Vi skal selv tage ansvar for vores lilleby!
For 3 år siden flyttede jeg fra Glumsø til Lundby. I min optik var det "Bare" 30 km sydpå, så det skulle jo nok blive fint. Privat blev det fint. Jeg har det godt, her hvor jeg bor, sammen med Jens. Vi er rigtig gode til at lade hinanden gøre de ting, som vi hver især har det godt med. Og vi er blevet for gamle til at skændes om forskellighederne. Så vi står op om morgenen, hygger os med kaffen og avisen og taler så om, hvad dagen skal gå med. Og - dagene går med lokale aktiviteter - nogle hver for sig, nogle fælles. Og så er der jo alle børnene og børnebørnene. Dem kan vi ikke helt overskue, så det hænder, at vi kører hver til sit - for at passe vores unger og deres børn. Men heldigvis kører vi også sammen - til hans eller mine børn!
Og det er faktisk slet ikke vores unger, der er ærindet, men vores fælles lokalsamfund. For det har da været noget af en oplevelse!!
Jeg flyttede hertil, men blev ved med at køre til Glumsø i aftentimerne. For jeg var medlem af Glumsø Bio, og jeg var vild med det. Det gjorde jeg så i lidt over 2 år. Men vi fik en isvinter. Og en til. Og så er lidt over 30 km hver vej lige i overkanten: Tåge, is, dårlige vejforhold, dårlig belysning, snedriver - nogle gange kæmpestore - stormagtige tilstande - fygning, når jeg nåede til Vester Egesborg. SÅ - op til november sidste år sagde jeg stop til min elskede biograf. Og vendte mig mod min nye by. Lundby.
Det glædede jeg mig faktisk til. Så jeg meldte mig som frivillig i Snaphanen Café - i Lundby. Og vi åbnede i november 2012. Lige ved siden af os lå Snaphanen Butik, som var et år ældre end os. Jeg mødte troeligt ind hver torsdag - og var glad. Det var lidt svært - for jeg har ikke cafe-erfaringer - men det gik. Og vi hjalp hinanden. Også på tværs, mellem butik og café.
NU - under et år senere - kan jeg kun sige: GODAW DO! Cafeen er lukket, og om lidt over en måned lukker vores butik også. Jeg er flyttet ind i butikken fra caféen, og jeg er rigtig ked af den her lukning!
Oprindeligt var det meningen, at Snaphanen Café skulle byde på lidt af hvert: Musik, café, maleriudstillinger, vælgermøder - og hvad vi ellers kunne finde på. Og butikken skulle sælge lidt af hver, mest kiostkvarer, men også specialvarer.
Mange meldte sig som frivillige. Men slet ikke nok. Slet, slet ikke. Nogle frivillige tog alt for mange vagter, OG byen støttede slet ikke op.
Og det med ikke at støtte op, får jo hurtigt en "ond spiral" - priserne må jo stige, hvis der ikke er kunder i butikken. Så - cafeén fik ikke kunder nok, havde ikke frivillige nok. Og døde. Butikken havde til en start frivillige - men ikke kunder nok - og nu er den ved at dø.
Og så sidder jeg her tilbage, i Lundby, og tænker: Gad vide, hvorfor der kan være en Glumsø Bio og en Rejselade og et Medborgerhus i Glumsø - og noget nær ingenting i Lundby. Vi har et godt Medborgerhus i Lundby - men der er heller ikke gæster nok. Hvad sker der? Hvorfor kører det så skidt?
Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg har et gæt: I Glumsø gider borgerne investere tid og energi og liv i det er foregår. I Lundby melder folk sig ganske enkelt ikke ind i aktiviteterne!
OG DET ER NOGET MØG! For hvis vi vil noget med vores lokalområde, så må vi investere i det, med lyst - med energi - og med arbejdskraft!
Jeg vil rigtigt gerne investere i Lundby, med den arbejdskraft jeg nu engang har at byde ind med. Men hvis jeg er alene om at ville/gide - så tror jeg faktisk, at jeg vil kigge mig om i mit nærområde for at se, om der skulle være noget, som ser spændende ud. Præstø måske?? Der her de en biograf - og det ved jeg jo noget om - og de har opbakning. Og jeg ved lidt om kunst og kultur.
Tror faktisk, at jeg vil overveje det. For jeg orker ikke at trække med på et læs i Lundby, som der kun er 20-30 andre der orker at trække med på. Når nu vi har en hel by, der KUNNE - hvis de VILLE.
Kære Lundby - kom nu ud af hullerne - I har nogen der gerne vil være med - MEN vi gør det altså ikke uden jer! OG det såkaldte UDKANTSDANMARK er jo også os. Og det er IKKE hverken kommunens eller regeringens ansvar, at vi tager fat i os selv og kommer videre. DET ER VORES fælles ansvar. I dag og i morgen. Meld jer ind, så vi kan løfte i flok!!"
Kærligst
Jytte
torsdag den 10. oktober 2013
torsdag den 3. oktober 2013
FRI ABORT - stadig en nødvendighed!
GODT VI FÅR EN ABORTDISKUSSION IGEN!!
Engang i slutningen af 1960'erne fik jeg en provokeret abort. Dengang, da det var forbudt og kriminelt og rædselsfuldt. Diskussionen om en kommende abortlov var igang, men det var stadig ikke legalt at få en abort.
Egentlig ville jeg bare kigge lidt på historien omkring tilblivelsen af abortloven. Men jeg kan mærke, at de 16.000 hvide kors ved motorvejen i Jylland - som vistnok er pillet ned igen - får nogle mindelser om tiden dengang op til overfladen. Og det vil jeg gerne sige lidt om.
Da jeg var 19 år fik jeg mit første barn. Jeg var ikke gift. Og jeg ville heller ikke giftes. Det gav lidt ballade i den lille forstadskommune - for dengang blev danske unge piger nærmest tvangsgift, hvis de blev gravide i "utide" - når det "gik galt", som det hed. Hvis ikke de giftede sig med den formastelige ungersvend (for piger var pr. definition ikke interesserede i sex - det var alene mændenes interesse!) - ja så blev nogle af dem smidt ud hjemmefra. Og nogle af pigerne endte med at begå selvmord. Mange af dem, der blev gift blev naturligvis også skilt igen. Tvangægteskaber har aldrig været en god ide, heller ikke i 1960'erne.
Mødrehjælpen kom ind i mit liv - og det var en god og en dårlig oplevelse.
God, fordi der rent faktisk var hjælp at hente - jeg fik en kontoruddannelse. God fordi jeg fik en lille lejlighed i Svendborggade i København - i kollektivhuset. God fordi jeg fik et socialt netværk - vi unge mødre i Svendborggade var gode til at hjælpe hinanden. Vi spiste sammen, vi passede børn for hinanden, vi hyggede os - og vi brokkede os over Mødrehjælpen. Vi lod børnetøjet gå i arv til det næste hold små babyer. Vi gik i Cap Horn og hørte traditionel jazz. Vi lagde øre og skulder til, når naboen var ked af det. Og - vi vidste hvad det med at være ung, enlig mor handlede om. For vi var allesammen unge, enlige mødre.
Dårlig, fordi der var så megen dobbeltmoral i det kollektivhus og i selve Mødrehjælpen. Der var dygtige og dejlige socialrådgivere - og der var nogle forfærdelige socialrådgivere. Jeg fik en forfærdelig socialrådgiver. Som var så fyldt med fordomme, at det skreg til himlen. Jeg var blevet optaget på Suhrs Husholdningsskole, fordi jeg gerne ville være husholdningslærer. "Min" socialrådgiver mente ikke, at jeg var velbegavet nok til en mellemlang uddannelse - fordi jeg havde fået barn med en sort mand!! Så jeg blev ikke husholdningslærer - men sekretær. I kollektivhuset var der en leder - en forstander(inde?) velsagtens - som ikke ville have, at børnenes fædre kom på besøg. Og da slet, slet ikke andre mænd. Pyh ha dadada! Så hun fik ansat en vagt, som sad nede i hallen og spurgte gæsterene ud om, hvem de skulle besøge og hvorfor de skulle det? Jeg blev engang kaldt til samtale, fordi min datters far besøgte os/hende. Og blev taget i 3.grads forhør om mit forhold til ham. Selvom jeg sagde, at vi IKKE var kærester, blev forstanderdamen ved og ved og ved med at bore. Til sidst måtte hun indse, at jeg nok ville bestemme selv, og at hun ikke fik mere at køre rundt i. Senere forbød hun en ung familie, der var blevet gift i Nigeria - men deres ægteskab blev ikke anerkendt af den danske stat - at hjælpes ad om børnene. Mor boede i Svendborggade. Far boede på Egmontkollegiet. Mor var sygeplejerske og havde nattevagter. Far måtte IKKE passe sine egne børn i Svendborggade, når mor var på nattevagt! Vi andre forsøgte at støtte familien og sagde til forstanderdamen, at vi ikke troede, at det ville smitte - det med at passe sine egne børn, mens mor var på arbejde. Det hjalp desværre ikke!
Vi kom alle igennem tiden med Mødrehjælpen. På godt og ondt. For nogle på MEGET ondt. Men set i bakspejlet var Mødrehjælpen faktisk en gave til unge enlige mødre. Det opdagede vi vist først, da Mødrehjælpen blev nedlagt med Bistandsloven i begyndelsen af 70'erne. Hanne Reintoft skriver en del om Mødrehjælpen i nogle af sine bøger - og de kan varmt anbefales. Hun og Tine Bryld var de unge kvinders allierede.
Jeg har ikke nævnt abort endnu - men det kommer her. For abort var så umuligt på Mødrehjælpen, at de unge kvinder måske nok søgte om abort - men de forventede ikke et ja. Et ja fik man kun, hvis ens liv var i fare, hvis barnet var en konsekvens af voldtægt, eller hvis der var risiko for, at barnet ville blive handicappet. Og Hanne Reintoft kan fortælle om en mor, der fik afslag på abort tre gange -og alle tre gange fik et mulitihandicappet barn, fordi Mødrehjælpen (læs loven) mente, at hun ikke risikerede at få flere handicappede børn! Det betyder, at abort var en meget, meget underlig størrelse i min ungdom. Og det var adoption faktisk også. For der var rigtig mange kvinder, der blev tvunget til at bortadoptere deres børn i den periode.
Fattigrøvene, dem fra arbejderklassen, havde ikke adgang til at få ulovlige aborter hos rigtige læger. Det kostede for mange penge. I stedet gik kvinderne til de såkaldte kvaksalvere, som kunne være alle mulige slags "hjælpere". Abortindgrebet blev lavet med sæbevand eller med strikkepinde - det var de to mest almindelige hjælpemidler. Risikoen for at dø af indgrebet var enorm. Og hvis man ikke døde, så var risikoen, at man aldrig mere kunne blive gravid. Hvis man blev opdaget, risikerede man fængselsstraf. Kvaksalverne risikerede altid fængselsstraf. Indgrebene foregik mange steder - i køkkener f.eks. Og kvaksalverne var omgærdet af mystik og uhyggelige historier. De var "skumle" og de var "snuskede" og det var overhovedet ikke noget, man skulle stræbe efter at opleve.
Så var der de rigtige læger. Nogle ganske få læger var kendt over hele København og omegn som abortlæger. Ind imellem blev en af dem sat i fængsel. Så vidt jeg husker, var der også et par, der turde tale Roma midt imod og argumentere for, at de unge kvinder skulle hjælpes, så de ikke var i livsfare. Indgrebene hos de rigtige læger foregik på en mere betryggende måde. Men det var ikke altid, det gik godt!
Og så var der de rige og dem der var foran alle os andre. I slutningen af 60'erne begyndte der at komme gang i abortrejser til udlandet. Og det skulle man være særligt priviligeret for at kunne. Det kostede mange penge at rejse til udlandet, at bo på hotel, at besøge en abortlæge osv. Så det der foregik der, var mest noget, vi andre kunne læse om i aviserne. Dansk Kvindesamfund havde vistnok en ungdomsafdeling (husker ikke præcis, hvordan det var), som gik i spidsen for disse rejser. Og de kunne dokumentere, at det var mindre farligt OG kunne komme med tal og argumenter omkring de ulovlige, farlige og kriminelle aborter og antallet af aborter pr. år.
Diskussionerne bølgede frem og tilbage - også internt i familierne. Der var stor uenighed omkring middagsbordene - og jeg oplevede meget underlige ting i mit eget liv. En - for mig - vigtig ældre kvinde, var fuldstændig modstander af abort, selvom hun havde fået flere provokerede, ulovlige aborter selv. Bagefter har jeg tænkt: Det ville have været dejligt, hvis hun havde delt sine begrundelser rigtigt med os andre. For hendes nej - uden argumentation - virkede helt mærkværdigt. Hvis de følelsesmæssige oplevelser og smerten havde været kendt af mig, så var jeg nok ikke blevet så vred på hende, som jeg blev!
Midt i den diskussion, blev jeg uønsket gravid. Jeg var forsørger af min lille familie: mit barn og min mand. Min mand læste og mit barn gik i børnehave. Vi kunne ikke undvære min indtægt, og der var ingen SU på det tidspunkt, så vidt jeg husker. Ihvertfald ikke til en familie på 3! Så jeg måtte og skulle gå på arbejde - ellers hang det hele ikke sammen. Jeg havde tidligere aborteret spontant, og det havde været forfærdeligt. Nu stod jeg så der - gravid og forsørger af en familie. Jeg ville ikke frekventere de der kvinder med sæbevand og strikkepinde, så jeg måtte finde en "adresse", som det hed. Og det fandt jeg. Min svigermor gav mig pengene - for det var jo det næste problem. Pengene. Og så drog jeg til København - helt alene. Nu er der gået så mange år, og jeg ved, at lægen er død for rigtig mange år siden. Så jeg kan godt fortælle, hvad der skete. Jeg tog ind til Kbh. K, fandt gaden og etagen og kom op i en lægepraksis, hvor der sad en masse mennesker i venteværelset. Nogle af dem med et lommetørklæde for munden.
Da jeg havde siddet der lidt, gik det op for mig, at lægens arbejde var: at trække tænder ud på folk, som skulle have gebis!! Jeg var rystet - hvad var det her?? Da jeg kom ind, talte vi lidt sammen - og jeg var så stiv af skræk, at jeg ikke kan huske en pind fra samtalen. Jeg husker kun, at han var en ældre mand, og ikke meget snakkende. Det her skulle bare overstås. Så jeg kom op på briksen - sådan en havde han i det mindste - og så gjorde han nogle ting, som jeg jo ikke kunne se. Mit gæt er, at han klippede hul på fosterhinden - og sprøjtede "noget" ind i livmoderen. Så fik jeg en recept på penicillin med besked om at tage hjem. Om en dag eller to ville jeg abortere. Og jeg måtte IKKE opsøge sygehuset, og jeg måtte heller ikke fortælle nogen, at jeg havde været hos ham. Han fik mine penge og jeg tog hjem. Men jeg fik ingen abort. Hverken den første eller den 5. dag. Jeg forsøgte at komme i kontakt med ham igen - men blev afvist. Og så blødte jeg ellers i 3-4 måneder eller mere. Det hele var så grotesk og mærkeligt, at jeg ikke rigtigt kan huske noget fra de måneder. Jeg skulle have været på en studierejse til Jugoslavien. Den blev aflyst. Jeg tog op til min svigermor i sommerhuset, og var der i flere uger. Der skete ingenting!
Jeg opsøgte min almindelige læge, men fortalte ikke om indgrebet. Han fik mig indlagt på Glostrup Amtssygehus. Der lå jeg - længe. I en uge eller to. Og blødte og blødte. Til sidst fik jeg ve-stimulerende tabletter og besked om at gå på trapper. Til sidst kom veerne - og jeg blev lagt ud i et skyllerum - mutters alene. Her fik jeg min abort. Det var en fødsel! Jeg kunne høre fosteret nede i bækkenet. Der var ingen, der hjalp mig eller støttede mig. Så kom jeg tilbage til stuen, fik en udskrabning dagen efter, og så forlangte jeg mig udskrevet. Og gik hjem, på "eget ansvar". Denne historie fortrængte jeg fuldstændig og totalt. Ca. 20 år senere så jeg en tv-udsendelse om abort før og nu - og hele historien dukkede op i min bevidsthed. Jeg var rystet. Hvad var det, jeg havde oplevet?
I dag tror jeg, at sygehuspersonalet godt vidste, hvordan det var fat. Derfor skyllerum og ensomhed. Jeg kom hjem, jeg fik senere to børn mere, og fik ingen varige fysiske men. Lægen faldt ned i Øresund med et privatfly og døde - og jeg tænkte: Gad vide, om han nogensinde havde tænkt ordentligt over, hvad det var han havde tjent penge på, som nebengeschäft??
Hvorfor nu denne private historie midt i en abortdiskussion? En historie, som oven i købet kunne have fået mig til at blive abortmodstander - ligesom den ældre kvinde, jeg nævnte tidligere. Jeg blev aldrig abortmodstander - og er det heller ikke i dag. For den slags oplevelser, som jeg har haft, skal ingen unge kvinder udsættes for! Kvinder har - til alle tider - fået provokerede aborter. I gamle dage, fordi de havde for mange munde at mætte - og de havde god hjælp fra folkemedicinen; i min tid, fordi udearbejde, husarbejde, mand og børn har krævet os så meget, at der nogen gange hverken var overskud økonomisk eller mentalt til at få et barn mere. Når jeg ser på mit liv i bakspejlet, så ville jeg aldrig have valgt abort, hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til. For det var for grufuldt. Jeg har mange års træning i at fortrænge dårlige oplevelser - så aborten blev puttet ned i glemmekassen til de andre traumer.
Abortdiskussionen fortsatte jo - og den fri abort blev indført for 40 år siden. Diskussionen var ikke altid lige venlig mod os kvinder, der havde fået en provokeret abort. Kristeligt Folkeparti havde et folketingsmedlem, Inge Krogh hed hun vist. Hun var fanatisk abortmodstander og tordnede mod de kvinder, der havde fået abort - eller ville få det i fremtiden. Hendes angreb var så hadefulde og voldsomme, at de kan sammenlignes med de amerikanske abortmodstanderes sekterisme. Der var ikke megen social forståelse i hendes tale. I disse dag er diskussionen startet igen. Denne gang med 16.000 hvide kors ved en motorvej. Tonelejet er mindre hadefuldt - men budskabet er det samme: Kvinder der får abort, slår deres børn ihjel. Og den argumentation skaber kun en ting: Afstand og modstand mod overhovedet at høre, hvad disse abortmodstandere siger. For de angriber os - de gamle kvinder, der har fået abort engang - og de unge kvinder, der vil få abort på et tidspunkt. Og når nogen bliver angrebet, så går de fleste mennesker til modangreb.
Når jeg ser på forskellen mellem den fri abort - og den kriminelle, ufri og livsfarlige abort - så har jeg flere ting at sige i dag. Jeg vil til alle tider kæmpe for, at vi skal blive ved med at have fri abort. Kig på Irland - de har de vilkår idag i 2013, som vi havde dengang. De rejser til udlandet for at få abort, hvis de har råd. Ellers går de til kvaksalvere. De vilkår, som fandtes, da jeg var ung, skal vi ikke have tilbage. Aborterne var der - også dengang. Kvinder satte livet på spil for at slippe for et uønsket svangerskab. Nogle af disse kvinder døde - nogle fik kroniske underlivssygdomme - og nogle fik aldrig nogensinde børn senere. Statistikken vil jeg ikke gøre mig klog på - men jeg tror ikke, at tallet har været voldsomt stigende. Kvinder blev tvunget til at bortadoptere deres børn, hvis de ikke kunne klare moderskabet. Jeg har haft flere veninder, der blev sendt afsted til Mødrehjælpen med en stor mave - og som kom tilbage et stykke tid senere - uden mave og uden barn. De blev sendt afsted af deres egne forældre! Disse mødre har resten af deres liv haft det forfærdeligt. Nogle af dem har mødt deres børn, efter at børnene er blevet voksne. Andre har bare haft et stort sort savn indeni - som aldrig er blevet healet rigtigt.
Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at samfundet har svigtet de unge kvinder enormt i de seneste mange år. Mødrehjælpen forsvandt jo med Bistandsloven. Og den nye Mødrehjælp har ikke de kompetencer, som den gamle havde - eller økonomi for den sags skyld. Da jeg fik mit første barn, fik jeg en uddannelse via Mødrehjælpen. I mange år har der ikke været en uddannelse at få, hvis man blev ung, enlig mor med udsigt til kontanthjælp. Noget jeg faktisk ikke har forstået, for jeg blev jo selvhjulpen, fordi jeg fik en uddannelse! Jeg har oplevet socialrådgivere - som jo er mine kolleger - sige om uplanlagt graviditet, at det jo ikke er en social begivenhed at få et barn! Jeg har hørt socialrådgivere sige, at den og den klient skal skubbes til at få en abort. Jeg har set og hørt klienter på TV fortælle, at de har fået abort, fordi deres sagsbehandler sagde til dem, at hvis de ikke fik abort, ville kommunen komme og tage det første barn fra dem. Så - den hjælp og støtte, som var en forudsætning for loven, er pist væk! Og - så har jeg også hørt om de unge piger, der bruger abort som prævention - de har selv fortalt mig det. Det er selvfølgelig fuldstændig forrykt. Fordi det er uetisk. Fordi det er umoralsk. Fordi det jo er - udryddelse af et lille liv. Vi kan ikke lide at høre det - men det er jo sådan det er. Det får mig ikke til at vende mig imod den fri abort. Men det får mig til at sige - at der er nogle ting, vi som voksne og som samfund og som socialrådgivere og forældre og bedsteforældre og gode venner skal gøre meget, meget bedre. Så vores unge kvinder lærer at passe ordentligt på sig selv og lærer at tænke sig om og får skaffet sig den prævention, som er nødvendig, når man har sjove lege med det modsatte køn. Kvinder skal fortsat have ret til at bestemme over deres egen krop. Hverken ægtefæller eller kærester eller socialrådgivere eller kommuner skal bestemme - om en kvinde skal have lov til at få det barn, hun har i maven - eller ikke have lov, fordi det er for dyrt eller besværligt eller noget helt tredie. OG det skal absolut heller ikke være abortmodstanderne - som ikke engang kender den enkelte kvinde og hendes liv og vilkår - der ved at sætte 16.000 kors op ved motorvejen - skal bestemme over andre kvinders liv og fremtid. Eller folketingsmedlemmer for den sags skyld. Det er uværdigt, det er umenneskeligt og så er det faktisk også en slags overgreb på andre mennesker.
Jytte Høj Hammer
Engang i slutningen af 1960'erne fik jeg en provokeret abort. Dengang, da det var forbudt og kriminelt og rædselsfuldt. Diskussionen om en kommende abortlov var igang, men det var stadig ikke legalt at få en abort.
Egentlig ville jeg bare kigge lidt på historien omkring tilblivelsen af abortloven. Men jeg kan mærke, at de 16.000 hvide kors ved motorvejen i Jylland - som vistnok er pillet ned igen - får nogle mindelser om tiden dengang op til overfladen. Og det vil jeg gerne sige lidt om.
Da jeg var 19 år fik jeg mit første barn. Jeg var ikke gift. Og jeg ville heller ikke giftes. Det gav lidt ballade i den lille forstadskommune - for dengang blev danske unge piger nærmest tvangsgift, hvis de blev gravide i "utide" - når det "gik galt", som det hed. Hvis ikke de giftede sig med den formastelige ungersvend (for piger var pr. definition ikke interesserede i sex - det var alene mændenes interesse!) - ja så blev nogle af dem smidt ud hjemmefra. Og nogle af pigerne endte med at begå selvmord. Mange af dem, der blev gift blev naturligvis også skilt igen. Tvangægteskaber har aldrig været en god ide, heller ikke i 1960'erne.
Mødrehjælpen kom ind i mit liv - og det var en god og en dårlig oplevelse.
God, fordi der rent faktisk var hjælp at hente - jeg fik en kontoruddannelse. God fordi jeg fik en lille lejlighed i Svendborggade i København - i kollektivhuset. God fordi jeg fik et socialt netværk - vi unge mødre i Svendborggade var gode til at hjælpe hinanden. Vi spiste sammen, vi passede børn for hinanden, vi hyggede os - og vi brokkede os over Mødrehjælpen. Vi lod børnetøjet gå i arv til det næste hold små babyer. Vi gik i Cap Horn og hørte traditionel jazz. Vi lagde øre og skulder til, når naboen var ked af det. Og - vi vidste hvad det med at være ung, enlig mor handlede om. For vi var allesammen unge, enlige mødre.
Dårlig, fordi der var så megen dobbeltmoral i det kollektivhus og i selve Mødrehjælpen. Der var dygtige og dejlige socialrådgivere - og der var nogle forfærdelige socialrådgivere. Jeg fik en forfærdelig socialrådgiver. Som var så fyldt med fordomme, at det skreg til himlen. Jeg var blevet optaget på Suhrs Husholdningsskole, fordi jeg gerne ville være husholdningslærer. "Min" socialrådgiver mente ikke, at jeg var velbegavet nok til en mellemlang uddannelse - fordi jeg havde fået barn med en sort mand!! Så jeg blev ikke husholdningslærer - men sekretær. I kollektivhuset var der en leder - en forstander(inde?) velsagtens - som ikke ville have, at børnenes fædre kom på besøg. Og da slet, slet ikke andre mænd. Pyh ha dadada! Så hun fik ansat en vagt, som sad nede i hallen og spurgte gæsterene ud om, hvem de skulle besøge og hvorfor de skulle det? Jeg blev engang kaldt til samtale, fordi min datters far besøgte os/hende. Og blev taget i 3.grads forhør om mit forhold til ham. Selvom jeg sagde, at vi IKKE var kærester, blev forstanderdamen ved og ved og ved med at bore. Til sidst måtte hun indse, at jeg nok ville bestemme selv, og at hun ikke fik mere at køre rundt i. Senere forbød hun en ung familie, der var blevet gift i Nigeria - men deres ægteskab blev ikke anerkendt af den danske stat - at hjælpes ad om børnene. Mor boede i Svendborggade. Far boede på Egmontkollegiet. Mor var sygeplejerske og havde nattevagter. Far måtte IKKE passe sine egne børn i Svendborggade, når mor var på nattevagt! Vi andre forsøgte at støtte familien og sagde til forstanderdamen, at vi ikke troede, at det ville smitte - det med at passe sine egne børn, mens mor var på arbejde. Det hjalp desværre ikke!
Vi kom alle igennem tiden med Mødrehjælpen. På godt og ondt. For nogle på MEGET ondt. Men set i bakspejlet var Mødrehjælpen faktisk en gave til unge enlige mødre. Det opdagede vi vist først, da Mødrehjælpen blev nedlagt med Bistandsloven i begyndelsen af 70'erne. Hanne Reintoft skriver en del om Mødrehjælpen i nogle af sine bøger - og de kan varmt anbefales. Hun og Tine Bryld var de unge kvinders allierede.
Jeg har ikke nævnt abort endnu - men det kommer her. For abort var så umuligt på Mødrehjælpen, at de unge kvinder måske nok søgte om abort - men de forventede ikke et ja. Et ja fik man kun, hvis ens liv var i fare, hvis barnet var en konsekvens af voldtægt, eller hvis der var risiko for, at barnet ville blive handicappet. Og Hanne Reintoft kan fortælle om en mor, der fik afslag på abort tre gange -og alle tre gange fik et mulitihandicappet barn, fordi Mødrehjælpen (læs loven) mente, at hun ikke risikerede at få flere handicappede børn! Det betyder, at abort var en meget, meget underlig størrelse i min ungdom. Og det var adoption faktisk også. For der var rigtig mange kvinder, der blev tvunget til at bortadoptere deres børn i den periode.
Fattigrøvene, dem fra arbejderklassen, havde ikke adgang til at få ulovlige aborter hos rigtige læger. Det kostede for mange penge. I stedet gik kvinderne til de såkaldte kvaksalvere, som kunne være alle mulige slags "hjælpere". Abortindgrebet blev lavet med sæbevand eller med strikkepinde - det var de to mest almindelige hjælpemidler. Risikoen for at dø af indgrebet var enorm. Og hvis man ikke døde, så var risikoen, at man aldrig mere kunne blive gravid. Hvis man blev opdaget, risikerede man fængselsstraf. Kvaksalverne risikerede altid fængselsstraf. Indgrebene foregik mange steder - i køkkener f.eks. Og kvaksalverne var omgærdet af mystik og uhyggelige historier. De var "skumle" og de var "snuskede" og det var overhovedet ikke noget, man skulle stræbe efter at opleve.
Så var der de rigtige læger. Nogle ganske få læger var kendt over hele København og omegn som abortlæger. Ind imellem blev en af dem sat i fængsel. Så vidt jeg husker, var der også et par, der turde tale Roma midt imod og argumentere for, at de unge kvinder skulle hjælpes, så de ikke var i livsfare. Indgrebene hos de rigtige læger foregik på en mere betryggende måde. Men det var ikke altid, det gik godt!
Og så var der de rige og dem der var foran alle os andre. I slutningen af 60'erne begyndte der at komme gang i abortrejser til udlandet. Og det skulle man være særligt priviligeret for at kunne. Det kostede mange penge at rejse til udlandet, at bo på hotel, at besøge en abortlæge osv. Så det der foregik der, var mest noget, vi andre kunne læse om i aviserne. Dansk Kvindesamfund havde vistnok en ungdomsafdeling (husker ikke præcis, hvordan det var), som gik i spidsen for disse rejser. Og de kunne dokumentere, at det var mindre farligt OG kunne komme med tal og argumenter omkring de ulovlige, farlige og kriminelle aborter og antallet af aborter pr. år.
Diskussionerne bølgede frem og tilbage - også internt i familierne. Der var stor uenighed omkring middagsbordene - og jeg oplevede meget underlige ting i mit eget liv. En - for mig - vigtig ældre kvinde, var fuldstændig modstander af abort, selvom hun havde fået flere provokerede, ulovlige aborter selv. Bagefter har jeg tænkt: Det ville have været dejligt, hvis hun havde delt sine begrundelser rigtigt med os andre. For hendes nej - uden argumentation - virkede helt mærkværdigt. Hvis de følelsesmæssige oplevelser og smerten havde været kendt af mig, så var jeg nok ikke blevet så vred på hende, som jeg blev!
Midt i den diskussion, blev jeg uønsket gravid. Jeg var forsørger af min lille familie: mit barn og min mand. Min mand læste og mit barn gik i børnehave. Vi kunne ikke undvære min indtægt, og der var ingen SU på det tidspunkt, så vidt jeg husker. Ihvertfald ikke til en familie på 3! Så jeg måtte og skulle gå på arbejde - ellers hang det hele ikke sammen. Jeg havde tidligere aborteret spontant, og det havde været forfærdeligt. Nu stod jeg så der - gravid og forsørger af en familie. Jeg ville ikke frekventere de der kvinder med sæbevand og strikkepinde, så jeg måtte finde en "adresse", som det hed. Og det fandt jeg. Min svigermor gav mig pengene - for det var jo det næste problem. Pengene. Og så drog jeg til København - helt alene. Nu er der gået så mange år, og jeg ved, at lægen er død for rigtig mange år siden. Så jeg kan godt fortælle, hvad der skete. Jeg tog ind til Kbh. K, fandt gaden og etagen og kom op i en lægepraksis, hvor der sad en masse mennesker i venteværelset. Nogle af dem med et lommetørklæde for munden.
Da jeg havde siddet der lidt, gik det op for mig, at lægens arbejde var: at trække tænder ud på folk, som skulle have gebis!! Jeg var rystet - hvad var det her?? Da jeg kom ind, talte vi lidt sammen - og jeg var så stiv af skræk, at jeg ikke kan huske en pind fra samtalen. Jeg husker kun, at han var en ældre mand, og ikke meget snakkende. Det her skulle bare overstås. Så jeg kom op på briksen - sådan en havde han i det mindste - og så gjorde han nogle ting, som jeg jo ikke kunne se. Mit gæt er, at han klippede hul på fosterhinden - og sprøjtede "noget" ind i livmoderen. Så fik jeg en recept på penicillin med besked om at tage hjem. Om en dag eller to ville jeg abortere. Og jeg måtte IKKE opsøge sygehuset, og jeg måtte heller ikke fortælle nogen, at jeg havde været hos ham. Han fik mine penge og jeg tog hjem. Men jeg fik ingen abort. Hverken den første eller den 5. dag. Jeg forsøgte at komme i kontakt med ham igen - men blev afvist. Og så blødte jeg ellers i 3-4 måneder eller mere. Det hele var så grotesk og mærkeligt, at jeg ikke rigtigt kan huske noget fra de måneder. Jeg skulle have været på en studierejse til Jugoslavien. Den blev aflyst. Jeg tog op til min svigermor i sommerhuset, og var der i flere uger. Der skete ingenting!
Jeg opsøgte min almindelige læge, men fortalte ikke om indgrebet. Han fik mig indlagt på Glostrup Amtssygehus. Der lå jeg - længe. I en uge eller to. Og blødte og blødte. Til sidst fik jeg ve-stimulerende tabletter og besked om at gå på trapper. Til sidst kom veerne - og jeg blev lagt ud i et skyllerum - mutters alene. Her fik jeg min abort. Det var en fødsel! Jeg kunne høre fosteret nede i bækkenet. Der var ingen, der hjalp mig eller støttede mig. Så kom jeg tilbage til stuen, fik en udskrabning dagen efter, og så forlangte jeg mig udskrevet. Og gik hjem, på "eget ansvar". Denne historie fortrængte jeg fuldstændig og totalt. Ca. 20 år senere så jeg en tv-udsendelse om abort før og nu - og hele historien dukkede op i min bevidsthed. Jeg var rystet. Hvad var det, jeg havde oplevet?
I dag tror jeg, at sygehuspersonalet godt vidste, hvordan det var fat. Derfor skyllerum og ensomhed. Jeg kom hjem, jeg fik senere to børn mere, og fik ingen varige fysiske men. Lægen faldt ned i Øresund med et privatfly og døde - og jeg tænkte: Gad vide, om han nogensinde havde tænkt ordentligt over, hvad det var han havde tjent penge på, som nebengeschäft??
Hvorfor nu denne private historie midt i en abortdiskussion? En historie, som oven i købet kunne have fået mig til at blive abortmodstander - ligesom den ældre kvinde, jeg nævnte tidligere. Jeg blev aldrig abortmodstander - og er det heller ikke i dag. For den slags oplevelser, som jeg har haft, skal ingen unge kvinder udsættes for! Kvinder har - til alle tider - fået provokerede aborter. I gamle dage, fordi de havde for mange munde at mætte - og de havde god hjælp fra folkemedicinen; i min tid, fordi udearbejde, husarbejde, mand og børn har krævet os så meget, at der nogen gange hverken var overskud økonomisk eller mentalt til at få et barn mere. Når jeg ser på mit liv i bakspejlet, så ville jeg aldrig have valgt abort, hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til. For det var for grufuldt. Jeg har mange års træning i at fortrænge dårlige oplevelser - så aborten blev puttet ned i glemmekassen til de andre traumer.
Abortdiskussionen fortsatte jo - og den fri abort blev indført for 40 år siden. Diskussionen var ikke altid lige venlig mod os kvinder, der havde fået en provokeret abort. Kristeligt Folkeparti havde et folketingsmedlem, Inge Krogh hed hun vist. Hun var fanatisk abortmodstander og tordnede mod de kvinder, der havde fået abort - eller ville få det i fremtiden. Hendes angreb var så hadefulde og voldsomme, at de kan sammenlignes med de amerikanske abortmodstanderes sekterisme. Der var ikke megen social forståelse i hendes tale. I disse dag er diskussionen startet igen. Denne gang med 16.000 hvide kors ved en motorvej. Tonelejet er mindre hadefuldt - men budskabet er det samme: Kvinder der får abort, slår deres børn ihjel. Og den argumentation skaber kun en ting: Afstand og modstand mod overhovedet at høre, hvad disse abortmodstandere siger. For de angriber os - de gamle kvinder, der har fået abort engang - og de unge kvinder, der vil få abort på et tidspunkt. Og når nogen bliver angrebet, så går de fleste mennesker til modangreb.
Når jeg ser på forskellen mellem den fri abort - og den kriminelle, ufri og livsfarlige abort - så har jeg flere ting at sige i dag. Jeg vil til alle tider kæmpe for, at vi skal blive ved med at have fri abort. Kig på Irland - de har de vilkår idag i 2013, som vi havde dengang. De rejser til udlandet for at få abort, hvis de har råd. Ellers går de til kvaksalvere. De vilkår, som fandtes, da jeg var ung, skal vi ikke have tilbage. Aborterne var der - også dengang. Kvinder satte livet på spil for at slippe for et uønsket svangerskab. Nogle af disse kvinder døde - nogle fik kroniske underlivssygdomme - og nogle fik aldrig nogensinde børn senere. Statistikken vil jeg ikke gøre mig klog på - men jeg tror ikke, at tallet har været voldsomt stigende. Kvinder blev tvunget til at bortadoptere deres børn, hvis de ikke kunne klare moderskabet. Jeg har haft flere veninder, der blev sendt afsted til Mødrehjælpen med en stor mave - og som kom tilbage et stykke tid senere - uden mave og uden barn. De blev sendt afsted af deres egne forældre! Disse mødre har resten af deres liv haft det forfærdeligt. Nogle af dem har mødt deres børn, efter at børnene er blevet voksne. Andre har bare haft et stort sort savn indeni - som aldrig er blevet healet rigtigt.
Når det er sagt, så synes jeg samtidig, at samfundet har svigtet de unge kvinder enormt i de seneste mange år. Mødrehjælpen forsvandt jo med Bistandsloven. Og den nye Mødrehjælp har ikke de kompetencer, som den gamle havde - eller økonomi for den sags skyld. Da jeg fik mit første barn, fik jeg en uddannelse via Mødrehjælpen. I mange år har der ikke været en uddannelse at få, hvis man blev ung, enlig mor med udsigt til kontanthjælp. Noget jeg faktisk ikke har forstået, for jeg blev jo selvhjulpen, fordi jeg fik en uddannelse! Jeg har oplevet socialrådgivere - som jo er mine kolleger - sige om uplanlagt graviditet, at det jo ikke er en social begivenhed at få et barn! Jeg har hørt socialrådgivere sige, at den og den klient skal skubbes til at få en abort. Jeg har set og hørt klienter på TV fortælle, at de har fået abort, fordi deres sagsbehandler sagde til dem, at hvis de ikke fik abort, ville kommunen komme og tage det første barn fra dem. Så - den hjælp og støtte, som var en forudsætning for loven, er pist væk! Og - så har jeg også hørt om de unge piger, der bruger abort som prævention - de har selv fortalt mig det. Det er selvfølgelig fuldstændig forrykt. Fordi det er uetisk. Fordi det er umoralsk. Fordi det jo er - udryddelse af et lille liv. Vi kan ikke lide at høre det - men det er jo sådan det er. Det får mig ikke til at vende mig imod den fri abort. Men det får mig til at sige - at der er nogle ting, vi som voksne og som samfund og som socialrådgivere og forældre og bedsteforældre og gode venner skal gøre meget, meget bedre. Så vores unge kvinder lærer at passe ordentligt på sig selv og lærer at tænke sig om og får skaffet sig den prævention, som er nødvendig, når man har sjove lege med det modsatte køn. Kvinder skal fortsat have ret til at bestemme over deres egen krop. Hverken ægtefæller eller kærester eller socialrådgivere eller kommuner skal bestemme - om en kvinde skal have lov til at få det barn, hun har i maven - eller ikke have lov, fordi det er for dyrt eller besværligt eller noget helt tredie. OG det skal absolut heller ikke være abortmodstanderne - som ikke engang kender den enkelte kvinde og hendes liv og vilkår - der ved at sætte 16.000 kors op ved motorvejen - skal bestemme over andre kvinders liv og fremtid. Eller folketingsmedlemmer for den sags skyld. Det er uværdigt, det er umenneskeligt og så er det faktisk også en slags overgreb på andre mennesker.
Jytte Høj Hammer
Abonner på:
Opslag (Atom)