Aktion Socialt Bedrageri 3

Tanker om et skævt samfund!

Jeg har gået og tygget på mine indtryk af afsnit 3 i føljetonen om socialt bedrageri - og vil prøve at sætte ord på tankerne.

Sygedagpenge ved jeg som nævnt ikke noget om, så jeg vil slet ikke gå ind i regler og fortolkninger af regler her - det ville der alligevel ikke komme noget godt ud af. Så jeg vil overlade til andre at sige noget om de to sager, der blev belyst i udsendelsen.

Hjemløshed ved jeg heller ikke noget om. Jo lidt. Meget lidt. Jeg ved, at flere og flere unge, her under krisen,  bliver hjemløse og at der samtidig bliver flere og flere. Og jeg ved, at livskriser sender mennesker ud i hjemløshed. Skilsmisse, dødsfald, arbejdsløshed, konkurs, tvangsauktion - og at nogle at disse kriser ofte følges ad - flere på en gang.

Og så ved jeg det om hjemløshed, at jeg af og til køber de hjemløses blad "Hus Forbi" - udenfor Kvickly - og at jeg i forbindelse med det, taler med den hjemløse, som sælger bladet. Her i vinter har vi talt om, hvor pokkers koldt, det er - og at han står derude i sneen og blæsten og kulden i flere timer - mens vi andre går ind for at handle. Jeg har ofte i vinter tænkt: Det kan godt være, at det er hårdt at have et rengøringsjob eller at være kassedame i 37 timer om ugen. Men det her - at være hjemløs - og melde sig til at stå udenfor butikkerne og sælge "Hus Forbi" - må være SÅ hårdt. Hårdt, fordi vinteren er kold og bider. Hårdt, fordi der går så meget forud - som vi andre ikke aner en tøddel om - og som muligvis har været forfærdeligt. Hårdt fordi den mand, der står der med sit blad, har besluttet sig for at træde ud af den totale anonymitet og blive synlig - med sit blad og med sin hjemløshed. Og hårdt, fordi det at være hjemløs repræsenterer en af de konsekvenser, som alle ulykkerne kan føre med sig - som de aller, aller fleste af os bare ikke vil se på og forholde os til.

Og derfor er der mange mennesker der vælger ikke at se manden der, udenfor Kvickly, med bladet "Hus Forbi" i hånden. Fordi - hvis vi lader som om døden ikke eksisterer - så "forsvinder" den ud af syne. Hvis vi lader somom, at hjemløse og hjemløshed ikke eksisterer - eller - hvis vi vælger at sige: det er nok deres egen "skyld" - så slipper vi for at forholde os til vores egen angst for det forfærdelige, det ydmygende, det skamfyldte og pinlige og for det grimme og det der måske også er snavset og lugter!

Jeg har selv oplevet at have det på den måde. Og da det gik op for mig, besluttede jeg mig for at købe "Hus Forbi", når jeg møder en sælger. Og når jeg køber bladet, så begynder jeg jo at tale med manden - og på et tidspunkt er han ikke helt fremmed længere - ugen efter hilser vi på hinanden og næste gang taler vi lidt mere! Den slags afliver fordomme!

Da jeg ikke ved noget iøvrigt om hjemløshed - og som sagt heller ikke om sygedagpenge - så så jeg på udsendelsen med nogle bestemte "briller på". Nemlig, hvad foregår der lige her - på filmen - på skærmen - mellem de mennesker, der er involverede?? Og, hvordan ser de pågældende i udsendelsen ud, mens det foregår?

Det er lidt svært at sætte ord på, fordi der mangler flere mellemregninger. Vi ved ikke, hvordan TV-holdet har fået kontakt - og tilladelse - til at filme de medvirkende. Men må gå ud fra, at de har fået tilladelse - ellers var der nok ingen udsendelse. Vi ved ikke, hvad de syge fejler. Og vi ved ikke, hvorfor de hjemløse er hjemløse. Det betyder, at der er temmelig meget, der mangler - synes jeg. Og hvorfor nu det? Fordi jeg ved, at mange af os er kanonhurtige til at dømme og fordømme mennesker, når vi ikke kender forhistorien. "De er nok ude på at snyde" - ligger ligesom i kortene omkring de her udsendelser. Men er de nu det? Hvor ved vi det fra?

OK - vi kender ikke baggrundene - vi kender ikke præmisserne. Så der er kun det rå billede - samværet mellem kontrollanter og den kontrollerede. Dvs - kontrollanterne får faktisk mulighed for at "tænke højt" i udsendelsen - om hvad de tror der foregår - altså om deres antagelse om den kontrollerede. Og den ene af de hjemløse får faktisk også mulighed for at sige lidt om sin baggrund - hans mors død. Men ellers er der kun samværet, samtalen. Kontrolbesøget og besøget på rådhuset.

Nu er kontrolsamtaler jo hverken terapi eller vennesnakke. Og det skal de heller ikke være. Og set i forhold til det, så synes jeg faktisk, at kontrollanterne slipper temmelig meget bedre fra det i udsendelse nr. 3 end i de foregående - og især end i nr. 1. De er klare i mælet, de siger, hvorfor de kommer og hvad det er de vil - og de hører efter, hvad de kontrollerede siger til dem. Makkerparret fra Assens - sygedagpengeholdet - beder om dokumentation - og får det - uden trusler og uden pres. Sådan som jeg ser udsendelsen. De tror på, hvad de selvstændige erhvervsdrivende fortæller dem. Og giver udtryk for, at de faktisk tror på dem, i bilen på vejen væk derfra. Den ene af de kontrollerede raskmelder sig efterfølgende.

Samtalerne med de hjemløse er meget mere vanskelige. Fordi følelserne sidder udenpå tøjet hos de hjemløse - især den ene af dem, som bliver vred og truende. De to første samtaler går forholdsvis hurtigt, selvom begge de hjemløse giver udtryk for, hvor svært de synes, det er. De bliver behandler venligt og deres frustration over deres situation bliver rummet. Den ældste af kontrollanterne forklarer, hvorfor de hjemløse bliver kontrolleret hver måned - og det er tydeligt, at begge de kvindelige kontrollanter ved, at det er svært at være hjemløs, og at de gør sig umage med at forstå så godt de kan.

Ved samtale nr. 3 knækker filmen!! Ikke den film vi ser - men den unge hjemløses film. Han er vred, han er frustreret og hans kropssprog er truende. Han råber, han læner sig ind over bordet, og han kan overhovedet ikke høre, hvad de to kvinder siger. De to forsøger flere ting - men det er op ad bakke - og til sidst vælger den ældste af dem at stoppe samtalen. Klog beslutning! For de to parter kunne slet, slet ikke mødes lige der. Da den unge hjemløse er gået, fortæller den ældste af kvinderne, at hun blev bange. Og det kan jeg godt forstå, at hun gjorde. Efter et stykke tid vender den hjemløse tilbage - efter et besøg på borgmesterkontoret - og efter, at han er faldet lidt ned. Han giver nærmest de to kvinder en undskyldning og fortæller, at det hele er kørt op i en spids. Og de siger til ham, at det kan de godt forstå. Ingen formaninger, ingen løftede pegefingre.

Undervejs hører vi lidt om, at to af de hjemløse har børn. Og at den ene af dem ser børnene i en vens lejlighed en gang om måneden. Den anden - ham der blev vred - ser ikke sit barn, fordi han ikke har et sted, hvor de kan ses. Og så er det jeg tænker: Gad vide, hvordan de børn har det? Hvem hjælper dem?

De hjemløse får tilsyneladende ingen hjælp - udover lidt penge - til mad velsagtens. De skal møde til kontrol en gang om måneden - er det det? Her under krisen, er det nok ikke lige dem, der får det næste ledige job. Og uden job, er det ikke bare lige at få et nyt sted at bo. Magtesløshed - vrede - frustration - sorg og savn - må være nogle af de følelser, de bærer rundt på i dagligdagen. Skyld og skam hører også med. De står nedenfor en meget stejl bakke, som er næsten umulig at komme opad - og jeg tror, der skal meget stærke kræfter - psykisk og fysisk - til, for at komme op ad bakken igen og starte på en frisk. Samtidig skal de så møde til kontrol - hvor de bare skal fortælle, hvor de opholder sig. Ingen interesserer sig tilsyneladende for dem som mennesker.

Jeg tror sgu, at jeg ville blive lige så vred og frustreret som den unge hjemløse mand! Og mens jeg har skrevet det her, kan jeg mærke vreden over, at vores åh-så-pæne-velfærdssamfund har så travlt med at kontrollere mennesker på alle leder og kanter. Og det ser ud til, at jo sværere mennesker har det - jo færre ressourcer de har - jo mere travlt har "systemet" med at tjekke, om alting nu også går rigtigt til. Får de mon for meget? Snyder de? Er de ude på noget? Historien melder ikke noget om, at hvis kontrolgrupperne opdager, at nogen får for lidt, så bliver der givet gode råd om, hvor man skal henvende sig for at få det, man har ret til at få. Og nej - det er nok ikke kontrolgruppens opgave!

Inden jeg stopper for i aften, er der to ting, der skal med: Den ene er, at jeg håber for Danmarks Radio, at de undervejs i de 10 udsendelser også sætter fokus på Systemet - og på kommunernes (og kontrolgruppernes) fejl og mangler - på besparelser, der medfører, at f.eks. børn og unge med særlige behov, ikke får den hjælp, som loven giver dem ret til; på hvordan syge mennesker bliver tjekket og tjekket af kommunerne - mens de har en depression, har voldsomt dårlig ryg eller er i behandling efter en kræftoperation. Også når de har et fast arbejde, som de er sygemeldte fra!

OG så bliver det rigtig, rigtig interessant, om der senere kommer en serierække om de STORE snydere - dem med millionformuerne og de sorte penge og hemmelige konti i udlandet. Ikke fordi jeg tror det. Men det kunne da være interessant!!

Endnu en gang endte det med at blive noget natteroderi!

Jytte

Aktion Socialt Bedrageri 2

STOF TIL EFTERTANKE

Mandag trodsede jeg influenzatågerne og satte mig foran TV for at se udsendelse nr. 2 om socialt bedrageri. Da jeg ikke orkede at skrive og har været syg siden weekenden, besluttede jeg mig for at se udsendelsen igen her i eftermiddag.

Og min første indskydelse var: det var da en tynd kop the! Men ved nyt gennemsyn var det måske ikke så tosset endda?

Jeg vil og kan ikke gøre mig klog på sygedagpenge og selvstændige erhvervsdrivende. Som tidligere selvstændig har jeg ikke prøvet at være på sygedagpenge, og det er ikke et tema, der dukker op hos familie og venner. Men umiddelbare, så virkede de mennesker fra kontrolgruppen både imødekommende og lydhøre - og de to "syndere" lød, somom de ikke havde forstået reglerne til bunds. Måske ER reglerne for firkantede? Måske er det for bureaukratisk? Det tror jeg. Så måske skal kommunerne gribe lidt i egen barm og kigge deres formuleringer igennem mindst TO gange til?? Ihvertfald er det min erfaring, at det offentlige rigtig tit formulerer sig mystisk og kringlet på papir - så folk ikke forstår, hvad der står. Og hvis man spørger, så bliver de mundtlige forklaringer ikke meget bedre. Der er lavet undersøgelser mange gange om det her - og det har indtil videre ikke hjulpet.

Og så kommer jeg jo lige i tanker om et par eksempler fra det virkelige liv! For en del år siden kendte jeg en fisker, der ville lukke sin virksomhed, fordi han ikke kunne leve af den. Så det gjorde han. Men så viste det sig, at han ikke kunne få arbejdsløshedsdagpenge, så længe kutteren stod klodset op på stranden! Først når den var solgt, blev han dagpengeberettiget!! Og vi andre spurgte os selv: Hvem køber lige en fiskekutter, som ikke kan bruges, fordi der ikke er fisk at fange - og en nødlidende fiskerflåde, der i mange år ikke har haft nok at lave?? Konsekvenserne af denne bureaukratiske regel blev, at manden tog sit eget liv ved at gå i havet!! Sørgerligt og forfærdeligt for familien - og totalt unødvendigt - efter min mening!

En anden selvstændig - eller rettere et købmandspar - ville lukke deres butik, fordi det bare ikke løb rundt. Det var ude på landet og folk købte ind i byerne, inden de kørte hjem fra arbejde. De lukkede derfor butikken. Og kunne ikke få dagpenge før ALT inventar var blevet afhændet. Og igen: Hvem køber gammelt slidt butiksinventar i en nedlagt købmandsbutik? Fakta, Netto, Spar og Rema 1000 gør ihvertfald ikke, når de popper op på hvert andet gadehjørne. Og udover det tab, der lå i at lukke en gammel hæderkronet butik, der havde været i familiens eje i flere generationer - så endte hele huset med at gå på tvangsauktion - fordi ægteparret ikke fik dagpenge og derfor ikke kunne betale deres terminer.

Ja, det var bare et par eksempler, der poppede op. Og som siger meget om Regel-Danmark. Og nej det var ikke om sygedagpenge - det var to eksempler vedr. arbejdsløsheds-dagpenge - men på den led er staten og kommunerne nok nogenlunde ens i underlige krav i de to typer dagpengesager.

Så kommer vi til den slags socialt bedrageri, som jeg er optaget af - og som jeg ved lidt mere om. Den enlige forsørger. Denne gang var det en ung mor, som bor i den ene længe i sin x-mands hus. Og det var her jeg først syntes, det var en tynd kop the. Men det var det faktisk ikke alligevel.

Kontrolgruppen syntes, det var bemærkelsesværdigt, at hun boede der. Og så var der en masse tekniske ting omkring vand og el og adresse. Men kontrolgruppen hørte, hvad hun sagde - og de besøgte hende og fik syn for sagen. Der var ikke en "hemmelig" dør mellem de to boliger. X-manden boede og havde boet sammen med kærester, efter hun var flyttet. Og han deltog ikke i det daglige omkring børnene. Så resultatet - sådan lød det ihvertfald - blev, at kontrolgruppen lyttede til kvinden og troede på, hvad hun fortalte.

Men jeg har hørt om lignende sager, hvor kommunen ikke har lyttet, og hvor en enlig forsørger er blevet mistænkeliggjort, fordi forældrene gør et stort stykke arbejde ud af at være - forældre! Det er blevet mistænkeliggjort, hvis forældre har holdt fælles ferie sammen med deres børn - eller fælles jul - eller fælles fødselsdage. Og så er det jeg tænker: Hvad er der lige gang i her? På den ene side har staten og kommunerne gjort meget ud af, at forældre der bliver skilt - eller som har boet sammen, mens barnet har været der - får fælles forældremyndighed, når de går fra hinanden.

Jeg har i mit arbejde mødt forældre, som bare ikke kan være i stue sammen, som har fået fælles forældremyndighed, og som ikke kan enes i 10 minutter. Set med min optik, er den fælles forældremyndighed noget bras i rigtig mange tilfælde.

Når et forældrepar så kan finde ud af at hjælpes ad - måske at bo i nærheden af hinanden - eller som i udsendelsen bor i hver sin ende af et hus - med hver sin indgang - så bliver den ene af forældrene mistænkeliggjort som "social bedrager". Jeg ved ikke, om kvinden i udsendelsen har fælles forældremyndighed med sin x-mand. Det der får mig til at skrive det her er: På den ene siden ønsker myndighederne et godt samarbejde mellem forældre - og indfører fælles forældremyndighed - og når det så ER der - så snyder moderen (i dette tilfælde) nok. Det er nærmest Kafkask! Alt hvad du gør, vil blive brugt imod dig! Hvis du ikke kan samarbejde med din X om børnene, så er der nok noget i vejen med dig og ham - og hvis du kan så er der nok noget i vejen med dig og ham. I første tilfælde er du en dårlig forældre. I andet tilfælde er du nok ude på at snyde!

Børn har brug for begge deres forældre - og det er en lykke, hvis de er gode til at være forældre sammen - også når de er skilt. Alle mennesker har brug for et netværk og for kærlighed. Så efter min mening er der nogle regler og krav og forventninger til forældre og forsørgere af børn, der trænger til at blive kigget efter i sømmene og justeret i forhold til hinanden. Som skal gøres klare og tydelige - og forståelige for almindelige mennesker. Hvis ikke det sker, ja så får jeg da en mistanke om, at f.eks. politikernes "trip" med at indføre fælles forældremyndighed bl.a. er et skalkeskjul for at fratage reelt enlige forsørgere deres muligheder for sociale ydelser.

Og så vil jeg gerne slutte for i dag med at sige: De tal, der bliver nævnt i udsendelsen om, hvor mange milliarder kroner, der bliver snydt for i Danmark, bliver der sat store spørgsmålstegn ved. En af de undersøgelser, der refereres til er lavet af KMD. Men KMD laver it-løsninger til kommunerne, og de har derfor en økonomisk interesse i at gøre skønnet så stort som muligt - for så får de måske solgt nogle flere programmer til sagsbehandlerne. Desuden har det vist sig, at rigtig mange af de fejl, der bliver lavet omkring "socialt-bedrageri", bliver lavet af kommunerne - og ikke af klienterne.

http://www.information.dk/287905
http://www.version2.dk/artikel/kmd-kan-tjene-millioner-paa-udraabe-danskerne-til-sociale-bedragere-33250
http://www.ditperspektiv.dk/artikel-12111
http://www.ugebreveta4.dk/2013/201304/Onsdag/myndigheder_laver_fejl_for_milliarder.aspx

Personligt har jeg det sådan, at jeg faktisk ikke tror på, at der er særligt mange, der snyder. Jo, nogle gør. Og de skal selvfølgelig stoppes. Fordi det er dig og mig de snyder. Men hvad med at få opbygget en tillidskultur og nedlagt mistroskulturen - så mennesker på hver sin side af skrivebordet kan mødes på en OK måde? Jeg har desværre mødt kommunale sagsbehandlere - i det man nogen steder kalder "Voksenafsnittet" - der konsekvent tror, at alle klienter/brugere er ude på at snyde. Det er synd - for dem - og for deres klienter/brugere. For det må da være et helvede at gå på arbejde hver dag for at sidde overfor nogen, der nok er ude på at "tage røven på en"? Så hellere være pølsemand nede på Torvet!

Jytte

Ny udsendelse i morgen - jeg følger op på debatten!

NOGLE TANKER OM DEBATSTIL OG PRÆCISERING AF INDHOLDET.

Der bliver ved med at komme kommentarer til min blog fra i tirsdags - og det er både dejligt og spændende. Jeg vælger fortsat ikke at svare på dem, fordi det bliver alt, alt for meget. Men jeg vil gerne sige lidt om debatstil - her på bloggen og på nettet i det hele taget. Og jeg vil gerne komme med nogle uddybende kommentarer til mit blogindlæg.

For nogle år siden var jeg med i et debatforum på nettet - vistnok på DR. Der blev drøftet mange ting, og i begyndelsen var det sjovt og spændende. Så kom der en debat om det hotteste emne på det tidspunkt - flygtninge og indvandrere. Og så hoppede kæden af. Tonen blev giftig og hadsk og folk beskyldte hinanden for de mest utrolige ting. Det var så ubehageligt, at jeg droppede helt ud og besluttede, at jeg aldrig mere ville være med i et debatforum.

Og så laver jeg alligevel en blog - fordi jeg elsker at skrive og fordi jeg synes, det er spændende at drøfte aktuelle ting med andre mennesker! Men jeg har besluttet nogle ting i forbindelse med bloggen - og allerede efter et par dage blev det tydeligt, at det var nødvendigt. For pludselig begyndte der at komme indlæg, der var skrevet i en hvas og lidt aggressiv tone - med angreb på hhv. fædre og enlige mødre - kvinder og mænd. De indlæg har jeg ikke offentliggjort. Jeg er af den overbevisning, at vi alle har lov til at bruge vores ytringsfrihed - uanset hvor enige eller uenige vi er. Men tonen skal være respektfuld og venlig. Dem der er uenige med mig, har lige så meget lov til at tænke tanker og skrive dem ned, som jeg har. Men her på min blog kan jeg tillade mig at bede om en ordentlig tone. Og det gør jeg så!

Samtidig besluttede jeg, at jeg ikke vil kommentere kommentarerne, fordi de skal stå for det de er - andres kommentarer. Og med den enorme interesse, der har været herinde, var det en god beslutning for mig - for jeg kan og vil ikke sidde ved computeren i meget lang tid hver dag, for at besvare kommentarer. I stedet vil jeg måske ind imellem uddybe mine tanker, for jeg kan sagtens se, at det er umuligt at nå "det hele" på en gang.

Det jeg mener er omdrejningspunktet i den aktuelle debat, er om kommunerne kan gå ombord i enlige forsørgeres privatliv - incl. sexliv - uden at lovgrundlaget er i orden. OG - samtidig mener jeg, at menneskers privatliv er deres - og det vedkommer hverken kommuner eller naboer at stikke næsen i det - medmindre de bliver bedt om det af den enlige forsørger! Det betyder ikke, at jeg accepterer svindel og snyd. Hvis mennesker hæver ydelser uberettiget - samtidig med at de f.eks. går på arbejde - så er det snyd og bedrag. Men som det fremgår af flere af kommentarerne til mit indlæg i begyndelsen af ugen, så er der faktisk enlige forsørgere, der nærmest ikke tør have en kæreste - og det kan da umuligt være rigtigt!

Mine tanker om problemstillingen vedr. enlige forsørgeres sociale ydelser er derfor, at naturligvis kan man som enlig mor eller far ikke hæve boligydelse, hvis man bor sammen med sin nye kæreste og økonomien er i orden. Men hvis den enlige forældre har forældremyndigheden alene - eller sammen med barnets anden forældre - så er det ikke den nye kæreste, der har forsørgerpligt over barnet/børnene. Og hvis man ikke er gift med sin kæreste, så har han/hun heller ikke forsørgerpligt overfor en. Derfor må vi forlange, at reglerne bliver præciserede - og at politikerne tager stilling til, hvor vidtgående forsørgerpligten er/skal være. Jeg så helst, at voksne mennesker kun har forsørgerpligt overfor deres børn. I 2013 er de gamle regler forældede. Hustrubidraget er afskaffet for mange år siden. Den "forsømmelige forsørger" er også en død størrelse. Det  må være et minimumskrav, at regelsættet er tydeligt og forståeligt - og at kommuner ikke vilkårligt kan anklage unge forældre for socialt bedrageri - uden den samme retssikkerhed, som vi giver til kriminelle. Og at de sagsbehandlere, som kommunerne bruger i den slags sager, får relevant uddannelse, så de opfører sig etisk forsvarligt og har et menneskesyn, som vi kan være bekendt her i Danmark. At der bliver givet klagevejledning, at de unge forældre får ret til en advokat, og at de ikke kan presses til at skrive under på noget som helst, uden forudgående lovgennemgang og vejledning - fra en anden end den sagsbehandler der har beslutningskompetencen.  Hvis de ting ikke er i orden, så kan kommunernes adfærd jo hurtigt komme til at ligne heksejagt, hvor især de unge kvinder bliver udsat for at blive "udstillet" som forbrydere - selvom det ved nærmere granskning viser sig, at de ikke har gjort noget forkert. Og så er den offentlige gabestok på det nærmeste tilbage som i middelalderen - ganske vist ikke foran kirken længere - men med de samme følelser af angst og utryghed overfor myndighederne.

Og lyt så engang til de politikere, der i disse dage bliver interviewet om socialt bedrageri. Rigtig mange af dem - især i regeringspartierne - væver og snakker udenom, selvom de får konkrete spørgsmål. Jeg tænker: gad vide om de gerne vil have, at reglerne er uklare og uforståelige for landets borgere? Jeg kan ihvertfald god få den mistanke. Og det kan vi ikke være bekendt!

Jytte

Tanker om kommentarer på min blog!

EN VIGTIG DISKUSSION ER DUKKET OP!

Jeg er helt overvældet - og samtidig har jeg været i et dilemma her til aften. Og det vil jeg gerne dele, for jeg er slet ikke afklaret.

Jeg har valgt at offentliggøre de kommentarer, der er kommet på bloggen til mit indlæg i går om socialt bedrageri. Jeg også fået en masse kommentarer på Facebook - både på min egen side og på Dansk Socialrådgiverforenings side. Indlæggene der er jo lagt ud i fuld offentlighed, så de giver mig ikke etiske overvejelser. Det gør kommentarerne her derimod.

Jeg er rigtig glad for kommentarerne og glad for, at det jeg har skrevet ramte ned i et behov for at drøfte denneher ubehagelige problemstilling. Så det skal I allesammen have mange tak for. Indlæggene er meget forskellige. Et par er uenige med mig, og det er de jo i deres gode ret til.

Jeg håber, at diskussionen bliver så kraftig, at lyden når ind bag magtens lukkede mure. For her er der rigtig mange ting at tage fat på: Juraen omkring forsørgerpligten; retssikkerheden for de enlige forsørgere, der i TV udsendelsen hverken fik ankevejledning eller besked om, at de ikke har pligt til at udtale sig uden tilstedeværelse af en (beskikket) advokat, de rettigheder har folk, der bliver anholt af politiet - så de gælder vel også den enlige forsørger, hvis overtrædelse af loven er ganske usikker?; enlige forsørgeres ret til at have et kærlighedsliv; og grænserne for, hvem der skal definere forskellen på og overgangen fra nye kærester til samboende kærester - kæresteparret eller kommunerne? Nok om det lige nu - det var kommentarerne, der fik mig til tasterne. Hvis diskussionen viser sig at vokse, bliver der tid nok til at gå i dybden.

Jeg har fået nogen-og-tyve kommentarer her på bloggen. Meget forskellige. Mange af dem meget personlige. Nogle af dem meget private. Og en hel del har skrevet og har ønsket at være anonyme. Da jeg ikke er en avisredaktion, har jeg ikke krav på at vide, hvem de anonyme er. Og jeg har heller ikke brug for at vide det. Men jeg har brug for at "tænke højt" og gøre det her, om det overhovedet er OK at offentliggøre kommentarerne? Eller om det etisk ikke er forsvarligt?

Jeg har læst kommentarerne flere gange, og jeg har især læst de anonyme og de meget private grundigt. For står der noget, der kan fortælle omverdenen, hvem det er, der har skrevet kommentaren? Set herfra er svaret nej. Det kan ikke spores, hvem der har skrevet kommentarerne. Der er ingen navne, ingen bynavne eller stednavne. Der er ikke nævnt kommuner, og der er ikke nævnt alder på hverken børn eller voksne. Så efter at have tænkt og læst, besluttede jeg, at alle kommentarer offentliggøres.

Hvorfor?

Fordi nogle af indlæggene faktisk uddyber, hvorfor det er så betændt at kommuner "roder rundt" i enlige forsørgeres privatliv. Hvorfor det er med til at gøre mennesker utrygge og hvorfor det er med til at mindske menneskers tillid til de sociale myndigheder og kommunerne. På en måde en kommentarerne en lille dokumentation - selvom jeg er helt klar over, at de ikke kan bruges som sådan. Derfor har jeg valgt at offentliggøre alle.

Samtidig har jeg besluttet, at jeg ikke vil besvare de enkelte kommentarer. De må have lov til at stå der, præcis som de er - uden mine fortolkninger eller analyser. Hver enkelt kommentar taler for sig selv.

Men måske tager jeg fejl? Måske var det ikke tanken hos de anonyme og de meget private, at det de har skrevet skulle ud i den større verden? Jeg kan ikke vide det, for der er ingen, der har bedt mig beholde kommentaren inde bagved på bloggen. Så jeg håber, det er OK. For jeg synes, at det der er skrevet er så væsentligt i debatten, at kommentarerne skal med.

Endnu engang tak for jeres kommentarer!

Jytte

Socialt bedrageri og kommuneagenter!!

EN HELT SPECIEL UDGAVE AF JANTELOVEN - hvis du er enlig forsørger!

Igår, den 14. januar 2013, startede der en serie på DR1 om socialt bedrageri. Meget interessant og tankevækkende. Men måske tankevækkende for mig på en anden måde end tiltænkt fra DR's side?

Begrebet socialt bedrageri har "altid" eksisteret i min bevidsthed - og jeg har mødt mennesker nogle få gange, som praktiserede det, som samfundet kalder socialt bedrageri: hævede penge ved kommunekassen samtidig med, at der kom penge til huse fra et arbejde.

I seriens første afsnit, blev to typer socialt bedrageri belyst. 1)Når mennesker går på arbejde - formentlig mere eller mindre sort - og samtidig hæver dagpenge/kontanthjælp. 2)Når enlige forsørgere hæver børnetilskud m.v., selvom de har en kæreste.

Til den første type socialt bedrageri vil jeg blot sige: Det er  tyveri fra dig og mig af surt betalte skattekroner, når mennesker tjener penge - sorte eller hvide - og så samtidig hæver overførselsindkomst af en eller anden art. Det skal selvfølgelig stoppes, som alle andre slags tyveri! Kald det det - tyveri - og lad være med at kalde det noget med socialt! Det er ganske enkelt a-socialt! Ikke mere om det!

Til gengæld vil jeg gerne sige noget om type 2 - den enlige forsørger, der har fået en kæreste.

Kommunerne har interesseret sig for enlige forsørgeres sex-liv/kæresteliv så længe jeg kan huske tilbage. Og for den sags skyld også for førtidspensionisters og folkepensio- nisters. I "gamle dage" var interessen iblandet forargelse over den enliges "skørlevned" - hun var jo ikke gift med manden vel. Fy - føj! (Det gjalt ikke for mænd). Senere blev det mere og mere økonomitænkning, der var omdrejningspunktet. Og det er det stadig. Det forholdsvis nye er, at mange kommuner nu har lavet en "Task-force", der skal jagte enlige forsørgere, der har fået en kæreste - og de beder byens øvrige borgere om at stå bi med anmeldelser af enlige forsørgere, der måske ikke er helt så enlige endda. Den form for bistand til kommunens jagt på "sociale bedragere" hedder angiveri eller stikkeri i min ordbog - og jeg får kuldegysninger. Er vi igang med at udvikle DDR-tilstande eller en Sovjet-stat?

Der er flere aspekter i det her. For det første forsørgerpligten. Både den mellem ægtefæller og samlevende - og mellem forældre og børn. Forsørgerpligten stammer fra dengang stort set alle kvinder arbejdede hjemme og ikke fik løn for deres arbejde. Manden derimod fik penge, enten som landmand, som arbejder, som håndværker osv. (Jeg undlader at tage de rige med her, for denne diskussion er uinteressant i forhold til dem). Kvinden bidrog til forsørgelsen med sit arbejde i hjemmet og ægtefællerne havde forsørgerpligt overfor hinanden. Hvis en mand forlod sin kone og ikke bidrog til hendes forsørgelse efterfølgende, fik han den smukke titel "Forsømmelig forsørger" - især hvis der også var børn i ægteskabet. Desuden havde forældre forsørgerpligt overfor deres børn - og det har de stadig. Til børnene er fyldt 18 år.

Og det er her det bliver interessant med den enlige forsørger. Hvis hun er skilt fra sine børns far og får en ny kæreste efter et stykke tid, så har den nye kæreste IKKE forsørgerpligt overfor hendes børn! Han har det ikke og han får det heller ikke - medmindre han ender med at adoptere børnene. Alligevel pålægges han "forsørgerpligt" af de sociale myndigheder - og til en vis grad også af staten. Og denne "forsørgerpligt" ser ud til at blive strammet i regeringens tanker om kontanthjælpen fremover.

Jeg kan forstå, at boligsikringen kommer i de sociale myndigheders søgelys, hvis et kærestepar flytter sammen. For så er det selvfølgelig husstandsindkomsten, der skal ligge til grund for, hvor meget de to kan få i tilskud til deres fælles husleje. Så langt så godt. Men al den stund kæresten ikke er far til børnene, så er det mor der skal betale for daginstitution, SFO, klub, mad, medicin, tøj, fritidsinteresser, sportstøj osv osv til sine børn. Med et tilskud fra far, der formodentlig betaler sine børnepenge. Og hvis de to - mor og ny kæreste - IKKE bor sammen, ja så er det mor alene der hæfter for huslejen også. Uanset om kæresten har en tandbørste stående på hendes badeværelse, om han henter lille Peter i børnehaven af og til, eller om hun får lov til at låne hans bil en gang imellem.

Det er egentlig utroligt, at alle de nye kærester - mænd såvel som kvinder - finder sig i dette! Det oprør har vi tilgode endnu.

Der bliver sagt mangt og meget om ligestilling i disse år. Og tro mig, jeg går ind for lige stilling. Lige løn for lige arbejde - at kvinder og mænd er lige meget værd - at kvinder og mænd skal have den samme slags pension osv osv. Men det interessante er jo, at den ligestillingsdebat mest drejer sig om: Kvinder på chefgangene - kvinder i erhvervslivets bestyrelser - mænds tvungne barselsorlov - kvinder i partierne - kvinder i regeringerne osv. Når det kommer til ligestilling i bunden af samfundet, så er der ingen debat. Hvis en kvinde tillader sig at have en (ny) kæreste samtidig med at hun har børn med en anden, så klapper uligehedsfælden: Hvis du vil ha en at kysse med og have sex med, så må han deltage i forsørgelsen af dine børn. Du skal ikke komme her og ønske ligestilling med mænd, så længe du ikke kan skaffe dig et arbejde. (Jeg taler om enlige kvinder med børn, fordi det er dem der fylder mest i statistikken - det samme gælder jo, når det er far der er enlig forsørger.)

Samtidig ved jeg - og det ved politikerne naturligvis også - at der arbejdes meget på at hjælpe mennesker med at få et godt netværk (i socialt arbejde, i det frivillige arbejde m.v.), så de er så selvhjulpne som muligt i alle situationer - og så de får en bedre livskvalitet. Vi ved, at mennesker i parforhold lever længere, vi ved at mennesker i parforhold klarer kriser og sygdom og arbejdsløshed osv bedre end enlige - vi ved, at børn har det bedst, når der er både mænd og kvinder i deres hverdag - og vi ved at voksne, der har et godt liv og sexliv, er bedre forældre, end voksne der er ensomme og alene om det hele i hverdagen. Og hvad bruger politikerne så den viden til? Ingenting når det kommer til enlige forældre på sociale ydelser. Næh - så må vi hellere holde øje med hinanden og ringe anonymt til kommunen, hvis vi får en mistanke om, at naboen med de tre børn da vist nok har en kæreste og at han da nok også overnatter en gang i mellem. For vi har set hans bil på parkeringspladsen!

Så "kære" politikere - på Christiansborg og dernæst i de sociale udvalg: Afskaf det forældede forsørgerbegreb. Glæd jer, når mennesker møder kærligheden, og tro på, at rigtig mange måske endda får overskud til at komme igang med en uddannelse - og måske endda får et job, når krisen kradser lidt mindre på et tidspunkt. Kvinder og mænd yder hvad de kan - hvis der var arbejde nok, ville rigtig, rigtig mange gå på arbejde hver dag. Hvis nogen ikke yder noget - så skyldes det måske tidligere tiders forsømmelser mod børn - men det er en helt anden historie.

PS Og så vil jeg opfordre alle til at overhøre budskabet om at anmelde naboen til kommunens "Task Force". Hvis nogen stjæler, så er det politiets opgave at kigge nærmere på det. Og hvis nogen bare har fået en ny kæreste, ja så synes jeg, I skal ønske dem hjerteligt tillykke!

Jytte

Et nyt år er i gang!

RIGTIG GODT NYTÅR!!!

Der er gået mere end en måned, siden jeg skrev sidst herinde. Det har været jul og nytår, og der har slet ikke været stunder til at skrive. Nu er der tid igen!

Tænker lidt på, hvad det egentlig er, jeg vil med den her blog. Foreløbig kan jeg ikke finde ud af det tekniske. Det næste er, hvad jeg vil skrive om. For jeg synes, der er så mange ting, som er væsentlige. Samtidig med, at der er meget, som er totalt umuligt eller ligegyldigt.

I det år, der er gået, er der flyttet temmelig meget rundt på min opfattelse af virkeligheden! Siden jeg var helt ung, har jeg været interesseret i samfundet og i politik - og det er jeg for så vidt stadig. For jeg synes, det er vigtigt at følge med og at være interesseret i livet og samfundet. Men jeg er blevet det, jeg engang har kaldt andre: Yderligtgående desorienteret. Ikke venstreorienteret. Ikke højreorienteret. Eller midtsøgende. Men yderligtgående desorienteret!!!

Når man er ung (ihvertfald når "man" var mig som ung!) - er alting sort/hvidt. Der er de "gode og rigtige" - og "de onde og forkerte". I mit liv var de "gode" dem, der var imod krig og imperialisme - og "de onde" var selvfølgelige dem, der var for krig og som lavede krig rundt omkring i verden. På den måde er jeg barn af 2. verdenskrig. Vi vil ikke have flere krige - vel?? Det medførte en langvarig tilknytning til venstrefløjen - for mit vedkommende primært til antiimperialismen. Og sådan har jeg det faktisk stadigvæk! Jeg er stadig modstander af krig, tortur og besættelse af andre lande. Og tilhænger af demokrati!

Men med i kølvandet kom en loyalitet overfor velfærdssamfundet - overfor fagbevægelsen - overfor venstrefløjen. Socialdemokratiet var allerede dengang suspekte, men SF, VS, KAP, og især Vietnambevægelsen havde min opbakning. I et kort åremål var jeg medlem af KAP - og det fortryder jeg ikke, for jeg lærte en masse!! Men pludselig en dag blev jeg ekskluderet - fordi jeg nægtede at stemme for en løgnagtig kongresberetning! Mange forsøgte at besnakke mig, men jeg holdt fast i mig selv - og siden har jeg aldrig været medlem af noget parti. Og i dag - i begyndelsen af januar 2013 ved jeg - at jeg ALDRIG nogensinde igen vil være medlem af noget parti! Og sådan har jeg haft det i mange år - det er bare blevet uddybet i 2012.

Hvorfor? Fordi jeg oplever, at politik er blevet en beskidt affære, hvor toppolitikere - uanset hvilket parti de tilhører - meler deres egen kage og overhovedet ikke er i kontakt med realiteterne og det virkelige liv. Det er blevet nærmest umuligt at skelne mellem blå og rød - det er blevet umuligt at se målet - demokratiet hænger i laser - og politikerne taler i tunger eller tåger. Har det altid været sådan? Tror det faktisk ikke. Husker politikere fra mange forskellige partier, der stod for noget - og som stod til troende. Som man kunne stole på - enig eller uenig - så vidste vi, hvor vi havde dem. Det ved vi ikke længere.

Det startede med "tonen" i dansk politik. Den blev mere og mere skinger. Og der var ikke længere nogen mærkesager. Det vigtigste blev at have magten. Det startede med Poul Nyrup Rasmussen, fortsatte til det værre under Anders Fogh Rasmussen - og blev totalt forvirrende nu med Helle Thorning Smith og Margrethe Westager. Pyh!!!

Og tro mig, det er helt sikkert startet før - måske allerede under Stauning - men i mit liv blev det rigtig, rigtig synligt, da Poul Nyrup kom til magten med ufine metoder!

Hvor er de ægte politikere blevet af? Hvor er ordentlige dagsordener blevet af? Hvor er menneskene på Christiansborg blevet af? I "gamle" dage, var der ordentlige politikere/mennesker til - også dem, jeg var uenig med. F.eks. var Kirsten Jacobsen fra Fremskridtspartiet - en ordentlig person. Det samme var Lilly Gyldenkilde fra SF. Og Kjeld Olesen fra Socialdemokratiet. Og flere med dem. Jeg kan ikke få øje på dem i dag! Helle og Margrethe er glatte. Som ål! Anders Fogh er/var glat. Som en ål! Poul Nyrup var/er glat. Pia Kærsgaard er på en gang glat og aggressiv. Måske en elektrisk ål? Den ærlige, oprigtige og helt igennem troværdige politiker savner jeg!

Samtidig er kontrolsamfundet bare blevet værre og værre. Lovstoffet bugner i Folketinget op til de tilbagevendende sommerferier - og det er ligegyldigt, hvem der er statsminister. Vi bliver kontrolleret i hoved og r.. - og der er efterhånden regler for alt: der skal tjekkes på alt, hvad de offentlige ansatte laver - underforstået: de gider nok ikke lave noget - eller hvad?? Der er ikke plads til forskelligheder og anderledesheder. Vi bruger ikke forskellighederne til at styrke samfundet og hinanden!  Alle skal leve på en bestemt måde, alle skal gå på arbejde - selvom der ikke er arbejde til dem - alle børn skal i daginstitution meget tidligt og om lidt i heldagsskole fra børnehaveklassen.  Nu mangler vi bare de sovjetiske og israelske børnehuse - så er samlingen komplet! Staten overtager børneopdragelsen - forældrene træder rundt i trædemøllen - også når de IKKE har arbejde, for så skal de stille til ting og sager på Kommunen - og vi skal være sunde på en ganske bestemt sund måde - uanset hvad. Gamle på plejehjemmet må ikke ryge sammen med hinanden i dagligstuen. Det samme gælder psykisk syge på varmestuerne. Cansersyge og hjertesyge skal stille til kontrol på kommunen midt i kemoterapien og genoptræningen - for mon nu lige de er så syge, som de siger?  Folk med fast arbejde skal sågar stille til kontrol midt i en sygeperiode - for de er nok ude på noget!!

Ja, det er ikke lystigt det her. Og er en træls måde at starte et nyt år på!

Så jeg vil opfordre jer alle sammen til en eller flere slags civil ulydighed i det nye år!! :

Spis flødesauce! Ryg en cigar efter den gode middag! Lad være med at stemme til næste Folketingsvalg og overvej OM du vil stemme til kommunevalget! Og hvis du gør - så stem på en, som du tidligere ikke ku drømme om at stemme på! Find ud af, hvad der er kvalitetstid og kvalitetsliv for dig - og gå efter det! Sig nej tak til heldagsskolen. Sig ja tak til deltidsarbejde. Sig til dit barns folkeskolelærer, at han/hun er OK! Kys din kæreste/ægtefælle og få ham/hende med til noget totalt skørt mindst en gang om ugen - og gør mindst EN ting om dagen, som du gør bare fordi det er sjovt og du har lyst! Uanset hvad Mette Frederiksen, Klaus Hjort Frederiksen og alle de andre mener om det.

Brug 2013 til at generobre demokratiet og din selvbestemmelse!

Godt Nytår!
Jytte

Fra "stakkels drenge" til hårde kriminelle!

For snart mange år siden skrev en læge - Gideon Zlotnik - en bog, der hed "De stakkels drenge". Jeg har aldrig fået læst den, men der var rigtig megen diskussion om den i faglige sammenhænge - og i pressen. Jeg kan huske, at det der blev sagt og skrevet gjorde indtryk på mig, fordi jeg ikke selv har haft drenge - og fordi jeg godt kunne huske de drenge i skolen, der "altid" var uden for døren i timerne, som "aldrig" afleverede stile og blækregning (medmindre de skrev af fra os andre, og det var strengt forbudt), som kørte med mælk eller gik med aviser meget tidligt om morgenen og derfor nogle gange faldt i søvn i timerne - og som for det meste ikke kom i lære efter skolen, men i stedet blev arbejdsmænd. Som fik tæsk derhjemme - og som senere slog en proper næve til ballerne i byen - og på landet udenfor forsamlingshuset.

Som voksen har jeg mødt drenge i mit arbejde som socialrådgiver og psykoterapeut. Drenge, der nok hører til den gruppe, der blev kaldt "stakkels". Og sent i mit arbejdsliv har jeg mødt rigtig mange af dem. Husker en af de eneste gange, jeg som halvgammel havde sagt ja til at være vikar i folkeskolen, der hvor jeg boede. Jeg var vikar i 7. klasse. De skulle have dansk. Og dagens arbejde skulle handle om "Et dukkehjem". I ved den der Ibsen roman fra 1879. Jeg var vikar i slutningen af 1990'erne! Jeg kan huske, at jeg undrede mig ret meget over, at den slags gamle romaner var standardpensum i 7. klasse! Inde i klassen var der et par drenge, der brugte rigtig mange kræfter på at undgå at arbejde med emnet - mens nogle af klassens pæne piger gik i gang med opgaven. Efter en rum tid sagde jeg til drengene, at jeg var imponeret over alt det krudt de brugte på at undgå "Et dukkehjem". En af dem svarede: "Det gør vi da hver dag, når vi er i skole, for det er røvsygt". Jeg kendte ikke klassen, og skulle ikke have dem igen, så jeg sagde ikke højt, hvad jeg tænkte - til drengene. Men det gjorde jeg til den lærer/viceinspektør, der stod for vikarerne: Hvordan kan det være, at børn i 7. klasse skal læse "Et dukkehjem", når det er helt tydeligt, at det ikke siger dem noget som helst - især ikke drengene?? Hvad med at tage udgangspunkt i børnene her og nu og undervise dem derfra?? Jeg husker ikke svaret. Men episoden er dukket op mange gange siden. Bla.a. fordi jeg nogle år senere fik adskillige drenge fra den skole - og et par andre skoler i nabolaget - i sandkasseterapi eller mødte dem i forbindelse med, at jeg lavede familiearbejde med drenge og deres familier.

Drengene var mellem 7 og 13 år. De havde mange forskellige historier. Men fælles for dem var, at de absolut ikke trivedes i folkeskolen, at de kom fra familier med vanskeligheder (skilsmisse eller forældre med et dårligt fungerende parforhold, enlige mødre med mange forskellige kærester, sygdom, arbejdsløshed). Nogle af drengene boede ikke hos deres forældre, men var i plejefamilie eller boede på et opholdssted. Flere af de ældste drenge gik i AKT-klasse - hvor de i en periode pludselig fungerede godt - fordi der var en gudbenådet mandlig pædagog. Da han forsvandt fra skolen og der kom en kvinde i stedet, som oven i købet skældte dem ud hele tiden, knækkede filmen. De lavede en masse ballade - og endte med at blive bortvist. Flere af dem har senere fået diagnosen ADHD. Et par af dem var overordentligt velbegavede. Og et par var mindre godt begavede.

Nogle år senere kom jeg i kontakt med drenge i samme aldersgruppe i forbindelse med et langvarigt vikariat i en familieafdeling i en kommune. Nogle af disse drenge var danske og havde de samme familiemæssige og sociale baggrunde, som drengene i den tidligere gruppe. Andre af disse drenge kom fra flygtningefamilier, hvor forældrene talte dårligt eller slet intet dansk og hvor far var uden arbejde.  Fælles for denne gruppe drenge var, at de var "borgere" i familieafdelingen, fordi de var smidt ud af skolen, eller fordi de lavede kriminalitet, eller fordi de lavede voldsomt megen ballade i lokalområdet.

Vi har gennem de senere år hørt meget om bander i bl.a. København. Og om rockere - både i København og andre steder i landet. Retorikken omkring banderne og rockerne har til tider været barsk. Og lovgivningen er blevet strammet voldsomt gennem en årrække. Folk er bange - og med god grund. For der bliver faktisk skudt i København. Der bliver faktisk stukket med kniv rundt omkring. Der bliver begået drab. Der bliver begået voldsom kriminalitet med bl.a. hård narko og våben. Så jeg forstår godt opskræmtheden og forstår godt, at folk bliver bange. Og jeg har ingen bud på, hvad der skal gøres ved disse bander og rockere - for det har jeg ikke forstand på! Bortset fra, at jeg tillader mig at mene, at det der bliver gjort IKKE er godt nok og IKKE flytter på noget eller nogen. For de får jo bare "mere af det samme".

Når jeg hører om disse bander eller ser rockere komme kørende på deres kæmpemæssige motorcykler, kan jeg ikke lade være med at tænke på de drenge, som jeg har mødt i mit arbejde! Fordi jeg tror, at bandemedlemmer og hardcore rockere med rygmærker

HAR VÆRET SÅDAN NOGLE DRENGE, SOM JEG LIGE HAR FORTALT OM - ENGANG!

Drenge der ikke er blevet set og hørt. Drenge der ikke er blevet rummet. Drenge der er blevet ekskluderet fra familien - eller af far. Eller svigtet og svigtet igen og igen og igen.  Drenge der er blevet ugleset allerede i børnehaven. Drenge der har lært sig at være "hårde i filten" for overhovedet at holde ud at være her. Drenge der har været SÅ kede af det, SÅ vrede, SÅ forsømte og fulde af sorg og ensomhed, at de har lukket deres øjne og ører og hjerter af for omverdenen. For den ville og vil dem jo alligevel ikke noget godt!

Mens børn er helt små, kender vreden og forargelsen ingen grænser, når vi får at vide, at de har været udsat for vold, overgreb, svigt og misrøgt. Der bliver råbt på højere straf til forældrene. Der bliver råbt på mere kontrol med døgninstitutioner og plejefamilier. Der bliver råbt på bedre behandlingsmuligheder og mere tilsyn. Det paradoksale er bare, AT når det lille barn bliver en stor "besværlig" dreng - eller endnu værre - et forbistret bandemedlem eller en kvindefjendsk og voldelig rocker - så har alle glemt, at alt dette har en årsag - en baggrund.

Jeg ved stadig ikke, hvad vi skal gøre ved bandemedlemmer og kriminelle rockere. Men disse tanker, som jeg har tænkt meget, meget længe, er i de senere dage blevet bekræftet temmelig meget, fordi det viser sig, AT rigtig mange rockere ikke har haft en far at spejle sig i - og at de har haft alle de problemer, som jeg lige har skrevet om. Et eller andet sted vidste jeg det jo godt i forvejen. Og det betyder, at det vidste samfundet faktisk også - for jeg har min viden fra et langt liv i socialt arbejde!!

Måske er der ikke så meget at gøre for de voksne, der er blevet så hårdkogte, at de har mistet al følelse og fornemmelse for andre mennesker. Måske må vi/jeg se i øjnene, at det eneste vi kan gøre er at sørge for, at de laver så få ulykker som muligt? Det er en diskussion værd. En kriminalpolitisk og en socialpolitisk diskussion. En diskussion om børnesyn og helhedsforståelse. Om menneskesyn.

Jeg undres over, at den eksisterende viden ikke bliver brugt til noget. Siden jeg blev socialrådgiver i de tidlige 1970'ere, har der været en samfundsmæssig viden om, hvad det betyder for børn at få en god opvækst, at have brugbare rollemodeller, og at blive respekteret og behandlet ordentligt. At få omsorg og kærlighed. Det jeg ser nu er:  At der skæres ned og skæres ned. At der lukkes skoler og klassekvotienterne stiger. At lærere ikke bliver klædt ordentligt på til at rumme de drenge, jeg skriver om her - og de drenge (og piger - dem vender jeg helt sikkert tilbage til), som nu skal "inkluderes" i folkeskolen - under en meget fornem parole om, at skolen skal være rummelig. Skolen er lige præcis så rummelig, som samfundet giver den plads til og mulighed for. Der tales og skrives meget om børn - og det synes jeg er vigtigt. Men det er underligt, at i det moment et barn bliver en ung voksen - 14 - 15 -18 år - så fordamper forståelsen og empatien. Så skal de bare "opføre sig ordentligt", og så er det bøvlede  "deres egen skyld".

Vi - du og jeg - er et produkt af det liv, vi har levet. Og det er alle mennesker.

Når en dansk dreng bliver afvist og svigtet - og måske endda tævet og mishandlet - så gør det noget ved ham, som altid vil sidde i hans krop som en erfaring. Hvis hans far ikke er tilstede i hans liv, får det konsekvenser for hans selvforståelse. Hvis det hele går rigtig galt - indeni og udenpå - "vælger" han måske en kriminel og voldelig løbebane. For det er jo det han har lært!

Når en flygtningedreng - måske endda med tidlige erfaringer fra krig og vold og overgreb - kommer til Danmark og bliver modtaget med afvisninger og racistiske tilråb - samtidig med, at han har en far, der ikke kan forsørge ham - og derfor ikke kan sætte sig i respekt - en far der pludselig er blevet et "udskud" - måske enddan med krigstraumer - så må han finde sine egne måder. Nogle af dem er at holde sammen med unge vrede mænd, som måske ender med at blive bandemedlemmer.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi snart får samlet den viden, vi har om børn og familier i en buket, som vi sender videre til politikerne. For som det foregår lige nu er det bare for sølle.

Jytte

og så blev klokken over 2 om natten!