lørdag den 27. marts 2021

Hvor er Regeringens dokumentation for, at syrere i Danmark kan sendes hjem til Damaskus?

Kære politikere! Kære SF, Radikale, Enhedslisten, Alternativet og progressive borgerlige politikere!
NU bliver I altså nødt til at træde i karakter. Det haster!

Syriske flygtninge i Danmark bliver lige nu udsat for et forfærdeligt pres. Deres midlertidige opholdstilladelser og arbejdstilladelser er i fare for at blive annulleret - og familier bliver truet med hjemsendelse til Damaskus. Den danske regering påstår, at Damaskus er et sikkert sted, som folk "bare" kan vende hjem til. 

Når jeg/vi ser billeder fra Damaskus, kommer der billeder frem, der ligner tyske byer efter 2. Verdenskrig. Hamburg, Dresden, og rigtigt mange flere. Byer i ruiner. 
Rapporter fra Damaskus fortæller, at folks huse er skudt i smadder. Der er ingen ordentlige forsyning af mad, vand, el. Husene er ubeboelige. Flygtningene i Danmark har mistet alt, hvad de havde. De har ingen bolig, intet arbejde, ingen skole til børnene, ingen penge, intet at leve af. Og jo, jeg ved, at den danske stat udlover repatrieringspenge til de enkelte familier. Men rapporter fortæller også, at pengene lynhurtigt bliver franarret eller frastjålet de hjemvendte. Samtidig ved vi, at de risikerer at blive tortureret, fængslet eller slået ihjel, fordi de er flygtet fra al-Assad, bl.a. fordi mange af mændene ikke har villet være med til at slå landsmænd ihjel. 

Nogle af flygtningefamilierne har drenge over 12-13 år, som risikerer at blive tvangsindkaldt til militæret. Disse drenge er rædselsslagne ved tanken. De er loyale overfor deres fædre, der netop flygtede fra tvangsindkaldelse. Det gøre deres situation endnu værre!

Jeg har kendskab til syriske børn i Danmark, som sover dårligt om natten. Som efterhånden er kronisk angste for, hvad der skal ske med dem. Som har svært ved at passe deres skolegang, fordi de er bange - og coronaen gør absolut ikke denne situation bedre. Almindelige danske børn,der ikke er truet af udvisning, udviser angst, depression, selvskade, selvmordstanker og  andre voldsomme psykiske udfordringer. Hvis et barn oveni denne coronakonsekvens også er et truet syrisk barn - så står det rigtig, rigtig slemt til. Børn, der har været udsat for overgreb, risikerer at få ptsd og det, der er værre. De syriske børn i Danmark er ud over al måde truede. Af angst for udvisning, af angst for den krig, som de allere HAR OPLEVET, af angst for deres egne og deres forældres og søskendes liv, af angst for ikke at have et sted at bo, og af dyb, dyb bekymring for fremtiden. Er det et liv, vi skal tilbyde børn i Danmark?? Uanset, om du svarer ja eller nej, så ER det et liv, vi giver syriske børn i Danmark!

Vi har en statsminister, som op til flere gange har sagt UNDSKYLD til børn, der er blevet mishandlet af den danske stat og af danske myndigheder. Det er ganske vist børn, der enten er gamle nu - eller afgået ved døden. Børn der blev udsat for vanrøgt af tidligere statsministre, tidligere regeringer, tidligere kommuner og tidligere institutioner. Altså af statsministerens forgængere. Men hun har sagt undskyld. Og har fældet en lille tåre - over andres overgreb!

Samme statsminister har udnævnt sig selv til at være "børnenes statsminister". Men der er børn , der ikke er inkluderet i den gruppe af børn, som hun kalder sig statsminister for. Aktuelt er Mette Frederiksen ikke børnenes statsminister for syriske flygtningebørn i Danmark. Hun er ikke børnenes statsminister for danske børn med dansk statsborgerskab i fangelejre i de kurdiske fangelejre. Hun er ikke børnenes statsminister for børn i sårbare og fattige familier. Deres forældre bliver truet med tvansfjernelser og tvangsbortadoptioner - uden at der bliver udlovet en bedre socialpolitik, en bedre sagsbehandling og en bedre familiepolitik FØR disse sanktioner. Uden at der bliver sørget for, at forældre kan blive revalideret, så de bliver i stand til at sørge for sig og børnene. Uden at der bliver udsigt til, at sårbare familier kan blive hjulpet til at få et bedre familieliv via f.eks. pædagogisk støtte og psykologbistand. Så for mig at se, er "børnenes statsminister" statsminister for de børn, hvis forældre KAN SELV - i forvejen. Det er en gratis omgang - fyldt med løfter og varm luft - uden reelt indhold - andet end trusler. Om udvisning, om nægtelse af hjemtagning, og om trusler om at smadre svage familier.

HVEM indsender vi en underretning til, når det er Statsministeren, Staten, De offentlige myndigheder, der misrøgter børnene - her i landet og i de syriske fangelejre?

Lige nu sender jeg underretningen til jer - og til danskerne: Jeg er bekymret. Nej, jeg er rædselsslagen over, hvordan nogle danske politikere behandler børn, der er i vores varetægt. De slår dem ikke, de krænker dem ikke sexuelt. Men de ignorerer fakta. De lyver og misinformerer. De stiller sig an "somom" de kerer sig om børnene - og lader dem voldsomt i stikken. De siger, at vi ikke har travlt, selvom børnene sulter eller vantrives eller ikke kan sove om natten for angst eller ikke kan følge deres skolegang af bekymring for femtiden eller får psykiske eller psykiatriske symptomer pga presset. Og mange af disse børn får flere af disse symptomer - på en gang!

Så kære støttepartier og kære humane oppositionspolitikere! GØR noget. HOLD fast i jeres indsigelser. SIG fra HVER dag. STØT børnene og forlang, at Regeringen lever op til vores internationale aftaler, til konventionerne og til helt almindelig moralsk og politisk anstændighed. Fratag Mette Frederiksen den selvudnævnte titel som børnenes statsminister. Hun er den ikke værdig.

Mange hilsener
Jytte Høj Hammer


Ingen kommentarer:

Send en kommentar