Mærkeligt som tanker inspireres af det vi ser og hører!
Så gik der over en måned, før jeg fik stunder til at sidde her igen. Jeg har savnet at skrive, men livet og virkeligheden overhalede mig indenom. Så i stedet har jeg været i Malaga for at passe børnebørn, siddet ved computeren med en nyoversættelse af Ann Jönssons's bog "Snapphonor" til danske "Snaphøner". Den bog vender jeg tilbage til om lidt. Så har jeg været til forskellige familiekomsammener, har været barnepige i en lille familie her i nærheden, passet Snaphanen Café i Lundby, bagt brød i lange baner, været i Knuthenborg. Og glædet mig over, at "vores" svaler er kommet tilbage og lige nu bruger tiden på at overveje, om de vil flytte ind igen i år. Jeg har fået strikket en masse, under bilture, foran TV og i andre situationer, hvor jeg har haft tid til det. Og så har jeg selvfølgelig forsøgt at følge med i lockouten og i debatten om heldagsskolen. Det er blevet forår på den måned, der er gået. Et koldt et af slagsen, men forår. Solskin. Grønne marker. Fuglesang fra morgenstunden. Lys aften til lang tid efter aftensmaden.
Siden jeg kom hjem fra Malaga den 9. april, har jeg som sagt siddet her med den danske oversættelse af Snapphonor. Hvorfor? Fordi vi i Foreningen Svend Gønge skal udgive den på dansk til vores næste Gøngemarked i august måned. Bogen er oversat af 3 personer, og de har lavet et fantastisk stykke arbejde. Jeg har været en slags korrekturlæser - og blev lige så grebet af bogen, som da jeg læste den i et hug for et år siden. Fordi den er spændende - og fordi den er en anden slags "historieskrivning": Kvindernes historie i det sydlige Sverige på Chr. IV's tid (midten af 1600 tallet). Den giver et indblik i almindelige menneskers hårde liv på landet i Skåne, da Skåne blev indlemmet i Sverige - og svenskerne gik i gang med at "forsvenske" de skånske bønder og husmænd. Jeg har spekuleret på, hvad det er, der facinerer mig så meget - for det er lidt mere end sædvanligt, når jeg læser en spændende bog. Og svaret er, at Ann Jönsson forsøger at beskrive det barske liv set fra kvindernes sted i hverdagen. Og kvindernes historie er, som i alle andre sammenhænge, næsten ikke eksisterende i Danmarkshistorien. Samtidig er historien en beskrivelse af vold og undertrykkelse, kulturimperialisme, kirkens voldelige overgreb på kvinder (hekseforfølgelse), smukke, smukke kærlighedshistorier, kvinders sammenhold - og den giver et indblik i en bid af vores historie, som jeg ikke kendte så meget til i forvejen. Og selvfølgelig er det ikke historieskrivning i gængs forstand. Men Ann Jönsson har gjort et stort recearcharbejde og har mange gode kilder, som hun har brugt i bogen. Flere gange undervejs har jeg tænkt: Ja - i Danmark og Sverige har den almindelige befolkning - også kvinderne - været udsat for grove ting, som kan sammenlignes med de ting, vi har set i vores egen tid: etniske udrensninger, overgreb på kvinder og mænd, religiøs undertrykkelse af sprog og kultur, ran og vold og grusomheder.
Så - mennesket er ikke blevet så meget bedre på de 400 år. Vi siger, at vi er. Men er vi? Hvad med udnyttelsen af fattige arbejdere i Bangla Desh i huse, der styrter sammen, så arbejderne bliver slået ihjel i hundredevis? Hvad med droneangreb på børn og civile voksne i lande, som "vi" (læs USA og deres allierede) ikke bryder os om, fordi de er "terrorister". Hvad med "salg" af adoptivbørn fra den 3. verden til Europa og USA? Hvad med konkret salg af menneskeorganer fra fattige mennesker bl.a. i Indien? Hvad med menneskehandel - trafficking - til Europæiske lande fra bl.a. Afrika? Næh - vi er ikke blevet bedre. Men i det lille smørhul Danmark kan vi kigge den anden vej og sige: jamen vi gør ikke de der ting - det er de andre, de "store", USA - Frankrig osv. Men - den holder ikke. Vi gør det bare på en anden måde - os i Danmark. Vi køber det tøj, der bliver produceret under forfærdelige vilkår i bl.a. Indien. Vi adopterer de børn, som nogle andre har narret fra forældrene i oprindelseslandet. Vi vender det blinde øje til uhyrlighederne og behøver ikke engang løbe hen til håndvasken - for i en retssag ville de allerfleste af os blive frikendt. Men vores kultur, vores politiske magt i verden, vores "dem og os" opdeling af mennesker og vores fordomme om andre kulturer er betingelsen for, at alle disse ting kan foregå. Lige nu bliver indianere bortvist - fjernet med magt - fra deres bosteder i Brasilien - fordi der skal være et brag af en sportsfest på et senere tidspunkt. Hvis land var det lige Brasilien var - i første omgang? Og i hvor mange andre lande er det foregået op til OL og Verdensmesterskaber? I Kina? I Rusland? Andre steder? Og alt det her foregår i - 2013! Og meget mere, som vi ikke får at vide af medierne. Fordi de er mere optaget af at producere tyndbenede programmer om ligegyldigeheder. For det meste. Og mens vi lader os underholde, gør vi ikke vrøvl - gør ikke oprør - tænker ikke tanker - og luller os ind i hygge og småtterier.
Er jeg for kritisk? Jeg tror det ikke. Jeg har selv oplevet, hvordan jeg har lullet mig ind i det hyggelige, det rare, freden og roen. Og der er ikke noget i vejen med at hygge sig, at være rar og nyde fred og ro. Hvis det ikke bliver til bevidstløshed. Nogle ganske bestemt hændelser og handlinger har fået mig til at revurdere min egen tilgang til den verden vi lever i.
Da præsident Obama blev valgt, var jeg glad. Glad fordi USA fik valgt en sort mand til pæsidentembedet. Glad fordi det så progressivt ud. Glad fordi jeg troede, at NU ville verden blive et bedre sted at være. Nu er han igang med sin 2. præsidentperiode. Og hvad er der sket? Ikke særlig meget. Guantanamo er der stadigvæk. Dronerne bliver stadig sendt afsted. USA blander sig stadig i andre landes interne anliggender. Og Danmark har bakket op om disse ting - og gør det i princippet endnu - selvom "vi" er på vej ud af Afghanistan. Så idag tænker jeg: Hvad er værst: En præsident, der helt tydeligt er aggressiv og krigsliderlig, eller en præsident, der siger at han ikke er det - men er det i praksis? Det hedder ulv i fåreklæder, synes jeg!
Og så er der sket det i Danmark, at vi har fået en regering, der siger et og gør noget andet. Jeg havde ikke de store forventninger til den "ny" regering. Dertil har jeg set socialdemokraterne i aktion for mange gange. De startede "udsalget" i slutningen af 18.-tallet - og nu er bunden nået. Jeg er ikke uenig i, at der skal gøres noget alvorligt for at få gang i hjulene igen. Og det har altid været sådan, at nogle upopulære politiske beslutninger kan være og er væsentlige, hvis skuden er ved at synke. Det jeg reagerer på er løgnen og manipulationen. Og den der "Vi ved bedre"-attitude - uanset hvad sagerne handler om, pakket ind i bortforklaringer og udenomssnak, med manglende respekt for mennesker og faglig viden. Lige nu er folkeskolen den vigtigste sag for mig. Men der er også offentlighedsloven. Og lukningen af Mentorprojektet. Og snik-snak omkring arbejdsløsheden og dagpengene. Og så - for at pynte lidt på det hele, beslutter regeringen, at bøsser og lesbiske kan få lov til at gifte sig rigtigt i kirken. Nej - jeg er ikke modstander af, at homoseksuelle må blive viet i kirken - tværtimod. Jeg er tilhænger af, at mennesker har lige rettigheder. Men det er en billig omgang - og jeg tænker: hovsa - skal det være jeres alibi for alt det skidt I iøvrigt laver? Det samme gælder fjernelse af "starthjælpen". Tju hej, hvor progressivt! Ja - det har været godt for nogle flygtningefamilier. Og det er godt. Men i mine øjne opvejer det f.eks. ikke hjemsendelse af uledsagede flygtningebørn.
Og hvad så med støttepartiet - det parlamentariske grundlag? Enhedslisten. De får lov til at være ventil for den kollektive utilfredshed - sammen med Dansk Folkeparti. Alle de mennesker, der nu er sure på regeringen, suser ud i hjørnerne - både til højre og venstre - og truer med at stemme på fløjene næste gang. Det skal fedt hjælpe! For dels får Enhedslisten aldrig magt som de har agt - og skulle de alligevel få det, så vil de lige så sikkert som amen i kirken skride til højre, som alle andre før dem har gjort.
Lyder jeg sur? Jeg er ikke sur. Jeg er i stedet desillutioneret. Og alvorligt bekymret for demokratiet og vores fremtid. Og det har jeg måske så bare været alt for længe om at blive!! Jeg nyder min hverdag og er glad for mit liv. Men jeg er et politisk menneske, samtidig med at jeg er så meget andet. Og jeg har fuldstændig mistet lysten til nogensinde igen at stemme på et parti ved et folketingsvalg. I stedet vil jeg stemme blankt. Og håber, at rigtig mange andre vil gøre det samme. For vores demokrati er i krise. Alvorlig krise. Vi suser rundt i verden for at lære alle de andre, hvor godt demokrati er. Men har glemt det selv. Jeg lærer nok aldrig at holde min mund - og jeg vil fortsat have en mening om politik. Men min status som yderligtgående desorienteret ser ud til at blive befæstet i disse måneder.
Ja - det var tankerne, der blev startet af en bog om snaphøner og en lockout af lærerne og en diskussion om heldagsskolen.
Jytte
