Da jeg var ca. 12 år gammel,
blev nogle hvide nonner slået ihjel i deres kloster i Afrika af nogle sorte med
macheter. I Congo, tror jeg det var. Jeg husker ikke detaljer og geografi, for
det var ikke det sagen drejede sig om. Den diskussion, som mine halvstore
barneører blev tilhører til, drejede sig om, at HVIDE NONNER var blevet myrdet
af SORTE NEGRE. Såvidt jeg husker udspillede diskussionen sig derhjemme, og min
fars veninde var både rystet og vred. Men hendes udbrud var meget negative og
racistiske overfor de sorte indbyggere, og jeg røg ud i noget, der måske var
min første politiske stillingtagen! Såvidt jeg husker, var antallet af dræbte
nonner relativt beskedent (har forsøgt at finde noget eksakt på nettet, uden
held), og så var det jeg sagde: Jamen negrene er jo blevet slået ihjel i
massevis af de hvide – altid – hvorfor bliver du så så vred over, at de gør
gengæld nu? (Nej selvfølgelig husker jeg ikke ordene, men jeg husker, at det
var dette indhold der kom ud af min mund.) Min fars venindes svar husker jeg heller
ikke, men vi skændtes nærmest, og det var meget ubehageligt. Men jeg holdt fast
i min mening, og endte med at sige: ”Når jeg bliver voksen, vil jeg giftes med
en neger!” Og dette var ordene, dem husker jeg. Da jeg var 12 år, var vi i
1956.
Jeg blev ikke gift med en
neger, men jeg fik en datter med en sort mand, da jeg var 19 år, så på et plan
holdt jeg fast i mit løfte til de sorte!
Allerede inden den nævnte
episode i mit barndomshjem, var jeg optaget af grønlændere og indianere. Og det
var ikke en optagethed på den måde, som jeg lærte i skolen. Jeg holdt nemlig
med grønlænderne og indianerne IMOD den hvide mand. Og det gør jeg stadig. Jeg
husker historierne om de grønlandske børn, der blev tvangsforflyttet til
Danmark – og som ikke måtte tale deres modersmål. Jeg husker, at hvide danskere
fik mere i løn end grønlænderne i Grønland, og at jeg ikke kunne forstå det og
syntes det var uretfærdigt. Film om indianere gjorde næsten altid indianerne
til skurke – og jeg sagde, at det da var deres land, og at de hvide bare var
rejst derover, til USA, og havde taget landet fra dem. Som ung voksen mødte jeg
en indiansk kvinde, der dengang var gift med en dansker. Det var under vietnamkrigen.
Kvinden fortalte mig en masse frygtelige ting, bl.a. om Wounded Knee, og om de
reservater, som indianerne blev spærret inde i. Hun rejste senere tilbage til
USA for at være med i de indianske folks kamp for at få jorden tilbage og for
at få deres rettigheder tilbage. Senere kom der mange folkeslag til i min bevidsthed: Samerne,
romaerne og tibetanerne f.eks.
Hvor jeg fik mine tanker
fra, ved jeg ikke. Måske fra min far, men jeg er ikke sikker. For det var ikke
3. verdens befolkningerne, han var optaget af. Og da jeg fik min datter og
hendes far kom til Danmark, da hun var 6 måneder, opførte min far sig racistisk
overfor sit barnebarns far. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, men han kunne
nu ikke lide nogen mænd, der godt kunne lide mig. Så måske var han bare
chauvinistisk på sin særlige måde?
Hvorfor begynder jeg
pludselig at beskæftige mig med de små anekdoter fra min barndom og ungdom?
Fordi jeg er optaget af
skoledebatten og har været det siden, der blev linet op til lockout af lærerne.
Fordi jeg er optaget af børn og har været det hele mit liv. Fordi jeg har
arbejdet med børn i terapi og med børn og familier i flere forskellige
sammenhænge. Og fordi jeg i disse år bliver inspireret af samtaler, som jeg har
med den ene af mine døtre og af samtaler jeg har med forskellige mennesker bl.a.
på Facebook: om børn, om skole, om amning, om menneskesyn og om
samfundsudviklingen. Jeg er stigende bekymret for den politiske udvikling i
Danmark og synes, at vi udvikler os det helt forkerte sted hen. For mig at se
går det hele op i økonomi og sorte tal på bundlinien. Om "evig" vækst. Og så er
det ligegyldigt, om vi taler om børn, om gamle, om skoler, om værdier eller om,
hvad det er for en slags samfund, vi ønsker os. Etikken er blevet
nedprioriteret. Menneskesynet lader meget tilbage at ønske. Børnesynet ligeså.
Vores kollektive adfærd overfor mennesker fra andre kulturer bliver værre og
værre. Og jeg oplever, at politik er blevet noget, som folk ret generelt er
trætte af, og med god grund. Kontrol og kontrol og kontrol er sat i højsædet,
folk løber hurtigere og hurtigere (dem der overhovedet har et arbejde og noget
at løbe efter!), og vi bliver sat til at finde nogen, vi kan lade det hele gå
ud over: de arbejdsløse, de enlige forsørgere/mødre, rygerne, de overvægtige,
muslimerne, lærerne, de utilpassede unge. Med anmeldelser til kommunen og
angreb i pressen. Jeg kunne blive ved, listen er lang.
Og for mig at se, hænger det
hele sammen. Det har det altid gjort. Det er bare som om, at den
samfundsmæssige viden vi har om AT det hænger sammen, er gået tabt. Og det er
katastrofalt.
Da ingen af os kan overkomme
alle vinkler og nuancer og enkelttemaer, har jeg så kastet mig over det med
børnene over en lidt bredere kam. Fordi børn er vores fremtid, vores ressourcer
og vores kærlighed og hjerteblod. Og fordi de ting, der handler om børn,
samtidig handler om os alle sammen. Børn får den barndom, som vores samfund og
dets voksne kan finde ud af at tilbyde dem. I forbindelse med mine diskussioner
på Facebook – som faktisk er et rigtig godt sted at få vendt mange tanker
sammen med andre mennesker –har jeg
fået henvisninger til eller gode ideer fra andre til sider og grupper, der
underbygger nogle af de vigtige diskussioner. En af dem var Kemplerinstituttets
stifter, Jesper Juul ’s side på Facebook: https://www.facebook.com/#!/Familielaboratoriet?fref=ts.
Jeg fandt den under lærerlockouten, og blev rigtig glad. Fordi jeg fagligt og
menneskeligt altid har haft stor respekt for Jesper Juul, og fordi jeg anser
ham for at være en klog mand – på linie med Erik Sigsgaard m.fl.- som vi alle
sammen har brug for at kende til.
I går skete der så det, at
min yngste datter pludselig henviste til en engelsksproget side på Facebook – stadig med Jesper Juul som inspirator eller
navnefar eller noget i den stil. Denne side hedder: https://www.facebook.com/#!/familylab.international.
Den vil jeg anbefale jer alle sammen til at kigge nærmere på. Også dem af jer,
der ikke kan så meget engelsk. For den er fantastisk – og der er nogle
fantastiske historier og billeder, som jeg er sikker på, at de fleste vil få
noget ud af. Jeg forstår ikke alt, hvad der bliver sagt derinde på en lille
filmserie, der hedder Schooling the World. Fordi nogle deltagere taler
indisk-engelsk, afro-amerikansk osv – i et hurtigt tempo. Alligevel så jeg alle
7 småfilm. Og er rystet og forskrækket og opløftet og fortrøstningsfuld og
meget mere.
Filmene fortæller mig ikke
noget, som jeg ikke vidste i forvejen. Og jeg tror, at mange andre vil have det
på samme måde. Men de er bare så vigtige. Fordi de fortæller, at vores
nødlidende verden startede med at blive nødlidende, da de europæiske lande drog
ud i verden og lavede kolonier – overalt. I Østen, i Afrika, i Latinamerika. Og
– for ikke at glemme USA – drog menneskemængder af sted fra Europa og slog sig
ned og lavede på deres særlige måde en europæisk koloni – Over There – og den
fik lov til at udvikle sig til en magtfaktor i verden, som indtil videre ikke
er overgået af nogen. Men måske bliver det af Kina i tiden der kommer!
Der er 7 små film, hvor den
ene fortsætter, hvor den foregående slap. De tager udgangspunkt i børnenes
skolegang og de små landsbysamfund rundt omkring. I princippet tror jeg, det
kunne have foregået mange steder i verden. Nu foregår de i bl.a. Indien og hos
nogle indianere (hvor opdagede jeg ikke, så det må jeg efterforske!) Og det,
der gør disse små film så unikke er, at vi alle sammen kan bruge dem til noget.
For de handler om, hvordan skolegang har udviklet sig fra at være en gave til
menneskenes børn, som kunne lære at læse og skrive, til en ensretning over hele
verden af børn og unge til at blive: gode arbejdere og funktionærer og små
selvstændige, som alle kan tale engelsk, som alle mister deres eget sprog, som
går i takt på lidt forskellige måder – men i takt. Som alle mister deres
forhold til naturen. Som alle glemmer, hvordan man dyrker jorden, hvordan man
passer på hinanden og familien, hvordan man holder sine traditioner i hævd,
fordi de er knyttet til lokalsamfundet, og derfor nødvendige. Og hvordan fremmedgørelsen,
rodløsheden, håbløsheden, fattigdommen, kulturløsheden, trøstesløsheden breder
sig som en ørken, hvor det levende liv tørrer ind. Filmene viser, at den
skolegang, der bliver udbudt over hele verden – også i Danmark! – mere og mere
handler om at få en god arbejdskraft på sigt. Og mindre og mindre om at læse og skrive,
fordi det er vidunderligt at læse og skrive – mindre om at kunne brødføde sig selv – om at
passe på hinanden. Og mindre om at holde fast i det enkelte menneskes
muligheder for at udvikle sine potentialer.
Hvis jeg oversætte dette til
Danmark, så ser jeg et land, hvor dialekterne langsomt forsvinder, fordi vi får
bildt hinanden ind,(over lang tid) at det er mindre fint at tale sjællandsk
eller århusiansk, end det er at tale Danmarks Radio-dansk (som så i øvrigt også
er udsat for erosion, så en præst hedder en prast, og en rest hedder en rast
osv). Hvor engelsk også kravler på os, så udsalg nu hedder SALE, hvor en sælger
hedder en ACCOUNT MANAGER, hvor en vejleder hedder en COACH, og hvor en dagsorden hedder en AGENDA. (Og nej, der er intet
i vejen med at kunne engelsk. Men der er noget i vejen med en snigende
angloficering af sprogene overalt i verden, hvis det er på bekostning af menneskers oprindelige sprog!) Hvor alle børn skal til at gå i
skole i over 30 timer, selvom vi ved, at de lærer ikke mere ved at få mere af
det samme. Hvor vores ældre og gamle ikke længere er i familierne (det var
heller ikke altid lige sjovt!), men i stedet skal øve sig i at være selvhjulpne
i en høj alder, også når de er døende! Hvor
handicappede børn sluses tilbage i folkeskolen – for at spare penge - og derefter bliver ladt i stikken, fordi lærerne ikke bliver klædt på til opgaven. Og hvor
kræftsyge mennesker sendes i arbejdsprøvning, når kemoterapien lige netop er
overstået. Hvor mennesker med mindre handicaps ikke længere kan få et arbejde.
Og hvor forældre står i kø for at få gjort deres børn til studenter i håb om,
at der så er en uddannelse bagefter, der giver et arbejde, som de kan leve af.
Når jeg ser de 7 små film,
ser jeg også, at børn og unge, fra at være en medlevende og aktiv del i landsbyens
hverdagsliv i marken til kornhøsten, sidder ubeskæftiget hen i slummen eller
samler skrald sammen med de voksne. At blikskurbyerne vokser. Og at
stofmisbruget florerer.
Så forstår jeg pludselig
godt, hvorfor nogle unge tror, at hvis bare de kan gå ind og vinde X-Factor, så
er den hellige grav vel forvaret. Det bliver desværre en brat opvågnen, når de
opdager, at det ikke kan bruges til noget, at de så gerne vil være kendte. Og i
mellemtiden har de ikke fået lært at leve et menneskeliv sammen med dem de
elsker og holder af – og deres voksne har også glemt, hvordan man gør!
Nu kan I jo sidde derude og
sige: Hold da op, det er godt nok en sur gammel kone, hende Jytte. Men jeg tror
desværre, at jeg må bedrøve jer med, at jeg ikke er sur. Jeg er ked af det på
menneskehedens vegne, og jeg er bange for, at det vi kalder udvikling faktisk
er det modsatte, nemlig afvikling. Af kultur og sprog og værdighed og nærvær og
menneskelig vækst og udvikling. Og på længere sigt, måske vores faktiske
eksistens på kloden Jorden. For den kan kun overleve, hvis vi passer på den. Og
det gør vi faktisk ikke!
Men pyt da – bare der er vækst
i økonomien og ikke er røde tal på bundlinien!! Eller hvad?
Jytte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar