi hensyn til ALLE, og for at undgå unødigt ekstraarbejde i daginstitutionens køkken, så beslutter vi, at der fremover ikke skal laves mad af svinekød, men i stedet af: kalv, lam, okse, kylling, evt. kanin, så ALLE børn kan spise af den menu, som daginstitutionen serverer. Leverpostej af kalv, frikadeller af oksekød og kylling og lam er glimrende spiser. Hvis vi ønsker at servere svinekød for vores børn, gør vi det i stedet hjemme hos os selv". Den ret for selvbestemmelse i den enkelte daginstitution skal vi stå vagt omkring! Hverken højre- eller venstre- eller religiøse grupper udefra skal komme og bestemme over, hvordan den enkelte institution og dens forældrebestyrelse indretter sig. Det betyder, at der i en kommune kan være institutioner, hvor der BLIVER serveret svinekød, og institutioner, hvor der IKKE bliver serveret svinekød. For det har forældrene bestemt!! Det skal hverken kommune eller folketing blande sig i. Og da SLET IKKE mennesker et helt andet sted i landet, som ikke har børn i institutionen!!

Hvis noget andet sker, er det et brud på den form for demokrati, som vi plejer at være så stolte af!!

OG så skal jeg lige sige noget om halalslagtning! Da jeg var barn, blev alle dyr slagtet på den måde. Dog uden bønner til Allah! Set fra mit sted, er der gået rent hysteri i problematiseringen af halalslagtning! Og det er udelukkende sket på grund af: Muslimer!! Så for mig at se, er det det rene pjat! Jeg har boet i en by, hvor der ligger et svineslagteri. Så jeg har, HVER DAG, hørt på skrigende grise, der blev kørt ned til slagteriet i en massetransport. Når de kom til slagteriet, stank der af død og rædsel, så svinenes skrig steg i volumen og intensitet. Så - hvor humane er vores "egne" slagtemetoder? Hvor godt behandler vi burhøns - hvilke slags liv har de? Hvor godt behandler vi søer, der er spærret inde i en lille boks, når de skal føde smågrise? Hvor godt behandler vi kyllinger, der brækker benene pga overvægt, der bliver paecet frem på ganske kort tid?

SÅ - stop hykleriet! Hvis vi vil sige fra, så lad os gøre det. Men det skal være relevant, det skal være ordentligt og det skal være fair! Sig fra overfor pigeomskæring. Sig fra overfor tvangsægteskaber. Sig fra overfor æresdrab. Sig fra overfor kvindeundertrykkelse. Men lad da for pokker den enkelte daginstitution bestemme selv, som de altid har gjort. Og overlad til det enkelte menneske selv at bestemme, hvilken GUD de tror på, hvilken mad de vil spise/ikke spise, og hvordan de vil være rummelige overfor de mennesker, der er i deres nærhed i lokalområdet og i børnehaven.

Nogle af jer, der fører frikadellekrigen frem, er selv blevet mobbet. I skolen. I voksenlivet. Ved I godt, at I er i gang med at mobbe andre lige nu? Stop det og find i stedet kærligheden til andre frem. Det vil gøre verden - og Danmark - til et bedre sted at være!


Jytte Høj Hammer

lørdag den 13. juli 2013

Yderligtgående desorienteret?

ER DER MON NOGEN DER RÅBER VAGT I GEVÆR??

Der foregår så meget i tiden, at det nogen gange er svært at skille tingene ad. Og der foregår så meget i mit hoved, at jeg nogen gange bliver forvirret. Måske forvirret på et højere niveau end tidligere - men stadig forvirret. Over mine tanker, over verden som den ser ud, over debatten på nettet - i TV og pressen, over de holdninger jeg løber ind i og over udviklingen som sådan.

Alt det kan jeg jo ikke skrive om på en gang. Men nu starter jeg et sted, så må vi se hvor jeg lander!

Overordnet set - ihvertfald fra mit sted i verden - er der noget riv, rav, ruskende galt. Og det viser sig overalt. Jeg vil starte et sted, nemlig i familien.Da jeg var barn kunne en familie på 4 mennesker leve af en løn. Ja, da min mor var barn levede mine bedsteforældre af en løn - og de forsørgede 8 børn! Jeg ved godt, at der ikke var noget at slå til Søren med. Men de boede i en lejlighed, huslejen blev betalt, der kom mad på bordet hver dag, de havde et kolonihavehus på en stor grund, hvor mine bedsteforældre dyrkede stort set alle de grøntsager, som familien spiste året rundt. Min mor og hendes søskende (4) og hendes fætre, der boede hos dem, fordi de var blevet forældreløse (4), fik alle en uddannelse, blev voksne, blev gift, fik børn. Og som børn oplevede vi en velstandsstigning efter 2. verdenskrig, som skaffede familierne køleskab, støvsuger, bil, pladespiller, sommerferie, skovture mere end 1 gang om året, fritidsaktiviteter. Osv., osv. Lønnen, som blev tjent af flest fædre og nogle få mødre, blev fordelt sådan i den enkelte familie: 25% til skat, 25% til husleje og 50 % til forbrug!

Nej, dette er ikke et forsvar for de "gode gamle dage", for der var mange ting, der ikke var OK dengang. Forældrene bestemte meget længe over deres børn, på den skrappe måde. Piger og drenge på 16-17 år blev "tvangsgift" på "Kongebrev", hvis de "kom i ulykke", som det hed, hvis pigen blev gravid for tidligt, for ellers kunne de ikke få et sted at bo, OG mange piger blev simpelthen smidt ud hjemmefra, hvis de blev gravide "i utide". Sex før ægteskabet var ilde set (nej, det var ikke forbudt, men de voksne lod somom de aldrig selv havde haft sex, før de blev gift). Far sad for bordenden og bestemte. Storebror måtte flere ting end storesøster. Og piger skulle stadig "bare giftes", så de behøvede ikke nogen uddannelse. Så der var nok at gøre oprør imod. Og det blev der så! Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, kvindebevægelsen voksede, rødstrømperne så dagens lys, og der var nok at gå igang med.

F.eks. oplevede jeg som ganske ung, at jeg pludselig ikke kunne få en børnehaveplads til min ældste datter - selvom vi havde været skrevet op i to år - for jeg havde giftet mig, så nu var jeg jo "forsøget", som det hed. Men jeg var ikke forsørget! Jeg forsørgede 1 barn på 3 år OG en mand, der studerede jura. Men det ville kommunen ikke forholde sig til. Så jeg satte mig på kommunekontoret og ventede, til jeg (ret hurtigt) fik børnehaveplads. Ved det efterfølgende kommunevalg kritiserede jeg de siddende kommunalpolitikere for manglende børnehavepladser, hvortil en kvinde (!!) der sad i kommunalbestyrelsen sagde: Hvorfor siger De det  DE har jo fået Deres barn i børnehave?? Senere var jeg indlagt på sygehus, og fik pludselig udbetalt reducerede sygedagpenge, fordi jeg jo nu var gift og "forsørget". Så der startede jeg mit oprør!

OG - rigtig mange af de her ting er forandrede. Og det er godt. Tvangsgiftermålene er væk. Unge kan få en bolig, når de gerne vil flytte sammen (hvis de ellers har råd!). Kvinder kan forsørge sig selv. Og kvinder i dårlige parforhold kan flytte og blive skilt - og de gør det!

Og så er det jo, at jeg tænker: Begyndte filmen at knække allerede dengang? Begyndte samfundet en skæv og forkert udvikling allerede dengang? Smed vi rigtigt mange "børn ud med badevandet" i udviklingens hellige navn? Jeg synes, at ungdomsoprøret var rigtigt og godt - også selvom rigtig mange mennesker ikke deltog i det, og også selvom ordet rødstrømpe nærmest er blevet et skældsord, som jeg tror, at de fleste faktisk ikke aner hvad reelt betyder!
 
Når jeg går så langt tilbage som slut 50'erne og begyndelsen af 60'erne, skyldes det flere ting. Den politiske udvikling ændrede sig. Kvindebevægelsen ændrede sig. Produktionsapparatet ændrede sig. Kønsrollerne ændrede sig. Familierne ændrede sig. Piger kom i uddannelse. Børn kom i daginstitution. Millimeterdemokratiet blev opfundet. Kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, så de fleste kvinder arbejder udenfor hjemmet i dag. Da jeg gik i skole var der 2 mødre, der gik på arbejde i min klasse. Og det hele "kørte bare deruda". Men jeg tror, vi glemte noget meget, meget væsentligt undervejs. Nemlig at diskutere: Hvad er det for et samfund vi ønsker at leve i? I stedet blev fronterne trukket op. Skarpt. Internationaliseringen tog fart. Og sådan som jeg ser det, begyndte en meget uheldig udvikling, som vi sidder i til halsen i dag.
 
Det er der flere eksempler på: Vi er godt i gang med at blive historieløse. Vores kollektive hukommelse er fyldt med huller. Vi kan ikke længere bruge fortidens erfaringer. Vi mister faglig viden hver eneste dag. Vores politikere kender ikke det virkelige liv, og almindelige menneskers tilværelse. Vi lader os i stigende omfang køre rundt i manegen af USA og EU, uden refleksion overhovedet, fordi det virker svært og uoverskueligt. Og vi kan tilsyneladende ikke finde ud af at stoppe op og sige: Hallo, hvor er vi på vej hen? Er det den rigtige retning vi bevæger os i, eller skal vi skifte kurs?
 
Jeg kan jo ikke skrive side op og side ned om det her (jo, de kunne jeg jo nok - men så falder mine læsere fra!), så i stedet vil jeg sige noget om de postulater, jeg kommer med lige ovenfor:
 
Vores historieløshed - eller begyndelsen på den - er bl.a. kommet til syne i tørklædedebatten. Da jeg var barn, gik de gamle kvinder på landet med tørklæder og lange kjoler. Fordi det var ærbart! Jeg har allerede nævnt, at unge blev tvangsgift, hvis de skulle have barn - ganske vist lidt anderledes end de tvangsægteskaber vi forsøger at bekæmpe i dag - her skal vi længere tilbage i historien. I diskussionen om Frihedsmuseets genopbygning, forsøger nogle historieinteresserede at få koblet frihedskampen mod nazismen sammen med alle de andre ting der skete i DK under krigen. Men nogle af de "gamle" ønsker ikke denne kobling, og det vil underbygge historieløsheden. Og hele den historiske udvikling i familierne og i samfundet er ikke længere en del af vores fælles viden. Den kollektive hukommelse lider af hukommelsestab!
 
Fag er forsvundet og vigig viden er gået tabt. Og selv når fag udvikler sig med større viden og forståelse for tingene - f.eks. mit eget fag: socialt arbejde - så sletter vores kollektive hukommelse og historieløshed vigtig viden - også i den offentlige sektor! Et grelt eksempel: Unge danske soldater kommer hjem fra missioner ude i verden, og nogle af dem er skadet på legeme og sjæl. De fysiske ting bliver afhjulpet på sygehuse og i genoptræningen. De psykiske skader har det været værre med. Hvis en ung mand/kvinde ikke fik meldt sig med evt. psykiske efterveer til "systemet" indendfor det første halve år efter hjemkomsten, var der ingen hjælp at hente. Det er heldigvis ved at blive ændret. Men helt ærligt - her lider vores system da virkelig af kollektivt hukommelsestab: Efter 2. verdenskrig kom kz-fanger hjem. Politifolk. Kommunister. Jøder. Modstandsfolk. Nogle af dem fik over en længere årrække det der blev kaldt KZsyndrom. Jeg har mødt folk med KZsyndrom i sundhedssektoren over 30 år efter, at de var kommet hjem. Nogle af dem havde haft det slemt i mange år, andre fik det først slemt efter en årrække. Og ikke særlig tit indenfor det første halve år! I dag kalder vi det PTSD (Posttraumatisk Stess Disorder). Så det jeg ser her er, at nye fagfolk og nye politikere skal opfinde en viden, som allerede findes i samfundet - den bliver bare ikke opsøgt og brugt! Og det kan vi bl.a. takke politikerne for - for det er dem der laver lovene og derfor også har adgang til den kollektive viden!
 
Mange unge kan i dag ikke lave mad. Og hvad værre er: Hvis den store katastrofe skulle ske, så er vores kollektive viden om, hvor maden kommer fra, hvad vi kan spise fra naturen, hvad vi kan dyrke selv, og hvordan man gør - nærmest forsvundet! I stedet lever mange mennesker af præfabrikeret mad. I fine samtalekøkkener! Ansvaret for dette ligger flere steder: I de travle familiers hæsblæsende hverdag, i skolen med meget færre timer i hjemkundskab, som det hedder idag, og i hele den generelle kultur omkring fødevarer, fødevareindustri - fastfoodbranchen - og vores fælles manglende omsorg for hinanden. Og så det gennemgribende problem, at det hele i dag handler om at have travlt og få succes og at tjene penge, både i det store og i det små. Og så er der jo ikke tid til at lære at lave mad - eller til at lave den! 
 
Politik har udviklet sig til et fag. Det er min påstand. Et fag, hvor det er en rigtig god ide at være uddannet cand.polit el. lign. Der er langt mellem "almindelige danskere" i Folketinget. Og det er faktisk ligegyldigt, hvilket parti politikerne tilhører. Rigtig mange folketingspolitikere har ikke været ude i det "virkelige liv" i årevis - og mange af dem har aldrig været ude i virkeligheden. Og med årene er det blevet værre og værre. Hvor er håndværkeren, maskinarbejderen, pædagogen, kontorassistenten, butiksassistenten og sygehjælperen/sosuhjælperen blevet af? Hvor er husmanden og den almindelige landmand? Hvor er alle de faggrupper, som før i tiden blev valgt ind på "Borgen" og som kendte livsvilkår og vanskeligheder fra deres eget liv, egne familier og netværk?? Ja, ja, jeg ved da godt, at Marianne Jelved er uddannet folkeskolelærer og at Henrik Dam Christensen har været landpostbud. Men hvornår var de lige det? Hvis mine informationer er rigtige, så er det hhv. 26 år og 23 år siden.  Og enlige svaler gør jo ingen sommer! Jo yngre folketingsmedlemmerne er, jo færre af dem har lavet andet end at gå i skole - incl. universitetet - og været politisk aktive mhp at ende i Folketinget. Og politikudviklingen bærer tydeligt præg af dette.

Hvad er der så sket med politik gennem årene? Staten har jo den rolle, som staten har. Den styrer og bestemmer og gør det med eller uden diktatur. Men efter min mening, har vores stat udviklet sig i en slem retning. I "gamle" dage - og det er både de nye og de "gamle gamle dage" jeg tænker på, opstod der en række bevægelser i land og by, som kæmpede for menneskers rettigheder. Set i forhold til den gamle Danmarkshistorie, er der formentlig ingen af de nuværende partier, der ikke stammer fra sådan en bevægelse. Men set herfra - efter at have lagt politiske overvejelser på hylden i rigtig mange år - så er alle bevægelserne/partierne stivnet og er holdt op med at udvikle sig. Selv Enhedslisten er blevet lammefrom og følgagtig. Idag har vi nogle partier, der uanset farve og navn, er blevet statspartier, der lægger nærmest alt deres arbejde i at opretholde status quo og holde Staten på skinnerne. Og dog. For samtidig skal alle løbe hurtigere. Selv arbejdsløse, der er blevet arbejdsløse pga krisen - og dermed pga staternes politikker - skal løbe hurtigere fra borgerservice til computeren for at skrive ansøgninger til jobs, der ikke eksisterer! Kontrollen vokser og vokser. Partier, der før kæmpede mod kontrol - f.eks. Venstre - var i et tiår ledende i forhold til at udvikle og udvide kontrollen. Og Socialdemokraterne, der har stået for kontroltendenserne, så lang tid jeg kan huske, er blevet værre end de før har været. Partierne ligner hinanden mere og mere, og når de skændes om, hvem der har ansvar for hvad, er det svært at se, at den ene skal lade den anden noget høre. For forskellen er ens. Staten vil have tjek på os allesammen. Resultatet er nu, at det er så besværligt og så arbejdskrævense at være firma eller arbejdsplads eller sågar organisationer i det frivillige arbejde, at det er op ad bakke hele vejen rundt. Vi er ikke bare godt igang - vi har allerede - et samfund, hvor kontrol, mistillid, mere kontrol, mere mistillid - bureaukrati, smålighed og økonomi er blevet det væsentlige i de ting, staten foretager sig. De offentlige arbejdspladser fungerer ikke ordentligt, der er ikke tillid til de ansatte - og pengene bliver brugt i en lind strøm, uden at vi andre helt forstår, hvor de bliver af. Hvis Staten var ansat i et privat firma, ville den blive fyret for sjusk, uansvarlighed, slendrian og manglende omsorg for landets indbyggere.

Var det en gammel socialist, der skrev sådan her. I læste rigtigt! Og jeg mener det. De socialistiske tanker er blevet smadret af ubrugelige og umulige diktarurer og diktatorer, hvor overgreb og vold mod både befolkninger og etniske minoriteter blev hverdagskost. De liberale partier har opgivet f.eks. frihed, lighed og broderskab, og det er svært at genkende de oprindelige tanker. Og de partier, der er kommet i kølvandet på de andre, bl.a. pga de gamle partiers svigt overfor befolkningen, falder til patten et efter et. Bliver det, som Poul Nyrup Rasemussen troede, de ikke blev: "Stuerene". Og der, hvor de efter min mening stadig ikke er stuerene, er de gamle partier nu med på at pisse hjørner af, skyde skylden på al elendigheden på udefra kommende mennesker, på krisen, på alle mulige andre end "os selv". Og det er jo sådan, at hvis man - og det gælder os alle - mistror alt og alle og vil kontrollere alt og alle - så ender man med at få forfølgelsesvanvid. Så lad os endelig anmelde naboen for snyd og bedrag - eller hvad?

Jeg kan godt se, at det lyder meget sortsynet det her. Og det er det også. Selvom jeg på så mange andre områder ikke er pessimist, så er jeg bekymret. For demokratiet krakelerer. Vi låser døren om natten. Vi melder naboen til kommunen. Vi stirrer på tallene på bundlinien for at se, om tallene dog ikke snart bliver sorte igen. Vi kører deruda og holder nogen gange i kø i flere timer på Vestmotorvejen på vej til arbejde - fordi vi skal løbe hurtigere. Vores børn har efterhånden en arbejdsdag på længde med de voksnes, og gamle mennesker får mindre og mindre omsorg fra det samfund, der sendte de unge på job, så de ikke selv kan tage vare på deres familier længere. Selvbestemmelsesretten er suspenderet. Og nogle af dem af os, der er mest vilde med kontrol, vil også tvinge fædre på barsel og mødre ind i bestyrelserne, selvom al erfaring siger, at hvis vi vil noget - så må vi selv slås for at få det gennemført. Hvis andre tvinger os, så slår vi bak. Alle mennesker bliver "3 år gamle", når nogen vil tvinge os til noget - og det gælder også i familieanliggender, i arbejdsanliggender og i sociale anliggender. Vi kan ikke tvinge fædre på barsel, de skal vælge det selv. Vi kan ikke tvinge kvinder ind i bestyrelser - firmaerne og kvinderne skal vælge det selv. Og som en lille sidebemærkning: vi kan ikke tvinge andre mennesker til at holde fred med hinanden. De skal vælge det selv! Gad vide, hvornår denne logik bliver til almenviden?

Og så var det, at jeg kom til at tænke på det med de 25% til husleje, de 25% til skat og de 50% til forbrug i en familie - af en løn. Engang. For ikke mere end 50-60 år siden. Og tænker: Kunne vi vælge at stoppe op og forsøge at gentænke vores måde at organisere os på? Jeg mener JA! Og jeg vil nok engang understrege, at jeg IKKE sigter mod de gode gamle dage. Jeg ønsker, at vi forsøger at tænke nyt og at vi tør forestille os, at dette land og denne verden kunne se anderledes ud - hvis vi ønsker det og gør noget for at nå derhen!

Jytte Høj Hammer

lørdag den 22. juni 2013

LA-politikeren Merete Riisager i frontalangreb på ammemødre!

Tja, politiske argumenter er tilsyneladende en temperamentssag!


Nedenstående tekst har jeg skrevet, efter at nogle af de kvinder, der var involveret i demonstrationen forleden dag, havde bedt om der var nogen, der ville svare på indlægget. Det er en blog, som ligger på b.dk. dateret 18. juni 2013. Jeg ved ikke, hvad der sker eller er sket med mit svar, så derfor lægger jeg det nu på min blog, så de involverede kan se, hvad jeg endte med at skrive:
 
Tirsdag den 18. juni dukkede der et link - http://m.b.dk/?redirect=www.b.dk%2Fpolitiko%2Fforkaelet-feminisme op på min Facebookside, og jeg har fulgt tæt med i ammediskussionen, fordi jeg som bedstemor er involveret i små børn og deres mødre. Mine døtre og deres veninder.

 Jeg er ikke stødt på Merete Riisager før, så jeg gik til hendes indlæg uden forudindtagethed. Og læste det med stigende undren! For det jeg læste, var en stribe postulater om de kvinder, der i den seneste uge har brugt tid og krudt på at diskutere amning, at organisere en demonstration på Rådhuspladsen, og forsvare deres ret til at amme – bl.a. på cafeer – uden at blive beskyldt for blufærdighedskrænkelse.

 Merete Riisagers postulater er bl.a. – meget kort – følgende:

  1. At de demonstrerende og diskuterende kvinder tilhører mig-mig-mig-generationen, og at de demonstrerede for retten til at amme i det offentlige rum
  2. At de samme kvinder er venstreorienterede feminister
  3. At kvinderne vil demonstrere sig til lovgivning omkring amning i det offentlige rum.
Allerførst vil jeg lige præcisere: Hele diskussionen og demonstrationen har sit udspring i, at Ligestillingsnævnet – på baggrund af en konkret klage fra en kvinde, der har klaget over at være blevet afvist på et konkret spisested, fordi hun ammede – har udtalt, at det er diskrimination at afvise ammende kvinder – MEN (min udhævning) at amning samtidig kan opleves som blufærdighedskrænkelse af nogle mennesker – derfor giver de spisestedet medhold i, at det var i orden at afvise kvinden. (Mig bekendt ved offentligheden ikke, hvem kvinden er og hvilket spisested der er tale om).

1. Allerførst vil jeg gerne vide, hvorfra Merete Riisager har sin forståelse af sine jævnaldrende medsøstre, som tilhørende mig-mig-mig-generationen?? Og når jeg skriver jævnaldrende, så er det fordi jeg kan se, at Merete Riisager er på samme alder som de kvinder, jeg kender, der har været involveret i omtalte demonstration og diskussion. De kvinder, jeg kender i denne gruppe, er veluddannede, unge kvinder, der prioriterer deres børn meget højt. De kræver ikke ind. De er ikke mere selvoptagede end de fleste andre mennesker på vores breddegrader. De er gode til at støtte hinanden og hjælpe hinanden med børnene. De udstiller ikke sig selv, hverken i realityshows eller X-Factor. Og de ved, at deres børn er deres eget ansvar – ikke mit og ikke Merete Riisagers. Kvinderne besluttede sig for at demonstrere på Rådhuspladsen forleden, fordi amning er blevet synonymt med blufærdighedskrænkelse. Og det er de blevet vrede over og rigtig kede af. De ammer, fordi de gerne vil deres børn det allerbedste – og de følger Sundhedsstyrelsens anvisninger og ammer i mindst 6 måneder. Jeg er fuldstændig enig med mødrene i, at det at kalde amning for blufærdighedskrænkende, er en krænkelse af mødrene og af børnene – og faktisk også af det at være menneske. Og det skal der reageres på! I forhold til dette, er det rimeligt at protestere imod den aktuelle samfundsudvikling – hvor kunstige bryster pryder busfacaderne og rigtig mange kvinder stiller deres kavalergang til skue på arbejdspladserne og i det offentlige rum hver eneste dag. Men når det kommer til det, som brysterne er skabt til, så bliver det pludselig blufærdighedskrænkende!!!

2. Dernæst kalder Merete Riisager de demonstrerende mødre for ”venstrefløjsfeminister”. Hvor i alverden har hun det fra?? At Enhedslisten har nævnt, at de ønsker lovgivning på området?? Måske. Men hvis det er tilfældet, så falder Merete Riisager i præcis samme grøft, som rigtig mange andre politikere gør: de anerkender ikke, at folk kan tænke og mene noget selv. Næh – disse kvinder er nok spændt for Enhedslistens vogn. Er det sådan det er? Til det kan jeg sige: Lige præcis de kvinder, som jeg kender i denne gruppe mødre, er lige præcis IKKE venstreorienterede. Måske er nogle af dem slet ikke politiske. Og skulle der i den samlede gruppe være nogle, der stemmer til højre og nogle der stemmer til venstre – eller slet ikke stemmer – så er gruppen vel bare repræsentativ for selvstændigt tænkende og reflekterende unge kvinder. Det er de i hvert fald i min optik. Om kvinderne er feminister eller ej, er formentlig et definitionsspørgsmål. De kvinder jeg kender er gift, har børn, slås ikke med manden om opvasken, går ind for ligestilling af kønnene, og går ind for børns ret til at være mennesker på lige fod med os andre. Nogle af dem er måske døtre af gamle rødstrømper – andre er ikke. Og de er i hvert fald ikke feminister i den forstand, som jeg kender feminister af den gammeldags slags!

For mig at se er både påstanden om mig-mig-mig generation og venstrefløjsfeminister grebet ud af den blå luft – og faktisk æreskrænkende beskyldninger mod jævnaldrende medsøstre! Dels fordi de hver især er selvstændigt tænkende kvinder, der er meget forskellige. Dels fordi det er en generalisering, der skriger til himmelen.

3. Kvinderne har ikke ønsket at demonstrere for lovgivning på området. Og dem jeg har talt med ønsker det ikke. De ønsker slet ikke Folketinget ind over. De ønsker at fortælle samfundet – og Ligestillingsnævnet – at amning er børnenes menneskeret og mødrenes ret til at varetage deres yngelspleje. De ønsker at fortælle, at blufærdighedskrænkelse har noget med sex at gøre – og at amning ikke er en sexuel handling. Og dernæst ønsker de, at de cafeer og restauranter, der ikke ønsker at have ammende kvinder som gæster, markerer det tydeligt – evt. med besked om, at børn ikke er velkomne, eller at der sættes en aldersgrænse. Brystbørn og flaskebørn skal have den samme ret til at få mad, når de er sultne. Så også dette postulat er grebet ud af luften. Og så kan det da godt være, at der findes mødre i gruppen, der ønsker lovgivning på området. Det er bare ikke nogen jeg kender. Men hvis gruppen er så bredt sammensat, som jeg tror den er, så findes der også forskellige synspunkter på dette felt.

Problemstillingen omkring amning og blufærdighedskrænkelse har medført rigtig mange diskussioner på Facebook, i de små hjem, på arbejdspladserne og folk imellem. Det er rigtig godt. Men det er mindre godt, at en folketingspolitiker – der er kvinde og mor – falder en gruppe kvinder i ryggen med manipulerende postulater. Som heldigvis siger mere om hende selv end om de demonstrerende kvinder. Jeg troede, at LA stod for frihedsrettigheder. Men det ser ud til, at Merete Riisager ikke går ind for retten til at demonstrere for sine synspunkter og retten til at tænke og mene hvad man vil. Og det er jo ærgerligt. Jeg tror, at denne diskussion er med til at sætte tanker i gang hos mange mennesker. Og heldigvis for det!
 
Jytte Høj Hammer

 

 

 

torsdag den 20. juni 2013

Er langtidsamning "KLAMT"????

Jeg er da vist blevet hvirvlet ind i en rigtig vigtig diskussion!


Jeg har allerede skrevet noget om amning herinde. Men så fik jeg lige meldt mig ind på et par sider på Facebook - om amning. Og det giver virkelig stof til eftertanke! For det fyger med ord. Og de er ikke alle lige venlige og rummende!

Jeg har lært en masse om amning - over 30 år efter at jeg ikke ammede mere selv. Jeg har 3 døtre, som alle tre har børn, 7 ialt. Og to af dem har ammet længere end det der bliver opfattet som "normalt" her i landet. Og så er det jo, at jeg begynder at spekulere over, hvad "normalt" er i denne sammenhæng?? Er det max 3 mdr., som jeg var så heldig at kunne - uden hjælp fra hverken kvinder i familien, sundhedsplejerske eller jordemoder? Eller er det over 2 år. 3 år måske. Lægere endnu?? Det vil jeg i dag overhovedet ikke tage stilling til. For det må være op til den enkelte familie, den enkelte mor og det enkelte barn.

Jeg har hørt mange historier om børn, der slap "patten", fordi de vidste, at der var en baby i mors mave. Jeg har hørt mange historier om børn, der fra den ene dag til den næste sagde: NU er jeg blevet for stor til at få bryst/pa/haps - og mange andre fine navne.

Og som det vigtigste: Jeg har set et barn, der blev født som multi-fødevare-allergiker - blive næsten fri for allergener i sit liv. Nej, ikke helt, og det bliver han måske aldrig - men den kilometerlange liste, som han startede ud med er blevet reduceret til ganske få fødeemner! Læger og andet sundhedspersonale troede ikke på min datter - og hun og resten af familien var ved at gå midt over pga en baby, der kradsede og kløede og græd og havde det forfærdeligt - i måneder og måneder. Til den rigtige allergolog kom ind over og fortalte min datter, at hun havde fuldstændig ret. Lægerne inden da havde sagt, at gluten og æg og mælk osv IKKE satte spor i modermælken. Min datter spurgte så, hvorfor tobak og rødvin gjorde??? Intet svar. Men selvfølgelig sætter æg og mælk og gluten spor, så hun udelukkede dem - og det gik fremad!! Hold da op - forestil jer ikke at spise et blødkogt æg - eller en skrive franskbrød i dage og uger og måneder?? Hun holdt stand - og i dag er rigtig mange af de farlige stoffer ikke længere så farlige. Og det er blevet susende nemt at lave mad til den lækre unge! Så ikke alene styrker amning immunforsvaret (det vidste jeg jo godt) - amning forebygger og bekæmper allergi!! Om der er evidens eller ej, så er det det, jeg har set!

Så kom lillesøster og overtog brystet. Hun bliver stadig ammet og er 3 år! Hun har ikke allergi - hvad rigtig mange andre i familien har. Alligevel bliver hun ammet. OG - hun er en selvbevidst, sikker og vidende lille tøs, som ikke klamrer sig mere til sin mor, end andre på tre år gør!

Og det er jo DET jeg er rendt ind i i ammediskussionen. Argumenter imod at amme længe. Beskyldninger om, at det er MOR's behov - ikke barnets. Anklager om, at det er KLAMT og alle mulige andre tillægsord, som forplumrer debatten om amning. Hvorfor? Fordi vi ikke VED nok, fordi vi ikke har UNDERSØGT nok, og fordi vi - igen og igen og igen - lader vores fordomme styre hele debatten, også når vi opdager, at vi kommer for langt ud!

Jeg har set indlæg fra mænd, der bliver sexistiske i deres angreb mod ammende og langtidsammende kvinder. Og beskyldningen om blufærdighedskrænkelse fra Ligestillingsnævnet, er vel i sig selv sexistisk??? Og jeg har set adskillige kvinder skrive, at det er klamt og mors behov at amme længe. Hvor ved de det fra?? Jeg vidste det ikke, da jeg blev konfronteret med langtidsamning, for jeg havde ikke set det før - ikke i min familie ihvertfald! Jeg kan sagtens blive bekymret over de ting, som mine døtre finder på med deres børn. Men amningen har ikke bekymret mig. Jeg har nærmest været misundelig - for DET ville jeg gerne have kunnet!

Så jeg sidder her med min undren. HVAD er det, der får mænd til at blive sexistiske i deres angreb på ammende kvinder. At brysterne faktisk var bestemt for noget andet end mænd - nemlig for det lille barn? Vi lever jo i en brystfikseret tid - og nogle mænd er overvilde med bryster - også dem af silikone - så tesen er måske nærliggende! HVAD får kvinder til at gå til angreb på andre kvinder omkring amning? Fra Merete Riisager - LA medlem af Folketinget - til forskellige kvinder på Facebook, som går ombord i de ammende medsøster med en aggressivitet, som var en værre sag værdig??? At de ikke selv har kunnet amme? At de har valgt deres børn fra i hverdagen? At de inderst inde VED, at de prioriterer karrieren for højt og deres børn for lavt? At de har fået børn, fordi det "får man" - men ikke har haft lyst, når det kom til stykket. Jeg ved det faktisk ikke - og får det sikkert heller aldrig at vide. Men jeg ved, at kvinder falder deres ammende medsøstre i ryggen med hånsord og forsøg på latterliggørelse.

Men ved I hvad? Jeg tror, at vores nye generation af forældre -  både mødre og fædre -  der prioriterer deres børn så højt, at de bla.a. vælger at amme dem længe, har gang i noget vigtigt! De er i gang med at stille spørgsmålstegn ved vores måde at vælge samfundsstruktur på. Karriereræs, uddannelsesræs, 50 timer på arbejdsmarkedet. Sorte tal på bundlinien. I stedet vælger de deres børn TIL - og begynder at udvikle en ny måde - eller en "gammel" måde for den sags skyld. Som ikke har noget med højre og venstre at gøre. Som ikke har noget med gammeldags feminisme at gøre. Og som ikke har noget med statsstøtte og børnetilskud at gøre. I stedet har det noget med menneskelighed, nærvær, omsorg og kærlighed at gøre.

Så jeg har tænkt mig at fortsætte med at være en nærværende bedstemor!

Jytte





søndag den 16. juni 2013

Amning er et livsvilkår og en nødvendighed!

Er verden da ved at gå helt af led?


Jeg har fulgt ammedebatten længe. Fordi jeg har børnebørn. Jeg har selv været en dårlig ammer - og tænker om det idag: Gad vide, hvad der egentlig skete?? Og mit svar er: amning var ikke prioriteret i sundhedssektoren, så når der gik "kuk" i amningen, var der modermælkserstatning lige indenfor rækkevidde. Og der var vist ikke tænkt mange tanker om amning, da mine børn var små. Så de blev ammet, til jeg skulle på arbejde. Punktum. Og de ældre kvinder i mit netværk var ikke til megen støtte.

Derfor begyndte jeg først at få øjnene rigtigt op for, hvor vigtig amning er, da jeg fik børnebørn. Og jeg har to døtre, der begge har ammet længe. Den tredie var så heldig at få tvillinger, og da hun også skulle tilbage til jobbet, blev de "kun" ammet til de skulle i vuggestue. Det forstår jeg rigtig godt. Så midt i kampens hede er det vigtigt at huske: Der er så mange individuelle ting, der skal tages i betragtning, også når vi taler om amning. Der er ikke kun en løsning. Der er mange!

Men jeg må sige, at jeg er rystet over, at Ligestillingsnævnet - eller hvad pokker de nu hedder - kan komme med en kendelse, der siger, at amning er blufærdighedskrænkende. For nogle. Og at det derfor er OK at visse cafe- og restaurationsejere siger, at de ikke vil have ammende kvinder i deres "butik". Hvis der var blevet sagt, at den private ejendomsret gælder i DK, og at folk derfor selv bestemmer, om der må ammes i deres "hus", så kunne jeg til nød forstå det. Men nej. Der bliver sagt, at det er blufærdighedskrænkende - for nogle mennesker!

Rend mig i de manglende traditioner!!

Mennesket er et pattedyr. Som løven, koen, hesten, hunden, katten og alle de andre, der giver die til deres børn. Det betyder, at det er et livsvilkår for det lille barn at blive ammet, som det er for alle de andre børn af pattedyr. Medicinalindustrien har ganske vist opfundet modermælkserstatning, og det er på nogle områder en rigtig god ting. Jeg har bl.a. selv været en baby engang, der ikke kunne tåle komælk. Og min mor kunne ikke amme. Så jeg ville nok have haft gavn af mælkeerstatning!  Men den samme medicinalindustri "glemte" mange vigtige oplysninger på verdensmarkedet, da mælkeerstatningen kom frem. Så resultatet var, at mange kvinder i den 3. verden: 1) troede, at mælkeerstatning var bedre end modermælk, og valgte derfor amning fra. 2) troede, at man kunne blande mælkeerstatningen med koldt vand fra brønd eller flod, med den konsekvens at rigtigt mange spædbørn døde af det forurenede vand. 3)ikke blev oplyst om modermælkens vigtige, vigtige funktioner såsom styrkelse af immunforsvaret, og dermed den sygdomsforebyggende virkning på sigt. Og alle de andre livsvigtige effekter af amning.

I perioder har det været "in" at give flaske, fordi det var lettere, og fordi nogle kvinder gerne ville bevare deres ungpigefigur. Sygeplejersker og jordemødre har ikke altid været lige gode ammerådgivere, og det har været svært at få den nødvendige støtte. Også i vore dage. På trods af Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at amme i mindst 6 mdr.!

Og så kommer denne snerpethedsbølge. Som jeg overhovedet ikke kan gennemskue - og faktisk heller ikke har tænkt mig at begynde at dyrke. For - set fra mit sted i verden - er snerpetheden det der er "unaturligt". Og det skal vi ikke acceptere som et vilkår. Der kan være tusindvis af grunde til at folk bliver snerpede - og hvis de har brug for hjælp, så skal de da have det - men de skal ikke tørre deres fobi af på resten af befolkningen! Og de nye forældre skal ikke lade sig kue og skræmme!

I stedet er det vigtigt at fortælle nye forældre, hvorfor amning er godt for det lille barn.

I går så jeg en ung mor sidde ved siden af sin barnevogn. Hun holdt en flaske, som baby drak af. Baby lå i vognen under sin dyne. Mor sad og snakkede med nogen, mens hun røg. Der var INGEN kontakt mellem hende og barnet. Jeg fik helt ondt i maven, og holdt et længere møde med mig selv om, OM jeg kunne gøre noget her. Opgav. For jeg kunne jo ikke følge op på det. Så jeg kunne måske højst gøre hende usikker og ked af det.

Hvad kan du og jeg så gøre i stedet for at gøre unge mødre endnu mere usikre - og måske kede af det? For den mor jeg så i går, gør jo ikke det hun gør, for at skade sit barn. Hun gør det, fordi hun ikke ved bedre.

Måske skulle nogle af os melde os som frivillige forældrevejledere. Måske skulle familierne give hinanden lov til at fortælle hinanden, hvad amning egentlig gør godt for. Måske skulle vi begynde at spørge de, der er snerpede omkring amning, hvad det egentlig er de mener og hvorfor de mener det? Måske skulle vi, der hvor vi nu er i vores netværk, tage handsken op, når den bliver kastet, og få en ordentlig samtale i gang - i stedet for at holde pænt mund "for husfredens skyld". Jeg synes f.eks., at det er så godt, at unge mødre drøfter amning på nettet - og har seriøse drøftelser for det meste - for det sætter tanker i gang hos de fleste. Og så synes jeg, at vi skal stille krav om, at sundhedspersonalet og Sundhedsstyrelsen o.m.a. giver oplysning og oplysning og mere oplysning om amning og det væsentlige i den kontakt, tilknytning, sygdomsforebyggelse, tillid og tryghed, som amning giver det lille barn. Og at mor får en bedre kontakt med sit barn, når hun ammer, end når hun giver flaske i barnevognen - og hvad den kontakt er god for.

Amning er forudsætningen for, at menneskeheden eksisterer. Uden amning, ingen menneskehed. Modermælkserstatning er netop - erstatning. Amning er ikke en seksuel størrelse. De mennesker, der tænker sådan, er sexforstyrrede. Og forvirrede eller desorienterede eller dårligt oplyste.

Det offentlige rum er fyldt med bryster. Silikonebryster. Kvinder med dybt nedringede bluser på arbejde, i bussen, i butikkerne og med frit udsyn til kavalergangen. Også når vi ikke er til fest i de store kjoler eller på stranden om sommeren. I reklamerne. På busserne. I aviser og ugeblade. Denne brystudstilling siger noget om nogle kropsidealer - og ungdomsidealer?? - som fornægter virkeligheden. At vi får børn. At vi kommer til at bære præg af graviditeter og fødsler - og amning. At vi efterfølgende bliver gamle. At vi til sidst skal dø. Så måske er ammeforbuddet i virkeligheden døds-angst - livsfornægtende? Hvis vi lader somom at vi bliver ved med at være 18 år - så vil vi ikke konfronteres med realiteterne. At idealet er "perfekthed" og udødelighed. Jeg ved det ikke, men det er da en tanke værd.

Så det jeg bl.a. vil gøre fremover er også, at jeg vil undersøge, om en cafe har ammeforbud. Har den det, går jeg et andet sted hen. Og siger det højt. Ikke for at sætte spørgsmålstegn ved ejerens ejendomret til hans/hendes forretning - men for at sætte spørgsmålstegn motiverne for at indføre forbuddet. For lur mig, om det ikke har noget med penge at gøre - og formentlig også grådighed - og ikke meget med menneskelighed og etik. .

Der er sikkert rigtig mange flere aspekter, som jeg ikke har fået med her. Men det vigtigste for mig er, at jeg vil opfordre os alle sammen til at støtte vores unge mødre i børnenes ret til at blive ammet - og samtidig sige nej til de snerpede, der blander sex (blufærdighed) og yngelpleje sammen. En liberal ung mand sagde forleden på DR2, at markedsmekanismerne formentlig vil arbejde for amning og imod cafeejere, der bortviser ammende mødre. Gid han har ret! Måske skulle vi bare blive enige om at boykotte f.eks. Illum. Jeg har spurgt Tivoli og Zoo hvordan de stiller sig til ammende mødre og venter spændt på svar!

Jytte













 

tirsdag den 4. juni 2013

Overvejer seriøst at boykotte næste folketingsvalg!

Hvordan kommer vi igennem til Christiansborg??

Jeg har gennem flere år været tiltagende træt af den politik, som kommer ud i landet fra Christiansborg. Og er helt klar over, at en del af miseren handler om, hvad pressen gør med de oplysninger, der kommer fra "Borgen". Men dybest set handler det jo om, hvordan regering og folketing selv stiller op - i forhold til dig og mig som vælgere - i forhold til de konkrete politiske sager - og i forhold til deres egen rolle som politikere og regering(er).

De seneste måneders helt konkrete sager har fået mig igang med at overveje, OM jeg overhovedet vil stemme til næste folketingsvalg. Og svaret vokser til et større og større NEJ!! Og det vil jeg dels gerne argumentere for, og dels forsøge at få andre til at kigge på deres valgdeltagelse - næste gang vi skal ha en statsminister og en ny regering.

Jeg udelukker med vilje kommunevalget. Af flere grunde: Dels er kommunerne næsten lige så meget i klemme som du og jeg i regeringernes skalten og valten med folket, dels oplever jeg, at kommunerne fungerer meget anderledes end staten gør. Og jeg tror, at vi har brug for ledelse på det "lille plan". Jeg har altid stemt - til alle valg - hele mit liv. Og det er smerteligt at måtte konstatere, at det bliver jeg nok nødt til at holde op med. Jeg har desuden stemt anderledes til kommunevalg end til folketingsvalg. På personer, som jeg har opfattet som "ordentlige mennesker" - og ikke på partier. Det har jeg i sinde at blive ved med. Og jeg har for længst besluttet mig for at stemme på Knud Larseni som borgmesterkandidat i Vordingborg Kommune. For selvom han og jeg ikke er politisk enige, så er han et ordentligt menneske. Og det er vigtigst - for mig. Så - ikke mere om kommunevalg lige nu. Det er folketingsvalget der roterer i mit hoved. Og lige pludselig - måske før vi aner det - dukker det op en skønne dag i måske ikke alt for fjern fremtid.

Da jeg var barn, var det at være "sofavælger" nærmest noget af det værste, "man" kunne sige om folk. Det var sådan nogen, der ikke gad forholde sig til verden og livet og politikken - og som bare kravlede ned under avisen på sofaen og blev hjemme. I dag ser de måske TV samtidig? Så sofavælger - nej - det bliver jeg aldrig. Jeg er nødt til at forholde mig aktivt til livet og politikken - også når jeg er så utilfreds, som jeg er nu.

Jeg ved ikke, hvordan staten registrerer - og forholder sig til - at folk ikke stemmer. Og jeg ved, at der "altid" er blevet advaret imod sofavælgeri, fordi det kunne ende med, at de ikke afgivne stemmer kom "de forkerte" til gode, uden at man måske ville det. Men på en eller anden måde VIL jeg markere, at jeg er utilfreds, at jeg er vred, at jeg ikke længere har tillid til politikerne på Christiansborg. Og det gælder dem alle sammen!

Samtidig så er jeg demokrat og faktisk rigtig stolt over, at jeg lever i et gammelt demokrati. Så jeg er næsten grædefærdig over, at vores demokrati har det så dårligt og fungerer så elendigt. Men jeg har endnu ikke givet helt op. Jeg håber og tror på, at vi i Danmark - måske - kan puste nyt liv i demokratiet - hvis vi gør noget alvorligt ved det!

Derfor overvejer jeg - at stemme blankt. Og at rigtigt mange andre vil gøre det samme. Hvis rigtig, rigtig mange danskere vælger at stemme blankt til næste folketingsvalg, så vil det - måske - få nogle politikere til at tænke deres egen rolle igennem. Hvad rigtig, rigtig mange danskere er i den sammenhæng, ved jeg faktisk ikke. 100.000 - 200.000 - 300.000 - eller flere?? Meget gerne flere. Jeg ved ikke, hvad der skal til for at fortælle folketingets politikere, at nu er NOK NOK. Nu vil vi ikke længere finde os i, at de er så totalt ligeglade med os som folk, med fagligt kompetente menneskers viden, med holdninger og protester og synspunkter, der kommer frem i diverse medier - blot for at gøre, som det lige præcis passer dem. Og ja, jeg ved da godt, at der er en kliche, som siger, at når vi har stemt til et valg, så er resten op til politikerne i de næste op til 4 år. Men når politikerne så vælger at sige ET og gøre noget ANDET, så hører alting faktisk op!

Hvad har fået mig til at vende så radikalt fra at være en trofast vælger til at tænke: Boykot folketingsvalget?? Mange ting faktisk. Det startede faktisk under Anders Fogh Rasmussen. For første gang i Danmarkshistorien blev det besluttet i Folketinget - at gå i krig. Mod Saddam. Senere i Afghanistan - og mod Gaddaffi. Det gik til min rædsel op for mig, at hvis vi ønsker at ændre Grundloven - f.eks. omkring kvindeligt arvefølge - så skal der en utroligt besværlig proces i gang - som jeg faktisk ikke orker at beskrive her. Det korte af det lange er, at en statsminister IKKE kan lave grundlovsændringer uden folkeafstemninger og store flertal i Folketinget (vistnok i omvendt rækkefølge) - men han/hun kan godt gå i krig på et spinkelt flertal. DET burde indskrives i Grundloven, så den slags ikke kan gentage sig. Nej, selvfølgelig skal det at gå i krig ikke til folkeafstemning - men jeg mener, der dels skal være et meget større flertal i salen FOR krig, før det kan lade sig gøre - f.eks. 70 eller 80%  - dels at der skal tages nogle forholdsregler rent folkeretligt/juridisk - som jeg slet, slet ikke har forstand på. Det viste sig, at Fogh "købte" amerikanernes (Bushregeringen's) argumenter om masseødelæggelsesvåben - selvom rigtig mange konkrete undersøgelser viste, at det ikke passede. F.eks. den svenske undersøger, Hans Blix, sagde, at der IKKE var masseødelæggelsesvåben. Alligevel holdt Bush fast (og det er senere dokumenteret, at det var mod bedre vidende) - og den danske regering hoppede på Bush's argumenter. Rædselsfuldt, tankevækkende, pinligt og forfærdeligt. Plus en hel masse andre tillægsord. Det var slemt, da det skete. Og det er ikke mindre slemt i dag!

Så fik vi en "rød" regering. JUHU!! Med kvinder på spidsposterne. Hold da op. Magen til makværk skal vi da lede længe efter. I alle mine år som politisk interesseret, har jeg aldrig set noget lignende. Savner faktisk Uffe Ellermann - selvom jeg hører til på den anden side af stregen i dansk politik! (Troede jeg!) Han var fræk og lige-ud-af-posen. Men han førte politik! Det der foregår nu er for slemt. For udemokratisk. For usympatisk. For koldt. For nederdrægtigt.

Derfor står jeg af. NU! Stemte på Enhedslisten i håb om, at de ville holde fast i nogle progressive krav. Tak for kaffe!! Også de er til salg! (Derfor har jeg rystet posen og stemmer på Knud til kommunevalget!)

Jeg orker ikke at skrive om alt det, som jeg synes den siddende regering har gjort galt. Jeg er ikke romanskribent! Men jeg vil nævne et par af de ting, der har fyldt rigtig meget her hos mig de seneste måneder. Først og fremmest: Folkeskolereformen. Der er mange lag i den konflikt, jeg vil koncentrere mig om de mest iøjnefaldende: Regeringen, - med Antorini som talskvinde - vil ha heldagsskole. Uanset hvad. Så det der er evidens for, gælder ikke længere! I Finland, som ellers er flagskibet i skoledebatten, er skoledagen ikke lang. Alligevel argumenterer regeringen for en lang skoledag! Kapaciteter omkring børn, har udtalt sig i omkring heldagsskolen: Jesper Juul, Dion Sommer, Erik Sigsgaard m.fl. Regeringen lytter ikke. Forældre, lærere og pædagoger har udtrykt deres modstand. Regeringen lytter ikke. Og så kom lockouten. En skændsel uden lige. Tænk at en "rød" regering laver en aftale med KL om at lockoute lærere - også nogle af dem, der faktisk ikke er omfattet af aftalestoffet - og der bliver lavet en annoncekampagne, der sviner lærerne til. Her knækkede filmen - for mig! Og når jeg nu, i skrivende stund, ser, at intet - jeg gentager - intet - af det der er skrevet og sagt fra kompetent side - overhovedet er blevet indddraget i forhandlingerne om en folkeskolereform - så stopper min tillid til de folkevalgte. Mit næste eksempel er lægekonflikten. Den har vi ikke set enden på - endnu. Men alt tegner til, at den bliver præcis lige så usympatisk, som konflikten med Danmarks Lærerforening har været.

I min optik skal en regering tage temperaturen på folkestemningen. Og i det mindste forholde sig til, hvad anerkendte fagfolk ved om tingene. Her om børn - og om patienter. Denne regeringen er totalt upåvirkelig. Dumstædigt holder den fast i sine egne meninger og mål - på trods af, at nogle, der ved mere - rent fagligt - end regeringen gør, siger det stik modsatte.

Derfor vil jeg bruge de næste måneder på at forholde mig til, hvad der foregår. Og hvis der ikke sker voldsomme og glædelige ændringer, ja så vil jeg stemme blankt til Folketingsvalget. Og måske gøre noget mere for, at andre gør det samme.

Det har indtil nu ikke været en succeshistorie med kvinder ved roret. Øv og øv og øv! Men jeg holder indtil videre fast i, at jeg vil demokratiet. Blot er det et krav, at politikerne også vil det. Ellers ender vi med statskapitalistiske eller småfacistiske tilstande - og DET vil jeg ihvertfald bekæmpe til min dødsdag!

Jytte