ELLER: Fagre NYE VERDEN er igang med at blive virkelighed!
I denne tid tænker jeg en hel del over de ting, der er sket med familien, med børnene og med arbejdsmarkedet de sidste 50 år. Årsagen er den, at min ældste datter lige har rundet et skarpt hjørne. Hun blev 50 år forleden. Og det sætter jo mit eget liv i perspektiv. For når hun er 50, så er jeg godt igang med at blive gammel! På indersiden er jeg stadig mig! Men på ydersiden kan det ses. Jeg er på vej mod de 70. Og det er ikke altsammen lige morsomt! Det kan jeg evt. vende tilbage til. Lige nu er jeg optaget af tendenserne i tiden. Omkring familien, børnene og arbejdsmarkedet.
Da min ældste datter blev født, var jeg 19 år og alenemor. Jeg var ikke forladt og det var ikke synd for mig. Men jeg var unægtelig meget ung. Vi havde et socialt system, der gjorde noget for mig. Jeg fik en uddannelse, som blev startskuddet til, at jeg senere kunne fortsætte med at uddanne mig. Jeg har også mange indvendinger imod, hvad der foregik på Mødrehjælpen. Fordommene fyldte meget hos nogle af socialrådgiverne. Men det vigtigste var, at jeg fik en uddannelse. Så gik der et par år. Jeg fik en kæreste, som jeg giftede mig med. Og så skete der noget meget interessant: Jeg kunne pludselig ikke få børnehaveplads til min datter, da hun blev tre år. For nu var jeg jo gift - og dermed pr. definition forsørget! OG, da jeg senere blev indlagt på Amtssygehuset i Glostrup, kunne jeg pludselig kun få nedsatte sygdagpenge - for jeg var jo gift og dermed pr. definition forsørget. Problemet var bare: det var mig der var forsørgeren!! Min mand læste og jeg gik på arbejde. Og SU'en var enten meget lille eller ikke eksisterende på det tidspunkt. Det husker jeg ikke helt. Ihvertfald var det mig, der skulle hente penge hjem til mad og husleje. Og børnehave. Og alt det andet.
Det var i midten af 60'erne. Og alle ved, at der begyndte at ske noget i samfundet. Der var højkonjunktur og kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Der blev bygget daginstitutioner og lejligheder, og der blev vendt op og ned på mangt og meget. Industrien hev og flåede i kvinderne, så nu blev der brug for sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere - som skulle tage sig af de ting, som kvinderne tidligere havde klaret selv: Omsorg for børn og gamle familiemedlemmer, pleje og behandling af de syge, og indsats med leg og læring til børnene, mens mor og far var på arbejde. Kvinderne stillede krav - og hvis erhvervslivet ville have arbejdskraft, måtte der daginstitutioner m.v. til.
Jeg synes faktisk - også i dag - at det var rigtig godt. På mange forskellige måder. Kvinder blev i stand til at forsørge sig selv. Så det var ikke længere nødvendigt at blive i et håbløst parforhold, hvis man som kvinde gerne ville gå sin vej. Kvinder fik uddannelser og blev dermed både fagligt og personligt klogere på sig selv og verden. Og dygtigere til mange ting. Og mænd og fædre, som tidligere ikke havde beskæftiget sig synderligt med deres børn, begyndte langsomt at blive en del af familien, som aktive familiemedlemmer. Mine svigersønner er vidunderlige fædre. Det var min far ikke. Han var fjern og autoritær - OG voldelig - da jeg var barn.
Jeg var selv en del af den bevægelse, der ville frihed og frigørelse. Her i Danmark og ude i verden. Og jeg syntes, der var meget at kæmpe for. Jeg var ikke rødstrømpe og blev det aldrig, for jeg oplevede mange rødstrømper som uforsonlige mandehadere - og sådan havde jeg det ikke. Jeg ville bare kunne klare mig selv. Og ville ha alle krige til at stoppe. Det sidste lykkedes som bekendt ikke! Så jeg blev mere politisk. Venstredrejet på forskellige måder, som tiden gik.
Og det har jeg det faktisk OK med, også idag, hvor tingene forandrer sig. Jeg har aldrig forstået dem, der pludselig fortrød deres venstredrejethed og nærmest holdt fortrydelsestaler i kronikker m.v. Hvis jeg ser på samfundet - 1950'er samfundet - som jeg voksede op i - så var forandringer nødvendige. For kvinderne. For familierne. For arbejdsmarkedet. Og for samfundet. Og de forandringer var vi/jeg med til at få igennem: Dagpengene blev ens til mænd og kvinder. Kvinder fik uddannelser. Kvinder kunne klare sig selv. Børn kom i dagpleje og børnehave, mens mor arbejdede. Kvinder fik lov til at hedde det de altid havde heddet, når de blev gift. Det blev muligt at bo sammen uden at være gift. P-pillen kom til verden. Det gjorde pornoen også - og dengang var det progressivt! Osv osv.,
Og så er det, men den baggrund og historieforståelse, at jeg kigger på Danmark anno 2013. 50 år efter min ældste datters fødsel. Og jeg bliver simpelthen nødt til at sige noget i den debat, der er igang og har været det i et langt stykke tid nu. For jeg synes, at udviklingen går den helt forkerte vej. OG at det ikke kun er magthavernes projekt. Der er mange om den nuværende udvikling. Måske ikke nødvendigvis altid sådan, at der sker ting på baggrund af bevidste valg og handlinger fra enkeltpersoner og grupper. Men som en konsekvens af de ting, der er sket over tid. Fordi nogen ikke er stoppet op undervejs? Fordi nogen VIL en ganske bestemt vej? Fordi nogen har nogle ganske bestemte ideologiske mål? Fordi vi andre er blevet nogle sløve padder, der ikke har sagt fra, ikke har været med til at sætte nogle andre mål end dem "eliten" har sat? Jeg har ihvertfald ikke sagt fra! Da det gik op for mig, at det venstreorienterede projekt var en total misforståelse, som jeg ikke længere kunne tilslutte mig, gik jeg i flyverskjul! Da det gik op for mig, at det jeg troede var frigørelse, mange steder var endt i diktatur. Der stoppede det for mig. Og jeg koncentrerede mig derefter om at være god til mig arbejde!! Og det var jeg! Og jeg havde jo min viden og min samfundsforståelse med i rygsækken, så jeg kunne stadig være med på beatet. Men indeni mistede jeg noget. Noget væsentligt. Jeg holdt op med at være politisk vågen. Og det er jeg ked af i dag. Jeg blev så optaget af processer (og de er vildt vigtige), at jeg glemte det med den poltiske magt. Fordi jeg var skuffet og desillisioneret.
Så skete der flere ting i mit liv, som vendte op og ned på det hele. Jeg fik en depression, som aldrig blev behandlet af andre end mig selv, med hjælp fra mine venner og gode kolleger. Og det tror jeg faktisk er godt. For så fik jeg hverken psykofarmaka eller det der er værre. OG så kom jeg ud på den anden side - med ar og rifter. OG jeg fik mig en ny kæreste og nogle flere børnebørn. Det er der jeg er nu. Begge dele - kæresten og børnebørnene - har fået mig til at se verden igen, denne gang gennem nye briller! Min kæreste er et af de mest rummelige mennesker, jeg kender. Han skal ikke lave om på nogen mennesker og han vil ikke bestemme over andre, ikke over sine børn, ikke over mig. Han gør sine ting, og jeg gør mine. Og det er sådan, det skal være. Tak Jens! Og så har jeg fået 4 små børnebørn på relativt kort tid. Den ældste af dem var meget syg, da han var helt lille. Så min datter var nødt til at blive hjemme hos ham. Idag er han 7 år. Min datter går stadig hjemme. Og det har hun tænkt sig at blive ved med, så længe det er nødvendigt. Han er ikke så syg mere. Men nu er hendes valg blevet et aktivt fravalg af karriere og penge. Og det er her, jeg også slår en koldbøtte!
For det er gået op for mig - i løbet af de seneste 7 år - at der er noget ravruskende galt med vores samfundsudvikling. Der er mange pejlemærker i den udvikling. Og jeg nævner dem i den rækkefølge, de dukker op i mit hoved. Selvom kronologien måske er anderledes. Jeg fik et chock, da Anders Fogh Rasmussen ville have sin krig i Iraq - og fik den. Det var så forkert. Og så grænseoverskridende. Jeg vidste, at det der blev sagt var løgn. For jeg havde hørt Blix - den svenske undersøger - sige, at der IKKE var masseødelæggelsesvåben i Iraq. Og da jeg så bagefter hørte Anders Fogh sige, at han IKKE havde sagt, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben - samtidig med at jeg kunne se filmklip, hvor han faktisk sagde det, så begyndte min politikerlede at kravle på mig. For alvor!
Så kom Afghanistan. Noget senere. Og Danmark har betalt en høj pris for de to krige. Men ikke Anders Fogh. Han blev generalsekretær i Nato. De drenge - og piger - som han sendte ud til sin krig - kom hjem igen. Nogle i en kiste. Nogle med livsvarige ar på sjælen i form af PTSD og andre psykiske lidelser. Nogle uden et ben eller en arm. Eller mere kvæstede end det. Nogle af dem er blevet eneboere. Nogle af dem har slået et menneske ihjel herhjemme, af grunde vi ikke kender. Nogle af dem er blevet skilt fra deres kæreste eller ægtefælle, fordi de psykisk er blevet så ustabile eller indesluttede, at et samliv med dem er blevet umuligt. Og så er der, heldigvis, også nogle der har klaret skærene. Og var der så hjælp at hente, til dem der fik fysiske eller psykiske sår? No way! Ikke før der var blevet lagt massivt pres på militæret og staten - og det tog faktisk ret lang tid, før der skete noget.
Sideløbende med dette blev jeg mere og mere opmærksom på, hvordan de unge knokler med deres uddannelser, får stress, bliver angste, dropper ud, og bliver pressede i perfekthedsskruen. Unge mødre bliver pressede af normer og forventninger om, at de er smukke, dygtige, perfekte, gode til at lave mad, gode til deres jobs, gode til at være mødre, gode elskerinder, gode værtinder. Osv osv. Og hvis de vil følge denne trend, ja så er de pinedød nødt til at arbejde fuldtids - som deres mand eller kæreste også gør. Og samfundet? Det stiller krav om, at alle er på arbejdsmarkedet - også lige nu, hvor jobbene er væk! Dagpengene bliver beskråret og falder væk. Kærester får fælles forsørgerpligt (også når det drejer sig om folkepension, som der er betalt skat til gennem et helt arbejdsliv), og mange mister deres eksistensgrundlag som individer.
Så får vi et "systemskifte". Og naive mig tror, at nu stemmer jeg da bare på Enhedslisten, så de kan råbe lidt op i folketinget. Og hvad sker der? Regeringen løber fra alt, hvad de hidtil har stået for, og EL følger trop og bliver bovlamme og sælger ud. Ikke så meget endnu og ikke så vildt som regeringen - med udsalg holder de!
Undervejs sker der så flere ting, som får mig op i det røde felt. Først er der en restaurant i København, der beder en ammende mor om at "pakke det der sammen"! Hun klager til Ligestillingsnævnet - og restauranten får medhold! Det er blevet OK at forbyde kvinder at amme i det offentlige rum. Det giver en del ballade. Som jeg har sluttet op om. For helt ærligt: Amning er den ældste form for yngelpleje - hos ALLE pattedyr. OG det er dokumenteret, at amning er meget, meget bedre end alt muligt andet. Det forebygger alverdens sygdomme. Modermælk indeholder så mange vigtige ting, som det lille barn har brug for. Noget modermælkserstatning ikke gør. OG - balladen kommer på et tidspunkt, hvor busserne i bl.a. København er sat til med plakater af bare bryster. Som reklame for kirurgiske klinikker, der laver silikonebabser til de frustrerede unge kvinder, der tror på, at de skal se ud på en helt bestemt og anderledes måde, end de er udstyret til fra naturens side!
Og så er det, at regeringen vil lave tvungen barsel for fædre. Et løfte, som de heldigvis dropper, sammen med alle de andre droppede løfter. For helt ærligt - her hører alting da op. Jeg går fuldt ind for, at fædre kan tage barsel på lige fod med kvinder. Men det skal ikke være politikerne, der bestemmer, hvornår hvem skal holde barselsorlov. Det må og skal være op til den enkelte unge familie selv at bestemme i deres egen lille familie. Der er så mange faktorer, der gør sig gældende, når familierne skal vælge orlov til far: arbejdspladsen, familiens økonomi, uddannelse og holdninger, det lille barns konkrete behov (bl.a. for at blive ammet), de andre børn osv. Jeg anser tvungen barsel for utidig indblanding udefra. Det er jeg blevet skældt ud for at mene. Og er blevet kaldt nyliberalist!! Og ved I hvad - hvis man er nyliberalist, fordi man mener, at mennesker har ret til at bestemme i deres egne liv - så er jeg nyliberalist! Jeg har altid været antiimperialist - og det er jeg stadig. Jeg synes faktisk, at tvungen barsel til mænd er kulturimperialisme. Så jeg støtter dem, der siger nej til tvungen orlov. Uanset hvad jeg så vil blive kaldt!
Så kommer det næste chock. Folkeskolereformen. Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget lignende!! Det kan godt tænkes, at en regering tidligere har kørt et egotrip, der kan sammenlignes med dette. Men jeg tror det ikke. For selvom jeg har småsovet i timen i de senere år, så har jeg altså ikke været i koma. Lidt har jeg fulgt med. Vi har en regering, der uden overhovedet at beskæftige sig med det faglige, med børnenes interesser, med familiernes interesser, med forskellen på fritid og skoletid, med menneskers selvbestemmelsesret og med viden om læring og mangel på samme, beslutter sig for at trække et skoleforlig ned over hele den danske befolkning. Alle de kompetente folk, jeg har kendskab til på børneområdet - og på skoleområdet - siger, at denne reform er noget juks. Og med kompetente mener jeg mennesker, der ved, hvad de taler om, som er på børnenes side, som er empatiske og omsorgsfulde mennesker og som har et helt livs faglighed at byde ind med. Jeg har kun hørt EN person sige det modsatte af, hvad Jesper Juul, Erik Sigsgaard og andre siger. Og det er professoren fra Århus, Niels Egelund. Men ham har jeg aldrig hørt sige noget som helst om børns behov og den gode opvækst. Så jeg holder mig til de andre. For at få reformen igennem, laver regeringen så en alliance med KL - som sviner lærerne til på en måde, som jeg dels er rystet over - og som jeg dels tror vil ødelægge det gode samarbejde i mange år fremover. Der kommer en lockout. Som ganske enkelt er noget møg for folkeskolen. Og da lærerne så kommer tilbage - så er der også lige en inklusion af børn med særlige behov, som der heller ikke er nogen, der har forholdt sig ordentligt til. Jeg kan kun håbe, at forældre og lærere vil gøre fælles front mod overformynderiet - og at de bliver støttet af de nye kommunalbestyrelser rundt omkring. Her hvor jeg bor, i Vordingborg Kommune, er skolerne i kaos lige nu. Gode lærer- og pædagogkræfter overvejer at forlade folkeskolen. Og det kan jeg godt forstå. Jeg forstår også de unge forældre, der tæller pengene op for at undersøge, om de skal finde en lille privatskole i stedet. Jeg ville heller ikke lægge barn til. Med eller uden særlige behov!
Udover at min datters 50 års fødselsdag har været anledningen til alle disse tanker, så er der en ting mere: I lørdags - den 23. november 2013 - var der et interview i Politiken med en ung mor, Anne K. Waage Beck, som er næstformand i Småbørnsfamilieforeningen Samfo. Hun siger bl.a. at "ligestillingsfeminismen er kammet over, og det går især ud over børnene og kvinderne. Vi må give mulighed for, at man selv kan passe sine børn de første år af deres liv."
Jeg er fuldstændig enig. Sådan som jeg ser udviklingen, med de elementer, jeg har ridset op ovenfor - plus mange flere - så ser jeg følgende: Vi har fået et samfund, hvor det eneste der er "vigtigt" i magthavernes optik er: SORTE TAL PÅ BUNDLINIEN. Så vi laver børnehuse - som dem i Israel og Sovjetunionen - så børnene kan være VÆK fra far og mor, mens de producerer det, der nu skal produceres. Derfor er modersmælkerstatning bedre end brystmælk. Derfor skal far på barsel - så mor holder sin arbejdskraft ved lige og ikke bliver hægtet af. Derfor skal vi have en heldagsskole, hvor børnene målrettet bliver styret hen imod arbejdsmarkedet. Derfor skal vi have nogle videregående uddannelser, hvor eftertanke og refleksion er en uskik - se bare at blive færdige i en fart, så I kan komme ud i det pulveriserende liv og gøre nytte! Og I skal ikke tænke så meget, I skal bare arbejde. Glem alt om det lille barns behov. Glem alt om, at du har ondt i sjælen over at sende lille Sofie i vuggestue, før hun og du er klar - for Staten har brug for din arbejdskraft, og det er det vigtigste! Det er vigtigt at du får børn - til samfundet. Men opvæksten tager stat og kommune sig af, så du kan tjene penge ude på arbejdsmarkedet. Mest til OS - lidt til dig selv. Vi ved, hvad der er bedst for dig og din familie, så det skal du ikke spekulere nærmere over! Bare du gør, som vi siger!
Ja, sådan har jeg det i dag. Politikerleden er kravlet helt ind i min sjæl. Min tillid er væk. Totalt væk! Jeg har lige stemt til et kommunevalg, i håb om, at administrationen af skattekronerne måske bliver en anelse bedre. Vi får se. Jeg stemmer ikke mere til et folketingsvalg. Ihvertfald ikke før det er borgernes og børnenes tarv og trivsel, der er i højsædet. Ikke før det er OK at vælge moderskabet før arbejdsmarkedet. Ikke før vi igen kan begynde at tale sammen om det gode liv og de kvaliteter, vi hver især sætter pris på i hverdagen. Det er OK at tjene penge. Det er IKKE OK at pengene bliver omdrejningspunktet for alt hvad vi foretager os. Jeg får ondt i maven over de unge mødre, der bare SKAL tilbage på arbejde efter endt barsel, når hverken de eller barnet er klar endnu. Og dem har jeg mødt nogle stykker af de senere år. De er bundet op på økonomien - og noget af det er deres valg. Men meget af det er faktisk også pres fra omgivelserne - fra samfundet. For det er ikke længere IN at vælge sit barn og det gode liv med barnet. At amme - længe. At være først forældre - dernæst samfundsborger og arbejdskraft. Det er IN at være smuk og perfekt og dygtig og produktiv. Og YT at være omsorgsgivende og nærværende og rummende forældre. Gid vi kunne finde fælles fodslaw om at få det gode liv tilbage med en balance mellem det derude og det derhjemme. Det drømmer jeg om!
Jytte Høj Hammer
