KVINDEKAMP I 2014 - tanker om 8. marts og kvinders stilling nu!

DET HAR LIGE VÆRET 8. MARTS - OG HVOR ER VI SÅ I DAG???

Jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg i en alder af næsten 70 skulle holde en 8. marts-tale. Hvis jeg nogensinde har gjort det, er det så længe siden, at jeg har glemt det igen!! Og - jeg er ikke præsenil - endnu! (Den er lidt forsinket, for jeg har gang i så mange andre ting!)

Der er rigtig mange gode grunde til, at jeg ikke kan styre min "skrivekløe" længere. Så for ikke at gøre billedet alt for rodet, vil jeg koncentrere mig om: kvinder og især børn I 2014. Bestemte kvinder med børn? JA? Hvilke? Dem der har små børn. Fra 0 til 6-7 år. Ca.! Og - i en meget kærlig parantes: kvindernes mænd og børnenes fædre. Alle os andre: bedstemødre, onkler, tanter, mostre og fastre, older af begge køn, naboer, søskende og øvrige børnebørn får et par ord med på vejen - måske!

Jeg er jo sådan en historiefreak, at jeg bare MÅ starte der, hvor jeg selv startede med at være voksen: Da jeg fik mit første barn. Det foregik udenfor ægteskab i en alder af 19 år. Jeg havde fantastiske forældre - målt med datidens alen. Så jeg fik den støtte, der var brug for. (DET fortalte jeg IKKE til kommunen og Mødrehjælpen, for så havde de aldrig støttet mig!!)

Andre unge kvinder blev smidt ud hjemmefra, når og hvis de blev gravide i "utide". Det blev jeg ikke. Overhovedet ikke. Min far og stedmor indkaldte til "familieråd", og så talte vi om fremtiden, da jeg var færdig med at være tavs og teenageagtig og hemmelig!

Meget, meget ung. Uden det der ligner forberedelse på noget som helst. Jeg anede ikke, hvordan man fik en uddannelse. Jeg anede ikke, hvordan man kunne få noget at bo i. Jeg anede ikke, hvordan jeg overhovedet skulle gebærde mig i mit nye liv. Heldigvis vidste jeg meget om at passe børn. Heldigvis havde jeg været dygtig (sådan da!!) i skolen. Heldigvis havde jeg en familie, der ikke tog afstand fra mig (det var der også rigeligt med andre, der gjorde!). Og heldigvis fik jeg bevilget en kontoruddannelse af den gamle Mødrehjælpen i Svendborggade i København. Og så havde jeg lært at lave mad! 1963 var ikke noget særlig kvindevenligt år. Det var årene derefter heller ikke. Ugifte og gifte kvinder fik lavere dagpengesatser end mænd. Gifte kvinder kunne ikke få børnene i daginstitution. Daginstitutioner var iøvrigt en sjældenhed. Hvis kvinder ønskede at beholde deres eget navn ved giftermål, skulle de SØGE om tilladelse til det, ellers fik de automatisk deres mands navn. Hvis der alligevel dukkede en børnehaveplads op, fik den nye mand besked om det, selvom han ikke var far til barnet. At kvinder kunne forsørge deres mand var totalt utænkeligt - selvom det skete i masser af tilfælde. Og det var en indlysende selvfølge, at kvinder skulle forsørges - og til gengæld sørge for alt det huslige. Landsbysamfundet var på retur og havde været det længe, så det var træls at gå rundt i en lejlighed og være forsørget - der var ikke nok at lave - og nogle kvinder fik rengøringsflip og det der var værre. Så der startede søgningen mod arbejdsmarkedet!

 

Egentlig ville jeg have været husholdningslærer(inde), som det hed dengang. Fra det Suhrske Seminarium i Pustervig i København. Jeg var optaget. Men da jeg var blevet gravid som 18 årig, så var gode råd jo dyre. OG - "min" socialrådgiver på Mødrehjælpen (nej, hun blev sgu aldrig MIN - for hun var en rigtig moralsippe!) fortalte mig, at jeg IKKE skulle forvente at få støtte til at komme igang på SUHR - for når jeg havde været så UBEGAVET at blive gravid med en sort mand, så kunne jeg nok ikke gennemføre en seminarieuddannelse! JA - det sagde hun! Og - ja så kørte det. Jeg blev uddannet til en HK-agtig uddannelse i Købmagergade i København. (Og selvom jeg stadig synes, at hun var en mokke - så har den kontoruddannelse bare gjort HELE forskellen!)

Da jeg startede på kontoruddannelsen var det ca. 2. eller 3. januar 1964. I København. Min lillebitte datter var fra 18. november 1965. Den dag jeg startede i Købmagergade, startede hun i "dagpleje" (det var før dagplejen var blevet opfundet!!). Min lille datter var cirka 6 uger gammel!

Dengang tænkte jeg jo ikke mere over det. For SÅDAN VAR DET JO BARE! Og rigtig mange unge kvinder, som jeg kendte, havde aflagt Mødrehjælpen i Næstved og andre steder i Danmark et besøg, og så kom de hjem igen - uden barn - og gik direkte på arbejde! Kvinder, før min tid, havde været ude og hakke roer et par dage efter fødslen af et lille barn. Og barnet lå så i en kurv - i græsset - lige ved siden af roerækkerne. SÅ - der var ikke plads til andet end at - komme videre! Diskussionen af vilkår og ønsker fandtes ikke!

I dag ved vi, at mine veninder bortadopterede deres børn anonymt. Enten fordi de selv ønskede det. Men mest fordi deres forældre ønskede det!!  DET blev jeg heldigvis ikke tvunget til. Selvfølgelig var min far og stedmor børn af deres tid. Men de var faktisk også rummelige og kærlige - målt med 1963-alen! Meget endda - for det stoppede jo ikke der!

Om det med en lillebitte baby og skolegang og det at bo hjemme hos min far - det hører ikke til her. Måske en anden gang! I stedet vil jeg forholde mig til det at få et barn - dengang - og nu!

Jeg ANEDE intet om amning. Og fik intet at vide. INTET. Så jeg forsøgte. Det fungerede ikke. Og så stoppede jeg selvfølgelig, da jeg skulle i skole den 2. eller 3. januar 1964. Da jeg fik mit næste barn, i 1971, fungerede der selvfølgelig heller ikke - for jeg havde jo oplevet nogle år før, at jeg ikke kunne amme! Så hun blev ammet i et par måneder - og det syntes jeg jo var lidt flot! Og så kom det sidste barn - i 1976 - og hold nu fast - hun blev ammet i ca 3 måneder. Og - det var en kamp. Med brystpumpe og megaenergi på at malke ud - og tårer og bøvl. Men - da de tre måneder var gået, og jeg skulle på arbejde igen - slut med amning!

SÅ - da jeg fik barnebarn nr. 1 og 2 og 3, var jeg totalt målløs! Vi talte faktisk ikke om det, men min datter ammede og ammede og blev bare ved. Husker hende bare med en baby på maven, liggende på en sofa, de er så smukke og afslappede, den lille sover og nyder det, når han/hun vågner, er der en tår og mere til, og så kan der soves igen! Det talte vi faktisk ikke om - dengang. Men det var så smukt og dejligt, så ord faktisk også var overflødige!

Så - da jeg blev bedstemor første og anden og tredie gang - oplevede jeg et under. Min datter ammede og ammede - og det var slet ikke til diskussion. Hun ammede bare! Hvor længe ved jeg ikke mere - men i forhold til mine amputerede forløb var det LÆNGE! Min tredie datter - som var først på banen i næste ombæring - ammer endnu! Ikke hver dag. Ikke hele tiden. Ikke altid. Men hun ammer! Hendes første barn er 7½ - han holdt op med at blive ammet, da min datter var gravid med nr. 2. Og mit yngste barnebarn får stadig en tår, når hun har brug for det! Jeg er målløs og vildt imponeret! Min mellemste datter fik tvillinger - og det blev for voldsomt med ammeriet. Så de stoppede, da hun skulle på arbejde igen.

Der var masser af ting at slås for, da jeg var ung mor. Og flere og flere kvinder begyndte at stille krav. Både ude og hjemme. Mange kvinder fik udearbejde og var 100% alene om også at sørge for børn, mad, vasketøj og rengøring. Det var en brydningstid. Dansk Kvindesamfund fik en ungdomsafdeling, som var betydeligt mere progressiv en moderorganisationen. Og på et tidspunkt så den nye kvindebevægelse dagens lys. Jeg blev ikke medlem af den - der var efter min mening for mange sekteriske ansatser. Bla. var holdningen til drenge - ihvertfald hos nogle af de nye feminister - yderst sekterisk. Men påvirket blev jeg naturligvis - det blev vi vist alle! Men jeg var mere optaget af antiimperialismen - modstanden mod krigen i Vietnam - og bevægelsen mod Atomkraft OOA.

Når jeg kigger i bakspejlet, så smed den nye kvindebevægelse "barnet ud med badevandet". Og vi andre fulgte trop - mere eller mindre. Det blev umoderne at være hjemmegående. Ja, det blev faktisk latterliggjort! Det blev umoderne at amme sine børn. Det blev IN at give børnene modermælkserstatning - stærkt støttet af sundhedsplejerskerne. Det blev IN at have fuldtidsjob - også som enlig forsørger (og en økonomisk nødvendighed). Jeg hørte til den del af generationen, som kom igang med uddannelse - endda med flere. Og jeg opdagede slet ikke, at "mændene i mit liv" - min far, min senere ægtefæller, mandlige bekendte og familiemedlemmer - faktisk var ret så mandschauvinistiske. For jeg var optaget af uddannelse, græsrodsarbejde, barn/børn, musik, bøger og venner og familie. 

Når jeg lige læser det foregående afsnit igennem, kan jeg tilføje: OG det var præcis sådan samfundet ønskede det! Vi skulle ud og arbejde og det var vigtigt, at vi ikke stillede krav omkring de små børn og den lille familie. Så hellere lønkrav til overenskomstforhandlingerne. For der var brug for vores arbejdskraft!

Heldigvis for mig og mine børn fik jeg et job som socialrådgiver og senere som underviser. Det betød, at jeg forholdsvis hurtigt efter min uddannelse kom relativt tidligt hjem - og så kunne jeg endda arbejde hjemme og skrive og forberede mig der. Og senere endnu blev jeg selvstændig og havde masser af arbejde hjemme - og en hel del rejseaktivitet med undervisning. Det betød, at jeg i stigende omfang var hjemme i flere dage ad gangen - og kunne nå at gøre en masse derhjemme, sammen med børnene og alene med mig selv, når de var i skole!

Sådan gik årene - og de var hurtigt væk! Mine børn blev voksne og fik selv børn. OG jeg tror faktisk, at jeg faldt lidt i søvn - sådan rent politisk. Min orientering mod samfundets indretning var blevet sløvet - og det var der sådan set mange gode grunde til. Den vigtigste for mig var at opdage, at det at være politisk aktiv var et blålys! Der var så meget løgn og latin involveret i politik, at jeg helt droppede ud! Og med den tornerosesøvn forsvandt også min orientering mod det politiske på græsrodsplan - eller på familie og individplan.

Helt fik jeg dog ikke lov til at sove. For fagligt involverede jeg mig i børn og børnefamilier. Havde børn i terapi (sandplay/sandkasseterapi), havde familier i familieterapi og samtaleterapi, og underviste pædagoger, gav supervision - både i grupper og individuelt - og havde voksne i individuel terapi. Her kunne jeg bruge mine uddannelser - OG min viden om samfundet. Og jeg blev mere og mere rystet over det jeg så og hørte. Jeg så børn med særlige behov blive "smidt ud" af folkeskolen, fordi de var besværlige og "umulige" - uden at der var nogen der gjorde sig den ulejlighed at få børnene undersøgt nærmere for at finde det rigtige tilbud til dem. Jeg så forældre være fuldstændig handlingslammede og tvivlrådige, uden at de fik den fornødne hjælp til at blive bedre til at håndtere forældrerollen. Jeg så forældre, der kæmpede med voldelige tilbøjeligheder, som de selv ønskede at bearbejde. Men de færreste fik hjælp. Nogle fædre kom i fængsel - og det hjalp helt sikkert ikke på den opsparede vrede!  For nogle lykkedes det - heldigvis - at få gjort kål på vreden og blive bedre forældre!! Jeg så børn være SÅ vrede og SÅ frustrerede, at de lukkede totalt af for hjælp - for de havde mistet tilliden til ALLE voksne. I stedet for at sove videre begyndte jeg så småt at vågne op igen. Ikke for at blive politisk aktiv igen - men for at tage børnenes parti. (OK - det er jo også en slags politisk stillingtagen - omend meget anderledes end tidligere i mit liv!)

Så skete der noget, som fik det hele til at vende. I mit liv skete det, da jeg fik barnebarn nr. 4. De tre første var blevet store, og det havde været dejligt at følge dem - og det er det stadig. Men lige der, med HAM, fik jeg en øjenåbner. For han blev født med allergi. Fødevareallerti. Det var slemt. SÅ slemt. Selvfølgelig mest for ham. Men også for hans forældre. For der var dage og uger og måneder, hvor ingen af dem sov ordentligt. Hvor han kadsede og kløede sig til blods. Hvor han havde eksem over hele kroppen. Hvor ingen anede, HVAD det var, han ikke kunne tåle. Selv i den daginstitution, som havde fået prædikatet: Allergivenlig - gik det galt. ALT gik galt. Og ALT blev prøvet. Min datter kæmpede med de læger, der påstod at vide noget om allergi - og de vidste ikke en dyt. Endelig, endelig fandt de nogle dygtige folk, som faktisk vidste noget. Og så gik det den rigtige vej! Undervejs havde min datter besluttet at amme IGENNEM til de vidste, hvad han kunne tåle og ikke tåle. Og hun fjernede fødevarer fra sin kost, hvis de var under mistanke. Samarbejdet med børnelægerne og ammeprojektet begyndte at virke. (Der var dog også læger, det mente, at det var pjat at udelukke fødevarer i kosten som ammende!) I mellemtiden var han blevet ammet i 3 år eller mere. Og da han fik en dejlig lillesøster, fortsatte ammeprojektet selvfølgelig med hende.

Og så var det, at jeg mødte de langtidsammende kvinder. Gennem min datter og mit barnebarn. Jeg kender ikke dem alle personligt - men jeg kender flere af dem. Og jeg har kæmpe respekt for dem. For de ammer deres børn - på trods af modstand - på trods af fordomme - på trods af mistænkeliggørelse - på trods af såkaldte "eksperters" bedrevidende fordømmelse og moraliseren. På trods af, at mange fagpersoner ikke bakker op om WHO's anbefalinger om at amme i mindst et år. På trods af, at der er kommet en "trend", hvor langtidsamning erklæres for "ulækket" - og hvor ammende mødre formenes adgang til bestemt cafeer - fordi det er "blufærdighedskrænkende" at amme!

Disse kvinder er IKKE min generation. De er ikke en del af den gamle kvindebevægelse. De er ikke en del af den gamle venstrefløj. De er ikke en del af de fordomme og paradigmer, som var vores (min generations). De er deres egen generation. Og de har IKKE haft nogen rollemodeller overhovedet. De har ikke kunnet spørge os - deres mødre - "hvordan er det at være vuggestue- og børnehavebarn" - for det vidste vi ikke. De kunne ikke spørge os: Hvordan er det at være barn af fuldtids-udearbejdende-mødre - for det kunne vi ikke svare på. For vi var de første - sådan bredt set - der havde været fuldtids udearbejdende. Før i tiden var det "kun" enlige forsørgere, der var tvunget ud på arbejdsmarkedet. De har ikke kunnet spørge os om, hvad vi havde lært af vores mødre om det at være udearbejdende - for det var de færreste bedstemødre, der var udearbejdende - dengang.

 

I dag kan de - hvis de er heldige - spørge os om: Hvad tænker du så - i dag - om det der skete dengang i 1960'erne og '70-erne? Hvad tænker du om amning - om langtidsamning? Hvad tænker du om fuldtidsarbejde til begge forældre i en tid, hvor tallene på bundlinien får højrere prioritet end vores små børn? Og mine svar er: Jeg synes stadig, at det er fantastisk godt, at piger og drenge får lov til at uddanne sig. Jeg tænker stadig, at det er vildt godt, at kvinder kan forsørge sig selv. Jeg tænker stadig, at kvinder - som mine bedstemødres generation - kan blive skilt i dag - hvis de lever i et voldeligt og ydmygende parforhold - som de dengang var nærmest tvangsindlagte til at blive i - til døden dem skilte - eller de blev tævet ihjel!

 

Men så holder det fantastiske altså også op! For idag - i 2014 - er små børn i vuggestue og børnehave i ALT for mange timer hver dag og hver uge. Idag har vi daginstitutioner, der minder meget om de børnehuse, som totalitære regimer har haft i flere generationer. Fuldtidsinstitutioner. Hvor staten og kommune står for børneopdragelsen. I dag løber børnefamilierne så stærkt. Og hvorfor? Fordi vi er blevet bildt ind, at det er vigtigt med en kanon stor årsindtægt, flotte biler, Webergrill, modetøj, ferie to-tre gange om året - på ski, ved strand og i bjerge, Fordi vi tror, at vi skal være "på" døgnet rundt og arbejde som sindssyge. Og - som et fuldstændig vanvittigt tilskud til daginstitutionerne, så har den nuværende regering - som skulle tage forældrenes, de enlige forsørgeres, de arbejdsløses, de syges, de svages, de dårligt begavedes, de fysisk handicappedes - OG ALLE BØRNENES tarv og sørge for, at alle får muligheden for et godt liv - sørget for at få lavet en folkeskole"reform", hvor ALLE børn skal være i skole i længere tid, end de voksne er på arbejde hver dag! OG - for at det ikke skal være løgn - så skal børn med særlige behov OGSÅ indsluses i den skole. Det kaldes INKLUSION. I min bog er inklusion noget med at sørge for, at der bliver plads og rum til dem, der er anderledes og har særlige behov. Og at de får den fornødne støtte imens! I regeringens bog er inklusion det samme som: Besparelser. Så autister og børn med ADHD og Turette og Asberger og adskillige andre diagnoser SKAL bare ind i den inkluderende folkeskole. Koste hvad det vil. OG kære venner - DET kommer til at koste. Børnene - både dem der altid har gået i folkeskolen - og dem der bliver tvangsindlagt til at gå der nu - kommer til at betale. Med manglende støtte fra lærerne, fordi der ganske enkelt ikke er ressourcer til dem - især ikke de børn, der er særligt godt begavede. Med angst og vrede og risiko for voldelige og voldsomme udfald mod andre i klassen - og mod lærerne. JA - det kunne jeg skrive en blog om helt for sig selv. Vores børn - både med og uden "fejl" fra fødslen, er prisgivet. OG det er vores lærere også. Det er ikke mit ærinde her at støtte op om lærerne lige i denne blog, fordi jeg er på børnenes sag lige nu. Men jeg har respekt for vores lærere - og de er blevet sjoflet og svigtet og ladt i stikken - af regeringen, KL. Ogs!å af SF, som så har valgt at forlade regeringen. Men de har valgt at bakke op om denne her "reform"!

Jeg startede med amningen - og den vil jeg gerne tilbage til. Jeg kan skrive om alt det andet - en anden gang. Skolen alene fylder så meget, at det kan der nemt skrives flere blogge om. Men amningen fylder meget lige nu, for mig. Så jeg vender lige tilbage!

 

For vi når til - 8. marts 2014 (det er den 12. i dag). Hvor er vi nu - hvad sker der - og - hvordan går det med amningen i Danmark??

Faktisk, så går det nærmest ad-helvede til!

Jeg ved ikke, hvad det er, der er sket. Overhovedet ikke. Men der er sket noget, som er fuldstændig tåbeligt! DET er ikke længere OK at give et lille barn mad - på den NATURLIGE måde! Vi er ikke længere pattedyr. Vi er ikke længere vigtige for vores børns opvækst og tilknytning. Og de unge er ikke længere EGENTLIGE forældre til deres børn - og mine/vores børnebørn. De er blevet reduceret til fødemaskiner, som sætter børn i verden - til den danske STAT! (Nej, ikke mig, jeg fylder jo 70 om lidt!) Men mine børn er stadig i den fødedygtige alder - et par af dem. OG - de kan da bare få nogle børn og aflevere dem i institutionen, så staten kan få nogle gode arbejdere ud af dem!

Jeg er faktisk rystet og ked af det!! Det er så svært at beskrive! Så det bliver ikke lige her. Ihvertfald ikke i dag. Engang ville jeg gerne et venstreorienteret samfund. I dag vil jeg HVERKEN ELLER. Ingen venstreorientering - og ingen højreorientering´. Og hvorfor?? Fordi begge dele er lige slemt og lige undertrykkiende for mennesker. Kontrol, kontrol, kontrol. Styring og styring. Straf og straf og repressalier. Formynderi. Lovgivning og mere lovgivning. Idag, mens jeg har siddet her og skrevet lidt, har jeg hørt, at Enhedslisten ønsker STRAF mod skoler, der ikke gør noget imod mobning af børn. Straf af HVEM - og HVORDAN? Skal skoleinspektøren i fængsel? Skal læreren fyres?? Nu er ringen sluttet - Pia Kjærsgaard og Johanne kan tage hinanden i hånden - for de vil begge to straffe. I stedet for at møde os andre, der hvor vi er - så vi i fællesskab kan begynde på en diskussion om: Hvad er det vi vil med vores samfund? Hvad er det for et liv vi ønsker? Hvordan skal det være for vores børn? Skal de sorte tal på bundlinien diktere, hvilket liv vi ønsker os? Eller skal vi selv - vores børn og børnebørn - sætte en ny dagsorden for, hvad det er vi vil? Jeg vil ihvertfald ikke længere overlade det til politikerne - for de har da glemt alt om, hvad menneskelivet går ud på!

 

Jytte Høj Hammer

Studenter, giraffer og Facebook!

ER VI VED AT VÆRE FOR LANGT UDE???

Gennem den senere tid har jeg haft lyst til at skrive en blog. Men jeg har ikke orket at skrive om Yayha Hassans digte, fordi jeg synes, de er blevet overbrugt og måske endda misbrugt i medierne. Så jeg venter med at læse dem, til der er ro på, og jeg har mulighed for at tage stilling selv - uden utidig indblanding fra kritikere, journalister, meningsdannere, dem der ikke ka' li' palæstinensere og dem fra socialt boligbyggeri, der er blevet sure på Yayha Hassan, fordi han fortæller verden, hvordan han har oplevet sin opvækst. Som Tove Ditlevsen, som Iris Garnov og som HC Andersen,   og alle de andre forfattere, der har tilladt sig at være subjektive omkring noget så vigtigt som: deres opvækst! Derfor ikke mere om det - for indeværende!

Men så skal jeg da ellers lige love for, at jeg har fået nok at tænke over! Igår: en slagtet giraf i Zoologisk Have. I dag: Forslag om krav til karaktergennemsnit ved gymnasieoptagelse. Facebook lægger gladeligt ryg til hvad som helst. Derfor også til den døde giraf.  Så - der er lidt at gå ombord i. Lover ikke, at jeg kommer raden rundt. Men jeg vil forsøge!

Politiken i dag, den 12. februar 2014, har et lille skriv om, at det ville være godt med et krav om et karakterminimum, hvis man gerne vil i gymnasiet. En rektor udtaler sig bl.a. - og et par politikere. Og der kommer nok rigtig meget mere i den kommende tid. Medens jeg læste, defilerede diskussioner og skrevne ting forbi mit indre blik. Og jeg tænkte: NU må jeg altså tage stillling til det her!!

Jeg er jo fra 1944, så jeg gik i "de store klasser" i sluthalvtredserne, Vi gik i skole til det der svarer til 9. og 10. klasse. Dengang gik vi i Mellemskolen eller i FRI Mellem. Jeg husker diskussionerne - og jeg tror ikke helt, jeg fik fat i, hvad de gik ud på - rent fagligt. Men på det menneskelige plan gik de ud på, at "MAN" skulle i Mellemskolen - for at være "god nok". Fri Mellem var det, der på nydansk ville blive kaldt "Skodklasser" - det var der ingen fremtid i. Så - elever i fri mellem kunne gå til fornyet optagelsesprøve igen og igen. Resultatet var, at da jeg så gik i mellemskolen, var der en aldersspredning på mindst 3 år i min klasse. Jeg ved ikke, hvordan indholdet rent fagligt var i fri mellem. Men jeg ved, at holdningen til de børn, der gik der, var elendig. Nedladende. "Højrøvet". Faktisk rigtig, rigtig uforskammet. Hvis vi ikke havde varige barndomsvenskaber med dem, der kom i Fri Mellem, så forsvandt vi ud af hinandens liv. Der var næsten vandtætte skotter mellem Mellem - og Fri Mellem!!

Så - jeg forstår rigtig, rigtig godt, at menesker med lidt forståelse for andre mennesker og deres børn sagde: NEJ vi vil ikke have en Fri Mellem. Vi vil have, at børn bliver behandlet retfærdigt og ordentligt - og det her er ikke ordentligt. Og det var det ikke. Fri Mellem var anden klasses - sekunda. Nogle af deres elever kom senere i Mellemskolen alligevel - med lidt forsinkelse. Og nogle af dem fandt deres egne veje gennem samfundets labyrinter, efterhånden som tiden gik. OG så var der dem, der ikke kom nogen steder hen - eller kun nogle få skridt. De drenge, der "altid" blev sendt udenfor døren, fordi de lavede ballade i timerne. De piger, der aldrig sagde noget i timerne. Jeg har det næsten sådan, at jeg siger om dem, der blev sendt udenfor døren: "OG de står der endnu." Ganske vist 3. eller 4. generation - men de står der! Og de stille piger er stadig stille. Og de siger ingenting. Nogle af de drenge havde formentlig en diagnose, som man ikke kendte dengang - det samme gjalt pigerne. Nogle af børnene var mishandlede børn, incestofre, voldsofre - som ingen tog sig af. Det er jo ikke blevet meget anderledes på de 60 år, der er gået siden da!

Så kom "de glade halvfjerdsere" (gider ikke sige noget om 1960'erne, for det er historieforfalskning at sige om dem, at det var der, det hele skete. Det gjorde det IKKE. Det skete i halvfjerdserne!) Nu skulle alle være lige. Og Fri Mellem var blevet nedlagt. Der kom nogle overgangsordninger. Men enden på det hele blev, at ALLE kom i 9. og måske 10. klasse. Og presset på gymnasiet steg og steg.

Da jeg gik ud af skolen var der INGEN i min klasse, der fortsatte i gymnasiet. Jeg blev selv student fra kursus nogle år senere. Min yngste søster gik direkte fra folkeskolen til gymnasiet. Som den første i familien. Og vi blev studenter samtidig.

Da min yngste datter gik i gymnasiet, sagde hun: Der er rigtig mange i min klasse, der går i gymnasiet, fordi deres far/mor så forfærdlig gerne vil have en studentereksamen (til? kan jeg spørge - men måske var det den første!) OG det fik de. Nogle af dem med 6 i gennemsnit - efter 13 skalaen.

Idag er det sådan, at langt over halvdelen af alle store børn kommer i gymnasiet. OG - der er ikke længere nogen, som stiller krav til de kommende elever. Før i tiden skulle man være "gymnasieegnet" - i dag kommer de unge ind, uanset hvor gode de er fagligt. Eller - dårlige for den sags skyld. Og her er det så, at nogle rektorer er begyndt at sige: Vi skal stille krav. De unge skal have noget med sig fagligt, som gør, at de er rustet til at gå i gymnasiet.

Og så er det, at jeg opdager, at det er jeg faktisk rigtig meget enig i!! Og det til trods for, at jeg bliver mere og mere og mere folkeskolekritisk. At jeg bliver mere og mere interesseret i fænomenet: Hjemmeskoling og Unschooling. At jeg bliver mere og mere optaget af, at børn og unge skal gøre det, de gerne vil - og som de er gode til! Hvorfor? Fordi: Hvis et barn og en ung rigtig gerne vil en bestemt uddannelse - eller en bestemt retning rent fagligt - så er jeg ret sikker på, at det finder de faktisk ud af. Jeg ønsker bestemt ikke Fri Mellem tilbage. Det var en nedladende og udskillende måde at forholde sig til børn på. Men jeg går faktisk heller ikke ind for, at ALLE børn/unge skal i gymnasiet - fordi far og mor ønsker sig en studenterhue i familien! For det er gået op for mig, at der er forskel på alle de intelligenser, som mennesker er i besiddelse af. Nogle er til matematik og/eller dansk. Nogle er til fysik og kemi. Nogle er til håndværksmæssige fag. Nogle er til sport. Nogle er til kreative fag. Osv. Og DET er vigtigt! OG nogle har ganske enkelt ikke de boglige forudsætninger, der skal til, for at gå i gymnasiet. DET har vi lært, at man ikke må sige og tænke. Vi (jeg) har lært, at vi allesammen er lige (gode??) - men min mening i dag er: Vi er lige meget VÆRD som mennesker, men vi er ikke lige bogligt begavede. Nogle er faktisk mere boglige end andre - og det bliver vi nødt til at se i øjnene - og acceptere. Til gengæld er andre: mere kreative, sjovere, mere praktiske, mere dygtige med deres hænder, mere musikalske, mere digteriske, mere gode til at lave mad!

Så når jeg læser, at en rektor (han er vist ret alene på skandsen lige nu!) mener, at ikke alle i en ungdomsårgang skal være studenter - siger jeg: ENIG! De skal være det, de har lyst til, og som de har vist evner for undervejs i skoleforløbet. I folkeskolen, i privatskolen eller i hjemmeskolen. De skal have støtte til at gå efter det, som DE har lyst til. Derfor er det OK at stille krav om, at kommende gymnasieelever har et 7-tal i gennemsnit i folkeskolen - eller hvor de nu kommer fra - så de ikke falder døde om af stress og angst og lavt selvværd og hjerteflimmer, når de skal til eksamen undervejs i gymnasiet. De, der ikke kan præstere et brugbart gennemsnit i boglig retning, kan helt sikkert præstere et i kreativ retning, i håndværksmæssig retning, i sundhedsfaglig retning og i mellemmenneskelig retning, i musisk retning eller i biologisk eller i kokkeskoleagtig retning - og så skal de selvfølgelig starte DER!! Så kan det godt være, at de - senere - får lyst til noget andet - i en af de andre dicipliner. Og det skal der være plads til!

Mit indtryk er, at nogle af de skolemæssige ting er gået hen og blevet "Det man gør". Uden at resultaterne er særligt gode. Rigtig mange børn og unge lider nederlag. Dem der "står udenfor døren" er identiske, med dem jeg gik i skole med. I denne tid bliver børn med særlige behov sluset tilbage til folkeskolen, uden at ressourcerne følger med. I min kommune er skolen i kaos. Det kaldes inklusion. Jeg kalder det offentlig eksklusion! Jeg ville sådan ønske, at vi snart får ligeværdighed og ligevægt i børnenes liv, så de kvaliteter og ressourcer, som børnene har, får lov til at være i fokus. Og at forældres behov for en studenterhue - mere - bliver nedtonet i forhold til, hvad de store børn selv har at byde ind med! Hellere en rigtig dygtig håndværker, end en elendig universitetsstuderende eller seminariestuderende. Hellere en dygtig SSA'er end en stresset og nederlagstruet sygeplejestuderende eller medicinstuderende. Hellere en dygtig laborant end en mast ingeniørstuderende! Og så - selvfølgelig - hellere en god student end en elendig tømrer! Det her handler om at lade de unge komme frem til det, som de rent faktisk er gode til!

OG - hvad har det her så med giraffer at gøre? Temmelig meget, skulle jeg mene! Jeg er totalt rystet over den diskussion - og diskussionsform - som aflivningen af giraffen  "Marius" har ført med sig! Jeg lever i et land, hvor mennesker, i tusindvis, tager en hund eller en kat til sig, fordi de gerne vil have et kæledyr. OG - der bliver fundet hunde og katte - også i babystørrelse - i skraldespande, i containere og på flad mark - efterladte - fordi deres mennesker ikke "gider" tage sig af dem, når det kommer til stykket. Vi er vidner til, at grise har et ikke særligt attraktivt liv, og at de ligger fastspændte i bøjler i måneder og år, mens de føder små pattegrise - til vores frikadeller. Vi er vidner til, at kyllinger lever elendige liv, med brækkede ben og vinger, før de bliver slagtet til vores suppegryder. Og vi er vidner til, at burhøns lægger æg - ganske vist på LIDT større kvadratcentimeter end for 10 år siden - uden at have bevægelsesfrihed - overhovedet. Og vi er vidner til, at alle mulige andre dyr har trange levevilkår - eller bliver stræbt efter livet - fordi det er det mest "fornuftige" for os. Dette sker, hver eneste dag - året rundt. INGEN gør ophævelser. Ingen løfter et øjenbryn. Ingen gør noget i det hele taget.

SÅ kommer giraffen Marius på banen. En 1½ år gammel giraf i Zoo i København. I en Zoologisk have, der sætter dyrevelfærd højt. Der bruger millioner af kroner - også sponsorkroner - på at sørge for, at de dyr, der lever i fangeskab, har et godt liv, mens de er her. Som er med i videnskabelige projekter, som vil sikre, at dyr i fangeskab har et godt liv, har mulighed for at formere sig, har mulighed for at beskæftige sig på en så naturlig måde som overhovedet muligt. Som har udvekslingsaftaler med andre Zoologiske haver med høj etisk standard. Og som forsker og er "på" for at truede dyrearter får en mulighed for at overleve i en klemt situation.

I alle de år, jeg kan huske, som forældre og bedsteforældre, har Zoo (og andre museer/haver med dyr) givet børn og forældre adgang til at se dyr blive obducereret, når dyrene var døde. Lige i denne situation, med Marius, blev han aflivet uden tilskuere, men bagefter kunne publikum få lov at se, at han blev obduceret - HVIS DE SELV VILLE - og opsøgte situationen! Det var ikke noget, som foregik for åbent tæppe. Forældre, børn og andre interesserede kunne OPSØGE obduktionen, og se det ske. Jeg har så mange erfaringer med børn og døde dyr. Børn er vildt optaget af, hvad det er der foregår. Om det er fisk eller harer eller kaniner eller pattegrise eller - eller - eller - eller giraffer - er totalt underordnet. Det vigtige er: Det der foregår er spændende! De lærer noget. De forholder sig til liv og død. De ser hjerte og lever og muskler og sener og knogler .. og  ....og  .....og. OG børnene er ikke ved at besvime eller falde om over, at et dyr er dødt. For dem er døden en del af livet. Det er os voksne, der har et totalt forskruet og neurotisk forhold til døden. Og - det forsøger vi at pådutte vores børn! Det lykkes for de mest forskruede af os. For resten mislykkes det - heldigvis!

Det der handler om selve aflivningen og argumentationen for den, vil jeg ikke gå så meget ind i! Zoo har et projekt kørende sammen med andre Zoologiske haver. De arbejder på at bevare ARTEN - i dette tilfælde - arten Giraf!! DET har vi andre ikke en dyt forstand på. Medmindre vi er biologer eller zoologer eller - dyrepassere sågar??? De har aftaler med andre om at udveksle - hvis det er muligt - og hvis det ikke er muligt - må de aflive. I dette tilfælde: Marius. Københavns Zoo forsøger at forhindre, at dyrenes DNA bliver forringet. Respekt for det!

Hvor adskiller Marius sig fra andre dyr, der bliver aflivet?? ISÆR hvis de andre dyr "bare" er til besvær?? Jeg synes, at han adskiller sig væsentligt: Han er ikke til besvær, men han er et led i en videnskabelig proces - og arten GIRAF har første prioritet. OG så bliver han bagefter obduceret, mens børn og forældre ser på - og ALLE lærer noget. Til sidst får løverne ham til aftensmad. I Afrika var han måske blevet spist - for LÆÆÆÆÆÆGE siden - af løver - på savannen! Han var 1½ år gammel. I Afrika var han måske blevet 1 år!

Jeg forstår godt, at folk kan blive kede af det. MEN jeg fortår altså ikke, at det bliver til hadeskrivelser, hacking af hjemmeside, rasende udfald mod andre i medierne, og et totalt afstumpet sprogbrug mod andre mennesker, "bare" fordi man er ked af det!!

Og her kommer vi så til Facebook!

Jeg er ret vild med at være på Facebook. Men i de seneste to dage har jeg læst udtalelser fra folk - selv fra engelsktalende mennesker, der ikke forstår dansk - som er totalt ude af proportion med hvad som helst. Jeg er blevet kaldt idiot af en kvinde, der ikke kan forstå, hvad jeg skriver!  Zoo's videnskabelige direktør er blevet truet på livet, og Zoo's hjemmeside er blevet hacket.  Pga Marius. Og så - med udgangspunkt i det første jeg skrev - om skolegang og gymnasieuddannelse: Det ser ud til, at uanset hvor mange år folk får lov til at gå i skole her i landet - (England kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om!) - så er der stadig mennesker, som ikke kan finde ud af at tage en drøftelse - på Facebook eller andre steder - face to face - i øjenhøjde med andre. I stedet skælder nogle ud, kalder andre for grimme navne eller det der er værre - eller truer dem på livet. Og så er det jeg tænker: gad vide, om vores undervisningsminister skulle give sig tid til at studere dette nærmere. For - hvis dette er konsekvensen af mange års skolegang - og rigtig mange studenter i DK - så siger jeg bare: VORHERRE BEVARES - så er skolepengene da totalt spildt!

Selv begavede mennesker, som jeg har kendskab til, at hoppet over det lave gærde, uden at undersøge tingene omkring Zoo nærmere. Til dem vil jeg sige: Tag lige og bliv lidt nysgerrige igen. Hav tillid til, at andre faggrupper end din egen ved, hvad de har med at gøre - OG - TJEK om de ikke lige skulle have redegjort for det! De har sikkert respekt for dig og din faglighed på dit felt - så jeg vil foreslå, at du har det samme for deres.

Ja - det var vist en februarbøvs af de større!

Kærlig hilsen
Jytte

Forandringer ved nytårstide!

DET ER OP TIL OS SELV, HVOR GODT DET BLIVER!

Jeg er næsten lige kommet hjem fra Spanien. Nærmere betegnet området ved Malaga, Alhaurin de la Torre. Her bor min datter og svigersøn med deres to børn. Jeg var der i lidt over 14 dage. Og selvom jeg kom hjem med diverse dårligdomme, så er jeg vildt imponeret. Over de unge. Over deres mod. Over deres risikovillighed!

For to år siden flyttede de. Fra Danmark. Her til nytår flyttede de igen. De har købt en ruin. Og er gået i gang med at sætte den i stand. Jeg har set den flere gange - og jeg må sige: DET BLIVER ET FANTASTISK STED!!! Og det varer ikke så længe. Rigtig mange mennesker omkring mig og dem er imponerede. Men der er faktisk også nogle, der er så bekymrede og så usikre på, OM det mon kan lade sig gøre, at jeg tænker: Hold da op - hvor er vores tillid til, at mennesker faktisk KAN noget blevet af?

Nogle gange føler jeg mig som en slags "mellemgeneration". Jeg kan huske tilbage til en tid, hvor jeg ikke var født endnu, og jeg kan se frem i en tid, hvor jeg ikke lever længere. Mit liv ligner noget underligt noget. Det er somom jeg har levet flere liv ud i een køre. Tiden under 2. verdenskrig (som jeg kun husker meget, meget svagt. F.eks. har jeg været bange for lyde fra flyvemaskiner i rigtig mange år). 1950érne, hvor madam blå huserede, hvor kolonihavelivet blomstrede, hvor min mormor og morfar havde en kæmpe grund i Herlev, hvor de dyrkede grønt og frugt til HELE året, og hvor alle de gamle dyder endnu havde overlevet. 1960'erne - som var en forlængelse af 1950'erne - selvom de får skyld for noget andet - indtil 1968-70 - hvor studenteroprøret slap løs i Paris og senere i København. Tiden fra 1970 og frem til computerens indtog i Danmark omkring 1990. Og så tiden fra omkring århundredeskiftet og til nu.

Der er godt nok sket noget! Og, når jeg ser på mine børn, der er flyttet til Spanien - og på det liv der leves i Danmark lige nu - så er det ikke bare idel lykke! Det er sket en masse teknologiske fremskridt, og der er sket en masse menneskelige og følelsesmæssige tilbageskridt!!

Mine børnebørn - jeg har 7 og de 4 mindste er stadig små - kan ALT om Ipad og TV og computer. Eller ihvertfald: Meget mere, end deres forældre kunne i samme alder. De kan spille minecraft, de kan finde Ramasjan - selvom de bor i Spanien - de kan finde ud af at spille på en Wii. Det kan de store børnebørn også. Men de lever samtidig i et samfund, hvor så mange vigtige ting er gået tabt, som jeg tror, vi har brug for!

Hvad nu hvis hele IT-systemet bryder ned, og vi ikke kan hæve penge, ikke få pensionistmad, ikke betale regninger, ikke kan købe togbilletter, ikke kan gå på NEM-ID og ordne skat og alt det andet? Hvad nu hvis vi pludselig ikke længere kan købe vores mad i en butik? Hvad nu hvis vi skal til at stole på vores egne kræfter igen og lave mad fra bunden, sylte og henkoge, gro tingene i vores have, slagte en høne eller en kanin for at få kød på bordet? Hvad nu, hvis vi bliver nødt til at sy og strikke vores tøj - og også klippe, karte og spinde ulden? Hvad nu, hvis vi skal igang med at genlære, hvad krydderurter er gode for - udover smagen i gule ærter? Hvad nu, hvis elselskaberne ikke kan levere strøm længere? Og hvad nu, hvis vi ikke længere har olie og benzin nok til biler, busser, traktorer og tog?

SÅ er vi godt nok på den!!

Jeg har tænkt på det de sidste par dage, fordi madordningen i Guldborgsund Kommune - som på IT-siden har kostet 63 millioner kroner - ikke kan komme igang med at køre ordentligt - fordi systemet ikke kan "snakke" med sine samarbejdspartnere. Så nu leverer Næstved Kommune mad til pensionisterne i Guldborgsund. I Gud ved hvor lang tid. Og så har jeg tænkt på det, fordi min datter og svigersøn er flyttet op på en Finca i området ved Malaga - hvor der ikke er indlagt vand, hvor der ikke er indlagt el - og hvor der for lidt over en uge siden ikke var indlagt toilet.

Heldigvis har den ene været spejder - og kan en hel masse derfra - mens den anden har været på ferie i Danmark og Sverige - i huse, hvor der var "Das", hvor der ikke var indlagt vand, og hvor der ikke var el. Så de har heldigvis noget med sig hjemmefra. Til at stå imod med nu, hvor deres hus ikke er færdigt - men hvor de alligevel skal fungere i hverdagen!

Så mens nogle i mine omgivelser bekymrer sig over, at de har købt en ruin - så tænker jeg: Hold da op, hvor er de modige! De har prøvet alt, hvad et IT hjerte kan begære. De har lange uddannelser. De er på sæt og vis deres familiers forkælede "yngste". Alligevel har de kastet sig ud i at være pionerer. I Spanien. Oppe på et lille bjerg. Med to små børn. Vil dyrke permakultur (som jeg ikke ved så meget om endnu), vil bo bæredygtigt, vil lære deres børn at læse og skrive og blive hele mennesker. Vil restaurere et hus, som jeg slet ikke havde forestillet mig KUNNE restaureres. Og vil undervise andre i det samme.

Og ved I hvad: Jeg tror på dem. Jeg tror, at de kan gøre det. De har fordommene imod sig. De har nogle menneskers forventninger imod sig. Men de har deres egen optimisme og livsglæde og vilje til at komme ud på den anden side med sig. Og det er det aller, aller vigtigste!!

Når jeg så kigger på de hjemlige breddegrader - med en regering, der hverken lytter eller spørger eller interesserer sig for menneskenes reelle vilkår og viden og kunnen - med mennesker, der er bundet op på en trædemølle, hvor begge forældre træller dagen lang - for en stor eller en lille løn - hvor børn er i daginstitution i alt for mange timer hver dag - hvor skolen nu skal til at være en arbejdsplads, hvor børn opholder sig mindst lige så længe, som de voksne gør på arbejdsmarkedet, hvor hovedparten af de politiske partier synes, at PIZA undersøgelserne skal være omdrejningspunktet i skolen og i børnelivet - og hvor mennesker er holdt op med at tage udgangspunkt i deres egen lille familie og dens behov - så tænker jeg: GODT, at der er nogen, som tør gå nye veje! Godt, at der er nogen, som sætter kroner og ører lavere end børn og familie og sammenhold! Godt at der stadig er nogen, som er nysgerrige - uden at vide, om der er profit i den anden ende.

Kære unger - TAK FOR DET!! Jeg er stolt af jer!

For det jeg ser - det vi får lov til at se her er: Hvis vi gør noget ved det i vores liv, så har vi en mulighed for, at der sker forandringer! Hvis vi gør det rigtig godt, så er det op til os selv, hvor godt det bliver. OG - skulle noget gå skævt - ja så er der altid en mulighed for at prøve noget nyt et andet sted.

Og lige nu så har jeg det sådan: Jeg tror på, at det der med Fincaen i Spanien nok skal lykkes. Meget endda. Og jeg glæder mig til at komme derned igen. I løbet af 2014!

Kærligst til jer og jeres vidner
Jytte Høj Hammer

NU ER MODERSKABET BLEVET UMODERNE!

ELLER: Fagre NYE VERDEN er igang med at blive virkelighed!

I denne tid tænker jeg en hel del over de ting, der er sket med familien, med børnene og med arbejdsmarkedet de sidste 50 år. Årsagen er den, at min ældste datter lige har rundet et skarpt hjørne. Hun blev 50 år forleden. Og det sætter jo mit eget liv i perspektiv. For når hun er 50, så er jeg godt igang med at blive gammel! På indersiden er jeg stadig mig! Men på ydersiden kan det ses. Jeg er på vej mod de 70. Og det er ikke altsammen lige morsomt! Det kan jeg evt. vende tilbage til. Lige nu er jeg optaget af tendenserne i tiden. Omkring familien, børnene og arbejdsmarkedet.

Da min ældste datter blev født, var jeg 19 år og alenemor. Jeg var ikke forladt og det var ikke synd for mig. Men jeg var unægtelig meget ung. Vi havde et socialt system, der gjorde noget for mig. Jeg fik en uddannelse, som blev startskuddet til, at jeg senere kunne fortsætte med at uddanne mig. Jeg har også mange indvendinger imod, hvad der foregik på Mødrehjælpen. Fordommene fyldte meget hos nogle af socialrådgiverne. Men det vigtigste var, at jeg fik en uddannelse. Så gik der et par år. Jeg fik en kæreste, som jeg giftede mig med. Og så skete der noget meget interessant: Jeg kunne pludselig ikke få børnehaveplads til min datter, da hun blev tre år. For nu var jeg jo gift - og dermed pr. definition forsørget! OG, da jeg senere blev indlagt på Amtssygehuset i Glostrup, kunne jeg pludselig kun få nedsatte sygdagpenge - for jeg var jo gift og dermed pr. definition forsørget. Problemet var bare: det var mig der var forsørgeren!! Min mand læste og jeg gik på arbejde. Og SU'en var enten meget lille eller ikke eksisterende på det tidspunkt. Det husker jeg ikke helt. Ihvertfald var det mig, der skulle hente penge hjem til mad og husleje. Og børnehave. Og alt det andet.

Det var i midten af 60'erne. Og alle ved, at der begyndte at ske noget i samfundet. Der var højkonjunktur og kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Der blev bygget daginstitutioner og lejligheder, og der blev vendt op og ned på mangt og meget. Industrien hev og flåede i kvinderne, så nu blev der brug for sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere - som skulle tage sig af de ting, som kvinderne tidligere havde klaret selv: Omsorg for børn og gamle familiemedlemmer, pleje og behandling af de syge, og indsats med leg og læring til børnene, mens mor og far var på arbejde. Kvinderne stillede krav - og hvis erhvervslivet ville have arbejdskraft, måtte der daginstitutioner m.v. til.

Jeg synes faktisk - også i dag - at det var rigtig godt. På mange forskellige måder. Kvinder blev i stand til at forsørge sig selv. Så det var ikke længere nødvendigt at blive i et håbløst parforhold, hvis man som kvinde gerne ville gå sin vej. Kvinder fik uddannelser og blev dermed både fagligt og personligt klogere på sig selv og verden. Og dygtigere til mange ting. Og mænd og fædre, som tidligere ikke havde beskæftiget sig synderligt med deres børn, begyndte langsomt at blive en del af familien, som aktive familiemedlemmer. Mine svigersønner er vidunderlige fædre. Det var min far ikke. Han var fjern og autoritær - OG voldelig - da jeg var barn.

Jeg var selv en del af den bevægelse, der ville frihed og frigørelse. Her i Danmark og ude i verden. Og jeg syntes, der var meget at kæmpe for. Jeg var ikke rødstrømpe og blev det aldrig, for jeg oplevede mange rødstrømper som uforsonlige mandehadere - og sådan havde jeg det ikke. Jeg ville bare kunne klare mig selv. Og ville ha alle krige til at stoppe. Det sidste lykkedes som bekendt ikke! Så jeg blev mere politisk. Venstredrejet på forskellige måder, som tiden gik.

Og det har jeg det faktisk OK med, også idag, hvor tingene forandrer sig. Jeg har aldrig forstået dem, der pludselig fortrød deres venstredrejethed og nærmest holdt fortrydelsestaler i kronikker m.v. Hvis jeg ser på samfundet - 1950'er samfundet - som jeg voksede op i - så var forandringer nødvendige. For kvinderne. For familierne. For arbejdsmarkedet. Og for samfundet. Og de forandringer var vi/jeg med til at få igennem: Dagpengene blev ens til mænd og kvinder. Kvinder fik uddannelser. Kvinder kunne klare sig selv. Børn kom i dagpleje og børnehave, mens mor arbejdede. Kvinder fik lov til at hedde det de altid havde heddet, når de blev gift. Det blev muligt at bo sammen uden at være gift. P-pillen kom til verden. Det gjorde pornoen også - og dengang var det progressivt! Osv osv.,

Og så er det, men den baggrund og historieforståelse, at jeg kigger på Danmark anno 2013. 50 år efter min ældste datters fødsel. Og jeg bliver simpelthen nødt til at sige noget i den debat, der er igang og har været det i et langt stykke tid nu. For jeg synes, at udviklingen går den helt forkerte vej. OG at det ikke kun er magthavernes projekt. Der er mange om den nuværende udvikling. Måske ikke nødvendigvis altid sådan, at der sker ting på baggrund af bevidste valg og handlinger fra enkeltpersoner og grupper. Men som en konsekvens af de ting, der er sket over tid. Fordi nogen ikke er stoppet op undervejs? Fordi nogen VIL en ganske bestemt vej? Fordi nogen har nogle ganske bestemte ideologiske mål? Fordi vi andre er blevet nogle sløve padder, der ikke har sagt fra, ikke har været med til at sætte nogle andre mål end dem "eliten" har sat? Jeg har ihvertfald ikke sagt fra! Da det gik op for mig, at det venstreorienterede projekt var en total misforståelse, som jeg ikke længere kunne tilslutte mig, gik jeg i flyverskjul! Da det gik op for mig, at det jeg troede var frigørelse, mange steder var endt i diktatur. Der stoppede det for mig. Og jeg koncentrerede mig derefter om at være god til mig arbejde!! Og det var jeg! Og jeg havde jo min viden og min samfundsforståelse med i rygsækken, så jeg kunne stadig være med på beatet. Men indeni mistede jeg noget. Noget væsentligt. Jeg holdt op med at være politisk vågen. Og det er jeg ked af i dag. Jeg blev så optaget af processer (og de er vildt vigtige), at jeg glemte det med den poltiske magt. Fordi jeg var skuffet og desillisioneret.

Så skete der flere ting i mit liv, som vendte op og ned på det hele. Jeg fik en depression, som aldrig blev behandlet af andre end mig selv, med hjælp fra mine venner og gode kolleger. Og det tror jeg faktisk er godt. For så fik jeg hverken psykofarmaka eller det der er værre. OG så kom jeg ud på den anden side - med ar og rifter. OG jeg fik mig en ny kæreste og nogle flere børnebørn. Det er der jeg er nu. Begge dele - kæresten og børnebørnene - har fået mig til at se verden igen, denne gang gennem nye briller! Min kæreste er et af de mest rummelige mennesker, jeg kender. Han skal ikke lave om på nogen mennesker og han vil ikke bestemme over andre, ikke over sine børn, ikke over mig. Han gør sine ting, og jeg gør mine. Og det er sådan, det skal være. Tak Jens! Og så har jeg fået 4 små børnebørn på relativt kort tid. Den ældste af dem var meget syg, da han var helt lille. Så min datter var nødt til at blive hjemme hos ham. Idag er han 7 år. Min datter går stadig hjemme. Og det har hun tænkt sig at blive ved med, så længe det er nødvendigt. Han er ikke så syg mere. Men nu er hendes valg blevet et aktivt fravalg af karriere og penge. Og det er her, jeg også slår en koldbøtte!

For det er gået op for mig - i løbet af de seneste 7 år - at der er noget ravruskende galt med vores samfundsudvikling. Der er mange pejlemærker i den udvikling. Og jeg nævner dem i den rækkefølge, de dukker op i mit hoved. Selvom kronologien måske er anderledes. Jeg fik et chock, da Anders Fogh Rasmussen ville have sin krig i Iraq - og fik den. Det var så forkert. Og så grænseoverskridende. Jeg vidste, at det der blev sagt var løgn. For jeg havde hørt Blix - den svenske undersøger - sige, at der IKKE var masseødelæggelsesvåben i Iraq. Og da jeg så bagefter hørte Anders Fogh sige, at han IKKE havde sagt, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben - samtidig med at jeg kunne se filmklip, hvor han faktisk sagde det, så begyndte min politikerlede at kravle på mig. For alvor!

Så kom Afghanistan. Noget senere. Og Danmark har betalt en høj pris for de to krige. Men ikke Anders Fogh. Han blev generalsekretær i Nato. De drenge - og piger - som han sendte ud til sin krig - kom hjem igen. Nogle i en kiste. Nogle med livsvarige ar på sjælen i form af PTSD og andre psykiske lidelser. Nogle uden et ben eller en arm. Eller mere kvæstede end det. Nogle af dem er blevet eneboere. Nogle af dem har slået et menneske ihjel herhjemme, af grunde vi ikke kender. Nogle af dem er blevet skilt fra deres kæreste eller ægtefælle, fordi de psykisk er blevet så ustabile eller indesluttede, at et samliv med dem er blevet umuligt. Og så er der, heldigvis, også nogle der har klaret skærene. Og var der så hjælp at hente, til dem der fik fysiske eller psykiske sår? No way! Ikke før der var blevet lagt massivt pres på militæret og staten - og det tog faktisk ret lang tid, før der skete noget.

Sideløbende med dette blev jeg mere og mere opmærksom på, hvordan de unge knokler med deres uddannelser, får stress, bliver angste, dropper ud, og bliver pressede i perfekthedsskruen. Unge mødre bliver pressede af normer og forventninger om, at de er smukke, dygtige, perfekte, gode til at lave mad, gode til deres jobs, gode til at være mødre, gode elskerinder, gode værtinder. Osv osv. Og hvis de vil følge denne trend, ja så er de pinedød nødt til at arbejde fuldtids - som deres mand eller kæreste også gør. Og samfundet? Det stiller krav om, at alle er på arbejdsmarkedet - også lige nu, hvor jobbene er væk! Dagpengene bliver beskråret og falder væk. Kærester får fælles forsørgerpligt (også når det drejer sig om folkepension, som der er betalt skat til gennem et helt arbejdsliv), og mange mister deres eksistensgrundlag som individer.

Så får vi et "systemskifte". Og naive mig tror, at nu stemmer jeg da bare på Enhedslisten, så de kan råbe lidt op i folketinget. Og hvad sker der? Regeringen løber fra alt, hvad de hidtil har stået for, og EL følger trop og bliver bovlamme og sælger ud. Ikke så meget endnu og ikke så vildt som regeringen - med udsalg holder de!

Undervejs sker der så flere ting, som får mig op i det røde felt. Først er der en restaurant i København, der beder en ammende mor om at "pakke det der sammen"! Hun klager til Ligestillingsnævnet - og restauranten får medhold! Det er blevet OK at forbyde kvinder at amme i det offentlige rum. Det giver en del ballade. Som jeg har sluttet op om. For helt ærligt: Amning er den ældste form for yngelpleje - hos ALLE pattedyr. OG det er dokumenteret, at amning er meget, meget bedre end alt muligt andet. Det forebygger alverdens sygdomme. Modermælk indeholder så mange vigtige ting, som det lille barn har brug for. Noget modermælkserstatning ikke gør. OG - balladen kommer på et tidspunkt, hvor busserne i bl.a. København er sat til med plakater af bare bryster. Som reklame for kirurgiske klinikker, der laver silikonebabser til de frustrerede unge kvinder, der tror på, at de skal se ud på en helt bestemt og anderledes måde, end de er udstyret til fra naturens side!

Og så er det, at regeringen vil lave tvungen barsel for fædre. Et løfte, som de heldigvis dropper, sammen med alle de andre droppede løfter. For helt ærligt - her hører alting da op. Jeg går fuldt ind for, at fædre kan tage barsel på lige fod med kvinder. Men det skal ikke være politikerne, der bestemmer, hvornår hvem skal holde barselsorlov. Det må og skal være op til den enkelte unge familie selv at bestemme i deres egen lille familie. Der er så mange faktorer, der gør sig gældende, når familierne skal vælge orlov til far: arbejdspladsen, familiens økonomi, uddannelse og holdninger, det lille barns konkrete behov (bl.a. for at blive ammet), de andre børn osv. Jeg anser tvungen barsel for utidig indblanding udefra. Det er jeg blevet skældt ud for at mene. Og er blevet kaldt nyliberalist!! Og ved I hvad - hvis man er nyliberalist, fordi man mener, at mennesker har ret til at bestemme i deres egne liv - så er jeg nyliberalist! Jeg har altid været antiimperialist - og det er jeg stadig. Jeg synes faktisk, at tvungen barsel til mænd er kulturimperialisme. Så jeg støtter dem, der siger nej til tvungen orlov. Uanset hvad jeg så vil blive kaldt!

Så kommer det næste chock. Folkeskolereformen. Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget lignende!! Det kan godt tænkes, at en regering tidligere har kørt et egotrip, der kan sammenlignes med dette. Men jeg tror det ikke. For selvom jeg har småsovet i timen i de senere år, så har jeg altså ikke været i koma. Lidt har jeg fulgt med. Vi har en regering, der uden overhovedet at beskæftige sig med det faglige, med børnenes interesser, med familiernes interesser, med forskellen på fritid og skoletid, med menneskers selvbestemmelsesret og med viden om læring og mangel på samme, beslutter sig for at trække et skoleforlig ned over hele den danske befolkning. Alle de kompetente folk, jeg har kendskab til på børneområdet - og på skoleområdet - siger, at denne reform er noget juks. Og med kompetente mener jeg mennesker, der ved, hvad de taler om, som er på børnenes side, som er empatiske og omsorgsfulde mennesker og som har et helt livs faglighed at byde ind med. Jeg har kun hørt EN person sige det modsatte af, hvad Jesper Juul, Erik Sigsgaard og andre siger. Og det er professoren fra Århus, Niels Egelund. Men ham har jeg aldrig hørt sige noget som helst om børns behov og den gode opvækst. Så jeg holder mig til de andre. For at få reformen igennem, laver regeringen så en alliance med KL - som sviner lærerne til på en måde, som jeg dels er rystet over - og som jeg dels tror vil ødelægge det gode samarbejde i mange år fremover. Der kommer en lockout. Som ganske enkelt er noget møg for folkeskolen. Og da lærerne så kommer tilbage - så er der også lige en inklusion af børn med særlige behov, som der heller ikke er nogen, der har forholdt sig ordentligt til. Jeg kan kun håbe, at forældre og lærere vil gøre fælles front mod overformynderiet - og at de bliver støttet af de nye kommunalbestyrelser rundt omkring. Her hvor jeg bor, i Vordingborg Kommune, er skolerne i kaos lige nu. Gode lærer- og pædagogkræfter overvejer at forlade folkeskolen. Og det kan jeg godt forstå. Jeg forstår også de unge forældre, der tæller pengene op for at undersøge, om de skal finde en lille privatskole i stedet. Jeg ville heller ikke lægge barn til. Med eller uden særlige behov!

Udover at min datters 50 års fødselsdag har været anledningen til alle disse tanker, så er der en ting mere: I lørdags - den 23. november 2013 - var der et interview i Politiken med en ung mor, Anne K. Waage Beck, som er næstformand i Småbørnsfamilieforeningen Samfo. Hun siger bl.a. at "ligestillingsfeminismen er kammet over, og det går især ud over børnene og kvinderne. Vi må give mulighed for, at man selv kan passe sine børn de første år af deres liv."

Jeg er fuldstændig enig. Sådan som jeg ser udviklingen, med de elementer, jeg har ridset op ovenfor - plus mange flere - så ser jeg følgende: Vi har fået et samfund, hvor det eneste der er "vigtigt" i magthavernes optik er: SORTE TAL PÅ BUNDLINIEN. Så vi laver børnehuse - som dem i Israel og Sovjetunionen - så børnene kan være VÆK fra far og mor, mens de producerer det, der nu skal produceres. Derfor er modersmælkerstatning bedre end brystmælk. Derfor skal far på barsel - så mor holder sin arbejdskraft ved lige og ikke bliver hægtet af. Derfor skal vi have en heldagsskole, hvor børnene målrettet bliver styret hen imod arbejdsmarkedet. Derfor skal vi have nogle videregående uddannelser, hvor eftertanke og refleksion er en uskik - se bare at blive færdige i en fart, så I kan komme ud i det pulveriserende liv og gøre nytte! Og I skal ikke tænke så meget, I skal bare arbejde. Glem alt om det lille barns behov. Glem alt om, at du har ondt i sjælen over at sende lille Sofie i vuggestue, før hun og du er klar - for Staten har brug for din arbejdskraft, og det er det vigtigste! Det er vigtigt at du får børn - til samfundet. Men opvæksten tager stat og kommune sig af, så du kan tjene penge ude på arbejdsmarkedet. Mest til OS - lidt til dig selv. Vi ved, hvad der er bedst for dig og din familie, så det skal du ikke spekulere nærmere over! Bare du gør, som vi siger!

Ja, sådan har jeg det i dag. Politikerleden er kravlet helt ind i min sjæl. Min tillid er væk. Totalt væk! Jeg har lige stemt til et kommunevalg, i håb om, at administrationen af skattekronerne måske bliver en anelse bedre. Vi får se. Jeg stemmer ikke mere til et folketingsvalg. Ihvertfald ikke før det er borgernes og børnenes tarv og trivsel, der er i højsædet. Ikke før det er OK at vælge moderskabet før arbejdsmarkedet.  Ikke før vi igen kan begynde at tale sammen om det gode liv og de kvaliteter, vi hver især sætter pris på i hverdagen. Det er OK at tjene penge. Det er IKKE OK at pengene bliver omdrejningspunktet for alt hvad vi foretager os. Jeg får ondt i maven over de unge mødre, der bare SKAL tilbage på arbejde efter endt barsel, når hverken de eller barnet er klar endnu. Og dem har jeg mødt nogle stykker af de senere år. De er bundet op på økonomien - og noget af det er deres valg. Men meget af det er faktisk også pres fra omgivelserne - fra samfundet. For det er ikke længere IN at vælge sit barn og det gode liv med barnet. At amme - længe. At være først forældre - dernæst samfundsborger og arbejdskraft. Det er IN at være smuk og perfekt og dygtig og produktiv. Og YT at være omsorgsgivende og nærværende og rummende forældre. Gid vi kunne finde fælles fodslaw om at få det gode liv tilbage med en balance mellem det derude og det derhjemme. Det drømmer jeg om!

Jytte Høj Hammer

FRIVILLIGT ARBEJDE I UDKANTSDANMARK!

Vi skal selv tage ansvar for vores lilleby!

For 3 år siden flyttede jeg fra Glumsø til Lundby. I min optik var det "Bare" 30 km sydpå, så det skulle jo nok blive fint. Privat blev det fint. Jeg har det godt, her hvor jeg bor, sammen med Jens. Vi er rigtig gode til at lade hinanden gøre de ting, som vi hver især har det godt med. Og vi er blevet for gamle til at skændes om forskellighederne. Så vi står op om morgenen, hygger os med kaffen og avisen og taler så om, hvad dagen skal gå med. Og - dagene går med lokale aktiviteter - nogle hver for sig, nogle fælles. Og så er der jo alle børnene og børnebørnene. Dem kan vi ikke helt overskue, så det hænder, at vi kører hver til sit - for at passe vores unger og deres børn. Men heldigvis kører vi også sammen - til hans eller mine børn!

Og det er faktisk slet ikke vores unger, der er ærindet, men vores fælles lokalsamfund. For det har da været noget af en oplevelse!!

Jeg flyttede hertil, men blev ved med at køre til Glumsø i aftentimerne. For jeg var medlem af Glumsø Bio, og jeg var vild med det. Det gjorde jeg så i lidt over 2 år. Men vi fik en isvinter. Og en til. Og så er lidt over 30 km hver vej lige i overkanten: Tåge, is, dårlige vejforhold, dårlig belysning, snedriver - nogle gange kæmpestore - stormagtige tilstande - fygning, når jeg nåede til Vester Egesborg. SÅ - op til november sidste år sagde jeg stop til min elskede biograf. Og vendte mig mod min nye by. Lundby.

Det glædede jeg mig faktisk til. Så jeg meldte mig som frivillig i Snaphanen Café - i Lundby. Og vi åbnede i november 2012. Lige ved siden af os lå Snaphanen Butik, som var et år ældre end os. Jeg mødte troeligt ind hver torsdag - og var glad. Det var lidt svært - for jeg har ikke cafe-erfaringer - men det gik. Og vi hjalp hinanden. Også på tværs, mellem butik og café.

NU - under et år senere - kan jeg kun sige: GODAW DO! Cafeen er lukket, og om lidt over en måned lukker vores butik også. Jeg er flyttet ind i butikken fra caféen, og jeg er rigtig ked af den her lukning!

Oprindeligt var det meningen, at Snaphanen Café skulle byde på lidt af hvert: Musik, café, maleriudstillinger, vælgermøder - og hvad vi ellers kunne finde på. Og butikken skulle sælge lidt af hver, mest kiostkvarer, men også specialvarer.

Mange meldte sig som frivillige. Men slet ikke nok. Slet, slet ikke. Nogle frivillige tog alt for mange vagter, OG byen støttede slet ikke op.

Og det med ikke at støtte op, får jo hurtigt en "ond spiral" - priserne må jo stige, hvis der ikke er kunder i butikken. Så - cafeén fik ikke kunder nok, havde ikke frivillige nok. Og døde. Butikken havde til en start frivillige - men ikke kunder nok - og nu er den ved at dø.

Og så sidder jeg her tilbage, i Lundby, og tænker: Gad vide, hvorfor der kan være en Glumsø Bio og en Rejselade og et Medborgerhus i Glumsø - og noget nær ingenting i Lundby. Vi har et godt Medborgerhus i Lundby - men der er heller ikke gæster nok. Hvad sker der? Hvorfor kører det så skidt?

Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg har et gæt: I Glumsø gider borgerne investere tid og energi og liv i det er foregår. I Lundby melder folk sig ganske enkelt ikke ind i aktiviteterne!

OG DET ER NOGET MØG! For hvis vi vil noget med vores lokalområde, så må vi investere i det, med lyst - med energi - og med arbejdskraft!

Jeg vil rigtigt gerne investere i Lundby, med den arbejdskraft jeg nu engang har at byde ind med. Men hvis jeg er alene om at ville/gide - så tror jeg faktisk, at jeg vil kigge mig om i mit nærområde for at se, om der skulle være noget, som ser spændende ud. Præstø måske?? Der her de en biograf - og det ved jeg jo noget om - og de har opbakning. Og jeg ved lidt om kunst og kultur.

Tror faktisk, at jeg vil overveje det. For jeg orker ikke at trække med på et læs i Lundby, som der kun er 20-30 andre der orker at trække med på. Når nu vi har en hel by, der KUNNE - hvis de VILLE.

Kære Lundby - kom nu ud af hullerne - I har nogen der gerne vil være med - MEN vi gør det altså ikke uden jer! OG det såkaldte UDKANTSDANMARK er jo også os. Og det er IKKE hverken kommunens eller regeringens ansvar, at vi tager fat i os selv og kommer videre. DET ER VORES fælles ansvar. I dag og i morgen. Meld jer ind, så vi kan løfte i flok!!"

Kærligst
Jytte

FRI ABORT - stadig en nødvendighed!

GODT VI FÅR EN ABORTDISKUSSION IGEN!!

Engang i slutningen af 1960'erne fik jeg en provokeret abort. Dengang, da det var forbudt og kriminelt og rædselsfuldt. Diskussionen om en kommende abortlov var igang, men det var stadig ikke legalt at få en abort.

Egentlig ville jeg bare kigge lidt på historien omkring tilblivelsen af abortloven. Men jeg kan mærke, at de 16.000 hvide kors ved motorvejen i Jylland - som vistnok er pillet ned igen - får nogle mindelser om tiden dengang op til overfladen. Og det vil jeg gerne sige lidt om.

Da jeg var 19 år fik jeg mit første barn. Jeg var ikke gift. Og jeg ville heller ikke giftes. Det gav lidt ballade i den lille forstadskommune - for dengang blev danske unge piger nærmest tvangsgift, hvis de blev gravide i "utide" - når det "gik galt", som det hed. Hvis ikke de giftede sig med den formastelige ungersvend (for piger var pr. definition ikke interesserede i sex - det var alene mændenes interesse!) - ja så blev nogle af dem smidt ud hjemmefra. Og nogle af pigerne endte med at begå selvmord. Mange af dem, der blev gift blev naturligvis også skilt igen. Tvangægteskaber har aldrig været en god ide, heller ikke i 1960'erne.

Mødrehjælpen kom ind i mit liv - og det var en god og en dårlig oplevelse.

God, fordi der rent faktisk var hjælp at hente - jeg fik en kontoruddannelse. God fordi jeg fik en lille lejlighed i Svendborggade i København - i kollektivhuset. God fordi jeg fik et socialt netværk - vi unge mødre i Svendborggade var gode til at hjælpe hinanden. Vi spiste sammen, vi passede børn for hinanden, vi hyggede os - og vi brokkede os over Mødrehjælpen. Vi lod børnetøjet gå i arv til det næste hold små babyer. Vi gik i Cap Horn og hørte traditionel jazz. Vi lagde øre og skulder til, når naboen var ked af det. Og - vi vidste hvad det med at være ung, enlig mor handlede om. For vi var allesammen unge, enlige mødre.

Dårlig, fordi der var så megen dobbeltmoral i det kollektivhus og i selve Mødrehjælpen. Der var dygtige og dejlige socialrådgivere - og der var nogle forfærdelige socialrådgivere. Jeg fik en forfærdelig socialrådgiver. Som var så fyldt med fordomme, at det skreg til himlen. Jeg var blevet optaget på Suhrs Husholdningsskole, fordi jeg gerne ville være husholdningslærer. "Min" socialrådgiver mente ikke, at jeg var velbegavet nok til en mellemlang uddannelse - fordi jeg havde fået barn med en sort mand!! Så jeg blev ikke husholdningslærer - men sekretær. I kollektivhuset var der en leder - en forstander(inde?) velsagtens - som ikke ville have, at børnenes fædre kom på besøg. Og da slet, slet ikke andre mænd. Pyh ha dadada! Så hun fik ansat en vagt, som sad nede i hallen og spurgte gæsterene ud om, hvem de skulle besøge og hvorfor de skulle det? Jeg blev engang kaldt til samtale, fordi min datters far besøgte os/hende. Og blev taget i 3.grads forhør om mit forhold til ham. Selvom jeg sagde, at vi IKKE var kærester, blev forstanderdamen ved og ved og ved med at bore. Til sidst måtte hun indse, at jeg nok ville bestemme selv, og at hun ikke fik mere at køre rundt i. Senere forbød hun en ung familie, der var blevet gift i Nigeria - men deres ægteskab blev ikke anerkendt af den danske stat - at hjælpes ad om børnene. Mor boede i Svendborggade. Far boede på Egmontkollegiet. Mor var sygeplejerske og havde nattevagter. Far måtte IKKE passe sine egne børn i Svendborggade, når mor var på nattevagt! Vi andre forsøgte at støtte familien og sagde til forstanderdamen, at vi ikke troede, at det ville smitte - det med at passe sine egne børn, mens mor var på arbejde. Det hjalp desværre ikke!

Vi kom alle igennem tiden med Mødrehjælpen. På godt og ondt. For nogle på MEGET ondt. Men set i bakspejlet var Mødrehjælpen faktisk en gave til unge enlige mødre. Det opdagede vi vist først, da Mødrehjælpen blev nedlagt med Bistandsloven i begyndelsen af 70'erne. Hanne Reintoft skriver en del om Mødrehjælpen i nogle af sine bøger - og de kan varmt anbefales. Hun og Tine Bryld var de unge kvinders allierede.

Jeg har ikke nævnt abort endnu - men det kommer her. For abort var så umuligt på Mødrehjælpen, at de unge kvinder måske nok søgte om abort - men de forventede ikke et ja. Et ja fik man kun, hvis ens liv var i fare, hvis barnet var en konsekvens af voldtægt, eller hvis der var risiko for, at barnet ville blive handicappet. Og Hanne Reintoft kan fortælle om en mor, der fik afslag på abort tre gange -og alle tre gange fik et mulitihandicappet barn, fordi Mødrehjælpen (læs loven) mente, at hun ikke risikerede at få flere handicappede børn! Det betyder, at abort var en meget, meget underlig størrelse i min ungdom. Og det var adoption faktisk også. For der var rigtig mange kvinder, der blev tvunget til at bortadoptere deres børn i den periode.

Fattigrøvene, dem fra arbejderklassen, havde ikke adgang til at få ulovlige aborter hos rigtige læger. Det kostede for mange penge. I stedet gik kvinderne til de såkaldte kvaksalvere, som kunne være alle mulige slags "hjælpere". Abortindgrebet blev lavet med sæbevand eller med strikkepinde - det var de to mest almindelige hjælpemidler. Risikoen for at dø af indgrebet var enorm. Og hvis man ikke døde, så var risikoen, at man aldrig mere kunne blive gravid. Hvis man blev opdaget, risikerede man fængselsstraf. Kvaksalverne risikerede altid fængselsstraf. Indgrebene foregik mange steder - i køkkener f.eks. Og kvaksalverne var omgærdet af mystik og uhyggelige historier. De var "skumle" og de var "snuskede" og det var overhovedet ikke noget, man skulle stræbe efter at opleve.

Så var der de rigtige læger. Nogle ganske få læger var kendt over hele København og omegn som abortlæger. Ind imellem blev en af dem sat i fængsel. Så vidt jeg husker, var der også et par, der turde tale Roma midt imod og argumentere for, at de unge kvinder skulle hjælpes, så de ikke var i livsfare. Indgrebene hos de rigtige læger foregik på en mere betryggende måde. Men det var ikke altid, det gik godt!

Og så var der de rige og dem der var foran alle os andre. I slutningen af 60'erne begyndte der at komme gang i abortrejser til udlandet. Og det skulle man være særligt priviligeret for at kunne. Det kostede mange penge at rejse til udlandet, at bo på hotel, at besøge en abortlæge osv. Så det der foregik der, var mest noget, vi andre kunne læse om i aviserne. Dansk Kvindesamfund havde vistnok en ungdomsafdeling (husker ikke præcis, hvordan det var), som gik i spidsen for disse rejser. Og de kunne dokumentere, at det var mindre farligt OG kunne komme med tal og argumenter omkring de ulovlige, farlige og kriminelle aborter og antallet af aborter pr. år.

Diskussionerne bølgede frem og tilbage - også internt i familierne. Der var stor uenighed omkring middagsbordene - og jeg oplevede meget underlige ting i mit eget liv. En - for mig - vigtig ældre kvinde, var fuldstændig modstander af abort, selvom hun havde fået flere provokerede, ulovlige aborter selv. Bagefter har jeg tænkt: Det ville have været dejligt, hvis hun havde delt sine begrundelser rigtigt med os andre. For hendes nej - uden argumentation - virkede helt mærkværdigt. Hvis de følelsesmæssige oplevelser og smerten havde været kendt af mig, så var jeg nok ikke blevet så vred på hende, som jeg blev!

Midt i den diskussion, blev jeg uønsket gravid. Jeg var forsørger af min lille familie: mit barn og min mand. Min mand læste og mit barn gik i børnehave. Vi kunne ikke undvære min indtægt, og der var ingen SU på det tidspunkt, så vidt jeg husker. Ihvertfald ikke til en familie på 3! Så jeg måtte og skulle gå på arbejde - ellers hang det hele ikke sammen. Jeg havde tidligere aborteret spontant, og det havde været forfærdeligt. Nu stod jeg så der - gravid og forsørger af en familie. Jeg ville ikke frekventere de der kvinder med sæbevand og strikkepinde, så jeg måtte finde en "adresse", som det hed. Og det fandt jeg. Min svigermor gav mig pengene - for det var jo det næste problem. Pengene. Og så drog jeg til København - helt alene. Nu er der gået så mange år, og jeg ved, at lægen er død for rigtig mange år siden. Så jeg kan godt fortælle, hvad der skete. Jeg tog ind til Kbh. K, fandt gaden og etagen og kom op i en lægepraksis, hvor der sad en masse mennesker i venteværelset. Nogle af dem med et lommetørklæde for munden.

Da jeg havde siddet der lidt, gik det op for mig, at lægens arbejde var: at trække tænder ud på folk, som skulle have gebis!! Jeg var rystet - hvad var det her?? Da jeg kom ind, talte vi lidt sammen - og jeg var så stiv af skræk, at jeg ikke kan huske en pind fra samtalen. Jeg husker kun, at han var en ældre mand, og ikke meget snakkende. Det her skulle bare overstås. Så jeg kom op på briksen - sådan en havde han i det mindste - og så gjorde han nogle ting, som jeg jo ikke kunne se. Mit gæt er, at han klippede hul på fosterhinden - og sprøjtede "noget" ind i livmoderen. Så fik jeg en recept på penicillin med besked om at tage hjem. Om en dag eller to ville jeg abortere. Og jeg måtte IKKE opsøge sygehuset, og jeg måtte heller ikke fortælle nogen, at jeg havde været hos ham. Han fik mine penge og jeg tog hjem. Men jeg fik ingen abort. Hverken den første eller den 5. dag. Jeg forsøgte at komme i kontakt med ham igen - men blev afvist. Og så blødte jeg ellers i 3-4 måneder eller mere. Det hele var så grotesk og mærkeligt, at jeg ikke rigtigt kan huske noget fra de måneder. Jeg skulle have været på en studierejse til Jugoslavien. Den blev aflyst. Jeg tog op til min svigermor i sommerhuset, og var der i flere uger. Der skete ingenting!

Jeg opsøgte min almindelige læge, men fortalte ikke om indgrebet. Han fik mig indlagt på Glostrup Amtssygehus. Der lå jeg - længe. I en uge eller to. Og blødte og blødte. Til sidst fik jeg ve-stimulerende tabletter og besked om at gå på trapper. Til sidst kom veerne - og jeg blev lagt ud i et skyllerum - mutters alene. Her fik jeg min abort. Det var en fødsel! Jeg kunne høre fosteret nede i bækkenet. Der var ingen, der hjalp mig eller støttede mig. Så kom jeg tilbage til stuen, fik en udskrabning dagen efter, og så forlangte jeg mig udskrevet. Og gik hjem, på "eget ansvar". Denne historie fortrængte jeg fuldstændig og totalt. Ca. 20 år senere så jeg en tv-udsendelse om abort før og nu - og hele historien dukkede op i min bevidsthed. Jeg var rystet. Hvad var det, jeg havde oplevet?

I dag tror jeg, at sygehuspersonalet godt vidste, hvordan det var fat. Derfor skyllerum og ensomhed. Jeg kom hjem, jeg fik senere to børn mere, og fik ingen varige fysiske men. Lægen faldt ned i Øresund med et privatfly og døde - og jeg tænkte: Gad vide, om han nogensinde havde tænkt ordentligt over, hvad det var han havde tjent penge på, som nebengeschäft??

Hvorfor nu denne private historie midt i en abortdiskussion? En historie, som oven i købet kunne have fået mig til at blive abortmodstander - ligesom den ældre kvinde, jeg nævnte tidligere. Jeg blev aldrig abortmodstander - og er det heller ikke i dag. For den slags oplevelser, som jeg har haft, skal ingen unge kvinder udsættes for! Kvinder har - til alle tider - fået provokerede aborter. I gamle dage, fordi de havde for mange munde at mætte - og de havde god hjælp fra folkemedicinen; i min tid, fordi udearbejde, husarbejde, mand og børn har krævet os så meget, at der nogen gange hverken var overskud økonomisk eller mentalt til at få et barn mere. Når jeg ser på mit liv i bakspejlet, så ville jeg aldrig have valgt abort, hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til. For det var for grufuldt. Jeg har mange års træning i at fortrænge dårlige oplevelser - så aborten blev puttet ned i glemmekassen til de andre traumer.

Abortdiskussionen fortsatte jo - og den fri abort blev indført for 40 år siden. Diskussionen var ikke altid lige venlig mod os kvinder, der havde fået en provokeret abort. Kristeligt Folkeparti havde et folketingsmedlem, Inge Krogh hed hun vist. Hun var fanatisk abortmodstander og tordnede mod de kvinder, der havde fået abort - eller ville få det i fremtiden. Hendes angreb var så hadefulde og voldsomme, at de kan sammenlignes med de amerikanske abortmodstanderes sekterisme. Der var ikke megen social forståelse i hendes tale. I disse dag er diskussionen startet igen. Denne gang med 16.000 hvide kors ved en motorvej. Tonelejet er mindre hadefuldt - men budskabet er det samme: Kvinder der får abort, slår deres børn ihjel. Og den argumentation skaber kun en ting: Afstand og modstand mod overhovedet at høre, hvad disse abortmodstandere siger. For de angriber os - de gamle kvinder, der har fået abort engang - og de unge kvinder, der vil få abort på et tidspunkt. Og når nogen bliver angrebet, så går de fleste mennesker til modangreb.

Når jeg ser på forskellen mellem den fri abort - og den kriminelle, ufri og livsfarlige abort - så har jeg flere ting at sige i dag. Jeg vil til alle tider kæmpe for, at vi skal blive ved med at have fri abort. Kig på Irland - de har de vilkår idag i 2013, som vi havde dengang. De rejser til udlandet for at få abort, hvis de har råd. Ellers går de til kvaksalvere.  De vilkår, som fandtes, da jeg var ung, skal vi ikke have tilbage. Aborterne var der - også dengang. Kvinder satte livet på spil for at slippe for et uønsket svangerskab. Nogle af disse kvinder døde - nogle fik kroniske underlivssygdomme - og nogle fik aldrig nogensinde børn senere. Statistikken vil jeg ikke gøre mig klog på - men jeg tror ikke, at tallet har været voldsomt stigende. Kvinder blev tvunget til at bortadoptere deres børn, hvis de ikke kunne klare moderskabet. Jeg har haft flere veninder, der blev sendt afsted til Mødrehjælpen med en stor mave - og som kom tilbage et stykke tid senere - uden mave og uden barn. De blev sendt afsted af deres egne forældre! Disse mødre har resten af deres liv haft det forfærdeligt. Nogle af dem har mødt deres børn, efter at børnene er blevet voksne. Andre har bare haft et stort sort savn indeni - som aldrig er blevet healet rigtigt.

Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at samfundet har svigtet de unge kvinder enormt i de seneste mange år. Mødrehjælpen forsvandt jo med Bistandsloven. Og den nye Mødrehjælp har ikke de kompetencer, som den gamle havde - eller økonomi for den sags skyld. Da jeg fik mit første barn, fik jeg en uddannelse via Mødrehjælpen. I mange år har der ikke været en uddannelse at få, hvis man blev ung, enlig mor med udsigt til kontanthjælp. Noget jeg faktisk ikke har forstået, for jeg blev jo selvhjulpen, fordi jeg fik en uddannelse! Jeg har oplevet socialrådgivere - som jo er mine kolleger - sige om uplanlagt graviditet, at det jo ikke er en social begivenhed at få et barn! Jeg har hørt socialrådgivere sige, at den og den klient skal skubbes til at få en abort. Jeg har set og hørt klienter på TV fortælle, at de har fået abort, fordi deres sagsbehandler sagde til dem, at hvis de ikke fik abort, ville kommunen komme og tage det første barn fra dem. Så - den hjælp og støtte, som var en forudsætning for loven, er pist væk! Og - så har jeg også hørt om de unge piger, der bruger abort som prævention - de har selv fortalt mig det. Det er selvfølgelig fuldstændig forrykt. Fordi det er uetisk. Fordi det er umoralsk. Fordi det jo er - udryddelse af et lille liv. Vi kan ikke lide at høre det - men det er jo sådan det er. Det får mig ikke til at vende mig imod den fri abort. Men det får mig til at sige - at der er nogle ting, vi som voksne og som samfund og som socialrådgivere og forældre og bedsteforældre og gode venner skal gøre meget, meget bedre. Så vores unge kvinder lærer at passe ordentligt på sig selv og lærer at tænke sig om og får skaffet sig den prævention, som er nødvendig, når man har sjove lege med det modsatte køn. Kvinder skal fortsat have ret til at bestemme over deres egen krop. Hverken ægtefæller eller kærester eller socialrådgivere eller kommuner skal bestemme - om en kvinde skal have lov til at få det barn, hun har i maven - eller ikke have lov, fordi det er for dyrt eller besværligt eller noget helt tredie. OG det skal absolut heller ikke være abortmodstanderne - som ikke engang kender den enkelte kvinde og hendes liv og vilkår - der ved at sætte 16.000 kors op ved motorvejen - skal bestemme over andre kvinders liv og fremtid. Eller folketingsmedlemmer for den sags skyld. Det er uværdigt, det er umenneskeligt og så er det faktisk også en slags overgreb på andre mennesker.


Jytte Høj Hammer

 

HVORNÅR HAR KRIG OG DRAB LØST NOGET SOM HELST?

 

HVORDAN FÅR VI EN MODSTAND MOD KRIG IGANG?





Da jeg var barn og ung, fandtes der en organisation, som hed Aldrig Mere Krig. Deres logo var et knækket gevær. Nogle unge mænd valgte at blive militærnægtere. Og for at gøre militærnægteri så ubehageligt som muligt, sendte staten dem i fængsel. Senere blev det med fængslet afløst af tåbelige opgaver i militærnægterlejre, hvor de unge mænd skulle grave huller og fylde dem igen. Endnu senere blev militærnægtere sendt ud på noget, som kan kaldes samfundstjeneste, hvor de arbejdede i bl.a. kulturinstitutioner og børneinstitutioner i stedet for at blive soldater. Baggrunden for både Aldrig Mere Krig og militærnægterne var primært 2. verdenskrig.

Jeg er selv født under krigen, men kan ikke huske den. Til gengæld kan jeg huske billederne. Bagefter. Af stabler af døde kz-lejrfanger. Af rygende ruiner i Tyskland. Af såkaldte tyskertøser, der blev kronraget i dagene efter befrielsen. Af jøder, der blev hentet i lastbiler på deres adresser af SS og deres folk. Af frihedskæmpere, som sjovt nok voksede heftigt i antal - da krigen var slut. Og af danske nazister. Disse billeder vil aldrig forsvinde fra min bevidsthed. Og de er helt sikkert medvirkende til, at jeg har været modstander af krig det meste af mit liv. I mine unge dage forsøgte en af mine venner, som var SF'er, at overbevise mig om, at det kunne være nødvendigt. Men det eneste der skete var, at jeg så bare holdt min mund i visse kredse. Og da Vietnamkrigen og bombardementerne af Nordvietnam bragede af sted, blev jeg aktivist i Vietnambevægelsen. I mange år troede jeg, at jeg kun var antiimperialist. Og jeg var - og er - antiimperialist. Men jeg var og er faktisk også krigsmodstander. Pacifist hedder det også.

Som årene er gået, er der stort set ingen militærnægtere, og værnepligten er så godt som afskaffet. Kun ganske få bliver nu sendt i militærtjeneste via session. De øvrige soldater melder sig som soldater frivilligt. Og heldigvis for det. For i mellemtiden er Danmark blevet en krigsførende nation. Og mig bekendt er der ingen, der bliver tvangsudsendt i krigstjeneste. Det ville da også være ganske, ganske grusomt. Hvad der er sket med Aldrig Mere Krig, ved jeg ikke. Men jeg har ihvertfald ikke set eller hørt noget om dem i mange år.

Selvom jeg er 69 år, så kan jeg både se og høre, at Vietnamkrigen er langt væk for rigtig mange mennesker. Og at 2. verdenskrig er endnu længere væk. Så langt væk, at jeg i går i Politiken kunne læse, at Hitler og Stalin og Churchill nu er blevet "seje" og "mystiske" ikoner, der sælger historiske tidsskrifter. (Vistnok ikke skrevet af og for historikere.) Og det er jo sådan det er. Da jeg var barn sang min morfar "Dengang jeg drog af sted" - om krigen i 1864, så vidt jeg husker. Og det sagde jo ikke os børn noget særligt, selvom han var så sød, når han sang.

Jeg ved ikke helt, hvordan det er gået med historie undervisningen i de senere år. Men jeg kan da huske, at mens min yngste datter gik i gymnasiet, var hun bl.a. optaget af, hvad der skete med de mænd, der drog til Finland på tyskernes side under 2. verdenskrig. Men jeg oplever, at der er mange ting, unge ikke ved om krigen. I stedet kan de blive stopfodrede med "heltefilm" om mange forskellige krige - hvis det er det de vil. Jeg ved heller ikke, hvad der får unge til at melde sig til danske "missioner" i udlandet, for jeg kender ikke nogen af dem personligt. Men jeg ved, at adskillige af dem er kommet hjem igen med grusomme ar på sjæl og legeme. Og nogle af dem er kommet hjem - døde. Til deres stakkels forældre og kærester eller ægtefæller, som har mistet en de har elsket.

Men jeg har nogle antagelser om, hvorfor unge melder sig til krigstjeneste. En vigtig størrelse er arbejdsløsheden og mangelen på praktikpladser. Det har altid været sådan – i hvert fald i min levetid – at i militæret får de unge en uddannelse. Og som frivillig soldat bliver man skolet og trænet. Desuden så har vi som samfund først nu oplevet (siden 1. og 2. verdenskrig), hvad det vil sige at miste unge i krigen – og at få nogle af dem hjem som fysisk og/eller psykisk handicappede. Så vi har ingen, der kan fortælle om krigens rædsler – oplevet på egen krop. Jo, nogle få FN soldater, men de har ikke været i decideret krigstjeneste – selvom nogle af dem også har fået bl.a. Posttraumatisk Stress af deres oplevelser. Og de, der deltog i Vinterkrigen eller i Den spanske borgerkrig er jo døde og borte, for de allerflestes vedkommende.

Så er der det at være ung og ønske sig udfordringer. Der findes masser af udfordrende sportsgrene - det hedder vist ekstremsport - som er dødsensfarlige. Visse former for skisport, visse former for klatring, visse former for bjergbestigning, racerkørsel i biler, ja selv Tour de France har krævet menneskeliv. Så det hører ungdommen til at vælge nogle farlige oplevelser til, for spændingens skyld. En form for initiering - nu hvor der ikke længere er løver og bøfler og mammutter og andre store dyr at nedlægge - og hvor overlevelse alene oppe i bjergene ikke just er det danske drenge bliver udsat for i puberteten. Så når sporten kan kalde på nogen, kan krigen jo også. Helte har altid været dyrket. Og bliver det i film og i spil - hver dag. Og når vi ikke har en kollektiv viden om krig længere, så er det formentlig eventyret og spændingen der starter motivationen.

Og endelig, så er der den politiske propaganda. Som politikere, presse/medier og en masse almindelige danskere deltager i. En propaganda, der deler verden op i "dem og os", og som lægger stor vægt på den vestlige verdens værdier. Og de traditionelle danske værdier for den sags skyld. Indvandringen fra Mellemøsten har været benzin på det bål. Selv mennesker, som jeg faktisk oplever som "anstændige mennesker", er hoppet på den projektion. De er bange og usikre på, hvad fremtiden bringer. Og det rækker langt ind i den enkelte familie - og derfor bliver vores unge også påvirket. Så nogle af vores unge tager af sted for at forsvare demokratiet - og støtte indførelsen af det - i muslimske lande.

Og hvorfor er jeg så - lige nu - har fokuseret på de unge, der har valgt at blive soldater i den danske stats tjeneste? Fordi det er dem der betaler prisen. Med livet. Med føreligheden. Med den mentale ro og balance. Deres forældre og kærester/ægtefæller - og naturligvis også deres familier og venner - betaler også en pris. Sorgens pris. Angstens pris. Tabets pris. Det mistede fodfæstes pris. For det er jo IKKE politikerne, der selv drager i felten og ofrer liv, ære og velfærd. Det var ikke Anders Fogh Rasmussen under krigen i Iraq. Det var ikke ham heller, under krigen i Afghanistan. Og det er ikke Helle Thorning Smidt i den krig, der måske bliver en realitet en af de nærmeste dage. Og heller ikke deres ministerkolleger eller folketingskolleger for den sags skyld. Det er dine og mine børn og børnebørn! Det er unge mennesker, der faktisk har et drive, som giver dem mod og lyst til at prøve noget nyt. Som har mod. Og som er det, de fleste politikere og erhvervsledere ønsker sig: Omstillingsparate. Og som så vælger noget, der kan blive fatalt. For dem og for deres kære. Men også for Danmark som nation. Fordi vi får et nyt klistermærke på vores omdømme - og vores selvforståelse: Danmark er en krigsførende nation - og vi er det konsekvent?

Sådan ser det ud her fra mit køkken i august 2013. Helle Thorning har sagt, at hun ikke vil vente på et FN mandat. Jeg er faktisk også uenig, hvis FN beslutter sig for intervention. Jeg er i det hele taget uenig i militær indgriben i andre landes interne konflikter. Og jeg er af den opfattelse, at krig er noget møg - uanset hvad.

Jamen, vil nogle af jer sige: Da vestmagterne bankede Tyskland på plads i 1940'erne, slap vi for et naziregime i hele Europa. JA, det gjorde vi. Men det var de europæiske lande, der sloges med tyskerne. Og det var europæiske lande, der var halehæng til Tyskland. OG så var der lige Sovjetrusland. Men de havde været så udsatte for den tyske hærgen, at de er velkommen i klubben. Europa forsvarede sig mod en intern giftig sygdom - i eget hus. Og jeg vil aldrig nogensinde forklejne, at det er OK at forsvare sig. Hvis nogen angriber dit barn, vil du forsvare det. Hvis nogen angriber dit land, vil du forsvare det.

OG hvis kineserne kommer her - eller russerne - eller amerikanerne - for at pådutte os DERES værdier og normer - vil jeg forsvare mig. Det er faktisk det jeg gør lige nu, hvor jeg ved, at amerikanske værdier kravler på os, uden at vi gør modstand! Også gennem Apple, Facebook, Google, McDonald m.fl.

Men forsvar er noget andet end imperialisme. Imperialisme var det Europa gjorde og stod for, da englændere, hollændere, danskere, tyskere, franskmænd, belgiere, spaniere, portugisere osv osv invaderede Indien og Afrika og det fjerne Østen og Latinamerika - og da vi som danskere satte os på Grønland og Færøerne og Island og Trankebar og De vestindiske øer, og da vi og svenskerne forbød inuitterne og samerne at tale deres modersmål.

Og den moderne form for imperialisme er den, der blev ført i Vietnam, hvor først Frankrig og derefter USA, forsøgte at forhindre et folk i selv at finde ud af, hvilken form for styre, vietnameserne ønskede sig. Og det gik rent faktisk galt. Der blev talt om en dominoteori, hvor en eller anden (måske franskmand, måske amerikaner - har ikke genopsøgt kilden!), som forudså, at hvis Vietnam faldt, så faldt de andre lande i Indokina også. Men dominobrikkerne blev stående, og USA led et lige så forsmædeligt nederlag, som franskmændene havde gjort.

Og så er det bare fortsat - i andre lande. USA og Europa har, gennem hele mit liv, blandet sig i andre landes indre anliggender. I Sydamerika (Hvem støttede f.eks. Pinochet i Chile?); i Afrika (som jeg ikke er helt så skarp på), i den Dominikanske Republik? I mellemøsten, hvor USA har haft adskillige, modstridende roller. Nej, historiker er jeg ikke. Men jeg har min hukommelse! OG kineserne og russerne kan også det der. For det hele handler om magt og om penge og om olie og om verdensherredømmet! De gør det lidt forskelligt. Men de griber ind, de laver overgreb, de blander sig i noget, som slet ikke er noget, de skal blande sig i.

Nu har vi så et Syrien, hvor en diktator i årevis og årevis og årevis har undertrykt sit folk, med det mest uskyldige fjæs, jeg længe har set hos sådan en fyr. Og vi har alle set på, at det bare er gået værre og værre og værre. Tilsyneladende har ingen gjort noget. Og det kan da godt gøre rigtig ondt. For hvad med børnene? Hvad med de gamle? Hvad med civilbefolkningen, der ikke er involveret i noget, der ligner en borgerkrig? Jeg har ikke svaret. Men jeg ved, VED, at ingen anden stat kan gå ind og gøre "godt" i sådan en konflikt. Hvis vi vil støtte, må vi støtte befolkningen med det, den har brug for. Men vi kan ikke "vinde" en konflikt, som ikke er vores. Vi har ikke forudsætningerne. Vi kender ikke betingelserne. Og vi aner ikke, dybest set, hvad det hele handler om. Vores såkaldt "kloge hoveder" kan komme med analyser og snak, men vi har ikke skoen på! Og de har heller ikke skoen på!

I Skandinavien har vi haft vores. Det ligger bare nogle hundrede år tilbage. Og vi var præcis lige så "dumme" og "uoplyste" og "krigeriske", som folkene i Mellemøsten og Fjernøsten er idag. De er bare lidt længere om det.

Derfor skal vi ikke gå ind i endnu en krig. Uanset om det er nogle droneangreb, nogle kampflyangreb eller en massiv invasion af internationale styrker. For vi ved ikke, hvad det er vi gør - og krig er ikke måden at løse problemerne på. Vi skal passe på vores unge mennesker. Hvis de vil udfordre sig selv, så lad dem bestige Himalaya - der gør de kun skade på sig selv, hvis de er dumme. Vi skal holde nallerne fra andre landes indre anliggender - og i stedet støtte befolkningerne med penge, mad, medicin osv. og overlade til dem selv at blive en diktator kvit. Og så skal vi holde op med at tro, at vi er så pokkers kloge på, hvordan et godt liv skal se ud. For dybest set er vi ikke for gode til det, vi får bare serveret undertrykkelsen på en lidt smartere måde, end diktatoren i Syrien har fantasi til idag. Her går det glidende, og smilende og venligt til. I konkurrencestatens hellige navn.

Min under-overskrift HVORDAN FÅR VI EN MODSTAND MOD KRIG IGANG? - er ikke kun retorisk ment. Jeg mener det faktisk. For jeg mener, at det er på tide, at vi vågner op som befolkning. Lige nu kører TV avisen inde i stuen, og jeg kan høre, at en stor del af befolkningen er IMOD Danmarks deltagelse i en evt. invasion i Syrien. Det er jeg glad for! For jeg ville nødigt opleve - en gang til - at Danmark går i krig på en løgn! Og jeg vil nødigt opleve overhovedet, at Danmark får en vane i at være krigsførende nation. Med eller uden FN. I stedet ville jeg ønske, at vi snart får lettet rumpen og kommer i gang med at fortælle vores politikere, at NU er det nok. Lige nu! Ikke flere krige med dansk deltagelse. Ikke flere løgnehistorier. Ikke flere illusioner om, at vi ved bedre.

Jeg vil slutte af, som jeg startede. Fandt idag et digt, som jeg har tænkt mig at finde i meget lang tid. Det blev skrevet i Tyskland af en præst og digter, Martin Niemöller, i tiden omkring 2. verdenskrig. Han blev selv sendt i kz-lejr - og overlevede mirakuløst og blev befriet, da krigen sluttede. Jeg synes, at digtet har relevans idag, fordi der foregår så meget, som danskerne ikke siger fra overfor. Og jeg synes, at det er på tide, at vi tager os voldsomt sammen.

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Understregning stammer fra det sted på nettet, hvor jeg fandt digtet.

Det var godt at skrive dette, det trængte jeg til!
Jytte