TANKER OM DET SKREVNE ORD!!

Jeg elsker at læse avis. Virkelig. Elsker det. Der er noget særligt ved en ny og duftende avis, som ingen andre har haft fingre i. Her i huset deler vi - Jens tager 1. sektion og jeg tager 2. sektion. Politiken. Måske af gammel vane?? Ved det faktisk ikke, for da jeg flyttede ind her, var Politiken i postkassen - og den jeg flyttede fra, var sagt op! Men jeg elsker stadig at læse avis.

Og så kommer der nogle underlige snegle ind undervejs. Jeg starter som sagt med kultursektionen, og lander - afhængigt af dagen - på side 2 eller senere. Og så opdager jeg - tid efter anden - at der er flere og flere indlæg, som jeg springer over. Fordi jeg ikke forstår dem? Næppe. Fordi jeg er uenig? Næppe. Fordi jeg keder mig? JA!! Storkeder mig. Jeg forsøger at finde ud af, hvorfor det sker og hvornår det sker. Og jeg er ikke helt sikker endnu. Men jeg stopper og går videre til det næste indlæg.  Nogle få vender jeg tilbage til - resten får lov til at forsvinde op i den blå luft! Og de får aldrig fodfæste igen.

Nu forsøger jeg at lægge dagens og gårsdagens avis bag mig, og forsøger at sige noget om, hvad det er der tænder og hvad der slukker. I hvert fald MIG. Jeg tænder på konkrete historier. Når folk fortæller noget, som ligger dem på sinde - fra det virkelige liv, forstås - fra hverdagen - fra personlige tanker og overvejelser - fra refleksioner - fra følelsesmæssige reaktioner - fra oplevelser - SÅ er jeg PÅ. Jeg læser og læser og græmmes eller glædes eller bliver hidsig eller vred eller ked af det - eller - eller. Jeg bliver berørt. Det kommer mig ved. Det rager mig!! Det er vedkommende og nødvendigt og indlysende fatteligt. Ikke nødvendigvis noget jeg er enig i. Eller noget jeg støtter op om. Eller noget jeg kan lide. Men - noget der rykker, som kan forstås, som er vedkommende, som handler om mennesker og det levede liv.

Og så er der alle dem, som jeg læser ca. 10 linier af - højest. Aller højest. Og dropper ud af, fordi jeg keder mig. Og nej. Jeg læser ikke indlæg for at blive underholdt. Og heller ikke fordi jeg er enig med folk. Jeg læser indlæg, fordi de er interessante og fordi jeg bliver fanget og tror, at her kan jeg lære noget, få ny information, få ny indsigt. Men jeg keder mig, når indlægget overhovedet ikke taler til mig. Hvorfor? Fordi indlægget er skrevet af en person, som sætter sig selv i centrum og som vil tale sin egen - individuelle sag. Der er tonsvis af eksempler, og jeg husker dem faktisk ikke faktuelt. Men jeg kan nævne nogle stykker  - nogle eksempler: En politiker har skrevet noget om sit partis opfattelse af en sag - en person svarer og kommer med sin personlige analyse af sagen - førstnævnte politiker svarer igen. Eller f.eks. Bent Hansens vendetta mod Jørgen Dagsdahl - også efter at retten har talt. Indlæggene bliver ved og ved og ved. Det personlige fnidder, ofte barderet af intellektuelle formuleringer og kloge-Åge bemærkninger, fortsætter. Jeg står bare af. Jeg er interesseret i, hvad der rør sig, og vil meget gerne følge med. Men jeg orker ikke - eller gider faktisk ikke - læse om, hvad Bent Hansen mener om Jørgen Dragsdahl. Eller hvad DF mener om et indlæg fra nogen, der er uenige med DF. Eller hvad en eller anden klog mener om en, der ikke er helt så klog. Jeg vil vide, hvad der skete, hvad det handler om, hvad der kan og skal gøres ved det, og hvem der har i sinde at gøre noget eller ikke gøre noget.

Giver det overhovedet mening? Jeg forsøger på en anden måde: Jeg kunne godt tænke mig, at indlæg, læserbreve, klummer, kronikker, små artikler - store og små kommentarer - handler om det levede liv. Om dig og mig og os. Jeg er totalt ligeglad med, hvordan Bent Hansen har det efter en dom, der gav Jørgen Dragsdahl medhold. Og jeg er totalt ligeglad med, hvordan Martin Henriksen har det med den ene eller den anden form for islam - så længe det handler om Martin Henriksen - og ikke om politik! Fri mig for dyrkning af en personfikseret debatkultur - og ja tak til en diskussion af den konkrete virkelighed, den konkrete politik og det fælles i den virkelighed vi lever i. De andre diskussioner - synes jeg - kan I føre på e-mails indbyrdes. Hvis folk ikke kan hæve det individuelle op på det fælles niveau - der hvor vi har noget sammen - så lad være. Det gavner ingen, det glæder ingen og det rykker ikke en meter!! Selvfedhed er en trend i tiden, synes jeg. Jeg vil helst læse mennesker, der ikke er selvfede men reelt optaget af den virkelige verden og det levede liv.


KH Jytte