onsdag den 16. januar 2013

Tanker om kommentarer på min blog!

EN VIGTIG DISKUSSION ER DUKKET OP!

Jeg er helt overvældet - og samtidig har jeg været i et dilemma her til aften. Og det vil jeg gerne dele, for jeg er slet ikke afklaret.

Jeg har valgt at offentliggøre de kommentarer, der er kommet på bloggen til mit indlæg i går om socialt bedrageri. Jeg også fået en masse kommentarer på Facebook - både på min egen side og på Dansk Socialrådgiverforenings side. Indlæggene der er jo lagt ud i fuld offentlighed, så de giver mig ikke etiske overvejelser. Det gør kommentarerne her derimod.

Jeg er rigtig glad for kommentarerne og glad for, at det jeg har skrevet ramte ned i et behov for at drøfte denneher ubehagelige problemstilling. Så det skal I allesammen have mange tak for. Indlæggene er meget forskellige. Et par er uenige med mig, og det er de jo i deres gode ret til.

Jeg håber, at diskussionen bliver så kraftig, at lyden når ind bag magtens lukkede mure. For her er der rigtig mange ting at tage fat på: Juraen omkring forsørgerpligten; retssikkerheden for de enlige forsørgere, der i TV udsendelsen hverken fik ankevejledning eller besked om, at de ikke har pligt til at udtale sig uden tilstedeværelse af en (beskikket) advokat, de rettigheder har folk, der bliver anholt af politiet - så de gælder vel også den enlige forsørger, hvis overtrædelse af loven er ganske usikker?; enlige forsørgeres ret til at have et kærlighedsliv; og grænserne for, hvem der skal definere forskellen på og overgangen fra nye kærester til samboende kærester - kæresteparret eller kommunerne? Nok om det lige nu - det var kommentarerne, der fik mig til tasterne. Hvis diskussionen viser sig at vokse, bliver der tid nok til at gå i dybden.

Jeg har fået nogen-og-tyve kommentarer her på bloggen. Meget forskellige. Mange af dem meget personlige. Nogle af dem meget private. Og en hel del har skrevet og har ønsket at være anonyme. Da jeg ikke er en avisredaktion, har jeg ikke krav på at vide, hvem de anonyme er. Og jeg har heller ikke brug for at vide det. Men jeg har brug for at "tænke højt" og gøre det her, om det overhovedet er OK at offentliggøre kommentarerne? Eller om det etisk ikke er forsvarligt?

Jeg har læst kommentarerne flere gange, og jeg har især læst de anonyme og de meget private grundigt. For står der noget, der kan fortælle omverdenen, hvem det er, der har skrevet kommentaren? Set herfra er svaret nej. Det kan ikke spores, hvem der har skrevet kommentarerne. Der er ingen navne, ingen bynavne eller stednavne. Der er ikke nævnt kommuner, og der er ikke nævnt alder på hverken børn eller voksne. Så efter at have tænkt og læst, besluttede jeg, at alle kommentarer offentliggøres.

Hvorfor?

Fordi nogle af indlæggene faktisk uddyber, hvorfor det er så betændt at kommuner "roder rundt" i enlige forsørgeres privatliv. Hvorfor det er med til at gøre mennesker utrygge og hvorfor det er med til at mindske menneskers tillid til de sociale myndigheder og kommunerne. På en måde en kommentarerne en lille dokumentation - selvom jeg er helt klar over, at de ikke kan bruges som sådan. Derfor har jeg valgt at offentliggøre alle.

Samtidig har jeg besluttet, at jeg ikke vil besvare de enkelte kommentarer. De må have lov til at stå der, præcis som de er - uden mine fortolkninger eller analyser. Hver enkelt kommentar taler for sig selv.

Men måske tager jeg fejl? Måske var det ikke tanken hos de anonyme og de meget private, at det de har skrevet skulle ud i den større verden? Jeg kan ikke vide det, for der er ingen, der har bedt mig beholde kommentaren inde bagved på bloggen. Så jeg håber, det er OK. For jeg synes, at det der er skrevet er så væsentligt i debatten, at kommentarerne skal med.

Endnu engang tak for jeres kommentarer!

Jytte



Ingen kommentarer:

Send en kommentar